IV

Byen havde det ved sig, at det var tungt at gaa i Seng og tungt at komme op. Herinde steg intet Gry gysende over Jorden og vækkede alting op, Husene spærrede for Morgenens aabne Ansigt. Og den svindende Dag gød ikke sin Aftenmødighed tungt i Lemmerne og drev dem mod Lejet, Livet her gik i omvendt Retning, Folk blev livlige mod Natten.

Klokken halv seks dunkede Mester, som laa nedenunder, i Loftet med sin Stok. Pelle der havde Ansvaret, rejste sig mekanisk over Ende og dunkede i Sengesiden med den knyttede Haand, saa faldt han tilbage igen bestandig sovende. Lidt efter gentog det sig. Men saa tabte Mester Taalmodigheden. »For Satan, vil I slet ikke op i Dag,« brølede han. »Skal jeg maaske komme med Kaffe paa Sengen til jer!« Pelle tumlede søvndrukken ud paa Gulvet. »Op, op!« raabte han og ruskede i de andre. Jens kom let paa Benene, han vaagnede altid med et Udtryk af Rædsel og dækkede for sit Hoved; men Emil og Peter som var i Løbetiden var ikke til at ruske Liv i.

Pelle skyndte sig ned og gjorde i Stand, fyldte NBlødebaljen og lagde en Sandbunke paa Forhøjningen til Mester at spytte i. Han undredes ikke paa de andre længer, han var selv morgensur; de Dage han maatte krybe lige ind paa NSkrikken uden først at løbe Morgenærender, behøvede han Timer til at tø op.

Han undersøgte, om han den foregaaende Aften havde sat Kridtkryds noget iøjenfaldende Sted, for 36| saa var der noget der bestemt skulde huskes. Det kneb med at huske – derfor havde han gjort denne geniale Opfindelse. Saa galdt det bare om, ikke at glemme hvad Krydsene betød – for saa var man lige nær.

Naar Værkstedet var i Orden løb han for Madammen efter Kaffebrød til »dem selv«. Han fik en Krydder til sin Kaffe og drak den ude i Køkkenet, mens den gamle Kone gik og gnavede. Hun var tør som en Mumie og bevægede sig stærkt foroverbøjet, naar hun ikke brugte sine Hænder gik hun med den ene Underarm trykket ind mod Mellemgulvet. Alting var hun utilfreds med og talte om Graven i det uendelige. »Mine to Nældste har jeg over Havet – i Amerika og Avstralien; dem ser jeg aldrig mere. Og herhjemme gaar to Mandfolk og Nstolteserer, bestiller intet og skal vartes op. Andrès den Stakkel er syg, og Jeppe duer ingenting til mere, han kan ikke engang holde sig varm i Sengen. Men stille Fordringer kan de, og mig lader de gaa og træde uden Hjælp og gøre alting selv. Jeg skal rigtig takke Gud, den Dag jeg ligger i min Grav. – Hvad staar du nu dèr og gaber for – se du kommer af Sted med dig!« Saa bar Pelle Kaffen med det brune Sukker ud til Værkstedsvinduet.

Det var smaat med Arbejdslysten om Morgenen, saa længe Mester ikke var oppe; de var søvnige og saa en lang sur Dag i Møde. Svenden drev ikke paa, han maatte sørge for at der blev noget til ham selv. Saa sad de og nussede, slog nu og da nogle Hammerslag paa Skrømt, mens en og anden sov videre ind over Disken. De fòr op naar det pikkede de tre Slag i Væggen til Pelle.

»Hvad laver I? Jeg synes der er saa dødt derude?« kunde Mester spørge og stirre mistroisk paa Pelle. Men Pelle havde mærket sig hvad de hver for sig burde have i Hænde, og nævnede det. – »Hvad er det i Dag – Torsdag? Død og salte Salighed, sig til Jens at han øjeblikkelig slipper Mannas NGalosjeringer og tager fat paa Lodsens Støvler – 37| de var lovet til i Mandags.« Mester drog trist efter Vejret: »Aa jeg har haft en drøj Nat Pelle, en rigtig modbydelig Nat med Hede og Sus for Ørerne. Det ny Blod er saa pokkers uregerligt, det staar og koger i Hovedet paa mig bestandigt – som Sodavand. Men godt er det jo at jeg faar det, ellers var jeg min Salighed snart kaput du. – Tror du paa Helvede? Himlen er noget godt Sludder, hvad skulde vi vel kunne vente af godt andre Steder naar vi ikke engang kan have det ordenligt her! Men tror du paa Helvede? Jeg drømte at jeg spyttede den sidste Stump Lunge op og kom i Helvede. Hvad Satan vil du her Andrès? sagde de til mig, du har jo Hjærtet helt endnu – de vilde ikke have mig. Men hvad nytter det? Hjærtet kan jeg jo ikke trække Vejret med, jeg kreperer ligefuldt. Og hvad bliver der saa af mig, vil du sige mig det? – Der er jo noget der hedder gaa i sin Mor igen – naar en endda kunde det, og saa komme til Verden som et nyt Menneske med to gode Ben. Saa skulde du se mig forsvinde over Havet i en Fart – vupti! jeg gik nok ikke længe her og rodede. – NHar du set din Navle i Dag? Ja du griner dit Skabelse, men det er Alvor! Der gik nok ikke ret meget forkert for dig, om du altid begyndte Dagen med at se din Navle.«

Mester var halv alvorlig halv skælmsk. »Naa men kan du hente mig min Portvin da, den staar i Hylden inde bag Kassen med NLidserne – jeg fryser saa nedersaksisk.«

Pelle kom igen og meddelte at Flasken var tom. Mester kiggede godlidende paa den.

«Faa saa fat i en anden da! Men jeg har ingen Penge, du faar sige – ja find selv paa noget du – du er jo ikke dum.« Mester saa paa ham med dette Blik, der tog ham om Hjærtet, saa han stundom var ved at briste i Graad. Pelles Verden havde været ret lige ud ad Landevejen – han begreb ikke dette Spil af Vid og Elendighed, Skælmeri og Dødsens Tristhed. Men han følte noget af den gode 38| Guds Ansigt, og det skjalv inden i ham – han kunde gaa i Døden for Mester.

Naar det var sludfuldt Vejr, havde Mester svært ved at komme op – Kulden knugede ham. Naar han saa kom ud paa Værkstedet, nyvasket og med vaadt Haar, stillede han sig ved den kolde Kakkelovn og stod og hakkede Tænder – ganske indfalden i Kinderne. »Jeg har saa lidt Blod for Tiden,« sagde han saa, »men det ny er i Anmarsj, det synger mig for Ørerne hver Nat.« Saa hostede han en Tur. »Der har vi min Sjæl igen et Stykke Lunge,« sagde han og viste en geléagtig Klump til Pelle, der stod ved Kakkelovnen og børstede Sko. – »Men der vokser nyt ud igen!«

»Nu er Mester jo snart de tredve Aar,« sagde Svenden. »Saa er den farlige Tid overstaaet.«

»Ja for Pokker saa længe maa jeg vel kunne hænge sammen – et halvt Aar kun,« sagde Mester ivrende og saa paa Pelle, som havde han det i sin Magt – »seks Maaneder bare! Saa fornyr hele Kadaveret sig – ny Lunger – alting nyt. Men nyt Ben faar jeg min Salighed aldrig.«

Der kom en egen hemmelig Forstaaelse mellem Pelle og Mester, som ikke byggedes paa Ord og Udtalelser, men føltes af Blikke og Tonefald og hele deres Væsen. Det var som selve Mesters Skindtrøje udstraalede varm Følelse, naar Pelle stod bag hans Ryg. Pelles Øjne søgte Mester naar og hvor han kunde, og Mester var anderledes mod ham end mod alle andre.

Naar han kom hjem fra Byærender og drejede om Hjørnet, havde han det glade Syn af Unge Mester der stod i Gadedøren; med det halte Ben i Hvilestilling og Haanden fast om Stokken stod han og flyttede Blikket i sin Udlængsel. Det var hans Plads, naar han da ikke sad inde og læste i de æventyrlige Bøger. Men Pelle ønskede, at han stod der. Og naar han saa smuttede forbi dukkede han sig undseligt. For det hændte ofte, at Mester krammede Haanden i hans Skulder saa det sved, ru39|skede ham frem og tilbage og sagde inderligt: »Din Halvsatan!« Det var det eneste Kærtegn Tilværelsen havde i Behold for ham, og han solede sig i det.

Pelle begreb ikke Mester – ikke det Suk forstod han af ham. Mester kom aldrig ud, kun en enkelt Gang naar Kræfterne var gode hinkede han hen til NØlhansens og fik et Parti, ellers var hans Rejse ikke længer end ud i Gadedøren. Der stod han og kiggede lidt, og kunde saa komme hinkende ind med dette smittende Humør, der forvandlede det skumle Værksted til en Lund fuld af Fuglekvidder. Ude havde han aldrig været og følte nok heller ingen Trang; men alligevel kom og gik den store Verden i hans Væsen og Tale, saa Pelle kunde blive helt syg af Udvé. Andet end Sundhed krævede han sig ikke af Fremtiden, og saa var han omflagret af Æventyrlighed; man fik det Indtryk, at al Lykke maatte dale ned og sætte sig paa ham. Pelle forgudede ham men begreb ham ikke. Mester der kunde drive Gæk med sit halte Ben og i næste Nu helt glemme at han havde det, eller spille skælmsk med sin Armod som var det glade Guldpenge han kastede med – det var ikke til at forstaa. Og Pelle blev ikke klogere, fordi han stjal sig til at læse i de Bøger, der tog Vejret fra Mester Andrès; han kunde nøjes med mindre end NNordpolen og NJordens Indre, blot han fik Lov at være med selv.

Han fik ikke Lejlighed til at sidde stille og fange Griller, hvert Øjeblik hed det: Pelle spring! Alting blev købt ind i Klatkøb, skønt det blev taget paa Kredit. »Saa løber det ikke saa stærkt op,« sagde Jeppe – Mester Andrès var for saa vidt ligeglad. – Dèr kom Værkførerens Pige farende, hun maatte bestemt have de Sko til Frøkenen – de var lovet til i Mandags. Mester havde helt glemt dem. »Vi har dem under Arbejde,« sagde han frejdigt – »Jens for Satan!« Og Jens fik travlt med at slaa Læster i Skoene, mens Mester Andrès fulgte Pigen ud og Nkiksede med hende ude i Gangen for at faa 40| hende mildere stemt. »Bare en NØretæve, saa de kan hænge sammen,« sagde Mester til Jens. Og saa – »Pelle af Sted med dem i en lynende Fart! Sig saa at vi henter dem i Morgen tidlig og gør dem rigtig i Stand. Men løb som om Fanden var i Hælene paa dig.«

Pelle løb, og naar han vel var kommet hjem og havde smøget sig i Forklædet, maatte han ud af det igen. »Pelle, spring hen og laan lidt Messingstifter – saa slipper vi for at købe i Dag! Gaa til NKlavsen – nej gaa hellere til NBlom; hos Klavsens var du jo i Formiddags.«

»Bloms er gnavne over den NSkrueblok,« sagde Pelle.

»Ja Død og salte Plage – den maa vi se at faa gjort i Stand igen – og afleveret; husk og tag den med til Smeden! – Hvad i Alverden gør vi saa?« Unge Mester stirrede hjælpeløst fra den ene til den anden.

»Skomager Marker,« foreslog Lille Nikas.

»Marker laaner vi ikke hos,« Mester rynkede Panden – »han er en Lus!« Marker havde fedtet sig ind hos en af Værkstedets ældste Kunder. – »Han ejer jo ikke engang Salt til et Æg.«

»Hvad saa da?« spurgte Pelle lidt utaalmodigt.

Mester sad lidt. »Saa tag den da!« udbrød han fortrydeligt og smed en Krone til Pelle, – »jeg faar jo ikke Ro for dig saalænge jeg har en Øre – dit Skabelse! Køb en Pakke og lad saa Klavsens og Bloms faa dem vi har laant.«

»Men saa ser de, at vi har en hel Pakke,« sagde Pelle der ogsaa kunde handle med Omtanke. – »Og for Resten skylder de os saa meget andet de har laant.«

»Sikken en Skurk,« sagde Mester og satte sig til at læse »– ih du Alstyrende sikken en Gavtyv!« Han saa velfornøjet ud.

Og lidt efter lød det saa igen: Pelle spring!

Dagen gik med at løbe Ærender, og Pelle var ikke den der gjorde dem kortere end de var – han 41| længtes ikke efter den skumle Værkstedskrog med Trebénen. Der var saa meget der skulde afsøges, han opfattede det nærmest som sin Pligt at være allevegne hvor han ikke havde noget at gøre, han strejfede om som en Hundehvalp og havde Næsen i alting. Byen havde allerede nu ikke mange Hemmeligheder for ham.

Der var i Pelle en ærlig Drift til at underlægge sig det hele. Men foreløbig havde han kun Nederlag at opvise, han havde ofret og ofret af sit eget medbragte uden hidtil at faa noget igen. Sin Skyhed og Mistro havde han krænget af sig herinde, hvor det galdt om at aabne sig til alle Sider; sine solide Egenskaber var han i Færd med at ofre som bondske paa Byens Alter. Men han vandt i Uforknythed, jo mindre Dækning han ejede des mere uforfærdet gik han paa – Byen skulde jo tages. Han var lokket ud af sin sikre Skal, og vilde være let at fortære.

Byen har slaaet ham ud af hans sikre Leje, forøvrigt er han den samme prægtige Gut – de fleste vil ikke kunne se anden Forskel end den, at han er løbet i Vejret. Men Far Lasse vilde sikkert græde Blod, om han fik Øje paa Pøjke som han nu dukker op i Gaden, fuld af Usikkerhed og Efterlignelsestrang; med den bedste Trøje til Hverdags – og uordenlig i Tøjet alligevel.

Han gaar og slænger med et Par Støvler, har Fingrene i Stropperne og fløjter Nforsorent. Af og til skærer han Ansigt og gaar forsigtigere – naar Bukserne rører de ømme Striber nedad Laarene.

Han har haft en hed Dag – blot fordi han i Formiddags passerede en Smedje og lod sig stanse af den herlige Kraftudfoldelse derinde i Ildskæret og Halvmørket. Flammerne og Klangen af Metal – hele dette friske Smæld af virkeligt Arbejde – tog ham, han maatte ind og spørge, om de ikke havde Brug for en Dreng. Han var ikke saa dum at opgive, hvor han hørte til; men da han naaede hjem, var Jeppe allerede underrettet og –! Naa, nu er 42| det glemt – undtagen lige naar Bukserne rører Laarene. Saa husker han, at her i Verden er der ingen Kniben udenom; har man givet sig ind i noget, maa man Næde sig igennem – ligesom Drengen i Æventyret. Og den Opdagelse er i og for sig ikke saa overraskende ny for ham.

Han har som altid valgt den længste Omvej, støver ind i Gaarde og Sidegader hvor der er NTjans for en Oplevelse, og har været et Smut inde hos Albinus der er Karl hos en Købmand. Albinus var ikke morsom. Han havde ikke videre at bestille og gik som sædvanlig ude i Pakhuset og drev, ivrig optaget af at faa en kort Stige til at staa lige op i Luften mens han gik op ad den. Han var aldrig til at slaa et Ord af, naar han saadan gik og hersede med et eller andet; saa huggede Pelle en Haandfuld Rosiner og stak af.

Nede paa Havnen entrer han en svensk Skude, som lige er kommet ind med NStav. »Har I noget I skal have lavet?« raaber han og holder en Haand bagpaa hvor Bukserne har et Hul.

»Klavsens Dreng har lige været her og faaet hvad der var,« svarer Skipperen.

»Det var dumt – I skulde ladet os faa det! Har I en Kridtpibe da?«

»Ja kom herhen du!« Skipperen griber en Tovende, men Pelle redder sig i Land. »Faar jeg saa snart de Klø?« raaber han drillende.

»Du skal faa en Kridtpibe, naar du vil springe op efter for 5 Øre NMellemskraa.«

»Hvad maa den koste?« spørger Pelle enfoldigt. Skipperen tager efter Tovenden, men Pelle er allerede væk.

»For 5 Øre Mellemskraa af den lange,« raaber han endnu før han er kommet ind ad Døren. »Men af den bedste, for det er til en syg.« Han hugger Skillingen i Disken og ser storsnudet ud.

Gamle Skipper Lau rejser sig paa sine to Stokke og rækker ham Skraaen, hans Kæbe gaar som et 43| Valseværk, alle Lemmerne er krøgede af Gigt. »Det er kanske til en Barselspatient?« spørger han lunt.

Pelle brækker Stilken af Kridtpiben for at den ikke skal knække i Lommen, entrer Bjærgningsdamperen og forsvinder forude. Lidt efter dukker han frem under Kappen igen med et Par mægtige Søstøvler og et Stykke »Negerret«. Bag Dampskibsskuret tager han sig en forsvarlig Bid af den brune Pladetobak og tygger drabelig løs – han strutter af Mandfolkefølelse. Men henne ved NOvnen hvor Skibsplankerne krøges maa han vende Maven, alle hans indvendige Dele krænger paa som vil de med Vold og Magt prøve, hvordan det er at hænge udvendig. Han slæber sig videre, syg som en Hund og med dunkende Tindinger; men et Steds inde i ham sidder der en lille Stump Tilfredshed med dette ogsaa, og venter bare paa at de værste Følger er ovre for at slaa ud i Storbedrift.

Ellers er Havnen her med sine Tømmerstabler og Skibe paa Bedding lige saa spændende, som dengang han laa og krøb i Hugspaanerne og passede paa Lasses Sæk. Den Nsorte Mand med de to halsende Hunde stikker fremdeles op af Taget paa Havneskuret – det ubegribelige er blot, at man nogensinde har kunnet blive bange for ham. – Naa men Pelle har travlt.

Han løber nogle Skridt; men henne ved det gamle Slæbested maa han nødvendigvis stanse, for der staar Kraften og Nkophugger nogle Granitblokke – kobberbrun af Sol og Vejr. I hans smukke sorte Haar hænger der Fliser af Stenen, Skjorte og Lærredsbukser andet har han ikke paa, og Skjorten er krænget til Side for det kraftige Bryst; men paa Ryggen ligger den tæt til og viser Musklernes Spil. Naar han hugger, siger Luften tju! og det sukker rundt om i Stabler og Bolværk. Folk kommer pilende, stopper op i en vis Afstand og staar og ser paa ham. Der staar bestandig en lille Flok og maaber – og løser hinanden af ligesom ved Løvens Bur. Der kunde ske noget – et af disse pludselige 44| Udbrud, der ryster det hele og sætter Skrækken op i skikkelige Folk.

Pelle gaar helt hen, Kraften er jo Far til Jens, næstyngste Dreng. Goddag! siger han frejdigt og gaar lige ind i Kæmpens Skygge. Men Stenhuggeren fejer ham til Side uden at undersøge hvem han er, og hugger videre tju, tju!

»Det er snart længe siden han har brugt sig rigtig,« siger en gammel Borger. »Mon han skulde være faldet til Ro?«

»Engang maa han vel faa udraset,« mener den anden. »Byen skulde snart se at skaffe sig Fred for ham.« Saa gaar de, og Pelle maa ogsaa videre – hen et Sted hvor ingen kan se ham.

Der dukker et blændende Syn frem for ham i hans Nød, henne i Porten staar en hvid Bagerdreng og morer sig kongeligt. Og det er Nilen, selve den vidunderlige lille bandsatte Nilen fra hans Skoletid, der gik løs paa alt som en Rottehund og bestandig klarede sig. Pelle lukker Øjnene og skammer sig, skønt han vel ved, at det kun er en Slags Aabenbaring.

45| Men saa sker det vidunderlige, at Aabenbaringen stiger ned til ham i Rendestenen, kyler Drengene til Side og stabler ham paa Benene. Pelle kender dette Fingergreb igen der allerede i Skolen virkede som Jærnklør.

Saa sidder de inde bag Ovnen paa Nilens snavsede Seng. »Saa du er blevet Skomagerlap?« siger han Gang paa Gang medlidende – selv ser han pokkers rask ud i sit hvide Tøj med bare Arme overkors paa det bare Bryst. Pelle befinder sig rigtig vel, han har faaet en Napoleonskage og synes at Verden bliver stadig mere spændende. Nilen tygger mandigt og spytter sort ud over Gulvet.

»Skraar du?« spørger Pelle og skynder sig at forære ham Pladetobaken.

»Ja, det gør vi alle. Det er man nødt til naar man skal arbejde om Natten.«

Pelle begreb ikke, at noget Menneske kunde holde til at vende op og ned paa Døgnets Tider.

»Det gør alle Bagerne ovre i København – saa kan Folk faa frisk Brød om Morgenen. Og nu vil Mester prøve at indføre det her. Men det er nu ikke noget enhver kan, det kræver en NOmkalfatring af hele Kadaveret. Værst er det ved Midnat – naar alting vender sig. Saa gælder det at passe paa Klokken, og lige naar hun slaar tolv holder vi Vejret allesammen – saa kan der ingenting slippe ud eller ind. Mester selv kan nu ikke taale Nattevaagen, Skraaen bliver sur i Munden paa ham, og han maa lægge den paa Bordet. Naar han saa vaagner op igen, tror han det er en Rosin og klasker den i Dejen. – Hvad hedder din Tøs?«

Pelles Tanker strejfer et Øjeblik Skipperens tre Piger, men de skal dog ikke ofres. Nej han har ingen Tøs!

»Nej hør ved du hvad – det kan du ikke være bekendt. Jo jeg giver den jo lidt med Mesters Datter for Tiden, og hun er nu meget sød – hun er helt udviklet du! Men vi maa jo passe paa den Gamle.«

46| »Vil du saa giftes naar du bliver Svend?« spørger Pelle optaget.

»Og slæbe om med Kone og Børn? Du er et Fjols Pelle, men det skal du nu ikke være ked af! – Nej Kvindfolk det er jo bare, naar man keder sig forstaar du.« Han rækker sig gabende.

Nilen er blevet en køn Fyr men lidt haard i Udtrykket; han sidder og ser ned paa Pelle med et ejendommeligt Blink i Øjet. »Skomagerlap!« siger han spydigt og stikker Tungen ud i Kinden. Pelle siger ingenting; han ved han ikke kan prygle Nilen.

Nilen har tændt sin Pibe og ligger paa Ryggen i Sengen – med de beskidte Sko paa – og Nprater. »Hvordan er jer Svend? vor er en hoven én. Forleden Dag maatte jeg smække ham en Lussing, han var vigtig. – Jeg har lært at Nslaa københavnske Skaller nu; saa er det nemt at klare sig. Men der skal en stærk Pande til.« Han er en pokkers Fyr, Pelle bliver mindre og mindre.

Men pludselig faar Nilen travlt med at komme op – der lyder en skarp Stemme ude i Bageriet. »Ud af Vinduet, for Pokker,« hvæser han – »det er Svenden.« Og Pelle maa ud af Vinduet saa lang han er, og faar Støvlerne hevet bagefter sig. Idet han bener af, hører han den kendte Lyd af en knaldende Lussing.

Naar Pelle vendte hjem fra sin Strejfen var han træt og træg, det skumle Værksted lokkede ikke. Slukøret var han ogsaa, for Urmagerens NSlagklokke viste, at han havde været tre Timer borte. Han begreb det ikke.

Unge Mester stod i Gadedøren og kiggede ud, med Skindtrøje og NSkødskind af grønt Biljardklæde; han smaafløjtede og lignede en voksen Fugleunge, der ikke tør kaste sig ud af Reden. Der kunde ligge en hel Verdensforundring i hans nysgærrige Blik.

47| »Har du nu været paa Havnen igen, din Halvsatan?« spurgte han og huggede en Klo i Pelle.

»Ja,« Pelle skammede sig godt.

»Naa hvad saa da – er der noget nyt?«

Saa maatte Pelle fortælle paa Trappen: Om en svensk Trælaster, hvor Skipperens Kone havde faaet Smaa ude i rum Sø og Kokken havde forløst hende; en NRusser der var løbet ind i Havnen med Mytteri om Bord – og hvad der nu ellers kunde være. I Dag var der kun Støvlerne. »Det er fra Bjærgningsdamperen – de skal forsaales.«

»Naa –« Mester kastede et ligegyldigt Blik paa dem. »Er Skonnert Andreas færdig til at løbe ud?«

Men det vidste Pelle ikke.

»Hvad er du da for en Torsk – har du ikke Øjne i Hovedet? – – Naa men kan du hente mig tre Bajere da! Men tag dem under Blusen og lad ikke Far se dem – dit Skabelse!« Mester var hurtig god igen.

Saa krøb Pelle i Forklædet og krængte NSpanderemmen over Knæet. Hver Mand passede sit, og Mester Andrés læste; der hørtes ingen anden Lyd end Arbejdets, og nu og da en lavmælt Tilrettevisning fra Svenden.

Hveranden Eftermiddag ved Femtiden gled Værkstedsdøren lidt op, og en nøgen melet Arm stak Avisen ind paa Bordet. Det var Bagerens Søren, men selv lod han sig ikke se; han færdedes helst som en Tyv i Natten. Naar Mester en og anden Gang kom bag paa ham og fik ham halet ind paa Værkstedet, var han som en forskræmt Skovdjævel der har forvildet sig ud af Tykningen; han stod med bøjet Hoved og gemte Øjnene af Vejen, var ikke til at slaa et Ord af. Og naar han saa sit Snit smuttede han ud.

Avisens Ankomst gav ny Appel i Arbejdet. Naar Mester var i Humør til det læste han højt – om Kalve med to Hoveder og fire Par Ben, et Græskar paa 50 Pund, Verdens fedeste Mand, Vaadeskud og Slangerne paa Martinique. Alverdens lysende Vid48|undere troppede op og fyldte det mørke Værksted – det politiske Vrøvl sprang han over. Naar han var i sit desperate Humør læste han rent ad Helvede til: om Atlanterhavet der var brændt, saa Folk aad sig ihjæl i stegt Torsk; eller Himlen der havde slaaet Revner ude over Amerika, saa Englene drattede lige ned i Folks Suppetallerken. Ting man kunde tage og føle paa var Løgn – og gudsforgaaent Tøjeri, der kunde drage Straffen ned over ham naar som helst. – Skælde ud var ikke Mesters Sag, han blev syg naar der var Ufred i Luften. Men han havde sin egen Maade at sætte sig i Respekt paa; midt ud af Læsningen kunde der gro en Røffel til en eller anden, saa han jog sammen og troede alle hans Skavanker stod i Avisen.

Henad Fyraften kom der altid en lysere Klang i Arbejdet. Saa lakkede det med den lange Arbejdsdag, Tankerne strøg Dagens Træthed og Lede af sig og løb forud – til NHavbakkerne eller NLunden, den Vej Glæden lyste. En og anden Nabo faldt ogsaa ind og forkortede Tiden med sin Snak; der var sket det og det, og Mester Andrés som var saa klog maatte besegle det. Lyde som ellers slugtes af Dagen, naaede nu ind og gjorde delagtig i Byens Liv – det var som Murene faldt.

Ved Syvtiden groede en egen Lyd frem oppe i Gaden og kom nedad i langstrakt Tempo: en død Humpen og to Smæld, saa igen dette Bums som af en mægtig Fod indbunden i Klude – og Smældene. Det var gamle Bjerregrav, der Nvarpede sig ned mod Værkstedet paa sine Krykker, Bjerregrav som bevægede sig langsommere end andre og kom hurtigere frem. Naar Mester Andrés var i sit daarlige Lune, hinkede han ind for ikke at være i Stue med en Vanfør; ellers kunde han godt lide Bjerregrav.

»Hvad er det for sjældne Fugle?« raabte han, naar Bjerregrav lagde til ved Trappen og sidelæns stagede sig ind; og den gamle lo – han var kommet her hver Dag nu i mange Aar. Mester tog heller ingen større Notits af ham men læste videre, og 49| Bjerregrav gled ind i sin tavse Grunden; hans blege Hænder gik befølende fra det ene til det andet som kendte han ikke de mest dagligdags Ting. Han tog saa nyfødt paa alting, at man maatte smile og lade ham sidde og pusle som det Barn han var. Det var ikke til at holde en Samtale gaaende med ham, for naar han endelig kom med en Bemærkning, var det gærne til en Side; Bjerregrav blev oftest hængende ved de Egenskaber, ingen anden saa eller gad dvæle ved.

Naar han saadan sad og følte grundende paa en ganske almindelig Ting, sagde Folk: Nu er Spørgelysten oppe i Bjerregrav! Og en Spørger var han, han gik og gjorde Spørgsmaal til Vejr og Vind og selve den Mad han aad. De latterligste Ting, som fulgte af sig selv for enhver anden, kunde han spørge om – hvorfor en Sten var haard, og hvorfor Vand slukkede Ild. Folk svarede ham da heller ikke men trak overbærende paa Skuldrene. Han er klog nok for saa vidt – sagde de – hans Hoved fejler ingenting. Men han har faaet forkert fat!

Unge Mester saa op fra Bogen. »Skal jeg saa arve Bjerregravs Penge?« spurgte han skælmsk.

»Nej du har aldrig gjort mig andet end godt – jeg vil ikke din Fortræd!«

»Der kunde vist overgaa mig værre Ting end det – mener Bjerregrav ikke?«

»Nej for du har dit jævne Udkomme. Mere har ingen Krav paa, saalænge alle de mange lider Nød.«

»Visse Folk har dog selv Penge paa Kistebunden,« sagde Mester Andrés hentydende.

»Nej det er forbi nu,« svarede den gamle glad. »Jeg er lige saa rig som du nu – akkurat.«

»For Satan – har Bjerregrav nu sat det hele over Styr?« Mester kørte rundt paa Stolen.

»I med jert over Styr! Altid skal I ogsaa gaa i Rette med mig og føre Anklage. Jeg er mig ikke noget ondt bevidst, men sandt er det at Nøden tiltager med hver Vinter. Det er en Byrde at have Penge du Andrés, naar Menneskene sidder rundt 50| om og sulter; og hjælper du dem, faar du at vide, at du bare har gjort Fortræd. De siger det ogsaa selv, saa det maa vel være sandt. Men nu har jeg ladet Velgørenhedsforeningen faa Pengene, saa kommer de vel paa de rigtige Steder.«

»Fem Tusend Kroner,« sagde Mester drømmende. »Der bliver Glæde blandt de Fattige til Vinter.«

»Ja til Mad og Brændsel faar de dem jo ikke lige ud,« sagde Bjerregrav, »men det skulde komme dem til gode ad andre Veje. For da jeg havde gjort Foreningen mit Tilbud, kom Formanden, NSkibsreder Monsen du ved, ud til mig og bad om at laane Pengene paa et Aar. Han maatte gaa Fallit om han ikke fik dem – og var helt ulykkelig ved Tanken om alle dem der blev brødløse, naar hans store Bedrift gik i Stykker. Det Ansvar faldt jo saa paa mig. Men Pengene er sikre nok, og paa den Maade kommer de jo Fattigdommen til gode to Gange.«

Mester Andrés rystede paa Hovedet: »Bare ikke Bjerregrav har gjort i Nælderne.«

»Hvad saa da? Hvad kan jeg nu have lavet af forkert?« spurgte den gamle forskrækket.

»Han staar pokker ikke for Fallit, – han er en Kæltring,« mumlede Mester. »Har Bjerregrav sikret sig Bevis?«

Den gamle nikkede, han var helt stolt over sig selv.

»Og Renter – 5 Procent?«

»Nej ikke Renter. At Penge skal staa og avle Penge, det kan jeg ikke lide. For et Sted fra skal de jo suge Procenten til sig, og det bliver vel saa fra de Fattige det ogsaa. Renter er Blodpenge du Andrés – det er ogsaa et nymodens Paafund. I min Ungdom kendte man ikke til at trække Renter af Penge.«

»Ja ja! NDen der giver til han tigger, skal prygles til han ligger,« sagde Mester og læste videre.

Bjerregrav sad og sank bort i sit eget. Pludselig saa han op:

51| »Kan du som er saa belæst ikke sige mig, hvad der holder Maanen oppe? jeg laa og grundede paa det i Nat jeg ikke kunde sove. Vandrer og vandrer gør den; og én kan tydelig se, den ikke har andet end Luft under sig.«

»Det ved ikke Pokker,« svarede Mester Andrés grundende. »Den har vel sin egen Kraft at holde sig oppe ved.«

»Det samme har jeg ogsaa tænkt – for Pligten rækker vel ikke til. Vi andre gaar jo nok og træder og træder der hvor vi er sat, men vi har dog Jorden at støtte os ved. – Og du studerer fremdeles du! nu har du vel snart læst alle de Bøger der findes i Verden?« Bjerregrav tog Mesters Bog og befølte den grundigt. »Det er en god Bog,« sagde han, slog Knoen mod Bindet og holdt Bogen lyttende op til Øret – »der er godt Materiale i. Er det NLøgnehistorie (Skønliteratur) eller Historiebog?«

»Det er en Rejsebog. De ligger oppe ved Nordpolen og er frosset inde – de ved aldrig, om de kommer levende hjem.«

»Men det er jo forfærdeligt – at Folk ogsaa tør vove sig saadan ud. Jeg har saa ofte spekuleret paa, hvad der vel kunde være dér ved Verdens Ende, men rejse derhen for at se efter turde jeg nu ikke. Aldrig hjem igen!« Bjerregrav saa forpint fra den ene til den anden.

»Og Koldbrand har de i Fødderne, saa Tæerne maa sættes af – paa nogle af dem hele Foden.«

»Men saa ti dog stille – de mister jo deres Førlighed, de Stakler; jeg vil ikke høre mere om’et.« Den gamle sad og vuggede sig som havde han ondt. – »Er det for at føre Krig Kongen har sendt dem derop?« spurgte han lidt efter nysgærrigt.

»Nej de er der for at finde Paradisets Have. En af de Folk der gransker Skriften har nok fundet ud, at den skulde ligge deroppe bag Isen,« forklarede Mester højtideligt.

»Edens Have ogsaa kaldet Paradiset! – men den laa jo dèr hvor Nde to Floder falder i den tredje, i 52| NMorgenlandet! Det staar der godt nok skrevet. Saa det du dèr læser er falske Lærdomme.«

»Den har sku nok ligget ved Nordpolen,« sagde Mester, som havde en Tilbøjelighed for Fritænkeri, »gu har den saa! Det andet er bare dum Overtro.«

Bjerregrav tav forstemt. Han sad og hang og havde Øjnene ude et Steds hvor ingen anden færdedes. »Ja, ja,« sagde han sagte, »enhver finder paa noget nyt for at gøre sig bemærket, men Graven laver ingen om paa.«

Mester Andrés flyttede utaalmodigt paa sig; han kunde skifte Sind som et Kvindfolk. Bjerregravs Nærværelse plagede ham. »Nu har jeg lært at mane – vil Bjerregrav prøve?« sagde han pludselig.

»Nej mænd om jeg vil!« den gamle smilede usikkert.

Men Mester sigtede paa hans Nklippende Øjne med to Fingre og stirrede besættende paa ham. »I Blodets Navn, i Safternes Navn, i alle Væskers Navn – gode som onde – og Havets med,« mumlede han og krøb sammen som en Kat.

»Lad vær siger jeg! lad vær! Jeg vil ikke have det!« Bjerregrav hang raadvild og svingede mellem sine Krykker, han skottede til Døren men kunde ikke rive sig løs af Fortryllelsen. Saa slog han desperat til Mesters manende Haand og benyttede Stansningen i Trolddommen til at slippe ud.

Mester sad og blæste paa sin Haand. »Han slog sku fra sig,« udbrød han forundret og vendte den røde Haand ud imod dem.

Lille Nikas svarede ikke. Han var ikke overtroisk, men holdt ikke af at der blev drevet Spot med Tingenes Væsen.

»Hvad skal jeg bestille?« spurgte Peter.

»Er Styrmand Jessens Støvler færdige?« Mester saa paa Uret. »Saa kan du gnave dine Skinneben.«

Det var Fyraften. Mester tog Hat og Stok og hinkede af Sted til Ølhansens for at faa et Parti Biljard, Svenden klædte sig om og gik, de ældre 53| Drenge holdt Halsvask i Blødebaljen. Saa skulde de ud og Nsmække sig!

Pelle saa langt efter dem. Han følte en fortærende Trang til at ryste den drøje Dag af sig og stryge ud han ogsaa, men Strømperne var Hul paa Hul, og Busserunnen maatte vaskes for at være tør til næste Morgen. Ja og Skjorten – det hedede ham om Ørerne – var det kun fjorten Dage eller paa fjerde Uge? Ak, Tiden havde taget ham ved Næsen! et Par Aftener havde han bare skudt den ubehagelige Vask fra sig – og saa havde det summet sig op til fjorten Dage! Det krøb saa fælt paa Kroppen – mon Straffen allerede var der, fordi han havde vendt det døve Øre til Samvittigheden, og sat sig ud over Far Lasses Ord om hver dens Skændsel, der ikke holdt sig ordenlig?

Nej gudskelov! Men Pelle havde faaet sig en ordenlig Forskrækkelse, hans Ører brændte endnu mens han skrubbede Skjorten og Blusen op nede i Gaarden. Det var nok bedst at tage det som en velment Advarsel fra oven!

Saa hang Skjorte og Bluse og bredte sig paa Stakittet, som vilde de favne Himlen af Glæde over deres Renhed. Men Pelle sad mismodig oppe i Drengekamrets Vindu og rimpede – med det ene Ben udenfor for dog at være i Luften. Den kunstfærdige Stopning Faderen havde lært ham, kom ikke til Anvendelse her; man kunde tage det ene Hul og slaa det andet med! Pelle rimpede – saa Far Lasse vilde være gaaet i Jorden af Skam. Han krøb efterhaanden helt ud paa Taget; nede i Skipperens Have gik de tre og drev, de kiggede langt over efter Værkstedet og kedede sig.

Saa fik de Øje paa ham og blev helt andre Mennesker. Manna kom hen, stod og stødte Maven utaalmodigt mod Stengærdet og bevægede Læberne op imod ham. Hun slog vredt med Hovedet og stampede i Jorden – der kom blot ingen Lyd. De andre to Nkrøb runde i indeklemt Latter.

Pelle forstod saa udmærket hvad det stumme 54| Sprog gik ud paa, men holdt tappert ud en Stund endnu. Saa kunde han ikke mere, han smed det hele og var nede hos dem.

Alle Pelles Drømme og vage Længsler var ude hvor Mænd færdedes; intet var ham saa latterligt som Skørterend. Kvinder var nærmest noget foragteligt noget, Kræfter havde de ikke og megen Forstand heller ikke, de forstod bare at gøre sig lækre. Men Manna og hendes Søstre var noget for sig; han var Barn nok endnu til at lege, og de var fortræffelige Legekammerater.

Manna – Vildkatten – var ikke bange for noget; med sine korte Skørter og Flætningen og de hoppende Bevægelser mindede hun om en kaad, nysgærrig Fugl – vips ud af Krattet og ind igen. Hun kunde klatre som en Dreng og ride Pelle paa sin Ryg Haven rundt; det var nærmest en Misforstaaelse at hun havde Skørter paa. Tøj holdt ikke til hende, hvert Øjeblik kom hun styrtende ind paa Værkstedet og havde noget itu paa sine Sko. Saa vendte hun op og ned paa alting, tog Stokken fra Mester saa han ikke kunde røre sig, og havde Hænderne i Svendens ny amerikanske Værktøj!

Pelle kastede hun sig over straks den første Dag. »Hvad er det for en ny én?« sagde hun og dunkede ham i Ryggen. Og Pelle lo og saa frit paa hende igen – med denne Selvfølge der er de helt unge Aars Hemmelighed. Der var ikke Spor af Fremmedfølelse dem imellem, de havde kendt hinanden altid de, og kunde naar som helst fortsætte Legen hvor de sidst slap. Om Aftenen stillede Pelle sig op ved Gærdet og saa paa dem, et Øjeblik efter var han ovre og med i Legen.

Manna var ikke nogen slet og ret Flæbetøs, der brølede sig fra Følgerne af alting. Havde hun indladt sig paa at slaas, bad hun ikke om Naade, hvor haardt det saa gik. Men noget holdt Pelle hende jo til gode paa Skørternes Vegne. Det lod sig nu engang ikke benægte, hun kunde godt haft lidt flere Kræfter!

55| Men Mod havde hun, og Pelle langede kammeratlig igen – undtagen paa Værkstedet hvor de sad over ham trip–trap–træsko! Naar hun dèr kom bag paa ham og listede noget ned paa hans Ryg eller væltede ham af Trebenen, holdt han sig i Skindet og nøjedes med stille at samle sig op.

Alle hans glade Dage laa derovre i Skipperens Have; og en underlig Verden var det som nok kunde holde Sindet fangen. Pigerne havde Nudenvæltske Navne, som Faderen havde bragt med hjem fra Langfarten: Aïna, Dolores, NSjermanna! tunge røde Koraller havde de om Halsen og i Ørerne. Og rundt om i Haven laa der vældige Konkylier, hvoraf man kunde lytte sig selve Oceanets Kogen til, Skildpaddeskaller saa store som NLispundsbrød, og hele Koralblokke.

Det var altsammen nyt, men Pelle lod sig ikke derfor gaa paa. Han indlemmede det hurtigst muligt i sin selvfølgelige Verden og forbeholdt sig til enhver Tid Ret til at møde noget endnu større og mærkeligere.

Om Aftenen skuffede han dem let og strøg ud i Byen hvor det egenlige Liv foregik – til Havbakkerne og Havnen. Saa stod de ved Gærdet og hang, kedede sig og mundhuggedes. Men om Søndagen mødte han trofast saa snart han var færdig paa Værkstedet, og de bredte Legen vidt ud i Bevidstheden om at have en lang Dag for sig. Der var Lege i Hundredevis, og Pelle var Midtpunktet i dem alle; han kunde bruges til alt: Ægteherre og Menneskeæder og Slave. Han var som en tam Bjørn i deres Hænder; de red paa ham, trampede paa ham, undertiden kastede de sig over ham alle tre og »myrdede« ham. Og han maatte ligge stille og finde sig i, at de gravede Liget ned og udviskede alle Spor. Troværdigheden krævede, at han var helt dækket med Jord, kun Ansigtet slap – fordi det nu ikke kunde være andet – og fik Lov at nøjes med visne Blade. Græd han saa bagefter for sit pæne Konfirmationstøj, kunde deres Hænder blive saa 56| nænsomme til at børste ham af; og vilde han slet ikke lade sig trøste, kyssede de ham alle tre. Mellem dem hed han aldrig andet end Mannas Mand.

– – –

Saadan gik Dagene for ham. Han var mere forsoren end just glad af Sind – han følte jo selv dunkelt hvorledes det gik baglæns, og havde ingen at støtte sig til. Men ufortrødent fægtede han videre mod denne By, han havde den i Hovedet Dag og Nat, han sloges med den i Søvne.

»Kommer der noget paa, saa har du jo Alfred og Albinus, de hjælper dig nok til Rette,« havde Farbror Kalle sagt dengang Pelle gjorde Afskedsvisit; og han var ikke sen til at søge dem op. Men Tvillingerne var de samme smidige vigende Fyre nu som paa Vogtemarken; de vovede ikke Pelsen hverken for sig selv eller andre.

Ellers var der Fremfærd nok i dem. De havde søgt herind fra Landet for at komme frem, og begyndte med at tage Tjenestepladser, til de fik sparet saa meget sammen, at de kunde komme i Vej med noget anseligere. Albinus var saa blevet hængende i det, fordi han ikke havde Lyst til noget Haandværk. Han var en skikkelig Fyr, der gærne lod andre om alting, blot han fik Lov at dyrke sine Akrobatkunster. Altid gik han og balancerede med et eller andet og vilde have Ting anbragt paa den umulige Ende. Han havde ingen Forstaaelse af Naturens Orden, sine Lemmer gik han og krængede rundt i alle Stillinger; og naar han hev en Ting op i Luften, forlangte han, at den skulde blive deroppe saa længe mens han foretog sig noget andet. »Tingene maa jo kunne dresseres lige saa godt som Kreaturerne,« sagde han og blev ufortrødent ved. Pelle lo, han kunde godt lide ham men regnede ham ikke.

Alfred havde taget en hel anden Retning. Han befattede sig ikke med at slaa Hovedspring mere, men gik anstændigt paa sine Ben, havde bestandig travlt med at skubbe Flip og Mansjetter til Rette og 57| var i én Angst for sit Tøj. Han var i Malerlære nu men havde Skilning i Panden som en Butikssvend og købte Sager hos Materialisten til at smøre i Haaret. Naar Pelle sluttede sig til ham paa Gaden, sørgede Alfred altid for et Paaskud til at ryste ham af igen; han omgikkes helst Butiksdrenge og havde altid travlt med at hilse til højre og venstre – paa Folk der var højere paa Straa end han selv. Alfred var simpelt hen en Vigtigper som Pelle nok en Dag gav en Dragt Klø!

Deri lignede Tvillingerne fremdeles hinanden, at der ingen Haandsrækning var at vente fra den Kant. De udleverede gladelig sig selv til Latteren, og naar nogen haanede ham lo de med.

Let var det ikke at bjærge sig. Han havde lyst Bonden eftertrykkelig hjem, men nu var det selve Fattigdommen det var galt med. Han havde sorgløst tinget sig i Lære for Kosten; lidt Klæder havde han jo paa Kroppen, og andre Behov vidste han ikke af for den der ikke svirede eller rendte med Tøser. Men saa kom Byen og krævede, at han skulde Ntakle sig om. Søndagstøjet var ikke en Smule for godt til Hverdag herinde; han maatte se at bjærge sig en NGummiflip – der havde den Fordel at man selv kunde vaske den – og sætte Mansjetter som et fjærnt Maal. Penge skulde der til, og den vældige Sum af fem Kroner, som han mødte op med da han kom for at tage det hele med Storm eller i værste Fald købe det, dem havde Byen listet fra ham før han saa sig for.

Lige til nu havde Far Lasse taget alt Hovedbrud paa sig, og nu stod han der og maatte selv om det hele. Nu var det ham og Tilværelsen, og Pelle klarede sig langt som den Knop han var. Men undertiden brød han sammen paa det. Og det lagde sig hæmmende under alle hans barnlige Livsytringer.

Paa Værkstedet gjorde han sig nyttig og søgte at staa sig godt med dem alle. Han vandt lille Nikas ved at tegne hans Kæreste i forstørret Skikkelse 58| efter Fotografi. Ansigtet vilde ikke rigtig træde frem, det saa ud som nogen havde traadt i det; men Kjolen og Halsbrosjen var udmærkede. Billedet hang paa Værkstedet en Uge og gjorde megen Lykke; Karlsen, der gik Bud for Stenværket, bestilte to store Billeder af sig og sin Kone til 25 Øre Stykket. »Men du maa sætte lidt Krøller paa Haaret,« sagde Karlsen, »for Mor har altid ønsket saa meget at jeg havde haft krøllet Haar.«

Pelle kunde ikke love Billederne før om et Par Maaneder, det var sent Arbejde, naar det skulde gøres akkurat.

»Naa ja – før kan jeg Nføje afse Penge til dem heller. For i Ndenne Maaned har vi Lotterisedlen, og i næste staar Huslejen for Døren.« Pelle forstod det nok han, for Karlsen tjente 8 Kroner om Ugen og havde ni Børn. Men strække sig videre med Prisen syntes han ikke han kunde.

Pengene flød sandelig ikke herinde. Og fik han saa en Skilling mellem Hænder, hændte det at den Ntog rejsaus lige for Næsen af ham, bedst som han gik og brød sit Hoved med hvordan han nyttigst skulde give den ud – som dengang han i et Høkervindu opdagede en uimodstaaelig Pibe af Form som en Skaftestøvle.

Naar de tre Piger kaldte ham over Gærdet, fik hans Barnesind sit; saa glemte han for en Stund Kampe og Sorger. Han generede sig lidt ved at lade nogen se at han smuttede derover; Pelle var ikke beæret af den fine Omgang – og Skørter var det. Han følte sig blot lykkelig herovre hvor de sælsomste Ting brugtes til at lege med, kinesiske Kopper, Vaaben fra Sydhavsøerne. Manna havde en Perlekrans af hvide Tænder, spidse og knudrede mellem hinanden; hun paastod det var Mennesketænder og turde bære dem paa den bare Hals. Og Haven var fuld af vidunderlige Planter – Majs, Tobak og meget andet, der andre Steder i Verden skulde gro tæt som Kornet herhjemme!

De var finere i Huden end andre Mennesker og 59| duftede af Verdens sælsomste Egne. Og dem legede han medA, de saa op til ham i Beundring, rimpede paa hans Tøj naar der var kommet en Flænge, gjorde ham til Midtpunktet i al deres Leg – ogsaa naar han ikke var til Stede. Der var en dulgt Oprejsning i det, skønt han tog det som en Selvfølge, det var jo noget af alt det Skæbnen og den gode Lykke havde forbeholdt ham, et lille Forskud paa Livets ubegrænsede Æventyr. Han forlangte at regere uindskrænket over dem, og naar de var paastaaelige, gjorde han sig gal i Hovedet saa de faldt til Føje. Han vidste vel, at enhver ordenlig Mand underlægger sig Kvinden.

Forsommeren sled sig hen med det, den døde Tid rykkede frem. Byboerne selv havde forsynet sig med Sommerbehovet allerede til Pinse, og ude paa Landet havde de andet at tænke paa nu end at age til Staden med Arbejde til Haandværkerne; den tilstundende Høst optog alle Sind. Det mærkedes overalt, helt ind i Kroge hvor de ikke udrettede noget for Bønderne, hvor afhængig den lille By var af Landet. Det var som Byen med ét Slag havde glemt al sin Overlegenhed; Haandværkerne saa ikke længer ned paa Bondelandet men stod og kiggede langt ud efter Markerne, talte om Vejr og Høstudsigter og havde glemt alle Byinteresser. Kom der en sjælden Gang en Bondevogn gennem Gaden, løb man til Vinduet for at kigge. Og da Høsten stod for Døren var det, som gamle Mindelser fik dem alle til at rejse Hovedet; enhver der kunde krængede Bylivet af sig og drog tilbage til Landet paa Høstarbejde. Fra Værkstedet var baade Svenden og de to ældste Drenge ude, Jens og Pelle kunde magelig overkomme Arbejdet.

Pelle mærkede ikke til nogen Dødhed; han var fuldt optaget paa alle Kanter med at hytte sit Skind og faa det bedst mulige ud af Tilværelsen. Der var Tusender af modstridende Indtryk af godt og ondt, der skulde samles og forliges til et Hele – til denne mærkværdige Ting Staden, som Pelle aldrig vidste 60| om han skulde velsigne eller forbande, fordi den altid holdt ham svingende.

Og midt under Optagetheden kunde Lasses Skikkelse dukke op og gøre ham ensom i Hvirvlen. Hvor var Lassefar henne? skulde han aldrig mere høre fra ham? Hver Dag havde han ventet at se ham stolpre ind ad Døren, i Tillid til Karnas Ord; og naar det famlede ved Haandtaget, var han vis paa det var ham. Det blev til en stille Sorg i Drengens Sind, en Tone i alt hvad han foretog sig.