XVII

Det var Fyraften da Pelle kom hjem, men han havde ikke Lyst til at løbe til Stranden og bade. Billedet af den druknede Pige blev ved at forfølge ham, og for første Gang mødte Døden ham med sit uhyggelige Hvorfor? Han fandt ikke noget Svar, og efterhaanden glemte han det for andre Ting. Men Uhyggen selv blev ved at dvæle i ham og gjorde ham ræd uden nogen Aarsag, saa han maatte aabne sig anende mod selve Tusmørket. De hemmelige Kræfter, der slaar ud fra Himmel og Jord idet Lys og Mørke mødes, greb efter ham ogsaa med deres gaadefulde Uro, rastløst søgte han fra et til andet, som maatte han være allevegne for at kunne møde dette ufattelige, der stod truende bag alt. For første Gang følte han Ubønhørligheden uden Iklædning af dette eller hint han selv havde forbrudt, aldrig før havde selve Livet lagt sig over ham med sin tunge Vægt.

Pelle syntes der var noget der kaldte, men kunde ikke klargøre sig hvor. Han krøb fra Vinduet ud paa Taget og op paa Husryggen – kanske var det Verden. Byens hundrede Tegltage laa og sugede Purpur af Aftenhimlen, der steg blaa Røg op, og Stemmer løftede sig af det hede Mørke under Husene. Han hørte ogsaa Gale Ankers Raab, som et sygt Dyrs Klagen var dette evindelige Varsel om 191| noget meningsløst! Havet derude og de tunge Fyrreskove i Nord og Syd – han havde kendt det hele længe.

Saa sang det i hans Øre – og ude i det Fjærne; og bag ham stod nogen og stødte hed Aande frem om hans Nakke. Han vendte sig langsomt, mørkræd var han ikke mere, og han vidste paa Forhaand der intet var. I hans dagklare Sind var Tusmørket sluppet ind med sin gaadefulde Puslen af Væsner, der ikke lod sig fastslaa med nogen Sans.

Han gik nede i Gaarden og drev, der var dyb Ro allevegne. Katten Peers sad paa Regnvandstønden og mjavede sygt efter en Spurv paa Tørresnoren, Unge Mester hostede inde i sin Stue, han var allerede i Seng. Pelle hang over NBrøndkarmen og kiggede tomt ind over Haverne; han var hed og ør, men der steg Kulde op fra Brønden og lagde sig lindrende om hans Hoved. Flagermusene gled som Aander gennem Luften, kom hans Ansigt saa nær at han mærkede Luftdraget, og vendte saa med et lille Smæld. Han havde den inderligste Trang til at græde.

Oppe mellem de høje Solbærbuske var der noget der rørte sig, og Frøken Sjermannas Hoved kom til Syne. Hun gik forsigtigt og kiggede, da hun fik Øje paa Pelle kom hun hurtigt hen.

»God Aften,« hviskede hun.

»God Aften!« svarede han lydt – henrykt over at faa et Menneske tilbage.

»Hys! Du maa ikke raabe saadan op!« sagde hun bydende.

»Hvorfor dog?« Pelle hviskede ogsaa nu, han var blevet forskrækket.

»Fordi du ikke maa – Klods! Kom skal jeg hviske dig noget – nej nærmere endnu!«

Pelle stak sit Ansigt ind i Hylden. Pludselig havde han begge hendes Hænder om Hovedet, hun kyssede ham voldsomt og stødte ham tilbage. Han ledte fortumlet efter Fodfæste, men hun stod og lo, hendes Ansigt glødede i Mørket. »Du hørte det jo 192| ikke,« sagde hun hviskende, »kom skal jeg sige dig det!«

Denne Gang lo han over hele Ansigtet og rakte sig ivrigt ind i Hylden. Men i samme Nu havde han hendes knyttede Haand i Ansigtet, hun lo foragteligt.

Han blev staaende i Stillingen, lammet; Munden holdt han fremstrakt som ventede han bestandig paa sit Kys. »Hvorfor slaar du mig?« spurgte han og stirrede brustent paa hende.

»Fordi jeg ikke kan udstaa dig! Du er en rigtig ækel en – saa simpel.«

»Jeg har jo aldrig gjort dig noget du.«

»Saa? Men det er rigtig godt til dig – du kunde ladet være at kysse mig!«

Pelle stod og stammede hjælpeløst, hele hans Erfaringsverden ramlede sammen under ham. »Det – det var nok ikke mig,« fik han endelig sagt; han saa uhyre dum ud.

Manna efterabede hans Udtryk: »Bøh–møh! Pas paa du ikke fryser fast til Jorden du, og bliver til en Lygtepæl. Her ved Gærdet er der ikke noget for din Forstand at lyse efter.«

I et Sæt var Pelle over Gærdet, Manna tog ham hastigt ved Haanden og trak ham ind mellem Buskene. »Aïna og Dolores kommer lige straks – saa vil vi lege,« forklarede hun.

»Jeg troede ikke, de maatte være ude om Aftenen,« sagde Pelle og lod sig viljeløst føre.

Hun svarede ikke men saa sig om efter noget at traktere ham med lige som i gamle Dage. I sin Nød rispede hun en Haandfuld Ribsblade af og proppede i Munden paa ham. »Der tag det og hold Mund!« Hun var helt den gamle Manna, og Pelle lo.

De var kommet hen i Lysthuset, Manna badede hans hovne Kind med vaad Muld mens de ventede.

»Gjorde det meget ondt?« spurgte hun deltagende og lagde Armen over hans Skulder.

»Det gør slet ikke noget – pyt, en Lussing,« svarede han mandigt.

193| »Det er ikke det jeg tænker paa. Det du ved nok – gjorde det meget ondt?«

Pelle saa tungt paa hende, hun saa nyfigen ud. »Var det her?« sagde hun og lod Haanden glide ned ad hans Ryg.

Han rejste sig stille for at gaa, men hun tog ham om Haandleddet: »Om Forladelse,« hviskede hun.

»Kommer de ikke snart?« spurgte Pelle haardt; han tænkte paa at gøre sig vred lige som i gamle Dage.

»Nej de kommer slet ikke – jeg narrede dig. Jeg vilde tale med dig!« Manna snappede efter Vejret.

»Jeg troede ikke, du vilde have noget med mig at gøre mere.«

»Det vil jeg jo heller ikke. Jeg vilde jo blot –« hun kunde ikke finde det og traadte vredt i Jorden. Saa sagde hun langsomt og vægtigt, med et Barns hele Alvor: »Ved du hvad jeg tror? – jeg tror jeg elsker dig du.«

»Saa kan vi jo gifte os, naar vi bliver gamle nok,« udbrød Pelle glad.

Hun saa et Øjeblik paa ham, maalende. »Raadhuset, Ris!« tænkte Pelle; han var klar over at nu slog han. Men saa lo hun ud.

»Aa hvor du er et kosteligt Fæ,« sagde hun og lod som i Tanker den vaade Muld rinde ned paa hans Ryg.

Pelle pønsede et kort Øjeblik paa Gengæld, stak saa i Kaadhed Haanden ned paa hendes Barm. Den faldt blødt hen, i myg forundret Følen; en ny Erkendelse vældede op i ham og fik ham til at gribe stærkt om hende.

Hun saa forfærdet paa ham og vilde blidt fjærne hans Haand, men det var for sent. Drengen havde gjort det store Spring over til hende.

Da Pelle sneg sig hjem, var han overvældet men ikke glad. Hans Hjærte hamrede vildt, og i Hjærnen var der Kaos. Rent instinktmæssigt gik han meget stille. Længe laa han og kastede sig uden at 194| kunne falde i Søvn; hans Sind havde opladt sig for det gaadefulde, og nu opdagede han det levende Blod inden i sig. Det sang sin Sang i hans Øre, sugede ind og ud til Hjærte og Kinder, smaasnakkede rundt om i utallige Pulse, saa hans Legeme vibrerede. Stærkt og hemmelighedsfuldt færdedes det overalt i ham og fyldte ham med varm dyb Undren – aldrig før havde han vidst alt dette.

I den kommende Tid var Blodet hans hemmelige Medvider i alt; han følte det som et Kærtegn, naar det fyldte ud i Lemmerne og gav rund spændt Følelse ved Hals og Haandled. Han havde sin Hemmelighed nu og forraadte ikke med en Mine, at han nogensinde Nhavde kendt Sjermanna. Hans lyse Dage havde med et Slag forvandlet sig til lyse Nætter. Han var Barn nok endnu til at længes efter den gamle Tid med dens aabne Daglege, men noget fik ham til at lytte fremefter og bøje Sjælen søgende mod det hemmelighedsfulde. Natten havde gjort ham delagtig i sine Mysterier.

Manna talte han ikke oftere med. I Haven kom hun aldrig, og mødte han hende, drejede hun om ad en anden Gade. Over hendes Ansigt laa bestandig en rød Flamme som var den brændt ind. Snart efter kom hun ned paa en Gaard paa NØstlandet, hvor hun havde en Onkel boende.

Men Pelle sansede intet og var ikke ked af noget. Han gik i en Døs, alting stod uklart, sløret for ham; han var helt fortumlet af alt det der foregik inden i ham. Derinde hamrede og arbejdede det paa alle Kanter; Forestillinger som var for spinkle blev brudt ned, og stærkere sat op der kunde bære Manden. Lemmer hærdedes, Muskler blev staalede, han fik en Almenfølelse af Brede over Ryggen og dump Styrke. Stundom vaktes han af Døsen til et Øjebliks Forbavselse – naar han følte sig Mand paa et eller andet Omraade. Saaledes en Dag han hørte sin egen Stemme. Den havde faaet en dyb Klang, der lød helt fremmed i hans Øre og fik ham til at lytte, som om det var en anden der talte.