XXIV

Endnu blev der snakket om det hver Dag, den korte Tid der var igen! Lasse som bestandig havde gaaet med Opbruddet i sig, og kun var blevet og blevet gennem Aarene fordi Drengens Vel krævede det – han var saa træg i det nu da intet holdt ham tilbage. Han vilde jo nødig give Slip paa Pelle og gjorde alt for at holde paa ham; men begive sig ud i Verden igen vilde han ikke for nogen Pris.

»Bliv her du!« sagde han overtalende. »Saa snakker vi med Fruen, og hun skal nok fæste dig for en ordenlig Løn. Du har jo baade Kræfter og Haandelag – og set venlig til dig har hun altid!«

Men Pelle vilde ikke tjene Bonden, der var ingen Anseelse og Fremgang i det. Et eller andet stort vilde han være; men her paa Landet var der ingen Udvej for noget – her fik man gaa bag Rumpen paa Kørne alle sine Dage. Han vilde til Staden – kanske videre fort over Havet til Kongens København.

»Du skulde tage med du!« sagde han. »Des fortere bliver vi rige og kan købe os en stor Gaard!«

»Ja ja,« sagde Lasse og nikkede langsomt – »du taler godt for din syge Mor! Men Ndet gaar nok ikke altid til som Præst præker. Vi kan komme til at Nstaa paa bar Bakke! hvad ved én vel om Fremtiden du?«

»Aa jeg skal nok –!« Pelle nikkede fortrøstnings300|fuldt. »Kan jeg ikke tage fat paa hvad som helst maaske?«

»Jeg har jo heller ikke sagt op i Tide,« undskyldte Lasse sig.

»Saa røm da!«

Men det vilde Lasse ikke.

»Nej jeg vil blive, og arbejde paa at faa mig noget for mig selv herinde omkring,« sagde han – lidt vigende i Tonefaldet. »Det vil ogsaa være rart nok for dig at have et Hjem, du kan besøge iblandt. Og skulde det gaa skidt for dig derude, var det nok ikke det værste at have noget at falde tilbage paa! Du kunde blive syg, eller der kan hænde andet galt – Verden er ikke at lide paa. Derude faar én nok have haard Hud over det hele.«

Pelle svarede ikke. Det med Hjemmet lød hyggeligt nok; og han forstod godt, at det var Karnas Person der tyngede den anden Ende ned. Naa, hun havde gaaet alt hans Tøj efter nu til Udfærden, og et skikkeligt Skrog havde hun altid været – han havde ikke noget imod det!

Det vilde blive svært nok at leve borte fra Far Lasse, men Pelle maatte ud. Ud! – det var som Foraaret smældede ham om Ørerne med det Ord. Her kendte han hver Sten i Landskabet og hvert Træ – ja hver en Kvist paa Trærne med; her fandtes intet mere, der kunde fylde hans blaa Øjne og Slugøren og mætte hans Sind.

Dagen før Første Maj gik de og ordnede Pelles Udstyr. Lasse laa paa Knæ foran den grønne Kiste; hvert Stykke blev lagt omhyggeligt sammen og fik sine Bemærkninger, inden det kom i Lærredssækken der skulde tjene Pelle som Rejsekuffert.

»Husk nu, at du ikke gaar for længe med dine Hoser før du bøder dem!« sagde Lasse og lagde Stoppegarn til Side. »Den der gaar sit Tøj efter i Tide, slipper for det halve Arbejde og hele Skammen.«

»Jeg skal nok huske det,« sagde Pelle stille.

Lasse laa og vejede en sammenlagt Skjorte i 301| Haanden. »Den du har paa har du jo lige faaet ren,« sagde han tankefuld. »Men jeg kan ikke vide – – to Skjorter bliver vist for lidt i det Fremmede? Du faar have min den ene; jeg kan altid faa gjort Udvej til en ny, til jeg skal skifte. Og længer end fjorten Dage maa du aldrig gaa, at du ved det! Du som er ung og sund kunde let sanke Utøj – og blive til Spot og Spe for hele Staden; saadant taales ikke hos den der vil vinde frem til Anseelse. Skulde galt være faar du selv stille an med en lille Vask; du kan jo gaa til Stranden om Aftenen – om ikke andet!«

»Gaar man med Træsko i Staden?« spurgte Pelle.

»Ikke de som vil frem til noget! Jeg tænker, du lader mig beholde Træskoene og faar mine Støvler i Stedet; de pynter altid sin Mand, om end de er gamle. Dem kan du saa bruge paa Vandringen i Morgen, og skaane de fine Sko.«

Det ny Tøj kom øverst i Sækken, med en gammel Bluse om for at det ikke skulde tage mod Snavs.

»Nu tror jeg nok, vi har faaet alting med,« sagde Lasse og kastede et undersøgende Blik ned i den grønne Kiste; der var ikke meget tilbage i den. »Ja ja, saa binder vi i Guds Navn, og ber til at du maa komme godt frem – hvorhen Bestemmelsen nu er!« Lasse bandt for Sækken, han var slet ikke glad.

»Du ber jo pænt Farvel med hver især paa Gaarden, at de ikke skal faa noget at rive mig i Synet bagefter,« sagde Lasse efter en Stund. »Karna vilde jeg nu gærne, at du sagde lidt vakkert Tak, fordi hun har ordnet alting saa godt. Det var ikke enhver, der vilde have det NDrav.«

»Ja det skal jeg nok,« sagde Pelle sagte; hans Stemme vilde ikke rigtig bryde igennem i Dag.

Pelle var oppe og i Tøjet ved svageste Gry; der laa Taage over Søen og varslede godt for Dagen. Han gik omkring skuret og vandkæmmet og saa 302| paa alt med et stort Blik; Hænderne havde han i Stiklommerne. Det blaa NTvistestøj han havde gaaet til Præsten i, var vasket og nyrullet; det klædte ham svært saa godt endnu. Og Stropperne paa de gamle NFedtlærsstøvler, der stammede helt fra Lasses Velmagtsdage, struttede omkap med hans Øren.

Han havde sagt sit: Farvel og Tak for alt godt! til enhver paa Gaarden – selv Erikmand; og et godt Flæskefoder havde han sat til Livs. Nu gik han i Stalden og summede sig, ruskede Tyren i Hornene og lod Fedekalvene patte paa sine Fingre – det var en Slags Afsked det ogsaa! Kørne satte Mulen helt ind paa ham og pustede langt af Velvære naar han gik forbi; Tyren slog overgivent efter ham med Hornene. Og lige i Hælene paa ham trippede Lasse; han talte ikke stort men holdt sig bestandig i Nærheden af Drengen.

Her var saa inderlig godt at være, og det sank blødt gennem Pelle, hvergang en Ko slikkede sig eller den varme Em slog imod ham fra frisk faldende Gødning. Hver en Lyd tog om ham som Moderkærtegn, og hver en Ting var et fortroligt Stykke Legetøj, hvormed den lyseste Verden kunde bygges. Rundt paa alle Stolper var der Billeder han havde skaaret ud; Lasse havde klinet dem til med Kogødning igen, for at Proprietæren ikke skulde komme og sige at de ødelagde alting for ham.

Pelle tænkte ikke men gik og døsede; det sank saa varmt og tungt gennem hans Barnesind. Han havde faaet Kniven frem og tog fat om Tyrens Horn som vilde han skære noget i det. »Det finder han sig ikke i,« sagde Lasse forundret. »Prøv hellere med en af Studene.«

Men Pelle stak Kniven i Lommen igen, han havde ingenting villet. Han gik og Nsjanglede paa Fodergangen uden Maal eller Med. Lasse kom hen og tog ham i Haanden.

»Du skulde hellere blive her en Tid endnu,« sagde han. »Vi har det jo saa hyggeligt.«

Men saa levede Pelle op. Han fæstede sine store 303| trofaste Øjne paa Faderen og gik saa ned i Kamret.

Lasse kom bagefter. »I Guds Navn da, saa skal det vel være?« sagde han tonløst og tog i Sækken for at hjælpe Pelle den paa Nakken.

Pelle gav Haanden. »Farvel og Tak du Far – for alt godt!« sagde han blødt.

»Ja, ja; ja, ja!« sagde Lasse og rokkede med Hovedet; mere kunde han ikke faa frem.

Han fulgte med ud forbi Smaahusene, dèr blev han staaende. Pelle gik videre langs Digerne med sin Sæk paa Nakken – op mod Landevejen. Et Par Gange vendte han sig og nikkede; Lasse stod sammenfalden og stirrede, med Haanden over Øjnene – saa gammel havde han aldrig før set ud.

Ud over Agrene kørte de med NSæddækkeren – Stengaarden var tidlig efter det i Aar. Kongstrup og Fruen vandrede Arm i Arm ned langs en Grøft; hvert Øjeblik stansede de og hun pegede – de snakkede nok om Avlingen. Hun lænede sig ind til ham,naar de gik – hun havde rigtig fundet Hvile i sin Kærlighed nu!

Nu vendte Lasse sig og gik ind – saa forladt han saa ud! Pelle følte en hastig Trang til at smide Sækken og løbe tilbage for at sige ham et godt Ord; det kom som en Mindelse og gled bort i den friske Morgenbrise. Hans Ben bar ham videre den lige Vej, ud, ud! – Oppe paa en Bakkekam gik Forvalteren og skridtede en Ager af; Erik gik lige bag ham og abede ham efter med tossede Fagter.

Oppe i Højde med NKlippebrynet stødte Pelle til den store Landevej. Her vidste han, vilde Stengaarden og dens Jorder blive borte for Synet, og han satte Sækken fra sig. Dér stod Klitterne mod Havet med hver en Trætop synlig; dér var Granen som Guldspurven altid byggede i, Aaen løb mælkehvid efter det stærke Tøbrud, og Engen var ved at grønnes. Men Dyssen var borte, skikkelige Folk havde i Smug fjærnet den, da Niels Køller druknede og Pigen ventedes hjem fra Slaveriet.

304| Og Gaarden laa klart fremme i Morgenlyset, med sit høje hvide Stuehus, de store Ladelænger og alle Smaahusene. Hver Plet dernede lyste saa fortrolig mod ham; hvad ondt han havde døjet meldte sig ikke – eller var med til at danne Hyggen det ogsaa.

Pelles Barndom havde været lykkelig i Kraft af alt; en graadblandet Sang til Livet havde den været. Graaden gaar paa Toner saa vel som Glæden, hørt paa Afstand bliver den til Sang. Og som Pelle stirrede ned over sin Barndoms Verden, var det kun gode Minder, der flimrede op til ham gennem den lyse Luft. Alt andet var ikke, havde aldrig været.

Han havde set nok af ondt og uheldigt, men var kommet ovenud af alting; ingenting bed paa ham. Med Barnets Graadighed havde han forbrugt det alt til at vokse sig stærk paa. Og nu stod han her sund og kraftig – udstyret med Profeterne, Dommerne, Apostlene, Budene og 120 Salmer! – og satte en aaben, svedig Erobrerpande ud mod Verden.

Foran ham laa Landet i rigt Fald Sønder efter, indgærdet af Havet. Langt nede stod to høje sorte Skorstene mod Havfladen, og endnu længer mod Syd laa jo Staden! Bort fra den løb Havets Veje mod Sverig og København! Dette her var Verden – selve den store vide Verden!

Pelle blev skrubsulten ved Synet af den store Jord; og det første han tog sig for var at sætte sig ned paa Bakkekammen med Udsigt baade tilbage og frem, og æde al den Mad Karna havde givet ham med til hele Dagen. Saa havde Maven da Ro for det!

Han rejste sig vel tilpas, fik Sækken paa Nakken og vandrede nedad for at erobre Verden, mens han af fuld Hals galede en Sang ud i den lyse Dag: