IX

For Pelle var det ingen Sag, blev han slaaet ned paa ét Punkt, rejste han sig paa to andre – han var uovervindelig. Og han havde Barnets rige Ævne til at tilgive, ellers maatte han have hadet alle Voksne undtagen netop Far Lasse. Men skuffet var han!

Det var svært at sige hvem der havde lovet sig 125| mest, Drengen hvis Barnefantasi havde bygget ustyrligt af alt det fortalte, eller den Gamle som selv havde været her engang.

Men Pelle raadede selv for at give Tilværelsen rigt Indhold, og var saa optaget til alle Sider at han lige fik Tid til at fastslaa Skuffelsen i Forbifarten. Hans Verden var oversanselig som Fakirens: et lille Frøkorn kunde i Løbet af Minutter skyde op og blive til et mægtigt Træ der overskyggede alt andet. Aarsag svarede aldrig til Virkning i den, og der galdt en anden Tyngdelov – Begivenhederne bar ham altid oppe.

Virkeligheden kunde trænge ham saa haardt den vilde, altid kom han ud af Klemmen beriget paa et eller andet Punkt. Og Faren kunde aldrig blive overhængende stor, saalænge Far Lasse ragede betryggende mægtig op bag alting.

Men – Lasse havde svigtet i det afgørende mere end èn Gang, og hvergang han truede med ham blev han blot lèt ud. Den Gamles Almagt kunde ikke vedblivende bestaa ved Siden af hans tiltagende Affældighed, den smuldrede fra Dag til Dag. Pelle maatte saa nødig han vilde slippe sit Forsyn og søge den beskyttende Udvej i sig selv. Det var lovlig tidlig, men han tog Forholdene op paa sin Maade. Mistro havde han allerede lagt sig til – og NSky! han gjorde daglig kluntede Forsøg paa at komme bag om Folks Ord og bag om Tingene. Der var noget igen bagved alt! Ofte førte det ham ud i Forvirring, men stundom var Udfaldet iøjenfaldende godt.

Der var Prygl man kunde løbe fra fordi Vreden gik over imens, og andre Prygl hvor det galdt om at græde det mest mulige. De fleste slog kun til der kom Taarer, men Forvalteren kunde ikke fordrage Flæben, saa der galdt det om at bide Tænderne sammen og gøre sig haard. Folk raabte paa at man skulde sige Sandheden; men de fleste Prygl undgik man ved at lave en Nødløgn – naar den var godt fundet paa og man passede paa sit Ansigt. Sagde man Sandhed, sad deres Haand løs.

126| Pryglene havde ogsaa en Side der vendte udad. Rud kunde han banke naar han vilde, men over for større Drenge maatte man helst have Retten paa sin Side – som f. Eks. det at Faderen blev angrebet! Saa hjalp Gud til. Her var et Punkt, hvor Drengen lige ud skød Almagten til Side og følte sig som den Gamles Beskytter.

Lasse og Pelle drog gennem Livet Haand i Haand, og dog gik de hver sin Vej – Lasse følte det selv. »Vi har fat ved hver sin Ende!« sagde han stundom mismodigt til sig selv, naar Forskellen sprang altfor stærkt frem – »han er for Opgaaende, Pøjken!«

Det saas bedst paa de andre. I Længden maatte man synes godt om Drengen, det kunde ikke være andet. Karlene kunde til Tider finde paa at forære ham et og andet, og Pigerne var helt gode ved ham. Pelle var den allerlyseste vordende Ungdom – de kunde tage ham paa Skødet og kysse ham bedst som han gik. Selve Barndommens Uskyld kunde de tage i Favnen og lade enhver se det.

»Ja han faar Kvindetække han!« sagde Lasse saa, »det har han efter sin Far.« Men saa lo de.

Altid blev der lèt, naar Lasse vilde være med i de Voksnes Lag! Forrige Gang – ja da var han god nok. »Hvor er Lasse?« hed det altid naar der spenderedes Brændevin og lavedes Løjer eller Demonstration – »kald paa Lasse Karlsson!« Han behøvede ikke trænge paa, han var selvskreven. Pigerne havde til enhver Tid et Øje ude efter ham – gift Mand som han var; og han holdt NSjus med dem. I al Skikkelighed forstaas, for Bengta var ikke blid at nappes med om hun hørte noget.

Men nu! Ja – jo – han fik Lov at hente Brændevin til de andre! og gøre Arbejdet for dem naar de havde fri, uden at de gjorde noget til Vederlag. »Lasse, hvor er Lasse? Kan du fodre for mig i Aften? – Kan du tage min Plads i NHakkelseloen i Morgen Kvæld?«

Der var Forskel paa da og nu, og Lasse havde selv fundet Forklaringen – han var ved at blive 127| gammel. Selve Opdagelsen gav ham yderligere Ret, den lagde Affældighed over ham, tog Spændingen af hans Sind og de sidste Spændingsrester af hans Legeme. Haardest slog det ham, da han opdagede at han intet vejede for Pigerne, slet ikke indgik i deres Tanker om Mændene. I Lasses Verden vejede intet Ord til som Ordet Mand, og det blev Pigerne der til syvende og sidst afgjorde, om man var det eller ikke. Lasse var det ikke – han var ikke farlig! Han var kun nogle sølle Efterladenskaber af et Mandfolk, en komisk Rest af noget forbigangent – de lo højt af ham naar han vilde gøre sig til.

Latteren knuste ham, og han trak sig tilbage og indrettede sig nedslaaet i sin Gammelmandsverden. Det eneste der holdt ham levende var hans Bekymringer for Drengen, og han klamrede sig fortvivlet til sin Stilling som hans Forsyn. Det var kun lidt han kunde gøre for ham, des flere store Ord talte han; og naar noget gik Drengen imod udstødte han endnu større Trusler mod Verden end før. Han følte ogsaa at Drengen var i Færd med at frigøre sig, og kæmpede en fortvivlet Kamp for at bevare den sidste NSkinrest af sin Magtstilling.

Men Pelle havde ikke Raad til at tage hans Indbildning under Armene – vel heller ikke Forstand til det. Han voksede godt og havde Brug for alt sit selv. Nu Faderen ikke stod skærmende bagved, var han som en lille Plante der er flyttet ud paa NFriland og kæmper haardt for at erkende Omgivelsernes Natur og læmpe sig ind i den. For hver Rodtrævl der fik Føling med Jordbunden sank et af de sarte Blade til Jorden, og to kraftige skød frem. Følelse efter Følelse af Barnets Værgeløshed faldt og gav Plads for mere haardhændede – Jegets.

Drengen var i Færd med at bygge sig selv op – efter usynlige Love. Han tog Stilling til Omgivelserne paa alle Punkter, men han efterlignede dem ikke. Folkene paa Gaarden var f. Eks. ikke gode ved Dyrene. Karlene piskede ofte løs paa Hestene blot for at faa Afløb for et ondt Lune, og Pigerne havde 128| det paa samme Maade med NSmaakræet og Malkekørne. Og af disse Forudsætninger lærte Pelle sig Medlidenhed. Han kunde ikke taale Dyrplageri, og pryglede første Gang Rud da denne en Dag havde plyndret en Fuglerede.

Pelle var som Killingen der triller med alt. I sin Leg optog han uden at ane det mange af Livets alvorlige Foreteelser og boltrede sig med dem, i kaade Spring. Han øvede sin Stump Aand som han øvede sit Legeme; krængede sig ind i alt og ud af alt; efterlignede Arbejde og Løjer og NSkulken til Side; lærte at puste sig op til en allerhelvedes Karl hvor Omgivelserne veg, og at gøre sig næsten usynlig af Beskedenhed naar de gik for haardt paa. Han uddannede sig til den lille Tusendkunstner Mennesket.

Og det blev vanskeligere og vanskeligere at træffe ham uforberedt. Første Gang han for Alvor skulde i Lag med noget havde han gærne Haandelaget; han var saa svær at overrumple som en Kat.

Det var Sommer igen. Varmen stod stille og legede over Jorden, tindrende, med doven Vellyst og bløde Lader som Aaens Fisk. Langt inde dirrede NKlippens Bryn i et uroligt Flimmer af hvidblaat; nedenfor strakte Markerne sig under den bagende Sol, det drev over dem som Krudtrøg naar Rugen dræed. Oppe over Kløvermarken stod Stengaardens Kør i lange Rækker, de hang tungt med Hovedet og holdt Halerne i jævn svingende Bevægelse. Lasse gik deroppe imellem Rækkerne og ledte efter Tøjrkøllen, nu og da saa han bekymret ned mod Engen ved Klitterne og gav sig til at tælle Ungkvæget og Studene. De fleste laa ned, nogle stod med Hovederne ind til hinanden og gumlede med lukkede Øjne. Drengene var ikke at se.

Lasse stod og tænkte paa, om han ikke skulde give Pelle et advarende Raab; det gik pinegalt om Forvalteren nu kom. Men saa lød der Stemmer inde i 129| Klittens unge Graner, en nøgen Dreng kom til Syne, og en til. Deres Legemer stod som gyldne Funker i Luften, idet de løb hen over Marehalmen og Engen med hver sin lukkede Hue i Haanden.

De slog sig ned paa Aabrinken med Fødderne i Vandet og aabnede forsigtigt for deres Fangst – det var Guldsmede. Efterhaanden som Insekterne kom kravlende frem af den snævre Aabning, nappede Drengene Hovedet af dem og lagde dem paa Rad i Græsset. Ni havde de fanget, og ni Gange 35 – ja det blev da over tre Kroner. Den svimlende Sum gjorde Pelle skeptisk.

»Er det nu ikke Løgn bare!« sagde han og slikkede sig paa Skulderen, hvor han havde et Myggestik. Det hed sig at man fik 35 Øre for Stykket af Guldsmede inde paa Apoteket.

»Løgn?« fór Rud op. – »Jo det kan godt være« føjede han spagfærdigt til, »det er nok Løgn, for det er saadan noget altid. Du kunde give mig dine ogsaa du!«

Men det vilde Pelle ikke.

»Saa giv mig 50-Øren da, saa skal jeg gaa til Bys og sælge dem for dig. De koster nu 35 Øre, for det siger Karl, og hans Mor har gjort rent paa Apoteket.«

Pelle rejste sig, ikke for at hente 50-Øren – den vilde han ikke give fra sig for alt i Verden – men for at forvisse sig om, at den endnu laa i hans Vestelomme.

Da han havde bortfjærnet sig, løftede Rud hastigt en Græstørv i Brinken, stak noget ind under den og sprang ud i Vandet. Og da Pelle kom tilbage, med tung, faretruende Gang, krøb han op paa den anden Bred og satte i Rend.

Pelle løb ogsaa, i korte hastige Spring. Han vidste at han var den hurtigste, og det gjorde ham kaad. Han daskede sig ned ad det nøgne Legeme under Løbet som var han leddeløs, svajede til Siderne som en Ballon, stejlede og stampede i Jorden – og fór frem igen. Saa lukkede de unge Graner sig om dem 130| igen, Toppenes Bevægelser angav hvor de løb, fjærnere og fjærnere, til alt blev stille.

Paa Engen gumlede Kreaturerne med lukkede Øjne og vagtsomme Øren. Varmen stod og legede over Jorden, flimrende, gispende – som en Fisk i Vand. Det summede tungt og bedøvende; Lyden kom allevegne og ingen Steder fra.

Oppe over Agrene kom et stort svært Kvindfolk gaaende. Hun var i Skørt, Særk og Hovedklæde, hun skyggede over Øjnene og spejdede. Hun skraaede ned over Engen, fandt Pelles Madkurv, tog dens Indhold og stak det ind under Særken paa sit nøgne svedige Bryst. Saa tog hun Retningen mod Havet.

Det brast i Granernes Bryn, og frem kom Rud med Pelle hængende paa sin Ryg. Ruds altfor store Hoved hang forover, han vaklede i Knærne, hans Pande, som faldt ind ved Øjnene og sprang stærkt frem oppe i Haarlinien, var fuld af Stødpletter og gamle Ar – de blev stærkt synlige nu under Anstrængelsen. Begge Drengene var skoldede over hele Kroppen af Grannaalenes Gift. Pelle lod sig falde ned paa Engen og blev liggende paa Maven, Rud gik langsomt hen efter 50-Øren og rakte den nølende til Ejermanden. Han ludede overvunden, men i hans Blik lurede Tanken om et nyt Slag.

Pelle saa kærligt paa Mønten. Nu havde han haft den lige fra April, fra dengang han skulde købe Hasselfedt; alt attraaværdigt havde han erhværvet sig for den, og to Gange var den blevet borte for ham – han elskede den Skilling. Den var som en Kriblen i Fingrene – i hele Kroppen, altid tilskyndede den ham til at give den ud, kom saa med et Forslag, saa med et andet. Trille, Ntrille! det var nok det den længtes efter; og det var fordi den var rund sagde Far Lasse. Men blive rig det var det samme som at stoppe Pengene i Farten! Pelle skulde nok blive rig han! Og saa kriblede det stadig i ham efter at give den ud, give den saadan ud, at han fik alting for den – eller noget han kunde have hele sit Liv.

131| De sad og smaakævledes paa Aabrinken; Rud lagde an paa at imponere og sad og pralede for at gøre Indtryk. Han lagde Fingrene bag hen ad Haanden og bevægede Ørerne, han kunde dreje dem lyttende fremefter som en Hest. Det drillede altsammen Pelle mægtigt.

Pludselig holdt han inde. »Faar jeg saa ikke 50-Øren? Saa faar du ti Kroner, naar jeg bliver stor.« Rud samlede paa Penge – han var allerede gærrig – og havde en hel Æske fuld af Mønter som han havde listet fra Moderen.

Pelle grundede lidt. »Nej for du bliver aldrig stor – du er jo en Dværg!« Der var skær Misundelse i hans Stemme.

»Det siger Soen ogsaa! Men saa viser jeg mig frem for Penge paa Markederne og NSt. Hans Aften i Almindingen. Saa bliver jeg knasende rig.«

Det gjorde ondt i Pelle indvendig. Skulde han give ham hele 50-Øren, for slet ingenting? det havde endnu ingen gjort at han vidste. Og saa engang kanske, naar Rud blev vældig rig, fik han Halvparten. – »Vil du have den?« spurgte han men fortrød det straks.

Rud rakte begærligt Haanden frem, men Pelle spyttede i den. »Det kan vel vente til vi har spist,« sagde han og gik over efter Madkurven. En Stund stod de og gloede i den tomme Kurv.

»Soen har været her,« sagde Rud og rakte Tunge.

Pelle nikkede: »Hun er en rigtig Satan.«

»En Tyvemær,« sagde Rud.

De tog Maal af Solen. Rud paastod, at naar man kunde se den ved at bøje sig forover og kigge gennem Skrævet, var Klokken fem. Pelle begyndte at iføre sig sit Tøj.

Rud kredsede om ham. »Du« sagde han pludselig »hvis jeg maa faa den, skal du faa Lov at piske mig med Nælder.«

»Paa den bare Krop?« spurgte Pelle.

Rud nikkede.

I et Spring var Pelle af Bukserne igen og henne 132| ved en Gruppe Nælder. Han rykkede dem op ved Hjælp af et Skræppeblad, saa mange han kunde gribe om, og kom tilbage. Rud lagde sig paa Maven over en Tue, og Piskningen begyndte.

Aftalen var hundrede Slag, men da Rud havde faaet de ti rejste han sig og vilde ikke mere.

»Saa faar du heller ikke Pengene,« sagde Pelle. »Vil du, eller vil du ikke?« Han var rød af Spænding og Anstrængelse, Sveden stod allerede i Perler ned ad hans slanke Ryg – han havde lagt godt i. »Vil du eller vil du ikke? – Fem og halvfjerds Slag da!« Pelles Stemme dirrede af Iver, han maatte spile Næseborerne ud for at faa Luft nok, hans Lemmer kom til at ryste.

»Nej – tres kun – du slaar saa haardt! Og saa vil jeg have Skillingen først, ellers kan du snyde.«

»Jeg snyder ikke,« sagde Pelle mørk. Men Rud stod ved sit.

Pelle bugtede sig, han var som en Væsel der har smagt Blod. Med et Ryk slængte han Mønten til Rud og stødte ham knurrende omkuld. Det græd i ham fordi han havde kvittet 40 Slag, men han lovede sig selv at lægge des bedre i.

Saa slog han, langsomt og af al Kraft, mens Rud borede Hovedet ned i Græsset og knugede Pengestykket fast for at samle Styrke. Der var Had i hvert Slag, han slog, og de gik som Stød gennem Kammeratens Legeme, men han vaandede sig ikke. Nej, der var ingen Klem i hans Vaanden sig, Mønten han holdt i Haanden tog nok Smærterne. Men om Pelles Krop brændte Luften som Ild, Armene begyndte at slaa Klik af Træthed, for hvert Slag sank hans Lyst – det var et Slid, surt Slid bare. Og Skillingen – den dejlige 50-Øre gled længer og længer bort, nu skulde han til at være fattig igen – og Rud græd ikke engang. Ved det 46de Slag vendte han Ansigtet og rakte Tunge. Da stak Pelle med et i at tudbrøle, smed de optrævlede Nældestængler langt fra sig og løb over ad Granerne til.

Der sad han saa Resten af Dagen under en Klit 133| og sørgede over sit Tab, mens Rud laa nede under Aabrinken og badede sit vablede Legeme med vaad Ler.