XVI

Erik stod oppe ved Hovedtrappen, med hængende Skuldre og Ansigtet vendt halvt mod Muren; der stillede han sig op hver Morgen ved Firetiden; han stod og ventede paa at Forvalteren skulde komme ned. Klokken var seks, det var lige begyndt at lysne.

Lasse og Pelle var færdige med Mugningen og den første Fodring, nu var de sultne. De stod i Døren til Kostalden og ventede paa at Madklokken skulde lyde; ovre i Dørene til Hestestalden stod Karlene og kiggede langt de ogsaa. Da den var et Kvarter over gik de mod Kælderen med Karl Johan i Spidsen, Lasse og Pelle rykkede ogsaa ud og skyndte sig mod Folkestuen, Madlængslen lyste ud af dem.

»Naa Erik, nu skal vi ned og æde!« raabte Karl Johan i Forbigaaende; Erik kom frem fra Krogen ved Trappen og tøflede efter dem ned. I Maven fejlede han da ingenting.

206| De aad Silden i Tavshed – Maden Ntæppede Munden fuldstændig. Da de var færdige, bankede Forkarlen i Bordet med Knivskaftet, og Karna kom ind med to Fade NSøbe og en Stabel Fedtebrød.

»Hvor er Bodil i Dag?« spurgte Gustav.

»Hvad ved jeg af det? hendes Seng stod urørt i Morges,« svarede Karna hoverende.

»Det er Løgn i din Hals og Bump i din fede Nakke,« sagde Gustav og huggede Skeen i Bordpladen.

»Du kan jo selv gaa ind paa Kamret og se efter – du kender jo Vejen,« sagde Karna spydsk.

»Og hvad gaar der af Eleven i Dag, at han ikke ringer?« sagde Karl Johan. »Har ingen af jer Piger set ham?«

»Nej han sover nok over sig,« raabte Bengta ude fra Bryggerset. »Men lad ham det – jeg har ingen Lyst til at løbe der og ruske Liv i ham hver Morgen.«

»Skulde du ikke gaa op og vække ham, Gustav?« sagde Anders plirende. »Kanske saa du noget morsomt.« De andre lo saa smaat.

»Skal jeg vække ham, saa bliver det med denne her Musegilder,« svarede Gustav og viste en stor Kniv. »For saa tror jeg nok jeg tager hans Virkemidler.«

Nu kom Storbonden selv ned, han holdt et Papir i Haanden og saa meget oprømt ud. »Har I hørt det sidste Nyt Folkens? Hans Peter har i Nattens Mulm og Mørke bortført Bodil.«

»Hvad Fan, begynder nu Pattebørnene ogsaa?« udbrød Lasse kry. »Jeg maa vel til at passe paa Pelle dér, at han ikke skal løbe bort med Karna – hun har det jo med Ungdom.« Lasse følte sig som Mand i Laget, og var ikke bange for at stikke en ud.

»Hans Peter er femten Aar,« sagde Kongstrup irettesættende – »og i hans Hjærte raser Lidenskaben.« Han sagde det saa komisk alvorligt at de alle brast i Latter. Kun Gustav lo ikke, han sad og klip207|pede med Øjnene og hev op i sit Hoved som en fuld Mand.

»Hør selv her hvad han skriver – det laa paa hans Seng.« Kongstrup holdt Papiret teatralsk ud fra sig:

»Naar Proprietæren læser dette, er jeg borte for bestandig; Bodil og jeg har besluttet at flygte bort i Natten. Min strænge Fader giver aldrig sit Minde til vor Forening, derfor vil vi nyde vor Kærligheds Lykke paa et skjult Sted, hvor ingen kan finde os. Det er stor Synd at lede efter os, for saa har vi besluttet at dø sammen hellere end at falde i vore Fjenders onde Hænder. Jeg væder dette Papir med Bodils og mine Taarer. Men Proprietæren maa ikke fordømme mig for mit sidste fortvivlede Skridt, naar jeg ikke kan andet for min store Kærligheds Skyld.

»Han læser nok Historiebøger den Fyr,« sagde Karl Johan. »Han kan blive god engang.«

»Ja han kender paa en Prik hvad der skal til til en Bortførelse« svarede Kongstrup fornøjet. »Om det saa er en Stige, har han faaet den slæbt hen til Pigekammervinduet – skønt det er i Højde med Jorden. Bare han var halv saa grundig til Landvæsnet.«

»Hvad nu? de skal vel eftersøges?« spurgte Forkarlen.

»Ja jeg ved ikke – det er næsten Synd at forstyrre deres unge Lykke. De kommer jo nok af sig selv naar de bliver sultne. Hvad mener du Gustav – skal vi holde Klapjagt paa dem?«

Gustav svarede ikke; han rejste sig kort og gik over mod Kamrene. Da de andre kom over var han gaaet i Seng.

Hele Dagen laa han og sagde hverken bu eller bæ, naar nogen kom ind til ham. Det gik ud over Arbejdet, og Forvalteren var gal i Hovedet. Han led i det hele ikke den ny Maade Kongstrup var ved 208| at indføre – med Frihed for enhver til at tale og gøre akkurat som de lystede.

»Gaa ind og vip Gustav af Sengen!« sagde han om Eftermiddagen de gik paa Loen og rensede Sæd. »Vil han ikke med det gode, saa klæd ham paa med Magt.«

Men Kongstrup, som selv stod og førte Vægten til Bogs, lagde sig imellem. »Nej er han syg, maa han ogsaa have Lov at ligge,« sagde han. »Men det er vor Skyldighed at gøre noget for hans Helbredelse.«

»En NSennepskage,« foreslog Mons og saa udfordrende paa Forvalteren.

Kongstrup gned sig i Hænderne: »Ja det var godt! Gaa du over Mons og faa Pigerne til at lave en Sennepskage vi kan lægge ham i Hjærtekulen; det er jo dér han har Ondet.«

Da Mons kom med Kagen, gik de i Procession over for at anbringe den, med Proprietæren selv i Spidsen. Kongstrup saa godt Forvalterens onde Øjne: Igen et Spild af Arbejde for nogle Tossestregers Skyld! sagde de. Men han havde nu engang Lyst til at more sig lidt, og Arbejdet kom vel nok fra Haanden.

Gustav havde nok lugtet Lunten, for da de kom var han i Tøjet. Siden gik han og passede sit, men var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp. Han lignede en der har faaet NMaanesyge.

Nogle Dage senere rullede en Vogn ind i Stengaarden. I Agestolen sad en bred Bonde i Pels, Hans Peter sad ganske indhyllet ved Siden af ham, og bag i Vognbunden laa den smukke Bodil i lidt Halm og krøb sammen af Kulde. Det var Elevens Fader der bragte de to Flygtninge tilbage, han havde fundet dem paa et Logi inde i Staden.

Oppe paa Kontoret fik Hans Peter sine Klø saa det kunde høres. Saa blev han sluppet ud i Gaarden og gik der tudende og skamfuld, til han faldt i Leg med Pelle nede bag Kostalden.

Bodil blev der taget strængere paa. Det var nok den fremmede Bonde, der forlangte at Nhun skulde væk straks; for Kongstrup var ikke ellers haard af 209| sig. Hun maatte pakke sit Tøj, og over Middag blev hun kørt af Gaarde. Hun saa blid og god ud som altid, ret et Himmerigs Barn lignede hun da hun kørte væk – havde man ikke vidst bedre.

Næste Morgen var Gustavs Seng tom. Han var som blæst væk – med Kiste, Træsko og alting.

Lasse saa paa det hele med en Mands overbærende Smil – Barnestreger! Nu fattedes det blot, at Karna skulde klemme sin tykke Krop gennem Kældervinduet en Nat og forsvinde som en Røg hun ogsaa – paa Jagt efter Gustav.

Det skete nu ikke. Men hun blev mild til Sinds mod Lasse igen, spurgte til hans og Pelles Tøj og vilde gærne gøre det godt for dem.

Lasse var ikke blind, han saa godt hvad det trak op til, og det gik i ham af Magtfølelse. Der var to, han kunde faa nu naar det skulde være; blot han strakte en Haand ud, greb Kvindfolkene efter den. Han gik i en Festrus hver Dag, og der var Dage hvor han var saa højt oppe, at det hviskede ubændigt i ham om at gribe til. Der havde han gaaet og traadt saa adstadigt paa Jorden alle sine Dage, gjort sin Pligt og levet sit Liv i al pæn Skikkelighed! Hvorfor skulde han ikke for én Gangs Skyld lade staa til – og prøve at springe igennem de brændende Tøndebaand han ogsaa? Der var en lokkende Kraftudfoldelse i det.

Men det retskafne i ham sejrede. Han havde altid Nholdt sig til den ene som Skriften paabød, og det vilde han blive ved med. Det andet var kun for de store – NAbraham som Pelle var begyndt at fortælle om, og Kongstrup. Pelle maatte heller aldrig faa Anledning til at sige sin Fader noget paa dér; han vilde staa ren for sit Barn og kunne se ham i Øjnene uden at blinke. Og saa – ja Tanken om, hvordan de to Kvinder vilde tage det i Fald det blev opdaget, kunde rent ud sagt faa Lasse til at misse med sine røde Øjne og dukke Hovedet.

210| Lidt hen i Marts kom Fruen uventet tilbage. Proprietæren havde indrettet sig helt hyggeligt uden hende, og hun kom nok temmelig bag paa ham. Lyse Marie blev straks Nfuret ned i Bryggerset; naar hun ikke helt blev jaget væk, var det fordi der var bart om Pigehjælp paa Gaarden siden Bodil rejste. Fruen havde en ung Slægtning med, som skulde være hende til Selskab og hjælpe hende med det indvendige.

Det syntes at gaa rigtig godt imellem dem, Kongstrup holdt sig hjemme omkring og var adstadig. De tre kørte ud sammen, og det var svært saa Fruen hængte sig ved hans Arm, naar de var ude og viste den Unge Gaardens NTilliggende. Det var let at se, hvorfor hun var kommet tilbage – hun kunde ikke leve ham foruden!

Men Kongstrup lod ikke nær saa glad ved det; han havde sat sin Kaadhed over Styr igen og trukket sig mere tilbage. Naar han saadan færdedes, kunde han godt se ud, som laa der noget usynligt paa Lur efter ham og han frygtede en Overrumpling.

Dette usynlige rakte efter de andre ogsaa. Fruen greb aldrig ondt ind i noget, hverken lige til eller ad Omveje; men alligevel strammedes alting; man bevægede sig ikke længer frit over Gaarden, men skottede op til de høje Vinduer og skyndte sig forbi. Luften fik igen det trykkende over sig, som gjorde uvillig og Nkrængd og i daarligt Humør.

Gaaden lagde sig atter tung over Stengaardens Tag. Gaarden havde gennem Slægtled været saa manges Ntimelige Velfærd eller Ulykke – den var bygget op paa det; derhen drog endnu bestandig de fleste Tanker. Det dunkle – Rædslen, Uhyggen, de uklare Anelser om Magter der vilde ilde – var vant til at søge den Vej som mod en Kirkegaard.

Og nu samlede det sig over denne Kvinde, der havde saa tung en Skygge, at alting lysnede naar hun drog bort. Hendes uendelig jamrende Protest mod Forurettelsen slog formørkende ud og drog alt 211| det tunge til sig. Hun kom ikke engang tilbage for at bøje sig ind under, hvad der ikke kunde være anderledes –, men for at Nfare fort med fornyet Styrke. Undvære ham kunde hun ikke og byde ham noget godt heller ikke; hun var som de Væsner, der kun kan leve og aande i Ilden og alligevel jamrer sig derinde. Hun vred sig i Flammerne og holdt dem dog selv ved Lige – Lyse Marie var hendes Værk, og nu havde hun bragt den nye Slægtning til Huse. Saadan kom hun ham i Møde, for saa at ryste Huset over ham med sin Klage.

En saadan Kærlighed var ikke Vorherres Værk; Magter holdt til i hende.