VI

Pelle havde en hurtig Puls og megen NFremfærd; der var altid noget hans rastløse Higen maatte forsøge at vinde ind paa – om ikke andet saa selve Tiden. Nu var Rugen under Tag, nu forsvandt den sidste Stak af Marken, Skyggerne blev længere for hver Dag. Men en Aften overraskede Mørket ham inden hans Sengetid, og han blev betænkelig. Han skyndede ikke længer paa Tiden men søgte at holde igen, ved mange smaa Solemærker.

En Dag gik Folkenes Middagshvile ind. De spændte for igen saa snart de havde sat Middagen til Livs, og Hakkelseskæringen blev forlagt til om Aftenen. NHestegangen laa paa den udvendige Side af Staldbygningen, og ingen af Karlene havde Lyst til at traske rundt derude i Mørket og køre for Maskinen – saa maatte Pelle til det. Lasse protesterede og truede med at gaa til Storbonden, men det hjalp ikke; hver Aften maatte Pelle derud et Par Timer. Det var hans bedste Timer man tog fra ham: de Timer hvor han og Far Lasse smaanussede i Stalden og sorgløst snakkede sig gennem alle Dagens Genvordigheder 83| ind i den fælles lyse Fremtid – og Pelle græd. Naar Maanen jog Skyerne og han kunde se alting tydeligt omkring sig, gav han sine Taarer frit Løb. Men i de mørke Aftener tav han og holdt Vejret. Naar Regnen drev kunde det være saa mørkt, at Gaarden og alting var borte, og da saa han hundrede Væsner som Lyset ellers skjulte. De traadte frem i Mørket derude, forfærdelig store, eller kom glidende paa deres Bug hen imod ham. Han stivnede i Stirren og kunde ikke rive sit Blik til sig; inde under Muren søgte han Ly og sad og hyppede paa Hesten derfra – og en Aften løb han ind. De jog ham ud igen, og han lod sig jage; han var da det kom til Stykket mere angst for dem derinde end dem herude. Men en bælgmørk Aften var han særlig ilde stedt, og da han saa opdagede at Hesten, hans eneste Trøst ogsaa var angst, slap han alt og løb ind for anden Gang. Han var ikke til at true ud igen, og Knubs hjalp heller ikke. Saa tog en af Karlene ham i Favnen og bar ham derud. Men da glemte Pelle alt og skreg saa det rystede i Gaarden.

Mens de baksede med ham kom Proprietæren til. Han blev gal i Hovedet, da han hørte hvad der var i Vejen, og skældte Forkarlen Hæder og Ære fra. Saa tog han Pelle ved Haanden og fulgte ham ned til Kostalden. »Sikken et Mandfolk, der er bange for lidt Mørke!« sagde han spøgende – »det maa du se at vænne dig af med. Og hvis Karlene gør dig Fortræd saa kom kun til mig.«

Over Markerne gik Ploven Dagen lang og gjorde Jorden tung i Farven, Løvet blev broget, og der var mange Sluddage. NToet rejste sig paa Kreaturerne, de blev langhaarede og forskød sig i Ryggen; Pelle døjede ondt, og hele Tilværelsen blev en Skygge alvorligere. Hans Klæder blev ikke tættere og varmere med Kulden som Kreaturernes; men han kunde slaa Knald med Klaffen der i heldigste Tilfælde lød som smaa Skud, han kunde prygle Rud naar det gik helt ærligt til, og springe over Aaen hvor den var smallest. Det gav altsammen Varme i Kroppen.

84| Han vogtede nu ud over Gaardens Jorder, overalt hvor der havde været tøjret; Malkekørne stod inde. Eller ogsaa var han inde paa Mosen hvor alle Gaardene havde hver sit Stykke Græsmark. Herinde stiftede han Bekendtskab med Vogterdrengene fra de andre Gaarde og saa ind i en helt anden Verden, hvor der ikke styredes med Forvalter og Landvæsenselev og Prygl, men hvor alle spiste ved samme Bord og Madmoderen selv sad og spandt Garn til Strømper til Vogterdrengen. Men derind kunde han aldrig komme, for de tog ikke Svenskere paa de smaa Gaarde – de indfødte vilde heller ikke tjene sammen med dem. Det gjorde ham ondt.

Saa snart Efteraarspløjningen var i Gang oppe paa Agrene, nedlagde Drengene efter gammel Skik Skellene og lod alle Kreaturer gaa sammen – det kaldtes at vogte Nover Luvt. De første Dage gav det mere at bestille, Dyrene kæmpede inden de blev fortrolige med hinanden. Og helt blandede blev de aldrig; de græssede stadig i Pletter, hver Gaards Besætning for sig. Madkurvene blev ogsaa slaaet sammen, og en Dreng efter Tur taget ud til at passe hele Flokken. De andre Drenge legede Røvere oppe i Klipperne, eller turede rundt til Lundene og Stranden. Naar det var rigtigt koldt, tændte de Baal op, byggede Ildsteder af flade Sten og stegte Æbler og Æg som de stjal paa Gaardene.

Det var et herligt Liv, og Pelle var lykkelig. Ganske vist var han den mindste i Flokken, og der hæftede det ved ham at han var svensk; bedst som de legede kunde de andre give sig til at vrænge efter hans Maal, og naar han blev vred, spurgte de hvorfor han ikke trak Kniv. Men saa var han fra den største Gaard – og den eneste der havde Stude i sin Besætning; han stod ikke tilbage for dem i Legemsfærdigheder, og ingen af dem kunde snitte som han. Og naar han blev stor, var det hans Agt at prygle dem allesammen.

Foreløbig maatte han læmpe sig frem, smigre sig ind hos de store, hvor han opdagede der var en 85| Sprække i Forholdet, og være tjenstvillig. Han maatte tage Tur oftere end de andre, og blev forfordelt ved Maaltiderne. Han tog det som noget uundgaaeligt og satte hele sin lille Person ind paa at faa det bedst mulige ud af Forholdene. Men han lovede sig som sagt en uhyre Oprejsning naar han blev stor.

Et Par Gange blev det ham for hedt, og han opgav Fællesskabet og holdt sig for sig selv. Men han søgte hurtig tilbage til de andre igen. Hans lille Krop var sprækfuld af Mod paa Livet og tillod ham ikke at skulke udenom; han maatte tage sin Chance – æde sig igennem.

En Dag kom der to nye Drenge til, som vogtede Kvæget fra et Par Gaarde inde til den anden Side Stenværket; de var Tvillinger og hed Alfred og Albinus. Det var to lange tynde Fyre som kunde se ud til at have sultet som smaa; de var blaalige af Hudfarve og stod daarligt for Kulde. Fodrappe og smidige var de, de kunde løbe den hurtigste Kalv ind, gaa paa Hænderne og ryge Tobak til, og slaa Luftspring uden at tage Næverne til Hjælp. Slaas duede de ikke meget til; de manglede Modet til at gaa paa, og deres Legemsfærdighed svigtede dem naar det kneb.

De to Brødre havde et komisk Skær over sig. »Der har vi Tvillingerne, Tolvlingerne!« raabte hele Flokken dem i Møde den første Morgen de viste sig. »Naa hvor mange Gange har I saa faaet Smaa hjemme siden i Fjor?« – De var tolv Søskende, og deriblandt var der to Gange Tvillinger, alene dette var en uudtømmelig Kilde til Spot – desuden var de halvsvenske. De kom til at Nstaa halv Skade med Pelle.

Men der bed ingenting paa dem, de grinede ad alt og gav sig yderligere til Pris. Pelle kunde forstaa paa alting, at deres Hjem havde et latterligt Skær over sig ude i Sognet; men det var de ikke kede af. Det var navnlig Forældrenes Frugtbarhed Spotten hang sig ved, og de to Drenge udleverede med glade Miner Forældrene og gav sig til at fortælle om de løn86|ligste Forhold i Hjemmet. En Dag Flokken var særlig ihærdig til at raabe Tolvlinger, fortalte de grinende, at Moderen gik med den trettende. De var usaarlige.

Hvergang de udleverede deres Forældre, gav det et Stik i Pelle, han havde selv sine helligste Følelser paa dette Punkt. Alt det han brød sit Hoved, begreb han dem ikke; han maatte til Faderen med det en Aften.

»Saa de gør deres egne Forældre til Spot og Grin?« sagde Lasse – »da gaar det dem aldrig godt her paa Jorden; for Nman skal ære sin Far og Mor. Skikkelige Forældre som har sat dem til Verden med Smærte og maa slide haardt, kanske sulte og døje selv, for at skaffe Føde og Klæder til dem – ak hvor er det syndigt! – – Og de hedder Karlsson til Efternavn lige som vi siger du? – og bor inde i Lyngen bag Stenværket? Men saa maa det jo være Bror Kalles Sønner! ja Gud min Sjæl om jeg ikke tror det er det ogsaa! Spørg du dem i Morgen, om ikke deres Far har et Hak i det højre Øre. Jeg huggede det jo selv med et Stykke af en Hestesko dengang vi var Smaagutter – en Dag jeg var rasende paa ham, fordi han gjorde mig til Grin for de andre. Han var akkurat lige saadan som de to han; men han mente ikke større med det, der var ikke ondt i ham.«

Drengenes Far havde ganske rigtig et Hak i det højre Øre. Pelle og de var altsaa NSøskendebørn, og det var baade til at le og græde over, saadan som de og Forældrene var til Grin. Det gik jo paa en Maade ud over Lassefar ogsaa, og den Tanke var næsten ikke til at udholde.

De andre Drenge opdagede hurtig hans Saarbarhed her og benyttede sig af den til deres Fordel; og Pelle maatte bøje af og finde sig i en Del for at holde Faderen udenfor. Alligevel lykkedes det ikke altid. Naar de var i det Hjørne, sagde de Ting helt hen i Vejret om hinandens Hjem; det skulde ikke tages for mere end det var, men Pelle forstod ikke 87| Spøg paa det Punkt. En Dag sagde en af de største Drenge til Pelle: »Din Far, han har jo gjort sin egen Mor med Barn.« Pelle forstod ikke Ordspillet i denne Raahed, men han hørte de andres Latter og blev blind af Raseri. Han gik løs paa den store Kammerat og sparkede ham saadan i Underlivet, at han maatte ligge hjemme i flere Dage.

De følgende Dage gik Pelle og var hed om Ørerne. Han turde ikke fortælle Faderen, hvad der var sket, da han saa vilde være nødt til at gentage Drengens grimme Beskyldning ogsaa; saa gik han der og gruede for de skæbnesvangre Følger. De andre Drenge havde trukket sig tilbage fra ham for ikke at faa Skyld med, hvis der kom noget op; Drengen var Gaardmandssøn – den eneste i Flokken – og de skimtede Øvrighed bag Historien, kanske NRis paa Raadhuset. Pelle gik saa for sig selv med sine Kreaturer og havde god Tid til at sysle med Begivenheden; den voksede sig større og større i sine Følger under hans livlige Indbildningskraft og var tilsidst ved at sprænge ham af Rædsel. Hver Vogn han saa køre hen ad Landevejen fik det til at krybe i ham; og drejede den op mod Stengaarden, saa kunde han tydelig skelne Politiet, der kom tre Mand stærk og med forsvarlige Haandjærn – lige som da Erik Erikson blev afhentet fordi han havde mishandlet sin Kone. Han turde knap drive hjem om Aftenen.

Saa en Formiddag kom Drengen drivende derovre med sine Kreaturer, der var en voksen Mand med, Pelle dømte af Klæder og det hele at han var Gaardmand – det maatte være Drengens Fader. En Stund stod de derovre og snakkede med Vogterdrengene, saa kom de over ad med hele Flokken i Hælene, Faderen holdt sin Søn ved Haanden.

Pelle sprang i Sved; han følte sig stærkt tilskyndet til at løbe sin Vej men tvang sig til at blive staaende. Far og Søn bevægede paa èn Gang Haanden, og Pelle skød begge Albuer i Vejret for at afbøde to Lussinger.

88| Men de strakte blot Hænderne frem. »Om Forladelse,« sagde Drengen og tog Pelles ene Haand; »Om Forladelse!« gentog Faderen og lukkede hans anden Haand i sin. Og Pelle stod forvirret og flyttede Øjnene fra den ene til den anden. Straks troede han, at Manden her var den samme som ham der var udsendt af Gud; men det var alligevel kun Øjnene – de underlige Øjne. Saa brast han pludselig i Graad og glemte alt for at græde sig ud af den forfærdelige Spænding; og de to sagde nogle gode Ord og gik stille deres Vej for at lade ham være ene.

Siden blev han og Peter Kure gode Venner; og da Pelle lærte ham nøjere at kende opdagede han, at Drengen til Tider kunde have noget af det samme i Øjet som Faderen, den unge Fisker og Manden, der var udsendt af Gud. Begivenhedens mærkelige Forløb sysselsatte ham længe. En Dag kom hans Erfaringer til at ligge saadan Side om Side, at han opdagede Sammenhæng mellem dette gaadefulde Øjenudtryk og de mærkelige Handlinger; de, der havde set paa ham med de Øjne, havde alle tre handlet uventet. Og en anden Dag gik det op for ham, at disse Folk var Nde Hellige; Drengene var uenige med Peter Kure den Dag og brugte det som Skældsord mod hans Forældre.

En Ting var der som stod – og stod ovenud af alting – selve Sejren. Han havde bundet an med en Dreng, der var større og stærkere end han selv, og klaret sig – fordi han for første Gang i sit Liv slog hensynsløst til. Vilde man slaas, maatte man sparke dèr hvor det gjorde mest ondt. Gjorde man blot det og forresten havde Retten paa sin Side, saa kunde man godt binde an selv med en Gaardmandssøn. Det var to betryggende Opdagelser, som indtil videre intet kunde rokke ved.

Saa havde han værget Faderen; det var noget ganske nyt og betydningsfuldt i hans Liv. Han krævede mere Plads nu.

Ved

sept., i katolsk tid ærkeenglen Michaels helgendag, var på landet ofte betalingstermin og kunne være skiftedag (se dog n. til s. 11); her afholdtes desuden ofte høstfesten.