XV

»Ret har hun vel nok haft, siden han aldrig sagde et hæftigt Ord naar hun tog paa Vej – med Klager og Bebrejdelser saa det gik tværs gennem Væggene, ned i Folkestuen og helt ud i Gaarden. Men dumt var det alligevel af hende, for hun gjorde ham blot forstyrret i Hovedet og jog ham hjemme fra. Og hvordan skal det vel i Længden gaa en Gaard, hvis Husbond ligger og driver paa Landevejene altid fordi han ikke kan være hjemme. NDet er en skidt Kærlighed som jager Manden hjemmefra.«

Lasse stod i Stalden Søndag Aften og talte med Husmandskonerne om det mens de malkede. Pelle gik der ogsaa og havde sit for, men hørte alligevel efter.

»Helt dum var hun nu heller ikke,« sagde Tækkemand Holms Kone. »Som nu det at hun tog Lyse Marie ind til Stuepigearbejdet, for at han kunde 198| have et net Ansigt at se paa her hjemme ved. Hun vidste nok, at den der har Føden i Huse gaar ikke udenom. Men det førte jo ingenting til, naar hun ikke kunde lade være at skræmme ham fra Gaarden med sin Graad og sin Drikken.«

»Han drikker vel ogsaa, han!« sagde Pelle kort.

»Javist tager han sig nok en Rus iblandt« sagde Lasse i en irettesættende Tone – »men han er et Mandfolk at du ved det – og kan vel desuden have sine Grunde. Men det Nlader ilde naar et Kvindfolk hengiver sig til Spiritus.« Lasse var gnaven, Knægten begyndte at have egne Meninger om snart sagt alting, og blandede sig rask væk op i naar voksne Folk talte.

»Jeg holder nu for« henvendte han sig atter til Konerne »at han er en god Mand, naar blot han ikke plages med Graad og Samvittighedsnag. Det gaar jo ogsaa rigtig godt nu hun er borte. Han er hjemme snart sagt hver Dag og tager sig af Sagerne selv, saa Forvalteren er helt syg – for han vil jo helst være Kongen for det hele. Os andre er Bonden mod som en af vore Lige; om det saa er Gustav har han glemt sit Nag.«

»Han har vel heller ikke saa meget at nages for – det skulde da være det, at han faar en Kone med Penge. Bodil skal nok have over hundrede Kroner paa Kistebunden efter de to-tre Maaneders Arbejde som Stuepige. Somme Folk kan – de faar Betaling for det, vi andre al vor Tid har maattet gøre for intet.« Det var en af de gamle Koner.

»Ja lad os nu først se, om han nogensinde faar hende til Kone – jeg tvivler om’et. En skulde vel ikke sige noget ondt om sine Medtjenere, men Bodil er ikke trofast. Det med Proprietæren fik være det det var – som jeg ogsaa sagde til Gustav engang han rasede vildt; Husbonden gaar forud for Folkene! Bengta var mig en god Kone i enhver Retning, men hun havde svært ved at sætte sig op imod NPatronen derhjemme hun ogsaa. De største tager først, det er ikke anderledes her i Verden! Men 199| Bodil har Nsyv Sind over én Tærskel, nu fjaser hun med Eleven skønt han ikke er sine sejsten Aar endnu, og tager mod Foræringer af ham. Gustav skulde rede sig ud af det i Tide – det fører altid til Ulykke naar Kærligheden faar Indpas i et Menneske. Vi har Eksempel for’et her paa Gaarden.«

»Jeg snakkede med nogen i Dag der mente, at Fruen slet ikke var rejst til Hovedstaden men var hos sin Slægt nede Sønder paa Landet. Hun er rendt fra ham skal I faa at se.«

»Det skal jo være fint, det!« sagde Lasse. »Men naar hun saa bare vil blive væk; det gaar aller bedst som det gaar.«

– –

Der var kommet en hel anden Luft over Stengaarden. Uhyggen var borte, der sank ingen Klagetoner gennem Luften og lagde sig som Klæg og sort Sorg om én. Stengaardsbonden var den Forandringen kendtes mest paa; han var ti-tyve Aar yngre, og Nslog til Side i godt Humør som en der er løst af Bolt og Jærn. Han var optaget af Bedriften, jog et Par Gange hver Dag til Stenværket i sin Gig, mødte frem ved hvert nyt Arbejde og kunde godt finde paa at smide Trøjen og tage en Haand i. Lyse Marie dækkede hans Bord og redte hans Seng, og han var ikke bange for at vise at han var god ved hende. Hvor mange var ellers saadan en simpel Pige bekendt ved højlys Dag! Hans Humør virkede helt smittende og forjog baade det ene og det andet.

Ellers kunde det jo ikke nægtes, at Lasse havde sit at trækkes med. Giftesygen faldt tungt over ham med den haarde Kulde, som allerede indfandt sig i December; han længtes efter at faa Foden under eget Bord og have sig en Kvinde der var alt for ham. Helt opgivet Karna havde han vel endnu ikke; men han havde dog lovet Tækkemand Holms Kone ti blanke Kroner paa Bordet, saa fremt hun opsporede noget der passede for ham.

Egenlig havde han jo slaaet det hele af Hovedet som en Umulighed og begivet sig ind i sin Alder200|doms Land. Men hvad kunde det hjælpe at lukke sig inde, naar man blot gik og ledte efter Dørene for at slippe ud igen. Lasse saa sig ud endnu engang, og det blev som altid Pelle der bragte Livet og Glæden til Huse.

Nede i Udkanten af Fiskerlejet boede der en Kone, hvis Mand fór til Søs og ikke havde ladet høre fra sig i adskillige Aar. Pelle havde nogle Gange paa Vej til og fra Skole søgt Ly mod Vejret i hendes Forstue, og efterhaanden blev de gode Bekendte; han gjorde hende Smaatjenester og fik en Kop varm Kaffe for det. Naar Kulden var rigtig hvas, kaldte hun ham altid ind. Saa fortalte hun ham om Søen og om sin Skarns Mand, der blev borte og lod hende sidde og slide sig Brødet til ved at bøde Redskab for Fiskerne; og Pelle maatte til Gengæld fortælle om Far Lasse, og Mor Bengta som laa derhjemme paa Kirkegaarden i Tommelilla. Det blev ikke til meget andet med Snakken, for bestandig kom hun tilbage til sin Mand der blev borte og lod hende sidde Enke.

»Han er vel druknet,« sagde saa Pelle gærne.

»Nej det er han ikke, for jeg har intet Varsel haft!« svarede hun bestemt, altid med den samme Vending.

Pelle fortalte det hele igen til Faderen, som var meget interesseret. »Naa var du saa ind om hos Madam Olsen i Dag?« var det første han sagde naar Drengen kom fra Skole. Saa maatte Pelle fortælle enhver Ting flere Gange, Lasse kunde ikke faa det grundigt nok:

»Du har vel fortalt hende, at Mor Bengta er død? – ja vist det har du jo! Naa hvad spurgte hun dig saa ud om mig i Dag? – Ved hun om Arven? (Lasse havde fornylig arvet 25 Kroner efter en Farbror) Du kunde jo godt lade et Ord falde om det – for at hun ikke skal anse os for rene Lus.«

Pelle bar forblommede Bud baade frem og tilbage. Fra Lasse fik han Smaating med som Vederlag for det gode hun gjorde ham, broderede Lommeklæ201|der og et fint Silketørklæde – det var de sidste Rester af Mor Bengtas Efterladenskaber. Det vilde blive svært at undvære dem hvis dette ny glippede – saa var Minderne der ikke at falde tilbage paa! Men Lasse satte alt paa ét Kort.

En Dag kunde Pelle fortælle, at Nnu havde det varslet hos Madam Olsen. Om Natten var hun vaagnet ved, at en stor sort Hund stod og gispede ved hendes Hovedgærde, dens Øjne lyste i Mørket, og hun hørte Vandet dryppe fra dens Pels. Hun forstod, at det maatte være Skibshunden med Bud til hende, og gik til Vinduet. Og ude i Maaneskinnet over Søen saa hun et Skib gaa med alle Sejl til. Det byggede højt op for Synet, og man saa Hav og Himmel tværs igennem det. Over Rælingen hang hendes Mand og de andre, de var gennemsigtige, og Saltvandet drev dem af Haar og Skæg og randt ned over Skibssiden.

Om Aftenen iførte Lasse sig sin bedste Stads.

»Skal vi ud i Aften?« spurgte Pelle glad forundret.

»Nej-ja det vil sige jeg skal, et lille Ærende bare. Hvis nogen spørger efter mig, maa du sige at jeg er gaaet til Smeden efter en ny Næsering til Tyren.«

»Og jeg skal ikke med da?« Pelle var lige ved at græde.

»Nej du maa være skikkelig og blive hjemme denne ene Gang.« Lasse klappede ham paa Hovedet.

»Hvor skal du hen da?«

»Jeg skal –« Lasse vilde lave en Løgn men kunde ikke faa det over sit Hjærte. »Du maa hellere lade være at spørge mig!« sagde han.

»Faar jeg det saa at vide en anden Dag – uden at spørge?«

»Ja det gør du – ganske bestemt!«

Lasse gik men kom tilbage igen. Pelle sad paa Sengekanten og græd – det var første Gang Lassefar gik uden at tage ham med.

»Nu maa du være fornuftig og gaa i din Seng,« sagde han alvorligt. »Ellers bliver jeg hjemme hos 202| dig, men saa gaar der kanske meget i Stykker for os begge to.«

Saa tog Pelle sig i det og begyndte at klæde sig af. Og Lasse kom endelig paa Vej.

Der var lukket og slukket da han naaede ned til Madam Olsens Hus. Han kendte det let efter Pelles Beskrivelser, og gik et Par Gange rundt om det for at se hvordan Væggene stod. Det saa helt godt ud baade i Tømmer og NKlining, og en god Bid Jord hørte der til – lige stor nok til at den kunde tilses om Søndagen, saa man kunde passe sin Dagløn de søgne Dage.

Lasse bankede paa Døren, lidt efter kom en hvid Skikkelse frem ved Vinduet. »Hvem er det?« blev der spurgt.

»Det er Pelles Far, Lasse Karlsson,« sagde Lasse og traadte frem i Maaneskinnet.

Skodden blev slaaet fra. »Kom kun indenfor, staa ikke der i Kulden!« sagde en blød Stemme, og Lasse traadte over Tærsklen. Der var Sovelugt i Stuen, Lasse vejrede Alkoven men kunde intet se, han hørte Pusten som om et fedt Menneske trak i Strømper. Saa strøg hun en Tændstik og tændte Lampen.

De gav Haanden og saa imens hinanden an. Hun var i stribet Dynevaarskørt der holdt Nattrøjen samlet, og havde blaa Natkappe paa Hovedet. Gode Lemmer havde hun og en god Barm; Ansigtet lovede ogsaa godt. Hun var af den Slags, som ikke vilde gøre en Kat Fortræd naar hun ikke blev strabeseret – men nogen Slider var hun ikke, dertil var hun for blød i det.

»Saa det er Pelles Far!« sagde hun – »det er en ung Søn du har. Naa men sid ned værsaagod.«

Lasse missede lidt, han havde nok frygtet at hun vilde finde ham gammel.

»Ja han er jo hvad man vilde kalde en Sildefødning; men jeg kan dog gøre Mands Gærning endnu – baade her og der.«

Hun lo til ham mens hun gik til og fra og satte 203| paa Bordet – koldt Flæsk og Medisterpølse, Snaps og Brød og en Lerskaal med Fedt. »Spis! men spis!« sagde hun »det er derpaa et Mandfolk skal kendes. Du har gaaet en lang Vej.«

Nu først kom Lasse i Tanke om, at han dog maatte give et Paaskud for sit Besøg. »Jeg skulde egenlig af Sted igen med det samme. Jeg vilde blot ned og sige dig Tak for din Godhed mod Drengen.« Han lettede endogsaa paa sig som for at bryde op.

»Nej men hvad er det nu for noget Sludder!« udbrød hun og trykkede ham ned i Stolen igen. »Det er jo kun simpelt men værsgod og lad det smage.« Hun trykkede ham Redskabet i Haanden og skubbede ivrigt Maden hen foran ham. Hele hendes Skikkelse udstraalede Varme og Hjærtensgodhed, som hun stod der tæt ind over ham og puslede for ham. Og Lasse hyggede sig i det.

»Du har vist været en god Kone for din Mand,« sagde han.

»Ja det er saamænd sandt ogsaa!« sagde hun, idet hun satte sig ned og saa aabenhjærtet paa ham. »Han fik alt hvad han kunde have Krav paa og vel det, naar han var i Land. Han laa til Middag, og jeg passede ham som et lille Barn. Men ikke en Haandsrækning han gav mig for’et – saa bliver én jo træt tilsidst.«

»Det var Uret af ham« sagde Lasse »for den ene gode Gærning bør kalde paa den anden. Jeg tror ikke Bengta skulde have noget saadant at sige mig paa, om hun blev adspurgt.«

»Ja der er saamænd meget at gøre i et Hus, naar det ellers er en Mand der har Vilje til at hjælpe. Jeg har jo kun én Ko, for mere kan jeg ikke overkomme; men to kunde der godt holdes, og Gæld paa Stedet er der ikke.«

»Jeg er jo kun en fattig Djævel imod dig!« sagde Lasse nedslaaet. »Jeg har vel alt i alt halvhundrede Kroner, og ordenligt Tøj har vi at tage paa begge to, men ellers ejer jeg kun et Par gode Næver paa Skaft.«

204| »Det er jo ogsaa meget værd. Og bange for at hente en Spand Vand eller sligt er du ikke, kan jeg forstaa paa dig?«

»Nej det er jeg ikke. Og jeg er heller ikke bange for en Kop Kaffe paa Sengen en Højtidsmorgen.«

Hun lo til ham. »Saa skulde jeg vel have Nen Kys!« sagde hun.

»Ja det skulde du vel,« sagde Lasse glad og kyssede hende. »Og saa maa vi haabe paa Lykke og Velsignelse for os alle tre. Pøjken ved jeg jo du holder af.«

Der var endnu adskilligt at drøfte, Kaffen skulde drikkes, og Lasse skulde se paa Koen og paa Husets Indretning. Imens blev Klokken mange.

»Du maa jo hellere indrette dig her for Natten!« sagde Madam Olsen.

Lasse stod og vaklede i det – der var Gutten som laa alene, og han skulde være paa Gaarden Kl. fire. Men ude var det koldt, og her var saa lunt og hyggeligt i alle Maader.

»Ja, jeg maa kanske hellere det,« sagde han og lagde Tøjet fra sig igen.

– – –

Da han ved Firetiden sneg sig bag ind gennem Kostalden, brændte Lygten endnu i Røgterkamret. Lasse troede han var opdaget, og kom til at ryste, det var halsløs og uforsvarlig Gærning at være borte fra Besætningen en hel Nat. Men det var blot Pelle der laa sammensunken paa Kisten, fuld paaklædt, og sov. Han var sort og ophovnet i Ansigtet af Graad.

Hele Dagen var der noget lukket, næsten fjendsk over Pelles Færd. Lasse led under det; der var ikke andet for, han maatte ud med Sproget.

»Nu er det afgjort du,« sagde han endelig. »Vi faar Hus og Hjem – og en vakker Mor paa Købet. Det er Madam Olsen, er du saa tilfreds?«

Pelle havde ikke noget imod det. »Maa jeg saa komme med næste Gang?« spurgte han, lidt mut endnu.

205| »Næste Gang kommer du med – det bliver nok paa Søndag. Saa ber vi os tidlig fri og gaar i Besøg.« Lasse sagde det med et eget Sving – han havde rettet sig.

Pelle var med om Søndagen, de havde fri fra midt paa Eftermiddagen. Saa gik det ikke an at bede sig fri saa snart igen, men Pelle saa jo sin vordende Mor saa at sige hver Dag. For Lasse var det vanskeligere. Naar Længslen efter Kæresten kom for stærkt over ham, gik han og nussede til Pelle var faldet i Søvn, saa klædte han sig om og listede af.

Dagen efter en saadan forvaaget Nat var han ikke meget værd til sit Arbejde, han gik og snublede over sine egne Trin. Men hans Øjne lyste ungdommeligt, som havde han sluttet hemmeligt Forbund med Livets stærkeste Magter.