XII

Det kan være hyggeligt nok med disse Vinteraftener, hvor man sidder hjemme paa Værkstedet og hænger, fordi det er mørkt og koldt ude – og man ikke har noget Sted at gaa hen. Staa ved Skøjtebanerne og stirre forkomment paa at de andre svinger sig er Pelle træt af; drive frem og tilbage i Gaderne – nordud og vende om, sønderud og vende om, frem og tilbage den samme Længde til Klokken er ti – er der ikke noget ved, naar man ikke har varmt pænt Tøj og en Tøs Nom Skaftet. Morten er heller ikke noget Friluftsmenneske; han fryser og vil ind i Varmen.

Saa lister de sig ind paa Værkstedet saa snart det er Mørkning, Nøglen tager de ud og hænger paa Sømmet i Gangen for at vildlede Jeppe, de stjæler sig til at tænde op i Kakkelovnen og sætter Skærme for, saa Jeppe ikke skal faa Øje paa Skæret naar han gør sin Runde hen til Værkstedsvinduerne. De kryber sammen paa Forhøjningen henne ved Ovnen med Armen om hinandens Skulder, og Morten fortæller af de Bøger han har læst.

»Hvorfor vil du læse i de dumme Bøger?« siger Pelle naar han har lyttet en Stund.

»Fordi jeg vil vide noget om Livet og Verden,« svarer Morten inde i Mørket.

»Om Verden,« siger Pelle og blæser haanligt. »Nej jeg vil ud i Verden og se noget – det der staar i Bøgerne er ikke andet end Løgn. – Men hvad saa mere da?«

Saa gaar Morten godmodigt videre. Og midt i Fortællingen kommer han i Tanke om noget og 147| haler et Papir frem fra Brystlommen. »Det er Chokolade fra Bodil,« siger han og knækker det midt over.

»Hvor havde hun lagt det?« spørger Pelle.

»Under Lagnet – jeg mærkede noget haardt under Ryggen da jeg lagde mig.«

De to Drenge ler mens de gnasker Chokoladen. Pludselig siger Pelle:

»Bodil – hun forfører jo Børn hun! Det var hende som lokkede Hans Peter bort med sig fra Stengaarden – og han var bare femten Aar du!«

Morten svarer ikke. Men om lidt synker hans Hoved ned paa Pelles Skulder – det rykker i ham.

»Du er jo sytten Aar,« siger Pelle trøstende. »Men dumt er det ligegodt; hun kunde godt være Mor til dig – naar det ikke lige var for Alderen.« Saa ler de begge. –

Endnu hyggeligere kan det være de søgne Aftener. Da brænder Ilden aabenlyst i Kakkelovnen efter otte ogsaa, Lampen lyser – og Morten er der jo. Saa kommer de faldende ind fra alle Sider, og den spærrende Kulde sætter alle store Minder op i dem – det er som selve Verden trak sig sammen i det lune Værksted. Jeppe maner sine Læreaar i Hovedstaden frem og beretter om Nden store Bankerot; helt tilbage til Aarhundredets Begyndelse fører han dem, til en gammel snurrig Hovedstad, hvor gamle Folk gik med Paryk, hvor NTampen hang og svingede i Luften altid, og Læredrengene bjærgede Livet ved at tigge ved Borgernes Døre om Søndagen. Det var Tider det! Og han kommer hjem og vil nedsætte sig som Mester, men Lauget vil ikke tillade ham det – han er for ung. Saa farer han til Søs som Kok, og kommer ned hvor Solen brænder, saa Beget koger i NNaaderne og Dækket skolder ens Fødder. En lystig Bande er de, og Jeppe saa lille han er staar ikke tilbage. I Malaga stormer de en Beværtning, hiver alle Spanierne ud af Vinduerne og morer sig med Pigerne – til hele 148| Byen er over dem og de maa flygte til Baaden. Jeppe kan ikke følge med, og Baaden lægger fra; han maa springe i Vandet og svømme ud til den. Knivene falder plaskende i Vandet rundt om ham, og en sætter sig dirrende i hans Skulderblad. Naar Jeppe naar dertil, begynder han altid at krænge Tøjet af sig for at vise Arret, Mester Andrès stopper ham. Pelle og Morten har hørt Historien nogle Gange, men kan høre den saa tidt det skal være.

Og Bager Jørgen, som har været NBaadsmand det meste af sin Tid paa de store Nord- og Sydhavsfarere, tumler med NHaandspag og Isbjørne og sorte Piger fra Vestindien. Han sætter Spillet i Gang, saa den mægtige Fuldrigger letter fra Havana Red og det letter i hver en Tilhører:

Saa vandrer de rundt og rundt tolv Mand, med Brystet klemt mod de svære Haandspag; Ankeret letter, og Sejlet fyldes – og bag hans Ord skimter man Trækkene af en Kærest i hver en Havn. Bjerregrav kan kun korse sig – han som aldrig har udrettet andet end føle for de Fattige; men i Unge Mesters Øjne rejser det – Jorden rundt, Jorden rundt. Og Træbene-Larsen, som om Vinteren er den velhavende Rentetærer i blaa Pjækkert og lodden Hue, men hvert Foraar flyver bort fra sit smukke grundmurede Hus ud i Verden som fattig Lirekassemand – han beretter om NDyrehavsbakken og Nden æventyrlige Holmensgade, og om besynderlige Væsner der lever af Skarnkasserne i Hovedstadens Baggaarde.

Men i Pelles Krop knager det blot han rører sig, Knoklerne skyder paa og kræver at strækkes, han har Vokseværk og Uro alle Vegne. Han er den første Foraaret kommer til, en Dag melder det sig i ham som en Undren paa hvordan han vel ser ud.149| Pelle har aldrig før stillet sig det Spørgsmaal, og den Spejlstump, han har tigget hos NGlaseren hvor han henter NSkrabeglas, siger ham ikke noget rigtigt. Han har nærmest selv en Fornemmelse af at han er umulig.

Han begynder at mærke sig andres Opfattelse af hans Ydre – en og anden Pige ser jo efter ham, og hans Kinder er ikke længer saa tykke, at der lader sig sige Brandere om dem. Det blonde Haar er lokket, Koslikket i Panden røber sig endnu som et lille genstridigt Strøg; Ørerne er fremdeles forskrækkelig store, og det hjælper ikke, at han krænger Huen ned over dem for at holde dem ind til Hovedet. Men han er velvoksen og stor efter sin Alder, Værkstedsluften har ikke faaet Bugt med hans Friskhed; og der er ikke den Ting han er bange for – især naar han bliver gal. Han finder paa hundrede Slags Idræt for at stille Legemets Krav, men det forslaar ikke; blot han bukker sig efter Hammeren, snakker det med i alle NLedemod.

Men saa en Dag bryder Isen og gaar til Havs, Skibene Ntakler og provianterer og gaar samme Vej, og Byens Folk vaagner til Forestillinger om nyt Liv og begynder at tænke paa udsprungne Skove og Sommerstads.

Og en Dag kommer NEgerne! De kommer strygende over Havet fra NHellavik og Nogesund og de andre Steder derovre paa Svenskekysten, kækt Nskønser de Vandet med de forunderlige Nlatinske Sejl i skraa Flugt, som sultne Søfugle der strejfer Havet med den ene Vingespids i deres Spejden efter Bytte. En Mil til Havs tager Stadens Fiskere imod dem med Bøsseskud, de faar ikke Lov at lægge ind i Baadehavnen men maa leje sig Plads i den gamle Skibshavn og brede deres Redskab til Tørre nordude. Haandværkerne render sammen og drøfter disse fremmede Røvere, der kommer fra et fattigere Land og tager Brødet ud af Munden paa Stadens egne Børn – haardføre som de er, med Mod til at tage ud i alskens Vejr og med Heldet i Følge! Det gør 150| de hvert Foraar – og naar de skal forsyne sig med Sild, køber de af Svenskerne, der sælger billigere end de hjemlige. »Slider vore Fiskere maaske Lærfodtøj?« spørger Jeppe – »de gaar helligt og søgnt med Træskostøvler gør de. Lad saa Træskomageren handle med dem – jeg køber hvor det er billigst.«

Det er som selve Foraaret kommer anstigende i disse magre senede Skikkelser, der gaar syngende gennem Gaden for at udfordre Stadens smaatskaarne Nid. Hver Baad har Kvinder med til at rense og bøde Redskaben, og de driver i Flokke op forbi Værkstedet for at opsøge de gamle Logier ude i Fattigkvarteret ved Kraftens. I Pelles Hjærte kommer og gaar det ved Synet af disse unge Kvinder med smukke Tøfler paa Fødderne, sorte Tørklæder om de ovale Ansigter og mange smukke Farver i Dragten. Der vugger saa meget frem i hans Sind, dunkle Minder fra en Barndom, hvor alt har ligget som udslettet, henaandede Frasagn om noget han har levet og ikke kan huske – det er som et varmt Aandepust fra en anden ukendt Tilværelse.

Hænder det saa at en og anden har et spædt Barn paa Armen, faar Byen travlt. Er det Købmand Lund lige som forleden Aar – han som siden aldrig hedder andet end Sildegrossereren? Eller er det en 16-aarig Læredreng – til Skam for Præst og Lærer som lige har sluppet ham?

Saa trækker Jens af Sted med sin Harmonika, Pelle skynder sig at rømme op, han og Morten piler ud til Galgebakken med hinanden i Haanden – for Morten har ondt ved at løbe saa rask. Alt hvad Byen har af beskeden Ungdom er der; men de svenske Piger gaar først. De er som Ild i Dansen, de kan svinges saa Tøflerne flyver, der staar smaa Kampe om dem. Men om Lørdagen tager Egerne ikke paa Søen, saa kommer Mændene med gnistrende Bryn og kræver deres Kvinder; og der staar de store Slag.

Pelle gaar op i det med Hud og Haar – her findes den Bevægelse hans Krop har savnet saa haardt i Faget. Han har en glubende Trang til Be151|driften og gaar de kæmpende saa nær ind paa Livet, at der falder en Lussing af til ham ogsaa. Han danser med Morten og faar Mod til at byde en Pige op, han er genert og gør de kosteligste Bukkespring i Dansen for at komme over det, midt i Dansen render han sin Vej og lader Pigen staa. »Pokker til Abekat,« siger de voksne og ler efter ham. Han har sin Maade at gaa ind i al denne Sorgløshed, der lader Livet tage sin Ret uden Tanke for i Morgen og næste Aar. Vil en eller anden mandglad Kvinde fange hans Ungdom ind, saa slaar han bagop og er væk i nogle kaade Spring. Men han kan synge saa inderligt med, naar de driver hjemad i Klynger Mænd og Kvinder tæt sammenslyngede, og han og Morten kommer bagefter med Armen om hinanden de ogsaa. Saa har Maanen sin Lysvej ud over Søen, og i Naaleskoven hvor hvid Dis ligger om Toppene, bølger Sangen fra alle Stier og vugger ud i de vandrende Pars forskellige Gangart; paagaaende tung i sit Indhold men baaret frem af de letteste Hjærter – ret en Sang at synge sin Lykke ud i:

Og videre gaar det ind gennem Byen, Par om Par som Sindet staar til. De krumme stille Gader genlyder af Døds- og Elskovssange, saa de gamle Borgerfolk maa lette Hovedet fra Puden, skubbe Nathuen til Side og ryste betænkeligt ad al denne Letsindighed. Men Ungdommen sanser intet – bare suser og sværmer videre i sit kogende Blod. Og en Dag faar de gamle Ret; Blodet er gaaet af Kog, og der staar de og de Kendsgærninger og kræver Ophav og Underhold. »Hvad sagde ikke vi!« siger de gamle; men de unge bøjer Hovedet og ser en 152| lang forkrøblet Tilværelse i Møde, med forhastet Giftermaal eller stadig Betaling til en fremmed Kvinde, med dette evige Skær af Forringelse og Komik over sig, med Ægteskab og Omgang under sin Stand. De snakker ikke om at drage ud i Verden og bryde sig egne Veje mere; har de sat sig paa Bagbenene mod de gamle og krævet Plads for deres Ungdom, nu Ngaar de ydmygt i Spændet igen med sænket Hoved, skamfuldt missende over deres eneste Bedrift. Og de der ikke kan bære dette, faar rømme Landet ved Nat eller sværge sig fri.

Unge Mester har det paa sin egen Maade. Han er ikke med i NPigekommersen, men naar Solen skinner rigtig varmt, sætter han sig uden for Værkstedsvinduerne og lader den gennembage sin Ryg. »Aa det er dejligt,« siger han og ryster sig, Pelle maa føle paa hans Skindtrøje hvilken Magt Solen allerede har. – »Nu er det min Salighed Foraar!«

Inde paa Værkstedet fløjter og synger de til Hammerslagene; der er Øjeblikke hvor det skumle Rum minder om en Fuglekræmmers Bod. »Nu er det min Sandten da Foraar,« siger Mester Andrès Gang paa Gang, »men Foraarsbebuderen kommer nok ikke i Aar.«

»Maaske er han død,« siger Lille Nikas.

»Garibaldi død? – han dør sku aldrig. Alle de Aar jeg kan huske, har han set ud som nu og drukket lige tæt. Som det Menneske har drukket i sin Tid – ih du Alstyrende! Men Mage til Skomager findes ikke i hele Verden.«

En Morgen lidt efter Damperens Ankomst dukker en høj skarpskuldret Mand ind ad Værkstedsdøren. Han er blaagraa paa Hænder og Ansigt af Morgenkulden, Kinderne hænger lidt poset paa ham, men i Øjet brænder en udødelig Gnist. »Morn’ Kamater!« siger han og slaar flot ud med Haanden »– naa hvordan lever vi? – Mester rask?« Han danser ind over Gulvet med Hatten klemt flad under den venstre Arm. Jakke og Bukser slaar Slask om hans Krop, og fortæller at der intet er under; han har 153| bare Ben i Skoene og tykt Tørklæde om Halsen. Men Mage til Anstand og Føring har Pelle aldrig set hos en Haandværker – Garibaldis blotte Stemme er som et Anslag.

»Naa Søn,« siger han og slaar Pelle let paa Skulderen – »kan du saa faa den NPægl hentet? Men i en Ruf, for jeg er morderlig tørstigA. Mester har jo Kredit. Pst, vi tager Nen halv Pot, saa slipper du for at gaa to Gange.«

Pelle sprang. Paa en halv Minut er han tilbage, Garibaldi kan sætte Farten op i én – han har allerede faaet Forklæde for og er i Færd med at tage et Skøn over Værkstedets Arbejde. Han tager Flasken fra Pelle, slynger den bag over Skulderen og fanger den med den anden Haand, sætter Neglen midt paa og drikker til. Saa viser han de andre – lige efter Neglen, hva’?

»Det er flot drukket!« siger Lille Nikas.

»Kan udføres i bælg ravende Mørke,« Garibaldi fejer overlegent ud med Haanden. – »Og Gamle Jeppe lever? – rask Mand!«

Mester Andrès banker i Væggen. »Han er jo kommet – han er jo derude,« siger han med opspærrede Øjne. Lidt efter er han i Tøjet og ude paa Værkstedet, han snakker oprømt op; men Garibaldi bliver i sin Værdighed – han er morgenrusten endnu.

Der er kommet noget febrilsk over dem alle, en Ængstelse for ikke at faa alting med. Den daglige Graahed er gledet af Faget, hver spænder sine Ævner. Garibaldi kommer fra den store Verden med al Vandrelivets Æventyrlighed hængende i sine tynde Klæder. »Bare han snart vilde begynde at fortælle,« hvisker Pelle til Jens og kan ikke sidde rolig. De hænger spejdende ved hans Læber, tier han saa er det ud fra en højere Vilje. Selv Mester gaar ham ikke paa Klingen men bøjer sig for hans Ordknaphed – og Lille Nikas finder sig i at blive behandlet som Læredreng.

Garibaldi hæver Hovedet. »Naa man er vel ikke 154| kommet for at sidde og hænge,« udbryder han muntert. »Godt at bestille Mester?«

»Meget er her ikke, men til dig har vi altid Arbejde,« svarer Mester Andrès. »Vi har forresten Bestilling paa et Par Brudesko – hvide NAtlaskes med gul NOpstikning; men vi har ikke været glade ved at gaa i Lag med dem.« Han skeler til Lille Nikas.

»Ikke gul Opstikning til hvid Atlask Mester – hvid Silke naturligvis, og hvidt Snit!«

»Er det Brugen i Paris nu?« spørger Mester Andrès livligt.

Garibaldi trækker paa Skuldrene: »Lad os ikke bryde os om Paris Mester Andrès, vi har hverken Lær eller Redskab til at lave Parisersko – og heller ikke Bentøj til at putte i dem.«

»Det var som Pokker – er de saa fikse?«

»Fikse hva’behar! jeg kan holde en velvoksen Pariserindes Fod i min hule Haand. Og naar de gaar – de rører Gud hjælpe mig ikke ved Stenbroen! En Parisertøs kan man lave Skotøj til af Flødeskum – og det holder! Men giv hende et Par almindelige danske Frøkengagakker paa, hun vil springe i Kanalen lige med det straks!«

»Det var Satans!« Mester røg til at skære Lær ud. »Det var Helvedes!«

Saa let var endnu aldrig noget Menneske gaaet ind i noget; Garibaldi trækker en Trebèn hen til Disken – og er i fuld Gang. Ingen Roden rundt efter Værktøj, Haanden gaar lige der hen hvor Tingen ligger, som gik der usynlige Veje mellem dem. Disse Hænder besørger det hele selv, stilfærdigt, i bløde Sving, mens Øjnene er alle andre Steder: ude i Haven, ved Drengenes Arbejde, ved Unge Mester. For Pelle og de andre der skal se en Ting an fra ti forskellige Sider er dette simpelt hen vidunderligt. – Og før de faar set sig om, har Garibaldi lavet alting til og sidder og kigger langt efter Mester, der Nnaadler selv i Dag.

Saa kommer Jeppe kilende, gnaven over at ingen har meldt Garibaldis Ankomst. »Da’ Mester – da’ 155| NOldermand!« siger Garibaldi og rejser sig og bukker.

»Ja,« siger Jeppe selvbevidst, N»hvis der endnu var Oldermand til, saa blev det vel mig. Men det er skidt med Haandværket i vore Dage; Respekt er der ingen, og hvor skulde den heller komme fra – naar man ikke forstaar at respektere sig selv.«

»Den var nok til Unge Mester hvabehar?« siger Garibaldi og ler. »Men Tiderne er andre Mester Jeppe, nu skær den ikke med Spanderem og Respekt længer – det var dengang det. Begynde Klokken syv og Fyraften Klokken seks – færdig! Saadan staar den i Storbyerne nu.«

»Det er vel dette her Sjosjalisme?« siger Jeppe haanligt.

»Jeg er ligeglad hvad det er – for Garibaldi begynder og holder op naar han vil! Og vil han have mere for sit Arbejde – værsgod! Og hvis ikke – saa farvel Mester! Der er Tøser nok som Drengen sagde da han ingen Mad fik.«

De andre faar ikke stort bestilt, de har nok med at følge hans Arbejdsmaade. Han har tømt Flasken og faaet Tungen paa Gled, Unge Mester forstaar at fritte, og Garibaldi fortæller stort, med talrige Fagter. Ikke engang Hænderne er støtte ved Arbejdet, alligevel skrider det hurtigt fremad, skønt som en Aabenbaring – det er som Værket føder sig selv. Han har sin Opmærksomhed ved deres Arbejde, griber bestandig til i rette Tid, retter paa deres Haandelag og gør det afgørende Snit der giver Svange og Hæl Skønhed. Det er som han føler det paa sig, naar de foretager sig noget galt – hans Aand er alle Vegne. »Se saadan bærer man sig ad i Paris,« siger han – »dette her er Nürnberger-Façon.« Han taler om Wien og Grækenland saa selvfølgeligt, som laa de henne under Skipper Ellebyes Trær. I Athen er han oppe og stikker NGrækerkongen paa Næven, for i Udlandet skal Landsmænd altid holde sammen. – »Naa han var forresten meget flink, men han havde allerede spist Frokost. For øvrigt 156| skidt Land at vandre i, for der er ingen Skomagere. Nej saa Italien, dèr er der Skomagere men intet Arbejde – saa kan man rolig Ndangdere den og Nslaa sin Fægt fra Sted til Sted. De kommer ikke som disse emsige Tyskere hvergang man ber om en NGeskænk, og siger – Værsgod De kan faa Arbejde. Og det er varmt nok til at sove paa den bare Jord. Vin flyder der i alle Rendestene, men for Resten er det noget Sprøjt.« – Garibaldi letter den tomme Flaske højt i Vejret og kigger den forundret under Bunden; Unge Mester blinker til Pelle som suser i Firspring efter en halv Pot.

I Pelles Øren koger det hede Blod. Ud, ud, han maa ud og vandre ligesom Garibaldi, gemme sig i Vinmarkerne for Gensdarmerne, og stjæle Skinken fra Skorstenen mens Folkene er paa Marken. Der er kommet Aand i ham og de andre, Fagets Aand; Værktøj og Lær mødes kælent med Fingrene, naar man griber det, hver Ting har sin inderlige Lød som fortæller noget. Alt det støvede og gammelkendte er strøget af Værkstedet, paa Hylderne staar Tingene og lyser Interesse ud, der er sat tindrende Liv op i den kedeligste Ting.

Verden stiger frem som en lysgraa Undren, gennemtrukket med endeløse Landeveje med dybt hvidt Støv, og Garibaldi gennemvandrer dem alle. Han har solgt sin NVandrebog til en Kammerat for et Stykke Mad og er uden Papirer, tyske Gensdarmer holder Klapjagt paa ham, Garibaldi kryber paa Knær og Hænder i Vinmarkerne 14 Dage og faar ikke andet end Druer og en styrtende NKolerine. Tilsidst er hans Tøj saa levende at han ikke selv behøver røre sig; han ligger ganske rolig og lader sig transportere af Sted og kommer til en lille By. »Herberg?« spørger Garibaldi. Ja der er Herberg. Saa laver han en Historie om Plyndring, de skikkelige Folk putter ham i Seng og fyrer i for at tørre hans Tøj. Garibaldi snorker og skubber Stolen nærmere til Kakkelovnen, snorker og skubber den lidt endnu, og da Tøjet staar i lys Lue brøler han op, skælder 157| og græder og er utrøstelig. Saa faar Garibaldi nyt rent Tøj og ny Papirer og er igen paa Landevejen, Fægt’en begynder forfra, Bjærge dukker frem og glider bagud, store Byer dukker frem, Byer ved brede Floder. Der er Byer, hvor den vandrende Svend ikke maa faa Penge men skal arbejde – forbandede Byer, og tyske Herberger hvor man behandles som Tugthusfanger, affører sig alt Tøjet i en lang Gang, Skjorten med; den gaas efter af et Par Mand og det hele tages i Forvaring. 30‑40 nøgne Mænd slippes én for én ind paa den store Sovesal.

Paris – det er som Blærer sprang i ens Øre! Garibaldi har arbejdet der to Aar, tyve Gange har han været der paa Gennemfart. Paris det er Alverdens Pragt bunket sammen, og Alverdens fornuftige Indretninger sat paa Hovedet. Herhjemme vil ingen hæderlig Mester lave »Topgaleasens« slubrende NFjedersko, hun gaar med nedtraadte Kapper, og naar det er rigtig sløjt med Søfarten gaar hun med Træsko. Dernede er der Fruentimmer som kan gaa med Sko til 500 Frank Parret, de fører sig som Dronninger, tjener en Million om Aaret og er dog ikke andet end Skøger. En Million! – hvis nogen anden end Garibaldi fortalte det, fik han alle Læsterne i Hovedet.

Pelle hører ikke hvad Mester siger til ham, Jens faar travlt med Beget – han har snittet i Overlæret paa sine Forsaalinger. De er utilregnelige, besatte af dette vidunderlige Væsen, der bliver ved at hælde Brændevin paa sig og omsætter den forbandede Drik i Alverdens brogede Kreds og et Arbejde der er som Vidunderet selv.

Rygtet har allerede bredt sig, og de kommer rendende for at se Garibaldi og kanske tillade sig at stikke ham paa Næven. Klavsen skal laane Pløkker; og Marker sætter al Skam til Side og møder selv for at laane de største Mandslæster. NGamle Lappeskomager Drejer staar beskedent henne i en Krog og siger ja, ja til de andres Tale. Garibaldi har stuk158|ket ham paa Næven, og nu kan han gaa hjem til sin skumle Biks og det snavsede Fodtøj, og sin Gammelmands Ensomhed. Fagets NGenius har rørt ved ham og kastet Lys over hans fattige Lappearbejde for Resten af hans Dage – han har vekslet Haandtryk med den Mand, der syede Korkstøvlerne til selve NTysklands Kejser, da han drog ud og slog Franskmændene. Gale Anker er ogsaa med men kommer ikke ind – han er sky for fremmede. Han gaar ude i Gaarden, frem og tilbage foran Værkstedsvinduerne og skeler ind. Garibaldi sætter Fingeren paa Panden og nikker, Anker sætter ogsaa Fingeren paa Panden og nikker igen; han skutter sig i indvendig Latter over en god Spøg, og render sin Vej som et Barn der maa afsted – hen i en Krog og nyde sin Glæde.

Bager Jørgen staar bøjet med Hænderne paa Laarene og aaben Mund. »Ih nu har jeg da!« udbryder han ind imellem – »ih du Fredsens!« Han ser den hvide Silke løbe gennem Saalen og lægge sig som sølvglinsende Perler, Perle ved Perle langs Randen. Garibaldis Arme flyver ud, han rammer Bageren paa Laaret. »Staar jeg i Vejen?« spørger Gamle Jørgen. – »Nej bevares, bliv De kun staaende.« Saa flyver Armene ud igen, NSylknappen rammer Bageren med et Smæld. »Jeg staar vist i Vejen,« siger Jørgen igen og rokker lidt paa sig. – »Paa ingen Maade,« svarer Garibaldi og lader Stinget løbe til. Saa trækker han ud igen, denne Gang vender han Sylspidsen til. »Nu kan jeg Nforladiet mærke, jeg staar i Vejen,« siger Bageren og gnider sig bagpaa. – »Aldeles ikke,« svarer Garibaldi belevent og gør en indbydende Haandbevægelse – »vil Jørgen Kofod ikke –?« »Nej tak, nej tak.« Gamle Jørgen ømmer sig med et tvungent Smil og humper ned af Forhøjningen.

Ellers lader Garibaldi dem komme og glo og gaa igen som de vil. Hvad rager det ham, at han er et stort og mærkeligt Væsen; han sætter ugenert Brændevinsflasken for Munden, og drikker saa længe han 159| har Tørst. Han sidder og leger tankeløst med Lær og Kniv og Silke, som havde han siddet her paa Trebenen hele sit Liv og ikke var dumpet ned fra Maanen for faa Timer siden. Og midt paa Eftermiddagen staar det uforligneligste Resultat der: et Par dejlige Atlaskes Sko, slanke som Oksetunger, blændende i deres hvide Glans som var de traadt lige ud af Æventyret og ventede paa Prinsessens Fod.

»Se paa dem for Satan,« siger Mester og rækker Arbejdet til Lille Nikas som lader det gaa videre ned efter. Garibaldi slaar med det tætklippede graasprængte Hoved:

»I behøver ikke fortælle hvem der har lavet dem – for det kan enhver se. For nu siger vi, at Skoene her gaar til Jylland og slides op og vandrer paa Møddingen. En Dag om nogle Aar gaar der en Grødæder og pløjer; der kommer en Stump NGelæng frem, og en vandrende NGesell som sitter paa Grøftekanten og gnaver sin NFesperkost, rager det til sig med sin Kæp. Det Gelæng – si’er han – det har Kraft ede mig sat paa en Sko som Garibaldi har lavet – si’er han – den Unde kraft stejle mig har det saa! Saa maa den Gesell være fra Nürnberg a’, eller Hamburg eller Paris – ligemeget forstaar I. Eller er det Løgn Mester?«

Nej Mester Andrès kan bedyre at det ingen Løgn er, han som fra Barn har levet med Garibaldi paa Landeveje og i Storbyer, fulgt ham med sit halte Ben saa hæftigt, at han husker Garibaldis Bedrifter bedre end denne selv. »Men nu skulde du blive her,« siger han overtalende. »Saa slaar vi Forretningen op – vi faar alt det fine Arbejde fra hele Øen!« Garibaldi har ikke noget imod det, han er træt af at rakke rundt.

Klavsen vil gærne være med i Kompagniet, der arbejder noget i alles Øjne, en Drøm om at rejse Faget endnu en Gang og slaa det stort ud, kanske konkurrere med dem i selve Hovedstaden. »Hvormange Medaljer ligger der nu efter dig?« siger Jeppe, der staar og holder et stort indrammet Diplom i 160| Haanden. Garibaldi trækker paa Skuldrene. »Ved det ikke Oldermand – man bliver gammel og usikker paa Haanden. Men hvad er det, har Mester Jeppe faaet Sølvmedalje?«

Jeppe ler: »Ja takket være en Landstryger som hedder Garibaldi. Han var her for fire Aar siden og skaffede mig Sølvmedalje.« – Naa – det har Garibaldi glemt! der ligger Medaljer strøt overalt hvor han har færdedes. »Ja der sidder de rundt om et Hundrede Mestre og praler hver af sin Udmærkelse. Første Klasses Værksted, her kan De selv se – Sølvmedalje. Men den der gjorde Arbejdet han fik sin Dagløn og en Ekstrapægl, og saa – færdig Garibaldi! Hvad har man for det Mester Jeppe? der er Trær nok man kan skifte bag – men Skjorten Mester?« Der falder et Øjeblik Tristhed over ham. »Lorain i Paris gav mig 200 Frank for den Guldmedalje jeg skaffede ham; men ellers hed det altid: kig engang i min Vestelomme! – eller: jeg har et Par gamle Bukser til dig Garibaldi! Men nu er det Slut med det forstaar I, Garibaldi bærer ikke længer Vand til Storborgernes Mølle – for nu er han Sjosjalist!« Han slog i Disken saa NGlasskaarene sprang. »Det sidste var Frantz i Køln – Herrestøvler med Korkbund. Han var fedtet var han, og saa blev Garibaldi gnaven. Jeg er bange for dette her ikke bliver til nogen Medalje Mester, si’er jeg – der er for megen Uro i Luften. Saa bød han op og bød op igen – det bli’r fan ikke til nogen Medalje si’er jeg bare. Til sidst sender han Madammen ud med Kaffe og Wienerbrød – hun skulde plastre paa det forstaar sig; og det var ellers en Dame som kørte med Lakaj paa Bukken. Men man var nu engang gal i Hovedet! Naa hæderlig Omtale blev det jo – for Madammens Skyld altsaa.«

»Havde han mange Svende?« spørger Jeppe.

»Aa en 30‑40 Stykker vel!«

»Saa maa der dog have været noget ved ham.« Jeppe taler irettesættende.

»Noget ved ham – ja han var en Sjuft altsaa. 161| Hvad rager det mig, at han har mange Svende – jeg skal jo ikke snyde dem paa Arbejdslønnen.«

Nu er Garibaldi gnaven, han krænger Forklædet af sig, Nsætter Hatten paa tre Haar og gaar i Byen.

»Nu skal han ud og finde sig en Kærest,« siger Unge Mester »– han har en Kærest i hver By!«

Ved Ottetiden kommer han sejlende ind paa Værkstedet. »Hvad, sidder I dér endnu?« siger han til Drengene. »Andre Steder i Verden er det Fyraften for to Timer siden. Hvad er I for Slavekarle, sidde her og tygge Drøv i fjorten Timer. Lav Strejke for Pokker!«

De ser dumt til hinanden. Strejke – hvad er det?

Saa kommer Unge Mester. »Nu skulde det gøre godt med en lille én paa Øjet,« siger Garibaldi.

»Der er redt til dig paa Tilskærekamret,« svarer Mester. Men Garibaldi ruller sin Trøje sammen under Hovedet og lægger sig paa Forhøjningen. »Hvis jeg snorker, saa træk mig bare i Næsen,« siger han til Pelle og falder i Søvn.

Næste Dag Nbunder han to Par Kidskinds med gul Opstikning – det er tre Dages Arbejde for Lille Nikas. Mester Andrès har alle Planer i Orden, Garibaldi skal være Parthaver – »vi slaar et Fag Bindingsværk ud og faar en stor Butiksrude i!« Garibaldi er med – man trænger til at falde til Ro engang. »Men vi maa ikke slaa for stort paaA,« siger han – »dette her er jo ikke Paris.« Han drikker lidt mere og snakker ikke stort; Øjnene søger ud mod de drivende Skyr.

Og tredje Dag begynder han at vise sine Færdigheder. Han gør ikke meget ved Arbejdet men slaar en svær Stok over ved et Svip i Luften, og hopper gennem en Stok som han holder i begge Hænder. »Man trænger til Motion,« siger han urolig. Han anbringer en Pløk balancerende paa NHammerbanen og slaar den i et Hul i Saalen.

Og pludselig smider han Arbejdet. »Laan mig ti Kroner Mester,« siger han, »jeg maa ud og købe 162| mig lidt ordenligt Tøj. Nu er man sat Mand og Parthaver i Geschäften, man kan ikke gaa her og se ud som et Svin.«

»Det er bedst, De gør det færdigt,« siger Mester stille og lægger Garibaldis Arbejde hen til Lille Nikas. »Ham ser vi ikke mere!«

Pelle lytter – det sidste er næsten mærkeligst af alt. Det var da Æventyret: gaa ud i den lille By i den skikkelige Hensigt at købe noget – og saa gribes og hvirvles ud i Verden paa maa og faa, langt ud. »Nu er han maaske allerede paa Vej til Tyskland med en Skipper,« siger Mester.

»Men han har jo ikke sagt Farvel engang!« – Mester trækker blot paa Skuldrene.

Det var som et Stjærneskud! Men for Pelle og de andre betød det meget nyt, de lærte mere paa de tre Dage end i hele Læretiden. Og de kom til at se lyst paa Faget; det var dog ikke Ravnekrogssysler, med Garibaldi svang det sig for dem omkring hele den vidunderlige Jord. I Pelle brændte Blodet af Vandrelyst; han vidste nu hvad han vilde. Blive dygtig som Garibaldi – Geniet selv – og trampe ind i de store Stæder med Stok og Ransel som en Fanfare.

I dem alle sad Sporene efter hans flygtige Besøg. De havde sprængt noget i sig med et Ryk – faaet friere dristigere Haandelag; og de havde set Faget stort, som en Art kunstnerisk Dyrkelse drage sig forbi. Tonerne af store Fugles Flugt hang længe over det lille Værksted med dets retskafne Borgerlighed.

Dette friske Luftsug om Ørerne det var selve Fagets Aand der drog hen over deres Hoved – baaret af sine to vældige Vinger: Geni og Subjekt.

Men en Ting blev tilbage i Pelle som en meningsløs Brokke – Ordet Strejke hvad betød det?