© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Det var Pelle der en Dag i det første Skoleaar, han var oppe i Religion og Fris spurgte om han kunde nævne Aarets tre største Helligdage, morede alle ved at svare: »St. Hansaften, Høstgildesdagen og – og –« Der var en tredje ogsaa, men da det kom til Stykket undsaa han sig for at nævne den – hans Fødselsdag! I visse Maader var den Aarets største, ihvorvel ikke andre end Far Lasse kendte den. Og saa de der skrev Almanaken jo – de vidste simpelthen Rede paa alting.
Den faldt paa den 26. Juni og hed Pelagius i Kalenderen. Om Morgenen kyssede Faderen ham og sagde: Til Lykke og Velsignelse Pøjke! – og saa laa der altid en lille Ting i Lommen naar han skulde trække i Bukserne. Faderen var lige saa spændt som han selv, og stod inde hos ham mens han trak i Tøjet, for at faa Del i hans Overraskelse. 226| Men Pelle havde det med at trække i Langdrag naar der forestod noget hyggeligt – des større blev Glæden. Han gik med Vilje uden om den spændende Lomme, mens Lassefar stod og trippede og ikke kunde nære sig. »Nej hvad er det med den Lomme du? den er mig saa tyk! Du har vel aldrig været ude og stjaalet Hønseæg i Nat?« Saa maatte Pelle have Tingen frem – en stor Bylt Papir – og til at pakke ud, Lag efter Lag. Og Lasse var himmelfalden. »Hæ, det er jo ikke andet end Papir! Det var ogsaa noget Skidt at gaa og fylde Lommerne med.« Men inderst inde var der en Svanekniv med to Blade. Tak! hviskede Pelle saa og havde Taarer i Øjnene. »Aa fan, det er fattig Skænk det!« sagde Lasse og klippede med sine røde vippeløse Øjenlaag.
Ud over det mødte der ikke Drengen mere godt den Dag end ellers, men alligevel var han højtidsstemt hele Dagen. Det fejlede aldrig at Solen skinnede – saa sjælden klart endogsaa; og Kreaturerne saa vist paa ham mens de laa og gumlede. »Det er min Fødselsdag i Dag du!« sagde han og hængte sig om Halsen paa Studen Nero – »kan du sige til Lykke?« Og Nero pustede varm Aande ned paa hans Ryg sammen med grøn Saft fra Tygningen. Saa gik han lykkelig om og stjal grøn Sæd til den og sin Yndlingskalv, holdt den ny Kniv – eller hvad det nu var blevet – i Haanden den udslagne Dag, og lagde en egen højtidelig Dvælen ind i alt hvad han tog sig for. Hele den lange Dag kunde han faa til at svulme af Højtidsstemning; og naar han kom i Seng laa han og kæmpede med Søvnen, for at Dagen skulde blive endnu længere.
Men St. Hansaften var paa sin Vis større Festdag alligevel – den havde i al Fald Skæret af det uopnaaelige over sig. Den Dag tog alt hvad der kunde krybe og gaa op til Almindingen; der var ikke det Tyende paa hele Øen saa usselt at det fandt sig i at blive nægtet Frihed den Dag – ikke andre end netop Lasse og Pelle.
227| Hvert Aar havde de set Dagen komme og gaa uden at faa Del i dens Glæde. »Nogen maa der sku blive hjemme!« sagde Forvalteren bestandig, »eller mener I maaske jeg kan gøre det hele for jer?« De var for magtesløse til at hævde sig. Lasse var med til at pakke Vognrummene med lækker Mad og Drikkevarer og hjælpe de andre vel af Gaarde – for saa at gaa mismodig derhjemme, ene Mand om alt Arbejdet. Pelle saa fra Marken deres glade Udfart og den lyse Støvstribe langt bort bag Klipperne. Og ved Maaltiderne hørte de dem halve Aar efter opfriske Drik og Slagsmaal og Kærlighed – hele Festen.
Men nu var det Slut. Lasse var ikke den Mand som blev ved at lade sig træde paa Tæerne; han havde en Kvindes Kærlighed – og Hus i Ryggen! han kunde sige op hvad Dag det skulde være. Nu var Øvrigheden vel nok i Gang med den foreskrevne Efterlysning af Madam Olsens Mand, og saa snart den lovbefalede Frist var udløben vilde de sammen.
Lasse gik ikke af Vejen for en Opsigelse længer. Allerede i Vinters havde han sat Forvalteren Stolen for Døren og kun ladet sig fæste igen paa den udtrykkelige Betingelse, at de to kom med paa Almindsturen – der var Vidner paa det. Dérinde hvor al Kærlighed holdt Stævne den Dag, skulde Lasse og hun saa ogsaa mødes, men det vidste Pelle ikke noget om.
»I Dag kan vi sige i Overmorgen, og i Morgen kan vi sige i Morgen,« gik Pelle og gentog for Faderen to Aftner før Dagen; han havde holdt Regnskab med Tiden lige siden Majdag ved at sætte Streger for alle Dagene indvendig paa Kistelaaget og krydse dem ud én for én. »Ja og i Overmorgen siger vi i Dag,« sagde Lasse og kastede ungdommeligt med Benene.
Saa slog man sine Øjne op i en ubegribelig tindrende Verden, og opdagede først bagefter at dette var Dagen. Lasse havde taget fem Kroner op af sin Løn, og han havde faaet en gammel Husmand til 228| at røgte for sig – for 50 Øre og Føden. »Det er jo ingen stor Dagløn,« sagde Husmanden, »men giver jeg dig en Haand, giver Vorherre maaske mig en igen.«
»Ja vi har ikke andre end ham at holde os til, vi fattige Lus,« svarede Lasse. »Men jeg skal takke dig i min Grav.«
Husmanden kom allerede Kl. fire, og Lasse kunde gaa og holde helligt fra Morgenstunden. Hvergang han vilde tage en Haand i med, sagde den anden: »Nej lad det være; du har vist ikke for ofte fri du!«
»Nej dette er første rigtige Fridag, siden jeg kom her til Gaarden,« sagde Lasse og rankede sig som en Greve.
Pelle var i Stadsen fra Morgenstunden, han gik omkring og smilede, vandkæmmet og i Skjorteærmer; Stadshuen og den pæne Trøje maatte ikke tages paa før de skulde køre. Naar Solen faldt i hans Ansigt, tindrede det som dugslaaet Græs. Der var slet intet at bekymre sig om, Kreaturerne var i Løkken, Forvalteren vilde selv tilse dem.
Han holdt sig nær op ad Faderen der jo havde fremtvunget dette – Lassefar var mægtig han! »Det var nok godt du truede med at sige op,« udbrød han hvert Øjeblik.
Og Lasse svarede hvergang det samme: »Ja én faar anvende den haarde Haand, om man vil opnaa noget her i Verden!« – og nikkede magtbevidst.
De skulde køre Kl. 8, men Pigerne kunde ikke blive færdige med Tillavningen. Der var Krukker med Stikkelsbærgrød, store Stabler Pandekager, et haardkogt Æg til Mands, kold Kalvesteg og en Uendelighed af skaaren Mad. Vognrummene kunde langtfra tage imod det, der blev skubbet store Kurve ind under Sæderne. For i Vognen kom et Anker Øl, dækket med grøn Havre for at Solen ikke skulde falde i det; en hel Lejl Brændevin var der, og tre Flasker kold Puns. Hele Bunden i den store Lastfjedervogn var næsten dækket, det kunde blive vanskeligt nok at faa Plads til Benene.
229| Fruen havde alligevel det rette Sind for Folkene naar hun selv vilde; hun gik som en god Madmoder og saa efter, at alt var pakket godt hen og der ingenting manglede. Det var ikke som med Kongstrup, der altid skulde have en Forvalter mellem sig og de andre. Hun skæmtede saamænd og gjorde sit bedste, det var tydeligt at hun undte Folkene en glad Dag – hvad der saa ellers kunde være at sige hende paa. At Ansigtet var lidt trist kunde én ikke undres paa, da dog Proprietæren til Morgen var kørt ud med den unge Slægtning.
Saa endelig var Pigerne færdige, og man steg til Vogns – i højt Humør. Karlene satte sig af Vanvare paa Skødet af Pigerne og fór forskrækket i Vejret. »Av, av! jeg kom nok for nær til en Kakkelovn!« sagde den Gavtyv Mons og gned sig bagpaa. Selve Fruen maatte le.
»Skal Erik ikke med?« spurgte hans gamle Kærest Bengta, som blev ved at have en Slat til overs for ham.
Forvalteren fløjtede skarpt et Par Gange, saa kom Erik langsomt luskende inde fra Loen, hvor han havde staaet og holdt Øje med sin Herre.
»Vil du ikke med i Skoven i Dag Erikmand?« spurgte Forvalteren gemytligt. Erik stod og vred paa sin store Krop, han mumlede noget som ingen kunde faa Meningen af, og stødte uvilligt med den ene Skulder.
»Det er bedst du kommer med!« sagde Forvalteren, og lod som han vilde tage ham og sætte ham op i Vognen. »Jeg faar saa se hvordan jeg overvinder Savnet.« De paa Vognen lo. Men Erik tøflede af ned gennem Gaarden med sit Hundeblik rettet ufravendt bagud paa Forvalterens Fødder. Han stillede sig bag Staldhjørnet og stod og kiggede spejdende frem; Huen holdt han paa Ryggen, som Drenge gør naar de leger Røver.
»Han er snedig han!« sagde Mons. Saa styrede Karl Johan forsigtigt ud af Porten, og de satte i Vej med et Knald.
230| Langs alle Veje arbejdede Køretøjer sig frem mod Øens Top, overlæssede med glade Mennesker der sad paa Skødet af hinanden og hang helt ud over Fadingen. Støvet steg fra Køretøjerne og stod hvidt i Luften, det angav i milelange Striber hvordan Vejene laa som Eger i et Hjul og pegede mod Midten af Landet. Luften summede af glade Menneskestemmer og Harmonikaer; nu savnede man Gustavs Spilleværk. Ja og Bodils vakre Aasyn, der kunde skinne saa velsignet mildt en saadan Dag.
Pelle havde Aars Appetit paa den store Verden og slugte alt med Øjnene. »Se dér du Far! Se nu bare dér!« – intet undgik ham. De andre saa sig glade paa ham, saa rød og køn han var. Han havde en nyvasket blaa Busserunne under Vesten, den saas i Halsen og ved Haandleddene og gjorde det af for Kravetøj. Men Lyse Marie bøjede sig bagover fra Kuskesædet hvor hun sad ene med Karl Johan, og bandt ham et rigtig hvidt Klæde om Halsen; og Karna, der vilde vise sig moderlig, gik hans Ansigt efter med Snippen af sit Lommeklæde, som hun vædede paa Tungen. Hun var ude om sig; men det var forresten troligt nok, at Drengen allerede havde griset sig til igen efter den grundige Morgenvask.
Bivejene hældte stadig deres Indhold ud paa Landevejen, og det blev til en hel Flod af Vogne. Saa langt man kunde se frem og bagud var der Køretøjer; én skulde føje tro der fandtes saa meget Køreværk i hele Verden. Karl Johan var en god Kusk at have, bestandig pegede han med Pisken og fortalte; hvert et Hus vidste han Rede paa. Gaardene og Agerlandet var det forbi med; men inde i Lyngen hvor selvsaaet Birk og Asp stod og flimrede uroligt i Sommerdagen, laa der øde Nybyggerhuse med nøgne klinede Vægge og uden saa meget som en Bulmeurt i Vinduet eller en Stump Gardin. Markerne omkring dem var saa stenede som en nyskærvet Vej, og Sæden skreg gudsjammerligt til Himlen; den var kun 2‑3 Tommer høj i Straaet og allerede i Aks. Folkene herinde var allesammen svensk Tyende 231| som havde sparet sig lidt sammen og nu sad her som Jordejere; Karl Johan kendte ikke saa faa af dem.
»Det ser helt trist ud,« sagde Lasse, som i Tankerne sammenlignede Stenene her med Madam Olsens fede Lod.
»Aa ja« svarede Forkarlen »aller bedste Vare er det jo ikke. Men noget giver Jorden dog,« han pegede paa de store pyntelige Bunker Skærver og tilhuggen Sten der omgav hver Hytte. »Om det ikke just er Korn, bliver det dog til Brød. Og saa er det vel den eneste Jord, der er til at overkomme for Fattigfolks Pengepung.« Han og Lyse Marie tænkte selv paa at bosætte sig herinde, Kongstrup havde lovet at hjælpe dem til et Tohestesavl naar de giftede sig.
Inde i Skoven var Fuglene midt i deres Formiddagskvidder – de var senere efter det her end nede i Klitplantningen lod det til. Luften tindrede saa festligt, og fra Skovbunden var der noget usynligt der steg – her var ligesom i en Kirke, naar Solen skinnede ned gennem høje Vinduer og Orglet spillede. De drejede om Foden af en stejl Klippevæg med fremvældende Løvmasser for oven, og kom ind under Trærne.
Det var næsten ikke til at sno sig frem for Heste og fraspændte Køretøjer; man maatte holde Ørerne godt stive, vilde man ikke ødelægge Remedierne for sig selv og andre. Karl Johan sad og kiggede efter begge Forhjul og ledte sig frem Fjed for Fjed; han lignede en Kat i Tordenvejr saa visser var han. »Hold Kæft,« sagde han skarpt, naar nogen paa Vognen aabnede Munden. Endelig fandt de Plads nok til at spænde fra; der blev slaaet Reb fra Træ til Træ i en Firkant, derinde blev Hestene bundet. Saa fik man Kardæsker frem – jøsses hvor det havde støvet! Og endelig – ja der var ingen der sagde noget, men de stod alle afventende med halv Retning mod Forkarlen.
»Vi skulde vel saa en Tur i Skoven og se paa Udsigten!« sagde han.
232| De smagte paa det, mens de drev ørkesløst rundt om Vognen og skelede til Fødevarerne. »Bare den kan holde sig,« sagde Anders og tog i en Madkurv. »Jeg ved ikke – jeg er saa besynderlig i Maven i Dag,« begyndte nu Mons. »Det skulde vel ikke være den tærende Syge?«
»Kanske vi skulde smage paa Madvarerne først da?« sagde Karl Johan.
Ja – jo – der kom det endelig!
I Fjor havde de spist i det Grønne – det var Bodil der fandt paa det, hun var jo altid saadan lidt paa Tæerne. I Aar var der ingen der turde lægge Person til et saadant Forslag. De saa lidt paa hinanden – afventende; saa krøb de op i Vognen og indrettede sig dér ligesom andre skikkelige Mennesker. Maden var jo dog den samme naar det kom til Stykket.
Pandekagerne var store og tykke som et Grydelaag – det mindede om Erikmand der i Fjor havde spist ti. »Skade han ikke er med i Aar!« sagde Karl Johan, »han var en glad Fanden.«
»Han har det godt nok,« mente Mons – »faar Føden og Klæden og bestiller ikke andet end gaar og aber i Hælene paa Forvalteren. Og tilfreds er han altid nu – jeg skulde gærne bytte med ham.«
»Og løbe om som en Hund med Snuden i Jorden og snuse efter sin Herres Fjed – fy fan!« sagde Anders.
»Hvordan siden Snakken gaar, saa faar I huske, at det er Vorherre selv der har taget hans Forstand i Forvaring,« sagde Lasse advarende. De var en Stund helt alvorlige ved det.
Men saa havde ogsaa Alvoren faaet hvad den kunde tilkomme. Anders skulde klø sig paa Benet, men tog fejl og kneb Raske Sara i Læggen saa hun hvinede; saa blev hans Haand helt forfjamsket og kunde ikke finde op, men fór rundt dernede og gjorde Ulykker. Mons rejste sig og spurgte højtideligt, om nogen vilde se Præsten paa Prækestolen. De lo og holdt Kommers.
Karl Johan tog ikke rigtig Del i Lystigheden, han sad nok og funderede paa noget. Endelig brød han 233| overtvært og trak Pengepungen frem. »Skidt jeg giver Øl!« sagde han kækt – »Bajerskøl at I forstaar det. Hvem vil hente?«
Mons sprang hurtig af Vognen: »Hvor mange?«
»Fire« – Karl Johan lod Blikket løbe tællende ud over Vognen. »Nej tag kun fem du, det giver en Spids til hver!« sagde han flot. »Men se nøje til, at det er rigtigt Bajerskøl de giver dig.«
En Spids – saa det hed en Spids? Der var nu ingen Ende paa alt det, den Karl Johan havde Rede paa. Og Ordet Bajerskøl udtalte han lige saa let som andre vendte Skraaen i Munden. Men han var jo betroet Mand paa Gaarden nu, og kørte ofte Ærende til Staden!
Det gav Humør og Spænding – de fleste af dem havde aldrig smagt Bajerskøl før. Lasse og Pelle vedgik aabent deres Uerfarenhed; men Anders lod som han havde drukket sig fuld i det mere end én Gang, skønt enhver vidste det var Løgn.
Mons kom varligt balancerende med Øllet i Favnen – det var dyrebare Sager. Drikken blev skænket op i de store Snapseglas som var til Punsen – i Staden drak man jo Øllet af vældige Krus, men Karl Johan fandt at det var noget svinsk Fylderi. Pigerne vægrede sig ved at drikke og var henrykte alligevel. »Saadan er de altid naar én byder dem det bedste,« sagde Mons. De blev røde i Hovedet af Begivenheden, og troede de var fulde. Lasse skyllede sit Øl ned med en Snaps Brændevin – det smagte ham rent ud sagt ikke. »Jeg er bleven for gammel,« sagde han undskyldende.
Maden blev pakket ned, og de begav sig ud i sluttet Trop for at se paa Udsigten. Man maatte arbejde sig gennem en hel Vognborg for at naa op til Paviljonen. Overalt vrinskede Heste og slog bag op saa Barken røg af Trærne, Karle væltede sig ind paa dem og flaaede dem i Mulen til de blev skikkelige igen; Kvinderne skreg og løb hid og did som forskrækkede Høns, med løftede Skørter.
Oppe fra Højen tog de et Skøn over Menneske234|mængden, ned ad Højens Sider og ind i Skoven hinsides Vejene – overalt var der tæt med Køretøjer. Og nede ved Trekanten hvor de to store Landeveje mødtes, svingede bestandig nye Læs ind. »Her er langt over tusend Par Heste i Skoven i Dag,« sagde Karl Johan. Ja langt over! – her var en Million om det forslog, tænkte Pelle. Han var fast besluttet paa at faa saa meget som muligt ud af alting i Dag.
Dér holdt Brogaardsvognen, og dér kom Folkene fra Hammersholm helt ude paa det yderste af Nordlandet. Her var Folk fra Strandgaardene ved Dueodde, og Rønnebo og Neksøbo i Mængde – hele Øen var her. Men det var ikke Tiden nu at falde i med Kendinger. »Vi ses i Eftermiddag!« raabtes der paa Kryds og tværs.
Karl Johan førte an paa Turen – det hørte med til en Forkarls Pligter at vide Vej i Almindingen. Lyse Marie holdt sig trofast ved hans Side, enhver kunde se hvor stolt hun var af ham. Mons gik med Raske Sara i Haanden, de gik og slængede og lignede et Par glade Børn. Bengta og Anders havde lidt svært ved at forliges, de trættedes hvert Øjeblik men mente forresten ikke større med det. Og Karna gik og gjorde sig til.
Ned i en Mose kom man, og op igen ad stejle Sider hvor de vældige Trær stod med Tæerne i Nakken paa hverandre. Pelle sprang som et Kid til alle Sider. Inde under Granerne var der Myretuer saa store som Høstakke, Myrerne havde brede trampede Veje, der løb som Fodstier bort mellem Trærne og ingen Ende vilde tage; det var Hærskarers Mangfoldighed der vandrede frem og tilbage paa de Veje. Under nogle smaa Graner var et Pindsvin i Færd med at angribe en Hvepserede; det løb Snuden ind i Reden, trak sig hastigt tilbage og nyste. Det saa fortærende grinagtigt ud, men Pelle maatte videre – efter de andre. Og snart var han langt forud for dem, og laa paa Maven i en Grøft hvor han havde lugtet Skovjordbær.
235| Lasse kunde ikke holde Trit med Ungdommen op ad Bakke, og Karna gik det ikke bedre. »Vi er halvgamle vi to,« sagde hun, mens de pustende slæbte sig opad.
»Ja saa, er vi det mon?« svarede Lasse som følte sig helt ung i Sindet – det var blot Pusten det kneb med!
»Det gaar vel dig som mig: Nu har én stræbt for andre i saa mange Aar og føler Trang til at faa sit eget.«
»Ja det kan jo nok være,« sagde Lasse undvigende.
»Helt tomhændet kom én jo heller ikke ind til det – hvis at det var.«
»Ja saa.«
Karna blev ved med sit, men Lasse kneb bestandig bag om Ord til de naaede hen til Rokkesten, hvor de andre stod og ventede. Højsa, det var en ordenlig Blok! tusend Skippund sagde man den vejede. Men Mons og Anders kunde rokke den ved at stikke et Spær under dens ene Ende.
»Saa skulde vi vel til Røverborgen,« sagde Karl Johan; og de travede videre – op og ned bestandig. Lasse masede paa for at blive paa Siden af de andre, han var ikke rigtig tapper ved at være ene med Karna. Det var dog en ukristelig Masse Trær, og Skoven var ikke ensartet som andre Steder i Verden. Der var Birk og Gran, Bøg og Lærk og Røn mellem hverandre – og Kirsebærtrær i lange Baner. Forkarlen førte dem hen over et lille sort Vand, der laa under Klippen og stirrede op som et ondt Helvedesøje. »Her var det, Liden Anna druknede sit Barn – hun som blev besvangret af sin Husbond!« sagde han dvælende. De kendte alle Historien og stod tavse over Vandet, Pigerne havde Taarer i Øjnene.
Som de stod der tavse og ofrede Liden Annas triste Skæbne en alvorlig Tanke, steg en usigelig blød Tone op til dem efterfulgt af en lang hjærtevarmende Hulken. De flyttede sig og tyede nærmere ind til hinanden. »Jesus« hviskede Lyse Marie fry236|sende »nu græder Barnesjælen.« Pelle stod stivnet i Lytten, Kulden gik i Bølger over hans Ryg.
»Det er jo Fjælstavnen« sagde Karl Johan »kender I ikke engang den? Der er hundetykt af den her i Skoven, og den synger midt om Dagen.« Det virkede befriende paa de voksne, men Pelle kunde ikke saadan slippe sin Gru. Han havde stirret dybt ind i den anden Verden, og enhver Forklaring prellede af paa ham.
Men saa kom Røverborgen som en stor Skuffelse. Han havde tænkt sig den befolket af Røvere; og saa var det ikke andet end nogle Kampestens Ruiner, der laa paa et lille Bjærg midt i en Mose. Han gik paa egen Haand neden om det hele for at se, om der ikke skulde være en hemmelig underjordisk Gang som førte ned til Vandet. Hvis der var, vilde han i al Stilhed faa fat paa Faderen og trænge ind og lede om Pengekisterne – ellers blev de for mange om at dele. Men det strøg forbi, for en egen Duft fangede ham ind. Han dumpede ned i en Skovbund, der var saftdrivende grøn af Konvaller som blomstrede svagt endnu – og af vilde Jordbær. Her var saa mange, at han maatte hen og kalde paa de andre.
Saa glemte han ogsaa det, mens han banede sig Vej gennem Rankerne for at slippe op. Han havde tabt Stien og forvildet sig ind i det klamme Mørke under Klippen. Ranker og Tjørn flættede sig ind i de overhængende Grene til et lavt tungt Loft; der var ikke Dag at skelne til nogen Side, men Løvet gød sælsomt grønt Lys gennem Flætværket. Bunden var slibrig af Væde og forraadnet Kryb; under Klippevæggen hang dirrende Bregner med Toppen nedad; der sivede Vand fra dem som fra dryppende Haar. Vældige Trærødder laa udspændte over Klipperne, og lignede nøgne sorte Djævlekroppe der vred sig for at komme løs. Et Sted lidt fremme slog Solen tværs gennem Mørket i brændende Ild, udenom dampede det blaaligt og tonede – som fra et Tærskeværk langt borte.
237| Pelle stod og samlede sig Rædsel til, saa hans Haser klippede. Saa sprang han som en besat, tusend Skyggehænder rakte efter ham i det samme; han sled sig gennem Tjørn og Ranker med en svag Tuden. Dagslyset kom som et Slag imod ham, og bagved havde nogen et fast Tag i hans Klæder; han maatte raabe paa Far Lasse af al sin Nød før det slap.
Saa stod han midt ude paa Mosen, og dér højt oppe over hans Hoved sad de, paa en Klippespids midt i Løvmasserne. Deroppe fra saa det ud som Verden var lutter Skovtop, der steg og faldt igen i det uendelige; det var Løv dybt nede under ens Fødder og ud saa langt Øjet rakte, op og ned. Man kunde fristes til at kaste sig ud i det, saa indbydende blødt saa Dybet ud. Karl Johan maatte til Advarsel for de andre fortælle om Skræddersvenden, der sprang lige ud fra en Klippespids her i Almindingen – netop fordi Løvet saa saa fristende blødt ud. Mærkværdig nok slap han levende fra det, men det høje Træ han faldt igennem klædte ham fuldstændig af.
Mons havde staaet og drillet Sara med, at han vilde springe ned, nu trak han sig forsigtigt tilbage. »Jeg vil ikke vove Konfirmationstøjet,« sagde han og forsøgte at se gemytlig ud.
Det mærkværdigste af alt var alligevel Rytterknægten med Kongemindet. Alene det Taarn – ikke en Stump Træ var der benyttet til det, men bare Granit; og saa gik man rundt og rundt i en Uendelighed. »I tæller vel Trinene?« sagde Karl Johan manende. Ja da, de talte indvendig alle sammen.
Det var klart Vejr, Øen bredte sig under dem i al sin Frodighed. Karlene skulde først og fremmest prøve, hvordan det var at spytte ned, men Pigerne var svimle og stod sammen i en Klynge midt paa Platformen. Kirkerne blev talt under Karl Johans kyndige Vejledning, og alle de kendte Steder peget ud. »Dér har vi jo Stengaarden ogsaa,« sagde Anders og viste paa noget langt borte mod Havet. Det var 238| ikke Stengaarden, men Karl Johan kunde paa en Prik sige, bag hvilken Bakke den skulde ligge, og Stenværket fik de da draget Kending paa.
Lasse tog ingen Del i det, han stod helt stille for sig selv og stirrede over mod Sverigs Kyst, som traadte blaanende frem langt borte bag det lysende Vand. Synet af Hjemlandet gjorde ham veg og gammel; hjem kom han vel aldrig mere, skønt han skulde have svært Mod paa at se Bengtas Grav engang endnu. Ja ja, og det bedste der kunde times én, var vel at faa Lov at hvile sig ved hendes Side, naar alting andet var slut. I dette Øjeblik angrede han paa, at han var gaaet i Landflygtighed paa sine gamle Dage – Kungstorpet hvordan mon det saa ud nu? mon de nye Folk holdt Jorden i nogenlunde Drift? Og alle de gamle Kendinger – hvordan mon de trivedes? Gammelmands Minderne kom saa stærkt op i ham, at han for en Stund glemte Madam Olsen og alt hendes. Han lod sig vugge hen af alt det gamle, og græd indvendig som et lille Barn. Ak ja, det var ødt at være borte fra Hjemstavn og alting paa sine gamle Dage. Men maatte det blive til Velsignelse for Pøjken paa en eller anden Vis, saa var alt jo godt og vel.
»Det er vel saa Kongens København man ser derovre?« spurgte Anders.
»Det er Sverig,« svarede Lasse stille.
»Sverig, saa saa? Men det laa jo til den Side i Fjor om jeg ret mindes.«
»Ja naturligvis! Hvad gik Jorden vel ellers rundt for?« udbrød Mons.
Anders var lige ved at tage det for gode Varer, men opfangede en Grimasse Mons lavede til de andre. »Ak din fule Abekat,« udbrød han og sprang efter Mons der satte ned ad Stentrappen, det buldrede hult efter dem dernede som i en vældig Tønde. Pigerne stod lænede til hinanden og vuggede svagt, i tavs Stirren mod det lysende Vand, der fjærnt ude slog sig om Øen. Svimmelheden havde løsnet deres Legemer.
239| »I staar jo og drømmer lige ud af Øjnene,« sagde Karl Johan og forsøgte at slaa Armene om dem alle. »Vil I ikke med ned?«
Nu var alle godt trætte. Ingen sagde noget, for Karl Johan førte jo; men Pigerne havde en Tilbøjlighed til at sætte sig ned.
»Nu er der kun Ekkodalen til Rest,« sagde han opmuntrende, »og den ligger paa Vejen tilbage. Den maa vi have med, for det er Tøj det! Der skal I høre et Ekko, som hede Helvede ikke har Mage til.«
Det gik trevent, Fødderne var ømme af Lærfodtøjet og den megen Gaaen til Unytte. Men da de saa kom fra den stejle Klippevæg ned i Dalen og havde drukket af Kilden, kviknede de til. Karl Johan stillede sig op med skrævende Ben og raabte over mod Klippen: »Hvad er Karl Johans største Glæde?« Og Ekkoet svarede paa staaende Fod »Æde!«. Det var ovenud grinagtigt, de maatte alle forsøge det hver med sit Navn – selv Pelle. Da det var udtømt lavede Mons paa Stedet et Spørgsmaal, som fik Ekkoet til at svare med en Uartighed.
»Saadan noget maa du ikke lær’en,« sagde Lasse. »Sæt nu her kom fine Damer, og han saa gav sig til at raabe det efter dem.« De var lige ved at dø af Latter over den Gamles Vittighed; og han var saa henrykt over Bifaldet, at han blev ved at gentage den for sig selv paa Tilbagevejen. Ho, ho – helt til Rotterne var man vel ikke endnu heller.
Da de naaede tilbage til Vognen, var de skrupsultne og gav sig til at holde Maaltid. »Noget maa man jo have at staa imod med, naar man gaar saadan og driver,« sagde Mons.
»Se nu,« sagde Karl Johan da de var færdige, »nu kan enhver have Lov at gaa som han lyster. Men Kl. 9 paa Slaget samles vi her igen. Saa skal vi køre hjem.«
Oppe ved Pladsen gav Lasse Pelle et hemmeligt Puf, og de gav sig til at handle med en Kagekone til de andre var kommet godt foran. »Det er ikke 240| rart at være tredje Hjul til en Vogn,« sagde Lasse. »Nu vil vi to gaa lidt paa egen Haand.«
Lasse gik og strakte Hals. »Søger du nogen?« spurgte Pelle.
»Nej ikke just det, men jeg undres paa hvor alle de Mennesker kommer fra. Her er fra hele Landet, kun nede fra Lejet har jeg ingen set.«
»Tror du ikke Madam Olsen kommer herind i Dag?«
»Ja Gud ved,« sagde Lasse – »det kunde forresten være morsomt at hilse paa hende. Jeg skulde nu gærne tale et Par Ord med hende ogsaa. Du har jo unge Øjne – kan du ikke holde Udkig?«
Pelle fik 50 Øre, som han maatte give ud til hvad han vilde. Rundt om Pladsen sad Lyngens fattige Koner ved smaa Stader og solgte kulørte Sukkerstænger, Honningkager og Toøres-Cigarer. Foreløbig gik han fra Kone til Kone og købte for én eller to Øre af hver.
Henne under Trærne stod Blinde Høyer, som var kommet lige fra Hovedstaden med nye Viser; der var tæt med Mennesker omkring ham. Han spillede Melodien paa sin Harmonika, hans lille visne Kone sang for, og hele Skaren fulgte forsigtigt med. De der havde lært Melodierne gik syngende bort, og andre trængte sig frem paa deres Plads og erlagde 5-Øren.
Lasse og Pelle stod og lyttede i Udkanten. Der var ingen Nytte til at betale Penge, før man vidste hvad man fik for Varer; i Morgen var de Viser alligevel over hele Øen og gik gratis fra Mund til Mund. – »En Mand paa firsindstyve Aar – ny og gemytlig Vise om hvordan det gaar, naar en affældig Mand tager sig en ung Kone!« raabte Høyer hæst, inden Sangen begyndte. Den Vise brød Lasse sig nu ikke stort om. Men saa kom den forfærdelig sørgelige Vise om Sømanden George Semon der tog saa øm en Afsked med sin Pige:
- -
De drev op og ned mellem Teltene, Lasse var noget stundesløs. Det var en hel lang Gade af Danseboder, Telte med Gøglere og Panoramamænd, Beværtninger. Udraaberne stod og svedte, Værtshusholderne gik frem og tilbage foran Teltaabningen som graadige Rovfugle. Endnu var der ikke rigtig Gang i Sagerne, de fleste Mennesker var ude omkring paa Udsigtspunkterne; eller de morede sig i al Skikkelighed – kilede løs paa Kraftprøven og gled ud og ind af Gøglerteltene. Der var ikke den Mand, uden han var i Følge med sin Kvinde. Ved Beværterteltene gik mangen en i Staa, men Fruentimmeret svang ham forbi; saa gabede han og lod sig slæbe op i en Karussel, eller ind i Panoramateltet hvor man saa de dejligste Billeder af, hvordan Kræft og andre Elendigheder regerer i Menneskets Indre.
»Det er rigtig Sager for Kvindfolkene dette her,« sagde Lasse og sendte et Suk ud efter Madam Olsen paa maa og faa.
Paa Madvigs Karussel sad Gustav højt til Hest med Bodil om Livet. »Tju Gamle!« raabte han idet han snurrede forbi, og daskede Lasse om Ørerne 242| med sin Kasket der havde den hvide Side udad. De straalede som Dagen og Solen, de to.
Pelle vilde have sig en Karusseltur. »Saa vil jeg jagu ogsaa have noget, der kan faa det til at gaa rundt!« sagde Lasse og gik ind og tog sig en »Gjøk« – Kaffe med Brændevin i. »Der er somme der kan gaa saadan ud af den ene Beværtning og ind i den anden, uden at det mindsker i Pengepungen,« sagde han da han kom ud. »Det kunde være morsomt at forsøge – et Aar bare. – Hyss!« Henne ved Max Alexanders »Grønne Hus« stod Karna ganske alene og saa sig saa langeligt om; Lasse trak Pelle udenom i en stor Bue.
»Dér staar jo Madam Olsen hos en fremmed Mand,« sagde pludselig Pelle.
»Hvor?« det gav et Sæt i Lasse. – Ja dér stod hun jo, og havde Mandfolk paa! og ivrig var hun i Snakken! De gik foran hende uden at stanse op – saa kunde hun jo selv vælge.
»Ih men saa vent dog lidt,« raabte Madam Olsen og kom løbende saa Skørterne slog Smæld om hende; hun var rund og mild som altid, og struttede af mange Lag godt hjemmevirket Tøj – der var ingen knappe Steder.
De gik sammen opefter og talte lidt om ligegyldige Ting; af og til vekslede de Øjekast om Drengen, som var dem i Vejen. De maatte gaa saa adstadigt uden at turde røre ved hinanden – han led ikke det mindste Fjas.
Oppe ved Paviljonen var der helt sort af Mennesker nu, man kunde føje gaa et Skridt uden at træffe Kendinger. »Det er værre endnu end naar Bierne sværmer,« sagde Lasse, »det er ikke værd at vove sig derind.« Et Sted var Bevægelsen udadgaaende, og ved at følge den kom de ned i en Dal, hvor en Mand stod og raabte og huggede Næverne i en Talerstol. Der var Missionsmøde; Tilhørerne laa lejret i Smaagrupper langt op ad Skraaningerne, en Mand i lange sorte Klæder gik stille fra Gruppe til Gruppe og solgte Smaaskrifter. Han var hvid i An243|sigtet, og havde tyndt rødt Skæg der faldt langt ned.
»Ser du ham dér?« hviskede Lasse og puffede til Pelle. »Gud min Sjæl om det ikke er Lange Ole – og med Handske paa den lemlæstede Haand. – Det var ham, som maatte tage Synden paa sig for Per Olsens falske Sværgedom!« vendte Lasse sig forklarende til Madam Olsen. »Han stod ved Maskinen dengang Per Olsen skulde have undgældt med sine tre Fingre, og saa blev det hans der røg i Stedet for. Han kan nu være glad for den Fejltagelse alligevel, de siger han er kommet svært saa højt paa Straa i de Helliges Lag. Og fin i Huden er han blevet som en Frøken – det er noget andet end da han læssede Møg paa Stengaarden. Det skal være Plasér at sige Goddag til ham engang igen.«
Lasse var helt stolt af at have tjent sammen med den Mand og stillede sig foran de andre, han vilde gøre Indtryk paa sin Veninde ved at sige et rigtig djærvt: Goddag du Ole! Lange Ole var ved den nærmeste Gruppe, nu kom han hen til dem og skulde række Traktaterne frem. Men et Blik paa Lasse fik ham til at tage Haand og Øjne til sig; han sukkede dybt og gik med bøjet Hoved til den næste Gruppe.
»Saa I hvor han vred Øjnene i Hovedet?« sagde Lasse spottende. »Naar Skidt kommer til Ære, ved det ikke hvordan det vil være! Han havde jo ogsaa faaet Ur paa Lommen og lange Klæder paa – forhen havde han ikke engang Skjorten paa Kroppen. Og en ugudelig Djævel var han! Men Fanden hytter sine, som Ordet gaar; det er nok han som har hjulpet ham frem, ved at forbytte Pladserne ved Maskinen. Der har de ligegodt snydt Vorherregubben saa Øjnene randt paa’n.«
Madam Olsen tyssede paa Lasse, men »Gjøken« kom op i ham sammen med Vreden: »Saa han vil ikke kendes ved hæderlige Folk, som kommer til sit paa en ærlig Maade og ikke ved Filureri! Ja de siger jo, at han nu er Kærest med Gaardmands244|konerne hvor han kommer frem; men engang maatte han sku tage til Takke med Soen.«
Folk begyndte at lægge Mærke til dem, og Madam Olsen tog Lasse bestemt ved Armen og trak af med ham.
Solen stod lavt nu. Oppe paa Pladsen gik Masserne og trampede rundt og rundt som i en Trædemølle; nu og da kom en fuld Mand farende og banede sig en bred Vej i Folkestimen. Nede fra Teltpladsen kogte Larmen op: Lirekasser der sled hver sin Melodi, Udraabere, Dansegulvenes Orkestre og de taktfaste Stamp af en Skotsk eller Rejlænder. Kvinderne gik i Klynger og drev op og ned, med lange Blikke ind i Beværterteltene, hvor deres Mandfolk sad, nogle stillede sig op ved Teltaabningen og stod og gjorde lokkende Tegn ind.
Inde under Trærne stod en døddrukken Karl og labbede op ad en Træstamme, en Pige stod hos ham og græd i sit sorte Damaskes Forklæde. Pelle betragtede dem længe, Karlen havde Klæderne i Uorden, og dængede sig over Pigen med et fjollet Grin naar hun grædende søgte at rette ved hans Tøj. Da Pelle vendte sig om, var Lasse og Madam Olsen blevet borte for ham i Færdslen.
De var nok gaaet saa smaat i Forvejen, og han gik nedad, hele Gaden til Ende. Saa vendte han mismodig om og søgte op efter Pladsen; han borede sig ind og ud i Strømmen og havde sine Øjne alle Vegne. »Har I ikke set Far Lasse?« spurgte han ynkeligt naar han traf Kendinger.
Inde i den tykkeste Sværm gik en stor Mand og deklamerede lyksaligt, med Panden i Sky. Han var Hovedet højere end de andre og meget bred; men Godheden lyste af ham, han vilde omfavne alle. De veg skrigende til Side, saa der blev en bred Vej, hvor han gik. Pelle holdt sig bagefter ham og slap frem gennem den tykkeste Masse; derinde stod Herredsbetjente og Skovløbere fordelte hver paa sin Post, støttet paa tykke Knipler. De havde Øjne og Øren paa Vagt, men blandede sig 245| ikke i noget. Det hed sig, at de havde Haandjærn i Baglommen.
Pelle var kommet ned paa Vejen i sin fortvivlede Søgen. Vogn efter Vogn arbejdede sig forsigtigt frem gennem Dunkelheden ind under Trærne, saa rullede de frem i det blændende Aftenlys og tog Landevejen fat med store Knald. Det var de Hellige der kørte hjem.
Han kom i Tanke om Tiden og spurgte en Mand hvad Klokken var. Ni! Pelle maatte løbe for ikke at komme for sent til Vognen. Paa Vognen sad Karl Johan og Lyse Marie og spiste: »Kom op med og faa dig nogen Mad!« sagde de. Pelle var hungersulten, han glemte alting mens han aad. Men saa spurgte Karl Johan om Lasse, og Kvalen meldte sig paa ny.
Karl Johan var gnaven; ikke en eneste var mødt ved Vognen, skønt det var den aftalte Tid. »Nu er det bedst du holder dig nær ved os!« sagde han da de gik opefter, »ellers kan du let blive slaaet fordærvet.«
Oppe i Skovbrynet kom Gustav løbende. »Har ingen af jer set Bodil?« spurgte han gispende, han havde oprevne Klæder og Blod paa Skjortebrystet. Han jog stønnende videre og forsvandt under Trærne. Derinde var der helt mørkt, men Pladsen laa i et sælsomt Lys, som ingen Steder kom fra men syntes at være ladt i Stikken der af den flygtende Dag. Ansigterne tonede spøgelseagtigt blege frem derude i Lyset – eller stod som sorte Huller i det for pludselig at bryde frem, dybtrøde af Blodbrand.
Menneskene tumlede rundt i øre Klynger, hvinende og larmende. Hede Par glemte sig selv midt i Vrimlen; to Mænd kom gaaende med hinanden kærligt om Halsen, pludselig laa de og væltede sig i Slagsmaal. Andre blandede sig i det og tog Parti uden at kere sig om Oplysninger – det blev til en hel væltende Dynge. Saa kom Øvrigheden og slog løs med sine Stokke; de der ikke løb deres Vej blev bundne og smidt ind i en tom Stald.
Pelle var helt syg og holdt sig ind til Karl Johan, 246| det sprat i ham hvergang en Bande nærmede sig dem. »Hvor er Far Lasse?« sagde han klynkende, »lad os gaa og finde ham.«
»Aa hold Mund!« udbrød Forkarlen, der stod og anstrængte sig for at faa Øje paa sine Medtjenere. Han var gal i Hovedet over denne Uefterrettelighed. »Staa ikke der og tud! Løb hellere ned ved Vognen og se om der er nogen kommet.«
Pelle maatte af Sted, saa ilde han var ved at vove sig ind under Trærne. Løvet hang lyttende tyst, men oppe fra Pladsen drev Larmen herned i Byger, og i Mørket under Buskene rørte Livet sig puslende og tog Stemmer af Fryd eller Graad. Pludselig skar et Hvin sig gennem Skoven og fik ham til at klippe sammen i Knærne.
Karna sad bag i Vognen og sov, lænet til Forsædet stod Bengta og græd. »De har sat Anders fast,« hulkede hun. »Han blev vild, og saa lagde de Haandjærn paa ham og satte ham fast.« Hun fulgte med op.
Lasse stod hos Karl Johan og Lyse Marie; han saa udfordrende paa Pelle, inde i hans sammenknebne Øjne var der tændt en lille opsætsig Glød.
»Saa var det altsaa kun Mons og Raske Sara,« sagde Karl Johan og mønstrede dem.
»Men Anders da? Du vil vel ikke køre fra Anders?« hulkede Bengta.
»Anders ham er der ingenting at gøre ved!« sagde Forkarlen. »Han kommer nok af sig selv, naar han engang slipper ud.«
De fik opspurgt, at Mons og Raske Sara var nede paa et af Dansegulvene, og gik derned ad. »Nu bliver I her!« sagde Karl Johan haardt og gik ind for at tage et Overblik over de Dansende. Derinde brændte Blodet som dansende Sole; Ansigterne lignede Ildkugler der trak røde Kredse i den blaa Taage af Sveddamp og Støv! Dump! dump! dump! Takten faldt drønende som en Dommedagsnæve; og ude midt paa Gulvet stod en Karl og vred sin Jakke, saa Vandet plaskede.
247| Fra et af Gulvene væltede en stor Karl ud med to Piger. Han havde en Arm om Halsen paa hver af dem, og de foldede trofast Armene om hans Ryg. Huen sad ham i Nakken, han var ved at gaa i Luften af Ubændighed, men følte sig for behageligt besværet til at ytre sig ved Spring; saa spærrede han Munden vidt op: »Tag mig Fanden! tag mig Satan! tag mig syv Hundred Djævle!« jublede han saa det gjaldede, og drog ind under Trærne med sine Piger.
»Det var nok selve Per Olsen,« sagde Lasse og saa langt efter ham – »det er et Mandfolk det! Han ser vist ikke ud, som om han skulde bære paa nogen Syndegæld til Vorherre.«
»Hans Dag kan vel komme endnu,« mente Karl Johan.
Ved et rent Tilfælde fandt de Mons og Raske Sara, som sad og sov i hinandens Favn paa en Bænk under Trærne. »Saa skulde vi vel se at komme hjem?« sagde Karl Johan langtrukkent; han havde gaaet saa længe og været retskaffen, at han var blevet tør i Halsen. »Der er vel ingen af jer, der giver et Afskedsglas?«
»Det gør jeg,« sagde Mons – »hvis I vil gaa med op i Paviljonen og drikke det.« Mons var gaaet Glip af noget ved at sove, og følte Trang til at komme Pladsen en Gang rundt. Hvergang et Hyl traf dem, sprang han ved Raske Saras Side og svarede med en lang Hujen. Han prøvede at slide sig løs, men hun holdt ham fast i Armen; saa svingede han med den tunge Ende af sin Kuglestok og hujede udfordrende. Lasse spjættede med sine gamle Lemmer og efterlignede Mons’ Hujen; han havde Mod paa alt andet end at køre hjem han ogsaa. Men Karl Johan slog i Bordet – nu skulde det være! Og han fik Medhold af Pelle og Kvinderne.
Ude paa Pladsen fik et Vræl dem til at stanse, Kvinderne søgte bagved hver sit Mandfolk. En Mand kom løbende i bart Hoved, fra et stort Hul i Tindingen flød Blodet ned over Ansigt og Kravetøj, 248| hans Træk var fordrejede af Rædsel. Bagefter ham kom en anden, ogsaa i bart Hoved – og med dragen Kniv. En Skovløber traadte i Vejen for ham men fik hans Kniv i Skulderen og faldt; Forfølgeren sprang videre. Idet han jog forbi dem, udstødte Mons et kort Hyl og sprang ret i Luften; den anden fik hans Kuglestok lige i Nakken og sank sammen med et Suk. Mons gled bag nogle Klynger og forsvandt; nede ved Skovbrynet stod han og ventede paa dem. Han svarede ikke paa Hylene mere.
Karl Johan maatte føre Hestene ved Hovederne til de fandt ud paa Vejen, saa satte man sig til Vogns. Bagved var Larmen forsvunden, kun et enkelt langt Raab om Hjælp skar Luften og faldt igen.
Nede ved en lille Skovsø havde nogle forglemte Piger samlet sig paa Engen og legede paa egen Haand. Den hvide Damp laa over Græsset som et lysende Vand, og Pigerne stod frem af den med Overkroppen. De gik i Rundkreds og sang Skærsommernattens Sang. Ren og klar steg den muntre Sang op, og var saa underlig trist at høre paa alligevel – fordi de der sang den var ladt i Stikken af Svirekarle og Slagsbrødre:
Paa Vognen var de matte nu, de nikkede hen eller holdt sig tavse. Lasse sad og arbejdede nede i Lommen med den ene Haand. Han søgte at faa et 249| Skøn over, hvad Penge der var til Rest. Det var dyrt at holde Kærest, naar man ikke vilde staa tilbage for Ungdommen i nogen Henseende. Pelle sov og gled længer og længer nedad, til Bengta tog hans Hoved i sit Skød; hun selv sad og græd sine modige Taarer over Anders.
Det dagedes stærkt, da de rullede ind paa Stengaarden.