XVI

Det gik ikke godt ude i Drengenes Hjem. Jørgensen havde ikke faaet noget ud af sine Planer, alle andre end netop han selv vidste at det vilde gaa saadan. Folk vidste ogsaa Besked om, at Ingeniøren havde budt ham et Hundrede Kroner for dem, og da han ikke vilde tage imod det men forlangte Del i Ledelsen og Æren, blev han vist Døren.

Saa roligt havde han aldrig før taget noget, han fòr ikke op med store Ord og Spektakel, men tog fat i almindeligt Dagleje paa Havnen som enhver 187| anden Arbejder. Sit Nederlag nævnede han ikke og tillod ingen at røre ved det, over for Konen lod han som ingenting. Men hun maatte igen se ham lukke sig inde i sin Stumhed, uden at vide hvad der foregik i ham; hun anede det forfærdelige og klagede sin Nød for Drengene. Scener lavede han aldrig, skønt han nu og da var beruset; han aad i Tavshed og gik i Seng, den Tid han ikke var paa Arbejde sov han hen.

Men da Planerne rullede sig saa vidt ud, at de blev bekendt for enhver, var det forbi med hans Arbejden. Ingeniøren havde taget af Jørgensens Planer hvad han havde Brug for, enhver kunde se det, og der stod nu Kraften med tør Mund, bare fordi han læssede mere paa Skeen end han kunde gabe over. De fleste undte ham det godt og gav sig god Tid til at drøfte det; Byen var vant til at forsømme sit eget for at kaste hele sin Vægt paa denne trodsige Nakke. Men nu var han da bøjet i Støvet, alle havde været paa Havnen for at se Kraften gaa og trille Jord som en almindelig Sjover i sit eget store Projekt. De undredes blot paa saa stille han tog det; det var lidt af en Skuffelse, at han ikke vred sig under Dødvægten og gav sig til at rase i sin Afmagt.

Han nøjedes med at drikke, men det gjorde han ogsaa til Gavns; bestandig gik han i en Taage af Spiritus, og arbejdede kun lige det nødvendige til at holde Rusen vedlige for.

»Saadan har han aldrig været før,« sagde Konen grædende. »Han tager ikke paa Vej og raser, men er saa jævnt ond at det ikke er til at være i Huset. Alting tilsætter han med sin Ondskab og jager med den stakkels Karen, saa det er Synd. Ingen har han Respekt for undtagen sin gamle Mor, og Gud ved hvorlænge det varer. Han arbejder ikke men drikker blot; mine surt fortjente Skillinger stjæler han af Kjolelommen og køber Spiritus for; der er ikke Skam i ham længer – saa ærekær han før har været. Og sin Rus kan han ikke bære længer som 188| forhen, men gaar og falder; forleden kom han hjem helt blodig og havde slaaet Hul i Hovedet. Hvad har vi da ogsaa gjort Vorherre, at han skal hjemsøge os saadan?«

Den gamle sagde ingenting men flyttede sit knappe Blik fra den ene til den anden og tænkte sit.

Saadan var det fra Uge til Uge. Drengene blev træt af at høre paa Moderens Klynken og holdt sig borte fra Hjemmet.

En Dag Karen skulde gaa et Ærende for sin Moder, blev hun borte. Hun kom heller ikke næste Dag, Pelle fik det at vide nede ved Baadehavnen, hvor hun sidst var set. De laa og søgte efter hende med Dræg, men ingen turde fortælle Jørgensen det. Hen paa Eftermiddagen kom de med hende, op forbi Værkstedet; Pelle vidste hvad det var, da han hørte de mange tunge Fødder ude paa Gaden. Hun laa paa en Bærebør, og to Mand bar hende; foran hende trillede Høstvinden de første fejende Blade, og hendes tynde Arme hang ned til Stenbroen som vilde de gribe dem. Det skæmmede Haar hang ogsaa, Vandet drev af hende. Bagefter Baaren gik Kraften og var døddrukken. Han holdt Haanden for Øjnene og mumlede som i Andagt, hvert Øjeblik løftede han Pegefingeren. »Hun har faaet Fred,« sagde han tykt og søgte at se aandfuld ud – »den Fred som overgaar – –« han kunde ikke komme efter Ordet.

Jens og Pelle løste Mændene af ved Baaren og bar hende hjem, de var angst for det der forestod.

Men Moderen stod i Døren og tog stille imod dem, som havde hun ventet dem – hun var bare hvid i Ansigtet. »Hun har jo ikke kunnet holde det ud,« hviskede hun blot til dem og knælede ved Barnet.

Hun laa med Hovedet ned over det lille forkomne Legeme og hviskede utydeligt, nu og da stoppede hun Barnets Fingre ind i Munden for at kvæle sin Hulken. »Og du skulde gaa Ærende for Mor,« sagde hun og rystede smilende paa Hovedet – »du er en net Pige, kan ikke engang købe to Dukker Traad. 189| Og Pengene du fik med da – dem har du vel saa kastet væk?« Hendes Tale kom mellem Smil og Graad og lød som en Nynnen. »Har du kastet dem væk? – det gør ikke noget – du kunde jo ikke gøre for det. Lille Pige, lille Pige.« Saa brast det for hende, hendes sammenpressede Mund brød adskilt og lukkede sig igen, og saadan blev hun ved og lullede med Hovedet, mens hendes Haand gravede ivrigt i Barnets Lomme. »Gik du da ikke Ærende for Mor,« klynkede hun, hun trængte til at faa noget bekræftet midt i alt dette – en eller anden Ligegyldighed blot – og gravede i Pungen. Der var nogle Øre og en lille Strimmel Papir.

Da rejste hun sig pludselig, forfærdelig haard i Ansigtet, og vendte sig mod Manden der stod og sejlede op ad Væggen. »Peter!« skreg hun i Angst – »Peter! Ved du da ikke hvad du har øvet? – Om Forlaelse Mor – staar her, og fire Øre af de 13 har hun brugt til at købe sig Brystsukker for! Se her du, hendes Haand er ganske klistret endnu!« Hun aabnede den knyttede Haand, der var lukket om noget klæbrigt Papir. »Aa det stakkels forfulgte Barn, hun har trængt til at forsøde sig Tilværelsen! for fire Øre Brystsukker – og saa i Stranden! Saa megen Glæde er der lævnet til et Barn her i Huset. – Om Forlaelse Mor, siger hun endda som havde hun forbrudt sig – alt hvad hun gjorde var jo ogsaa galt! Og saa maatte hun gaa sin Vej! – Karen, Karen, jeg er jo ikke vred paa dig – du maatte jo gærne – hvad gør det vel med de Par Skilling. Jeg mente det jo slet ikke, naar jeg bebrejdede dig at du gik hjemme. Men jeg vidste ingen Udvej for Føden, han drak jo det lidet op – han dèr!« Hun vendte Ligets Ansigt mod Faderen og pegede.

Det var første Gang Kraftens Kone vendte sig anklagende mod ham, men han opfattede det ikke. »Hun har faaet Fred,« mumlede han og prøvede at rette lidt paa sig – »den Fred som.« Men saa rejste den gamle i Krogen sig – hun havde ikke rørt paa sig før. »Ti stille du!« sagde hun haardt og satte sin 190| Stok for Brystet af ham – »eller din gamle Mor skal forbande den Dag hun satte dig til Verden.«

Han stirrede dæmrende paa hende, det var som Taagen lettede fra hans Blik. En Stund stod han og kunde ikke faa Øjnene fra Liget, det saa ud som vilde han kaste sig ned ved Siden af sin Kone, der igen laa bøjet og hviskede. Saa gik han ludende ovenpaa og lagde sig.