III

Lille Nikas havde gnedet Sværten af Ansigtet og var i sit pæne Løbetøj; han skulde hen paa Torvet med en Byldt Vasketøj som Slagteren fra Aaker skulde tage med hjem til hans Moder, og Pelle gik bag ham og bar Byldten. Lille Nikas hilste paa mange milde Tjenestepiger oppe omkring i Husene, og Pelle fandt, at det var morsommere at gaa ved Siden af ham end bag – man var vel to for at følges ad. Men hvergang han traadte frem ved Siden af Svenden, skubbede denne ham i Rendestenen.26| Til sidst faldt Pelle over et Rendestensbrædt, og saa opgav han det.

Oppe i Gaden stod den gale Urmager paa Kanten af sin høje Trappe og svingede med et Lod; det hang i en lang Snor, og med Fingeren fulgte han Pendulsvingningerne som om han talte Tiden. Det var meget spændende, men der var Fare for at Svenden ikke skulde faa Øje paa det.

»Urmageren eksperimenterer nok bare han,« sagde han livligt.

»Hold Kæft!« udbrød Lille Nikas kort. Saa huskede Pelle at han ikke maatte snakke, og klemte Munden fast i.

Han gik og trykkede paa Byldten for at danne sig et Skøn over dens Indhold. Øjnene havde han inden for alle Vinduer og ned ad Sidegaderne; hvert Øjeblik førte han den hule Haand til Munden som om han gabede – og slugte en Luns Rugbrød han havde hugget i Køkkenet. Selerne var itu, og han maatte hele Tiden stemme Maven ud; der var hundrede Ting at tage Vare – og Kulhandlerens Hund, som maatte have et Spark bagi, mens den i god Tro stod og snusede til en Hjørnesten.

Der kom et Ligtog imod dem, Svenden passerede det med blottet Hovede, og Pelle gjorde som han. Sidst i Toget kom Skrædder Bjerregrav paa sine Krykker; han fulgte til alle Begravelser og var altid bagest, fordi hans Gangart krævede saa stort Spillerum. Han stod stille og saa ned i Jorden, mens det øvrige Følge fjærnede sig nogle Skridt, satte saa Krykkerne frem, flyttede sig et Spand – og stod igen stille. Saadan kom han fremad paa sine daarlige Ben bare ved at staa og se paa de andre og tage et Skridt i Ny og Næ; han lignede en langsomt vandrende Passer, der maalte de andres Bane.

Men det morsomste var, at han havde glemt at knappe Smækken paa sine sorte Begravelsesbukser; den hang ham ned over Knærne som et Skød27|skind. Det var ikke helt sikkert, at Svenden havde opdaget det.

»Bjerregrav har glemt –«

»Hold Kæft!« Lille Nikas gjorde et Ryk bagud, og Pelle dukkede Hovedet og pressede Haanden fast mod Munden.

Men oppe i Staalegade var der stort Halløj, et vældig fedt Fruentimmer stod og skændtes med to Sømænd. Hun var i Natkappe og Skørt, og Pelle kendte hende han.

»Det er Soen,« sagde han oprømt – »hun er en ordenlig Dundre! Paa Stengaarden –«

Svup var Lille Nikas over ham med en Lussing, saa han satte sig ned paa Billedskærerens Trappe. »En, to, tre, fire – kom saa!« han talte ti Skridt frem og satte sig i Bevægelse. »Men Gud hjælpe dig om du ikke holder Afstanden!«

Pelle holdt redeligt Afstanden; men gal i Hovedet var han og opdagede hurtigt, at Lille Nikas ligesom Gamle Jeppe havde altfor stor en Bagdel. Det kom nok af at sidde saa meget – man blev krum i Rørene! Han satte Bagen godt ud og slog et Læg paa Trøjen over Lænden, lettede sig koket paa Fodbalgen og stoltererede af Sted med den ene Haand paa Brystet. Naar Svenden kløede sig, gjorde Pelle det ogsaa – og slog de samme flotte Sving med Kroppen; hans Kind brændte, men han var inderlig tilfreds med sig selv.

Saa snart han var sin egen Herre, søgte han rundt til Landslagterne for at opspørge Nyt om Lasse, men ingen vidste noget. Han gik fra Vogn til Vogn og spurgte. »Lasse Karlsson?« sagde en – »naa det var jo ham Røgteren fra Stengaarden!« Saa raabte han til en anden og spurgte om Lasse – ham den gamle Stengaardsrøgter! og han raabte igen til en tredje; de kom alle hen til Vognen for at drøfte Spørgsmaalet. Det var Folk som bestandig rakkede Øen rundt for at købe Kreaturer op; de kendte Gud og Hvermand men kunde ingen Oplysninger give om Lasse. »Saa er han heller ikke 28| her paa Landet,« sagde den første helt afgjort. »Du faar lægge dig en anden Far til min Dreng.«

Men Pelle var ikke oplagt til Spøg og luskede bort fra Vognen. Forresten maatte han hjem til Arbejdet; Smaamestrene, der vimsede ivrigt fra Vogn til Vogn og følte paa Kødet, skelede allerede til ham. De hang sammen som Ærtehalm, naar det galdt om at holde Læredrengene i Ørerne – ellers var de nidske nok paa hinanden. – –

Bjerregravs Krykker stod bag Døren, selv sad han henne ved Forhøjningen i stiveste Begravelsespuds; han havde et hvidt sammenlagt Tørklæde mellem de foldede Hænder og tørrede jævnlig Øjnene.

»Var det en Paarørende af Bjerregrav kanske?« spurgte Unge Mester lunt.

»Nej men det er saa trist for dem der bliver tilbage – Kone og Børn. Nogen er der jo altid som sørger og savner. Mennesker fører en underlig Tilværelse du Andrès!«

»Ja og Kartoflerne er daarlige i Aar Bjerregrav.«

Nabo Jørgen fyldte hele Døraabningen. »Ih men der har vi jo salig Bjerregrav!« udbrød han – »og i stiveste Stads. Hvad staar der paa med dig i Dag – gaar du paa Kvindeveje?«

»Jeg har fulgt,« svarede Bjerregrav stille.

Den store Bager gjorde en uvillig Bevægelse, han holdt ikke af uforvarende at blive mindet om Døden: »Du skulde være Ligvognskusk du Bjerregrav – saa arbejdede du da ikke omsonst!«

»Omsonst er det vel ikke, fordi om de er døde,« stammede Bjerregrav. »Jeg Stakkel duer heller ikke til saa meget, og ingen har jeg der staar mig nær. Der gaar ikke noget fra nogen levende, fordi jeg følger dem der dør. – Og saa kender jeg jo dem alle og har fulgt dem i Tankerne fra de blev født,« føjede han undskyldende til.

»Naar du saa endda blev bedt til Gildet og fik noget med af den gode Mad. Saa kunde jeg bedre forstaa det,« blev Bageren ved.

29| »Æde Maden fra en stakkels Enke, som sidder med fire smaa Børn og ikke ved hvor hun skal faa Føden fra til dem – nej det gjorde jeg alligevel ikke! Hun har maattet sætte sig i 300 Kroners Gæld for at holde anstændigt Ofrøl over Manden.«

»Det skulde ved Lov forbydes,« sagde Mester Andrès. »Saadan én med Smaabørn har ikke Lov at smide Penge væk paa de døde.«

»Hun viser sin Husbond den sidste Ære,« sagde Jeppe tilrettevisende. »Det er enhver god Hustrus Pligt.«

»Vist saa,« svarede Mester Andrès – »noget maa der sku gøres! Som nu omme paa den anden Side Jorden; der kaster Konen sig ogsaa paa Baalet, naar Manden er død og skal brændes.«

Bager Jørgen rev sig paa Laarene og grinede: »Der sagde du en god Løgn, du Andrès – det fik de aldrig noget Kvindfolk til, kender jeg Fruentimmerne ret.«

Men Bjerregrav vidste, at Unge Mester ikke løj, og tog ud i Luften med sine tynde Hænder som vilde han holde sig noget usynligt fra Livet. »Gud ske Lov én har set Lyset her paa Øen,« sagde han sagte. »Her sker der dog kun kendte Ting – hvor forkerte de end kan være.«

»Kan undres paa hvor hun har faaet Pengene fra?« sagde Bageren.

»Laant dem vel,« sagde Bjerregrav i en Tone, som vilde han have Spørgsmaalet slaaet hen.

Jeppe blæste haanligt: »Hvem skulde vel laane en fattig Styrmandsenke 300 Kroner, det var da lige saa godt som at smide sine Penge i Havet.«

Men Bager Jørgen traadte helt ind paa Livet af Bjerregrav. »Du har givet hende dem har du – ingen anden kunde være saa asensdum!« sagde han truende.

»Lad mig være,« stammede Bjerregrav, »jeg har ikke gjort jer noget. Og hun har en glad Dag midt i Sorgen.« Hans Hænder rystede.

»Du er en Torsk,« sagde Jeppe kort.

30| »Hvad tænker nu Bjerregrav, naar Bjerregrav staar saadan og ser ned i Graven?« spurgte Unge Mester for at aflede.

»Jeg tænker: Nu drager du hen hvor du faar det bedre end her!« sagde den gamle Skrædder troskyldigt.

»Ja for Bjerregrav følger jo kun Staklerne han,« sagde Jeppe lidt haanligt.

»Jeg kan nu ikke lade være at tænke – hvis han nu bliver narret,« vedblev Mester Andrès. »Hvis han nu kommer og har glædet sig til en hel Del – og saa der ingenting er! Derfor holder jeg ikke af at se Lig.«

»Ja se det er jo Sagen – hvis der nu ingenting er?« Bager Jørgen vred sin tykke Krop. »For her gaar vi og bilder os en hel Del ind; men hvis det nu var Løgn det hele?«

»Det er jo Vantroens Aand,« sagde Jeppe og stampede haardt i Gulvet.

»Vorherre bevare min Mund for Vantro,« svarede Bror Jørgen og strøg sig højtideligt over Ansigtet – »men tænke kan én vel ikke godt blive fri for. Og hvad ser én om sig? Sygdom og Død og Halleluja. Vi lever og vi lever, skal jeg sige dig Bror Jeppe – og vi lever for at leve! Men jeg siger Herre Jøs for de Stakler som ikke er fødte endnu!« Saa faldt han i Tanker – som sædvanlig over Lille Jørgen der ikke vilde komme til Verden og tage hans Navn og hans Persons Lignelse og føre det videre for ham. Der laa nu hans Tro paa Tingen – der var ikke noget at stille op. Og de andre gav sig til at tale sagte for ikke at forstyrre ham i hans Andagt.

Pelle tumlede med alt mellem Himmel og Jord, og havde sine strittende Øren ude efter hvert Ord der faldt, men naar Talen var om Døden gabede han. Han havde aldrig selv været alvorlig syg; og siden Mor Bengta slap, havde Døden ikke gjort 31| noget Greb ind i hans Verden – lykkeligvis, for dèr var det alt eller intet, Pelle havde kun Far Lasse. For Pelle var den haardhændede Død slet ikke til, han begreb ikke, at Folk kunde lægge sig hen med Næsen i Vejret, saa meget her var at tage Vare – Byen gav nok at bestille endda.

Allerede den første Aften jog han ud og opsøgte de andre Drenge – lige ind hvor Sværmen var tykkest. Der var ikke noget at vente efter, Pelle var vant til at tage Tyren ved Hornene – og han længtes efter at gøre sig gældende.

»Hvad er det for en Sut?« sagde de og stimlede sammen om ham.

»Jeg er Pelle,« sagde han og stod støt midt i Flokken og saa paa dem alle. »Jeg har været paa Stengaarden fra jeg var otte Aar, og det er den største Gaard paa Nordlandet.« Han havde Hænderne i Lommen og spyttede ligegyldigt, for dette her var jo ingenting imod hvad han endnu sad inde med.

»Saa er du en Bonde da?« sagde en, og de andre lo. Rud var imellem dem.

»Ja,« sagde Pelle, »og jeg har prøvet at pløje – og slaa Blandsæd til Kalvene.«

De blinkede til hinanden: »Er du en Bonde da?«

»Ja vel er jeg det,« svarede Pelle forvirret – de betonede Ordet paa en egen Maade opdagede han nu.

Saa brast de alle i Latter. »Han tilstaar det selv. – Og han er fra den største Gaard – – han er Landets største Bonde.«

»Nej Bonden han hed jo Kongstrup,« sagde Pelle beskedent – »jeg var bare Vogterdreng!«

De brølede op af Latter. »Han forstaar det ikke engang – han er sku den største Bondetamp!«

Pelle tabte nu ikke Hovedet, han havde vægtigere Skyts, og nu skulde han slaa et Slag. – »Og dèr paa Gaarden var der en Karl som hed Erik. Han var saa stærk, at han kunde prygle tre Mand; men 32| Forvalteren var stærkere endnu, for han slog Erik til Idiot!«

»Saa, hvordan bar han sig ad med det? – Kan man ogsaa slaa en Bonde til Idiot? – Hvem har saa slaaet dig til Idiot da?« Spørgsmaalene regnede ned over ham.

Pelle gik tæt ind paa Livet af den, der stillede det sidste Spørgsmaal – med Øjnene i hans. Men Fyren veg. »Pas paa dit pæne Tøj,« sagde han leende – »og krøl ikke Mansjetterne.«

Pelle havde en renvasket blaa Busserunne under Trøjen, Hals- og Haandlinninger gjorde det af for Kravetøj; han vidste netop med sig selv, at han var ren og pæn. Og nu bed de sig fast dèr!

»Og sikken et Par Plader han har paa, Herre Jøsses ogsaa, de dækker jo halve Havnepladsen!« Det var Kongstrups Sko, Pelle havde endda kviet sig ved at tage dem paa en søgn Aften.

»Hvornaar har du holdt Flyttegilde?« spurgte en tredje – det var én til Pelles tykke røde Kinder.

Nu var han ved at gaa ud af sit gode Skind; han jog Øjnene søgende rundt efter noget at slaa fra sig med; for dette endte nok med Kamp mod hele Flokken. Naa, Pelle havde før haft alle imod sig.

Men saa traadte en lang tynd Fyr frem. »Har du nogen køn Søster?« spurgte han.

»Jeg har ingen Søskende,« svarede Pelle kort for Hovedet.

»Det var sku kedeligt. Forstaar du at lege Skjul da?«

Ja det forstod Pelle nok!

»Naa, kan du saa staa!« Den lange gav ham Huen for Øjnene og drejede ham med Ansigtet mod Plankeværket. »Du tæller til hundrede – og ikke noget Snyderi, det vil jeg sige dig.«

Nej Pelle skulde ikke snyde – hverken kigge eller springe over – saa meget afhang jo af denne Begyndelse. Men han lovede sig dyrt og helligt at bruge sine Ben, de skulde blive taget hver eneste 33| én. Han var færdig med at tælle og tog Huen fra Øjnene – ikke en Lyd. »Kuk engang!« raabte han, men ingen svarede. Saa ledte Pelle en halv Time mellem Tømmer og Vareskur, derpaa luskede han hjem og i Seng. Men om Natten drømte han at han fangede dem alle, og de kaarede ham til Anfører for al Fremtid. –

Byen var ikke den aabne Favn, han lige kunde kaste sig ind i med sin barnlige Tillid for straks at blive baaret frem. Her tav man nok med alle de Bedrifter, der andre Steder gav et Menneske Rygstød – de vakte bare haanlig Latter. Han forsøgte sig igen og igen, altid med noget nyt! men Svaret var bestandig – Bonde! Hele hans lille Person struttede af god Vilje – og han blev vist ynkeligt hjem.

Pelle saa snart hele sit opsparede Fond smuldre bort mellem Hænderne paa sig; alt hvad han havde tilkæmpet sig af Respekt derhjemme paa Gaarden og i Lejet, ved sin Dristighed og gode Vilje – det blev til ingenting her. Her galdt andre Bedrifter, en ny Jargon; Klæderne var andre, man satte Fødderne paa en anden Maade. Alt hvad han havde sat højt, blev gjort latterligt – lige til den smukke Kasket med Negene og Høstredskaberne paa. Han kom saa trygt hvilende i sig selv – og gjorde den smærtelige Opdagelse, at han var en latterlig Foreteelse. Hvergang han vilde være med, blev han skubbet til Side; han havde ingen Ret til at tale med – bagest i Rækken værsgod!

Der var ikke andet for end at slaa Tilbage over hele Linjen, til man befandt sig paa Bunden af det hele. Og saa haardt det holdt for en rask Dreng, der brændte af Lyst til at sætte sit Præg paa alting – Pelle gjorde det og beredte sig trøstig paa at kravle opad igen. Hvor meget han saa plukkedes for, bestandig blev der tilbage en haardnakket Følelse af eget Værd; den kunde ingen tage fra ham.

Han var overbevist om, at det ikke var ham selv 34| men kun alle mulige Ting ved ham det var galt med, og gik rastløs i Gang med at udfinde de ny Værdier og føre Udryddelseskrigen mod sig selv. For hvert Nederlag gik han sig ufortrødent efter, og næste Aften fòr han ud igen – beriget med saa mange Erfaringer – og tog sit Nederlag paa et nyt Punkt. Han vilde sejre – hvad der saa skulde ofres! Han vidste ikke noget prægtigere end at marsjere drønende gennem Gaden, med Bukserne stoppet ned i Skafterne paa Lasses gamle Støvler – det var Indbegrebet af Mandighed. Men han var Mand for at lade det være ogsaa – siden man her ansaa det for bondsk. Haardere holdt det at bide sin Fortid i sig; den var saa uadskillelig fra Lassefar, at han fik Følelsen af Forræderi! Men der var intet Udkomme; vilde han begaa sig, maatte han krænge sig ind i det alt baade Meninger og Fordomme. Til Gengæld lovede han sig selv, at brænde dem det hele i Synet saa snart han kom ovenpaa.

Det der trykkede ham mest var Faget – der var saa lidt Anseelse ved det! Hvor meget han saa satte sig for at udrette, var og blev Skomageren dog en Stakkel med beget Tryne og for stor Bagdel. Her forslog den personlige Ydelse ikke, man maatte se at bjærge sig over i noget andet snarest muligt!

Men i Staden var han, og som en af dens Indbyggere – det kunde der ikke rokkes ved. Og Staden virkede baade stort og festligt paa ham, selv om den ikke holdt til de æventyrlige Forestillinger, han havde fra dengang han og Faderen steg i Land her. De fleste gik i deres Søndagsklær, og mange sad og tjente sig store Penge, uden at man begreb paa hvad. Her mundede ogsaa alle Veje ud, og Staden sugede alt til sig: Svin og Korn og Mennesker – her havnede det hele før eller senere! Soen boede her med Rud, som var i Malerlære, Tvillingerne var her! Og en Dag saa Pelle en stor Dreng staa og brøle op ad en Port med Armene for Ansigtet, mens nogle Smaadrenge pryglede løs 35| paa ham; det var Tudeper, han sejlede som Kokkedreng paa en Galease. Hid stævnede det hele!

Men Far Lasse var her ikke!