Indledning

I 1944 udtalte Nexø i Sveriges Radio om Pelle Erobreren:

I årene 1893‑1904 publicerede Nexø ganske vist også enkelte skitser, som senere i mere eller mindre omarbejdet form skulle komme til at indgå i Pelle Erobreren. Den første er hans debut, artiklen »St. Hansaften paa Bornholm. Et Øjebliksfotografi« (Fyns Tidende, 10. juli 1893, særtryk 1994), jf. skildringen s. 226 ff. I dagbladet København, 13. sept. 1901, følger under overskriften »Livsspørgsmaal« skitsen til Pelles og Ruds samtale om den døde mus’ mulige adgang til den himmelske salighed. Andre lignende brudstykker kan spores (se noteapparatet og OPE, s. 22‑23).

Men der er heller ikke meget ved disse skitser, der antyder, at Nexø på nedskrivningstidspunkterne havde forestillet sig, hvilken sammenhæng de senere skulle komme til at indgå i.

I det følgende skal nogle af de biografiske, historiske og litterære kilder til romanen eftervises.

II.1. Personligt stof

Under selve udgivelsen nedtonede Nexø, i modsætning til det, han i det ovenfor anførte citat senere udtalte om romanens kilder, de dagsaktuelle begivenheders andel i disse. Ved udgivelsen af bind III, Den store Kamp, udtalte han således om forholdet mellem fiktion, historisk virkelighed og sin personlige baggrund for værket:

De personlige oplevelsers og erfaringers andel i romanen skal her omtales nærmere. Enkelte af dem lader sig dokumentere i detaljer ved sammenholdelse med samtidige kilder, ikke mindst en brevveksling mellem den unge Nexø og hans kæreste og senere hustru Margrethe f. Thomsen. Dertil kommer de talrige og væsentlige tematiske og biografiske sammenfald, der lader sig udlede af en sammenligning mellem Pelle Erobrerens to første bind og erindringernes andet og tredje bind, Under aaben Himmel (1935) og For Lud og koldt Vand (1937):

II.1a. Sammenfald med Erindringer

I udarbejdelsen af bind I’s skildring af en bornholmsk vogterdrengs tilværelse har forfatteren kunnet støtte sig på sine egne generelle erfaringer fra et par somre i 1880’erne. Der er imidlertid ringe lighed imellem de små gårde, den unge Martin Andersen tjente på, og den i romanen skildrede ‘Stengaarden’; og de misbrug og den benhårde udbytning, romanen lader Pelle komme ud for, havde forfatteren ikke selv lidt under i sin tid som vogterdreng.

I skildringen af Pelles skolegang vil den læser, der også kender Nexøs Erindringer, derimod nikke genkendende til beskrivelsen af lærer Fris (alias førstelærer Frederik Christian Andreas Friis) og skolekammeraten Henrik Bødker.

Og mellem Pelle Eroberens bind II, Læreaar, og erindringernes bind III, For Lud og koldt Vand, er der et overvældende sammenfald i persongalleriet. Skildringen af Jeppe Kofod og unge mester Andrés er i meget væsentlige henseender sammenfaldende med erindringernes skildring af skomagerlærling Martin Andersens egen mester Jeppe Jørgen Kjøller og unge mester Andreas Julius Kjøller. I romanens brug af forfatterens personligt oplevede miljøer har Nexø end ikke bekymret sig om at ændre de virkelige personnavne på læredrengene Emil og Peter, skrædder Bjerregrav, skomagermestrene Drejer og Sort (‘Sorth’), ‘Sjermanna’ (Anna Margrethe Shermanna Sørensen), stærke Bergendal m.fl., mens den lokale matador, skibsreder Mogens Christiansen, nødtørftigt dækkende er kaldt Monsen.

Det er ikke mærkeligt, at man i Rønne ved udgivelsen af Læreaar forarget betragtede den som en nøgleroman.

II.1b. De første udkast

De allerførst nedskrevne sujetter stammer fra 1894 og hidrører alle (eller i hvert fald næsten alle) fra personlige oplevelser i barndommen og ungdommen:

Og det meste blev anvendt: En skildring af et bal i Den konservative Klub i Rønne i 1880’erne indgik i For Lud og koldt Vand; skildringen af vogterdrengen, der riser en anden dreng, indgår i Pelle Erobrerens bind I, ligesom »Originalerne fra Bagergade« alle er portrætterede både i bind II, Læreaar, og i For Lud og koldt Vand. Skt. Peders Gæstehjem er nævnt i Vejs Ende.

Men planerne for en egentlig roman om figuren Kãl synes først lagt, da Nexø under sin første rejse til Syden opholdt sig otte måneder i Granada i Andalusien. Det første notat herfra er nedskrevet omkring oktober 1895:

Det tredje notat er nedskrevet nogle måneder senere og kan, som Houmann skriver (sst.), læses som »en tematisk skitse til den færdige romans bind II, Læreaar«:

II.1c. Planerne om en »Forbryderroman«

Et par år tidligere betroede han sin forlovede, Margrethe Thomsen:

I september 1898 skriver Nexø:

Men han samlede til bunke.

Episoden i Den store Kamp (s. 581‑584) med Pelle og Per Kofod, der følger en forslået arbejder hjem, har også baggrund i en personlig oplevelse:

I et notat fra omkring 1902 funderede Nexø over begrebet almue på en måde, der foregriber ordene om »Proletaren – altsaa Mennesket selv«, men som samtidig viser, at Nexø dengang opfattede sig selv som en udenforstående i forhold til proletariatet:

I den første præsenterer han sig væsentligst som »Lærer«, og det hedder om hans baggrund:

II.2. Litterært stof

I den almindelige opfattelse er Pelle Erobreren oftest blevet placeret som et realistisk værk, hvis væsentligste emne er samtidens sociale virkelighed. Herved kan man imidlertid let overse, at romanen – som så mange andre romaner – både direkte og indirekte forholder sig til og diskuterer med litterære, filosofiske og religiøse traditioner.

Værkets allersidste ord »’Den skal hedde Pelle Erobreren!’«, hvor Morten åbenbarer, at det er ham, der nu vil skrive Pelle Erobreren, lader ellers ane, at denne roman også er en roman om en romans tilblivelse, litteratur om litteratur. Hele værket indledes med en dedikation til Henrik Pontoppidan, hvis hovedværk Lykke-Per var udkommet i årene op til 1904. Værket omkranses af to allusioner til Miguel de Cervantes Saavedras roman Don Quijote, alle romaners udspring. Der alluderes til ordsprog og eventyr, til danske og svenske folkeviser, til bibelske myter, til Grundtvigs og Ingemanns og andres salmer, til den danske og europæiske romantradition, specielt til den russiske realisme, ikke mindst Do-stojevskij. Samt til Nexøs eget forfatterskab.

II.2a. Ordsprog, eventyr og folkeviser m.v.

Værkets forbundethed med den folkelige fortælletradition viser sig umiddelbart i forekomsten, navnlig i replikker, af et stort antal gamle ordsprog og talemåder. Ca. 60 forskellige er her verificeret i noteapparatet. En halv snes referencer til kendte og mindre kendte folkeeventyr (H.C. Andersen, brødrene Grimm, Svend Grundtvig) og eventyrtræk (en hvid pind, der gør usynlig, trylleord m.v.) peger i samme retning. Men også selve værkets struktur, hvor helten som ung mand drager over vandet mod »Kongens København« (forordet) for dér at finde sin brud og vinde lykken, har eventyrkarakter.

Visse af ordsprogene er registreret af folkloristen H.F. Feilberg (1831‑1921) i Bidrag til en Ordbog over Jyske Almuesmaal (1893). Som elev på Askov Højskole 1891‑1893 gik den unge Nexø under Feilbergs udarbejdelse af dette værk ham til hånde med kartoteksarbejde m.v. (se Nexøs Erindringer, s. 456 ff.); forekomsten af netop disse ordsprog i Pelle Erobreren indicerer, at ordsprogene ikke alene er samlet op fra hans egen baggrund i almuen, men desuden kan være resultatet af hans ungdoms systematiske beskæftigelse med den danske ordsprogsskat.

Tilsvarende citeres der fra et bredt udvalg af den folkelige visetradition af danske (specielt bornholmske) og svenske børnesange, sanglege, drikkeviser, folke- og skillingsviser, sømands- og hyrdesange m.v. De fleste lader sig identificere, men enkelte titler er fiktive, og nogle strofer er opdigtede pasticher i romanens univers.

II.2b. Bibelsk stof

Der forekommer gennem hele værket et meget stort antal allusioner eller direkte henvisninger til bibelsk stof, ca. 30 til GT og et tilsvarende antal til NT, spredt ud på et dusin af Bibelens forskellige bøger. Seksten gange henvises der til Mosebøgernes beretning om ørkenvandringen mod det forjættede land, fire gange til den dermed sammenhængende myte om Guds udvalgte folk.

Mange af henvisningerne forekommer i direkte eller dækket direkte tale og bidrager således, ligesom brugen af ordsprog og folkelige talemåder m.v., til værkets fremstilling af almuens bevidsthedsformer.

Men forestillingerne om en vandring mod ‘lyset’, ‘det forjættede land’ eller Guds rige og om et udvalgt folk – her underklassen – ligger desuden under selve romanens struktur. I slutningen af Den store Kamp fører Pelle som en anden Moses folket ind i et forjættet land – og må som Moses selv blive udenfor. I Gryet viser det eftersøgte forjættede land sig dog at være af en anden karakter end først antaget. Det ‘land’, Pelle selv erobrer, er ikke mindst en bevidsthedstilstand. Herved forskyder romanens forjættelse sig i den filosofiske Gryet fra ydre historisk emancipationsmyte (som i GT) til den samtidige åndelige emancipation (som i NT), der tilmed er kritisk over for forestillingen om en rent materiel emancipation – jf. Pelles forbehold over for arbejderbevægelsens tilslutning til parlamentarismen. Og de bibelske grundmyter om vandringen mod det forjættede land og om Guds udvalgte folk tranformeres i romanens fjerde bind gennem et direkte opgør med socialdarwinismen, hvor proletariatet i kraft af sin solidaritet udpeges til bærer af det nye samfund:

II.2c. Salmer og åndelige sange

Nexø havde fra sin skole- og søndagsskoletid et omfattende og levende kendskab til den danske salmetradition, som den udtrykte sig i hhv. den autoriserede salmebog og den pietistiske Luthersk Missionsforenings sangbog, Chr. Møller (red.): Aandelige Børnesange. Samlet og udgivet af Luthersk Missionsforening. Dette kendskab var senere blevet udbygget i hans højskoletid og i hans tid som dansklærer frem til 1901, og det afspejler sig også i Pelle Erobreren. Der citeres fra og alluderes til salmer og sange af Luther (2), Neumark, Ingemann (4) og Grundtvig (7) foruden flere anonyme. Forholdet er her overvejende det samme som med allusionerne til og citaterne fra eventyr, ordsprog og bibelshistorie m.v., at de indgår i romanens miljøtegning; dette gælder ikke mindst beskrivelsen i Læreaar af de pietistiske frikirker (f.eks. s. 488‑492).

En vigtig undtagelse herfra er henvisningen til Grundtvigs morgensang »Udrundne er de gamle Dage« (s. 857). Tugthusfangen Pelles heureka-oplevelse af denne sang, som han hører under en fangegudstjeneste (i øvrigt et brud på realismen – for så vidt sangen ikke stod i den tids autoriserede salmebøger), er determinerende for hans videre udvikling; den er det punkt, ud fra hvilket han forsoner sig med Ellen. Da han senere har indoptaget hendes værdier, bliver hans videre udvikling modsvarende bestemt gennem et opgør med Darwin, også her efter udførlig beskrivelse af en heureka-læseoplevelse (s. 945‑947).

Men også i Pelles – og romanens – vision om Danmark er der efterklang af Grundtvig:

II.2d. De store romaner

Pelle Erobreren er på flere måder i dialog med den klassiske romantradition. Først og fremmest er den selv en dannelsesroman og indgår dermed i den tradition, der grundlagdes af Goethe med Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795‑1796). Muligvis er titlen på bind II, Læreaar, en allusion hertil. Selv har Nexø ikke udtalt sig herom, men der findes generelt anerkendende udtalelser fra hans pen om Goethes »grundmurede Forhold til Virkeligheden« (Børge Houmann (red.): Breve fra Martin Andersen Nexø, brev nr. 559).

Derimod har Nexø i et radiointerview fra 1936 sat sit værk i forlængelse af en dansk tradition:

Nexøs plan fra 1898 om at skrive en ‘forbryderroman’ på to eller tre bind, blev realiseret med Gryet. Gryet begynder med sin helts frigivelse – og med en direkte hilsen til Victor Hugos store roman om en anden helts forsøg på at lægge fængslet bag sig (se note til s. 848). I Jean Valjeans tilfælde mislykkes det i det lange løb pga. et hævngerrigt samfund, men i Pelles tilfælde er det en pointe, at han for at kunne advokere en mere omfattende frigørelse selv skal have været nede at røre bunden. Han vil netop tage sin kamp som en paria eller et »Udskud« (s. 1037). Det er ikke noget tilfælde, at den eneste bog, forfatteren Morten vil tage med på sin rejse til Syden, hans yndlingsbog, hans »Bibel«, er De elendige (1862, dansk oversættelse sa. år), eller som den første danske oversættelses titel var: De Ulykkelige (s. 990). I dialog med Hugo proklamerer Nexø et lykkeligere samfund end det, Hugo kritiserede så storslået.

To steder alluderes der forsorent til en central scene i Fjodor Dostojevskijs ‘forbryderroman’ Forbrydelse og straf eller Raskolnikov (1866, dansk oversættelse 1884), hvor titelpersonen myrder en pantelånerske (se noter til s. 506 og til s. 600). Pelle er dog ingen revolutionær rovmorder, men allusionerne kommenterer ironisk Dostojevskijs valg af offerskikkelse.

Langt mere betydningsfuld er imidlertid den positive allusion til Raskolnikov i Pelle Erobrerens skildring af Ellen. På et tidspunkt prostituerer hun sig for at brødføde sin familie og viser hermed hen til den prostituerede Sonja i Raskolnikov, hvem hun også ligner i sit sinds renhed. Og ligesom Sonja er den, der vækker Rodion Raskolnikovs samvittighed, så han melder sig selv til politiet, så er det Ellens billede, der svæver for Pelles øjne i fængslet og vækker hans samvittighed: Den smertefulde bevidsthed om at have svigtet sit personlige ansvar for sin familie. Som Sonja argumenterer over for Raskolnikovs kynisme ved at insistere på, at selv denne pantelånerske dog var et menneske, så er det Ellens eksempel, der lærer Pelle, at tilværelsen lægger sit tyngdepunkt i de elementære menneskelige ansvarsforhold. Og som Sonja lærer Raskolnikov at bære sin lidelse og dermed forsone sig med sig selv, så er det billedet af Ellen, der i fængslet åbner Pelles øjne for »Guds vrede Ansigt« (s. 856), der nu belærer ham om, at lidelsen er en del af livet (se noter til s. 855 og til s. 856).

I 1952 skrev Nexø til en russisk litteraturhistoriker, at han i sin ungdom havde læst alt, hvad han kunne få fat i af Tolstoj, Turgenjev og Dostojevskij, »und sie wirkten stark auf mir, der letztere zwar abstossend« (Breve fra Martin Andersen Nexø, brev nr. 751). Nexøs forhold til Dostojevskij kan bedst betegnes som en livslang anfægtelse. I 1901 kritiserede han vredt Kappel Bøckers roman Jørgen (1901) for at være »for Raskolnikovsk, Forløbet er ens med Anger, Selvanklage og Selvangivelse« (sst., brev nr. 13). Den unge naturalistiske digter Nexø var a-moralistisk psykolog og beskæftigede sig i sin første roman Det bødes der for – (1899) med det ufrugtbare i at nære følelser som samvittighedsnag; således betragtet er denne romans forhold til Dostojevskij reaktivt. I Pelle Erobreren er det imidlertid netop gennem et samvittighedens selvopgør, at Pelle finder sig selv. Men Pelles enkle livsanskuelse – »(…) paa Bunden af sin Sjæl var han overbevist om, at alt Ondt stammede fra Nød og Elendighed« (s. 1038) – er ikke nødvendigvis Nexøs. Som Dostojevskij anså Nexø dengang mennesket for et mere sammensat væsen end som så.

Men mere end 30 år senere lader Nexø sit alter ego Morten i Morten hin Røde (1945) vende sig mod Dostojevskij i en flere sider lang bandbulle: »en kæmpemæssig Giftblander! En ondartet Forgifter af det jævne naturlige Menneskesind« osv. (anf. værk,
s. 224). Nexøs beskæftigelse med Dostojevskij og hans Raskolnikov strakte sig således over det meste af halvtreds år. Men det er først og fremmest i Pelle Erobreren, i skildringen af Ellen og af Pelles selverkendelse gennem hende, at dialogen kan kaldes positiv.F2

I december 1903, efter Nexøs hjemkomst fra sin anden rejse til Andalusien og udgivelsen af rejsebogen Soldage, skrev han til Gyldendals litterære direktør Peter Nansen: »Som De maaske erindrer, har jeg for Aar og Dag siden tilbudt Dem en tidssvarende Oversættelse af Don Quijote« (Breve fra Martin Andersen Nexø, brev nr. 41). Nansen betakkede sig, men Nexø opgav ikke.F3 Marts 1909 skrev han i samme ærinde til Det Schubotheske Forlag: »Jeg har lige siden min første Rejse til Spanien i 1895 set en Opgave her, som jeg skulde løse – og rustet mig til den« (MAN-Nachlaß, Fb III, 2). Og skønt forlaget endnu ikke havde givet grønt lys, meddelte Nexø sig frimodigt til pressen:

Hvad der betog ham ved den spanske roman, fremgår af artiklen »Cervantes og Don Quijote«, skrevet i 1905, altså under arbejdet med Pelle Erobrerens bind I:

Ganske særligt er konflikten mellem højtflyvende idealisme og jordbunden, snusfornuftig realisme også et grundtema i Nexøs roman. Som Don Quijote må Pelle i mødet med hvert nyt miljø – Stengaarden, skolen, lærepladsen, København osv. – se sine høje forventninger og idealer konfronteret med en anderledes barsk realitet og uforstående omverden, der slår ham ned. Og alligevel rejser han sig – som Don Quijote – hver gang og kæmper ufortrødent videre. Beretningen i bind III og IV om udviklingen i Pelles ægteskab og om konflikten mellem hans familieliv og hans politiske liv sætter dette tema på den yderste, eksistentielle spids; konfliktens løsning er derfor samtidig bogens slutning.

Man forstår, hvorfor Nexø netop på Pelle Erobrerens allerførste og allersidste side alluderer til Don Quijote (se noter til s. 9 og til
s. 1053). Og skønt der derudover kun synes at forekomme yderligere én direkte allusion til den spanske roman (se note til s. 641), så kan denne altså alligevel betragtes som generel forudsætning og målestok for helteeposet, eventyret og menneskeskildringen Pelle Erobreren.

II.2e. Soldage

Foruden adskillige allusioner til digterværker af bl.a. Wessel, Holberg og Jules Verne og til forfatterne Nietzsche, Kropotkin, Ellen Key m.fl. skal en bestemt allusion fremhæves.

I artiklen »Pelle Erobreren som selvbiografisk Værk« (1925) skriver Nexø, at forudsætningerne for romanen først og fremmest var »Lys Følelse af at staa i Opgangen og Protest mod at blive slaaet i Hartkorn med det afblomstrede« (OPE, s. 51, Nexøs fremhævelse). Men skønt der som vist findes udkast til romanen helt tilbage fra 1894, måtte de her nævnte forudsætninger først tilvejebringes, og de spores ikke i Nexøs tidlige forfatterskab. Men i artiklen »De ideologiske Forudsætninger for Pelle Erobreren« (1951) angiver Nexø rejsebogen Soldage (1903, Danske Klassikere 1996) som den første frugt af denne følelse:

Selve rammekompositionen for Pelle Erobreren peger direkte tilbage på Soldage. Proletardigteren Morten vil skrive »en Bog om Solen«, og som forberedelse dertil rejser han til

II.2f. Avisudklip m.v.

Da Nexø skulle i gang med bind III, måtte han forlade sin egen erindring som primær kilde til miljøbeskrivelserne. Han har ladet forstå, at han fra da af ikke mindst måtte bygge på en omfattende samling avisudklip. I de bevarede dele af Nexøs udklip og scrapbøger finder man da også en udsøgt samling skildringer af hverdagskatastrofer i underklassen såsom barnemord og ildebrande, de fleste af dem reportager fra Social-Demokraten.F6

Imidlertid synes ingen af dem at være direkte inspirationskilder til episoder i Pelle Erobreren. Og omvendt er der noget, som tyder på, at han også for de første binds vedkommende har tyet til systematisk læsning af gamle aviser. Det hedder i et brev fra forfatteren Harald Kidde til Nexø fra september 1906:

Alligevel må man give Nexø ret i, at Pelle Erobreren ikke er et historisk, men et litterært værk, og at den forholder sig ganske frit til de historiske begivenheder m.v., som er blandt dens inspirationskilder.

Et enkelt eksempel kan illustrere forholdet. Efter ‘den store kamp’ har Pelle en sidste nat i frihed, inden han går i fængsel. Han møder da forbryderen Ferdinand, som opfordrer ham til at emigrere og tilbyder at sørge for rejsepengene; han vil angiveligt skaffe dem fra politiet: »’Politidirektøren har netop fem Hundrede Kroner liggende i sin Pult (…)’« (s. 838). Her hentydes der til Louis Pios flugt til USA; ved afrejsen fik han udbetalt et større pengebeløb, netop gennem Københavns politi. Denne begivenhed kunne på romanens udgivelsestidspunkt forudsættes almindeligt bekendt. Men Pelle afslår tilbuddet. Læserens erindring om arbejderføreren Louis Pios flugt – som i øvrigt fandt sted årtier før og er helt uden sammenhæng med de øvrige historiske begivenheder, Den store Kamp har ladet sig inspirere af – vækkes her med den funktion at danne et forstærkende kontrastbillede af arbejderføreren Pelles standhaftighed.

Sammenfattende: Hvis det er sandt, at store romaner er aggressive over for forgængere, så er Pelle Erobreren en meget stor roman. Værket er i stadig dialog med og opposition til væsentlige dele af den europæiske ånds- og litteraturhistorie fra Bibelen over Dante til Darwin, Dostojevskij, Hugo og Kropotkin og med nordisk litteratur fra sagaerne og folkeviserne til Henrik Pontoppidan.

Imidlertid skilter romanen ikke med denne dialog. De fleste af de nævnte allusioner har på romanens udgivelsestidspunkt været skjult for gennemsnitslæseren (og er det formentlig i højere grad i dag, f.eks. for bibelallusionernes vedkommende) – og da navnlig for det meget brede, læseuvante publikum, som Nexø nåede så effektivt gennem føljetonudgaverne i den europæiske arbejderpresse.

På den anden side har Nexøs åbenlyse inspiration af især arbejderbevægelsens historie vakt genkendelse og genklang hos netop dette publikum. Og derfor – fordi Nexø havde ladet sig inspirere af, men ikke følte sig litterært forpligtet på den ‘faktiske’ historie – er det logisk, at nogle af arbejderbevægelsens teoretikere var kritiske over for bind III’s og især bind IV’s ‘manglende realisme’. Herom i det følgende.

Ved fremkomsten anmeldtes bogen bind for bind. Efter udgivelsen af bind I proklamerede Poul Levin 10. marts 1906 i Politiken, at »Endelig faar vi da en Bog om Opgang« (OPE, 62). Tilsvarende skrev Albert Gnudtzmann 12. marts 1906 i Nationaltidende:

Også den missionske Mads Jepsen delte i sit blad Folkelæsning 8. april 1906 denne opfattelse – og beklagede den:

Ved fremkomsten af bind III var der almindelig anerkendelse af »den første helt gennemførte Skildring af det kjøbenhavnske Proletariat, som vor Litteratur ejer (…) et stort, tildels ukendt Milieu afsløres for Læseren« (Sven Lange i Politiken, 25. marts 1909, sst. s. 86). Dog kunne læseren undertiden finde, at en figur ikke var »virkelighedstro nok – men i Bevidstheden om Forfatterens overlegne Erfaring med Hensyn til dette Emne slaar han atter sine Tvivl ned« (sst., s. 88). Også Social-Demokratens C.E. Jensen var fuld af lovord: »Han har i dette Bind oprullet et Billede i store sammenfattende Linier af de Stemninger, der i de sidste tredve Aar har behersket den københavnske Arbejderbevægelse« (10. april 1909, sst., s. 93).

I samtidens almindelige bedømmelse af det samlede værk, som fremkom efter udgivelsen af bind IV, var der først og fremmest bred anerkendelse af dets format, dets introduktion af et nyt folkelag i dansk litteratur og af dets lyssyn. De kunstneriske forbehold gjaldt værkets bredde, nogle anmeldere fandt det for bredt og overbroderet. Og så var der generel kritik af årsagen til Pelles fængsling (anklagen for falskmøntneri) og af bibliotekar Brun-skikkelsen.

I forhold til værkets tendens delte anskuelserne sig efter politiske og religiøse linjer. De radikale og socialdemokratiske blade mente med N.P. Jensen i Nykjøbing Dagblad (Falster), 21. nov. 1910, at bogen ikke alene var »uden Sidestykke i vor Literatur (…) den drager helt nyt Land ind under poetisk Kultur, ja den er meget mere end en Roman. Den er et Raab fra de Tusinder, der nede i Skyggen kæmper for et Glimt af Solen« osv. (sst., s. 99). Altså en betoning af værkets socialpolitiske virkning på læseren snarere end dets æstetiske værdi. Ligeså i denne:

Disse repræsentative smagsprøver på modtagelsen skal slutte med tre væsentligt forbeholdne behandlinger.

Naturalismens bannerfører Georg Brandes kritiserede (i et vedhæng til en artikelserie om Henrik Pontoppidan i Politiken april 1911) værket for mangel på realisme:

Af de senere behandlinger kan der her kun blive tale om en præsentation af det mest typiske eller det mest nybrydende af den udkomne sekundærlitteratur, som er umådeligt omfattende. Se i øvrigt litteraturlisten.

Den ældste samlede fremstilling af Nexøs forfatterskab er hospitalsforstander K.K. Nicolaisens Martin Andersen Nexø. En litterær Skitse (1919). Det er en uprætentiøs lille bog, der havde »til Hensigt hos Læseren at vække Lyst til at stifte nærmere Bekendtskab med den omhandlede Forfatter« (anf. værk, s. 7). Bogen rummer et omfattende referat af Pelle Erobreren, og i sin vurdering betoner Nicolaisen som allerede den samtidige kritik, (1) at værket introducerer »et helt nyt Samfundslag, en hel Stand« (s. 64), (2) at det er båret af optimisme (»et Følelsens Gennembrud«, »en Verden af Mildhed for den danske Litteratur«, sst.); endelig betoner han (3) værkets sociale virkning (»et glødende Indlæg for Fattigmand i den store sociale Strid«, sst.).

Julius Bomholt var i årtier en drivende kraft bag udformningen af socialdemokratiets kulturpolitik. Under en vis påvirkning af Proletkult-bevægelsen formulerede han fra 1926 sit begreb om en kollektiv socialistisk arbejderkultur; bogen Arbejderkultur udkom 1932. Med Dansk Digtning fra den industrielle Revolution til vore Dage (1930) skrev han en materialistisk litteraturhistorie, hvori Nexøs forfatterskab og navnlig Pelle Erobreren som venteligt er behandlet ret udførligt. Bomholt læser værket som historisk roman (»et mægtigt Monument over Firsernes og Halvfemsernes danske Arbejderbevægelse«, OPE, s. 253), og det kan på den baggrund ikke undre, at værket kritiseres for at rumme »adskillige Usandsynligheder og Overdrivelser, og Symbolikken kan brede sig for meget paa Bekostning af Virkeligheden« (sst.).

Tilsvarende – og inspireret af Bomholts krav til realisme – kritiserede litteraturanmelder ved Social-Demokraten Svend Erichsen i monografien Martin Andersen Nexø (1938) især bind IV for at slippe forbindelsen til »den haarde økonomiske Virkelighed«, hvorved »den realistiske Linje, som Bogen gør Fordring paa, er brudt« (anf. værk, s. 39‑40, OPE, s. 289).

På samme linje lå Eva Hemmer Hansen, hvis Digter og samfund udkom 1939 på det socialdemokratiske forlag Fremad. Ud fra en bomholtsk realismeopfattelse fandt hun »adskillige brist i den sidste del af romanen« (anf. værk, s. 163), også her navnlig falskmøntneriet som begrundelse for Pelles fængsling og bibliotekar Bruns penge. Mere bemærkelsesværdigt er det, at hun opfattede Ellen som repræsentant for »det asociale element, egoisten, hvis kærlighed i det højeste kan udstrækkes til børn og mand« (sst.).

Men allerede i 1931 havde den i Askov bosiddende kritiker Jørgen Bukdahl behandlet Nexøs forfatterskab i en 35 sider lang artikel, »Det sociale Gennembrud« i bogen Det moderne Danmark, som brød nyt land og gav overblik. Kritisk, men ud fra forudsætninger delvis beslægtede med Nexøs egne, søgte Bukdahl at afdække den indre linje i forfatterskabet omkring forholdet mellem det sociale, det folkelige og det menneskelige. I sin behandling af Pelle Erobreren kritiserer grundtvigianeren Bukdahl i samme åndedræt romanen og det menneskesyn, Pelle når frem til (»alle Mennesker er i Grunden gode« osv.) for at falde under »Rousseaus store Slagskygge« (anf. værk, s. 206); tilsvarende finder Bukdahl, at Pelles fængselsophold »alligevel ikke [blev] en Selverkendelsens Kilde i saa høj Grad, at han forvandledes derved« (sst.), og romanen kritiseres derfor for en gangs skyld ikke for sin slutning, men for at mangle en slutning (sst., s. 207).

I udlandet kom der nu flere store analyser.

I Tyskland udgav den teoretiske pædagog Heinrich Kautz i 1932 Die Welt des armen Mannes. Bogen er en psyko-sociologisk analyse af proletarisk socialistiske bevidsthedsformer, til hvilken Nexøs forfatterskab afgav hele analysematerialet, idet Kautz aflæste det symptomalt som udtryk for en »Volkssozialismus« eller »Massensozialismus« i modsætning til en videnskabelig socialisme, »Buchsozialismus« eller »Gelehrntensozialismus« (anf. værk, s. 18). Det var en sprænglærd, tysk-grundig bog på over 300 sider, som bl.a. er bemærkelsesværdig derved, at Kautz ikke var en meningsfælle, men redaktør af det toneangivende tyske tidsskrift for katolsk pædagogik, Pharus; bogen bliver herved til et stærkt udtryk for den respekt, der stod om Nexø i Weimar-republikkens Tyskland, også i borgerlige og socialt engagerede kirkelige kredse. Som Nexø-forskning betragtet bør den fremhæves som den hidtil mest omfattende behandling af Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn, ikke mindst af disse bøgers religiøse tematik. Men da analysens formål altså ikke var litteraturanalytisk, udgør den alligevel en parentes i Nexø-forskningen. Man må desuden sætte spørgsmålstegn ved Kautz’ forudsætning: At et skønlitterært forfatterskab skulle være en så mere eller mindre direkte afspejling af spontane proletariske bevidsthedsformer, at det lader sig anvende som eksempelmateriale herpå.F7

Også i den amerikanske professor Harry Slochowers Three Ways of Modern Man (1937) tjener Pelle Erobreren som eksempelmateriale, omend på anden vis. I en sammenlignende ideologikritisk analyse med Sigrid Undsets Kristin Lavransdatter og Thomas Manns Trolddomsbjerget lader Slochower Nexøs roman repræsentere den socialistiske humanisme i samtidens litteratur over for hhv. en ‘feudal socialisme’ og en ‘borgerlig liberalisme’. Bogens ærinde er at søge svar på den nye situation, de europæiske intellektuelle stod i efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland. Men skønt Pelle Erobreren i bogens komparation repræsenterer det for Slochower mest avancerede og adækvate standpunkt i denne situation, er han ingenlunde ukritisk, og Nexø havde i en brevveksling, der gengives i bogen som tillæg, måttet forsvare sit værks bind IV mod adskillige ideologiske indvendinger (»The novel, however, had to have a conclusion, and, moreover a conclusion based on reality – even though a tentative one«, Nexø til Slochower 13. aug. 1935, anf. værk, s. 233, på tysk i OPE, s. 388).

1944 udkom på tysk og svensk professor Walter A. Berendsohns Martin Andersen Nexø. Hans Vej til Verdenslitteraturen (dansk udg. 1948). Værket er som Slochowers et stykke sammenlignende litteraturhistorie – Nexø er også her repræsentant for socialistisk humanisme i komparation med bl.a. Gerhart Hauptmann, H.C. Andersen og Thomas Mann – men bryder navnlig nyt land som receptionshistorie. Her gives den første store oversigt over forfatterskabets og herunder navnlig Pelle Erobrerens vandring ud i Verden. Værket peger herved frem mod en side af Børge Houmanns senere arbejde.

Det var i øvrigt Berendsohns forventning, at »en biografisk Skildring med indføjede Karakteristikker af Værkerne (…) utvivlsomt [vil] blive udarbejdet i nær Fremtid af en af de kompetente danske Litteraturhistorikere, som har Raadighed over alle de Hjælpemidler, der findes i Landet« (anf. værk, s. 12).

I 1951 udkom der da også hele to sådanne store, kombinerede biografiske og litteraturanalytiske Nexø-monografier på hhv. 214 og 170 sider. De var imidlertid skrevet på russisk af hhv. litteraturhistorikerne Aleksander Dymsitz og V. Neustrojev. To år efter blev den kortere af dem oversat og udgivet på ungarsk. I Polen udgav Egon Naganowski 1958 en Nexø-monografi på 251 sider, Magiczny Klucz (‘Den magiske nøgle’). Men den tanke, at der kunne, endsige burde skrives en Nexø-monografi, synes i denne den kolde krigs koldeste tid ikke at have strejfet nogen dansk litteraturhistoriker.

Vi vil her betragte den mest omfattende af de mellem- og østeuropæiske analyser, Dymsitz’, hvoraf et uddrag om Pelle Erobreren foreligger på dansk. Man lægger mærke til, at Dymsitz i sin betragtning af Pelle Erobreren bruger betegnelser som værkets skildring af »den voksende revolutionære energi i Danmarks folkemasser«, Nexøs »revolutionære fortolkning« osv. (OPE, s. 300). Dymsitz synes i høj grad at anskue Nexø bagfra – i lyset af, at forfatteren senere blev kommunist. Og idet han dog tilslutter sig Nexøs gamle advarsel om ikke at betragte Pelle Erobreren som historieskrivning, men som roman, fremhæver han alligevel, at romanen »er en stor hjælp ved studiet af de sociale og historiske livsbetingelser i Danmark« (sst., s. 301) derved, at den »med voldsom afslørende styrke« river »sløret væk fra (…) myten om Danmark som ‘det ideale land’ (…)« (s. 301‑302).F8 I det hele taget fremhæver Dymsitz de sider af værket og den del af persongalleriet (navnlig Morten-skikkelsen), der kan opfattes som revolutionær eller som kritisk over for parlamentarisme og reformisme.

Nexø gjorde sig bekendt med bogen og bebrejdede i sit svar Dymsitz hans noget uhistoriske og russisk-nationalistiske tilgang til forfatterskabet, herunder navnlig forestillingen om, at Pelle Erobreren skulle være skrevet under indtryk af de russiske 1905-revolter, og at Nexø »på mange måder fulgte Gorkij i kunstnerisk henseende« (s. 306). Nexø måtte afvise, at han på daværende tidspunkt skulle have læst noget som helst af Gorkij, men vedgik (som citeret s. 25) til gengæld gerne arv og gæld til det 19. århundredes russiske realister Tolstoj, Turgenjev og Dostojevskij (Breve fra Martin Andersen Nexø, brev nr. 751).

1950’ernes første større behandling af Nexøs forfatterskab på dansk var et kapitel i Danske Digtere i det 20. Aarhundrede (1. udg. 1951, her citeret efter 1965-optrykket) ved Ejnar Thomsen. Thomsen slutter sin fremstilling: »Hvad man så ellers vil mene om enden på [Nexøs] politiske odyssé – han har løbet ligeløb, og han har ikke forsømt at hejse varselssignaler. Tilmed i god tid. Røde af varme og vrede« (anf. værk, s. 504). I overenstemmelse med denne opfattelse begynder også Thomsen sin fremstilling bagfra, med forfatterskabets slutning – Morten hin Røde (1945) og dens fortsættelse Den fortabte Generation (1948) – og sporer dernæst i Pelle Erobreren »de enkle grundlinier i Nexøs senere skånselsløse kritik af det borgerliggjorte socialdemokrati« (sst., s. 478), ligesom han hævder, at Nexø, allerede da han skrev Pelle Erobreren, havde »anskuet erobringsromanens tilsyneladende evolutionære helt som en under overfladen revolutionær ånd« (s. 480). Thomsens hævdelse af ‘ligeløbet’, kontinuiteten i Nexøs holdninger helt tilbage fra tidlige noveller som »En Kvinderevolution« og frem til Den fortabte Generation må vel, alt andet lige, i 1951 have tilfredsstillet den gamle Nexø. Men fremstillingen, som er præget af stemningen under den kolde krig, underbelyser i høj grad den kringlede vej, ad hvilken Nexø kom til Pelle Erobreren.

Vi skal helt frem til 1959, før der udkom nogen mere substantiel analyse af Pelle Erobreren på dansk, nemlig et kapitel i Sven Møller Kristensens Digtning og livssyn. I bedste nykritiske ånd er Møller Kristensens fortolkninger i denne bog af Pelle Erobreren (og seks andre værker) »principielt begrænsede derved, at de beror på en opmærksom læsning af selve værket, af værket som en enhed for sig, uden videre hensyntagen til værkets tilblivelse eller digterens biografi« (anf. værk, s. 7, SMK’s fremhævelse). Det var vel første gang, nogen litterat tog det helt alvorligt, at Pelle Erobreren var en roman og burde analyseres som sådan, og Møller Kristensens analyse skulle komme til at danne basis for de følgende årtiers væsentligste behandlinger af romanen.

Bogens ambition var »at forklare noget om hvordan livsbetragtning, tankemønster, handlingsgang, komposition og stil forbinder sig med hinanden indenfor større digteriske helheder og i deres sammenspil frembringer (…) værkets indhold« (sst.). Dette sker omkring en udførlig analyse af de fire binds fremstilling af »godheden, kraften og drømmen om lykke« (sst., s. 157), de »tre momenter, som skal bane vejen for en ny verden« (sst.), og som Nexø finder i »almuens tilværelse, i det nøgne liv« (sst.). Møller Kristensens stilistiske analyse placerer Nexø som realist, men demonstrerer samtidig for første gang klart Nexøs læreforhold til impressionismen og symbolismen. Endvidere viser Møller Kristensen, hvordan det »hører til romanens bredde at den forener naturalisme med idealisering, og at den omfatter så forskellige toner i stilen, at den på en gang vil være moderne digtning og folkelæsning« (sst.).

Kompositionsanalysen viser de enkelte binds successive skildring af »stadier på samfundsudviklingens vej« (sst., s. 161), idet dog bind IV »drejer søgelyset ind i det enkelte jeg og ud i fremtiden« (sst.).

Forholdet til Pontoppidans Lykke-Per klargøres gennem en modstilling af Per Sidenius, »der endte i ensomheden med sit eget jeg« (sst., s. 156), »verdenserobreren Lykke-Per der også endte med at erobre sin indre verden, men først efter at have lidt skibbrud som egoistisk lykkejæger« (s. 174) og Pelle, der finder sit eget jeg i en mystisk, universel enhed med naturen, med kvinden og med menneskeheden (s. 175).

Mærkeligt nok kritiserer også Møller Kristensen Nexø for bibliotekar Bruns økonomiske støtte og for Pelles ‘falskmøntneri’ (sst., s. 173). Det havde dog ellers været tænkeligt inden for netop denne den hidtil mest tekstnære analyses rammer at forholde sig til symbolikken i begge forhold.F9

1964 afholdtes på Ernst-Moritz-Arndt-Universität Greifswald i DDR den første internationale konference om ‘Martin Andersen Nexø som digter og menneske’. I henseende til Pelle Erobreren var konferencens vægtigste indlæg docent Erika Kosmallas »Das Menschenbild in Martin Andersen Nexös Roman ‘Pelle der Eroberer’«. Dette og andre indlæg tryktes i et særnummer af Wissenschaftliche Zeitschrift der Ernst-Moritz-Arndt-Universität Greifswald 1966 (et uddrag af Kosmallas indlæg findes i OPE). Kosmalla forsvarede året efter en disputats om Probleme des Übergangs vom kritischen zum sozialistischen Realismus im Schaffen Martin Andersen Nexøs, og i lighed med denne har hendes indlæg navnlig sin styrke i den detaljerede og veldokumenterede skildring af Pelle Erobrerens tilblivelse. Her (og i disputatsen) inddroges for første gang noget af det omfattende utrykte materiale i den (største) del af Nexø-arkiverne, som dengang beroede i Berlin, Hauptstadt der DDR.

Kosmallas indlæg og konferencen som sådan koncentrerede sig om en nærmere bestemmelse af Nexøs tidlige og senere forhold til den socialistiske realisme. Af samme grund er det logisk, at også Kosmalla måtte vende sig imod bibliotekar Bruns pengegave som en særlig grel »Verlust an realistischem Gehalt« (anf. tidsskrift, s. 20, OPE, s. 338).

I et ret kort kapitel VII af disputatsen Martin Andersen Nexö, écrivain du prolétariat fra 1969 analyserer Jacqueline le Bras-Barret (som havde oversat Pelle Erobreren til fransk) først og fremmest romanen som dansk historisk roman: »Du début à la fin, Pelle est intimement lié à l’histoire du Danemark de 1870 à 1900« (anf. værk, s. 112). Bras-Barrets bog er en veloplagt og velfunderet generel biografisk, historisk og litterær introduktion af Nexø over for franske læsere.

Herhjemme havde F.J. Billeskov Jansen behandlet Pelle Erobreren i kapitlet »Nyrealisterne« i Dansk Litteratur Historie bd. 3 (Politikens Forlag 1967). Billeskov Jansen fandt, at omend værket er »uforgængeligt«, så er det dog ikke »uden kunstig konstruktion, og titelpersonens ‘udvikling’ overbeviser derfor ikke overalt« (anf. værk, s. 510). Det var det gamle krav om entydig realisme, der endnu spøgte.

I 1965 og 1971 udkom der herhjemme to af omfang små behandlinger, som imidlertid trak spor og pegede frem mod linjer, der skulle dominere Nexø-forskningen i de følgende år: Johan Fjord Jensens efterskrift til Pelle Erobreren i Gyldendals Bibliotek og Aage Henriksens korte omtale i essayet »Kompositionens sprog« i Gotisk tid.

Litteraterne fra hhv. Aarhus og Københavns Universitet var enige i deres bestemmelse af Pelle Erobreren som historisk roman, der tillige er en almengyldig dannelsesroman: »på én gang en socialrealistisk roman, bundet til sin tids historiske foreteelser, og en symbolsk, der griber ud over det historiske og ind i det tidløst menneskelige« (Fjord Jensen, OPE, s. 327), hhv. »den eneste roman i verden som på én gang er social arbejderroman og gralsroman«F10 (Henriksen, sst., s. 358).

Fjord Jensen fremstiller kernen i den livsforståelse, Pelle når frem til, således: »at livet er kamp, men tillige at denne kamp må beherskes gennem medmenneskeligt samvirke« (sst., s. 329), Pelle skoles til »streng magtkamp og medmenneskelig solidaritet« (sst., s. 330). Hos Henriksen kaldes den samme polaritet for »spændingen mellem en fremaddrivende og en retarderende kraft« (sst., s. 358).

Fjord Jensen betoner, at »hele Pelles dannelse fra det nøgne, men biologisk veludrustede til det socialt modne menneske skildres og måles gennem hans evne til social aktion« (sst., s. 331), at Nexø »i opposition til Jacobsen og Pontoppidan (…) ikke skildrer sit menneske i en privat dannnelseskonflikt, men under social vækst« (sst.). »Medens for J.P. Jacobsen og Pontoppidan den yderste prøve på menneskets lødighed var dets evne til at bære ensomheden, dvs. at være og at være sig selv, prøver Nexø sit menneske på dets evne til at handle socialt« (sst.). Til syvende og sidst er Pelle Erobreren altså en (klasse)kamproman.

I nogen modsætning hertil fremhæver Henriksen bind IV’s fængselsscene som afgørende, »det sted i handlingen, hvor den sidste og afgørende konflikt løses, nemlig da Pelle overvinder ensomheden under sit uforskyldte, lange fængselsophold« (sst., s. 355) – og betragter til syvende og sidst Pelle Erobreren som en særlig typisk klassisk dannelsesroman.

Den forskningsmæssige interesse for Pelle Erobreren nåede et højdepunkt i 1975, hvor der i Danmark udkom hele tre selvstændige bøger, der endnu står som hovedværkerne om Pelle Erobreren: Anker Gemzøes Pelle Erobreren. En historisk analyse, Lisbeth Holst og Knud Wentzels Solidaritet og individualitet. En analyse af Nexøs Pelle Erobreren og endelig Omkring Pelle Erobreren, et mere end 400 sider fyldigt bind i Hans Reitzels Forlags ‘værkserie’, en materialesamling om romanens tilblivelse, modtagelse og senere behandling i ind- og udland, redigeret af Børge Houmann.

De tre værker afspejler hver på sin måde de tre daværende centre for den hjemlige Nexø-forskning: Aarhus Universitet, Københavns Universitet og endelig Børge Houmann, der stod uden for de akademiske litteraturforskningsmiljøer, men som dog i årtier udgjorde et personligt kraftcenter for Nexø-forskningen, den danske såvel som den internationale.

Hans Omkring Pelle Erobreren har sin styrke i stofmængden og alsidigheden, der tilsammen afgiver et glimrende receptions- og litteraturhistorisk studiemateriale.

I Aage Henriksens kortfattede kompositionsanalyse dvælede han især ved den spænding mellem individuel fremdrift og kollektiv forpligtelse, der kommer til at drive Pelle fremad, og i sin genremæssige karakteristik betonede han som nævnt værkets dobbeltkarakter, »på én gang (…) social arbejderroman og gralsroman«, idet arbejderromanens væsen er den kollektive og materielle erobring, Graalfortællingens den individuelle og åndelige erobring.

Begge anliggender, den genremæssige analyse af romanværket og fremdragelsen af spændingen mellem kollektivitet og individualitet, finder vi udfoldet hos HolstF11 og Wentzel. Det hedder i indledningen:

Holst og Wentzels bog er en udførlig og gennemarbejdet hermeneutisk analyse, der i forlængelse af Møller Kristensens og Aage Henriksens kortere behandlinger læser romanen som roman, tekstnært, og ikke som f.eks. historisk kildeskrift (Dymsitz) eller eksempel på idéhistoriske tendenser (Kautz, Slochower).

I 1971 var der på Aarhus Universitet under ledelse af Jens Peter Lund Nielsen blevet afholdt en øvelsesrække over proletarisk litteratur. Ud af denne øvelsesrække kom bl.a. Finn Storgårds speciale Drift og klassekamp hos Nexø (udg. 1974), den første publicerede ideologikritiske analyse af Pelle Erobreren (og af den lille roman Familien Frank fra 1901).

I samme øvelsesrække deltog også Anker Gemzøe. Og den gamle diskussion om værkets realisme – eller mangel på samme – fik et kvalitativt nyt grundlag med hans Pelle Erobreren. En historisk analyse.F12 Foruden en analyse af romanens handlingsforløb og tematik, herunder drifts- og sexualitetssymbolikken, har bogen – jf. sin titel – navnlig sin styrke i den historiske analyse. Her sættes Nexøs samfundsskildring i relief ved at sammenholde romanens symboliserende brug af historiske begivenheder og politiske miljøer med en material- og politisk-historisk præsentation af disse faktiske begivenheder og miljøer.

Det gælder ikke mindst Gemzøes analyse af de politiske strategier, som diskuteres i bind III og IV: syndikalismen, parlamentarismen, anarkismen og kooperationen. Når Nexø i bind IV valgte kooperationen som løsning, gjorde han det således på baggrund af socialdemokratiets kongres i 1908, hvor et udvalg under redaktør og folketingsmedlem F.J. Borgbjerg foreslog, at partiet og fagbevægelsen skulle tage direkte initiativ til oprettelsen af kooperativer. Forslagets tilhængere opfattede det imidlertid ikke som en ny strategi, endsige som

Disse og andre »huller« (s. 47) i romanens samfundsbeskrivelse er imidlertid symptomatiske for den danske arbejderbevægelse på romanens nedskrivelsestidspunkt. I bogens sidste store afsnit føres denne opfattelse ud i en omfattende analyse af »Nexø og Anden Internationales politiske antinomier« (s. 95 ff.). Gryets særegne utopi, der i revolutionært regi fremstiller »en tilbagevenden til hjemmet som produktionsenhed, til den småproduktion som kapitalismen sådan set allerede århundreder før har passeret historisk« (s. 98), er altså til syvende og sidst ikke en proletarisk, men en småborgerlig utopi. Men just herved bliver Pelle Erobreren til et fuldgyldigt ideologisk billede af Anden Internationale, der ligeledes var »fanget i de antinomiske cirkler (…): økonomisme/spontanisme, reformisme/anarkisme, udvikling/katastrofe etc.« (s. 103).

Eller som Gemzøe konkluderede sin behandling af Pelle Erobreren i Dansk litteraturhistorie, bd. 7 (Gyldendal 1984):

Børge Houmann har som den første danske forsker udnyttet det righoldige materiale i Nexø-arkiverne, der indtil 1981 for størstepartens vedkommende beroede i Berlin. Bl.a. på den baggrund har han kunnet levere en mængde ny viden, ikke mindst et nuanceret kendskab til Pelle Erobrerens tilblivelses- og receptionshistorie.

Houmann har i sin forskning sat fokus på Nexøs forhold til sine omgivelser og har herved givet en meget omfattende historisk og politisk-biografisk fremstilling af manden, snarere end en litterær analyse af værkerne – jf. titlen på hans hovedværk: Martin Andersen Nexø og hans samtid I-III (1981‑1988).

Den første frugt af Houmanns forskning i Pelle Erobreren blev den lille bog Undervejs med Pelle (1974), der, som undertitlen angiver, navnlig er Notater til belysning af Pelle Erobrerens tilblivelseshistorie. Resultaterne herfra er opsuget i første bind af Martin Andersen Nexø og hans samtid, som imidlertid også fortolker centrale scener af Pelle Erobreren. Og det virker her, som om også Houmann tendentielt læser romanen i lyset af, hvad Nexø senere udviklede sig til politisk. Eller med Jørgen Elbeks kritiske ord om Houmanns værk (fra opsatsen »Martin Andersen Nexø og hans sammenhæng«): »(…) i Pelle Erobreren bliver selvbesindelsen til en gang fængselskuller, hustruen og hjemmet del af en nødløsning, og forsvaret for udviklingens vej et reformistisk kunststykke (…)« (Fundet og søgt. Artikler om digtere og deres baggrund, s. 45).

I sit forsøg på at udrede sammenhængen afsøger Elbek i Nexøs tidlige værker forholdet mellem »opdrift (…) trangen til at hæve sig mod lyset« og »udvidelse (…) vækst i bredden« (anf. værk, s. 37) og viser, at først med Soldage bringes disse to sider til en frugtbar vekselvirkning, der peger frem imod Pelle Erobreren.

1980’ernes første samlede analyse af Nexøs værker var Helge Rønnings i Danske digtere i det 20. århundrede (3. udg., bind I, 1980). Rønning betragtede »Nexøs forfatterskap [som] kanskje det mest betydelige litterære udtrykk for arbeiderbevægelsens historie i Europa« (anf. værk, s. 389) og mente i lighed med Anker Gemzøe, at dette »kommer frem både i verkets sterke sider og i dets begrensninger« (s. 390). I overensstemmelse hermed analyseres Pelle Erobreren først og fremmest som historisk værk, og konklusion blev den samme som Gemzøes: »Pelle Erobreren er Den andre internasjonales litterære flagskip også i kraft av at den reflekterer bevægelsens daværende motsigelsesfyllte situasjon« (s. 380).

Langt mere omfangsrig var Faith og Niels Ingwersens monografi Quests for a Promised Land. The Works of Martin Andersen Nexø (1984), som introducerede Nexø til et moderne amerikansk publikum. I analysen af Pelle Erobreren krediterer bogen den danske sekundærlitteratur af Houmann, Gemzøe, Holst og Wentzel, de Mylius m.fl., og forfatterne fremstiller romanen i dens dobbeltkarakter af realistisk og mytisk værk: »The Realistic and mythic are so well fused that the novel’s hero is simultaniously very much alive as a human being and very effective as a mythical liberator« (anf. værk, s. 55). I diskussionen om romanens genre peger forfatterne desuden på, at afslutningsscenen har »strong similarity with Goethe’s Wilhelm Meister; in both works a friend of the protagonist tells the latter that his life is a magnificent succes story with mythical contours« (s. 70).

Romanens gammeldags opfattelse af kvinden og familien forklares »in the light of the suffering endured within many proletarian homes. In his works he [Nexø] constantly depicted, with very nearly unbearable vividness, the violated home« (s. 67).

Mindre sympati for Nexøs kvindesyn var der hos Elise Andersen i hovedfagsspecialet »Pelle Erobreren«. En analyse med hovedvægt på symbolbrug og kvindebillede (1983). Andersens nyfeministiske analyse af romanen som »symbolsk realisme« (anf. værk, s. 155) ligger fagligt i forlængelse af Henriksen, Holst og Wentzels analyser. Det var i øvrigt Elise Andersens hovedsynspunkt, at romanens »idealistiske udtryksmåde [især] medfører svagheder i Nexøs kvindebillede« (s. 9).

Under et internationalt seminar om ‘Martin Andersen Nexø som digter og menneske’ ledet af mig på Tidens Højskole 1992 behandledes flere delaspekter af Pelle Erobreren.

Bernhard Glienke viste i sit foredrag »Kunstens København. Om storbyperceptionens æstetik i Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren«, at Pelle Erobreren »er sanset med et moderne storbymenneskes sensibilitet« (Nordica, bd. 11, 1994, s. 98), og han påviste Nexøs avancerede brug af realistiske, impressionistiske og symbolistiske virkemidler.

Lisbeth Gundlund Jensen fremhævede romanens kritiske holdning til arbejderbevægelsens tendens mod »spaltning af individet i klasseindivid og menneske, (…) det nære og helheden« (sst., s. 117), ligesom hun kritiserede nyfeminismens (Elise Andersen, som også deltog i seminaret) »reduktionistiske« (s. 118) opfattelse af romanens kvindebillede for at overse, at Nexø her gør »den kvindelige natur til organisationsprincip« (s. 117) for arbejderbevægelsen.

Niels Finn Christiansen berettede om romanens reception i den socialdemokratiske arbejderbevægelse, Morten Thing omtalte romanens positivt religiøse elementer, og Aage Büchert behandlede kooperationsidéen. Endelig hævdede Niels Ole Finnemann under overskriften »Var Nexø socialist?«, at Nexø i Pelle Erobreren havde formet »sin forestilling om den store enhed på det grundtvigske element – det familiære fællesskab – der var mest irrelevant« (sst., s. 246) for et moderne samfund, og at hans senere forhold til Sovjetunionen bedst lod sig forstå som en fatal, men logisk konsekvens af, »at han i enhver situation og altid måtte prøve at gøre alt til ét« (sst., s. 230).

1990’ernes største samlede analyse af Nexøs person og værker var Jørgen Haugans Alt er som bekendt erotik (1998). I biografisk henseende tolker Haugan Pelle Erobreren som etableringen af »en idealistisk kærlighedsforbindelse til underklassen som kompensation for det eksistentielle tomrum i hans [Nexøs] eget liv« (anf. værk, s. 205), dvs. hans skrantende ægteskab med Margrethe f. Thomsen.

I forlængelse af Aage Henriksen, Holst og Wentzel, Elbek samt de Mylius’ analyser tolker Haugan værket som en »dannelses- og en kollektivroman« (sst., s. 262), men føjer bestemmelsen »en kunstnerroman« (sst.) til.

Tidligere analysers behandlinger af værkets slutning, hvor Morten proklamerer, at han nu vil skrive en roman ved navn Pelle Erobreren, suppleres her med en fortolkning af Morten-figuren som liggende i forlængelse af kunstner(selv)portrætterne i Nexøs tidlige romaner: »et ensomt liv uden kvinder, et sublimerende liv« (sst., s. 263):

I Læsninger i dansk litteratur, 1900‑1940 (bd. III, 1997) og i Danish Literary Magazine 14 (1998) har Frits Andersen søgt svaret på, om Pelle Erobreren vil blive stående som en klassiker, i en analyse af romanens retoriske figurer og i dialektikken mellem Pelles enkle livssyn, som inviterer til identifikation, og Mortens, som er anderledes dobbeltbundet. I Pelle Erobreren »literature and history seem – when all is said and done – to raise from the same depths and reach upwards towards the same sun, albeit in the still indecided battle between light and dark which makes this book a classic« (sidst anf. værk, s. 11).

I Danske Studier 1996 og 1997 har Jørgen Hunosøe og jeg selv fremhævet, at Pelle Erobreren fra Nexøs side også er tænkt som et værk om Pelles fund af sin egen kvindelige side som kronen på erobrerværket (anf. tidsskrift 1996, s. 74, note 18 og 1997, s. 144‑148). Den indre del af den »Dobbeltverden«, Nexø har villet skildre – jf. citatet s. 9 – finder Pelle i fængslet gennem en stadig dybere kredsen omkring Ellens væsen, der lader ham anskue sit fagforeningsarbejde i et kosmisk perspektiv. Idet han indoptager Ellens væsen (»hun skabte ham paa ny«, s. 857), åbnes hos Pelle for en universel forståelse, der med udgangspunkt i forholdet mellem mand og kvinde spænder fra det erotiske over det socialpolitiske til det religiøse. På dette grundlag

Til grund for denne udgave ligger 1. udgave.

I tilfælde af tvivl om en formulering i 1. udg. er trykmanuskriptet (i det flg.: tm.) og 4. udg. (1933) altid konsulteret, idet Nexø personligt læste korrektur også på 4. udg.F13 Betydende forskelle imellem formuleringerne – f.eks. den senere tilføjelse af undertitlen Barndom til bind I – er da markeret i noteapparatet og/eller i afsnittet Tekstrettelser.

Det har efter uafhængige korrekturlæsninger af nærværende udgave foretaget af hhv. bibliotekar René Herring og editionsfilolog, cand.mag. Finn Gredal Jensen vist sig, at der findes to deloplag – i det flg. kaldet A og B – af 1. udg. af bind I, begge trykt i 1906, og at der i sin tid åbenbart er foretaget en ekstra korrekturlæsning, inden B blev trykt. De rettelser, der herved fremkom i forhold til A, er, hvis ikke andet er angivet, alle i overensstemmelse med såvel tm. som 4. udg. og er alle fulgt, men er dog anført nedenfor som tekstrettelser.

Det har endvidere – ligeledes efter René Herrings og Finn Gredal Jensens korrekturlæsninger vist sig, at der findes to deloplag i det flg. kaldet X og Y – af 1. udg. af bind III, Den store Kamp, begge trykt i 1909. Også her er der foretaget rettelser, men ikke så systematisk som i tilfældet med bind I’s deloplag A og B, hvor der forefandtes i alt 20 ekstra korrekturrettelser spredt ud over bogens første 8 ark (s. 1‑128 i bind I’s 1. udg.). Der er i bind III kun fundet 5 rettelser X > Y, alle inden for blot 3 sider af det samme ark (s. 227‑229 i 1. udgaves 15. ark, s. 721‑723 i nærværende udg.). Man kan forestille sig, at i hvert fald de sidstnævnte rettelser skyldes en vågen sætter eller trykker – mest sandsynligt den såkaldte revisionslæser (trykkeriets interne korrekturlæser) – som under trykkeprocessen er blevet opmærksom på nogle afvigelser i forhold til tm. på det pågældende ark. Mærkværdigvis har der samtidig med disse korrektioner på en af de samme sider indsneget sig en enkelt gedigen trykfejl i deloplag Y, »udbrød« (X) > »udhrød« (Y), som naturligvis her er rettet tilbage, mens de øvrige rettelser alle er fulgt. Alle 6 afvigelser er anført nedenfor som tekstrettelser.

Da de øvrige 5 rettelser X > Y (med en enkelt mulig undtagelse, der er tvivlsom i tm.) er i overensstemmelse med såvel tm. som 4. udg., har jeg valgt at betragte X som førstetrykket og Y som det korrigerede andettryk – trods forekomsten af den nævnte markante trykfejl i Y.

Nexøs særlige ortografi og tegnsætning, forskellige stavemåder af samme ord (f.eks. »Kørne« – »Køerne«, »afsted« – »af Sted«, »Butiken« – »Butikken«, »Tusend« – »Tusind« – »tusind« – »tusend«) samt den skiftende brug af accent grave og accent aigu er, også hvor den ikke er konsekvent, respekteret. I de tilfælde, hvor der forekommer forskellige stavemåder af samme ord meget tæt på hinanden, f.eks. inden for samme afsnit, er der dog – efter kontrol af tm. og 4. udg. – foretaget ganske enkelte konsekvensrettelser. Disse er ligeledes anført nedenfor.

Tm. beror på KB, Ny Kgl. Saml. 2855,2°.

Nedenstående tekstrettelser er, hvis ikke andet er angivet, alle i overensstemmelse med både trykmanuskriptet (tm.) og 4. udg. Der er desuden foretaget 82 stiltiende rettelser af åbenlyse trykfejl (f.eks. »skuffet var han« < »skuffet var ham«), manglende citationstegn, udfaldne typer o.lign.

Bind I:

Bind II, Læreaar:

Bind III, Den store Kamp:

Bind IV, Gryet:

Pelle Erobrerens enkelte bind udkom således: Bind I i februar 1906, bind II, Læreaar i oktober 1907, bind III, Den store Kamp i marts 1909 og bind IV, Gryet i november 1910. Oplaget var 2.500 eksemplarer pr. bind, hvilket dengang var usædvanlig stort og gav anledning til betegnelsen »Folkeudgave« på titelbladet; se note til s. 5.

1. udg. solgte imidlertid mindre end beregnet, og Gyldendalske Boghandel kunne først trykke 3. udg. i 1919. I mellemtiden havde værket imidlertid nået masseudbredelse i Danmark på anden vis:

Fra den 10. juli 1911 til den 4. februar 1912 gik Pelle Erobreren som føljeton i Social-Demokraten. Også den socialdemokratiske provinspresse, f.eks. Vestsjællands, Herning, Nordjyllands, Vestsjællands, Kolding, Skive og Bornholms Social-Demokrat, bragte i perioden fra juli-september 1911 til februar-april 1912 føljtetonudgaver.

I 1914 købte Kunstforlaget Danmark retten til udgivelse af Pelle Erobreren i halvandet år. I alt menes dette forlag i 1914‑1915 at have trykt værket i 70.000 eks. i to forskellige udgaver, i 1914 en 4-binds udgave og i 1915 en 8-binds udgave, hvor de oprindelige fire bind var delt i hver to. Årsagen til denne efter danske forhold gigantiske salgssucces var bl.a., at det samlede værk i disse udgaver kun kostede 3,50 kr. heftet hhv. 4,50 kr. indbundet, mens den gyldendalske udgave kostede 13 kr. heftet.

Først i november 1919 var markedet parat til en 3. udg., som kom i 5.000 eks. på Gyldendalske. I denne udgave var de oprindelige fire bind samlet i to bind.

I marts 1933 udkom 4. udg. i et oplag på 15.000 eks. Udgaven var i ét bind. Efter samråd med Nexø blev det oprindelige forord »Til Læseren!« udeladt i denne udgave, og det genindførtes først efter Nexøs død fra og med 10. udg. (1972). Anledning til udeladelsen var – if. brev fra Gyldendals direktør Frederik Hegel til Nexø 28. nov. 1932 og udkast til Nexøs svar af 30. nov., MAN-Nachlaß, Fb III, 3 – at forordets bemærkninger om den oprindelige udgivelses form og 1. oplagets størrelse nu forekom irrelevante.

I 1934 udkom værket i blindskrift i 40 bind.

Et år efter befrielsen, i marts 1946, udkom en 5. udg. i to bind i et oplag på 15.000 eks.

Den sidste udgave, der udkom på dansk i Nexøs levetid, var 6. udg. fra 1949, samlet i to bind, igen i 15.000 eks.

Foruden føljeton- og blindskriftudgaverne udkom værket i Nexøs levetid i 122.500 eks. på dansk.

Af de senere udgaver på dansk knytter der sig for en tekstkritisk betragtning en særlig interesse til 10. udg. fra 1972. Udgavens tekst var etableret af Martin Andersen Nexø Fonden ved Børge Houmann i samarbejde med daværende forlagsredaktør Erik Vagn Jensen, Gyldendal. Udgavens tekstgrundlag var en fotokopi af trykmanuskriptet sammenholdt med 1. og 4. udg., idet Nexø som nævnt selv havde læst korrektur også på 4. udg.

10. udg. er imidlertid problematisk af flere grunde:

For det første indeholder udgaven intet tekstkritisk apparat, men alene en kort redegørelse for udgivelsesprincipperne.

For det andet er Nexøs varierende brug af accenter konsekvent ensrettet til accent aigu.

For det tredje angiver Houmann at have fundet 854 uoverensstemmelser mellem de tre benyttede forlæg. En stikprøvekontrol af 30 bogsider af 1. udg. i forhold til tm. og 10. udg. indicerer, at dette antal uoverensstemmelser er sat meget for lavt. Dels medregner det ikke ensretningen af accenterne, dels synes det ikke at medregne mindre forskelle mellem tm. og 1. udg. af typen »og de indtog, som var« > »og de indtog – som var«. På de 30 sider forefandtes 124 indbyrdes forskelle (76 vedr. accenter, 48 vedr. andet), hvilket, i den udstrækning de valgte 30 sider er statistisk signifikante, indicerer, at antallet af indbyrdes uoverensstemmelser snarere end 854 er op imod 3.500 forskelle (ca. 2000 vedr. accenter, ca. 1500 vedr. andre forskelle).

Under alle omstændigheder kalder et så stort antal forskelle mellem de tre forlæg for 10. udg. på klare retningslinjer for, hvornår det ene, det andet eller det tredje forlæg foretrækkes. Sådanne retningslinjer er ikke anført. Af et brev fra Erik Vagn Jensen til Børge Houmann 31. aug. 1971 fremgår det dog, at forlaget er enig med udgiveren om »at følge Nexøs korrekturrettelser fremfor manuskriptet« (Martin Andersen Nexø Fondens arkiv), altså at de trykte udgaver tillægges større autoritet end tm. Det virker imidlertid, som om 4. udg. som regel tillægges mere autoritet end 1. udg., idet 4. udgaves ændringer i forhold til 1. udg. generelt betegnes som rettelser af »nogle sproglige fejl, som forefindes såvel i manuskriptet som i førsteudgaven« (10. udg., notat bag i bind I).

Alt i alt forekommer 10. udg. at kunne karakteriseres som en udgave, der i tilfælde af tvivl imellem sine tre forlægs formuleringer vælger den sprogligt mest ‘normale’, hvilket oftest vil sige 4. udg. – jf. note 13 til nærværende efterskrift.

De senere udgaver baserer sig alle på 10. udg., idet dog retskrivningen fra og med 12. udg. (1982) if. kolofonerne »i et vist omfang« er moderniseret. If. brev fra Torben Frandsen, Gyldendal, til Børge Houmann 23. juni 1987 er tekstgrundlaget for 13. udg. taget »fra sidste Tranebogsudgave (1982) hvor der var foretaget en tillæmpning til moderne retskrivning.« (Børge Houmanns arkiv, KB, Acc. 1997/92, forfatterarkiv G, korrespondence med Gyldendal).

Tillempningen i 12. udg. ff. til retskrivningsreformen af 1948 består i, at substantiverne staves med lille begyndelsesbogstav, at der anvendes bolle-å, og at »kunde«, »skulde« og »vilde« staves »kunne«, »skulle« og »ville«.

I løbet af ganske få år før og under 1. Verdenskrig forelå Pelle Erobreren på otte sprog foruden dansk: Tysk (føljetonudgave fra 1911, bogudgave 1912), svensk (føljtetonudgave fra 1911, bogudgave 1921‑1922, revideret 1925 og 1934‑1935, nyoversat 1944), norsk (føljetonudgave fra 1912, bogudgave 1939, nyoversat 1957), nederlandsk (føljetonudgave 1913, bogudgave 1926), engelsk/amerikansk (1913‑1917, bind I og II nyoversat 1989 hhv. 1991), fransk (føljetonudgave af bind III 1912, forkortet bogudgave 1947, nyoversat komplet 1954‑1955) og flamsk (føljetonudgave i Belgien 1913‑1914); endvidere tryktes der i zar-tidens Rusland i tidsskriftet Russkoje Bogatstvo i 1912 brudstykker af bind III.

Hvis Pelle Erobreren opfattes som en arbejderroman i betydningen: en roman for arbejderne, så viser dens udbredelse på få år netop som føljetonroman i den europæiske arbejderpresse, at den meget hurtigt nåede denne målgruppe. Først senere, i nogle sprogområder flere årtier senere, fulgte bogudgivelserne.

Foruden de nævnte oversættelser foreligger bogen på tjekkisk (forkortet udg. 1924, komplet nyoversættelse 1949), russisk (bind III 1924, dernæst flere forkortede udgaver, 1935 komplet nyoversættelse), jiddish (bind III udgivet i Polen 1930), armensk (forkortet udg. 1933), polsk (1937‑1938), serbokroatisk (1938), lettisk (1946‑1949), ungarsk (som føljeton i slutningen af 1920’erne, bogudgave 1950), slovakisk (1954), rumænsk (1956), ukrainsk (1955), kinesisk (bind I 1955) og som den foreløbig nyeste: islandsk (1989).

En i 1998 projekteret oversættelse til vietnamesisk er p.t. gået i stå af økonomiske årsager.

If. Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869‑1919, s. 345, skulle romanen derudover foreligge på i hvert fald yderligere et, ikke nærmere angivet sprog. Rygtet vil vide, at der bl.a. skulle forekomme en udgave på et af Indiens mange tungemål, men det har ikke kunnet verificeres af den indiske ambassade i København.

Størst udbredelse har værket på tysk, mindst udbredelse i Europa på de romanske sprog.

Litteraturen om Pelle Erobreren er, som det er fremgået, meget omfattende. Nedenstående liste prætenderer ikke at være komplet, men omfatter i hvert fald de væsentligste danske, vesteuropæiske og nordamerikanske behandlinger.

Særligt interesserede må derudover henvises til Omkring Pelle Erobreren (OPE), som rummer et stort antal artikeluddrag, udenlandske anmeldelser m.v. frem til 1975, til Børge Houmanns Martin Andersen Nexø bibliografi (1961) og Talt og skrevet om Martin Andersen Nexø (1967) samt til Aage Jørgensens Dansk litteraturhistorisk bibliografi (1990, evt. på internetadressen https://dsl.reindex.net/DSL), som også omfatter et antal mellem- og østeuropæiske behandlinger. Der kan desuden søges i bibliotekernes databaser på internetadressen www.bibliotek.dk.

IX.1. Monografier

IX.2. Andre behandlinger

I øvrigt er der henvist til:

IX.3. Upublicerede afhandlinger

Der kan derudover henvises til et stort antal upublicerede hovedfagsspecialer om Pelle Erobreren. Nogle er nævnt i litteraturlisten til H. Yde: Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv, s. 722. For en komplet og ajourført liste må der henvises til universiteternes specialesamlinger.

IX.4. Arkivmateriale

Trykmanuskriptet til Pelle Erobreren beror på KB, HA, Ny Kgl. Saml. 2855,2°.

Arkiverne Martin Andersen Nexø-Nachlaß og Nachtrag til samme, KB, HA: et antal udkast, forlagskorrespondance o.a. breve omkring romanen, Nexøs oversættelse af Don Quijote o.m.a.

Martin Andersen Nexøs Arkiv, III,3.1, KB, HA, materialesamling om Cervantes og Don Quijote.

Breve fra Nexø til Margrethe f. Thomsen, KB, HA, Tilg. 396.

En notesbog med optegnelser før og under Nexøs anden rejse til Syden, KB, HA, Acc. 1990/140.

Børge Houmanns arkiv, KB, HA, Acc. 1997/92: forlagskorrespondence vedr. 13. udg. af Pelle Erobreren, Nexøs udklipsbøger 1894‑1901 og 1902‑1907.

H.A. Koefoeds arkiv, Institut for Dansk Dialektforskning, KUA; det omfattende seddelmateriale heri vedrører for størstepartens vedkommende sproget i Nexøs forfatterskab, navnlig de bornholmske sprogtræk, og danner baggrund for Koefoeds skrifter herom.

Martin Andersen Nexø Fondens arkiv, KB, HA: forlagskorrespondence vedr. 10. udg.

IX.5. Filmatiseringer

Pelle Erobreren, bind I, er filmatiseret til DDR’s fjernsyn 1984, instruktør Christian Steinke, og som biograffilm 1987, instruktør Bille August.

IX.6. Lydbogsudgave

Pelle Erobreren er indtalt som lydbog af Ove Sprogøe for SiD, 1988.

IX.7. Dramatisering

Pelle Erobreren, bind III, er dramatiseret som syngespil af Preben Harris til Folketeatret, København, i anledning af LO’s 100 års jubilæum 3. jan. 1998; i forbindelse med forestillingen blev der udgivet en CD med sangene, som er skrevet af Niels Brunse og Peter Spies, arrangeret af Jørgen Lauritsen, indspillet af RadioUnderholdningsOrkestret dirigeret af Bo Holten.