163| XIII

Helt glad og tryg som hjemme paa Landet kunde man ikke være herinde, bag ved laa bestandig noget og gnavede – og hindrede i at give sig helt hen. De fleste her var kommet vandrende til for at finde Lykken, det var Fattigdom som havde mistet Ævnen til at give sig hen i sin Skæbne, Folk der var blevet ked af at vente og havde taget Sagen i deres egen Haand. Og her stod de saa og var kørt fast i Elendighed. Ud af Stedet kom de ikke, men arbejdede sig blot dybere ned. Men de blev ved at mase paa, til det lukkede sig over dem, de havde nu engang faaet Opbruddet i sig.

Pelle havde tidt nok undredes paa, saa mange Fattige her var – hvorfor tog de ikke og blev velhavende? Alle havde de ogsaa et eller andet for i den Retning, det blev bare ikke til noget. Hvorfor? De begreb det ikke selv men bøjede stille Hovedet som under en Forbandelse. Og naar de rejste det igen, var det for at søge de Fattiges Trøst Brændevinen, eller slutte sig til de hellige.

Pelle begreb det heller ikke. Han var dunkelt med i det glade Vanvid, der rejser sig af Nøden selv som en taaget men mægtig Drøm om at naa Lyset; heller ikke han begreb hvorfor det glippede, men maatte bestandig følge Opdriften i sig og kravle løs igen. Men ellers vidste han en hel Del; en tilstoppet Rude, et skorpet Barnehoved var Nedgangen til Underverdener, hvor han var født vejkendt og kunde færdes med Bind for Øjnene. Han satte ikke videre Pris paa det, men den Vej blev hans Viden ved at udvide sig; han var Dus med Fattigmand ved første Øjesyn og kendte hver Hyttes triste Historie. Og alt hvad han saa og hørte blev til et langt Kvæde om den samme evige Higen og de samme Nederlag. Han grundede ikke over det, men det gik ham nedslaaende i Blodet, tog Overmodet af hans Sind og den friske Spænding. Naar han lagde Hovedet til Puden og sov ind, blev Blodets 164| Banken i hans Øre til et endeløst Traadd af trætte Skarer, der gik rundt og rundt i deres blinde Famlen efter en Vej ud til Lyset og Lykken. Hans Bevidsthed fik ikke fat i det; men det lagde sig afkræftende over hans Dag ogsaa.

Borgernes Lag vedblev at være en fremmed Verden for ham. De fleste var forarmede som Kirkerotter men dækkede behændigt over det og lod ikke til at have anden Higen end den at bevare Skinnet. »Penge!« sagde Mester Andrès – »her er kun èn Tikrone blandt Byens Mestre, og den flytter sig fra Haand til Haand. Naar den opholder sig for længe hos èn, gaar alle vi andre i Staa.« Manglen paa Driftsmidler hang forkomment over dem, men saa pralede de af Reder Monsens Penge – her var dog Rigmænd i Staden! Ellers holdtes de oppe af hver sit, en havde sendt Skotøj saa langt bort som til Vestindien, en anden lavet Brudesengen til selve Borgmesterens Datter; de hævdede sig som Klasse ved at se med Foragt ned paa Almuen.

Pelle havde ærlig og redelig sat sig for at gøre Vejen med, smile opad og vende den haarde Dom nedad, smyge sig frem som Alfred. Men Kræfter arbejdede den anden Vej i Dybet af ham og stødte ham bestandig tilbage hvor han hørte hjemme. Hans Kamp med Gadedrengene hørte op af sig selv, den var saa meningsløs, han gik ud og ind i Hjemmene, og Drengene blev hans Kammerater efterhaanden som de naaede Konfirmationen.

Gadedrengene laa i uforsonlig Krig med dem der gik i Betalingsskole, Grisene kaldtes de efter Truget de bar paa Ryggen. Pelle havde været mellem dobbelt Ild, men taget Haanen og Skoserne oppe fra med Lasses Sind, som noget der nu engang hørte til. »Somme er født til at byde, andre til at lyde,« som Lasse sagde.

Men en Dag langede han ud efter en af dem. Og da han først havde syltet Postmesterens Søn saa der ikke var ren Plet paa ham, opdagede han at han havde noget udestaaende med alle Finmandssønnerne 165| – ogsaa uden at de behøvede at haane ham. Der udløstes noget i Hænderne ved at plante dem i Ansigtet paa saadan en Fyr, der var et eget Velvære forbundet med at træde de pæne Klæder i Skidtet. Naar han havde tampet en af »Grisene« var han altid i godt Humør, og lo ved Tanken om, hvor Far Lasse vilde korse sig.

En Dag mødte han tre Latinskoledrenge, de kastede sig straks over ham og tampede løs med deres Skolesager; der var Tak for sidst i hvert Slag. Pelle havde faaet Ryggen mod Muren, han værgede sig med sin Bukserem men kunde ikke klare sig; saa satte han et kraftigt Spark i Underlivet paa den største af Drengene og stak af. Drengen kastede sig om paa Jorden og laa og skreg, oppe fra Enden af Gaden saa Pelle de to andre tumle med ham for at faa ham paa Benene. Selv havde han et blodunderløbent Øje.

»Har du nu slaas igen din Halvsatan?« spurgte Unge Mester.

Nej! Pelle var bare kommet til at falde og slaa sig.

– – –

Om Aftenen drev han ned paa Havnen for at se Damperen gaa og tage Afsked med Peter. Han var i daarligt Humør, Forudfølelsen af et eller andet ondt laa tyngende over ham.

Henne ved Damperen var der fuldt af Mennesker, over Rælingen hang en Del nybagte Svende fra denne Omgang – alle de modigste; Resten var allerede søgt over i andre Erhværv, var blevet Landpostbude eller Gaardskarle. »Der er jo ikke Brug for os i Faget,« sagde de mismodigt idet de sank. Det var Svendestykket fra Haanden og saa rejsaus! ny Læredrenge over hele Linjen. Men disse her vilde over til Hovedstaden og arbejde videre ved Faget. Byens Hundreder af Læredrenge var der og raabte Hurra hvert Øjeblik, det var jo Heltene der drog ud og erobrede Lykkeland for dem alle. »Vi 166| kommer bagefter!« raabte de. »Skaf Plads for mig du!« – »Skaf Plads for mig!«

Emil stod henne ved Skuret blandt nogle andre Havnesjovere og saa paa dem – hans Tur var længst forbi. Forbundteren havde ikke haft Mod til at flyve ud, han gik nu Landpost paa Sydlandet og lappede Skotøj om Natten for at leve. Nu stod Peter deroppe, Jens og Pelle stod nedenfor og saa beundrende op til ham. »Farvel du Pelle,« raabte han. – »Hils Jeppe at han kan kysse mig paa Mandag!«

En og anden Mester spankede om dernede for at passe, at ingen af Byens Læredrenge stak af.

Jens imødesaa vel den Tid da han selv stod paa bar Bakke. »Send nu din Adresse,« sagde han. »Og saa skaffer du mig noget derovre.«

»Og mig ogsaa!« sagde Pelle.

Peter spyttede: »Ptøj, det var lidt sur Søbe – det kan I tage med hjem til Jeppe og sige Tak for Mad! Men hils Mester Andrès ordenligt! Og saa kommer I naar jeg skriver – der er ikke noget at gaa og glo efter i dette Hul.«

»Lad nu ikke Sjosjalisterne æde jer!« raabtes der op til de bortdragende. Ordet Socialist var paa alles Læber i denne Tid, men ingen vidste hvad det betød – det brugtes som Skældsord.

»Kommer de til mig med deres Koglerier, saa faar de paa Snuden!« sagde Peter rask. – Saa gik Damperen – de fik det sidste Hurra fra den yderste Mole. Pelle kunde gærne have kastet sig i Søen, saadan higede det i ham efter at slippe bort fra det hele.

Saa fulgte han med Strømmen hen over Havnepladsen til Cirkusteltet. Paa Vejen fangede han noget af et Ordskifte, der fik det til at hede ham om Ørerne. Det var to Borgere der gik og talte.

»Han skal nok være blevet sparket, saa han brækker Blod,« sagde den ene.

»Ja det er forskrækkeligt med dette Pak! Forhaabenlig bliver der taget haardt paa Lømlen.«

167| Pelle dukkede sig og gled bag om Teltet hen til Aabningen, der stod han hver Aften og tog det hele ind gennem Lugten. Raad til at gaa ind havde han ikke, men der lod sig opfange en Del af Herligheden, idet Forhænget løftedes til Side for Efternølere. Albinus kom og gik efter Forgodtbefindende – som altid naar der var Gøglere i Staden; han var kendt med dem næsten før han saa dem. Naar han havde set et rigtigt Kraftstykke, kom han krybende ud under Lærredet for at vise Kammeraterne, at han ogsaa kunde. Han var rigtig i sit Es, gik paa Hænderne ad den smalle Bolværksløber og lod Kroppen hænge ud over Vandet.

Pelle havde mest Lyst til at gaa hjem og sove sig fra alting; men saa kom der et lykkeligt Par imod ham, en Kvinde der traadte Dansetrin og holdt en ung genert Arbejder fast under Armen. »Du Hans,« sagde hun – »det er ham Pelle, som er Skyld i, at vi to hører sammen.« Saa lo hun højt i sin Glæde, og Hans rakte smilende Pelle Haanden. »Tak for det,« sagde han.

»Ja det var det Ladegilde,« sagde hun. »Havde jeg ikke haft Danseskoene i Orden, saa var Hans fløjet væk med en anden, du!« hun tog Pelle i Armen. Saa gik de, inderlig lykkelige ved hinanden, og Pelle fik lidt Kaadhed op i sig igen. Han kunde dog en og anden Kraftkunst han ogsaa.

Næste Dag var Pelle laant over til Bager Jørgen for at ælte Dejg, Bageren havde paa kort Varsel faaet en stor Bestilling Skonrokker til »Tre Søstre«.

»Lad se I rubber jer!« raabte han hvert Øjeblik til de to Drenge, der havde faaet Strømperne af og stod og traadte oppe i det store Æltetrug, med Hænderne om Listen der var slaaet under Bjælkerne. Bjælkeloftet var sort af Trøske; Em og Støv og snavset Dejg flød ned ad Væggene som en slimet Masse. Naar de hang sig for meget i Listen, raabte Bageren op til dem: »Læg kun hele Vægten i! til Bunds i Dejgen med jer – saa faar I Fødder 168| som Skønjomfruer! Der bliver ikke mange Ligtorne siddende naar vi er færdige.«

Søren gik for sig selv med sænket Hoved som altid, nu og da sukkede han. Saa puffede Gamle Jørgen til Marie, og de lo begge. De stod tæt ind paa hinanden, naar de rullede Dejgen ud mødtes Hænderne, de lo og gantedes i et væk. Men den unge saa dem slet ikke.

»Ser du da ikke?« hviskede Moderen til ham og stødte ham haardt i Siden; hun havde bestandig sine arrige Øjne henne ved de to.

»Aa lad mig være,« sagde Sønnen blot og flyttede sig lidt fra hende. Men hun fulgte ham:

»Gaa dog ned og tag paa hende, som hun kræver det! Hvorfor tror du vel, hun sætter Brystet saa stærkt frem? Tag paa hende du! lad hendes Hofter føle dine Hænder, og verp den gamle til Side!«

»Aa lad mig være!« sagde Søren og flyttede sig træt.

»Forladiet, du lokker Far til Synd – du ved hvordan han er! Og hun styrer sig ikke ret meget længer, nu hun har Krav paa at faa sin Del i Tingen. Vil du have alt det siddende paa dig? Gaa dog ned og tag om hende! Slaa hende hvis du ikke kan lide hende – men lad hende føle du er et Mandfolk!«

»Naa bestiller I noget?« raabte Gamle Jørgen op til dem og vendte sit smilende Ansigt bort fra Marie. »Træd kun til, Dejgen skal nok trække Usundheden af Kroppen! Og du Søren – lad se du rubber dig!«

»Ja lad se du rubber dig – staa ikke der som et Drog!« vedblev Moderen.

»Aa lad mig være! Jeg har ikke gjort nogen noget, saa lad mig være.«

Ptøj – den gamle spyttede efter ham. »Er du et Mandfolk – lader andre overgramse din Kone? Hun maa tage til Takke med en gammel gigtsvag Stakkel – ptøj! Men kanske du er et Kvindfolk du ogsaa? Jeg fødte engang en Tøs, jeg vidste ikke rettere end at hun døde – men kanske det er dig? 169| – Ja læg kun Ørerne ad Nakken!« raabte hun til de to Drenge – »det der gaar for sig her, har I aldrig før oplevet. Det er en Søn det, som lader sin gamle Far ene om alt Arbejdet.«

»Naa, kan I faa Fortgang paa det!« raabte Gamle Jørgen muntert. »Mor staar vel ikke og fordrejer Hovedet paa Ungersvendene?« Marie slog en klangfuld Latter op dernede.

Jeppe kom og hentede Pelle. »Nu skal du paa Raadhuset og have Rotting,« sagde han da de kom ind paa Værkstedet. Pelle blev askegraa.

»Hvad har du nu lavet igen!« sagde Mester Andrès og saa trist paa ham.

»Ja og vor Kunde tilmed,« sagde Jeppe. »Det er vel fortjent!«

»Kan Far ikke gøre noget for at afbøde det?« spurgte Unge Mester.

»Jeg har tilbudt, at Pelle skulde faa en ordenlig Dragt Prygl her paa Værkstedet i Adjunktens og Sønnens Overværelse. Men Adjunkten sagde nej. Han vilde gaa Rettens Vej.«

Pelle sank helt sammen. Han vidste hvad det betød, naar en fattig Dreng kom paa Raadhuset og blev brændemærket for Livstid. Hans Hjærne søgte fortvivlet efter Udveje. Der var kun en – Døden. Han kunde liste Spanderemmen op under Blusen og gaa ud paa det lille Hus og hænge sig. Han hørte en enstonig Lyd, det var Jeppe der holdt Formaningstale, men Ordene hørte han ikke; hans Sjæl havde allerede begivet sig ud i Døden. Da Lyden holdt inde, rejste han sig stille.

»Hvad? hvor skal du hen?« fòr Jeppe op.

»Ud i Gaarden« – han talte som en Søvngænger.

»Skal du have Spanderemmen med derud mossen?« Jeppe og Unge Mester vekslede talende Blikke. Saa kom Mester Andrès hen. »Du er da ikke dum?« sagde han og saa Pelle dybt ind i Øjnene. Saa gjorde han sig i Stand og gik i Byen.

»Pelle din Halvsatan,« sagde han da han kom 170| hjem – »nu har jeg løbet fra Herodes til Pilatus og faaet det ordnet saaledes, at du slipper med at bede om Forladelse. Kl. ét maa du gaa op paa Latinskolen. Men overlæg hvad du vil sige i Forvejen, for hele Klassen skal overvære det.«

»Jeg skal ikke bede om Forladelse!« Det brød ud af ham som et Skrig.

Mester saa dvælende paa ham: »Det er der jo ingen Skam i – naar man har handlet galt.«

»Jeg har ikke handlet galt. De begyndte først, og de har længe smædet mig.«

»Men du slog, Pelle, og det maa man ikke paa de fine; de har en Lægeattest som kan gøre det helt af med dig. Omgaas din Far Byfogden du? De kan gøre dig æreløs for Resten af dit Liv – jeg tror du skulde vælge den mindre Ting.«

Nej Pelle kunde ikke. »Saa maa de hellere piske mig,« sagde han sammenbidt.

»Naa ja, saa er det Kl. 3 paa Raadhuset,« sagde Mester kort og blev rød om Øjnene.

Pludselig følte Pelle, hvor ondt hans Stædighed maatte gøre Unge Mester, der halt og syg som han var havde rendt Byen rundt for hans Skyld. »Jo jeg skal nok –« sagde han – »jeg skal jo nok!«

»Ja ja,« svarede Mester Andrès stille – »for din egen Skyld altsaa. Og saa tror jeg du skulde lave dig til nu.«

Pelle drev af Sted; det var ikke hans Agt at bede om Forladelse, saa han havde god Tid. Han befandt sig i en Døs, inden i ham laa alting dødt. Tankerne fangede interesseret alle Ligegyldigheder ind, og blev ved at dvæle ved dem som galdt det at holde noget hen med Snak. – Den gale Urmager gik ned ad Gaden med sin Sandsæk paa Nakken, de tynde Ben vaklede under ham. »Jeg skulde hjælpe ham at bære,« tænkte Pelle ydmygt mens han gik videre – »jeg skulde hjælpe ham at bære.«

Alfred kom spaserende oppe i Gaden, han havde Lapsestok og Handsker skønt det var midt i Arbejdstiden. »Naar han nu ser mig, drejer han ned 171| i Smøgen ved Kulhandlerens,« tænkte Pelle bittert. »Skulde jeg ikke bede ham om at gaa med og tale min Sag? – han er saa anselig! Og han skylder mig Penge for et Par Forsaalinger.«

Men Alfred styrede lige løs paa ham. »Har du ikke set Albinus – han er forsvundet?« spurgte han; det saa ud som rørte der sig noget i hans slikkede Ansigt. Han stod og sugede paa Overskæget, lige som de fine, naar de grundede over noget.

»Jeg skal hen paa Raadhuset,« svarede Pelle.

»Ja det ved jeg nok – du skal piskes. Men ved du ikke noget om Albinus?« Alfred havde trukket ham med ind i Kulhandlerens Port for ikke at blive set i hans Selskab.

»Jo Albinus, Albinus« – der dæmrede noget i Pelle. Saadan hed jo – – »Vent lidt han – han er vist rømt bort med Cirkus. Det tror jeg nok!« Saa gjorde Alfred omkring og løb – løb i sit pæne Tøj!

Vist var Albinus rømt, Pelle forstod saa udmærket det hele. Han havde i Aftes listet sig om Bord i Ole Hansens Jagt, som i Nattens Løb skulde føre Gøglerne over til Sverig – og skulde nu til at leve et herligt Liv i det han havde Lyst til. Rømme det var den eneste klare Udvej til Livet; før Pelle vidste af det stod han nede paa Havnen og stirrede paa et ophugget Skib. Han gav sig Tilskyndelsen i Vold og gik rundt og forhørte om Skibslejlighed, men der var ingen.

Han sad nede paa Beddingen og legede med en Spaan i Vandet. Den var fuldrigget Skib, og Pelle gav den Ladning ind; men hvergang den skulde lægge ud kæntrede den, og han maatte laste den paany. Rundt om arbejdede Tømrere og Stenhuggere paa Forberedelser til den ny Havn; og derhenne lidt for sig selv stod Kraften og arbejdede, som sædvanlig med nogle Mennesker hængende over sig; de stod og gloede i uhyggelig Forventning om at der skulde ske noget. Pelle fornam det selv 172| som noget skæbnesvangert, mens han sad og skvulpede i Vandet for at drive sit Skib udad; han vilde have taget det som en Aabenbaring af Livets helligste Princip, om Jørgensen havde givet sig til at rase vildt for hans Øjne.

Men Stenhuggeren lagde blot Hammeren for at trække Brændevinsflasken frem under Stenen og tage sig en Slurk; ellers stod han spændt over Graniten saa støt, som var der ikke andre Magter i Verden end den og han. Han saa ikke de Folk der stod i maabende Venten, med Skoene fulde af Lettelse, parat til at fordufte ved det mindste Ryk fra hans Side. Han hug saa Luften sukkede, og naar han rettede sig gik hans Blik ud forbi dem. Efterhaanden havde Pelle samlet alle Forventninger paa denne ene, der bar Byens Had uden at blinke og gik pønsende ind i alle dens Gøremaal. Han blev en ladt Mine for Drengens Fantasi; her stod man og vidste ikke om den var stukket an, i et Nu kunde det hele ryge i Luften. Han var en Vulkan, i Kraft af hans Naade bestod Staden fra Dag til Dag. Og stundom lod Pelle ham ryste sig lidt – just saa meget at det hele ravede.

Men nu var der tilmed en Hemmelighed mellem dem – Kraften var ogsaa blevet straffet for at have forgrebet sig paa de fine! Pelle var ikke sen til at uddrage Konsekvensen – stod der ikke allerede en Borgermand opstillet og betragtede hans Leg? Han var noget af en Samfundsskræk han ogsaa. Kanske sluttede han sig sammen med Kraften, og saa skulde der ikke blive meget til Rest af Staden. Om Dagen vilde de holde sig skjult oppe i Klipperne, men om Natten kom de ned og plyndrede Byen. Kun alle dem der havde blodsuget sig deres til, slog de ned over; Folk gemte sig i Kældre og paa Lofter, naar de hørte at Pelle og Kraften var i Opmarsj; den rige Reder Monsen hang og dinglede i Kirkespiret til Skræk og Advarsel for alle. Men de Fattige kom tillidsfulde som Lam og aad af deres Haand. De fik alt hvad de ønskede sig, og saa var Fattigdommen 173| ude af Verden, og Pelle kunde uden nogen Følelse af Svig vende sig mod sin lyse Vej opad.

Hans Blik faldt paa Havnevagtens Ur, Klokken var snart tre. Han sprang op og saa sig raadvild om – ud over Søen og ned i Havnens dybe Vand stirrede han for Hjælp. Manna og hendes Søster, de vilde foragteligt vende den æreskændede Pelle Ryggen og aldrig se til ham mere. Og Folk vilde pege – eller blot se og tænke: Se der gaar han som blev pisket paa Raadhuset! Hvor han kom hen i Verden, vilde dette følge ham som en Skygge, at han som Barn var blevet pisket – saadan noget hang usynligt over sit Menneske! Han kendte Piger og Karle og gamle faamælte Mænd, som kom til Stengaarden fra Egne, hvor ingen anden havde været. Helt ukendte kunde de komme, men var der noget med deres Fortid, saa rejste det sig alligevel bag dem og gik hviskende fra Mund til Mund.

Han flakkede fortvivlet rundt i sin Hjælpeløshed og kom i sin Flakken hen til Stenhugger Jørgensen. »Naa,« sagde Kraften og lagde Hammeren – »du har nok lagt dig ud med Storborgerne. Tror du nu ogsaa du kan holde Ørerne stive?« Saa greb han Hammeren igen. Men Pelle fandt sin Retning og løb tungt pustende mod Raadhuset.