XI

Hele Skolen sad og bølgede i Takt frem og tilbage og tærskede Salmer i en ustanselig Liren. NLærer Fris gik frem og tilbage i Midtergangen og røg sin Pibe, han tog sin Bevægelse efter en Times Læsning i Berlingeren. Spanskrøret vuggede i Luften som en Taktstok; nu og da faldt det ned paa Ryggen af en Synder, men altid kun naar en Linje gik ud – som en Slags Udraabstegn. Lærer Fris holdt ømt over at Rytmen ikke brødes. – De Børn der ikke kunde Salmen, blev baaret med af Massen, nogle nøjedes med at bevæge Læberne, andre lavede selv Fyldetekst. Naar den blev for slem lo Sidemændene, og saa faldt Spanskrøret.

Naar et Vers løb ud slog Fris hastigt det næste an – Kværnen var tung at sætte i Gang igen 143| naar den først gik i Staa. »Vor eg–!« og de halvhundrede Unger kørte videre:

Da Salmen løb ud fik han dem uden Ophold drejet over i N»Hvo ikkun lader Herren raade –« og derfra igen i N»Vi tro, vi alle tro paa Gud!« De havde haft dem alle tre for hele Vinteren, og nu havde han dem endelig efter et uhyre Arbejde saa vidt, at de kunde dem nogenlunde i Kor.

Salmebogen var Lærer Fris’ Livs Bedrift, fyrretyve Aars Degnevirksomhed havde ført med sig at han kunde den hele udenad. Dertil kom saa medfødte Anlæg! Fris var fra Barn Nudset til Præst og drev som ung sine Studier i Overensstemmelse dermed. Guds Ord faldt godt i hans Mund, og han havde de bedste Udsigter, da Nen ond Fugl kom helt nede fra Faraos Enge for at bringe ham i Ulykke. Fris faldt to Trapper ned fra Sjælesørger til Degn og Børnepisker. Han tog dét med Børnene som en næsten for gennemskuelig Straf fra Himlen, og indrettede Skolen som et Præstekald i det smaa.

Hele Lejet bar Spor af hans Virksomhed; det stod smaat til med Læsning og Skrivning, men naar det drejede sig om Salmevers og Skriftsteder var disse Fiskere og Smaahaandværkere ikke nemme at slaa. Fris tilskrev sig Æren af, at de voksne sad nogenlunde i det og de unge fik ordenlig Hyre. 144| Han fulgte hver enkelt af dem med noget af et Faderøje og fandt dem egenlig vellykkede alle. Og han stod sig godt med dem naar først de var ude af Skolen; saa kunde de komme til den gamle Pebersvend og faa en Passiar, og lette sig for et eller andet.

Med den forbandede Yngel der netop nu sled Skolebænkene, var det derimod altid en anden Sag; den strittede imod Lærdommen med Hænder og Fødder, og Fris lovede den intet godt af Fremtiden.

Fris hadede Ungerne. Men han elskede disse firskaarne Salmer, som hele Klassen syntes at forslæbe sig paa mens han selv kunde traktere dem i stiv Arm. Og naar det gik som i Dag, kunde han helt glemme at der var Unger til, og give sig hen i dette endeløse Optog, hvor Kolonne efter Kolonne defilerede forbi ham – i Rytmens Fodslag. Det var ikke Salmevers heller, det var en mægtig Opmarsj af Livets stærke; under det spandt sig i én endeløs Tone alt det Fris selv var kommet tilkort paa. Derfor nikkede han saa lykkeligt, og det stærke Fodslag slog op om ham som en Hærenes Tak, et NAve Cæsar.

Han sad over tredje Tillæg af Berlingeren men læste ikke; Øjnene holdt han lukkede, Hovedet bevægede sig sagte efter Rytmen.

Børnene plaprede ustanselig løs, de trak knap Vejret, de var hypnotiserede af den monotone Ordflom. Det mindede om NGæssene, der af Ræven havde faaet Lov at bede en Bøn før de blev ædt, og nu bad og bad i en Ustanselighed. Da alle tre Salmer var til Ende begyndte de af sig selv forfra, Kværnen gik stadig højere, de traadte Rytmen med Fødderne, og det blev til mægtige Stempelslag – hele Drøn! Fris nikkede med saa den lange Haardusk slog ham i Ansigtet, han kom i Ekstase, reves med saa han ikke kunde sidde roligt paa Stolen.

Fris dalede saa det krøb igennem ham. Han aabnede Øjnene og begreb bitterligt, at han igen havde ladet sig overrumple! »I Satans Unger, I Helvedes Unger!« – han stod brølende midt iblandt dem med Spanskrøret. »Hvem? Hvem?« spurgte han hidsigt »er det dig Morten?«

Morten gav sig til at græde helt vellykket og mumlede noget om at han ikke tog imod den Slags – han skulde nok faa sin Far til at snakke med Læreren.

»Peter, Marta!« hvæsede Fris. En Dreng og en Pige rejste sig og gav sig til at gaa Rækkerne ned og snuse til Rygge for at finde den skyldige. Det hele var i Opløsning nu, der brød Slagsmaal ud rundt om; Pigerne var de værste, de hvinede og anklagede hverandre. Fris slog Nhaandløst.

Han forsøgte at faa dem ind under Remsningen igen. »Hvo ikkun lader Herren raade!« raabte han overdøvende; men de bed ikke paa – de Satans Unger! Saa slog han i Flæng; han vidste godt at de var nogenlunde lige gode alle, og tog det ikke saa nøje med hvor han ramte. De langhaarede greb han i Haartoppen, trak dem op paa Bordet og pryglede løs til Spanskrøret splintrede. Dette Øjeblik havde Drengene ventet paa; de havde selv gnedet Spanskrøret ind med Løg om Morgenen, og de mest udfordrende af dem havde i Dagens Anledning flere Par Bukser paa.

Da den sprukne Lyd fortalte, at Spanskrøret var i Opløsning, brød hele Skolen ud i øredøvende 146| Jubel. Fris havde opgivet Ævred og lod dem rase. Han gik op og ned ad Midtergangen som et sygt Dyr, Galden stod ham brændende i Halsen. »Satans Unger!« hvæsede han »Helvedes Unger! – naa sid nu stille Børn!« Det kom saa morsomt rørende midt i det andet, det maatte efterlignes.

Pelle sad aller nederst, i Krogen; han var temmelig ny i det men gjorde sit bedste. Pludselig stod han oppe paa Bordet og dansede paa Strømpesokker. Fris stirrede saa underligt paa ham, Pelle syntes, han lignede Far Lasse naar alt gik i Stykker for ham – og krøb skamfuld ned. Der var for Resten ingen der havde lagt Mærke til hans Bedrift, den var altfor almindelig.

Det var et øredøvende Mudder det hele, og ud af Koget fløj nu og da et ondskabsfuldt Udraab. Hvor de kom fra var vanskeligt at afgøre, men de ramte Fris hver og et, saa han jog sammen. Ungdoms Fejltrin som var begaaet paa den anden Side Vandet for halvhundrede Aar siden, kom op her i disse uvidende Ungers Mund, sammen med nogle af hans bedste Handlinger, der havde været saa uegennyttige at Egnen maatte lægge dem ud til det aller værste. Og som det ikke var nok – men tys! – han hulkede.

Tsss! Tsss! – det var NHenrik Bødker, Skolens sværeste Dreng, han stod op paa Bænken og hvislede truende. Pigerne forgudede ham og blev straks rolige, enkelte af Drengene vilde ikke lystre Ordren; men da Henrik holdt sin knyttede Haand mod det ene Øje faldt ogsaa de til Ro.

Fris gik op og ned ad Midtergangen som en Benaadet; han turde ikke se op, men alle kunde se at han græd. »Det er Synd!« sagde en Stemme halvhøjt. Alle Øjne var rettede paa ham, der var dødsstille i Klassen. »Frikvartér!« sagde saa en bydende Drengestemme – det var Nilens. Fris nikkede svagt, og de stormede ud.

Fris blev lidt tilbage for at samle sig; han gik op og ned med Hænderne paa Ryggen og Nsvalgte tungt; 147| han var i Færd med at tage sin Afsked. Hvergang det gik rigtig galt tog Fris sin Afsked, og naar han fik samlet sig lidt, udsatte han det til Foraarseksamen var overstaaet. Han vilde ikke gaa af paa denne Maade, som en Slags Fallit. Netop i Vinter havde han arbejdet som aldrig før, for at hans Afgang kunde virke som noget af en Bombe, og de rigtig kunde føle Savnet naar han var gaaet. Naar Eksamen blev afholdt, vilde han tage Salmebogen til Korremsning – helt forfra. Nogle af Børnene vilde hurtigt falde fra, men der var ogsaa dem imellem, han i Tidens Løb havde banket det meste af dens Indhold ind i. Længe inden de løb tomme skulde Præsten løfte Haanden afværgende og sige: »Det er nok min kære Degn! det er nok!« – og takke ham bevæget; mens Skolekommissionen og Forældrene stak Hovederne hviskende sammen og korsede sig af Beundring.

Saa var Tidspunktet der til at gaa af!

– – – –

Skolen laa i Udkanten af Fiskerlejet, og Legepladsen var Strandkanten. Naar Drengene slap ud efter nogle Timers Skolegang, lignede de Ungkvæget første Dag det er ude efter den lange Vinter. De fór som krydsende Svaler i alle Retninger, styrtede sig over den friske Vold af Blæretang og piskede hinanden om Ørerne med de saltvaade Planter. Pelle var ikke henrykt for den Leg, de skarpe Planter sved godt, og ved nogle af dem hang der Sten fastgroet. Men han turde heller ikke holde sig udenfor, det trak straks Opmærksomheden over paa én. Det galdt om at være med og dog ikke med, at gøre sig lille og stor efter Øjeblikkets Tarv, saa man snart forblev uset snart virkede skræmmende. Han fik travlt med at sno sig og smutte ud og ind.

Pigerne samlede sig henne ved de Nsmaa Huse – der holdt de altid til. De stod og sladrede og spiste deres Skolemad, men Drengene kredsede over Pladsen som Svaler, i formaalsløst Løb. Der stod en stor Dreng og krøb sammen henne ved NKlatre148|maskinen, han holdt Ærmet skjulende for Ansigtet og stod og tyggede. Ham hvirvlede de om i hidsigt Løb, mens saa èn saa en anden trak Kredsen snævrere og snævrere. Per Kofod – Tudeper – saa ud som sejlede Jorden under ham, han klamrede sig til Klatrestangen og skjulte Ansigtet. Naar de var tæt inde paa ham slog de bagop med et Brøl; saa skreg Drengen angst, vendte Ansigtet opad og brølede langtrukkent. Bagefter fik han saa al den Mad de andre ikke gad æde.

Tudeper aad altid og brølede altid. Han var et Fattighusbarn uden Far og Mor, storvoksen var han, men underlig blaafrossen i Farven. Øjnene stod ham livsrædde ud af Hovedet, under dem hang der tykke Graadposer. Ved den mindste Lyd fòr han sammen, Rædslen talte ud af ham altid! Drengene gjorde ham aldrig rigtig Fortræd, men de skreg og huggede sammen i Kroppen hvergang de gik forbi ham – det var ikke til at modstaa. Saa skreg han ogsaa og huggede sammen af Angst. Pigerne kunde falde paa at løbe hen og tjatte til ham, saa skreg han sanseløst, og de vidste at han tabte sit Vand af Skræk. Bagefter fik han Mad af alle Børnene, han aad det hele, brølede og var lige forkommen.

Det var ikke til at forstaa hvad der fejlede ham. To Gange havde han gjort Forsøg paa at hænge sig, uden at nogen kunde nævne Grunden – end ikke han selv. Og helt dum var han dog ikke. Lasse mente, at han var synsk og saa noget andre ikke kunde se, saa selve det at leve og drage Aande skræmte ham. Hvorom alting var, Pelle maatte for ingen Pris gøre ham noget, ikke for alt i Verden.

Drengesværmen havde trukket sig ned til Stranden, og pludselig kastede den sig over Henrik Bødker med den lille Nilen i Spidsen. Han blev revet omkuld og helt begravet under Skaren, der laa i en sprællende Dynge oven paa ham og masede knyttede Næver ned hvor der var en Aabning. Men saa begyndte et Par Næver at gaa stødende opad, tju, tju, som Maskinstempler, Drengene trillede til Siderne 149| og holdt sig for Ansigtet, Henrik Bødker skød lige op af Dyngen og sparkede haandløst. Nilen hang endnu som en Igle i Nakken paa ham, Henrik maatte flænge sin Bluse for at faa ham slængt til Side. Pelle syntes, han blev overmægtig stor som han stod der, han pustede bare en Smule – og nu kom Tøserne, de fæstede hans Bluse sammen med Naale og gav ham NBrystsukker. Til Tak greb han dem i Flætningerne og bandt dem sammen, fire-fem Stykker saa de ikke kunde komme fra hinanden. De stod stille og fandt sig taalmodigt i det – hang bare hengivent ved ham med Øjnene.

Pelle havde vovet sig ind i Kampen og faaet et Spark. Men der sad intet Nag i ham. Havde han haft et Brystsukker, vilde han ligesom Pigerne have givet det til Henrik Bødker og taget imod ublid Behandling til. Han forgudede ham. Men Nilen maalte han sig selv med – den lille blodtørstige Nilen der ikke kendte til Frygt og var saa hensynsløs i Angrebet, at de andre gik af Vejen for ham! Han var altid i hvor Flokken var tykkest, sprang ud i det værste af enhver Slags – og kom godt fra alting. Pelle gik sig selv kritisk efter for at finde Lighedspunkter og fandt dem – i sit Forsvar for Far Lasse den første Sommer hvor han sparkede en stor Dreng Brok til, og i Forholdet til den gale Tyr som han ikke var Spor af bange for. Men paa andre Punkter glippede det – han var mørkræd og kunde ikke staa for en Lussing! Nilen kunde tage imod sin med Hænderne i Lommen. – Det var Pelles første Forsøg paa at faa et samlet Overblik over sig selv.

Fris var gaaet op ad Landet til, rimeligvis til Kirken; saa blev det et Frikvarter paa Timer. Drengene begyndte at se sig om efter varigere Tidsfordriv. »Studene« gik ind i Skolestuen og gav sig til at holde Sjov paa Borde og Bænke, men »Aalekvabberne« holdt sig til Stranden. »Stude« og »Aalekvabber« det var Landjorden og Søen i Kamp med hinanden, Skellet kom af sig selv ved enhver alvor150|ligere Lejlighed, undertiden blev der hele Slag ud af det.

Pelle holdt sig til Strandens Drenge – Henrik Bødker og Nilen var imellem dem! – og de var noget nyt! De brød sig ikke om Jorden og Kreaturer, men Havet som han var bange for var for dem som en Vugge. De tumlede sig paa Vandet som i deres Moders Dagligstue, og havde ikke lidt af dets Letbevægelighed i sig. De var hurtigere i Vendingen end Pelle men ikke saa holdbare, saa var de friere af Væsen, og gjorde mindre ud af den Plet de tilhørte. De talte om England som den mest dagligdags Ting, og havde Genstande med i Skolen som Fædre og Brødre havde bragt med hjem fra den anden Side Jorden, fra Afrika og Kina. De tilbragte Nætter paa Søen i aaben Baad, og naar de skulkede var det altid for at fiske. De dygtigste af dem havde egne Fiskeredskaber og smaa fladbundede Pramme, som de selv havde tømret sammen og Nkalfatret med oppillet Tovværk; de fiskede for egen Regning, Gedder, Aal og NSuder, som de afsatte til Egnens finere Folk.

Han mente han kendte Aaen ud og ind, men nu fik han den at se fra en ny Side. Her var Drenge, som i Marts og April Maaned – i NLegetiden – var oppe Kl. tre om Morgenen og gik og vadede barfodede i Aamundingen, paa Jagt efter de Gedder og Aborrer der søgte op i det færske Vand for at yngle. Og ingen sagde til Drengene at de skulde, de gjorde det fordi det morede dem.

Underlige Lyster havde de! Nu Nstod de »for Sjø« – i en lang overstadig Række. De løb med Bølgesuget ud til de større Stene ude i Vandet, der stod de saa paa Stenene og hoppede naar Vandet kom igen, som en hel Skare Strandfugle. Kunsten bestod i at holde sig tørskoet, men de der blev mest vaade var alligevel de raskeste. Der var jo Grænser for, hvor længe man kunde holde sig svævende. Naar Sø fulgte paa Sø Slag i Slag, maatte man ned midt i det, og saa gik den stundom over Hovedet. Eller 151| en uberegnelig stor Sø kom og slog til alle de optrukne Ben midt i Springet – saa drejede Rækken lige saa nydeligt og faldt plask i Vandet. Og med øredøvende Larm gik det op mod Skolestuen for at jage Studene væk fra Kakkelovnen.

Hen langs Stranden sad der gærne nogle Drenge med Hammer og et stort Spiger og borede Huller i Strandstenene. Det var Sønner af Stenhuggerne inde bag Værket, Pelles Søskendebarn Anton var imellem dem. Naar Hullerne var dybe nok blev der stampet Krudt i dem, og hele Skolen overværede Sprængningen.

Om Morgenen naar man ventede paa Læreren, stod de store Drenge op ad Skolemuren med Hænderne i Lommen og drøftede Sejlføring og Hjemsted for Skibe, som gik over Havet langt ude. Pelle stod maabende hos – det var altid Havet og hvad Havets var de talte om, og det meste af det forstod han ikke. Alle disse Drenge vilde et og det samme naar de blev konfirmerede – til Søs. Men Pelle havde faaet nok af Overfarten fra Sverig – han begreb dem ikke.

Saa omhyggeligt havde han altid lukket Øjnene og stukket Pegefingrene i Ørerne, for at Hovedet ikke skulde løbe fuldt af Vand, naar han tog sig en Dukkert i Aaen. Men disse her de svømmede nede under Vandet ligesom rigtige Fisk; og han forstod paa dem, at de kunde dykke ned paa det dybe og tage Stene op fra Bunden.

»Kan man da se dernede?« spurgte han forundret.

»Ja naturligvis! Hvordan skulde Fiskene ellers kunne tage sig i Agt for Garnene? Bare det er Maaneskin gaar de langt udenom, hele Stimen!«

»Og Vandet løber ikke ind i Hovedet, naar I tager Fingrene af Ørerne?«

»Tager Fingrene af Ørerne?«

»Ja for at tage Stenen med jer op.«

En Haanlatter slog ham i Møde, og de gav sig til at spørge ham underfundigt ud – han var kostelig, en rigtig Bondeknold! De grinagtigste Forestil152|linger havde han om alting, og det fremgik da ogsaa hurtigt, at han aldrig havde badet i Havet. Han var Vandskrækker – Blaapung; Aaen kunde ikke gøre det af.

Siden hed han Blaapung, og det hjalp ikke han en Dag tog Klaffen med i Skole og viste dem, hvorledes han kunde klippe trekantede Huller i et Par Bukser med den lange Snært, ramme en lille Sten saa den blev borte i Luften, og slaa de mægtige Knald. Det var altsammen udmærket, men Navnet klæbede alligevel ved ham; og det sved i hans lille Person.

I Vinterens Løb kom der unge stærke Knøse hjem til Lejet i blaat Tøj og hvidt Halsbind. De havde lagt op kaldte man det, og nogle af dem gik hele Vinteren og trak Hyre uden at bestille noget. De kom altid over i Skolen og hilste paa; midt i Timen kom de, det gjorde ingenting, Fris var Glæden selv. Saa havde de et og andet til ham, en Cigar der var saa fin at den var lukket inde i Glas, eller andre mærkelige Ting. Og de talte til Fris som til en Kammerat, fortalte om hvad de havde oplevet, saa de lyttende Unger skuttede sig af Fryd, og røg ganske ugenert deres Kridtpibe i Klassen – med Aabningen vendende flot nedad uden at Tobakken faldt ud. De havde fòret som Kokkedrenge og NJungmænd, i NSpanskesøen og paa Middelhavet og mange andre æventyrlige Steder; en af dem havde redet op ad et ildsprudende Bjærg paa et Æsel. Og de bragte Tændstikker med hjem, der var saa store som Npommerske Bjælker næsten – og som skulde stryges af paa Tænderne.

Skoledrengene forgudede dem og talte ikke om andet; det var en stor Ære at turde vise sig i Selskab med en saadan Knøs. For Pelle var det aldrig at tænke paa.

Saa skete det ogsaa, at Lejet gik og ventede en saadan Gut hjem, men han kom ikke. Og en Dag 153| kom Budskabet: NBarkskib det og det gaaet under med Mand og Mus! – det var Vinterstormene, sagde Drengene og spyttede voksent fra sig. En Uge holdtes Søskendene hjemme fra Skolen, og naar de kom igen kiggede Pelle nysgærrigt paa dem – det maatte være underligt at have en Bror, der laa paa Havets Bund midt i sin fagre Ungdom. »Saa vil I vel ikke til Søs?« spurgte han. – Jo de vilde ogsaa til Søs!

Saadan kom Fris en Dag efter et ualmindelig langt Frikvarter og var i daarligt Humør. Han gik og pudsede sin Næse stærkt og tørrede nu og da sine Øjne bag Brillerne; Drengene puffede til hinanden. Han rømmede sig stærkt men kunde ikke skaffe sig Ørenlyd, slog saa nogle Slag i Pulten med Spanskrøret.

»Har I hørt det Børn?« spurgte han da der blev nogenlunde Ro.

»Nej! Jo – jo! Hvilket!?« raabte de i Kor. »– At Solen er faldet ned i Havet og har stukket Ild til det!« sagde én.

Lærer Fris tog stille Salmebogen. »Skal vi synge NLyksalig, lyksalig –?« sagde han. Saa vidste de at der var sket noget, og sang alvorligt med.

Men ved Ndet femte Vers stansede Fris, han kunde ikke mere. »Peter Funk er druknet!« sagde han med en Stemme der kvalte den sidste Stavelse. Der gik en Hvisken af Forfærdelse gennem Klassen, og de saa paa hinanden med store uforstaaende Øjne. Peter Funk var Lejets raskeste Dreng, den bedste Svømmer, den største Gavtyv Skolen havde haft – og han var druknet.

Fris gik op og ned og kæmpede for at beherske sig, Børnene faldt i stille hviskende Samtale om Peter Funk, alle Ansigter var blevet gamle i Alvor. »Hvor skete det?« spurgte en stor Dreng.

Fris vaagnede med et Suk – han gik og tænkte paa denne Dreng, der havde snydt sig fra alting og saa var blevet Lejets flinkeste Søgut; paa alle de Prygl han havde givet ham, og paa de hyggelige 154| Vintertimer de havde tilbragt siden, naar Knøsen kom hjem fra Langfarten og om Aftenen kiggede op til sin gamle Lærer. Der havde været adskilligt at raade Bod paa, skæbnesvangre Ting Fris maatte lappe paa for Knøsen i al Hemmelighed, at de ikke skulde give ham et Knæk for hele Livet – og –

»Det var i Nordsøen,« sagde han »de havde været i England tror jeg.«

»I Spanien med Klipfisk,« sagde en Dreng. »Og saa gik de derfra til England med Appelsiner – og tog Kulladning med hjem.«

»Ja saadan var det nok,« sagde Fris. »De var i Nordsøen, og der blev de overfaldet af Storm, Peter maatte nok Ntil Vejrs.«

»Ja for Trokkadej er saa rank; saa snart det blæser lidt maa de op og bjærge Sejl,« sagde en anden Dreng.

»Saa faldt han ned« vedblev Fris – »og slog sig mod Rælingen – og styrtede i Søen. Der var Mærker i Rælingen af hans Søstøvler. De Nbrasede eller hvad de kalder det, og fik vendt; men det tog dem en halv Times Tid at komme op til Stedet. Og da de endelig kom op, sank han lige for deres Øjne. En halv Time havde han kæmpet i det isblandede Vand – med Søstøvler og Olietøj paa – og saa alligevel –«

Der gik et langt Suk gennem Klassen. »Han var den bedste Svømmer paa hele Stranden!« sagde Henrik. »Han gik baglæns paa Hovedet fra Rælingen af en Bark som laa her paa NReden og Ntog Vand – og kom op paa Skibets anden Side. Han fik ti NSkonrokker af Kaptejnen selv for det.«

»Han maa have lidt frygteligt,« sagde Fris – »det var næsten bedre for ham, om han ikke havde kunnet svømme.«

»Saadan siger min Far ogsaa!« sagde en lille Dreng. »Han kan ikke svømme, for han siger det er bedst for en Sømand ikke at kunne det – man pines bare.«

»Min Far kan heller ikke svømme!« udbrød en anden. – »Og min heller ikke! han kunde godt lære 155| det men han vil ikke.« Saadan blev de ved og rakte Hænderne i Vejret. NDe svømmede selv alle sammen, men det viste sig at næsten ingen af Fædrene kunde – de havde Overtro imod det. »Far siger at man ikke skal friste Gud, om man forliser,« føjede en Dreng til.

»Men saa gør man jo ikke sit bedste!« indvendte en usikker Stemme. Fris vendte sig brat mod Krogen, Pelle sad og var ildrød langt ud i det yderste af sine Slugøren.

»Se mig til den lille Mand!« sagde Fris slaaet – »og har han saa ikke Ret mod alle os andre? NHjælp dig selv saa hjælper Gud dig!«

»Maaske« sagde en Stemme – det var Henrik Bødker.

»Ja ja, jeg ved nok at han ikke hjalp her – men alligevel; man bør nu engang gøre hvad man kan i alle Livets Forhold. Peter Funk gjorde sit bedste – og han var den flinkeste Dreng jeg har haft.«

Børnene lo til hinanden, de mindedes baade det ene og det andet – Peter Funk havde nok engang drevet det til at tage Livtag med selve Læreren – men de nænnede ikke at drage det frem. »Han naaede aldrig længer end til Nden 27nde Salme!« sagde en af de største dog – halv paa Dril.

»Naa ikke det!« snærrede Fris »naa ikke det! Du mener formodenlig du er dygtigere? Lad os saa se om du er naaet længer da!«

Fris greb Salmebogen med rystende Haand; han taalte ikke der blev sagt noget om de Nafgaaede Drenge.

– –

Blaapungen blev ved at sidde haardt paa Pelle, aldrig havde noget brændt ham paa Pelsen som dette Navn. Og det var ikke til at ryste af sig før Sommeren kom – det havde lange Udsigter.

En Dag løb Fiskerdrengene ude paa Molen i Frikvarteret. En Baad var lige kommet ind gennem Skrueisen med en uhyggelig Last – fem stivfrosne Mænd hvoraf den ene var død og laa i NSprøjtehuset; de andre fire var anbragt rundt omkring i Hytterne, 156| hvor man gned dem med Is for at faa Frosten trukket af dem. Al den Herlighed fik Bønderdrengene ingen Del i, Lejets Drenge som gik ud og ind og saa paa det hele, gennede dem væk om de nærmede sig – og solgte karrige Oplysninger i dyre Domme.

Baaden havde truffet en finsk NSkonnert drivende i Søen, helt overiset og med fastfrossent Ror. Den var for dybt lastet, saa Søerne gik Nrags hen over den og frøs paa; Isen havde tynget den yderligere ned. Da de fandt den flød Dækket lige i Vandskorpen; fingertykke Tove havde faaet en Arms Tykkelse af Isbelægning, Mændene der sad fastsurrede i NRiggen var helt uformelige af Isslag. De lignede Riddere i Rustning og med lukket Visir da man tog dem ned, Klæderne maatte hugges af Kroppen paa dem. Nu var tre Baade gaaet ud for at forsøge at bjærge Skuden; det vilde blive Masser af Penge til Delings om det lykkedes.

Pelle vilde ikke staa uden for dette her, om han saa skulde faa Skinnebenene sparket ind, og holdt sig lyttende i Nærheden. Drengene talte højtideligt og saa dystre ud – de Folk havde døjet de, kanske skulde de have Hænder eller Fødder sat af for Koldbrand. Hver Knægt førte sig som bar han sin Part af Lidelserne, de talte mandigt og med tykt Mæle. »Pil af, Stud!« raabte de til Pelle – de holdt ikke af Blaapunge i dette Øjeblik.

Pelle havde Taarer i Øjnene, men give sig vilde han ikke; han drev hen langs Bolværket.

»Pil af!« raabte de igen og tog truende efter Sten, »op til de andre Bønder med dig!« De kom hen og knubsede til ham. »Hvad staar du dèr og glor ned i Vandet for? Du kan blive svimmel og falde paa Hovedet ud! Op til de andre Bønder med dig, Blaapung!«

Pelle var virkelig svimmel, saa kraftigt greb en Beslutning om hans lille Hjærne. »Jeg er ikke mere Blaapung end I!« sagde han. »I tør jo ikke springe i Vandet engang.«

157| »Hør paa ham! Han tror man springer i Vandet for Grin midt om Vinteren – og faar Stivkrampe.«

Pelle hørte lige deres hoverende Latter, idet han satte ud over Molen og det isgrødede Vand lukkede sig over ham. Han kom op igen med det øverste af Haaret, gjorde et Par Hundetag – og sank.

Drengene løb forvirret frem og tilbage og raabte, en af dem fik fat i en Baadshage. Saa kom Henrik Bødker løbende, han gik paa Hovedet ud i løbende Udspring og forsvandt; et Isstykke slog Smut henad Vandet, han havde ramt det med Panden. To Gange stødte han Hovedet gennem Grødisen for at snappe Luft, saa kom han op med Pelle. De fik ham verpet op paa Molen, og Henrik gav sig til at prygle blindt løs paa ham.

Pelle havde mistet Bevidstheden, men Pryglene virkede oplivende. Pludselig slog han Øjnene op, var paa Benene i et Sæt og pilede indad som en NStrandløber.

»Løb hjem!« brølede Drengene efter ham – »løb alt hvad du kan, ellers bliver du syg! Sig bare til din Far at du er faldet i!« Og Pelle løb, han behøvede ingen Opfordring. Da han naaede Stengaarden var Klæderne stivfrosne, Bukserne kunde staa alene da han kom af dem. Men han var selv varm som en Smed.

Han vilde ikke lyve for Faderen, og fortalte det som det var. Lasse var gal i Hovedet, saa gal som Drengen aldrig havde set ham før. – Lasse vidste hvordan en Hest skulde behandles for ikke at blive forkølet, og gav sig til at gnide Pelles nøgne Krop med en Halmvisk, mens Drengen laa paa Sengen og væltede sig under den haarde Behandling.

Lasse ænsede ikke hans Stønnen men brugte Mund: »Din gale Fanden – springe bardus i Havnen midt om Vinteren som et forelsket Fruentimmer – din Smaadjævel! Du skulde have Klø skulde du, rigtig mange Tæsk. Men nu faar du slippe for denne Gang, naar du saa vil sove og se at komme i Sved, saa vi kan faa Ndet væmmelige Saltvandet af Kroppen 158| paa dig igen. Jeg Nfunderer paa, om ikke en NAareladning vilde være god.«

Pelle vilde ikke aarelades; han laa og havde det rigtig godt nu efter at have kastet op. Men han var meget alvorlig til Sinds. »Hvad om jeg nu var druknet?« sagde han højtideligt.

»Ja da havde jeg slaaet dig halv fordærvet,« sagde Lasse hidsigt.

Pelle lo.

»Ja du ler, du NOrdkrænger!« vrissede Lasse. »Men naar én nu er blevet Far til saadan en Nsakramenskedes Hvalp!« Dermed gik han vred ud i Stalden. Hvert Øjeblik lyttede han dog og kom hen for at kigge – for om der skulde blive Feber eller sligt Djævelstøj ud af det.

Men Pelle sov trygt med Hovedet under Dynen. Han drømte at han var selveste Henrik Bødker.

Pelle lærte ikke at læse nogenlunde den Vinter; men han lærte nogle og tyve Salmer udenad blot ved at bruge sine Øren, og han fik Navnet Blaapung strøget forsvarligt af sig. Han havde vundet Land og betryggede sin Stilling ved flere dristige Streger – Skolen begyndte at regne med ham som en rask Dreng. Og Henrik som ellers ikke brød sig om nogen, tog ham flere Gange under Vingen.

Nu og da havde han ond Samvittighed, især naar Faderen i sin nyvakte Videbegærlighed kom til ham for at faa Løsningen paa en eller anden Gaade. Saa stod han der og kunde ikke svare.

»Du er dog den der skulde have Lærdommen,« sagde saa Lasse bebrejdende.

Da Vinteren løb ud og Eksamen nærmede sig, blev han hed i Hovedet. Der gik mange uhyggelige Frasagn om Overhøringens Strænghed blandt Drengene – om Nedrykning og fuldstændig Bortvisning fra Skolen.

Pelle var saa uheldig ikke at blive hørt selvstæn159|dig i en eneste Salme. Han skulde fortælle om Syndefaldet, NÆbletyveriet var nemt at klare, men Forbandelsen –! N»Og Gud sagde til Slangen: du skal krybe paa din Bug, du skal krybe paa din Bug, du skal krybe paa din Bug!« videre kunde han ikke komme.

»Gør den saa det endnu da?« spurgte Præsten godmodigt.

»Ja – for den har ingen Lemmer.«

»Og kan du saa forklare mig hvad et Lem er – ikke en Lem men et Lem?« Præsten var bekendt som den bedste Overhører paa Øen, han kunde begynde i en Rendesten og ende i Himlen sagde man.

»Et Lem det er – en Haand.«

»Ja – blandt andet. Men kan du ikke sige noget som kendetegner alle Lemmer fra andre Legemsdele? – Et Lem er – naa? – en? – en Legemsdel der kan bevæges selvstændigt. F. Eks.? Naa!«

»Ørerne!« sagde Pelle, om det nu var fordi det brændte i dem.

»Saa–aa? Kan du da bevæge Ørerne?«

»Ja.« – Pelle havde med stor Ihærdighed lagt sig Kunsten til sidste Sommer, for ikke at staa tilbage for Rud.

»Da vilde jeg sandelig gærne se det!« udbrød Præsten.

Saa klippede Pelle dygtigt med sine Slugøren, og baade Præst, Skoleraad og Forældre lo. Pelle fik Nug i Religion.

»Saa blev det Nligevel Ørerne som reddede dig,« sagde Lasse fornøjet »– sagde jeg ikke nok at du skulde bruge dem godt! Bedste Karaktèr i Religion blot for at klippe med Ørerne – du skulde vel kunne blive Præst du, om du selv vilde!«

Og han blev ved længe. Men var det ikke ogsaa Satan til Pøjke til at kunne Ngøre Besked for sig!