XVII

Hu som det bed! Pelle var paa Vej til Skole, han pressede sig i Luntetrav op mod Stormen. Ved den store Tjørn stod Rud og ventede; han sluttede op, og de løb ved hinandens Side som to medtagne Øg, pustende og med sænkede Hoveder. Trøjekraven var krænget op om Ørerne, og Hænderne søgte ned inden for Bukselinningen for at faa Del i Kropsvarmen; Pelles Trøjeærmer stumpede, hans Haandled var violette af Kulde.

De sagde ikke stort men bare løb; Stormen snappede dem straks Ordene af Munden og stoppede den med Hagl, det var ikke til at faa Luft nok til Løbet eller lukke et Øje op. Hvert Øjeblik maatte de stanse og sætte Ryg mod Vejret, mens de fyldte Lungerne og pustede varm Aande op over det følesløse Ansigt. Det værste var Overgangen inden man kom rigtig op mod Vinden og i Trit igen.

De tre Fjerdingvej fik Ende, og Drengene drejede ind i Fiskerlejet. Hernede ved Stranden var der næsten Læ, det oprørte Hav brød Vinden. Der var ikke stort af Søen at se; det der stak frem her og 212| dér af Bygerne, kom som en vandrende Mur og væltede brølende sammen i hvidgrønt Kog. Vinden rev Toppen af Bølgerne i arrige Rusk og førte salt Regn ind Nover Landet.

Læreren var ikke kommet. Oppe ved Pulten stod Nilen, han var i Færd med at dirke den op for at faa fat i en Pibe, Fris havde beslaglagt i Timen. »Her er din Kniv!« raabte han og smed en NTollekniv over til Pelle der rask stak den til sig. Nogle Bønderdrenge væltede Kul i Kakkelovnen der i Forvejen var gloende, henne ved Vinduerne sad en Flok Tøser og hørte hinanden i Salmevers. Udenfor brød Havet ustanselig ind og væltede sammen; naar dets Drønen sank et Øjeblik steg vilde Drengestemmer i Vejret. Alle Lejets Drenge løb derude i Havstokken, de sprang ud og ind under Brændingen der saa ud som vilde den knuse dem – og halede Drivtømmer i Land.

Pelle var knap tøet op, da Nilen fik ham med ud; de fleste af Drengene var dyngvaade, men de lo og dampede af Iver. En af dem havde bjærget et Navnebrædt fra et Skib – Enfoldigheden stod der. De slog Kreds om det og drøftede Skibets Art og Hjemsted i en mundhuggende Tone.

»Saa er Skibet gaaet under,« sagde Pelle alvorligt. De andre svarede ikke, det var altfor selvfølgeligt.

»Ja« sagde en Dreng nølende »Navnebrædtet kan da ogsaa være revet løs af Søerne; det har jo bare været sømmet paa.« De undersøgte det omhyggeligt igen – Pelle kunde intet særligt opdage ved det.

»Jeg tror nu snarere Mandskabet har revet det af og smidt det i Søen – den ene Nagle er trukket ud,« sagde Nilen og nikkede mystisk.

»Hvorfor skulde de vel gøre det?« spurgte Pelle vantro.

»Fordi de har slaaet Kaptejnen ihjæl og selv taget Kommandoen, dit NNød! Saa døber de bare Skuden om og sejler som Sørøvere.« De andre Drenge bekræftede det med Øjne der lyste af Æventyret – dens Far havde fortalt det, og dens havde endda 213| selv været med til det. Han vilde jo ikke naturligvis, men saa blev han bare bundet til Masten mens Mytteriet gik for sig.

En Dag som denne var Pelle den lille paa alle Omraader. Havets Raseri knugede ham og fik ham til at føle sig utryg; men de andre var rigtig i deres Es. De bemægtigede sig Havets hele Uhygge og lod den gaa overdreven igen i deres Forestillinger, alle Søens Rædsler hobede de legende sammen paa Stranden: Skibe gik til Bunds med Mand og Mus eller strandede paa Klipperne, Strandvaskere laa og rullede i Havstokken, druknede Mænd i Søstøvler og Sydvest kom op af Søen ved Midnat og trampede lige ind i Lejets smaa Stuer for at varsko om deres Henfart. De dvælede ved det med et Alvor der lyste af indvendig Glæde – som sang de Lovsange til Den Vældige. Men Pelle stod uden for alt dette og følte sig fejg ved deres Fortællinger. Han holdt sig bag de andre, og ønskede han kunde trække den store Tyr herned og slippe den løs imellem dem. Saa skulde de ty til ham for Beskyttelse.

Drengene havde Ordre fra deres Forældre om at passe vel paa sig selv – den gamle Skipperenke Marta havde tre Nætter i Træk hørt Søen kræve Lig med en kort Gøen. De talte om dét ogsaa, og om hvornaar Fiskerne vel vilde vove sig ud igen, mens de sprang i Havstokken. »En Flaske, en Flaske!« raabte pludselig en af dem og fór af Sted langs Stranden, han havde ganske bestemt set en Flaske dukke ud af Brændingen lidt henne og forsvinde igen. Hele Flokken stod længe og stirrede spændt ud i Skumkoget, Nilen og en til havde smidt Trøjen, for at være parat til at springe ud naar den viste sig igen.

Flasken kom ikke til Syne mere, men Fantasien var kommet i Skub, hver Dreng havde sin egen højtidelige Viden om den Ting. Nu i NJævndøgnsstormene gik der nok mangen Flaske ud over Skibssiden med sidste Hilsen til dem paa Landjorden. Det var jo strængt besét derfor man lærte at skrive 214| – for at kunne skrive sin Seddel naar ens Time kom. Saa gik Flasken maaske i Maven paa en Haj, maaske blev den fisket op af dumme Bønder der tog den med hjem til Konen at tappe NDrikke paa – det var et velment Spark til Pelle. Men det hændte ogsaa, at den drev i Land lige dér hvor den var bestemt for; og ellers blev det Finderens Sag at bringe den til nærmeste Øvrighed, om ikke han vilde miste sin højre Haand.

Henne paa Havnen brød Søen over Molen, Fiskerne havde bjærget deres Baade op paa Land. De havde ingen Ro paa sig til at blive inde i den varme Stue, Søen og det onde Vejr bandt dem til Stranden Nat og Dag. De stod i Læ bag Baadene, gabede tungt og stirrede ud efter Dybet, hvor en og anden Sejler flaksede forbi som en Nstormslagen Fugl.

»Ind, ind!« raabte Tøserne oppe fra Skoledøren, Drengene slentrede langsomt opefter. Fris gik frem og tilbage foran Pulten, han røg sin NPibe med Kongebilledet, Berlingeren stak ham ud af Lommen. »Paa Plads!« raabte han og slog med Spanskrøret i Pulten.

»Er der noget nyt?« spurgte en Dreng da de var kommet paa Plads – det hændte at Fris læste »Skibsefterretninger« højt for dem.

»Det ved jeg ikke,« svarede Fris gnavent. »Kan I faa Tavler og Regnebøger frem.«

»Ahh, vi skal regne, ahh det er Sjov!« hele Klassen gottede sig lydeligt mens de fik Sagerne frem.

Fris delte ikke Børnenes Glæde over Regnefaget – hans Begavelse var af ren historisk Art plejede han at sige. Men han imødekom deres Trang, fordi aarelang Erfaring sagde ham, at der let kunde blive Hus i Helvede en Uvejrsdag som denne; Vejret havde en mærkelig Indflydelse paa Ungerne. – Han selv forstod sig kun paa NChr. Hansens I. Del, men der var et Par Bønderdrenge som paa egen Haand havde arbejdet sig hen i tredje Del, de hjalp de øvrige.

Børnene var optagne af Arbejdet og hang ivrigt i, deres lange jævne Aandedræt steg og faldt i Rum215|met som dyb Ro, der var en flittig Vandren hen til de to Regnemestre. Kun nu og da afbrødes Fliden af en lille Gavtyvestreg, der kom over en og anden som en Mindelse, men de faldt hurtigt i Lave igen.

Nederst i Klassen lød der Snøften, lydeligere og lydeligere; Fris lagde utaalmodigt Avisen fra sig.

»Peter græder« sagde de nærmeste.

»Saa-aa!« Fris kiggede langt over Brillerne. »Hvad er der nu i Vejen?«

»Han siger, han ikke husker hvad to Gange to er.«

Fris stødte Luft ud gennem Næsen og greb Spanskrøret – men tog sig i det. »To Gange to er fem!« sagde han roligt. Saa lo de lidt ad Peter og tog fat igen.

Længe var der kun Flid, saa rejste Nilen sig; Fris saa det men blev ved at læse.

»Hvad er lettest, et Pund Fjær eller et Pund Bly? det staar ikke i Facitlisten.«

Fris rystede paa Hænderne mens han holdt Avisen op foran sig for rigtig at se et eller andet. Det var hans Maadelighed som Regnelærer de Smaadjævle idelig stak til; men han vilde ikke i Lag med dem. Nilen gentog sit Spørgsmaal under de andres Fnisen, men Fris overhørte det – han var saa langt inde i Læsningen. Saa faldt det hele hen.

Fris saa paa sit Ur, han kunde snart give dem Frikvarter – et rigtig langt Frikvarter. Saa blot en lille Times Plage igen, og den Skoledag kunde lægges hen som endnu en overstanden Genvordighed.

Pelle stod op paa sin Plads midt i Klassen, han havde Mas med at faa sit Ansigt til at makke ret, og maatte lade som Sidemændene forstyrrede ham. Endelig fik han det frem, men Slugørerne var lidt røde i Spidserne: »Naar et Pund Mel koster 12 Øre, hvad koster saa en Tønde Kul?«

Fris sad en Stund og saa ubestemmeligt paa Pelle, det gjorde altid mere ondt i ham naar Pelle var skarnagtig, end naar det var en af de andre – han Nhavde forsét sig paa den Dreng. »N-naa!« sagde han bittert og kom langsomt ned med det tykke Spanskrør i Haanden – »n-naa!«

216| »Dæk dig!« hviskede Drengene og lavede sig til at gøre Fris Adgangen vanskelig. Men Pelle gjorde en af disse Ting, der gik paa tværs af alle vedtagne Regler og alligevel skaffede ham Respekt. I Stedet for at dække sig mod Pryglene traadte han frit ud paa Gulvet og rakte begge Hænder frem med det indvendige opad; han var ildrød i Hovedet.

Fris saa overrasket paa ham og havde Lyst til alt andet end at slaa – Pelles Øjne glædede ham helt ind i Hjærtet. Han forstod sig ikke paa Kategorien Drenge; men over for Mennesker var han fintmærkende, og her var noget menneskeligt fremme – det vilde være Synd ikke at tage det alvorligt! Han drev Pelle et godt Slag over Hænderne og smed saa Spanskrøret. »Frikvarter«! sagde han kort og vendte sig fra dem.

Skumsprøjtet stod helt op paa Skolemuren. Et Stykke til Søs gik en Skude, der saa helt medtaget ud og var i Vejrets Vold; den jog rask forover et Stykke, og stod saa stille og ravede en Stund inden den igen flyttede sig – som en fuld Mand. Den havde Retning efter det søndre Rev.

Drengene var søgt om bag Skolen for at spise deres Mad i Læ, men pludselig dundrede det hult af Træskostøvler omme paa Strandsiden; Strandfogden og et Par Fiskere løb udefter. Og nu kom de rullende med Redningsapparaterne i susende Fart, Hestenes Manker føg for Vinden. Der var noget besættende ved den Fart, Drengene maatte smide alt og slutte op.

Skuden var nu helt nede ved Odden, hun laa og huggede for Ankeret og tog Søer over sig med Agterenden til Revet, hun lignede et gammelt Øg der slaar arrigt bagop mod Hindringen. Ankeret kunde ikke holde hende, hun drev baglæns ind paa Revet.

Der var en Del Folk paa Stranden, baade fra Kysten og inde fra Bondelandet – Bønderne var nok nede for at se om Vandet var vaadt! Skuden var grundstødt og laa og rullede paa Revet; de 217| havde manøvreret som Svin om Bord – sagde Fiskerne – for Resten var det ingen Russer men en Lappeskude. Søerne gik hen over hende, saa det spillede i hele Kadaveret; Mandskabet var krøbet op i NRiggen, der hang de og fægtede med Armene. De raabte vel noget, men Brændingen tog det.

Pelle hang med Øjne og Øren ved alle Forberedelser; han sitrede af Spænding og maatte kæmpe med sit Lyde, der vilde komme igen hvergang noget satte Blodet op i ham. Paa Stranden havde de travlt; de drev Pæle i Sandet til at holde Spillet, og ordnede Tov og Trosser for at det hele kunde gaa glat. Den lange smækre Line, som Raketten skulde føre ud til Skibet, blev der ofret særlig Omhu paa; der blev rettet ved den vel de tyve Gange.

Redningsformanden stod og stillede Raketapparatet ind til Sigte – hans Blik var som en Klo, idet det gik ud og tilbage igen for at maale Afstanden. »Alt klar!« sagde de andre og flyttede sig til Side. »Alt klar!« svarede han alvorligt. Der var helt dødt et Øjeblik, han stillede og stillede tilbage igen.

Hu-y-y-y-uh! den tynde Line stod som en sitrende Orm i Luften, med sit løbske Hoved borende ude i Tykningen over Søen; fra Rullen jog dens Krop i hvinende Rusk og red udad paa dybe Brummetoner, og langt ude huggede det sig frem i Stormen. Raketten havde klaret Vejlængden fortræffeligt, den var et godt Stykke uden for Vraget men for langt til NLuvart. Den havde løbet sig mat, og stod nu og vuggede i Luften som et uroligt Slangehoved mens den dalede.

»Den gaar forom,« sagde en Fisker. De andre tav, men man kunde se paa dem, at de mente det samme. »Det kan komme endnu!« svarede Formanden. Raketten havde ramt Vandet et godt Stykke til Nord, men Linen stod endnu i en Bue i Luften, Presset holdt den oppe. Den faldt i lange Stød Sønder over, slog et Par Læg paa sig for Stormen, og lagde sig mat over Skibets Forstævn. »Der var den, den traf godt nok!« raabte Drengene og sprang i Sandet, Fi218|skerne trampede rundt af Glæde, slog med Hovedet efter Formanden og nikkede anerkendende til hinanden. Derude kravlede en Mand rundt i Riggen til han fik fat i Linen, saa krøb han ned i NVanterne til de andre igen. Det maatte være smaat bevendt med Kræfterne, for de rørte ikke ellers paa sig.

Herinde var der Travlhed. Spillet blev befæstet yderligere i Grunden og Redningsstolen gjort klar; den tynde Line blev knyttet sammen med et trekvart Tommers Tov, som igen skulde trække den svære Trosse ombord – det galdt om at Grejerne holdt. Ved Trossen hang der en NPullje saa stor som et Hoved til Træktovene at løbe i; man vidste jo ikke, hvad de havde af Remedier ombord i saadan en Smadrekasse. For en Sikkerheds Skyld blev der ved Linen bundet en Tavle som paa Engelsk sagde, at de skulde hale til sig til Trosse den og den Kaliber kom ombord; det var overflødigt for almindelige Mennesker, men man vidste aldrig hvor dumme saadanne Finlapper kunde være.

»Nu maatte de gærne hale til sig derude, saa vi kunde faa en Ende paa det,« sagde Formanden og bankede Hænderne.

»De er kanske for medtagne – de har vel døjet ondt!« sagde en ung Fisker.

»Et trekvart Tommers Tov maatte de vel kunne hale til sig. Stik en Hjælpeline til Tovet, saa vi kan give dem en Haand med at faa Trossen ombord – naar saavidt kommer.«

Det blev gjort. Men ude paa Vraget hang de saa meningsløst dumt i Riggen uden at røre paa sig – hvad i Alverdens Navn gik der dog af dem? Linen laa bestandig død over Sandet uden at glide. Ved Bund hang den ikke, det spillede i den da den blev strammet op i Søen; den maatte være fastgjort ved Riggen.

219| »De har gjort den fast, de Høveder,« sagde Formanden. »De venter vel at vi skal hale Skuden paa Land for dem – ved den Garnende!« – han lo fortvivlet.

»De ved vel saa ikke bedre, de Stakler!« sagde Mormonen.

Der var ingen der talte eller rørte sig. De stod lammede af det ufattelige; deres Øjne vandrede i forfærdelig Spænding fra Vraget ned paa den ubevægelige Line og tilbage igen. Den tunge Rædsel, som følger hvor Mennesker har opbudt deres yderste og slaas tilbage af Dumheden selv, krøb ind over dem. Det eneste de Skibbrudne foretog sig var at fægte med Armene. De mente vel, man kunde staa herinde og gøre Mirakler – paa Trods af dem.

»Om en Time er det forbi med dem,« sagde Formanden tungt – »det er drøjt at staa stille og se paa.«

En ung Fisker traadte frem. Pelle kendte ham godt, han havde truffet ham nogle Gange inde ved Dyssen hvor Barnesjælen brændte i Sommernætterne. »Hvis en af jer gaar med, vil jeg forsøge at drive ned paa dem!« sagde Niels Køller stille.

»Det er den visse Død Niels!« sagde Formanden og lagde Haanden paa hans Skulder »– det er du vel klar over? Jeg er ikke bange af mig, men kaste mig hen gør jeg ikke. Nu ved du min Mening.«

De andre saa ikke anderledes paa det. Det var simpelthen umuligt at faa en Baad ud af Havnen i det Vejr – den vilde straks blive maset mod Molerne – end sige arbejde sig ned til Vraget med Storm og Sø paa tværs! At Havet tilmed havde rettet sine Krav paa Lejet fik saa være – Nsin Tilskikkelse vilde ingen luske udenom! Men dette var vitterligt Vanvid. Med Niels Køller selv fik det vel ogsaa være; han stod i det paa en egen Maade: Med et Barnemord halv om halv paa Samvittigheden og Kæresten i Slaveriet! Han havde sit eget Opgør med Vorherre – ham havde ingen Lov til at raade fra!

»Der vil saa ingen af jer?« sagde Niels og stirrede ned i Jorden »– ja saa faar jeg jo forsøge det alene.« Han gik tungt indefter. Hvordan han vilde fare frem begreb ingen, han selv nok heller ikke – Magten var tydeligt nok over ham.

220| De stod og saa efter ham. »Jeg faar vel gaa med og tage den ene Aare,« sagde saa en ung Søgut langsomt – »selv kan han jo ingenting udrette.« Det var Nilens Broder.

»Det vilde lyde underligt af mig at holde dig tilbage Søn,« sagde Mormonen – »men kan I udrette mere to end en?«

»Niels og jeg har siddet paa Skolebænk sammen og bestandig været Kammerater,« svarede den unge og saa en Stund paa Faderen. Saa gik han, lidt henne gav han sig til at løbe for at indhente Niels.

Fiskerne saa tavse efter dem. »Ungdom og Galskab!« sagde saa én. »En Guds Lykke er det, at de aldrig faar Baaden ud af Havnen.«

»Kender jeg Karl ret, skal de nok faa Baaden ud!« sagde Mormonen dystert.

Der gik en drøj Stund. Saa dukkede en Baad frem paa den søndre Side Havnen, hvor der var lidt Læ – de maatte have slæbt den ind over Land ved Kvindfolkenes Hjælp. Havnen skød sig et Stykke ud, og Baaden kom fri af den værste Brænding, inden Beskyttelsen slap op. De arbejdede sig udad, det var lige alt det de kunde holde Baaden op mod Vejret, og stort af Stedet kom de ikke. Hvert Øjeblik viste Baaden alt det indvendige frem, som skulde den gaa rundt for et godt Ord. Men det var godt for saa meget, at det Vand de tog ind løb udenbords igen.

Det var tydeligt, de vilde arbejde sig saa langt ud, at de kunde benytte den høje Sø og Nlænse ned paa Vraget – et desperat Paafund. Men det hele var jo halsstarrigt Galmandsværk, man skulde ikke tro det var Folk, som var barnefødt ved Vandet. Efter en halv Times Roning kunde de nok ikke mere, de var kun kommet et Par gode NKabellængder ud fra Havnen. De laa stille, den ene havde ved Aarerne og holdt Baaden op i Søen, mens den anden baksede med noget – en Stump Sejl saa stor som en Sæk. Saadan ja! Naar de nu tog Aarerne ind og gav sig Vejret i Vold – med Vind og Sø Nagten for 221| tværs! – saa løb de da fulde af Vand med det samme!

Men de tog ikke Aarerne ind. Den ene sad og Nskottede som en Gal mens de løb for Vejret; helt akaved saa det ud, men man maatte sande at det gav større Herredømme over Baaden. Saa med ét smed de Sejlet og roede Baaden haardt op mod Vejret – naar en Sø vilde bryde. Mage til Sejlads mindedes ingen Fisker at have oplevet før; det var ungt Blod, og de forstod deres Sager! Hvert Øjeblik maatte man sige Nu! men Baaden var som et spillevende Væsen, der forstod at møde alt – bestandig kom den ovenud af alle Luner. Synet satte Varmen op i én, saa man for en Stund glemte, at det var og blev en Sejlads for Døden. Klarede de sig end ned til Vraget – hvad da? de blev jo saa knust mod Skibssiden.

Gamle Ole Køller, Niels’ Far, kom ned over Klitterne. »Hvem er det der er ude for at kaste sig hen?« spurgte han, Spørgsmaalet virkede brutalt ind i Tavsheden og Spændingen. Ingen saa til ham – Ole var noget aabenmundet. Han kastede et Blik rundt paa Flokken, som ledte han efter nogen bestemt. »Niels – har ingen af jer set Niels?« spurgte han stille. En nikkede ud mod Søen. Saa blev han tavs og sank sammen.

Søen maatte have knækket Aarerne eller slaaet dem fra dem; de fik smidt Sejlstumpen, Baaden rodede raadløst med sin Stævn og lagde sig dovent med Bredsiden til Vejret. Saa tog en stor Sø dem og førte dem i et langt Kast mod Vraget, de blev borte i de sammenbrydende Vandmasser.

Da Vandet faldt til Ro, laa Baaden og rullede i Læ af Skibet med Kølen i Vejret.

En Mand var i Færd med at arbejde sig fra Dækket op i Riggen. »Det er vist Niels?« sagde Ole og stirrede saa hans Øjne løb fulde – »mon det ikke er Niels?«

»Nej det er min Broder Karl,« sagde Nilen.

»Saa er Niels gaaet væk,« sagde Ole klynkende – 222| »saa er Niels jo gaaet væk.« De andre vidste intet at sige til det; det var jo givet paa Forhaand, at Niels vilde gaa væk.

Ole stod lidt og krøb sammen, som ventede han paa, at nogen skulde sige det var Niels. Han tørrede sine rindende Øjne og forsøgte at stirre derud paa egen Haand; men de løb fulde af Vand. »Du har jo unge Øjne,« sagde han til Pelle – »kan du ikke se at det er Niels?« hans Hoved dirrede.

»Nej det er Karl,« sagde Pelle sagte. Saa gik Ole ludende ind gennem Flokken uden at se til nogen eller vare sig til Siden. Han gik som om han var ene i Verden, og fulgte langsomt den søndre Strand udefter – han gik for at møde Liget.

Der var ikke Tid til at tænke Tanker, Linen begyndte at blive levende, den gled i Søen og trak Tovet efter sig. Favn for Favn rullede det sine Bugtninger op og gled langsomt i Havet som et vaagnende Sødyr, og den tykke Trosse begyndte at røre paa sig.

Karl fik den anbragt højt oppe paa Masten; og der var Brug for alle Mand – Drengene med, til at Nhale den tot. Alligevel hang den i en tung Bue for sin Vægt, og Redningsstolen maatte slæbe sig gennem Bølgetoppene da den gik tom ud. Den gik mere under end over Vandet, da de trak den tilbage igen med den første af Besætningen, en løjerlig lille sortsmusket Mand, klædt i graat afgnavet Skind. Han var omtrent kvalt af Turen, men da de først fik hældt Vandet af ham, fejlede han ingenting og pludrede ustanselig løs i et grinagtigt Sprog som ingen forstod. Fem smaa skindklædte Væsner kom Stolen vandrende med én for én; og tilsidst kom Karl med en lille skrigende Gris i Favnen.

»Det var nogle slemme Søfolk!« sagde Karl ind imellem han gylpede Vand op – »de forstod Gud hjælpe mig ingenting. Raketlinen havde de gjort fast i Vantet og slaaet den løse Ende om Livet paa Kaptejnen! Og I skulde set et Rod om Bord.« Han talte højrøstet, men hans Blik var som Slør over noget.

223| Saa drog man hjem til Lejet med de Skibbrudne; Skuden saa ud til at modstaa Vandet en Stund endnu.

Da Skolebørnene skulde gaa hjem, kom Ole slingrende med sin Søns Lig paa Nakken. Han løb med løse Knær, strøg lavt hen over Jorden og smaajamrede under sin Byrde. Fris stansede ham og hjalp med at lægge Liget ind i Skolestuen, det havde et stort Hul i Panden. Da Pelle saa Liget med det gabende udvaskede Saar, begyndte han at smaahoppe; han stødte kort i Luften og lod sig dratte som en død Fugl. Pigerne trak sig skrigende tilbage fra ham; Fris bøjede sig ned over ham og saa smærteligt paa ham.

»Det er ikke af Skarnagtighed,« sagde de andre Drenge, »det er hans NLyde – han bliver saadan sommetider. Det fik han engang han saa en Mand blive slaaet fordærvet.« De trak af med ham ud til Pumpen for at kalde ham til sig selv igen.

Fris og Ole gik og puslede med Liget, lagde det noget under Hovedet, og vaskede Grus bort som havde skuret sig ind i Ansigtshuden. »Han var min bedste Dreng,« sagde Fris og strøg med skælvende Haand hen over Ligets Hoved. »Se kun rigtigt paa ham Børn og glem ham aldrig igen – han var min bedste Dreng.«

Saa stod han tavs og stirrede ud, med uklare Briller og Hænderne slapt hængende. Ole stod og smaajamrede; han var bleven ynkelig gammel med et, helt sammenfalden. »Jeg skulde vel saa have ham hjem?« sagde han klynkende og tog under Sønnens Skuldre, men Kræfterne var borte.

»Lad ham kun ligge!« sagde Fris. »Han har haft en stræng Dag, og nu hviler han sig.«

»Ja han har haft en stræng Dag,« sagde Ole og førte Sønnens Haand til sin Mund for at aande paa den. »Og se dér hvor han har brugt Aaren – Blodet er sprængt ud gennem Fingerenderne!« – Ole lo gennem Graaden. »Han var en god Dreng, han var Maden for mig – og Lys og Varme med. Aldrig gik der et ondt Ord ud af hans Mund, mod mig 224| som laa ham til Byrde. Og nu er jeg sønneløs Fris – jeg er barnløs nu! Og ingenting er jeg til mere!«

»Du skal nok faa Udkommet Ole,« sagde Fris.

»Uden at Nkomme paa Sognet? Jeg vil saa nødig paa Sognet.«

»Ja uden at komme paa Sognet Ole.«

»Naar han saa maatte faa Fred nu; han havde saa lidt Fred her paa Jorden nu paa det sidste. Der gaar en Vise om hans Ulykke Fris; hvergang han hørte den, var han som et nyfødt Lam i Kulden. Børnene synger den ogsaa.« Ole saa bedende rundt paa dem. – »Det var jo kun i Ungdoms Letsindighed, og nu har han taget sin Straf.«

»Din Søn har ingen Straf faaet – og heller ingen fortjent Ole!« sagde Fris og lagde Armen om hans Skulder. »Men en stor Gave har han givet, som han ligger dér og maa tie til alting. Fem Menneskeliv gav han og sit eget til! for det ene han i Tankeløshed havde forbrudt. Det var en gavmild Søn du havde Ole.« Fris saa ham lyst ind i Ansigtet.

»Ja« sagde Ole tindrende »han reddede jo fem Mennesker – det gjorde han jo – ja han gjorde!« Ole havde slet ikke tænkt paa det før – det var vel aldrig faldet ham ind. Men nu havde en anden givet det Form, og han blev ved at klynge sig til det. »Fem Menneskeliv reddede han dog, om end det kun var Finlapper. Saa vil Vorherre vel kanske kendes ved ham.«

Fris nikkede saa det graa Haar faldt ham ned over Øjnene. »Glem ham aldrig Børn!« sagde han »og gaa nu stille hjem.« Børnene tog stille deres Sager og gik; de vilde i dette Øjeblik have gjort alt hvad Fris befalede dem – han havde den fuldkomne Magt over dem.

Ole stod der og stirrede fraværende, saa tog han Fris ved Ærmet og drog ham hen til Liget. »Han har roet godt!« sagde han – »Blodet er traadt ud af Fingerenderne, se selv!« og han løftede Sønnens Hænder mod Lyset. »Der er ogsaa Haandled Fris! mig gamle Mand kunde han tage og gaa med som 225| et lille Barn,« – Ole lo forkomment. »Men jeg bar ham, hele Vejen fra det søndre Rev bar jeg ham paa min Nakke. Jeg er for tung en Byrde for dig Far! kunde jeg høre ham sige, for han var en god Søn. Men jeg bar ham – og nu kan jeg ikke mere. – Bare de nu faar Øje paa det,« han saa atter paa de blodsprængte Fingre – »han gjorde jo sit bedste. Naar blot Vorherre selv vilde Nmønstre ham af.«

»Ja« sagde Fris »Vorherre vil selv mønstre ham af – og han ser jo alt, Ole.«

Der kom nogle Fiskere ind i Stuen. De strøg Huen af, gik én for én stille hen og tog Ole i Haanden. Saa strøg de sig over Ansigtet Mand for Mand og vendte sig spørgende mod Degnen – Fris nikkede. De tog Liget imellem sig og gik med tunge varlige Trin ud gennem Forstuen og ind mod Lejet. Ole trippede bagefter dem, sammenfalden og smaaklynkende.