277| XXII

Endnu stod Mormors Begravelse som en Lysning bag alt hvad man tænkte paa og foretog sig; det var med den som med visse Slags Mad, der blev ved at efterlade Behag i Munden længe efter at den var fortæret og alting. Kalle havde nu ogsaa opbudt alt for at faa en festlig Dag ud af det; det flød med Mad og Drikke, og der var ingen Ende paa hans grinagtige Paafund. Og som den fine Filur han var, havde han fundet et Paaskud til at bede Madam Olsen med – det var en nok saa nydelig Maade at lyse Forholdet i Kuld og Køn.

Der var nok at snakke om for Lasse og Pelle en hel Maaned; og efter at det var udsnakket og lagt til Side for andet, blev det siddende inde bag alting som et Velvære, ingen ret vidste hvor kom fra.

Men nu rykkede Foraaret frem, og med det kom Bekymringerne; ikke de daglige Smaatterier som kunde være sure nok, men store Bekymringer der mørknede alting – ogsaa naar én ikke havde dem i Tanker. Pelle skulde konfirmeres til Paaske, og Lasse vidste ikke sine levende Raad til at skaffe ham alt det der skulde til: nyt Tøj, ny Hue, nye Sko! Drengen talte tidt om det, han var nok bange han skulde komme til at staa til Skamme for de andre paa Kirkegulvet.

»Ja det gaar nok i Orden altsammen,« sagde Lasse, men anede ikke selv mindste Udvej. Paa de almindelige Gaarde hvor god gammel Skik herskede, sørgede Husbond og Madmoder for det hele; men her var alting saa forbandet nymodens, med rede Penge som blev borte mellem Hænderne paa én. Hundrede Kroner i Løn syntes jo en forskrækkelig Sum naar man tænkte paa dem under ét; men de blev bare optaget Øre for Øre efterhaanden, uden at man kunde sætte Fingeren noget Sted og sige: dér fik du noget klækkeligt! – »Ja ja, det gaar nok i Orden altsammen!« sagde Lasse højt, naar han havde filtret sig ind i de fortvivlede Spekulationer; og med 278| det slog Pelle sig til Taals. Der var kun én Udvej – at laane Pengene af Madam Olsen – og den blev Lasse nødt til at benytte saa nødig han vilde. Men Pelle skulde ikke vide noget om det.

Lasse vred sig ved det i det længste, og haabede der skulde ske et eller andet og fri ham for noget saa forsmædeligt som at tage Laan af sin Kærest. Men der skete intet, og Tiden led. En Morgen brød han saa overtvært, Pelle stod og skulde løbe til Skole. »Hvis du vil løbe ind om og give Madam Olsen det,« sagde han og rakte Drengen en Pakke – »det er noget hun har lovet at gøre i Stand for os.« Indvendig paa Papiret var det store Kryds som meldte Lasses Komme til om Aftenen.

Oppe fra Bakkerne saa Pelle at Isen var brudt op om Natten. Snart en Maaned havde den nu fyldt Bugten som en ru kompakt Masse, hvor man tumlede sig lige saa sikkert som paa Landjorden. Det var en ny Side af Havets Væsen, og Pelle havde følt sig forsigtig frem med Træskosnuderne til stor Fornøjelse for de andre. Siden lærte han at gaa frit paa Isen og lade være at gyse ved Tanken om, at Havets store Fiske gik lige under hans Træsko og kanske blot ventede paa at han skulde plumpe igennem. Hver Dag var han Turen ude ved den høje Vold af Skrueis der dannede Grænsen en Fjerdingvej ude, hvor det aabne Hav laa og smaamalede under Sollyset som et grønt Øje. Han gik derud, fordi han nu engang ikke vilde staa tilbage, men tryg ved Havet følte han sig aldrig.

Nu laa det hele i Opbrud, Bugten var fuld af vuggende Isflager der gned sig raslende op ad hinanden; de yderste Isstykker med Stumper af Volden var allerede paa Vandring ud over Havet. Pelle havde øvet mange Bedrifter derude, men var i Grunden ganske glad ved, at det hele nu pakkede sammen og drog bort – saa det igen var en ærlig Sag at blive paa Landjorden.

Gamle Fris sad oppe paa sin Plads; han forlod den aldrig i Timen hvor galt det saa var fat nede i 279| Klassen, men nøjedes med at slaa i Pulten med Spanskrøret. Han var nærmest en Skygge af sig selv. Hovedet dirrede bestandig paa ham og Hænderne greb let forkert. Avisen havde han fremdeles med og foldede den ud ved Timens Begyndelse, men han læste ikke. Han faldt hen, sad ret op og ned med Hænderne paa Pulten og Ryggen mod Væggen og var væk i det. Saa kunde Børnene te sig saa lystig de vilde, han rørte sig ikke; kun en svag Forskydning i Øjets Udtryk sagde at han overhovedet levede.

Der var roligere i Skolen nu, det lønnede ikke Umagen at drille Læreren – han mærkede det knap; derved tabte Løjerne en væsenlig Del af deres Tillokkelse. Der havde lidt efter lidt dannet sig en Art Selvjustits blandt de større Drenge, de bestemte Skoletimernes Gang; Ulydighed og Uenighed om Magten afgjordes paa Legepladsen – med knyttede Næver og Træskosnuder. Undervisningen gik som før ved, at de klogere lærte fra sig til de andre; der blev regnet og læst noget mere end i Fris’ Dage, til Gengæld gik det ud over Salmerne.

Det hændte endnu, at Fris vaagnede og greb ind i Undervisningen. »Salmer!« raabte han med sin halv visnede Stemme og smækkede i Pulten af gammel Vane. Saa lagde de Tingene til Side for at føje den Gamle og tog fat paa Remsningen af en eller anden Salme; de hævnede sig ved at remse det samme Vers om og om igen en hel Time. Det var deres eneste større Spas med den gamle Mand, og Fornøjelsen blev mellem dem – Fris sansede ingenting.

Fris havde saa længe snakket om at gaa af, nu sansede han ikke dèt engang. Han sjokkede til Skole og fra Skole til de bestemte Tider – og vidste vel ikke engang af det. Ligefrem afsætte ham nænnede man ikke. Naar undtoges Salmerne som det skortede lidt paa, var der heller ikke noget at sige paa ham som Lærer; endnu var der aldrig udgaaet nogen fra hans Skole, som ikke kunde baade skrive sit Navn 280| og læse i en trykt Bog – naar det da var gammel Tryk. Den nymodens Tryk med latinske Bogstaver lærte Fris ikke fra sig, ihvorvel han havde studeret Latin i sin Ungdom.

Selv følte Fris næppe Forandringen, han havde ophørt at føle baade for sig selv og andre. Ingen bar sine menneskelige Sorger til ham mer og fandt Trøst hos en medfølende Sjæl – hans Sjæl var ikke til Huse. Den svævede uden for ham saa halvvejs løsreven, som en Fugl der har ondt ved at forlade sin gamle Rede for at gaa paa ukendt Langfart; det var vel Sjælens Flakken hans Øjne fulgte bestandig, medens de matte stod og flyttede sig vendt mod det tomme Rum. Men de Unge, der kom hjem til Lejet for at overvintre og søgte til Fris som til en gammel Ven, følte Forandringen. For dem var der blevet en tom Plads herhjemme; de savnede den gamle Brumbasse, der hadede dem alle over én Bank i Skolen! – for siden at holde af dem alle, gode og daarlige, og sige sit pudsige: han var min bedste Dreng! om enhver af dem. – –

Børnene tog sig tidlig Frikvarter og væltede ud endnu før Pelle havde givet Signalet; Fris trippede sin Vanegang ind mod Lejet for at blive de sædvanlige Par Timer borte, Pigerne stillede sig op henne ved de smaa Huse og spiste deres Skolemad, Drengene hvirvlede rundt om Pladsen som løsslupne Fugle.

Pelle var godt gal i Hovedet over Opsætsigheden og pønsede paa en Udvej til at sætte sig i Respekt – han havde i Dag haft de andre store Drenge imod sig. Han fór over Pladsen som en kredsende Maage, med Kroppen i skraat Fald og Armene udspilede til et Vingepar. De fleste gjorde god Plads for ham, de der ikke flyttede sig godvillig kom alligevel af Vejen. Stillingen var truet, og han holdt sig uafladelig i Bevægelse – som for at holde Spørgsmaalet svævende til der viste sig en Mulighed for at slaa ned.

Saadan gik det en Stund, han væltede nogle og 281| slog til andre i sin Flugt, mens det gik i ham af fortørnet Magtfølelse; han vilde have dem alle til Fjender. – Henne ved Klatremaskinen begyndte de at rotte sig sammen, og pludselig havde han hele Flokken oven paa sig. Han forsøgte at rejse sig og ryste dem alle af saa de slængte hid og did – men kunde ikke; og Knoerne gik stive ovenfra ned gennem Klyngen og traf ham saa det bed. Han arbejdede ufortrødent, men det vilde ikke blive til noget, før han gik ud af sit godmodige Skind og tog til de mindre fine Midler: satte Fingre i Øjnene, i Mulen og Kværken og hvor han kunde. Saa blev der Luft, og han kunde rejse sig op og slænge en sidste Smaafyr hen over Pladsen.

Pelle var godt forslaaet og helt udgaaet for Vejr – men glad; hele Flokken stod maabende og lod ham børste sig af – han var Sejrherre. Han søgte over til Pigerne med sin forrevne Bluse, og de fæstede den sammen med Knappenaale og gav ham Slikkerier. Til Tak bandt han to af dem sammen ved Flætningerne, de hvinede og lod ham tumle med sig uden at blive arrige – det hele var som det skulde være.

Men helt tryg ved sin Sejr var han ikke. Han kunde ikke – som Henrik Bødker i sin Tid – gaa tværs igennem hele Flokken med Hænderne i Bukselommen lige efter et Slag, og lade som om de ikke var til. Han maatte jævnlig skæve hen til dem, mens han drev ned mod Stranden og af al Magt arbejdede paa at presse sit Aandedræt i Lave; næst efter at brøle var det at blive forpustet den værste Skam der kunde overgaa én.

Pelle gik nede ved Stranden og fortrød, at han ikke var sprunget paa dem igen straks mens Gaapaa Modet endnu var i ham – nu var det for sent. Saa var det maaske kommet til at hedde om ham ogsaa, at han kunde banke hele den øvrige Klasse tilsammen; nu maatte han nøjes med at være den stærkeste Dreng i Skolen.

Et vildt Krigshyl oppe fra Skolen fik ham til at 282| spjætte, hele Drengeflokken kom frem bag Gavlen med Kæppe og Træstykker i Hænderne. Pelle vidste, hvad der stod paa Spil om han veg; han tvang sig til at staa rolig afventende skønt det rykkede i hans Ben. Men pludselig satte de løs paa ham i vild Fart, og han vendte sig i et Spring for at flygte. Dér laa Havet spærrende for ham, tæt pakket med gyngende Is. Han løb ud paa en Isflage, sprang fra den til den næste, der ikke var stor nok til at bære – maatte videre.

Flugten var i ham og gjorde Skrækken for det bagved overmægtig stor. Under ham veg Isstykkerne, han maatte springe fra Stykke til Stykke, Fødderne gik paa ham som Fingre over Tangenter – han sansede lige at tage Retning mod Havnemolen. Inde paa Stranden stod de andre og maabede, mens Pelle dansede paa Vandet som en Sten der slaar Smut. Isstykkerne dykkede under saa snart han rørte dem, eller drejede sig paa Højkant; men Pelle kom og gled forbi som et Anslag, kastede sig lynsnart ud til Siderne, greb ændrende ind midt i Springet som en Kat. Det var som en Dans paa gloende Jærn saa hurtig tog han Foden til sig, anbragte den et nyt Sted og havde den oppe igen; Vandet stod i lysende Skvæt fra Isstykkerne hvor han rørte, og bag ham laa en krum Stribe af Uro ind til det Sted, hvor Drengene stod og holdt Vejret. Der var ingen som Pelle, ikke én kunde gøre ham det dér efter! Da han i et sidste Spring kastede sig paa Maven ind over Molen, raabte de Hurra for ham. Pelle havde sejret i sin Flugt!

Han laa udpint og gispende paa Molen og stirrede sløvt ud paa en Brig, der havde kastet Anker ud for Lejet. En Baad kom roende ind – maaske med en Syg der skulde afsondres. Skibets afrakkede Ydre fortalte at det havde været ude paa Vintertur, i Is og haard Sø.

Fiskerne kom ned fra Hytterne og drev ud mod det Sted hvor Baaden skulde lægge til, alle Skolebørnene kom dragende. Paa Baadens Agtertoft sad 283| en ældre vejrbidt Mand med Kransskæg, han var i blaat Tøj, foran ham stod en Skibskiste. »Det er jo Baadsmand Olsen,« hørte Pelle en Fisker sige. Saa steg Manden i Land og gav Haanden rundt. Fiskerne og Skolebørnene dannede en tæt Kreds om ham.

Pelle tog Vejen opefter – han sneg sig frem bag Baade og Skur; saa snart han var dækket bag Skolebygningen satte han i Løb ret over Markerne mod Stengaarden. Græmmelsen brændte bittert i hans Strube, Skammen fik ham til at søge langt uden om Huse og Folk; Pakken som han ikke havde set Lejlighed til at aflevere om Morgenen, var som et aabenbart Vidne for alle om hans Skændsel, han smed den fra sig i en Mergelgrav under Løbet.

Ind i Gaarden vilde han ikke men dundrede paa Uddøren til Stalden. »Kommer du allerede hjem?« udbrød Lasse glad.

»Nu – nu er Madam Olsens Mand kommet hjem!« stønnede Pelle og gik forbi Faderen uden at se paa ham.

For Lasse var det, som hele Verden brast og Stumperne borede sig ind i Kødet paa ham. Alting svigtede ham, han gik der og rystede og tog forkert om enhver Ting; tale kunde han ikke, han var gaaet rent i Staa. Han havde faaet en Strikke i Haanden og gik frem og tilbage, frem og tilbage kiggende i Vejret.

Saa kom Pelle hen til ham. »Hvad vil du med den?« spurgte han haardt.

Lasse lod Strikken falde ud af Haanden og begyndte at klage sig, saa trist og fattigt det var at være til. Saa røg der én Fjer og saa én; tilsidst stod man i Ælten og traadte som en fjerløs Fugl – gammel og udgaaet og røvet for ethvert Haab om en glad Alderdom. Saadan blev han ved at klage halvhøjt hen for sig, og Klagen lindrede ham.

Pelle svarede ikke. Han tænkte kun paa den Tort og Skam, der var overgaaet dem, og fandt ingen Lindring.

Næste Morgen tog han sin Skolemad og gik som 284| sædvanlig, men da han var kommet halvvejs lagde han sig under en Tjørn. Der laa han og græmmede sig og frøs, til det var ved den Tid de fik fri, saa gik han hjem. Det gentog sig flere Dage. Over for Faderen var han tavs, næsten ond. Lasse gik og smaaklagede, og Pelle havde nok i sit eget; de gik i hver sin Verden, og der var ikke Bro imellem, ingen af dem havde et godt Ord at sige den anden.

Men en Dag Pelle saadan kom luskende hjem, tog Lasse imod ham med straalende Mine og løse Knær. »Hvorfor fan skal én vel gaa og sørge du?« sagde han med missende Ansigt og vendte sine klikkende Øjne mod Pelle – for første Gang siden Ulykkesbudskabet kom. »Her skal du bare se en ny Kærest jeg har fundet – kys hende Pøjke!« Lasse trak en Flaske Brændevin frem af Strøelsen og holdt hen imod ham.

Pelle stødte den vredt fra sig.

»Saa du er storagtig!« udbrød Lasse. »Ja ja, det vilde være Synd og Skam at nøde godt i ondt.« Han satte Flasken for Munden og sejlede bagover.

»Nu lader du være du!« udbrød Pelle tudbrølende og tog ham i Armen saa Væsken sprøjtede.

»Hov hov!« sagde Lasse forundret og tørrede sig af med Haandbalgen »– svært saa hun er sprælsk, hov hov!« Han fattede om Flasken med begge Hænder og holdt den godt fast, som havde den forsøgt at slaa sig fra ham. »Saa du er obsternasig du!« Saa fik han Øje paa Pelle. »Og du græder du! har nogen gjort dig Fortræd kanske? Ved du ikke, at din Far hedder Lasse – Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Du skal ikke være ræd, for Lasse er her han! Og han skal nok drage hele den vide Verden til Ansvar.«

Pelle saa, at Faderen blev hastig mere omtaaget og maatte i Seng, om ikke nogen skulde komme og se ham ligge og flyde. »Kom nu du Far,« bad han.

»Ja nu skal jeg gaa. Han skal staa mig til Regnskab, om saa han var selve Gubben Satan fra Smaa285|land – du skal ikke græde!« Lasse vilde ud i Gaarden.

Pelle spærrede for ham: »Nu skal du komme med, Far! – der er ingen som skylder dig Regnskab.«

»Naa ikke – og du græder jo! Men han skal staa mig til Regnskab for alle Aarene – Proprietærsnuden!«

Nu blev Pelle bange. »Far dog, Far!« brølede han »gaa ikke derop! Han bliver rasende og jager os paa Porten! – du er jo svirende husk dog paa!«

»Ja vist er jeg fuld« svarede Lasse »men jeg er ikke ondskabsfuld.« Han stod og famlede for at faa Krogen af Underdøren.

Det var jo Uret at lægge Haand paa sin egen Far, men nu nødtes Pelle til at sætte sig ud over alle Hensyn. Han tog et fast Tag i Kraven paa den Gamle. »Nu skal du komme her!« sagde han og trak ham med sig op mod Kamret.

Lasse lo og hikkede og strittede imod; han hagede sig fast hvor han kunde – i Stolperne og Kreaturernes Haler, mens Pelle trak brølende af med ham. Pelle havde faaet ham fat bagfra om Livet og halv bar ham; i Døraabningen blev de stikkende, den Gamle spændte imod med begge Hænder. Pelle maatte slippe og slaa Armene fra ham saa han faldt; saa fik han ham slæbt over paa Sengen.

Lasse lo fjantet under det hele som kunde det være Leg, og gjorde sig skarnagtig hvor han kunde. Et Par Gange søgte han at staa op naar Pelle vendte Ryggen til; Øjnene var krøbet i Skjul, men det spillede underfundigt om hans Mund – han lignede en uvorn Unge. Pludselig faldt han bagover og snorksov.

Næste Dag var der Frihed fra Skolen, og Pelle behøvede ikke forstikke sig. Lasse skammede sig og gik og var ydmyg. Han havde nok en ganske klar Forestilling om hvad der var sket Dagen forud, for bedst som han gik kom han hen og rørte ved Pelles Arm. »Du er som Noahs gode Søn, der dækkede over sin Faders Skam!« sagde han »– men Lasse er et Svin. Et haardt Bagslag har det nu ogsaa 286| været for mig, det faar du tro paa! Men jeg ved vel, at det ikke hjælper at drikke sig fra Vid og Samling; den Sorg er skidt jordet som manes ned med Brændevin. Hvad der fjæles i Sne kommer op i Tø, som Ordet gaar.«

Pelle svarede ikke.

»Hvordan tager de det ude omkring?« spurgte Lasse forsigtigt, han var nu naaet til at have Tanke for det beskæmmende ved Sagen. »Her paa Gaarden tror jeg endnu ikke det har spurgtes, men hvad siges der ude omkring?«

»Hvad ved jeg af det?« svarede Pelle mut.

»Du har saa intet hørt da?«

»Tror du kanske, jeg vil gaa i Skolen og være til Spot for dem alle?« Pelle var nær ved Graaden igen.

»Saa har du flakket om da, og ladet din Far i den Tro at du gik til Skole? det var uret handlet af dig. Men jeg skal vist ikke gaa i Rette med dig, saa megen Skam jeg har forvoldt dit ærekære Sind. Og hvis du nu uforskyldt kommer i Ulejlighed for din Skulken? – den ene Ulykke har den anden ved Haanden, og Ondt yngler som Lus i Skindpelse. Vi faar vide hvad vi gør, vi to – at det ikke skal gaa os altfor ilde.«

Lasse gik med raske Skridt op i Kamret og kom tilbage med Flasken, han tog Proppen af og lod Brændevinen løbe langsomt ud i Floren. Pelle saa forundret paa ham. »Gud forlade mig at jeg handler ilde med hans Gaver!« sagde Lasse – »men det er en slem Frister at have staaende naar én har Hjærtesaar. – Og naar jeg nu giver Haand paa at du aldrig oftere skal se mig saadan som i Gaar, vil du saa ikke prøve Skolegangen igen i Morgen – og se at komme over det med Læmpe? Vi kan komme i det med selve Øvrigheden, om du bliver ved at holde dig borte; der er nok stor Straf for saadant her til Lands.«

Pelle lovede det og holdt sit Ord. Men han var forberedt paa det værste og stak i Smug en Blykno 287| i Lommen, som Erik havde benyttet i sine Velmagtsdage, naar han gik paa Skovballer og andre Steder hvor man maatte slaa et Slag for sin Tøs. Der blev dog ingen Anvendelse for den, Drengene var helt optagne af et Skib, som havde maattet gaa paa Grund for ikke at synke og nu laa og lossede sin Hvedeladning over i Lejets Baade. Paa Havnen laa Hveden allerede i store Dynger, vaad og udbulnet af Saltvandet.

Og et Par Dage efter da det var gammelt, skete der noget som for bestandig satte Bom for Pelles Skolegang. Børnene regnede under en jævn Pludren og skramlede med Tavlerne, Fris sad som sædvanlig oppe paa sin Plads med Nakken hvilende mod Væggen og Hænderne støttet paa Pulten; de halvbrustne Øjne var ude i Rummet et Steds, ikke en Trækning forraadte at han levede. Det var hans sædvanlige Stilling, og han havde siddet saadan helt siden Frikvarteret.

Børnene blev urolige, Tiden nærmede sig da de skulde hjem. En Gaardmandssøn der havde Ur, holdt det op saa Pelle kunde se det, »to« sagde han højt. De pakkede larmende Tavlerne ned og begyndte at slaas, Fris plejede at vaagne ved denne Opbrudsstøj men rørte sig ikke. Saa trampede de ud, en Tøs strøg i Kaadhed over Lærerens Haand idet hun gik forbi. Hun jog forskrækket sammen. »Han er ganske kold!« sagde hun gysende og trak sig hen bag de andre.

De slog Kreds om Pulten og stod og spejdede efter Fris’ halvaabne Øjne, saa gik Pelle de to Trin op og lagde Haanden paa sin Lærers Skulder. »Vi skulde hjem,« sagde han med unaturlig Stemme. Fris’ Arm faldt stiv ned fra Pulten, Pelle maatte støtte hans Krop. »Han er død!« det gik som en Frysen over Børnenes Læber.

Fris var død – død paa sin Post som Sognets skikkelige Beboere udtrykte det. Pelle var færdig med sin Skolegang for bestandig og kunde trække Vejret frit.

288| Han gik hjemme og hjalp Faderen, de havde det rigtig hyggeligt sammen og kom helt nær til hinanden igen, nu der ikke stod nogen tredje Person imellem dem. Stiklerierne fra Gaardens andre Folk var for intet at regne, Lasse var gammel i Gaarde og vidste for meget om hver enkelt, han kunde bide igen. Han solede sig rigtig i Pelles milde Barnesind og holdt ustanselig Snakken gaaende. Stadig kom han tilbage til det samme: »Jeg maa være glad for dig, for havde du ikke holdt igen dengang jeg partu vilde flytte ned til Madam Olsen, saa var det blevet en gal en for os. Jeg tænker vel han havde slaaet os ihjæl i sin Vrede. Her som altid har du været min gode Engel.«

Paa Pelle virkede Lasses Snakken velgørende som Kærtegn, han gik og hyggede sig og var mere Barn end hans Aar forudsatte.

Men om Lørdagen kom han hjem fra Præsten og var helt forandret; han hang med alting som en død Sild, gik ikke over og spiste men kom lige ind gennem Uddøren og smed sig over en Foderbunke.

»Hvad er der nu kommet paa?« spurgte Lasse og kom hen til ham. »Har nogen været ond imod dig?«

Pelle svarede ikke men laa og pillede. Lasse vilde vende hans Ansigt mod sig, men Pelle borede det ned i Foderet. »Kan du ikke engang have Fortroende til din egen Far, jeg vil jo dog ikke andet her paa Jorden end dit Vel!« Lasses Stemme var bedrøvet.

»Jeg skal vises bort,« fik Pelle sagt, og borede i Høet for at holde Graaden tilbage.

»Da skal du vel ikke det?« Lasse kom til at ryste. »Hvad kan du have forbrudt da?«

»Jeg har slaaet Præstens Søn halv fordærvet.«

»Ak, det var snart det værste du kunde gøre – lægge Haand paa Præstens Søn! Jeg ved vel at han maa have gjort sig fortjent til det, men – du skulde nu alligevel ikke gjort det. Undtagen han har tyvtet dig da – det behøver ærlig Mand ikke at tage imod af nogen, var det saa Kongen selv.«

289| »Han – han kaldte dig for Madam Olsens Medhustru.« Pelle havde Møje med at faa det sagt.

Lasse blev skarp om Munden og knyttede Hænderne. »Ja saa, ja saa! havde jeg ham her skulde jeg træde Tarmene ud af Livet paa ham, den Abeunge! Du gav ham vel hvad han har godt af længe?«

»Nej ikke saa farligt, for han vilde ikke staa for Slagene – han smed sig ned og skreg. Og saa kom Præsten!«

Lasse gik en Stund og var skæmmet af Vrede, nu og da udstødte han en Trusel. Saa vendte han sig mod Pelle: »Og de har vist dig væk tilmed? – bare fordi du antog dig din gamle Faders Sag! Altid skal jeg ogsaa bringe dig i Ulykke, skønt jeg kun pønser paa dit Vel. – Men hvad gør vi nu, du?«

»Jeg vil ikke være her længer,« sagde Pelle bestemt.

»Nej lad os kun komme bort herfra, der har aldrig groet andet end Malurt for os to her paa Gaarden. Kanske ligger der nye glade Dage og venter os derude. Og Præster findes der vel overalt. Naar vi to slaar os sammen om et godt Arbejde derude, skal vi tjene Penge som Græs. Saa gaar vi en Dag op til en Præst kan jeg tro, og smider halvhundrede Kroner for Snuden af’en, og det skulde være underligt om han ikke konfirmerede dig lige paa Stedet – og kanske lod sig sparke bagi paa Købet. Saadanne Folk er svært glade for Penge.«

Lasse havde ranket sig under Vreden og faaet et hvast Udtryk i Øjnene. Han traadte raskt i Fodergangen og slængte skødesløst med Tingene, Pelles æventyrlige Forslag smittede Ungdom af paa ham. Ind imellem Arbejdet samlede de alle deres Smaating sammen og pakkede den grønne Kiste. »Der bliver nok store Øjne her paa Gaarden i Morgen tidlig naar de kommer og finder Reden tom,« sagde Pelle muntert. Lasse kluklo.

Det var deres Plan at ty op til Kalle og være der et Par Dage, mens de tog Overblik over hvad Verden bød paa. Da alt var besørget om Aftenen 290| tog de den grønne Kiste imellem sig og listede gennem Uddøren ud paa Marken. Kisten var tung, og Mørket gjorde ikke Gangen lettere; de bevægede sig fremad i smaa Stød, skiftede Hænder, og hvilede. »Vi har jo Natten for os!« sagde Lasse oprømt.

Han var svært oplivet; mens de sad paa Kistelaaget og hvilede, snakkede han løs om alt det der laa og ventede dem. Naar han gik i Staa, tog Pelle fat. Ingen af dem havde opgjort sig noget bestemt for Fremtiden; de ventede sig simpelthen Æventyret selv med dets ufattelige Overraskelser. Alt hvad de saadan vilde være i Stand til at sætte sig hen og udforme af bestemt, faldt saa smaat ud mod det der maatte komme; derfor lod de være og gav sig Overfloden i Vold.

Lasse var usikker paa Foden i Mørket og maatte bestandig hyppigere sætte Byrden ned. Han blev træt og forpustet, de lyse Ord døde bort paa hans Læber. »Ak hvor den er tung!« sukkede han – »saa meget Skidt én ogsaa faar skrabet sammen i Tidens Løb.« Saa sad han paa Kisten og hev efter Vejret – han kunde ikke mere. »Havde én blot haft noget at styrke sig paa,« sagde han mat. »Saa mørkt og trist det ogsaa er i denne Nat.«

»Hjælp mig den paa Nakken!« sagde Pelle – »saa skal jeg bære den et Stykke.«

Lasse vilde ikke men gav tilsidst efter, og det gik atter fremad; han smaaløb foran og varskoede for Grøfter og Diger. »Om Bror Kalle nu ikke kan have os?« sagde han pludselig.

»Det kan han sikkert – der er jo Mormors Seng, den er bred nok til to.«

»Men om vi nu ingenting faar fat i? – saa ligger vi ham til Byrde.«

»Vi skal nok faa fat i noget – der er bart om Arbejdskraft overalt.«

»Ja dig vil de nok tage imod med Kyshaand; men jeg er vist for gammel til at byde mig ud.« Lasse havde tabt ethvert Haab og undergravede Pelles ogsaa.

291| »Nu kan jeg ikke mere!« sagde Pelle og lod Kisten dumpe. De stod med hængende Arme og stirrede paa maa og faa ud i Mørket; Lasse røbede ingen Trang til at tage fat igen, og Pelle var nu udmattet. Natten laa mørk om dem og gjorde alting saa forladt som flød de ene to om i Verdensrummet.

»Saa skulde vi vel se at komme videre,« udbrød Pelle og tog et Tag i Kisten; da Lasse ikke rørte sig slap han og satte sig ned. De sad med Ryggen til hinanden og kunde ikke faa sagt det rette Ord – der lagde sig stadig større Afstand imellem dem. Lasse krøb frysende sammen for Nattekulden. »Var man bare hjemme i sin gode Seng,« sukkede han.

Pelle var lige ved at ønske at han havde været alene, saa skulde han nok ført Vejen igennem. Den Gamle var lige saa tung at slæbe paa som Kisten.

»Jeg tror jeg gaar tilbage igen du!« sagde Lasse endelig slukøret – »jeg duer vist ikke til at træde de løse Veje. – – Og du bliver jo heller aldrig konfirmeret paa denne Maade! Om vi gik tilbage og fik Kongstrup til at lægge et godt Ord ind for os hos Præsten.« Lasse stod og holdt i Kistens ene Hank.

Pelle sad en Stund som hørte han intet. Saa tog han stiltiende fat, og de sled sig hjemad over Markerne i en træls Vandring. Hvert Øjeblik var Pelle træt og maatte sætte fra sig; nu det bar hjemad var Lasse den udholdende. »Jeg kunde vist godt bære den en Tørn alene – om du hjalp mig den paa Nakken,« sagde han. Men det vilde Pelle ikke høre om.

»Puh ha!« Lasse pustede behageligt ud da de igen stod i Kostaldens Varme og hørte Kreaturerne aande ud i dovent Velvære – »her er hyggeligt her. Det er som kunde det være éns Barndomshjem man var kommet ind i. Jeg tror jeg skulde kende Stalden her igen paa Luften, hvor i Verden de saa førte mig ind i den med bundet for Øjnene.«

Nu de var hjemme igen, var Pelle heller ikke fri for at synes her var rigtig rart.