XIX

Den gale Urmager slog Værkstedsdøren op. »Bjerregrav er død,« sagde han højtideligt. »Nu er der kun én til at sørge over Elendigheden!« Saa gik han videre og raabte sit Budskab ind til Bager Jørgens; de hørte ham gaa fra Hus til Hus Gaden igennem.

Bjerregrav død? endnu i Aftes sad han jo her paa Stolen neden for Forhøjningen, og Krykkerne stod i Krogen ved Døren! Han kom og gav Haanden rundt paa sin sædvanlige naive Maade, denne altfor bløde Haand som de alle følte Ubehag ved at røre, fordi den var saa nærgaaende næsten hudløs i sin Varme, som havde man uforvarende taget et Menneske paa det nøgne eller blottet noget. Pelle maatte mindes Lassefar, der heller aldrig lærte at pansre sig men blev ved at være den samme troskyldige godlidende Sjæl, som haarde Erfaringer ikke bed paa.

Den store Bager væltede sig som sædvanlig ind paa ham – han blev raa ved Berøring med dette barnlig hudløse, der lod Hjærtet brænde helt ud i et Haandtryk. »Naa Bjerregrav, har du saa prøvet det du ved nok, siden sidst vi saas?« spurgte han og plirede til de andre.

Bjerregrav blev rød i Hovedet. »Jeg er tilfreds med den Erfaring, Vorherre har forbeholdt mig,« svarede han missende.

»Vil I tro det, han er over halvfjerds, og ved ikke engang hvordan et Kvindfolk er beskaffent!«

207|»Naar jeg nu altid har befundet mig bedst ved at være enlig – og saa har jeg jo Klumpfoden ogsaa.«

»Det er derfor han gaar og spørger paa alle Ting, som ellers ethvert Barn ved,« sagde Jeppe kry. »Bjerregrav har aldrig sluppet Barndommens Uskyld.«

Endnu da han gik hjem og Pelle hjalp ham over Rendestenen, gik han i Staa i sin evige Undren. »Hvad mon det er for en Stjærne,« sagde han – »den har et andet Lys end de andre. Den ser mig saa rød ud – bare vi ikke gaar en stræng Vinter i Møde med haard Jord og dyrt Brændsel for de Fattige.« Bjerregrav sukkede. – »Maanen skal du ikke stirre for meget paa, Skipper Andersen fik sit bare af at ligge og sove paa Dækket med Maanen lige i Ansigtet. Han er Idiot nu!«

I Aftes ganske som ellers – og nu død! Og ingen havde vidst eller tænkt det, saa de kunde være lidt gode mod ham paa det sidste. Han døde i sin Seng med deres sidste Haan i Sindet, og det lod sig ikke gøre at skikke Bud og sige: Bryd dig ikke om det Bjerregrav, vi mente det ikke som noget ondt! – Kanske havde det forbitret ham hans sidste Stund; her stod de i al Fald Jeppe og Broder Jørgen og kunde ikke se hinanden i Øjnene, med det uoprettelige tungt over sig.

Og en Tomhed mere var det – som naar Klokken gaar i Staa i Stuen! Det trofaste Drøn af hans Krykker trak ikke længer ned mod Værkstedet ved Sekstiden. Unge Mester blev urolig ved den Tid, han kunde ikke gøre sig fortrolig med Tanken. »Døden er noget fælt noget,« sagde han saa naar Sandheden gik op for ham »– noget elendig modbydeligt noget. Hvorfor skal én gaa bort og intet efterlade sig? Nu lytter jeg efter Bjerregravs Krykker og faar kun Tomhed i Øret; og naar nogen Tid er gaaet, er der ikke det engang. Saa er han glemt, og kanske en til som kom efter ham – og saadan kan det blive ved. Hvad sund Mening er der i det hele – Pelle for Satan? Himlen siger de 208| nok, men hvad bryder jeg mig om at komme op paa en vaad Sky og sidde og synge Halleluja? Jeg vil meget hellere gaa her og tage mig en Spids – især naar jeg havde haft et godt Ben.«

Fra Værkstedet fulgte Drengene ham til Graven – Jeppe vilde have det for at gøre Uretten god igen. Jeppe og Bager Jørgen gik nærmest Kisten i høj Hat, ellers fulgte kun fattige Koner og Børn som sluttede sig til af Nysgærrighed. Kusk Due kørte Ligvognen, han havde faaet sig et Par Heste selv nu, og dette var hans første Stadstur.

Ellers flød Livet trægt og begivenhedsløst af Sted, Vinteren var der igen med sit Dødvande, og Islandsindustrien var jo ødelagt. Skomagerne arbejdede ikke ved Lys, der var ikke Arbejde nok til at dække Forbruget af Petroleum. Saa blev Hængelampen hængt til Side og den gamle Bliklampe taget frem, den var god nok at sidde og sladre ved. Naboer og Genboer kom gærne i Mørkningen; naar Mester Andrès var gaaet i Seng listede de af igen, ellers sad de og hang til Jeppe meldte Sengetid. Pelle havde begyndt at kaste sig over Snittearbejde igen, han holdt sig saa nær Lampen som muligt og lyttede til Passiaren, mens han arbejdede paa en Benknap der skulde skæres ud som en 25-Øre. Morten skulde have den til Humbugsnaal.

Samtalen drejede sig om Vejret, og det heldige i at Frosten ikke kom og lukkede af for det store Havnearbejde. Saa gled den let hen over Kraften og fra ham til Gale Anker og videre til Fattigdommen og Utilfredsheden. Socialisterne ovre havde længe beskæftiget Sindene, hele Sommeren var der kommet foruroligende Meddelelser; det var klart nok at de havde Fremgang – men i hvad? Noget godt var det i al Fald ikke. »Det skal være de allerfattigste som gør Oprør,« sagde Træbene-Larsen, »saa deres Tal maa være stort.« – Det var som at høre Drønet af noget ude i Horisonten, og ikke vide hvad der foregik. Helt forvrænget naaede Ekkoet af Underklassens Rejsning ind; man forstod 209| netop saa meget, at de nederste vilde vende op og ned paa Guds lovlige Orden og se at komme ovenpaa – og skottede uvilkaarligt til de Fattige her. Men de gik i deres vanlige Døs, arbejdede naar der var noget og slog sig ellers til Taals. »Det manglede ogsaa blot,« sagde Jeppe – »her hvor vi har et saa velordnet Fattigvæsen.«

Bager Jørgen var den ivrigste – hver Dag kom han og havde noget nyt at berette. Nu havde de truet selve Kongen paa Livet! – Og nu havde Militæret været udkommanderet!

»Militæret –!« Unge Mester blæste. »Det skal godt hjælpe! Blot de kaster en Nævefuld Dynamit ind iblandt det, bliver der ikke en Bukseknap hel. Nej nu tager de nok Hovedstaden.« Hans Kinder brændte, han havde allerede Begivenheden i sig.

»Hvad saa da – saa plyndrer de vel Kongens Mønt?«

»Saa – nej saa kommer de herover – – hele Kvadriljen!«

»Her? nej saa Satan! Vi byder hele Væbningen op og skyder dem ned fra Stranden. Jeg har gjort Bøssen i Stand.«

En Dag kom Marker løbende. »Nu har Konditteren paa Torvet faaet ny Svend ovre fra – og han er Sjosjalist!« raabte han forpustet. »Han kom med Dampskibet i Aftes.« – Bager Jørgen havde ogsaa hørt det.

»Ja nu har I dem over jer,« sagde Jeppe ildevarslende. »I har gaaet og leget med den ny Tidsaand allesammen. – Det maatte ellers været noget for Bjerregrav – han med sin Fattigynk.«

»Lad Skrædderen have Fred i sin Grav,« sagde Træbene-Larsen forsonende – »han skal ikke bære Skylden for de onde Magter der kan være oppe i Tiden. Han vilde kun det gode! Og kanske vil disse her ogsaa det gode?«

»Det gode –« Jeppe var lutter Haan. »De vil kuldkaste Lov og Orden og sælge Fædrelandet til 210| Tysken. Det forlyder, at Summen er aftalt og alting.«

»Han skal lukkes ind i Hovedstaden ved Nattetid, naar vore egne sover,« sagde Marker.

»Ja,« sagde Mester Andrès højtideligt, »de har forraadt at Nøglen ligger under Maatten – de Halvsataner!«

Saa brast Bager Jørgen i Latter; han fyldte hele Værkstedet naar han først fik begyndt.

De gættede paa, hvad den ny Svend kunde være for en Karl, endnu havde ingen set ham. »Han har nok rødt Haar og Skæg,« mente Bager Jørgen. »Det er Vorherres Maade at mærke de Folk paa som har forskrevet sig til den Onde.«

»Gud ved hvad Konditteren vil med ham,« sagde Jeppe. »Den Slags Folk kan jo ikke bestille noget men bare kræve ind! Jeg har hørt, at de skal være Fritænkere til Hobe.«

»Satan til Komedie!« Unge Mester skuttede sig fornøjet. »Han bliver vist ikke gammel her.«

»Gammel?« Bageren løftede sin tunge Krop. »I Morgen den Dag gaar jeg til Konditteren, og forlanger at han skal jage ham væk. Jeg er Formand for Væbningen, og jeg ved at alle Borgerne tænker som jeg.«

Drejer mente, at det kunde være klogt at bede fra Prækestolen – lige som i Pestens Tid og det strænge Aar med Markmusene.

Næste Formiddag gik Jørgen Kofod forbi paa Vej til Konditteren. Han havde faaet den gamle Væbningsfrakke paa, ved Bæltet hang endnu Lærpungen, hvori Flintestenene til Bøsselaasen for mangfoldige Aar siden bares. Han fyldte godt i Klæderne, men kom tilbage med uforrettet Sag; Konditteren roste sin ny Svend over al Maade og vilde ikke høre Tale om at skille sig af med ham. »Han var helt forgjort. Men saa handler vi ikke der mere – det maa vi alle holde fast ved. Og ingen ordenlig Familie bør omgaas ham for Fremtiden, den Landsforræder!«

211| »Saa Farbror Jørgen Svenden?« spurgte Mester Andrès ivrigt.

»Ja vel saa jeg ham – paa Afstand altsaa! Han havde nogen væmmelig stikkende Øjne. Men mig skal han ikke forgøre med sit Øgleblik.«

Om Aftenen strejfede Pelle og de andre om paa Torvet for at faa et Glimt af den ny Svend at se – der var mange Folk, de gik der og drev for det samme. Men han holdt sig nok inde.

Men en Dag henad Aften kom Mester hinkende ind. »Skynd jer for Pokker!« raabte han stakaandet – »nu gaar han her forbi!« De smed alt og stormede gennem Gangen ind i Stadsstuen, der ellers ikke maatte betrædes. Det var en høj kraftig Mand med fyldige Kinder og stort kækt Overskæg lige som Mesters. Han havde udspilede Næsebor og skød Brystet stærkt frem, Vest og Frakke stod aaben som trængte han til megen Luft. Bagefter ham luskede nogle Gadedrenge i Haab om en eller anden Oplevelse; de havde tabt deres sædvanlige Frejdighed og færdedes stille.

»Han gaar som om hele Byen allerede var hans,« sagde Jeppe haanligt. »Men her skal han snart blive færdig.«