XIV

Selve Straffen havde ingenting at sige, det var nærmest latterligt med de Par Slag af den gamle Arrestforvarers Stok uden paa Tøjet; Pelle havde været ude for værre Prygl før. Men han var brændemærket uden for de Fattigstes Kreds; han mærkede det paa Folks Medlidenhed naar han kom med Fodtøj. Herregud, den sølle Knægt, er det nu kommet saa vidt med ham! sagde deres Øjne. Alle skulde se netop paa ham, og naar han gik ned ad Gaden, 174| kom deres Ansigter frem i Gadespejlet: Der gaar han Skomagerdrengen –! Unge Mester var den eneste der behandlede ham som forhen; og Pelle lønnede ham med en grænseløs Hengivenhed. Han bjærgede paa Kredit, og tog Stødet af hvor han kunde. Naar der var noget Unge Mester i sit Letsind havde lovet færdigt, sad han og sled med det efter Fyraften. »Hvad kommer det os ved,« sagde Jens; men Pelle kunde ikke være Skyld i, at Kunderne kom og rev Hovedet af Mester Andrès, eller at han sad og savnede noget af det der holdt ham oppe.

Han sluttede sig endnu stærkere til Jens og Morten – de havde jo fælles Skade; og fulgte ofte med dem hjem, skønt der ingen Glæde var at hente i den fattige Hytte. De hørte til de allerfattigste, skønt hele Husstanden arbejdede, det forslog ikke.

»Det nytter jo ingenting,« sagde Kraften selv, naar han var i Talehjørnet – »Fattigdommen er som et Sold, alting gaar lige igen. Stopper vi èt Hul saa gaar der ti andre imens. De siger jeg er et Svin, og hvorfor skulde jeg ikke være det? Jeg kan gøre tre Mands Arbejde ja – men faar jeg Løn for tre? Jeg faar Daglønnen, Resten gaar i dens Lomme, som anvender mig. Selv om jeg holdt mig ordenlig, hvad naaede vi saa – faar en Familie ordenlig Bolig, ordenlig Mad og ordenlige Klæder for ni Kroner om Ugen? Har en Arbejder Raad til at bo andet Sted end ved Lossepladsen, hvor ellers kun Svinene færdes? Hvorfor skulde jeg bo og leve som et Svin og ikke være et Svin – gav det nogen Mening? – Kan jeg fri Kone og Børn fra at arbejde med, naar jeg vil have det lidt ordenligt? og kan jeg have det ordenligt, naar Kone og Børn skal gaa ude og passe fremmedes Sager? – Nej ser I, en Pægl Brændevin den ordner det hele, og forslaar den ikke saa en halv Pot.« Saadan sad han og ævlede op, naar han havde lidt i Hovedet; ellers var han mest tavs.

Pelle kendte nu Kraftens Historie fra al den dag175|lige Snak blandt Borgerne, og hans Bane forekom ham tristere end alle de andres; det var som selve Lykkesagnet, der var blevet slaaet til Jorden.

Af den sure Snak, der bestandig hakkede i Stenhugger Jørgensen og aldrig vilde blive færdig, fremgik det, at han i sin Ungdom var kommet vandrende ned fra Klipperne i lappede Lærredsbukser og sprukne Træsko, men med Panden i Sky som om det hele allerede var hans. Brændevin rørte han ikke, han havde bedre Anvendelse for sine Kræfter sagde han. Fuld af store Tanker om sig selv var han, og vilde ikke slaa sig til Taals med det almindelige. Og gode Ævner havde han – rent meningsløse Ævner for en Fattigmand.

Han vilde straks i Gang med at vende op og ned paa alle Begreber. Blot fordi han var avlet inde i Klipperne af en gammel slidkrøget Stenhugger, teede han sig straks som Stenens Herre, satte gammel velfunderet Erfaring til Side og halede ny Fremgangsmaader ud af sit eget Hoved. Stenen var som forgjort under hans Hænder, blot man lagde en Tegning foran ham, huggede han baade Djævlehoveder, Underjordiske og den store Søslange – alt det som ellers maatte udføres af Kunstnerne ovre. Gamle veltjente Stenhuggere saa sig pludselig sat til Side og kunde lige saa godt give sig til at slaa Skærver, en forløben Knægt sprang lige hen over deres mangeaarige Erfaring. De forsøgte saa det ældste af alle Midler til at lære Ungdommen Beskedenhed; men ogsaa der kom de tilkort, Peter Jørgensen havde tre Mands Kræfter og Mod for ti. Det var ikke til at hamle op med en, som havde ranet Ævner fra Gud selv og maaske stod i Forbund med Satan. Saa underkastede de sig, hævnede sig ved at kalde ham Kraften – og satte deres Lid til Ulykken.

At følge hans Bane var at vove sig ud i det halsbrækkende, saa tidt de skikkelige Borgere end gjorde Rejsen, altid blev der nok af Svimmelhed tilbage. Om Natten sad han og tegnede og regnede, 176| saa ingen begreb hvor han fik Søvn fra; og om Søndagen naar ordenlige Folk gik i Kirke, kunde han staa og hugge de løjerligste Ting ud i Sten uden at faa en Øre for det. Det var ved de Tider, den verdensberømte Billedhugger kom fra selve Tysklands Hovedstad for at hugge en stor Løve ud i Granit – til Ære for Friheden saagu! Men han kunde ingenting udrette med sit Smørstikke-Redskab, Stenen var for haard for en der var vant til at staa og pille i Marmor. Og fik han endelig en Bid af den, var det paa urette Sted.

Saa meldte Kraften sig, og tog sig paa at hugge Løven efter noget Ler den anden klaskede sammen! Enhver var vis paa han vilde knække sammen paa det Stykke Arbejde; men saa fræk var han i sin Begavelse, at han udførte det til fuldeste Tilfredshed. Han fik en god Sum Penge for det, men det var ham ikke nok – han vilde have den halve Ære ogsaa og omtales i Bladene lige som selve Kunstneren. Og da der ingenting blev af det, smed han Værktøjet og vilde ikke arbejde for andre mer. »Hvorfor skal jeg gøre Arbejdet, og de andre tage Anseelsen?« sagde han og mødte op ved Licitationer over Stenarbejder. I sit ustyrlige Hovmod vilde han skubbe dem til Side, der var født til at staa i Spidsen for Tingene. Men Hovmod staar for Fald, Straffen laa allerede og lurede paa ham.

Han havde givet laveste Bud paa den søndre Bro, og de kunde ikke komme uden om ham. Saa prøvede de at lægge alle mulige Hindringer i Vejen for ham, lokkede Arbejderne fra ham og hindrede ham i at faa Materiale. Byfogden som var med i det, krævede Kontrakten overholdt; og Kraften maatte arbejde Nat og Dag med sine resterende Par Mand for at blive færdig til Tiden. Naa smukkere Bro havde ingen set, men han maatte sælge Skjorten af Kroppen for at dække sine Forpligtelser.

Han boede dengang i et pænt lille Hus som var hans eget. Det laa ude ved Østre Landevej og havde 177| Spir paa Kvisten – Jens og Morten havde levet deres første Barndom der. Der var en lille Have foran med pæne Gange, og en Grotte der lignede et helt Klippeparti. Jørgensen havde anlagt det hele selv. Det blev taget fra ham, og de maatte flytte hen i Fattigmands Bydel hvor de hørte hjemme, og leje sig ind. Men det knækkede ham ikke, glad var han ligefuldt og endnu større af Væsen end før. Han var ikke nem at faa Ram paa!

Men saa gjorde han Bud paa den ny Ophalebedding. Man kunde have nægtet ham Gyldighed, da han ikke raadede over Kapital, men nu skulde han rammes! Han fik Sparekassekredit til at komme godt i Gang for, og Materialer og Arbejdere meldte sig til hans Raadighed. Saa midt i begyndte det samme igen, og denne Gang skulde han knække Halsen – rig og fattig, hele Byen stod sammen om den Ting. Nu forlangte man sin Tryghed tilbage, den af Gud selv indstiftede Orden med høj og lav, ussel og fornem skulde overholdes. Kraften var af ringeste Herkomst, han fik roligt gaa ind i det han var født til!

I Stykker gik han, den retmæssige Bygherre overtog et godt Stykke Arbejde for ingenting, og Stenhugger Jørgensen stod med et Par flækkede Træsko og en Gæld han aldrig vilde kunne indfri. Det glædede enhver at se ham gaa ind i Daglønnerens Tilværelse igen, men han gjorde det ikke roligt; han slog sig paa Drik, og af og til fòr han op og rasede som en Djævel. Kvit blev de ham ikke, han lagde sig over alle Sind som en ond Knurren, selv naar han gik skikkelig i sin Dont, maatte de beskæftige sig med ham. I denne Tilstand ødede han de sidste Stumper, og de flyttede ud i Hytten ved Lossepladsen, hvor ingen anden vilde bo.

Han var blevet en anden siden Bevillingen til det store Havneprojekt var gaaet igennem. Han 178| rørte ikke Spiritus; naar Pelle kom derud, sad han gærne henne under Vinduet og tumlede med Tegninger og Tal. Konen gik og smaagræd, og den gamle skældte ud; men Jørgensen vendte sin brede Ryg mod dem og passede i Tavshed sit. Han var igen ikke til at rive ud af sin Selvsikkerhed.

Moderen tog imod dem ude i Køkkenet, naar hun hørte dem komme støjende. »I faar gaa lidt varligt – Far regner og regner, den Stakkel. Aldrig faar han da Hvile i sit Hoved, siden det er blevet til Alvor med den Havn; bestandig arbejder Tankerne i ham. Saadan skal dèt være! siger han – og saadan dèt! Bare han dog vilde falde til Ro blandt sine Lige og lade de store passe deres.«

Han sad henne ved Vinduet midt i Søndagssolen og lagde nogle indviklede Tal sammen; han hviskede halvhøjt og lod den sprukne Pegefinger, hvis yderste Led var sprængt væk, løbe ned langs Tallene. Saa stødte han til Bordet. »Aa – at man ingenting har lært!« stønnede han. Solen legede i hans mørke Skæg, Sliddet havde ikke formaaet at stivne ham i Leddene og rakke ham af, Drikkeriet havde ikke gjort ham noget – han sad og lignede Styrken selv. Den store Pande og Halsen var helt solbagte.

»Se her du Morten,« udbrød han og rettede sig imod dem – »kig engang paa de Tal.«

Morten saa paa dem: »Hvad er det du Far?«

»Hvad det er – vor Fortjeneste for sidste Uge! Du kan nok se Tallene er store!«

»Nej hvad er det?« Morten tog med sin tynde Haand i Faderens Skæg.

Kraften blev mild i Øjnene ved dette Kærtegn. »Det er et Ændringsforslag! – de vil beholde Indløbet paa det gamle Sted, og det er galt; Havnen kan jo ikke søges i Paalands Vejr. Indløbet skal herud og Ydermolen bøje saadan,« han viste paa sine Tegninger. »Enhver Fisker og Sømand vil give mig Ret – men de høje Herrer Ingeniører er jo saa kloge.«

179| »Vil du give Tilbud da – igen?« Morten saa forfærdet paa ham.

Faderen nikkede.

»Men de tager dig jo ikke for god – du ved det jo! De ler bare ad dig.«

»Denne Gang bliver det nok mig der ler,« svarede Jørgensen, lidt formørket ved Minderne om al den Haan der var overgaaet ham.

»Vist ler de ad ham,« sagde den gamle henne fra Kakkelovnskrogen og rettede sit Rovfuglehoved imod dem – »men saa har han dog noget at lege med. Peter skal lege Storkarl.«

Sønnen svarede hende ikke.

»Du skal jo være dygtig til Tegning Pelle,« sagde han rolig, »kan du ikke faa lidt Ret paa dette her? Det dèr er Bølgebryderen, naar vi tænker os Vandet borte, og dette her Bassinet – skaaret igennem forstaar du nok! Men jeg kan ikke faa det til at se naturligt ud – Maalene er rigtige nok! Her over Vandlinjen skal der være store Kopsten, og neden for staar Brudfladen.«

Pelle gav sig i Lag med det men var for omhyggelig.

»Ikke saa nøjagtigt,« sagde Jørgensen – »slaa kun lidt stort paa!«

»Ja slaa bare stort paa,« gentog den gamle.

Saadan sad han bestandig naar de kom. Gennem Konen fik de at vide, at han alligevel ikke indgav noget Tilbud, men vilde gaa til den der overtog Arbejdet med sine Planer og tilbyde ham Makkerskab. Hun havde helt mistet Troen paa hans Planer nu og var altid urolig. »Han er saa underlig, bestandig optaget af dette ene,« sagde hun frysende. »Drikker gør han aldrig – eller raser mod Alverden, saadan som tidligere.«

»Men det er jo bare godt,« sagde Morten beroligende.

»Ja du snakker godt – hvad forstaar du vel? Naar han gaar i sit daglige, ved én da hvad der er; men saadan som nu – jeg er saa angst for 180| Tilbageslaget, naar han faar hentet sit Nederlag. Tro kun ikke han har forandret sig – det blunder bare i ham. Mod Karen er han den samme som altid, han taaler ikke at se hendes Vanførhed – den minder ham om for meget, der ikke er som det skulde være. Hun maa ikke gaa paa Arbejde, siger han, men hvor skal vi undvære den Hjælp – leve skal vi jo dog! Jeg tør knap lade hende komme ham for Øje. Det er jo sig selv han vredes paa, men Barnet lider under det; han er den eneste hun bryder sig om.«

Karen var ikke vokset i de forløbne Par Aar men var blevet endnu mere vanfør, Stemmen var helt tør og skarp, som havde den passeret frosne Ødemarker inden den naaede frem. Hun holdt af at sidde og se paa Pelle og høre ham tale; naar hun formodede at han kom om Aftenen, skyndte hun sig hjem fra sin Plads. Men hun blandede sig aldrig i Samtalen eller tog Del i noget, ingen kunde vide hvad der foregik i hende. Moderen kunde pludselig jage sammen og briste i Graad, naar hun kom til at se hen paa hende.

»Hun skulde jo snart være fri for den Plads,« sagde Moderen ofte. »Men Doktorens bliver ved at faa smaa, og saa ber de saa mindeligt, om hun maa blive bare et halvt Aar til. De gør meget af hende, for hun er saa paalidelig mod Børnene.«

»Ja var det Pelle saa tabte han dem nok.« Karen lo knækkende. Andet sagde hun ikke, hun bad aldrig om at blive fri, beklagede sig heller ikke. Hendes Tavshed virkede som en stum Anklage, og tog al Hyggen naar hun var til Stede.

Men en Aften kom hun hjem og smed nogle Smaapenge paa Bordet. »Nu er jeg fri for at komme til Doktorens mere,« sagde hun.

»Hvad saa da? har du gjort noget galt?« spurgte Moderen forfærdet.

»Doktoren gav mig en paa Øret, fordi jeg ikke bar Anna over Rendestenen – hun er saa tung.«

»Du blev vel ikke jaget bort, fordi han havde 181| slaaet dig? Du maa have svaret igen – dit Sind er saa haardt!«

»Nej men saa kom jeg til at vælte Barnevognen med lille Erik, saa han faldt ud. Hans Hoved er som et mostet Æble.« Hun fortrak ikke en Mine.

Moderen brast i Graad: »Men hvor kunde du dog bære dig saadan ad? Barn dog.« Karen stod og saa udfordrende ud – pludselig greb Moderen fat i hende:

»Du gjorde det da ikke med Vilje? gjorde du Karen?« Karen vendte sig fra hende med et Ryk og gik op paa Loftet uden Godnat. Moderen vilde løbe efter hende.

»Lad hende gaa,« sagde den gamle fjærnt – »hende faar du ingen Ret paa. Hun er undfanget i Haardhed!«