XV

Hele Vinteren havde Jens smurt sin Overlæbe med Hønsegødning; nu kom Skæget, og han fik sig en Kærest, hun var Barnepige hos Konsulens. »Det er forfærdelig Sjov,« sagde han – »du skulde ogsaa faa dig en. Naar hun kysser, stikker hun Tungen frem lige som et lille Barn.«

Men Pelle skulde ingen Kærest have – for det første vilde nok ingen have ham, brændemærket som han var, og forresten havde han Sorg.

Naar han hævede Hovedet fra Arbejdet og saa tværs over Møddingen og Grisehuset, havde han det grønne Halvlys inde under Æbletrærne at drømme hen i. Det var som en fortryllet Verden, med grønne Skygger og stumme Bevægelser; utallige gule Orme hang og svingede frem og tilbage i hver sin tynde Traad, Gulspurve og Bogfinker kastede sig ustanselig fra Gren til Gren og snappede en Orm bort i hvert Kast, men lige mange var der igen. De rullede sig ned fra Grenene uden Ophør, hang der 182| indbydende gule og vuggede for Dagens bløde Aande, og ventede paa at blive spist.

Og dybere inde i det grønne Lys – som paa Bunden af et Vand – gik tre lysklædte Piger og legede. En Gang imellem skottede de to yngste over, men tog straks Øjnene til sig naar han saa paa dem; Manna gik saa voksent og behersket som var han slet ikke til.

Manna var jo forlængst konfirmeret, hun gik med halvlang Kjole, og spaserede adstadigt hen ad Gaden med Veninderne under Armen. Hun legede heller ikke mere, allerede længe havde hun staaet der med en næsten voksen Erkendelse af, at dette ved Gud ikke gik an. Paa faa Dage sprang hun fra Pelles Side ind i de voksnes Lejr; hun henvendte sig ikke mere til ham paa Værkstedet, og naar han hilste paa Gaden, saa hun den anden Vej.

Manna kom ikke længer farende som en Vildkat og rev Pelle af Stolen, naar hun skulde have noget lavet, men gik pænt op til Unge Mesters Plads med Skoen indpakket i Papir. Men i Smug kendte hun endnu sin Legekammerat, naar ingen saa det kunde hun knibe ham i Armen rigtig haardt og bide Tænderne sammen, idet hun gik forbi.

Men Pelle var for tung til at fatte Overgangen og for meget Barn til at kunne gøre Springet med ind i det lyssky. Han stod ene tilbage og grundede uforstaaende paa den ny Tingenes Tilstand.

Men nu kendte hun ham ikke i Smug heller – han var slet ikke til for hende. Og Dolores og Aïna havde slaaet Haanden af ham; naar han saa ud, vendte de Hovedet den anden Vej og slog med Skulderen: Uf! De skammede sig over, at de nogensinde havde haft noget med saadan en at gøre. Han vidste vel hvorfor.

Et eget blødt Behag havde der været ved at blive tumlet med af saa fine nænsomme Hænder – han havde mange hyggelige Minder derovre fra. Det havde været rigtig rart at sidde med aaben Mund og blive proppet med Lækkerier af dem alle tre, 183| saa han var lige ved at kvæles! Han maatte ikke synke, de vilde se hvor meget der kunde gaa i ham; saa lo de og dansede om ham, og de buttede Pigehænder tog fra hver sin Side om hans Hoved for at presse Munden til. – Naa, Pelle var efterhaanden groet en hel Alen i borgerlig Forstaaelse; han vidste godt, at han var af meget simplere Stof end de, og at dette maatte faa en Ende – ogsaa uden det med Raadhuset.

Men ondt gjorde det alligevel, det var som at sidde besvegen hen – og egenlig burde han ikke tage Føde til sig. For Manna – var hun ikke Kæresten naar alt kom til alt? han havde blot aldrig tænkt over det! Det var Kærlighedskval – og saadan saa den altsaa ud! Mon de følte anderledes, som tog Livet af sig i ulykkelig Kærlighed? Tristheden var nu ikke saa stor; naar Unge Mester sagde en Vittighed eller bandte paa sin Nmalebariske Maade, kunde han godt le. Det var værst med Skammen! – –

»Du skulde tage dig en Kærest,« sagde Jens. »Hun er saa blød som en Fugleunge, og saa varmer hun gennem Klæder og alting.«

Men Pelle havde andre Ting for – han vilde lære at svømme. Han vilde kunne alt, hvad Bydrengene kunde, og erobre sin Plads blandt dem tilbage. Nogen Førerstilling drømte han ikke længer om. Saa holdt han sig til Flokken, hummede sig lidt naar de skosede altfor stærkt – og kom igen; tilsidst blev de vant til ham.

Hver Aften satte han i Løb mod Havnen. Syd for det store Bækken, som man nu var i Gang med at pumpe tomt, var der altid fuldt af Læredrenge i Skumringen; de sprang nøgne om mellem Stenene, og svømmede i sladrende Flokke ud mod Vest hvor Himlen endnu glødede af Solnedgangen. Langt ude var der en Undervandsklippe hvor de lige kunde bunde, der hvilede de inden de gjorde Turen tilbage; deres mørke Hoveder rugede paa det røde Vand som sladrende Søfugle.

Pelle gjorde Turen med udad for at vænne sig til 184| Dybet, der endnu bestandig vilde nappe ham i Benene. Naar Havet blomstrede var det som at svømme blandt Roser; hele det let slimede Blomsterflor, som Dybets Vækster havde slynget op paa Overfladen, glødede i Aftenskæret og gled lindt om hans Skuldre, og langt ude i Vest laa Lykkelandet i en mægtig Lysport, eller med gyldne Sletter der strakte sig helt ind i Uendeligheden. Det laa og lyste med en egen Dragen, saa han glemte sine Ævners Begrænsning, og svømmede længer ud end han havde Kræfter til. Og naar han vendte om og i for voldsomme Tag skød det blomstrende Lag til Side, gloede Vandet sort paa ham og Dybets Rædsel slog sammen over ham.

En Aften var de onde ved ham, en af dem paastod han endnu kunde se Mærker paa Pelles Ryg efter Rottingen. »Pelle har aldrig faaet Rotting!« raabte Morten opbragt. Pelle selv svarede ikke men fulgte N»Eskadren«; der var noget sammenbidt over hans Væsen.

Der gik lidt Sø som maaske havde slaaet dem ud af Retningen, maaske var det over daglig Vande – de kunde ikke finde Hvileklippen. En Stund plaskede de søgende rundt og satte Kræfter til, saa styrede de Kursen indefter. Pelle saa paa dem med underlige Øjne.

»Læg dig paa Ryggen og hvil!« raabte de i Forbifarten; saa strøg de indefter, der var lidt Panik i dem alle. Pelle forsøgte at hvile men havde ikke Øvelsen, Bølgerne slog over hans Ansigt – saa arbejdede han sig efter de andre. Inde paa Land var der Staahej, han undredes paa hvad det galdt; Morten som aldrig tog Del i Badningen var sprunget op paa en Sten og stod og raabte.

Nogle af de første var i Behold. »Her kan du bunde!« raabte de og stod med oprakte Arme i Vand til Munden. Pelle arbejdede ufortrødent, men var vis paa det var ørkesløst; han gjorde kun smaa Fremskridt og laa dybere og dybere. Hvert Øjeblik overrumplede en Sø ham og fyldte ham med Vand. De 185| raskeste var ude igen, de svømmede omkring ham og søgte at hjælpe, det gjorde blot galt værre. Han saa Morten løbe skrigende ud i Vandet med Tøjet paa, og det gav ham lidt Kræfter. Men saa lammedes Armene igen, han laa og rodede paa samme Sted, kun Øjnene var fri af Vandet.

Pelle havde fløjet saa tidt i Søvne, og altid var der noget der holdt om hans Ben og hæmmede Flugten. Men nu var det Virkelighed, han hang oppe i den blaa Luft og dalede paa udspilede Vinger. Og dernede fra Mørket hørte han en Stemme, »Pelle« kaldte den – »Pellepøjke!« – »Ja Lassefar!« svarede han og foldede lettet sine trætte Vinger sammen; han sank i hvirvlende Fart, det kogte i hans Øren.

Saa følte han pludselig en voldsom Smærte i sine Skinneben, Hænderne greb i groende Tangplanter. Han stod retop i et Sæt, og Lys og Luft væltede ind over ham som fra en ny Tilværelse. Derinde løb Drengene forfærdet om med ét Ben i Bukserne, og her stod han paa en undersøisk Klippe, i Vand til Brystet, og gylpede Søvand op i Pottevis. Rundt om ham laa Svømmere og plaskede og var midt i Dykkeøvelser for at hente ham op fra Bunden. Det hele var nærmest grinagtigt, og Pelle hævede Armene højt over Hovedet som en Hilsen til Livet og tog Søen i langt Hovedspring. Et godt Stykke inde dukkede han op og kom huggende over Bølgerne som en NTumler, i kaade Spring. Men inde paa Stranden faldt han i Søvn som Vorherre havde skabt ham – lige med den ene Strømpe over Stortaaen.

Fra den Dag kendtes Drengene igen ved ham. Han havde ikke just udrettet nogen Bedrift, men Skæbnen havde et Øjeblik hvilet paa hans Hoved – det var nok. Pelle selv stak for Fremtiden altid NStrygestaalet til sig og lagde det paa Stranden med Spidsen visende mod Land – han havde dog nok Lyst til at leve lidt endnu. Ellers lod han sig ikke afskrække men gik paa.

Naar Stormen stod ind, saa de ikke kunde svømme 186| ud gennem Brændingen, laa de i Havstokken og lod sig tumle af Bølgerne. Saa kom hele Havet i fejende Flugt Vester fra for at styrte sig over dem; det jog frem som Horder af vilde Heste med de graa Maner fygende skraat ud. Stejlende kommer de, fejer Søen med den hvide Svans, hugger vildt i Luften med Hovene og gaar under. Andre sprænger frem over dem i sluttet Række, de ligger fladt ad Vandet og jager frem, Blæsten river dem det hvide Skum af Mulerne og fører det ind over Stranden hvor det hænger sig i Buskene og blinker ind til ingenting. I Havstokken sprænges de og synker døde sammen. Men derude stormer ny Horder frem som skulde Landet løbes ned, de rejser sig fraadende og hugger efter hinanden, springer fnysende og skælvende lige i Luften og brister af Panik – aldrig faar det Ende. Langt ude gaar Solen ned i brandrød Os, en Skystribe ligger derovre og breder sig langt ind i Uendeligheden. Som en gloende Steppebrand klammer den Horisonten ind og jager Horderne foran sig i panisk Skræk; og paa Stranden hujer den nøgne Drengeflok. Frem og tilbage springer de med udbredte Arme og jager raabende de vilde Heste i Havet igen!