© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
»Kom Kybbe, Kybbe, Kybbe! Kom saa da din Høne, du har ikke noget at være bange for.« Pelle gik med en Visk grøn Sæd og lokkede for sin Kælekalv, men den var ikke rigtig tryg ved ham i Dag. Den havde faaet Bank, og det kom igen af at den havde været skarnagtig.
Pelle var til Mode omtrent som en Fader, hvis Barn gør ham Sorg og tvinger ham til strænge Midler. Og nu denne Misforstaaelse, at Kalven ikke vilde kendes ved ham, skønt det var til dens eget Bedste han havde banket den! Men det fik ikke hjælpe, saa længe Pelle vogtede skulde der lystres.
Endelig lod den ham komme helt hen, saa han kunde kæle for den. Den stod lidt og var tvær; men overgav sig til sidst; aad Grøntfoderet og snusede ham i Ansigtet til Tak.
»Kan du saa være god?« sagde Pelle og ruskede den i Hornstumperne – »kan du hvad?« Den slog uvorn med Hovedet. »Ja saa faar du ikke Lov at bære min Trøje i Dag.«
Der var det underlige ved den Kalv, at første Dag den var ude var den ikke til at drive af Stedet. Til sidst slap Drengen den bagud, for at Lasse kunde tage den ind igen; men saa snart den var bag ham fulgte den med af sig selv – med Panden lige i hans Ryg. Siden gik den altid bag ham naar de drev ud og hjem, og den bar Stortrøjen over Ryggen naar det saa ud til Regn.
Pelle havde ikke mange Aar paa Bagen, men over for sine Kreaturer var han en Mand. Tidligere havde han kun kunnet sætte sig saa vidt i Respekt, at de adlød ham paa nært Hold. Men i Aar kunde han ramme en Krage paa hundrede Skridts Afstand med en Sten, og det gav ham Afstandsmagt over Dyrene – især da han fandt paa, at han skulde raabe Dyrets Navn idet han ramte det. Derved blev Kreaturerne klar over at Smærten kom fra ham, og de lærte at bøje sig for det blotte Raab.
161| Der var det ved Straf, at den skulde følge lige oven paa Forseelsen for at virke gavnlig. Derfor var der heller ikke mere noget der hed, at gaa paa Lur efter et Kreatur der havde forbrudt sig – og komme bag paa det naar det siden gik og græssede fredeligt; det forvirrede blot! At løbe et Dyr træt, hænge sig ved Halen af det og prygle det hele Engen rundt blot for at hævne sig var ogsaa dumt; hele Flokken kom i Uro af det og var svær at styre Resten af Dagen! – Pelle vejede Maal og Midler mod hinanden; han lærte at slukke sin Hævntørst – med gode praktiske Grunde.
Pelle var en Dreng, og han var ikke doven! Hele Dagen fra fem Morgen til ni Aften var han paa Færde og gjorde de mest ørkesløse Ting, øvede sig i timevis i at gaa paa Hænder, slaa Hovedspring og springe over Aaen – var i Bevægelse altid. Time efter Time kunde han løbe utrætteligt rundt i en Cirkel paa Engen – som et Føl i et Tøjrslag – hælde sig indad i Løbet saa hans Haand nappede Græsset, slaa bagop og vrinske og pruste; han øste Kræfter ud fra Morgen til Aften, i ovenud Rundhaandethed.
Men Vogtningen var et Arbejde! og her husholdt han med sine Kræfter. Ethvert Skridt der kunde spares her var som en erhværvet Kapital, og Pelle lagde nøje Mærke til alt og forbedrede stadig Arbejdsmaaden. Han lærte, at Straf virkede bedst naar den kun hang som en Trusel – for mange Prygl gjorde et Dyr forstokket. Og lærte at skønne, naar det var tvingende nødvendigt at gribe ind. Hvis det ikke lod sig gøre paa færsk Gerning, beherskede han sig og søgte i Kraft af sine Erfaringer at fremkalde nøjagtig den samme Situation paa ny – og da at være forberedt. Det lille Menneske var sig selv uafvidende bestandig i Færd med at lægge en Alen til sin Vækst.
Han havde opnaaet gode Resultater. Ud- og Hjemdriften voldte aldrig Besvær mere; han havde gjort det Kunststykke en hel Uge at drive Flokken ad 162| en snæver Markvej med Sæd paa begge Sider, uden at der blev bidt saa meget som et Straa af. Og det endnu større Kunststykke at beherske dem en rigtig varm blytung Bissedag – gærde dem ind i stivt Løb, saa de stod midt i Engen og stampede med løftede Haler af Skræk for Bræmserne. Og hvis han vilde, skulde han den koldeste Oktoberdag faa alle Haler til Vejrs og Dyrene til at stampe hjem mod Stalden i vild Flugt – blot ved at lægge sig i Græsset og efterligne Bræmsernes Summen. Men det var en frygtelig Hemmelighed, som ikke engang Far Lasse vidste om at sige.
Der var forresten det morsomme ved Bisningen, at Kalve som var ude første Aar og aldrig havde gjort Bekendtskab med en Bræms, straks satte Halen til Vejrs og løb naar de hørte dens hidsige Summen.
Pelle havde sit fjærne Ideal – at ligge paa et højt Sted og lede hele Flokken, uden andet end Stemmens Brug – aldrig behøve at gribe til Pryglene. Far Lasse slog jo heller aldrig, hvor galt det saa kunde gaa!
Der var Dage – ja hvor blev de af? inden han vidste et Ord af det var det Tid at drive hjem. Andre Dage var lange nok men lige som sang sig hen, i Klange af Leer, i Kvægs Brølen og Menneskeraab fra langt borte. Da gik Dagen selv syngende over Jorden, Pelle maatte stanse hvert Øjeblik og lytte: hør det spillede! og han løb op i Klitten og stirrede ud over Havet. Men dèr var det ikke, og inde over Landet var der ingen Fest det han vidste af, og i Luften fløj der ikke Trækfugle paa denne Aarstid. Og igen: hør det spillede! rigtigt, som en Musik langt ude i det fjærne – saadan en Musik hvor man endnu ikke kunde skelne Melodien eller sige, paa hvad de spillede. Var det maaske Solen selv?
Da strømmede Lys og Liv igennem ham, syngende som var han en Kilde; og han gik i en drømmende Halvdøs af Toner og Lykke.
163| Naar Regnen silede ned hængte han sin Frakke over en Tjørn og laa i Ly derinde, snittede, eller tegnede med en Blyknap paa Papir – Heste og liggende Stude. Men helst Skibe, Skibe der gik over Havet paa deres egen bløde Melodi, langt bort til fremmede Lande – til Negerland og Kina efter sjældne Ting. Og naar han var rigtig oplagt ledte han en brækket Kniv og en Stump Skifer frem fra et hemmeligt Sted og gav sig til at arbejde. Paa Stenen var der ridset et Billede og nu var han i Færd med at skære det ud i Relief – hele Sommeren havde han arbejdet paa det fra og til. Og nu begyndte det at træde frem – en Bark var det, der gik for fulde Sejl hen over riflet Vand. Til Spanien, til Spanien gik den nok – efter Druer og Appelsiner! Og alle de andre Herligheder Pelle endnu ikke havde smagt!
Paa Regnvejrsdage var det et helt Arbejde at holde Rede paa hvad Klokken var, man maatte anspænde sig til det yderste. Ellers var det let nok, Pelle havde det mest paa Fornemmelsen. Der var Tegn hjemme paa Gaarden, som sagde hvad Klokken kunde være visse Tider paa Dagen, Kreaturerne angav i deres Vaner andre Klokkeslæt! Ved Nitiden lagde det første sig til Formiddagens Drøv, og efterhaanden faldt de én for én – der var altid et Øjeblik ved Titiden, hvor de alle laa og tyggede; Kl. elleve var de sidste paa Benene igen. Paa samme Maade om Eftermiddagen mellem tre og fem.
Middag var let at bestemme naar Solen skinnede, Pelle vidste det altid paa sig naar den vendte i sin Bane. Og der var hundrede andre Ting i Naturen, som satte ham i Forbindelse med Dagtiderne, Fuglenes Vaner f. Eks., og noget ved Grantrærne! Og meget andet som han ikke kunde sætte Fingeren paa og sige dér, fordi det blot lige var en Fornemmelse. Hjemdriften angav Kreaturerne selv. Naar den nærmede sig, græssede de sig langsomt rundt til de pegede i Retning af Gaarden med deres Hoveder; og der kom Ræk i deres Kroppe – de higede!
164| Hele Ugen havde Rud ikke ladet sig se, og aldrig saa snart var han kommen i Dag, før Pelle maatte give ham en Overhaling for noget Lumskeri. Saa løb han hjem, men Pelle lagde sig oppe i Granbrynet og sang, paa Maven og med Fodsaalerne i Vejret. Rundt om var der Mærker efter hans Kniv paa Trærnes Stammer – paa de ældste Skibe saa man Kølen, og Dækket var kommet til at staa lodret paa Skroget; dem havde han skaaret den første Sommer. Her var ogsaa en lille Samling Agre i Engkanten, rigtig pløjede, harvede og tilsaaede. Hver Ager var en Kvadratalen stor.
Men nu laa Pelle og hvilede sig ud efter Anstrængelsen med Rud – i en jublende Skraalen, der fik Luften til at gynge. Oppe ved Gaarden kom en Karl ud, han gik hen ad Landevejen med en Bylt under Armen; det var Erik der skulde møde i Retten for Slagsmaal. Nu kom Proprietæren kørende og strøg i rask Fart ad Byen til, saa skulde han ind og ture. Hvorfor kunde Karlen ikke age med, naar de dog skulde samme Vej. Saa hurtig han kørte, skønt hun aldrig fulgte efter ham mere – hun trøstede sig hjemme nu! Var det mon sandt, at han havde sviret 500 blanke Kroner op paa én Aften?
165| Pelle samlede Kreaturerne bedre og drev langsomt over til det andet Skel og op over Markerne. Lasse havde flyttet den øverste Halvdel, nu skraaede han hen imod Tyren der stod lidt for sig selv. Tyren bromlede og sparkede Jorden op; den havde Tungen ude i den ene Side og stak kort i Luften med det ene Horn – den var ond. Saa gik den frem med korte Skridt og en Masse Hokuspokus – hvor den sparkede! Pelle fik Lyst til at sparke den over Snuden som han saa tidt havde gjort; lignede det nu noget at høde ad selve Lasse, omend den ikke mente Spor med det.
Far Lasse ænsede den da heller ikke, han stod og hamrede paa den svære Tøjrpæl for at faa den løs. »Goddag!« raabte Pelle, Lasse vendte Hovedet og nikkede, saa bøjede han sig og slog Pælen i Jorden. Tyren stod lige bag ham og stampede kort, Munden stod aaben paa den og Tungen hang ud; det saa ud som den brækkede sig, og Lyden svarede nøjagtigt til det. Pelle lo mens han sagtnede Løbet, han var lige ved.
Men pludselig vendte Far Lasse en Kolbøtte, faldt og var i Luften igen – og faldt lidt henne. Igen skulde Tyren kyle med ham, men Pelle var for Hovedet af den; han havde ikke sine Træsko men sparkede den med de bare Fødder saa det gik sort for hans Øjne. Tyren kendte ham og vilde søge udenom, men Pelle sprang for dens Hoved og raabte, sparkede og greb den ude af sig selv i Hornene. Saa slængte den ham læmpeligt til Side og gik frem mod Lasse som laa lidt henne, den blæste langs Jorden, saa Græsset bølgede.
Den havde ham i Blusen og rystede lidt op i ham, tog saa søgende under ham med begge Horn for at sende ham højt til Vejrs. Men Pelle var paa Benene igen, som et Lyn havde han Kniven fremme og jog den ind mellem Tyrens Bagben. Tyren udstødte et kort Brøl, væltede Lasse til Side og fór af Sted over Markerne i Spring, den stak i Luften under Løbet og bromlede. Ovre ved Aaen gav 166| den sig til at brække Brinken op, Luften var tyk om den af Jord og Græstørv.
Lasse laa og stønnede med lukkede Øjne, Pelle stod og sled forgæves i en Arm for at hjælpe ham op. »Far, lille Lassefar!« kaldte han grædende. Omsider satte Lasse sig over Ende.
»Hvem er det der synger?« spurgte han. »Saa det er dig Pøjke – og du græder! Har nogen gjort dig Fortræd? – Ak saa ja det var Tyren, den var nok lige ved at spille Fandango med mig. Men hvad gjorde du ved den, at Fanden tog den saa hastigt? Du har nok reddet din Faders Liv du, saa lille du er. – Fy fan, jeg tror jagu jeg skal spy.« Lasse kastede op. »Ak ja« sagde han og tørrede Sveden af Panden »hvem der havde haft sig en Dram. – Jo jo han kendte mig jo Fyren, ellers var jeg ikke sluppet saa let. Han vilde bare lege lidt med mig forstaar du – han var et Gran hadsk fordi jeg gennede ham bort fra en Ko i Formiddags, jeg mærkede det jo godt nok. Men hvem tænkte han skulde forgribe sig paa én. Naa det havde han nu heller ikke gjort, om jeg ikke havde været saa dum at gaa i fremmed Tøj; det er Mons’ Bluse denne her, jeg laante den af ham mens jeg vaskede min egen. Og den fremmede Lugt kan Kalurius ikke fordrage paa mig. – Naa nu faar vi jo se, hvad Mons siger til denne her Flænge, han bliver nok ikke blid han.«
Lasse blev ved at lade Munden løbe en god Stund, inden han forsøgte at rejse sig og kom paa Benene ved Pelles Hjælp. Han stod og støttede sig paa Drengens Skulder og svajede frem og tilbage. »Jeg kunde næsten godt være fuld, om det ikke havde været for Smærterne!« sagde han og lo ømskindet. »Ja ja, jeg maa vel takke Gud for dig Pøjke; altid gør du mit Hjærte glad, og nu har du bjærget mit Liv ogsaa.«
Lasse stavrede saa hjemad, og Pelle flyttede Resten af Kørne paa Vejen ned til sit eget. Han var baade stolt og rystet, men mest stolt. Han havde reddet Far Lasses Liv – og mod den store rasende Tyr 167| som ingen anden paa Gaarden turde have med at gøre. Næste Gang Henrik Bødker kom herud og saa til ham, skulde han faa det hele.
Lidt ked var han af, at han havde trukket Kniv; her paa Landet saa alle ned paa det og sagde det var svensk. Det skulde heller ikke behøves, om der havde været Tid – eller han blot havde haft Træsko paa til at sparke Tyren i Øjet med. Han var saa tidt gaaet løs paa den med Træskosnuderne, naar den skulde drives ind i Stalden igen efter en Bedækning; og den hyttede sig altid vel for at gøre ham noget. Maaske vilde han sætte en Finger i Øjet paa den og gøre den blind – eller tage den ved Hornene og vride til, lige som i Historien, saa Halsen drejedes om paa den.
Pelle voksede og svulmede op til han overskyggede alt; der var ikke Ende paa de Kræfter han havde, mens han løb og gennede sine Kreaturer sammen igen. Han gik i Stormgang hen over det hele, slængte stærke Erik og Forvalteren hid og did, og løftede – ja hele Stengaarden blot ved at sætte en Haand under Bjælken. Det var en hel Bersærkergang.
Og midt i det kom han i Tanke om, hvor galt det vilde blive, hvis Forvalteren fik at vide at Tyren rendte løs. Saa blev der maaske Klø baade til Lasse og ham selv. Han maatte ud og lede efter den; for en Sikkerheds Skyld tog han Klaffen med og Træsko paa.
Nede i Aabrinken havde den lavet et syndigt Roderi, et helt Stykke ind var Engen pløjet op. Der var Blod efter den nede i Aalejet og op over Markerne, Pelle fulgte det over mod Rén, dèr fandt han Tyren. Det svære Dyr var søgt helt ind under Tjørnene og stod og slikkede sit Saar. Da den hørte Pelles Stemme, kom den frem. »Omkring!« raabte han og klippede den over Snuden. Den satte Hovedet mod Jorden, bøgede og trak sig tungt tilbage; og Pelle blev ved at klippe den over Snuden, Skridt for Skridt rykkede han frem, hans Stemme gik 168| ubøjeligt: »Omkring! vil du omkring!« Saa vendte den og satte i Løb, Pelle greb om Tøjrpælen og fulgte efter; med Klaffen holdt han den i Aande, for at den ikke skulde faa Tid at pønse paa ondt.
Da saa det var overstaaet sank han sammen af Træthed. Han laa sammenkrøben under Granbrynet og tænkte saa trist paa Far Lasse, som nok gik syg om derhjemme og ingen havde til at give sig en Haand med Arbejdet. Tilsidst blev Tilstanden uudholdelig, han maatte hjem.
Ssss! ssss! Pelle krøb paa Maven ned over Engen og efterlignede Bræmsernes irriterende Summen. Han stemte Tonen ud mellem Tænderne, stigende og faldende som fløj den hid og did over Græsset; Kreaturerne hørte op at græsse, de stod dødsstille med vagtsomme Øren. Saa gik det nervøst i dem, de sparkede op efter Bugen, snurrede til Siden i smaa Buer og spjættede; Halerne gik til Vejrs! Han gjorde Lyden mere arrigt paagaaende, hele Flokken kørte rundt, de smittede hinanden og stampede rundt i vild Panik. Et Par Kalve brød ud af Hvirvlen og tog den lige Vej mod Gaarden, og hele Flokken fulgte – tværs hen over alting. Nu var det blot at løbe bagefter med meget Spræl – og underfundigt holde Lyden ved Lige, saa Humøret ikke lagde sig inden de naaede hjem.
Forvalteren kom selv løbende ud og slog Leddet op for Løkken, han hjalp til at genne Kreaturerne derind. Pelle ventede sig en Lussing og blev staaende, men Forvalteren saa blot paa ham med et ejendommeligt Smil. »De begynder nok at tage Magten fra dig,« sagde han og kiggede Pelle ind i Øjnene »– ja ja saa længe du endda kan tumle Tyren!« Han gjorde Nar, Pelle blev brændende rød i Kammen.
Far Lasse var krøbet til Køjs. »Da var det godt du kom!« sagde han, »jeg laa netop her og funderede paa hvordan jeg skulde faa Kørne flyttet. Røre mig kan jeg jo føje ikke – end sige staa op.«
Det tog en Uge inden Lasse kunde komme paa Benene igen; i den Tid stod Engkvæget i Løkken 169| og Pelle gik hjemme omkring og gjorde Faderens Gærning. Han spiste med de andre og sov sin Middagssøvn i Loen lige som de.
En Middag kom Soen ind i Gaarden og var fuld. Hun stillede sig op i den øvre Gaard hvor det var hende forment at komme, og stod og raabte paa Kongstrup. Proprietæren var hjemme men viste sig ikke; der var dødt bag de høje Vinduer. »Kongstrup, Kongstrup! kom herud lidt du!« raabte hun og stod og saa ned i Brostenene, hun kunde ikke løfte Hovedet. Forvalteren var ikke til Stede, og Karlene holdt sig i Skjul inde paa Loen – de glædede sig til lidt Fest i Landskabet. »Du Kongstrup, kom herud lidt, jeg vil snakke med dig!« sagde Soen tykt. Saa gik hun op ad Trappen og tog i Døren. Hun dundrede nogle Gange og stod og talte med Ansigtet helt op ad Døren; da der ingen kom ravede hun ned og gik smaasnakkende sin Vej uden at se til Siderne.
Lidt efter begyndte den lange tudende Graad deroppe; og ligesom Folkene skulde i Marken kom Bonden tumlende ud og gav Ordre til at spænde for Enspænderen. Han gik nervøst ved Vognen saalænge og jog hovedkulds af Sted. Da han svingede ud om Gavlen blev et Vindu aabnet, og en Stemme kaldte bedende: Kongstrup, Kongstrup; men han kørte rask til. Saa gik Vinduet i, og Graaden tog fat igen.
– – – –
Om Eftermiddagen Pelle gik og puslede i den nedre Gaard, kom Karna og sagde at han skulde komme op til Fruen. Pelle gik nølende derop, han var ikke tryg ved hende, og alle Mandfolkene var ude i Marken.
Fruen laa paa Sofaen i sin Mands Arbejdsværelse, dér opholdt hun sig bestandig Nat og Dag, naar Manden var ude. Hun havde et vaadt Haandklæde over Panden og var helt rød i Ansigtet af Graad.
»Kom her hen,« sagde hun med mat Stemme. »Du er vel ikke bange for mig?«
170| Pelle maatte hen og sidde paa Stolen ved hende; han vidste ikke hvor han skulde gøre af sine Øjne. Og Næsen gav sig til at løbe ved Spændingen, og han havde ingen Klud.
»Er du bange for mig?« spurgte hun igen, og det drog bittert om hendes Mund.
Han maatte se paa hende for at vise at han ikke var bange; og sandt at sige lignede hun ikke nogen Heks, men bare et Menneske der græd og var ulykkelig.
»Kom her,« sagde hun, og saa snød hun hans Næse i sit eget fine Tørklæde og strøg ham op over Haaret. »Du har jo ikke engang en Mor, din Stakkel.« Hun strøg ned ad hans ubehjælpsomt bødede Bluse.
»Det er tre Aar nu, siden Mor Bengta døde; hun ligger i det vestre Hjørne af Kirkegaarden.«
»Savner du hende ikke meget?«
»Aa – Far Lasse lapper jo mit Tøj!«
»Hun har vist ikke været meget god ved dig.«
»Jo da!« Pelle nikkede ivrigt. »Men hun var saa gnaven, hun skrantede jo altid – og saa er det bedst de slipper. Men nu gifter vi os snart igen; naar Far Lasse har fundet en som duer.«
»Og saa rejser I vel herfra? Du har det vist heller ikke godt her?«
Pelle havde faaet Munden paa Gled, men nu frygtede han en Fælde og blev stum. Han nikkede blot – ingen skulde komme og brænde dét i ham igen at han havde klaget.
»Nej du har det ikke godt,« sagde hun i en klagende Tone – »ingen har det godt paa Stengaarden. Her bliver alt til Ulykke.«
»Det er nok gammel Forbandelse det!« sagde Pelle.
»Siger de saadan? Ja ja, jeg ved det nok! Og om mig siger de at jeg er en Djævel – bare fordi jeg holder af én eneste en – – og ikke kan finde mig i at blive traadt ned.« Hun græd og trykkede hans Haand mod sit dirrende Ansigt.
171| »Jeg skal vist ud og flytte,« sagde Pelle og vred ulykkeligt paa sig for at komme løs.
»Nu er du jo bange for mig igen!« sagde hun og forsøgte at smile – det var lige som Solglitteret derude efter Regn.
»Nej – men jeg skal bare ud og flytte.«
»Der er en hel Time til endnu! Men hvorfor vogter du ikke i Dag – er din Far syg?«
Saa maatte Pelle fortælle det med Tyren.
»Du er jo en god Dreng,« sagde Fruen og klappede ham. »Hvis jeg havde en Søn skulde han ligne dig! Men nu skal du have noget Syltetøj, og saa maa du løbe til Landhøkeren efter en Flaske Solbærrom, saa vi kan lave din Far en varm Drik. Naar du skynder dig, kan du nok naa det inden Flyttetid.«
Lasse fik sin varme Drik endnu inden Drengen kom tilbage; og hver Dag mens han laa fik han noget styrkende – omend der ikke var Solbærrom i.
Pelle var næsten hver Dag oppe hos Fruen i denne Tid – Kongstrup var nok rejst et Ærende til København. Hun var god imod ham og gav ham søde Sager, og mens han huggede i sig fortalte hun ustanselig om Kongstrup, eller spurgte ham om hvad Folkene mente om hende. Pelle maatte ud med det, og saa blev hun syg og faldt i Graad. Der var ingen Ende paa hendes Snakken om Proprietæren, men hun slog sig selv paa Munden, og Pelle maatte opgive at finde Rede i det. Han havde ogsaa nok at varetage med de gode Sager.
Nede paa Kamret gengav han det hele ordret, og Lasse laa og lyttede og undredes paa denne Knægt, der gik ud og ind paa højeste Steder og havde selve Fruens Fortrolighed. Alligevel led han det ikke rigtig.
»– – Hun kunde knap støtte paa Benene, hun maatte holde sig ved Bordet da hun skulde hente Tvebakkerne til mig – saa syg var hun. Det var bare fordi han havde handlet ilde med hende, sagde hun. Hun hader ham du! og kunde gærne slaa 172| ham ihjæl siger hun. Men alligevel siger hun at han er den smukkeste Mand paa Jorden, og om jeg vel har set nogen smukkere i hele Sverig. Og saa græder hun helt i Vildelse.«
»Ja saa,« sagde Lasse tankefuld – »ja saa! Hun ved nok ikke meget hvad hun siger – eller ogsaa hun har sit eget for. Men usandt er det ligefuldt at han slaar hende! hun lyver vist.«
»Og hvorfor skulde hun lyve da?«
»Fordi hun vil ham ilde vel. Men vist er det at han er en statelig Karl – og bryder sig om alle andre end bare hende; det er vel hele Ulykken det. Jeg lider nu ikke at du er saa meget oppe hos hende; bare du ikke tager Fortræd af det.«
»Hvordan saa da? – hun er saa god, saa god.«
»Ja hvad ved en anden Stakkel! Nej hun er ikke god, i det mindste ikke i Øjnene – hun har nok set baade den ene og den anden i Ulykke. Men der er vel ingenting at gøre ved den Sag; Fattigmand maa vove alt.«
Lasse tav lidt og stavrede omkring, saa kom han hen:
»Se nu her du, her er et Stykke Staal jeg har fundet! det maa du huske at have hos dig altid – særlig naar du gaar derop! Ja og saa – – saa faar vi lægge Resten i Gudfaders Haand du! Han er den eneste, som kanske ser til Smaastaklerne han.«
Lasse var lidt oppe den Dag. Gudskelov det skred rask fremad, om to Dage kunde de være inde i de gamle Folder igen. Og til Vinter fik de se at komme væk fra alt dette her!
Sidste Dag Pelle var hjemme omkring, var han ogsaa oppe hos Fruen og sprang sit Ærende for hende. Og den Dag saa han noget uhyggeligt, som fik ham til at være glad ved at dette var forbi – hun tog Tænder, Gane og alting ud af Munden og lagde det foran sig paa Bordet!
Hun var en Heks!