VIII

Ilél, ilél, hvor hun skar! Stengaardsbonden lod den graa Hingst stryge til og sad og saa optaget ud over Markerne, som anede han ikke at der var nogen i Hælene paa ham – men Fruen generede sig saa sandt ikke. Hun piskede paa den Røde af alle Kræfter, og lod Gud og hvermand se hvad hun var ude for!

Og det var ved højlys Dag de saadan kørte og tossede paa Vejene, i Stedet for at holde Ufreden inden for fire Vægge som andre ordenlige Folk! Det maatte man sande, at fine Folk var der ingen Skam i!

Saa skreg hun og stod op i Vognen og slog løs paa Hesten – med Skaftet saa galt! Kunde hun nu ikke lade ham køre ud til sin Dulle hvem det nu var, og saa fyre i for ham naar han kom hjem. Herregud at hun blev ved efter tyve Aars det samme og det samme – Kvindfolk var sandelig udholdende!

Og at han gad! Ligge i evig Ufred hjemme for en Hotelmadams eller et andet Kvindfolks Skyld, der vel ikke kunde være stort anderledes at gaa i Lag med end hans egen! Der skulde sku et langmodigt Sind til for at være Jon paa den Manèr – men det var vel det der kaldtes Kærlighed, ret betragtet!

Tærskemaskinen var gaaet i Staa, Folkene paa 117| Stengaarden hang ud af Lugerne og morede sig kongeligt. Det var da Væddeløb, et Syn for Guder var det at se den røde Hoppe hale ind paa Hingsten som havde han glemt at yde Vederlag for sig! Tju hej, her var der sku to Søndage i én Uge! Lasse var kommet frem om Hjørnet og fulgte den vilde Kørsel med Haanden over Øjnene – Mage til Kælling havde han ligegodt aldrig kendt, saa var Bengta da et rent Guds Lam! Kaasegaardsbonden, som stod i Porten da det skar forbi, tænkte i sit stille Sind det samme; og ud over Markerne slap de Redskabet, stirrede og korsede sig. De var sandelig besat af Driften de to! det var den rene Djævel der red dem begge!

Tilsidst maatte han jo stanse for Skams Skyld og vende om. Hun krøb over i Vognen til ham, og den Røde gik pænt bagefter med sit tomme Køretøj. Hun havde lagt Armen hen om hans Ryg og saa glad og sejrsæl ud, præcis som Herredsbetjenten naar han havde gjort en god Fangst; men han lignede en Forbryder af værste Slags. Saadan kom de agende ind paa Gaarden igen! – – – –

En Dag kom Kalle for at laane ti Kroner og indbyde Lasse og Pelle til Barsel næste Søndag. Pengene fik Lasse efter nogen Vanskelighed af Forvalteren oppe paa Kontoret, men Indbydelsen maatte de sige nejtak til, saa haardt det holdt; der var ikke Tale om at faa fri igen. En anden Dag var Forkarlen borte. Han var forsvundet om Natten og havde ført sin store Kiste med sig, saa nogen maatte have været ham behjælpelig. Men de andre Karle i Kamret svor dyrt paa at de intet havde mærket, og Forvalteren maatte opgive at komme ind i Sagen alt det fnysende han var.

Saadan skete der et og andet, som satte Blodet lidt i Bevægelse for en Dag eller to, men ellers var Vinteren trang at komme igennem. Mørket havde Magten det meste af Døgnet, og rigtig lyst i Krogene blev det aldrig. Kulden trykkede ogsaa, naar man ikke netop befandt sig i den hyggelige Stald; 118| der var altid varmt, og Pelle turde færdes der i det tykkeste Mørke. I Folkestuen sad de og dasede de lange Aftner uden at have noget at tage sig til. De brød sig ikke meget om Pigerne men sad og spillede Kort om Brændevin – eller fortalte uhyggelige Historier, der gjorde det til en halsbrækkende Ting at slippe over Gaarden ned til Stalden naar man skulde i Seng.

Per Olsen var for sin Ordenlighed avenseret til Forkarl da den anden rømte. Lasse og Pelle var glade ved det, for han stod paa deres Parti naar nogen vilde spille med dem. Han var blevet et pænt Menneske i alle Henseender, rørte næsten ikke Brændevin og holdt sit Tøj i god Orden. Lidt for stille var han selv for Gaardens gamle Daglejere og Koner, men de vidste hvorfor og holdt af ham – fordi han stod paa den Svages Ret, og for den Skæbne der hang over ham. »Han gaar og lyes« sagde de, og naar han saadan ligesom lyttede indad mod det ubekendte, undgik de saa vidt muligt at forstyrre ham.

»I skal se han frir sig, den Onde faar intet Krav paa ham,« mente baade Lasse og Husmandskonerne naar de ved Søndagsmalkningen drøftede Per Olsens Udsigter. »Der er dem, som selv Vorherre ikke kan finde noget at udsætte paa.«

Pelle hørte efter og kiggede hver Dag paa Arret paa Per Olsens Tommelfinger; naar Gud tog sin Straffedom bort maatte det vel forsvinde!

Det meste af Vinteren kørte han for Tærskemaskinen. Hele Dagen gik han og travede rundt paa Hestegangen uden for Gaarden, i optraadt Sne og Gødning til op over Træskoene. Det var det ulideligste Tilværelsen endnu havde budt ham; han kunde ikke engang snitte – det var for koldt om Fingrene – og følte sig ene! Som Vogterdreng var han sin egen Herre, tusend Ting kaldte paa ham; men her maatte han gaa rundt og rundt efter en Bom, bestandig rundt. Den eneste Smule Sysselsættelse var at holde Rede paa Omgangene han kørte, men det 119| var en fortærende Beskæftigelse, man blev endnu mere sløv af det end af selve den uendelige Vandren rundt, og kunde ikke slippe det igen! – Tiden fik intet Indhold, Dagen vilde aldrig faa Ende saa kort den var.

Ellers vaagnede Pelle glad, men nu vaagnede han hver Morgen og var led ved det hele – det var den evige Traven rundt bag Bommen. Efterhaanden blev han saadan, at han faldt i Halvsøvn naar han havde gaaet der en Timestid. Tilstanden indfandt sig af sig selv, og han længtes paa Forhaand efter den. Det var en Slags Idioti, hvor han intet ønskede og ikke interesserede sig for noget men blot stolprede mekanisk bag efter Bommen. Maskinen brummede ustanseligt og hjalp at holde Tilstanden ved Lige, Støvet væltede uden Ophør ud af Lugen, Tiden gled umærkeligt. Som oftest overraskede nu Middag eller Aften ham; undertiden syntes han der lige var spændt for, naar de kom for at hjælpe ham Hestene ind. Han havde fundet ind i den Tilstand af syngende Idioti, der er Tilværelsens eneste Barmhjærtighed mod Dødsfanger og Folk som tilbringer deres Liv ved en Maskine. Men der kom noget søvnigt over ham, naar han var fri ogsaa; han var ikke saa livlig og begærlig paa at faa Besked om alting; Far Lasse savnede de utallige Spørgsmaal og Paahit.

Nu og da reves han for et Øjeblik ud af sin Tilstand ved, at et sort svedigt Ansigt kom frem i Lugen og bandte fordi han ikke kørte jævnt; saa vidste han at Lange Ole havde afløst Per Olsen, som det ellers tilkom at lægge i Maskinen. Det skete ogsaa, at Piskesnærten fik fat om Akslen og vandt sig paa, saa det hele maatte stanses og trækkes baglæns; og den Dag faldt han ikke i Døs mere.

Hen i Marts kom Lærkerne og bragte lidt Liv; endnu laa der Sne i Lavningerne, men deres Kvidren mindede saa varmt om Sommer og græssende Kvæg. Og en Dag vaagnede han i sin Rundgang ved, at der sad en Stær oppe paa Husryggen og skreg 120| og struttede forrykt med Fjerene. Den Dag skinnede Solen klart, og alt det tunge var af Luften; men Havet laa endnu bleggraat dernede.

Pelle begyndte at blive Menneske igen – det var Foraaret, og saa den Ting at paa et Par Dage var man færdig med Tærskningen. Men mest var det alligevel den Vestelomme – den kunde nok gøre sin Mand levende. Han løb i Smaatrav efter Bommen, der maatte køres hurtig nu for at blive færdig, alle andre var allerede midt i Vaarpløjningen. Naar han klemte Haanden ind mod Brystet, kunde han tydelig fornemme Papiret den var i. For den var der vel endnu? Det gik ikke an at pakke ud og se ad, man maatte klemme sig frem.

Pelle var blevet Ejer af halvtreds Øre – en aldeles ægte 50-Øre. Udover 2- og 1-Ører var det de første Penge han endnu havde besiddet, og han havde erhværvet sig dem ved sin egen Dygtighed.

Det var i Søndags, Karlene havde Besøg fra Stenværket, og saa hittede en af dem paa at de skulde have Hasselfedt til Snapsen. Pelle skulde springe til Landhøkeren efter det. Han fik en halv Krone, og Paalæg om at gaa bagind da det var Søndag. Pelle havde ikke glemt sin Oplevelse fra Julen og holdt Øje med deres Ansigter; de fik saa travlt med at glatte dem ud og tage sig et eller andet for, Gustav som gav ham Pengene, vendte stadig Ansigtet bort og kiggede efter noget ude i Gaarden.

Høkerens Kone slog en Latter op, da han fremførte sit Ærende. »Nej se, er du saadan en Karl!« udbrød hun. »Hvordan – var det ikke ogsaa dig der hentede Selvtrækkeren? Den har I vel haft megen Nytte af?«

Pelle blev blodrød. »Jeg mente nok det var for at narre, men turde ikke sige nej,« sagde han lavmælt.

»Nej man maa jo sommetider være Bajads enten man er det eller ej,« sagde Konen.

»Hvad er saa Hasselfedt da?« spurgte Pelle.

»Ih Herregud – du har vist faaet det mange 121| Gange dit Skrog! Men saadan maa én døje saa meget, én ikke ved Navnet paa.«

Der gik et Lys op for ham: »Det er Prygl af en Hasselkæp kanske?«

»Ja vidste jeg ikke nok du kendte det!«

»Nej jeg har kun faaet af Pisken – over Benene.«

»Ja ja, det skal du ikke være ked af – det ene kan saamænd være lige saa godt som det andet. Men faa du nu en Taar Kaffe værsgod, saa skal jeg imens pakke Varen ind til dem.« Hun skød en Kop Kaffe med brunt Sukker hen til ham og gav sig til at øse Grøn Sæbe i et Papir. »Se her, giv du dem det, det er bedste Hasselfedt. Pengene kan du selv beholde.«

Pelle var ikke dristig ved den Ordning.

»Ja saa beholder jeg selv Pengene,« sagde hun »– os begge to skal de ikke holde for Nar. Saa kan du selv om det. Men nu maa du jo holde Ørerne godt stive.«

Han holdt dem godt stive, men han var dygtig hed om dem. Karlene bandede over Tabet af 50-Øren og udnævnte ham til den største Idiot paa Guds grønne Jord; men han havde den Tilfredsstillelse, at det var fordi han ikke var dum nok. Og 50-Øren var hans!

Hundrede Gange om Dagen følte han til den uden at den blev forslidt, her var endelig noget som ikke tabte sin Glans ved Besiddelsen. Han købte i det uendelige for den – snart til Lasse snart til sig selv. De dyreste Ting erhværvede han sig, og naar han havde dvælet tilstrækkeligt i ét Køb og blev mæt af Besiddelsen, gav han sig til at købe noget andet. Mønten beholdt han lige god. Pludselig kunde han gribes af vanvittig Frygt for at Pengene var borte; naar han saa følte til dem var han dobbelt lykkelig.

Pelle var med ét Slag blevet Kapitalist – ved egen Dygtighed – og han aagrede godt med sin Kapital. Han havde allerede erhværvet sig alt hvad han kendte af attraaværdigt – han havde i al Fald 122| det hele paa Haanden; og efterhaanden som der dukkede noget nyt inden for hans Verden, sikrede han sig Forkøbsret til det. Lasse var den eneste som vidste Besked med hans Rigdom, og han maatte modstræbende lade sig trække ud i de vildeste Spekulationer. – – –

Han hørte paa Lyden at der var Kludder i Maskinen; Hestene hørte det ogsaa, de stansede endnu inden der blev raabt Holdt. Saa gik det Slag i Slag: Holdt! Kør saa! Holdt! Kør igen! Stop! Ryk! og Pelle trak Bommen baglæns, kørte frem og rykkede, til det hele snurrede igen. Saa vidste han at det var Lange Ole der lagde i Maskinen, mens Per Olsen maalte Sæd – Ole var et Fæ til at lægge i.

Han var kommet godt i Gang igen og gik og holdt Øje med Hjørnet henne ved Kostalden. Naar Lasse kom frem dér og klappede sig paa Maven, betød det at det snart var Middag.

Det stemmede op i Bommen, Hestene maatte lægge sig i, og den sprang med et Ryk frem over den usynlige Forhindring. Inde fra Tærskeloen lød et Skrig og et mangestemmigt Holdt! Hestene stansede pludselig, og Pelle maatte gribe i Bommen for at den ikke skulde løbe dem paa Benene. Det varede noget, inden man kom ud og tog Hestene ind, saa Pelle kunde komme ind paa Loen og se hvad der var i Vejen.

Derinde gik Lange Ole og vred sig sammen over den ene Haand; Blusen var viklet om den, men Blodet dryppede gennem Tøjet ned paa Logulvet. Han bukkede sig langt forover og humpede om, kastede med Kroppen til Siderne og sagde uforstaaelige Ting. Pigerne stod blege og stirrede paa ham, Karlene skændtes om, hvilket Raad der var det bedste til at stanse Blodet – en af dem kom glidende ned oppe fra Stænget med en Haandfuld Spindelvæv.

Pelle gik og kiggede ind i Maskinen for at komme efter, hvad der var saa glubsk ved den. Imellem to Drev sad noget som en Negl, da han rørte ved 123| Valsen faldt det meste af en Finger ned paa Logulvet. Han tog den mellem nogle Avner og bar den hen til de andre – det var en Tommelfinger. Da Lange Ole saa Fingeren daanede han; der var ikke noget at sige til det, han var jo nu Krøbling for Livstid. – Men Per Olsen maatte sige, han var kommet væk fra Maskinen i en heldig Stund.

Der blev ikke tærsket mere den Dag. Om Eftermiddagen gik Pelle i Stalden og legede, han var helt fri for at bestille noget. Under Legen udkastede han Fremtidsplaner for Faderen, de var midt i det.

»Saa drager vi til Amerika da – og graver Guld!«

»Ja–ha, det var nok ikke det daarligste. Men der skal mange Halvkroner til for at gøre den Tur.«

»Saa kan vi give os til at være Stenhuggere da.«

Lasse stansede midt paa Fodergangen og stod og overvejede med sænket Hoved. Han var inderlig misfornøjet med Stillingen, de var to om at slide hundrede Kroner sammen, og det slog ikke til; Frihed var der heller aldrig, man var simpelthen en Slave. – Af sig selv kom han aldrig længer end til at være misfornøjet og skuffet af alting, han var for gammel. Den blotte Forsken efter Udveje til noget nyt var et uoverkommeligt Slid, og alting tog sig saa haabløst ud. Men Pelle var rastløs, hvergang han var utilfreds med noget udkastede han Planer i Snesetal, vilde og saapas fornuftige mellem hverandre. Og rev den Gamle med.

»Vi kunde ogsaa tage til Staden og arbejde,« sagde Lasse funderende – »derinde tjener de den ene blanke Krone oven paa den anden. Men hvad skal vi saa stille op med dig? – du er for lille til at haandtere et Stykke Værktøj.«

Denne haarde Kendsgærning satte i Øjeblikket Bom for Pelles Planer; men saa dukkede hans Mod op paa ny. »Jeg kan godt komme med til Byen« sagde han »for jeg skal nok –« han nikkede forblommet.

»Naa hvad skal du da?« spurgte Lasse spændt.

»Jo kanske gaar jeg nede ved Havnen og har 124| ingenting at bestille; saa falder der en lille Pige i Vandet, og jeg redder hende. Men den Pige er nok bare en fin Mands Datter, og saa –« Pelle overlod Resten til Lasses egen Fantasi.

»Saa maatte du nok lære at svømme først,« sagde Lasse alvorligt. »Ellers drukner du bare.«

Ovre fra Karlekamret lød der Skrig, det var Lange Ole; Lægen var kommet og var i Lag med hans lemlæstede Haand. »Aa spring over og se hvad det bliver til!« sagde Lasse. »I saadan en Stund er der ingen der lægger Mærke til dig, om du gør dig liden.«

En Stund efter kom Pelle tilbage og berettede: de tre Fingre var helt masede og hang i Laser, nu havde Doktoren renskaaret det.

»Var det de her tre?« spurgte Lasse spændt og viste Tommel-, Pege- og Langfinger. Sandt at sige havde Pelle intet set, men hans Fantasi løb af med ham.

»Ja det var Sværgefingrene!« sagde han og nikkede bestemt.

»Saa er Per Olsen udfriet,« sagde Lasse og drog et dybt Suk. »Hvor var det vel, det – en Guds Lykke!«

Det samme mente Pelle.

Stengaardsbonden kørte selv ud med Doktoren, og lidt efter kom der Bud efter Pelle. Han skulde løbe et Ærende til Landhøkeren for Fruen.