173| XIII

Pelle kom drivende hjem med Ungkvæget. Idet han drev neden om Gaarden kommanderede han højt, for at Faderen skulde høre det: »Hov Spasianna din gamle NRinke, hvor skal du hen? – Dannebrog din forbandede NKnævædder, vil du vende!« Men Lasse kom ikke og aabnede for Løkken.

Da han havde faaet Kreaturerne ind i Løkken, løb han ind i Kostalden. Faderen var hverken dér eller i Kamret; men Søndagstræskoene og den laadne Hue var borte. Saa huskede Pelle, at det var Lørdag – den Gamle var nok rendt til Landhøkeren efter Brændevin til Karlene.

Pelle gik ned i Folkestuen for at faa sin Aftensmad. Karlene var kommet sent hjem og sad endnu ved Bordet der flød af spildt Mælk og Kartoffelpil. De var midt oppe i et Væddemaal – Erik vilde tage sig paa at æde tyve Spegesild med Kartofler, efter at han allerede havde holdt op. Det galdt en Flaske Brændevin, og de andre skulde pille Kartoflerne til ham.

Pelle fik sin Lommekniv frem og pillede sig en Stabel Kartofler. Skindet lod han blive paa Silden, men han skrabede den omhyggeligt og skar Hoved og Hale af; saa skar han den i Stykker og aad den med Benene i, til Kartoflerne og NMeldyppet. Imens kiggede han paa Erik, Kæmpen Erik der var saa smadrende stærk og turde vove alt mellem Himmel og Jord. Erik havde Børn i hver en Krog! Erik kunde stikke Fingeren i et Bøsseløb og holde Bøssen udstrakt i stiv Arm! Erik kunde drikke lige saa meget som tre andre!

Og nu sad Erik og aad tyve Spegesild efter at han var mæt. Han tog Silden ved Hovedet, trak den en Gang gennem Skrævet, og aad den saa som den var. Og Kartofler aad han til, lige saa rask som de andre kunde pille dem. Ind imellem svor han, fordi Forvalteren havde nægtet ham Frihed i Aften; det skulde blive en evig Løgn, at de holdt Erik hjemme naar han selv vilde ud!

174| Pelle fik i en Fart Silden og Vandgrøden til Livs og satte ud igen for at løbe Faderen i Møde, han længtes mægtigt efter at se ham. Ude ved NPosten havde Pigerne travlt med at skure Mælkespande og Køkkenkar; Gustav stod i den nedre Gaard med Armene paa Stakittet og underholdt dem. Han passede nok paa Bodil, som hele Tiden havde sine Øjne efter den nye Elev, der spankede frem og tilbage og vigtede sig i lange Støvler med Lakkraver.

Pelle blev stoppet i Farten og sat til at poste Vand. Nu kom Karlene op og gik over paa Loen, kanske for at gøre Kraftprøver; siden Erik kom gik de altid og gjorde Kraftprøver i Fritiden. Pelle vidste ikke noget saa spændende som Kraftprøver, han kilede paa for at blive færdig og komme derover.

Men Gustav som ellers var den ivrigste, blev ved at staa og hænge og give ondt af sig over Eleven. »Han Nskinner jo som Katteskidt i Maaneskin!« sagde han højt.

»Der maa være Penge dér!« sagde Bodil tankefuld.

»Ja du skulde prøve ham – kanske blev du Proprietærfrue. Forvalteren vil nok ikke alligevel; og Proprietæren – ja du saa vel Soen forleden, det maa være vakre Udsigter at have.«

»Hvem siger dig at Forvalteren ikke vil?« svarede Bodil skarpt. »Bild dig ikke ind, at vi tog dig til at holde Lyset for os! Det er ikke alting man lar Smaabørn se paa heller.«

Gustav var rød i Hovedet. »Aa hold Kæft din Daase!« mumlede han og drev ned mod Loen.

En Karl smøg sig ud af Døren ovre ved Kamrene, han var søndagsklædt og havde en Tøjbylt under Armen. Det var Erik, han luskede langs Bygningen i den nedre Gaard.

»Hej dér! hvor Djævlen skal han hen?« tordnede det oppe fra Forvalterens Vindu. Karlen dukkede Hovedet lidt og lod som ingenting. »Vil du høre din forbandede NKabyler! – Erik!« Denne Gang gjorde Erik omkring og smuttede ind ad en Lodør.

Straks efter kom Forvalteren ned og gik over Gaarden. Inde paa Hakkelseloen stod Karlene og morede sig over Eriks Uheld. »Han er en Djævel til at holde Udkig!« sagde Gustav »du maa staa tidlig op om du vil pudse ham.«

»Aa jeg skal vel lure ham,« sagde Erik – »jeg er ikke født i Gaar jeg heller. Og bliver han altfor Ngesnausig, saa vanker der paa Tandkødet.«

De blev med ét tavse, Forvalterens velkendte Skridt lød udenfor paa Stenbroen. Erik luskede væk.

Forvalterens Skikkelse dækkede hele Døraabningen: »Hvem har sendt Lasse efter Brændevin?« spurgte han barsk.

De saa uforstaaende rundt paa hinanden. »Er Lasse væk?« spurgte saa Mons med den uskyldigste Mine af Verden. »Ja Gamlingen er jo glad for Brændevin,« sagde Anders forklarende.

»Jo I er nogle Nnette Kegler,« sagde Forvalteren »først kóster I den Gamle af Sted, og saa lader I ham i Stikken. I fortjente Tæsk allesammen.«

»Nej Tæsk fortjener vi ikke og tager heller ikke imod,« sagde Forkarlen og traadte et Skridt frem. »Forvalteren skal vide –«

»Hold Mund Mand!« raabte Forvalteren ham ind i Ansigtet, og Karl Johan trak sig tilbage.

»Hvor er Erik henne?«

»Han er i Kamret vel.«

Forvalteren gik ind gennem Hestestalden, noget i 176| hans Holdning sagde, at han ikke var helt uforberedt paa et Angreb i Ryggen. Erik laa i sin Seng med Dynen op over Næsen.

»Hvad skal det sige – er du daarlig?« spurgte Forvalteren.

»Ja jeg tror nok jeg har taget Kulde – jeg ryster saa fælt.« Han forsøgte at klapre med Tænderne.

»Det er davel ikke Faaresyge?« sagde Forvalteren deltagende – »lad os se lidt paa dig, stakkels Mand.« Han vippede Dynen af ham ved et Snuptag. »Se se, og du ligger med Søndagstøj paa – og lange Støvler! Det er maaske Ligdragten? – du vilde vel blot ud og bestille NFattigjord til dig selv hvad? Det er nok ogsaa paa Tiden vi faar dig i Jorden – synes jeg ikke allerede du lugter!« Han snusede ind et Par Gange.

Men Erik sprang som en Staalfjeder ud af Sengen og stod rank op ad ham. »Jeg er ikke død endnu, og lugter gør jeg kanske ikke mer end visse andre!« sagde han. Blikket gnistrede paa ham og jog lynsnart ud i Rummet efter et Vaaben.

Forvalteren mærkede hans brændende Aande i sit Ansigt – her var det ikke raadeligt at trække sig tilbage! Han satte ham den knyttede Haand i Mellemgulvet, saa Erik faldt bagover paa Sengen og hev efter Vejret; greb ham saa i Bringen og holdt ham nede. Men det brændte i ham efter noget mere – efter at hugge en tung Næve ned i Ansigtet paa dette Rak, som grinede naar han vendte Ryggen til, og skulde drives til hver en Smule. Her havde han endelig i Bringen alt det NTyendekvalm der gav Tilværelsen den harske Smag – Misfornøjelse med Kosten, Krakileri under Arbejdet, Trusler om at gaa naar der var aller travlest – Vrøvl i det uendelige. Her var NSlav for mange Aars Ærgrelse og Forsmædelse, han manglede blot det lille Paaskud – et Knubs fra denne store Tamp der ikke anvendte sine Kræfter i Arbejdet, men brugte dem til at gaa i Spidsen som Urostifter.

Men Erik laa ganske stille og saa paa sin Fjende 177| med vagtsomme Øjne. »Værsgod slaa kun, der er vel en Øvrighed her i Landet ogsaa,« sagde han med irriterende Ro. Det brændte i Forvalterens Muskler, men han maatte slippe ham for ikke at faa Sag og Vrøvl. »Vil du saa huske til en anden Gang ikke at være opsætsig!« sagde han og slap sit Tag – »ellers skal jeg vise dig at der er en Øvrighed til.«

»Naar Lasse kommer sender I ham op til mig med Brændevinen!« sagde han til Karlene idet han gik gennem Loen.

»Fanden heller vel?« svarede Mons halvhøjt.

Pelle var løbet sin Far i Møde. Den Gamle havde smagt paa Varerne og var i godt Humør. »Der var syv Mand i Baaden, og de hed Ole alle saa nær som den ene, for han hed Ole Olsen!« sagde han højtideligt da han saa Drengen. »Ja var det ikke besynderligt du Pellemand, at de skulde hedde Ole allesammen – saa nær som den ene forstaas, for han hed jo Ole Olsen.« Saa lo han og puffede hemmelighedsfuldt til Drengen. Og Pelle lo med, han kunde godt lide at se Faderen i Humør.

Karlene kom imod dem og tog Flaskerne fra Røgteren. »Han har smagt!« sagde Anders og holdt Flaskerne op mod Lyset. »Se til den gamle Dranker, han har hilst paa Varerne.«

»Nej saa maa Flaskerne være utætte i Bunden!« sagde Lasse der var helt dristig af Snapsen – »for jeg har ikke andet end lige lugtet. Man maa dog sikre sig, at det er riælle Sager og ikke det rene Vand man faar.«

De drev neden om Løkken, Gustav gik foran og spillede paa sin Harmonika, over Flokken var der noget anspændt lystigt. En og anden sprang i Vejret bedst som han gik, de udstødte korte Hyl og sendte løsrevne Eder ud i Luften paa maa og faa. Bevidstheden om de fyldte Flasker, Lørdagaftenen med dens Hviledag i Ryggen og fremfor alt Krigen med Forvalteren satte Sindet op i dem.

De lejrede sig neden for Kostalden, i Græsset tæt 178| ved Dammen. Solen var forlængst gaaet ned, men Aftenhimlen faldt lysende ind. Naar Ansigterne vendte sig mod Vest var det som et Brandskær gik over dem, og de hvide Gaarde indover lo blændende i Skumringen.

Nu kom Pigerne gaaende over Græsset. De gik med Hænderne under Forklædet og lignede sorte Udklip i den straalende Himmel; de nynnede paa en blød Folkesang og lod sig glide ned i Græsset ved Siden af Karlene; Aftenskumringen sad dem i Sindet og gjorde deres Skikkelser og Stemmer blide som et Kærtegn. Men Karlene var ikke blidt stemte, de foretrak Flasken.

Gustav gik rundt og smaafantaserede paa sin Harmonika. Han søgte et Sted at sidde, smed sig endelig i Skødet paa Karna og spillede op. Erik var først paa Benene, han førte an i Anledning af sit Udestaaende med Forvalteren og rev Bengta op af Græsset med et Ryk. De dansede svensk Polka, og paa et bestemt Sted i Melodien hev han hende op i Luften med et Raab. Hvergang hvinede hun, og de tunge Skørter stod om hende som Halen paa en kalkunsk Hane, saa enhver kunde se Nhvor langt der var til Søndag.

Midt i en Hvirvel slap han hende, saa hun tumlede hen over Græsset og faldt. Forvalterens Vindu kunde ses hernede fra, og en lys Plet var kommet til Syne i det. »Han glor, NKors i Herrens Fryd hvor han glor! Kan du se denne her du?« Erik raabte højt og holdt en Brændevinsflaske i Vejret. Saa drak han: »Skaal! NGubben Satans Skaal! Han lugter, Svinet! Fy ptøj!« De andre lo, Ansigtet deroppe trak sig tilbage.

Ind imellem Dansen legede de, drak og tog Krafttag. De blev bestandig uberegneligere i deres Handlinger, udstødte pludselige Vræl der fik Pigerne til at skrige højt, smed sig midt i Dansen plask paa Jorden og stønnede som var de døende, sprang pludselig op igen med vilde Fagter og spændte Ben for den nærmeste. Et Par Gange sendte Forvalteren 179| Eleven ned og bød dem forholde sig rolige, men Larmen blev blot værre deraf. »Hils ham og sig, at han kan gaa sine Hundeærender selv!« raabte Erik efter Eleven.

Lasse puffede til Pelle og trak sig lidt og lidt tilbage. »Nu er det nok bedst vi to gaar til Hvile,« sagde han da de var sluppet ubemærket bort – »én ved aldrig hvad dette kan føre til. De ser rødt allesammen, ret snart begynder de vel at danse Bloddansen. Ak ja havde jeg været ung, skulde jeg vist ikke lusket bort som en Tyv, men blevet og taget hvad der maatte komme. Der var en Tid, da Lasse kunde sætte begge Hænder i Jorden og slaa sin Modstander i Ansigtet med Støvlehælene, saa han sank til Jorden som et Straa. Men nu er den Tid forbi, og det er klogest at hytte sig. Der kan komme baade Politi og meget andet ud af dette her. Ikke at tale om Forvalteren du! Nu har de gaaet og tirret ham hele Sommeren med den Erik i Spidsen; men faar de ham først rigtig gal i Hovedet, saa kan Erik godt gaa hen og lægge sig.«

Pelle vilde gærne blive lidt oppe og se paa dem. – »Naar jeg kryber hen bag Gærdet og lægger mig – aa du Far hvad!« tryglede han.

»Æv det er noget dumt Paahit, de kan hitte paa at handle ilde med dig om de faar fat i dig – det værste er oppe i dem. Naa men du maa selv staa for’et – og pas for alting paa at de ikke ser dig.«

Saa gik Lasse i Seng, men Pelle krøb frem paa Maven bag Gærdet, til han kom tæt ind paa dem og kunde se alting.

Gustav sad endnu paa Karnas aabne Skød og spillede, og hun holdt trofast om ham med Armene. Men Anders havde lagt Armen om Livet paa Bodil. Gustav opdagede det, kylede med en Ed Harmonikaen saa den trillede over Græsset, og sprang op. De andre smed sig i en Rundkreds og laa og pustede inderligt, de ventede sig noget.

Gustav lignede en Vild der danser Krigsdansen. Munden stod aaben paa ham, Øjnene stirrede blankt.180| Han var ene Mand paa Græsset og gik som en Bold mod Jorden og fra Jorden igen, hoppede paa Hælene og slog skiftevis Benene op i Højde med sit Hoved; ved hvert Kast udstødte han sit skingrende Tju! Saa skød han lige til Vejrs og snurrede rundt oppe i Luften, kom ned paa den ene Hæl og blev ved at snurre rundt som en Top. Idet han snurrede, gjorde han sig mindre og mindre som vilde han gaa helt i Jorden, eksploderede saa i et Spring og faldt lige ned i Skødet paa Bodil, der henrykt slog Armene om ham.

Som et Lyn havde Anders begge Hænder i hans Skuldre bagfra, satte Fødderne i Ryggen paa ham og lod ham N»skyde Krage« saa han trillede. Det hele skete i Tempo, og Gustav blev kaadt ved at rulle hen over Græsset, i Stød som en ujævn Kugle. Men pludselig stansede han og stod med et Spring paa Fødderne; han stirrede stivt frem for sig, gjorde saa omkring med et Ryk og gik langsomt hen imod Anders. Anders rejste sig hurtigt, skubbede Huen paa Snur, smækkede med Tungen og gik frem. Bodil satte sig bredere til Rette paa Jorden, hun saa sig hoverende om i Kredsen og indkasserede begærligt de andres Misundelse.

De to Modstandere stod Ansigt til Ansigt og følte sig frem til et godt Greb. De strøg kælent ned ad hinanden, kneb hinanden i Siden og kom med smaa spøgefulde Vendinger.

»Kors i Jøsses hvor du er fed, Bror.« Det var Anders.

»Og sikke Batterier du har, du kunde godt være et Kvindfolk,« svarede Gustav og tog Anders paa Brystet. »Ih saa blød du dog er!« Deres Ansigter lyste af Haan. Men Øjnene fulgte aarvaagent Modstanderens mindste Bevægelser, hver af dem ventede et Snuptag fra den anden.

De andre laa og strakte sig rundt om i Græsset. »Kan I snart faa Ende paa det?« raabte de utaalmodigt.

De to blev ved at staa og lege som var de angst 181|for at tage fat – eller maaske trak det ud for at nyde det desto mere. Men pludselig havde Gustav Anders i Kraven, kastede sig bagover og slyngede ham hen over Hovedet paa sig. Det gik saa hurtigt, at Anders intet Hold fik i Gustav; men i Svinget hagede han sig fast i hans Haar, og de faldt begge – paa Ryggen, med Hovederne sammen og Kroppene udstrakt til hver sin Side.

Anders var faldet tungt og laa halvbedøvet men slap ikke sit Tag i Gustavs Haar. Gustav snoede sig rundt og forsøgte at komme paa Benene men kunde ikke frigøre sit Hoved. Saa vred han sig i Stilling igen hurtig som en Kat, skød en baglæns Kolbøtte hen over Kammeraten og faldt ned paa ham med sit Ansigt mod hans. Anders prøvede at sætte Fødderne i Vejret og opfange ham men kom for sent.

Anders kastede sig i de voldsomste Ryk, laa stille og spændte igen i med pludselig Styrke for at vælte Gustav af, men Gustav var sej. Han smed sig tungt ned paa sin Modstander og jog alle fire Lemmer ud til Støtte mod Jorden, sad pludselig op igen og stødte sit Sæde ned i Anders’ Bughule for at tage Vejret fra ham. De havde begge hele Tiden Tanken henvendt paa at faa Kniven listet frem; og Anders der nu var helt Herre over sin Forstand igen, huskede tydelig at han ingen havde hos sig. »Ak, ak!« sagde han højt – »jeg elendige NFusk!«

»Du jamrer dig jo!« sagde Gustav og sænkede sit Ansigt over ham. »Vil du bede om Godtvejr kanske?«

I det samme følte Anders Gustavs Kniv trykke mod sit Laar, i et Lyn havde han Haanden dernede og vristede den frem. Gustav prøvede at tage den fra ham men opgav det for ikke at blive smidt af; han indskrænkede sig saa til at sikre sig Anders’ ene Haand saa han ikke kunde folde Kniven ud, og gav sig til at Nsætte med Kroppen ned mod hans Bughule.

Anders laa halv opgivet og tog imod Stødene uden at værge for sig – der undslap ham et Gisp 182| for hvert Sæt. Men hans venstre Haand arbejdede ivrigt paa at aabne Kniven mod Jorden, og pludselig jog han den i Gustav, netop som denne hævede sig højt op for at bibringe ham et kraftigt Stød.

Gustav greb Anders om Haandleddet, hans Ansigt fortrak sig. N»Fy fan dit Svin, hvad roder du dér efter?« sagde han og spyttede Anders ned i Ansigtet. »Han søger til Bagdøren den Stymper – for at slippe væk!« Gustav saa sig om i Kredsen, Nfrynende som en ung Tyr.

De kæmpede rasende om Kniven, brugte Hænder og Tænder og Panden med. Da Gustav ikke kunde bemægtige sig Vaabnet, gik han ud paa at føre Anders’ Haand saaledes at han stødte det i sig selv. Det lykkedes ham, men Stødet var skævt; Bladet lukkede sig om Anders’ Fingre, saa han slængte Kniven fra sig med en Ed.

Erik sad og fik ondt op i sig over, at han ikke længer var Aftenens Helt. »Er I snart færdige I to Hanekyllinger, eller maa jeg kanske faa en lille Bid med?« sagde han og forsøgte at skille dem ad. De bed sig fast i hinanden, men saa blev Erik gal og gjorde noget som der gik Ry af siden hen. Han tog et fast Tag i dem og plantede dem begge paa Benene.

Gustav stod og saa ud som vilde han kaste sig ind i Striden igen, der gik sure Trækninger over hans Ansigt. Men saa begyndte han at svaje som et rodhugget Træ og sank lige ned. Bodil var den første der kom ham til Hjælp, med et Skrig løb hun hen og slog Armene om ham.

Han blev baaret ind og lagt i Seng, Karl Johan hældte Brændevin i det dybe Snit for at rense Saaret ud, og holdt det sammen mens Bodil Nnæstede med Naal og Traad fra en af Karlenes NLæddiker. Saa spredtes de, Par om Par som de var Venner til. Men Bodil blev hos Gustav – hun var ham alligevel god.

183| Saadan var det den Sommer, Krig og Ufred med Forvalteren, som de alligevel ikke turde gøre noget naar det kom til Stykket. Saa slog det Onde sig indad, og de gik løs paa hinanden. »Et Sted skal det jo ud,« sagde Lasse, der ikke holdt af denne Tilstand og dyrt lovede sig selv at flytte saa snart der tilbød sig noget andet – om de saa skulde rømme fra Løn og Klæder og alting.

»Lønnen er de misfornøjede med, Arbejdstiden er dem for lang, og Føden er ikke god nok. Den kaster de i Grams med, saa det kan gøre én ondt at se paa – det er dog ligefuldt Guds Gaver om end den kunde været bedre. Og det er Erik det hele skriver sig fra! Altid gaar han og skryder og skræpper op, og ondt sætter han i de andre saa lang Dagen er. Men saasnart Forvalteren er over ham, tør han alligevel ingenting han heller. Saa kryber de i et Musehul hver og én; Far Lasse er nok ikke saa stor en Kryster som nogen af dem, alt det gammel og til Aars han er.

NSamvittighedenA er vel nok det bedste Rygstød, har man den og har gjort sin Pligt, saa kan man se baade Forvalter og Proprietær – og Gudfader med – frit i Øjnene. For det maa du altid huske Pøjke, ikke at sætte dig op imod dem der er sat over dig. Der skal nogle være Tjenere og andre Herrer; hvordan skulde det ellers gaa med alting, om ikke vi som arbejder vilde gøre vor Pligt. De fine kan én vel ikke forlange skal Nmugge i Kostalden og give sig til at rense Lokum.«

Alt dette laa Lasse og udviklede, efter at de var kommet i Seng. Men Pelle havde andet at bestille end at høre efter. Han sov trygt og drømte, at han var Erik selv og pryglede Forvalteren med en stor Kæp.