af Martin Andersen Nexø (1906)   Udgave: Henrik Yde (2002)  
forrige næste

292| XXIII

Søndag Formiddag mellem Vanding og Middagsmaal steg Lasse og Pelle op ad den høje Stentrappe. De satte Træskoene oppe i Gangen og stod og skuttede sig uden for Kontordøren – de graa Strømpefødder var fulde af Avner og Jord. Lasse løftede Knoen prøvende men holdt inde. »Har du nu snydt godt ud?« spurgte han hviskende, hans Mine var anspændt. Pelle snuste op endnu engang og gik efter med Bluseærmet.

Lasse løftede igen Knoen, han var svært beladen. »Kanske du kunde være et Gran stille da?« sagde han ærgerlig til Pelle der stod som en Mus. Lasses Kno gik vejende i Luften tre-fire Gange inden den faldt mod Døren; saa stod han med Panden helt inde ved Fyldingen og lyttede. »Der er nok ingen inde,« hviskede han raadvild.

»Gaa bare ind,« udbrød Pelle – »vi kan vel ikke staa her hele Dagen.«

»Saa kan du jo gaa først, naar du mener du bedre forstaar at føre dig!« svarede Lasse stødt.

Pelle lukkede rask op og gik ind. Der var ingen paa Kontoret, men der stod aabent ind til Dagligstuen, og derinde fra lød Kongstrups velbehagelige Pusten. »Er der nogen?« spurgte han.

»Ja det er Lasse og Pelle,« svarede Lasse med en Stemme der ikke lød helt tapper.

»Kan I komme herind?«

Kongstrup laa paa Sofaen og læste i en Almanak, paa Bordet ved Siden af ham stod en Stabel gamle Almanaker og et Fad med Smaakager og sligt.

Han tog ikke Øjnene fra sin Bog, ikke engang mens Haanden gik saa hjemmevant op til Fadet efter noget at putte i Munden. Han laa og sugede det i sig og smaasank alt mens han læste; dem havde han ikke Øje for – ikke et Spørgsmaal om hvad de vilde, eller noget som kunde sætte én i Gang. Dette her var som at blive sendt ud at pløje og ikke faa at vide hvor. Han var vel midt i noget spændende maaske.

293| »Naa hvad vil saa I?« spurgte Kongstrup endelig med sin dvale Stemme.

»Ja – ja Proprietæren faar saa meget undskylde, at vi saadan kommer om noget som ikke angaar Bedriften. Men som Sagerne nu engang stiller sig har vi ingen anden at ty til, og saa er det jeg siger til Pøjken: Husbond vil sikkert ikke vredes, han har mangen god Gang vist Hjærtelag for os stakkels Lus – og saadér! Nu er det jo nok saaledes her i Verden, at omend man er et fattigt Skrog som ikke duer til andet end at tage Skidtet fra de andre, saa har Vorherre alligevel ikke nægtet én Faderhjærtet. Og ondt kan det jo gøre at se paa, at Faderens Synd skal ryge lige i Benene paa Sønnen.«

Lasse gik i Staa. Han havde paa Forhaand udtænkt det hele, og lagt det saaledes at det paa en snild og anselig Maade førte til selve Sagen. Men nu gik det i Urede lige som Sjæskens Lommetørklæde, og Proprietæren sáa ikke ud til at have forstaaet et Suk. Han laa og greb til Smaakagerne og kiggede hjælpeløst til Døren.

»Det er jo ogsaa saaledes, at et Mandfolk kan blive træt af den enlige Stand,« begyndte Lasse igen men opgav straks at gaa videre. Hvordan fan han saa bar sig ad, gik han rundt og rundt om Tingen og fik ikke Hold noget Sted – og nu gav Kongstrup sig til at læse igen. Et bitte lidet Spørgsmaal fra ham kunde have ført midt op i det hele; men han proppede bare Munden og gav sig til at tygge rigtig bredt.

Lasse var nedslaaet udvendig og gal indvendig, han stod og samlede sig sammen til at gaa. Pelle gloede op og ned paa Skilderierne og de gamle skinnende Mahonimøbler, han tog sit Skøn over enhver Ting.

Saa lød de energiske Skridt inde gennem Stuerne – de kunde følges helt nede fra Køkkenet. Kongstrup fik lidt Liv i Øjnene, og Lasse rankede sig. »Staar I to dér?« sagde Fruen paa sin sikre Maade der tydede paa saa megen Omsorg »– men saa sid 294| dog ned. Hvorfor har du ikke budt dem til Sæde Far?«

Lasse og Pelle kom til Sæde, og Fruen tog Plads henne ved sin Mand med Armen støttet paa hans Hovedgærde. »Hvordan er det med dig Kongstrup – har du faaet hvilet?« spurgte hun deltagende og pillede ved hans Skulder. Kongstrup smaagryntede noget; det kunde være baade ja og nej og ingenting.

»Og hvad saa I to – trænger I til Penge?«

»Nej det er Pøjken – han skal vises væk,« svarede Lasse ligetil. Over for Fruen blev man selv saa fast i det.

»Skal du vises væk?« udbrød hun og saa gammelkendt paa Pelle, »hvad har du gjort da?«

»Aa jeg sparkede Præstens Søn.«

»Hvorfor gjorde du nu ogsaa det?«

»Fordi han ikke vilde staa for Næveslag men smed sig ned.«

Fruen lo og stødte til Kongstrup: »Ja vist saa – – – men hvad havde han gjort dig?«

»Han havde sagt fule Ting om Far Lasse.«

»Var det meget stygt det han sagde?«

Pelle saa fast paa hende – hun skulde nu ogsaa føle enhver Ting under Bunden. »Jeg siger det ikke!« erklærede han bestemt.

»Ja ja da! Men saa kan vi jo heller ikke tage os af det.«

»Jeg faar vel lige saa godt sige det,« faldt Lasse ind »– han kaldte mig for Madam Olsens Medhustru – efter Bibelhistorien kan jeg tro.«

Kongstrup kluklo modstræbende, som om nogen havde hvisket ham en Sjofelhed i Øret og han ikke kunde lade være. Fruen selv var alvorlig nok. »Jeg forstaar det vist ikke?« sagde hun og lagde sin Haand dæmpende paa Mandens Arm. »– Lasse faar forklare sig.«

»Det sigter jo til, at jeg var Kærest med Madam Olsen i Lejet, som alle tog for at være Enke – og saa kom hendes Mand hjem nu forleden. Saa har 295| de nok hæftet det Smædenavn paa mig ude omkring kan jeg forstaa.«

Kongstrup begyndte igen paa sin dulgte Latter, Lasse sad og missede helt forpint ved det.

»Værsgod og tag jer en Kage!« sagde Fruen meget højt og skød Fadet hen til dem. Saa tav Kongstrup; han laa og fulgte deres Greb i Kagefadet med opmærksomme Øjne.

Fruen sad og stødte Langfingren ivrigt mod Bordpladen mens de tyggede. »Saa blev den skikkelige Pelle rasende og sparkede haandløst?« sagde hun pludselig. Der var Ild i hendes Øjne.

»Ja det var jo det han aldrig skulde gjort!« svarede Lasse klynkende.

Fruen satte et Par Øjne paa ham.

»Nej for fattig Fugl er ikke til andet end at hakke i.«

»Jeg lider nu bedst den Fugl, der hakker igen og forsvarer Reden saa fattig den er. – Ja ja nu faar vi se! – – Og han skal konfirmeres han her? Det er jo rigtig sandt ogsaa – at jeg kunde være saa glemmen! Saa maa vi nok til at tænke paa Stadsen.«

– –

»Det var to Sorger slukket det!« sagde Lasse da de igen gik nede i Stalden. »Men bemærkede du ogsaa, hvor fint jeg lod hende vide at du skulde konfirmeres? Det var næsten saa hun kom paa det af sig selv. Nu bliver du nok som en Butikssvend i Tøjet skal vi se; Folk som Proprietærens ved hvad der skal til, naar først de faar aabnet Pungen. – – Nu fik de hele Sandheden i Synet, men fan – de er vel ikke mere end som Mennesker. – Naar bare én træder frit op –.« Lasse kunde ikke glemme det heldige Udfald.

Pelle lod den Gamle skryde. »Tror du jeg faar Lærsko ogsaa af dem?« spurgte han.

»Ja det faar du! Og troligt nok gør de Konfirmationsgilde for dig ogsaa. Jeg siger de, men det er jo hende som staar for det hele, lad os være glade 296| for det. Bemærkede du at hun sagde vi – vi skal nok og saadér – bestandig? Hun er fin hun, for han ligger jo bare og æder og lader hende om alting. Som han dog har det godt, jeg tror hun kunde springe gennem Ild for at tækkes ham. Men Kommandoen har hun sku! – Ja ja, vi skulde vel ikke sige ondt om nogen; dig er hun jo mod som kunde hun være din egen Mor.« – – –

Fruen sagde intet om Udfaldet af sin Køretur til Præsten – hun havde ikke for Vane at føre Bagsnak om en Ting. Men Lasse og Pelle traadte igen trygt paa Jorden; naar hun gav sig i Kast med en Sag var den paa Forhaand gaaet i Orden.

Hen i Ugen kom Skrædderen en Morgen haltende med en Saks, Alen og Pressejærn; Pelle maatte ned i Folkestuen, og der blev taget Maal af ham paa Kryds og tværs som kunde han være et Præmiedyr. Hidtil havde han altid faaet sit Tøj syet paa Slump. – Det var noget nyt, at der var Vanke-Haandværkere paa Stengaarden; siden Kongstrup kom for Styret, havde hverken Skomager eller Skrædder sat sin Fod i Folkestuen. Dette her var god gammel Bondeskik, som igen satte Stengaarden paa lige Fod med de andre Gaarde; Folkene gik og behagede sig i det, saa tidt de kunde var de nede i Folkestuen for at tage Luften ind dernede og høre en af Skrædderens Løgnehistorier. »Det er Fruen der har fat nu!« sagde de til hinanden; i hendes Haand var der godt Bondeblod, hun førte Tingene tilbage til det gode gamle. – Pelle gik sin Gang til Folkestuen som en Herremand; han prøvede flere Gange om Dagen.

Han prøvede hele to Sæt, det ene var til Rud som ogsaa skulde konfirmeres. Det blev nok det sidste Rud og hans Mor fik dèr fra Gaarden. Fruen havde sat igennem, at de blev sagt ud af Hytten til Maj. Paa Stengaarden vovede de aldrig at sætte deres Fod mere. Fru Kongstrup sørgede selv for, at de fik hvad de skulde have; men hun gav ikke rede Penge naar hun kunde slippe fri.

297| Pelle og Rud søgte for Resten aldrig hinanden mere – de fulgtes sjældent ad til Præsten. Det var Pelle der trak sig tilbage, da han blev træt af at være paa Vagt mod Ruds evige Bagtanker. Pelle havde vokset sig større og kraftigere end Rud, og hans Sind havde – maaske paa Grund af hans legemlige Overlegenhed over andre – taget aabnere Veje. I Ævne til at tilegne sig og lære udenad var Rud ogsaa den lille; til Gengæld kørte han rundt med Pelle og de andre Drenge, blot han fik fat med sin praktiske Menneskeforstand. – – –

Paa selve den store Dag kørte Karl Johan for Pelle og Lasse i den lille Enspændervogn. »Vi er fint kørende i Dag!« sagde Lasse straalende; han var helt ør, skønt han ikke havde smagt stærkt. Der laa en Flaske Brændevin hjemme i Kisten, til at skænke for Karlene naar den hellige Handling var overstaaet; men Lasse var ikke den, som slog Spiritus paa sig inden han tog til Kirke. Pelle var helt fastende – saa bed Guds Ord bedst.

Pelle straalede ogsaa trods sin Sult. Han var i flunkende nyt Firskaft – saa nyt at det slog Smæld hver Gang han gjorde en Bevægelse. Paa Fødderne havde han Fjedersko, som havde tilhørt selve Kongstrup. De var godt store, men »der er gode Raad for den Pølse der er for lang,« som Lasse sagde. Han kom en tyk Saal i og Papir i Taaen, Pelle fik to Par Strømper paa – og Skoene sad som de var støbt til Foden. Paa Hovedet bar Pelle en blaa Kasket, som han selv havde valgt ud nede hos Landhøkerens. Den var til at vokse i, og red paa hans Slugøren, der i Dagens Anledning blussede som to Roser. Rundt om den løb et bredt Baand, hvori var vævet River, Leer og Plejle over Kors med Neg helt rundt.

»Det er godt du er med,« sagde Pelle da de rullede op ved Kirken og befandt sig mellem de mange Folk. Lasse var jo nær ikke kommet med; den Karl der skulde tage sig af Kreaturerne saa længe, maatte i sidste Øjeblik af Sted til Dyrlægen. Men Karna 298| kom og tilbød at vande og give Middagsmaal, skønt ingen af dem kunde sige med sig selv, at de havde været som de skulde mod hende.

»Har du nu Tingen du ved?« hviskede Lasse inde i Kirken. Pelle følte til Lommen og nikkede, dér laa det lille runde Stykke Pokkenholt som skulde bringe ham over Dagens Vanskeligheder. »Saa svar du bare højt og frit ud,« hviskede Lasse og skubbede sig ind paa en Bænk i Baggrunden.

Pelle svarede frit ud, hans Stemme lød helt vakkert i Rummet syntes Lasse. Heller ikke var der Tale om, at Præsten gjorde noget for at hævne sig, han behandlede Pelle præsist lige saa net som de andre. Da Handlingen var paa sit højtideligste, kom Lasse i Tanker om Karna, saa rørende hun var i sin Troskab. Han skammede sig selv ud med halvhøje Ord og gjorde et helligt Løfte. Hun skulde ikke forgæves gaa og sukke længer.

Lasse havde forresten en hel Maaned gaaet saa smaat og syslet med Tanker om Karna, snart for snart imod. Men nu i denne højtidelige Stund, da Pelle var i Færd med at gøre det store Skridt ind i Fremtiden og Lasses Sind var bevæget paa saa mangen Vis, brød Karnas Troskab ind over ham saa tungt som en Sang om forsmaaet Kærlighed, der endelig endelig kommer til sin Ret.

Lasse gav Pelle Haanden. »Til Lykke og Velsignelse!« sagde han med skælvende Stemme. Ønsket omfattede hans egen Pagt ogsaa, og han havde Møje med at tie om sin Beslutning saa bevæget han var. »Til Lykke og Velsignelse!« lød det til alle Sider; Pelle gik rundt og trykkede sine Kammerater i Haanden. Saa kørte de hjem.

»Det gik jo utroligt saa glat for dig,« sagde Lasse stolt »– og nu er du en Mand du!«

»Ja nu faar du se dig om efter en Kærest!« mente Karl Johan.

Pelle bare lo.

Om Eftermiddagen var de fri. Pelle maatte først op til Herskabet for at sige Tak for Tøjet og tage 299| mod Lykønskning; Fruen trakterede med Ribsvin og Kage, og Kongstrup gav ham en Tokrone.

Saa gik de ind til Kalles ved Stenværket. Pelle skulde fremstille sig i sit ny Tøj og be’ Farvel med dem; der var kun et Par Uger til Majdag. Lasse vilde benytte Lejligheden til i al Hemmelighed at skaffe sig Oplysninger om et Hus, der var til Salg inde i Lyngen.