V

En Lørdag Pelle løb ud ad Østergade, kom et Flyttelæs dinglende ind fra Landet. Han havde meget travlt, men maatte have det med; Kusken sad nede foran Læsset, helt fremme mellem Hestene, han var stor og rødmusset og forsvarlig indbunden trods Varmen. Hov det var jo Svoger Due, Kalles Svigersøn! og oppe midt i Skramlet sad Anna og Børnene og dinglede. Halløj! Pelle svang Kasketten, i et Spring havde han Foden paa NHammelen og sad ved Siden af Due, der lo over hele Ansigtet ved Mødet.

»Ja nu er vi saa blevet trætte af Bondelandet, og skulde prøve om det vil forme sig bedre herinde,« sagde Due paa sin stille Maade. »Og her farter du om saa hjemmevant!« der var Beundring i Stemmen.

Anna kom krybende frem over Læsset og lo ned til dem.

»Har I nyt fra Lassefar?« spurgte Pelle hende. Det var hans evige Spørgsmaal naar han traf Kendinge.

»Ja vi har – han er i Færd med at købe Gaard inde i Lyngen. Kan du være ordenlig din Dævl!« Anna tjattede bagud, et Barn gav sig til at græde. 61| Saa kom hun frem igen. »Og saa skal vi hilse saa meget fra Far og Mor og dem alle.«

Men Pelle havde ikke Tanke for Farbror Kalles.

»Er det oppe ved Stengaarden?« spurgte han.

»Nej det er bedre Øster efter, ind imod NTroldstuerne,« sagde Due. »Det er en stor Lod men ikke meget andet end Sten. Bare han ikke gaar i Stykker paa det – der skal være gaaet to før ham. Han har jo saa bosat sig med Karna.«

»Farbror Lasse ved nok hvad han gør,« sagde Anna. – »Det er vel saa Karna der har sat Pengene i, hun havde jo noget paa Kistebunden.«

Pelle maatte af – hans Hjærte var blevet saa sprælsk ved denne Efterretning. Forbi var det med al Uvished og alle forfærdende Muligheder – han havde faaet sin Far igen! Og Lasse havde faaet sin Livsdrøm opfyldt og sad nu med Foden under eget Bord! Gaardmand var han tilmed blevet naar man ikke saa for nøje paa det; og Pelle selv – ja han var jo Gaardmandssøn.

Ved Nitiden om Aftenen havde han alting til Side og kunde begive sig paa Vej; hans Blod bankede af Spænding. Var der Heste? – ja naturligvis, men skulde der Folkehold til? Var Lasse blevet Husbonde, der udbetalte Lønninger ved Flyttedag og kom kørende til Staden om Lørdagen med Pelskraven op om Ørerne? Pelle saa dem tydeligt komme op ad Trappen den ene efter den anden, stryge Træskoene af og banke paa Kontordøren – ja de skulde nu gærne bede om Forskud paa Lønnen. Og Lasse kløede sig i Nakken, saa betænkeligt paa dem og sagde: Nej vist ikke, I svirer det jo bare op! Men han gav dem alligevel, naar det kom til Stykket – én er jo tossegod! sagde han til Pelle.

For Pelle havde givet Skomageriet en god Dag og gik hjemme som Gaardmandssøn. Egenlig var det jo ham der styrede – det maatte blot ikke hedde sig. Og ved Julegilderne svang han de trinde Gaardmandsdøtre. Der blev Hvisken i Krogene 62| naar Pelle traadte ind; men han gik lige over Gulvet og bød Præstens Datter op til en Svingom, saa hun tabte Vejret og mere til og bad ham gifte sig med hende lige med det samme. – –

Han løb og drømte; Længslen drev ham fremad, og før han vidste af det havde han tilbagelagt de Par Mil Hovedlandevej. Sognevejen han nu slog ind paa førte ind gennem Lyngbakker og Naaleskov; Husene blev fattigere herinde, der var langt imellem dem.

Pelle tog efter bedste Skøn en Bivej fat lidt fremme, og løb med udslagne Sanser. Sommernatten lod ham kun skimte alting halvt, men det hele var ham saa fortroligt som Stopningerne i Far Lasses Vesteryg, skønt han aldrig havde været her før. Det fattige Landskab talte til ham med Moderstemme; saa trygt som her mellem disse lerklinede Hytter, hvor fattige Rydningsmænd sloges med Klippen om en Haandfuld Muld, var der ikke noget andet Sted i Verden. Gennem mange Slægtled var alt dette hans, lige til Kludene i Ruderne og det gamle Skrammel der var slæbt op paa Straataget for at holde det fast. Her var ikke noget at bryde sit Hoved med som andre Steder i Verden – man lagde sig trygt ind og hvilede. Men bygge og bo i alt dette skulde han ikke have noget af. Det var han vokset fra, som man vokser fra Mors Skørter.

Bivejen blev efterhaanden til et dybt Hjulspor der snoede sig mellem Klipper og Mose. Pelle vidste han skulde holde Øster efter, men dette gik snart syd- snart nordpaa. Han blev ked af det, satte omhyggeligt sin Retning og gav sig Nmarkløst ud. Det var drøjt at arbejde sig frem, Maanelyset narrede Øjet saa han snublede og sank i Huller, Lyng og Enebær gik ham til Livet og hæmmede hver Bevægelse. Saa blev han stædig ogsaa og vilde ikke søge tilbage til Hjulsporet, men masede paa saa han dampede, kravlede op over skraa NKlippepander der var slibrige af Duggens Fald paa Mosset, og lod sig dumpe ud over Kanten paa maa og 63| faa. Lidt for sent følte han Dybet under sig, det gik som kold Træk gennem Maven og fik ham til at gribe vildt i Luften efter Støtte. Lassefar! sagde han klagende, og blev i det samme opfanget af de vældige Brombærranker, og sank langsomt nedad gennem dette Flætværk hvor Ranke efter Ranke klaskede tusend Klør i ham og trevent leverede ham videre. Til han nænsomt blev sat af dybt nede mellem de skarpe Sten paa Bunden af en NKlev, og gysende maatte takke sin gode Skæbne for alle disse Torne, der barmhjærtigt havde flaaet hans Skind for at han ikke skulde flække Skallen. Han maatte saa lede sig frem gennem Mørket og det lydende Vand dernede, til han fandt et Træ og kunde klatre op til Overfladen.

Dermed var Retningen tabt, og da det gik op for ham tabte han Hovedet ogsaa. Af den sikre Pelle var der intet igen, han løb blindt frem for at naa op paa den høje Knude. Og da han befriet sprang frem paa Toppen for at tage Kending af Klipperne, brast Jordsmonnet og lukkede sig over ham i et rædselsfuldt Uvejr, Luften blev sort og fuld af Larm, han kunde ikke se en Haand for sig. Det var som en Kæmpesprængning – opstaaet ved hans glade Stamp i Klippen, Landene blev slynget til Vejrs og opløstes til Mørke, og Mørket selv skreg af Rædsel og hvirvlede rundt. Hjærtet sprang med i hans Bryst og røvede hans sidste Vid; han sprang selv i ubændig Rædsel og brølede besat. Over hans Hoved flakkede de sorte Masser, saa han maatte dukke sig, lysende Flænger kom og forsvandt; det susede som Brænding deroppe og skreg bestandig – i et helvedes Virvar af Lyd. Saa kastede det sig pludselig til Side, drev Nord over, og faldt. Og Pelle forstod, at han var kommet midt op i Raagernes Nattelejr.

Han fandt sig selv bag en stor Sten. Hvordan han var kommet der vidste han ikke, men han vidste at han var en stor Torsk. Hvor magelig 64| kunde han ikke have maset halvhundrede Raager, bare ved at kyle nogle Stene til Vejrs!

Han fulgte langs Aasen, uhyre modig i sin Beslutning men vag i Knærne. Langt henne paa en Klippe sad en Ræv og gøede sygt i Maanelyset, og ude i Nord og Syd saa han Glimt af Havet. Det var heroppe Nde Underjordiske holdt til; naar man traadte i Klippen gungrede det hult. Pelle begyndte at gaa stille.

I det sydlige Udsnit laa Havet i Sølvglans af Maanen, men da han igen saa derned var det borte; Lavlandet dernede var forsvundet i hvidt. Til alle Sider gik Landet under, Pelle saa undrende, hvordan Havet langsomt steg og fyldte alle Lavninger. Det tog Smaabakkerne ogsaa – hver i en Mundfuld – og tog den lange Aas i Øst, saa kun Grantoppene ragede op. Fortabt gav han nu ikke, bag alle rædde Tanker laa en utydelig Forestilling om NArarats Bjærg og holdt ham oppe. Men saa blev det besynderlig koldt, Bukserne klæbede mod Kroppen. »Det er Vandene,« tænkte han og saa sig angst om: Fjældet var forvandlet til en lille NHolme, der flød med ham i Oceanet.

Pelle var en lille haandfast Realist, der havde været ude for adskilligt. Men nu havde Rædslen engang gennemsyret hans Blod, og han tog imod det overnaturlige uden Protest. Jorden var simpelt hen gaaet under, og han var i Drift – ud i det forfærdelig kolde Verdensrum! Far Lasse og Værkstedet, Manna og Unge Mesters lysende Øjne – alt var det forbi med. Han sørgede ikke men følte sig forfærdelig ensom. Hvor førte det hen – og var det Døden mon? Slog han sig maaske ihjæl før, da han faldt ned fra Klippen – og var nu paa Rejse bort til de Saliges Land? Eller var det selve Verdens Undergang, som han havde hørt saa forfærdelig omtalt saa langt tilbage han kunde huske? Han drev maaske om paa den sidste Stump, og var den eneste der var i Live? Det skulde ikke undre Pelle, om han kom ovenud hvor alt andet 65| gik til Grunde; selv i dette Forsagthedens Øjeblik fandt han det inderst inde ret naturligt.

Han stod aandeløs stille, lyttende ud mod det endeløse; han hørte Stempelslagene fra sine Pulse, saadan lyttede han. Og saa hørte han noget mere; langt derude i det syngende Intet som kogte mod hans Øren, fangede han en Antydning af Lyd, den svirrende Tone fra noget levende. Saa uendelig fjærn og fin den var, Pelle følte den saa det trillede igennem ham. Det var en Ko der gnavede med Lænken; han kunde følge hvorledes den gned Halsen op og ned ad Stolpen.

Han sprang ned over Klipperne, faldt og var paa Benene igen – og videre; Disen havde slugt ham, uden at han vidste af det. Saa var han nede i Rydning, saa ude i noget der mærkedes som kendte Striber under Fødderne – Jord der engang havde været pløjet og var faldet i Lyng igen. Lyden voksede og blev til alle de hjemligste Natlyde fra en aaben Kostald – og der dukkede et forfaldent Bondehus frem af Taagen. Det var nu ikke det Pelle søgte – Far Lasses var en rigtig Gaard med fire Længer! Men han gik ind alligevel.

Ude paa Landet laaste de ikke ængsteligt for alting saadan som i Staden – han kunde gaa lige ind. Saa snart han fik Døren op til Stuen, bølgede Glæden frem i ham. Den hyggeligste Lugt han kendte slog ham i Møde, selve Grundlaget for al Lugtning – Far Lasses Lugt!

Der var mørkt i Stuen, Nattens Lys kunde ikke trænge ind gennem de lave Vinduer. Han hørte dyb Aande af sovende, og vidste at de ikke var vaagnet – Døgnet havde altsaa ikke vendt sig endnu! »Godaften!« sagde han.

Saa gav en Haand sig til at famle efter Tændstikker. »Var der nogen?« spurgte en Nsøvngaaet Kvindestemme.

»Godaften!« udbrød han igen og traadte frem i Stuen – »det er Pelle!« Han gav Navnet fra sig som en Opsang.

66| »Jasaa – er det dig Pøjke?« Lasses Stemme skjalv, og Hænderne kunde ikke faa Ret paa Tændstikkerne; men Pelle gik frem efter Lyden og fik fat om hans Haandled. »Og hvordan har du fundet her helt op i Ødemarken – ved Nattetider til og med? Ja ja, nu skal jeg saa staa op!« gentog han og forsøgte stønnende at rejse sig.

»Nej bliv du dog liggende og lad mig staa op,« sagde Karna som laa inde ved Væggen – hun havde forholdt sig tavs, mens Mandfolket førte Ordet. – »Han har jo det Lændeværk – Ndermedsaa!« sagde hun og Ngrenede ud paa Gulvet.

»Ja jeg har taget lidt for haardt fat herinde. Saadan vil det jo let gaa, naar én faar sit eget at raade med – det er ikke nemt at holde op igen. Men det gaar vel over det ogsaa, naar først jeg kommer godt i Gang – Arbejde er god Smørelse for Lændeværk. – Og hvordan har du det saa? Jeg var lige ved at tro, at du havde omkommet dig derude.«

Pelle maatte sidde ned paa Sengekanten og fortælle om alting i Staden – Værkstedet og Mesters halte Ben og det hele. Men sin Modgang sprang han over; det var ikke noget for Mandfolk at dvæle ved.

»Men saa er du jo kommet godt efter det i det Fremmede!« sagde Lasse henrykt. »Og ansét er du vel?«

»Ja–a!« Pelle trak lidt paa det. Foreløbig var Anseelse ikke det han havde erhværvet sig mest af – men hvorfor synge om sin Elende: »Ja Unge Mester kan godt lide mig; han snakker ofte med mig hen over Hovedet paa selve Svenden.«

»Ja–ha, ser vi det! Jeg har saamænd tidt undredes paa Nhvordan du var faren, og om ikke vi snart Nspurgte stort Nyt fra dig; men der skal jo Tid til alt forstaas! – Og som du ser, jeg har jo forandret en hel Del paa mig.«

»Ja du er jo blevet Storbonde du!« sagde Pelle og lo.

»Fan ja, det maa jeg nok bekende!« Lasse lo 67| med men gav sig ynkeligt over Lænden. »Om Dagen naar jeg slider, har jeg det godt nok; men saa fort jeg kommer hen og ligger er det der. Og noget Djævelstøj er det – ret som om Hjulene af en svært belastet Vogn gik frem og tilbage over min Lænd, eller hvad én nu kan finde paa. Naa, naa! morsomt er det nu at have sit eget! For saa underligt er det kommet over mig, at Nbart Brød ved eget Bord smager mig bedre end – ja jeg kunde min Sjæl faa Sind til at sige Kyllingesteg ved fremmed Bord. Og saa det at kunne staa paa sit eget og spytte i hvad Retning man vil, uden først at spørge om Forlov. Og Jorden her er slet ikke ilde, om end det meste aldrig har været under Menneskehaand; den har ligget og samlet sig Ydeævne fra Tidernes Skabelse. – Men hvad Købstadboerne, er de store paa’et?«

Aa Pelle havde ikke noget at klage paa. – »Naar er I blevet gift?« spurgte han pludselig.

»Ja se –« Lasse begyndte at stolpre i det, han havde ventet sig just det Spørgsmaal af Pøjken. – »Gift paa det Vis er vi just ikke, for der skal Penge til, og Bedriften gaar forud for alt. Men det er jo vor Mening forstaas – saa snart Raad og Lejlighed er der.« Lasses ærlige Mening var nu den, at man lige saa godt kunde spare den Udgift; i alt Fald til der kom Børn og paakrævede at være Nredelig født. Men han saa paa Pelle, at det ikke vilde smage ham; Pøjken var den samme pertentlige Fanden som altid naar det galdt Ærbarheden. »Saa snart vi har Høsten i Hus, byder vi til stort Gilde,« sagde han resolut.

Pelle nikkede ivrigt. Nu var han Gaardmandssøn, og det kunde der slaas et Slag med over for de fattigfine Købstaddrenge. Men saa skulde han ikke have noget af at faa revet i Næsen, at hans Far levede sammen med et Kvindfolk.

Karna kom ind med Spisning – hun saa svært saa mildt til Drengen. »Værsgod og forsmaa ikke vor fattige Mad, Søn,« sagde hun og rørte venligt 68| ved hans Arm; og Pelle huggede i sig med god Appetit. Lasse hang halv ud af Alkoven og frydede sig.

»Din Madlyst har du nu ikke sat over Styr derinde!« sagde han. »Faar I noget ordenligt at leve ved? Karna mente, det var Nmen smaat.«

»Det gaar nok an med det,« svarede Pelle haardnakket. Han fortrød nu, at han havde plapret fra sig til Karna den Aften – i sit triste Humør.

Madlysten kom op i Lasse, han listede Nlidt og lidt ud af Alkoven. »Du sidder saa ensom,« sagde han og satte sig til Bords i Nathue og Underbukser; han havde lagt sig en strikket Nathue til, Spidsen faldt flot ned over det ene Øre. En rigtig gammel Bondemand lignede han – en med Penge i Sengehalmen. Og Karna, som gik fra og til mens Mandfolkene aad, havde en trind fedtet Mave og en stor Brødkniv i Haanden. Hun saà saa tilforladelig ud som nogen Gaardmandskone.

Der blev redt til Pelle i Slagbænken. Han slukkede NSpidden før han klædte sig af, og Undertøjet stak han ind under Hovedgærdet.

Han vaagnede sent, Solen havde allerede forladt den østlige Himmel. Der var den livsaligste Kaffeduft i Stuen. Pelle satte sig hastigt over Ende for at komme i Klæderne, inden Karna kom ind og saa hans Forfatning; han tog under Hovedgærdet – Skjorten var der ikke! Og paa en Stol laa hans Strømper og var bødede.

Da Karna kom ind, laa han ubevægelig og lukket i Trods; han svarede ikke paa hendes Morgenhilsen og tog ikke Øjnene fra Vægskabet. Hun skulde ikke saadan gaa og snuse i hans Sager!

»Jeg har taget din Skjorte og vasket den,« sagde hun roligt, »men du skal nok faa den til i Aften. Kanske du vil tage dèn paa saalænge.« Hun lagde en af Lasses Skjorter paa Dynen til ham.

Pelle laa en Stund som havde han intet hørt, saa rejste han sig tvært og trak i Skjorten. – »Nej bliv nu liggende mens du drikker Kaffe,« sagde 69| Karna da han vilde staa op, og rettede an til ham paa en Stol. Saa fik Pelle Kaffe paa Sengen, som han havde drømt det vilde ske, naar Far Lasse igen blev gift; og det onde maatte vige. Men Skammen blev ved at brænde i ham og gøre ham faamælt.

Om Formiddagen gik Lasse og Pelle ude og besaa Ejendommen.

»Det er vel bedst vi gaar helt rundt først, saa du kan faa Rede paa hvor Skellet gaar?« sagde Lasse som vidste, at det var Udstrækningen som skulde slaa det store Slag. Det var en Tur gennem Lyng og Ranker og Tjørn, ned i NMyr og op om bratte Klippevægge. Det tog flere Timer at komme rundt.

»Det var da en forskrækkelig stor Grund,« sagde Pelle bestandig.

Og Lasse svarede stolt: »Ja-ha! her er over halvhundrede Tønder Land; havde det bare været i Drift!«

Det laa hen som Urjord, tilgroet med Lyng og Enebærkrat der var gennemslynget af Brombær og Kaprifol. Midt i Klippens lodrette Flader hang Asken og det vilde Kirsebærtræ, de klamrede sig til den nøgne Væg med Rodflader der lignede vanskabte Hænder. Skovabild, Slaan og vild Rose dannede uigennemtrængeligt Krat, der allerede bar Spor af Lasses Økse. Og midt i Frodigheden skød Grundfjældet sin alvorlige Pande frem, eller kom Overfladen saa nær at Solen brændte Plantevæksten af.

»Det er et helt lille Paradis,« sagde Lasse – »man kan føje sætte Foden noget Sted uden at træde Bær i Stykker. Men ryddes maa det jo, om man skal kunne Nstobesere.«

»Mon det ikke er Nmaadelig Jord?« sagde Pelle.

»Maadelig – naar alt det kan trives og florere?« Lasse pegede udover, hvor selvsaaet Æsp og Birk stod og vrikkede fornøjeligt med det blanke Løv for Luftdraget. »Nej men det vil blive et liderlig surt Slid at faa det under Dyrkning; jeg fortryder paa, at du ikke er hjemme ved nu.«

Lasse havde flere Gange slaaet paa det samme, 70| men Pelle overhørte det. Dette her var alligevel ikke hvad han havde tænkt sig; han følte ingen Trang til at gaa hjemme som Gaardmandssøn paa den Maade.

»Det kan blive drøjt nok at faa Føden her,« sagde han forunderlig gammelklogt.

»Aa Føden bliver det vel ikke svært at faa ud af det – selv om det ikke bliver Gæstebudsmad til Hverdags,« sagde Lasse krænket. »Og her kan man da rette Ryggen, uden der straks kommer en Forvalter bjæffende; selv om jeg skulde slide mig ihjæl her, er jeg dog ude af Slaveriet. Saa faar du heller ikke glemme den Glæde det er, at se Jorden fra Dag til Dag komme under Herredømme og yde noget i Stedet for at ligge hen. Det er vel vi Menneskers fornèmste NOpgave at gøre os Jorden underdanig og frugtbar – ikke bedre jeg ved! Men du har vist sat Jorddriften til derinde i Staden du?«

Pelle svarede ikke. Men hvis det skulde være noget rart og stort at slide sig ihjæl paa en Lynglod, bare for at der kunde komme til at gro noget andet engang, saa var han glad ved at han ikke havde Jorddriften.

»Baade min Far, og hans Far igen, og alle saa mange jeg har kendt af vor Slægt, saa har vi haft det i os med at skulle forbedre Jorden uden at spørge til vor egen Behagelighed! Men det faldt vist ingen af dem ind, at vi engang skulde komme til at høre ilde for det – af en af vore egne til og med.« Lasse talte med bortvendt Ansigt – ligesom Gud Herren naar han var fortørnet over sit Folk; og Pelle følte det, som var han Nen ful Skifting der slægtede paa det allerværste. Men give Køb vilde han nu alligevel ikke.

»Jeg duede vist ikke til at gaa her,« sagde han undskyldende og kiggede ud i Retning af Havet. »Jeg tror det ikke.«

»Nej du har jo sagt dig løs fra alting du,« sagde Lasse bittert. »Men kanske fortryder du det engang 71| – Livet derude i det Fremmede er nok ikke Nenbar Herlighed og Glæde heller.«

Pelle svarede ikke; han var i dette Øjeblik for meget Mand til at lade det ene Ord tage det andet. Han forholdt sig prøvende, og de vadede tavse videre. – »Ja nogen Proprietærgaard er det naturligvis ikke,« sagde Lasse pludselig for at tage Brodden af yderligere Kritik. Pelle tav blot.

Henne omkring Huset var Jorden i Dyrkning, og uden for det dyrkede viste den kraftige Lyngs Overflade en forsvindende Antydning af Agerrygge og -furer. »Dette har nok været Kornmark engang,« sagde Pelle.

»Æh saa du skulde faa Kik paa det ogsaa, du!« udbrød Lasse halv vrængende, halv i Beundring. »Da var det Fandens til Øjne ogsaa, jeg skulde vist ikke selv have opdaget noget særskilt ved den Lyng – om ikke jeg havde vidst det. Jo det har været i Kultur, men Lyngen har taget det igen! Det var under min NFormand det; han tog sig mere paa end han kunde overkomme, og saa knækkede han sammen paa’et. – Men her skal du ellers se, at den kan yde noget!« Lasse pegede paa et Stykke Rug, som Pelle maatte sande saa hel godt ud.

Men ned gennem Agrene i hele deres Længde løb høje Kamme af opbrudt Sten, og varskoede ham om hvilket forfærdeligt Arbejde denne Jord krævede for at komme i Kultur. Henne bag Rugen laa nybrækket Grund – den lignede Skrueis, Ploven havde vandret i lutter Brokker. Pelle saa det hele og blev bedrøvet paa Faderens Vegne.

Lasse selv var uforknyt. »Saadan er det duA – vi maa være to til at holde Ploven. Karna har jo nok saa gode Kræfter, og alligevel er det som Armene skulde slides fra Kroppen paa en, for hvert Slag Ploven slaar. Og det meste maa jo brækkes med Hakke og Jærnstang – et lille Nys er ogsaa nødvendigt iblandt! Jeg bruger Dynamit, om end det er farligere end Krudt – det slaar bedre i Bund!« sagde han stolt.

72|»Hvormeget er her i Kultur nu?« spurgte Pelle.

»Med Eng og Have næsten ti Tønder; men der skal komme mere inden Aaret har Slut.«

»Og paa de ti Tønder er to Familier gaaet til,« sagde Karna som kom ud for at byde til Middag.

»Ja ja, Gud gøre dem det lidt let – det er paa deres Slid vi nu skal komme i Vejret. Kommunen skal ikke komme til at overtage igen efter os to.« Lasse sagde det med Selvfølelse, saa rank havde Pelle aldrig set ham.

»Helt glad er jeg nu ikke altid ved'et,« Nfòr Karna fort – »det er ligesom det kunde være Kirkegaardsjord én dyrkede. Den første Kommunen fik herud, hængte sig nok efter hvad der siges.«

»Ja han havde sig en Lynghytte derhenne hvor du endnu ser Hylden – den er saa faldet sammen siden. Glad er jeg jo, at det ikke var her i Huset det skete.« Lasse skuttede sig af Uhygge. »De siger, han gaar igen, naar der forestaar hans Efterfølgere noget ilde.«

»Huset her er saa bygget siden?« spurgte Pelle forbavset; han syntes det var saa faldefærdigt.

»Ja min Forgænger byggede det. Han fik Lodden frit af Sognet paa tyve Aar, imod at bygge og tage en Td. Land under Ploven om Aaret – saa det var ikke de værste Vilkaar. Men han tog sig formeget paa paa engang; han var af det Slags, som river dygtig til Side om Morgenen og løber træt inden Middag. – Huset byggede han nu godt,« Lasse stødte til de tynde, lerklinede Vægge – »og Tømmeret er første Slags. Jeg tænker, jeg skal faa slaaet en Del Skærver naar nu Vinteren kommer; Stenene skal jo af Vejen alligevel, og det vilde ikke være ilde at tage nogle Hundrede Kroner ind. Saa om to-tre Aar indretter vi Lade i det gamle og bygger os et nyt Stuehus du Karna – kanske med Kælder under det hele og høj Trappe op ligesom paa Stengaarden. Det skal være af udflækket Granit, Murene kan jeg selv sætte.«

Karna lyste af Glæde, men Pelle kunde ikke rig73|tig komme i Sving. Han var skuffet, Faldet fra hans Fantasier til denne nøgne Virkelighed var for dybt. Og saa rørte der sig noget i ham, en dump Trods mod dette endeløse Jordslid, der – saa uerfaren han selv var – sad bundfældet i ham fra ti-tyve Slægtled. Han havde ikke selv taget de haarde Tørn i Jorden, men fra han kunde krybe, havde han saa selvfølgeligt forstaaet alt hvad der angik Jorddyrkning, ethvert Jordredskab faldt af sig selv i hans Haand. Kun Jordglæden havde han ikke arvet; hans Sind havde faaet ny Retning! Og det uendelige Slid med Jorden sad bundfældet i ham som et Nag, der gav ham det Overblik Lasse manglede. Her var han nøgtern, han tabte ikke Vejret over halvhundrede Td. Land, men spurgte om hvad de indeholdt. Han var sig ikke noget bevidst, men hele hans Person struttede af Modstand mod at lægge Kræfter i dette ørkesløse Slid; og hans Udtryk var saa erfarent som kunde han være Lasses Far.

»Havde du nu ikke gjort bedre i at købe et Hus paa en halv Snes Td. Land, som var i god Drift?« sagde han.

Lasse vred utaalmodigt paa sig: »Ja saa kunde én jo gaa og fedte og Nkrongle hele sin Tid uden at komme videre, skære fra Forstykkerne til at lappe Bagen med, og helst æde enhver Ting to Gange. Fan, saa kunde jeg blevet hvor jeg var. Dette her giver jo nok mere Slid og Hovedbrud, men saa er der en Fremtid i det. Naar jeg først faar det i Drift, bliver det en Gaard som siger sparto til de fleste andre!« Lasse saa stort ud over Ejendommen, for hans Tanke bølgede den af Korn og var fuld af fortrinligt Kvæg.

»Seks Heste og en Snes Kør kan den med Lethed bære!« sagde han lydt. »Det giver til Velstand det! Eller hvad mener du Karna?«

»Jeg mener nu, at Maden bliver kold,« sagde Karna smilende. Hun var helt lykkelig.

Ved Bordet foreslog Lasse, at Pelle skulde se at faa sit Tøj sendt hjem til Vask og Bødning. »Du 74| kan have nok at gøre det foruden,« sagde han varsomt. »Slagter Jensen kommer jo ind paa Torvet hver Lørdag; om du fik ham til at tage det med og lægge det af ved Kirken, saa skulde det være underligt, om der ikke var en eller anden Lyngbo i Kirke om Søndagen og kunde tage det med ud til os.«

Men pludselig blev Pelle Nstudsk og kunde ikke svare.

»Jeg tænkte mig bare, at du maaske kunde være træt af selv at vaske og lappe om dig,« sagde Lasse sagtmodigt. »Staden giver vel nok andet at tænke paa, og anstændigt Arbejde for et Mandfolk er det jo ikke.«

»Jeg skal nok selv,« mumlede Pelle afvisende. Nu vilde han vise dem, at han kunde holde sig ordenlig. Der var ogsaa Hævn mod ham selv for hans Sløseri i at sige nej til det Tilbud.

»Ja ja,« sagde Lasse mildt, »jeg spurgte kun. Jeg haaber ikke du tager det fortrydeligt op!« – – –

Saa stærk Karna var og villig til at tage Del i alt, trængte Lasse dog haardt til en Mandshaand. Arbejde havde hobet sig op som der maatte to om, og Pelle lagde gærne Kræfterne i. Det meste af Dagen gik med at hæve store Sten op af deres Leje og faa dem slæbt til Side; Lasse havde tømret sig en Slæde, og de to Lyngkrikker blev spændt for.

»Ja endnu faar du ikke se for nøje paa dem,« sagde han og strøg kælende hen over de to Knokkelværk. »Vent til der er gaaet nogle Maaneder, saa skal du bare se! – De fattes nu ikke NKurasje heller.«

Der var nok at tage i, og Sveden randt af dem; men Humøret var højt. Lasse maatte undres over, saa mange Kræfter der var i Pøjke – det var da endelig Hjælp det. Med to-tre saadanne Fyre vilde han tage sig paa at endevende hele Ødemarken. Jævnlig maatte han give sig Luft i et Suk over, at han ikke havde ham hjemme; men paa det Øre var 75| Pelle bestandig døv. – Før de vidste af det, var Karna der igen og bød til Aftens.

»Jeg tænker vi spænder for og kører Pelle halve Vejen til Staden – som Vederlag for Arbejdet.« sagde Lasse flot. »Vi andre to kan ogsaa nok trænge til en Fornøjelsestur.« Og Krikkerne kom for NFjællevognen.

Det var morsomt at se Lasse, han var en aarvaagen Kusk, og man skulde ikke falde paa andet, end at det var et Par Fuldblods han kørte. Naar de mødte nogen samlede han varsomt Tømmerne, for at være parat hvis Hestene blev sky – »de kan saa let tage Magten,« sagde han højtideligt. Og lykkedes det ham at arbejde dem op til et lille Løb, var han henrykt. »De er Nhaardholdne!« sagde han saa, og lod som om der gik mange Kræfter til. »Satan, jeg tror jeg faar anlægge NStangmile!« Han maatte have begge Fødder mod Vogngavlen og N»file« dem en Omgang.

Da den halve Vej var kørt, vilde Lasse et lille Stykke til, og endnu et lille Løb, og saa – skidt bare hen til den Gaard! Han havde helt glemt, at der kom en Dag i Morgen med haardt Slid for ham og Heste. Saa endelig slap Pelle af.

»Skal vi saa ikke ordne det med Tøjet paa den Maade?« spurgte Lasse igen.

»Nej!« Pelle vendte Ansigtet bort – nu kunde de snart holde op med det.

»Ja ja, saa farvel da Pøjke – og tak for Haandsrækningen du! Du ser vel hjem om saa snart du kan?«

Pelle smilede til dem men sagde intet; han turde ikke aabne Munden af Frygt for Umandigheden, der sad ham helt oppe i Halsen. Han gav stille Haanden og satte i Løb mod Staden.