XX

Der løb en forbi ude paa Gaden, og en, og en til; det blev til et helt Tramp af Fødder. Unge Mester pikkede i Væggen: »Hvad i Alverden er det Pelle?« Det var ikke hans Agt at staa op den Dag.

Pelle løb for at skaffe Besked. »Det er Jenses Far som har faaet Delirium,« sagde han – »han har ryddet hele Havnen og truer alle paa Livet.«

Mester lettede Hovedet: »Jeg tror min Salighed jeg staar op,« hans Øjne lyste. Lidt efter var han i 212| Tøjet og hinkede af Sted, de hørte ham hoste stygt i Kulden.

Gamle Jeppe stak sin NRetsvidnekalot i Lommen inden han rendte – kanske blev der Brug for Øvrighed. Drengene sad lidt og stirrede mod Døren som syge Fugle, saa stak de ogsaa af.

Ude var det hele i Oprør, der gik de vildeste Rygter om, hvad Stenhugger Jørgensen allerede havde bedrevet. Ophidselsen kunde ikke været større, om en Nfjendlig NEskadre var ankret op og havde givet sig til at beskyde Byen. Enhver slap hvad han havde mellem Hænder og pilede mod Havnen. De smalle Gyder var ét Træk af Børn og Kællinger og Smaamestre med Skødskind for; gamle gigtsvage Søfolk krøb ud af deres Aldershi og hev sig af Sted med Haanden bag paa Lænden og smærteligt fortrukket Ansigt.

Et Par Gadedrenge tillod sig denne lille Afstikker, da Pelle og hans Lærekammerater kom løbende, ellers var al Opmærksomhed opslugt af det ene: Kraften havde atter slaaet sig løs!

Der var en vis Fest over Folks Ansigter som de løb af Sted – en lys Forventning. Der havde været stille om Stenhuggeren længe; han gik der og trællede som et andet Kæmpedrog, udslukt og død at se til, sled som en Bjørn og bar stille sine to Kroner om Dagen hjem. Det var næsten flovt at være Vidne til, og der lagde sig skuffet Tavshed over ham. Og nu sprængte han pludselig det hele saa det kvak i Hvermand!

Han fik læst og paaskrevet, mens de pilede af Sted. Enhver havde forudset at det maatte komme saaledes; han havde længe gaaet og skumlet og samlet ondt op, et Under var det blot at det ikke var kommet før. Saadanne Folk burde ikke have Lov at gaa fri, men skulde spærres inde paa Livstid! – Og de gennemgik hans Løbebane vel for hundrede Gang 213| – fra den Dag han ung og fræk kom masende ned i sine Pjalter og vilde gøre sine Kræfter gældende, til han drev Barnet i Søen og faldt hen som en anden Idiot.

Nede paa Havnen var der fuldt af Folk, alt hvad der kunde krybe og gaa var mødt. Der var Humør i Folk trods Kulden og de smalle Tider, de stampede og sagde Vittigheder, Byen havde med et Slæng rystet Vinterdvalen af sig. Folk krøb op paa Klippeblokkene og hang tykt i de sammenhuggede Tømmerrammer som skulde forsænkes til Moler; de strakte Hals i nervøse Ryk, som kunde noget komme uforvarende og kappe Hovedet af dem. Jens og Morten var der ogsaa, de stod henne til en Side og krøb sammen, triste saa de ud med deres sky forpinte Ansigter. Og henne hvor den store Bedding løb skraat ned mod Bækkenets Bund stod Arbejderne i Flokke, de trak op i Bukserne af Ørkesløshed, skelede fjoget til hinanden og svor.

Men nede paa Bunden af det store Bækken gik Kraften alene og rodede. Han syntes saa uvidende om Omverdenen som et Barn der er optaget af sin Leg; han havde sine egne Formaal, men hvilke var ikke godt at sige. I den ene Haand holdt han et Bundt Dynamitpatroner, med den anden støttede han sig til en svær Jærnstang; han var langsom og jævn i sine Bevægelser som en tungtvandrende Bjørn. Naar han rettede sig op, raabte Kammeraterne Ngaldesygt til ham: de vilde komme og pille ham i Smaastykker, skære hans Mave op saa han skulde lugte sine egne Indvolde, ridse ham med deres NTolleknive og gnide NHelvedessten i Saarene – om ikke han smed sit NVærge og lod dem komme til deres Arbejde.

Kraften værdigede dem ikke noget Svar, kanske hørte han dem slet ikke. Naar han løftede Ansigtet, gik Blikket langt ud, ladet med en underlig Tynge som ikke var menneskelig. Det forfærdelig dødstrætte Ansigt viste længer bort i sin Tristhed end nogen kunde følge. »Han er vanvittig,« hviskede de 214| – »Vorherre har taget hans Forstand.« Saa bøjede han sig igen over sin Syssel, det saa ud til at han anbragte Patronerne under den store Mole – den han selv havde givet Forslag til. Af alle Lommer halede han Patroner frem – det var derfor de strittede saa besynderligt!

»Hvad Djævlen agter han – sprænge Molen i Luften vel?« sagde de og forsøgte at snige sig ned bag Slisken for at komme bag paa ham. Men han havde alligevel Øjnene med sig; ved den mindste Bevægelse de gjorde, var han der med sin Jærnstang!

Dèr laa hele Arbejdet! To Hundrede Mand stod løse og ledige Time efter Time, de knurrede og truede med Død og Djævel men vovede sig ikke frem. Formændene løb raadvilde om, og selve Ingeniøren havde tabt Hovedet – det hele var i Opløsning. Byfogden gik frem og tilbage i fuld Uniform og saa uudgrundelig ud; hans blotte Nærværelse var jo betryggende, men han foretog sig intet.

Der fremkom det ene Forslag vildere end det andet, man skulde lave en vældig Skærm og skyde foran sig – eller en mægtig Tang af lange Bjælker til at fange ham med. Men ingen prøvede at udføre dem; de maatte være glade, han overhovedet lod dem staa hvor de stod. Kraften kunde slynge en Dynamitpatron med saadan Styrke at den eksploderede og fejede alting væk omkring sig.

»Tipvognene!« raabte en. Det var der endelig Mening i, i en Fart blev de fyldt med væbnede Arbejdere, og man slog Stoppen fra. Men Vognene gled ikke, Kraften med sin Satans Forstand var kommet de andre i Forkøbet; NKæden uden Ende vilde ikke vandre, Nhan havde klaveret den. Og nu slog han Underlaget fra et Par af Stiverne, for at de ikke skulde sætte Vognene ned paa ham med Haandkraft.

Delirium var det ikke – saadan havde i al Fald ingen set Delirium ytre sig før. Og han rørte jo ikke Spiritus, siden den Dag de kom slæbende med Dat215|teren! Nej dette var kommet som den roligste Beslutning af Verden; da de rejste sig fra Frokostpavsen og drev ned ad Slæbestedet, stod han der med sin Jærnstang og bad dem roligt holde sig herfra – Havnen var hans! Der vankede jo en og anden Lussing, før de begreb at det var Alvor; men ellers ond var han ikke – man kunde formelig se at han pintes ved at slaa. Det var vel Djævlen som red ham – mod hans egen gode Vilje.

Men hvad det end skrev sig fra – nu kunde det være nok! Nu ringede den store Havneklokke til Middag, ganske latterligt lød det, som en Haan mod ærlige Folk der intet hellere vilde end søge til deres Arbejde igen. Spilde hele Dagen havde de ikke Lyst til, og vove Liv og Helbred for en gal Mands Tossestreger heller ikke; selv Nstærke Bergendal havde glemt sin Dødsforagt hjemme i Dag og nøjedes med at Nmudre lige som de andre.

»Vi maa slaa Hul paa Dæmningen,« sagde han. »Lad saa Dyret omkomme i Bølgerne!«

De greb straks Værktøjet for at gaa i Gang. Ingeniøren truede dem med Dom og Øvrighed, det vilde koste Tusender at faa Havnen tømt igen. De hørte ham ikke; hvad vedkom han dem, naar han ikke engang kunde skaffe dem Ro til at arbejde!

De vandrede om mod NGattet med Hakker og Jærnstænger for at slaa Hul paa Dæmningen; Ingeniøren og Betjentene blev skubbet til Side. Nu galdt det ikke længer Arbejdet, det drejede sig om hvorvidt to Hundrede Mand skulde lade sig spille paa Næsen af en gal Djævel. Nu skulde NBelisarius ryges ud, Kraften skulde faa Lov at komme op dernede fra – eller omkomme i Bølgerne!

»I skal faa fuld Dagløn!« raabte Ingeniøren for at stanse dem – de hørte ingenting. Men da de kom rundt, stod Kraften nede ved Foden af Dæmningen og svang sin Hakke, saa det drønede i Bassinets Vægge. Han lyste af Hjælpsomhed for hvert Hug; det svage Sted hvor Vandet silede ind havde han udsèt sig, og de saa forfærdet hvilken Fremgang 216| der var i hans Slag. Det var jo det rene Vanvid han var i Færd med.

»Han fylder Havnen for os den Djævel!« raabte de og smed Sten ned i Hovedet paa ham. »Og saadan et Arbejde det har kostet at faa den tømt!«

Kraften dækkede sig under en Stiver og huggede videre.

Saa var der ikke andet for end at skyde ham ned, inden han fik naaet sin Hensigt; et Skud Hagl i Benene om ikke andet, saa han i det mindste var uskadeliggjort. Byfogden vidste hverken ud eller ind, men Træbene-Larsen var allerede paa Vej hjem efter Bøssen. Dér kom han humpende, i en Stime Drenge. »Jeg har ladet med groft Salt,« sagde han saa Byfogden kunde høre det.

»Nu bliver du skudt!« raabte de ned. Kraften satte til Svar Hakken i Dæmningens Fod, saa det stampede Ler sukkede og satte Væske helt op under Fødderne paa dem; en lang Bragen forkyndte, at den første Planke var sprængt.

Beslutningen havde fattet sig selv, enhver talte om Nedskydningen som en afsagt Dom og længtes efter Udøvelsen. De hadede ham dernede med et dulgt Had som ingen Forklaring behøvede; han var i sin Trods og Ubændighed et Slag i Ansigtet paa alle, de havde gærne selv lagt Hæl til for at mase ham om de havde kunnet.

De raabte Smædeord ned over ham, lod ham høre om Hjemmet han havde ødelagt i sit Hovmod, Barnet han havde bragt i Døden – og hans raa Overfald paa Byens Velgører, den rige Skibsreder Monsen! For en Stund rev de sig ud af Sløvheden for at være med til at slaa ham ned. Og nu skulde det gøres grundigt, man maatte have Ro for denne ene, der ikke kunde bære sin Lænke stille men lod den klirre som et Nag bag Fattigdommen og Forkuetheden.

Byfogden balancerede ud ad Kajen for at forkynde Dommen for Kraften – tre Gange maatte den forkyndes, for at han kunde faa Lejlighed til at gaa i 217| sig selv. Han var dødbleg, og ved den anden Forkyndelse jog han sammen. Men Kraften kastede ingen Dynamitpatron imod ham, han førte blot Haanden til Hovedet som vilde han hilse, og gjorde et Par stangende Bevægelser i Luften med to Fingre strittende fra Panden Nsom et Par Horn. Henne hvor Apotekeren stod i en Kreds af fine Damer blev der dæmpet Latter; alle Ansigter vendte sig mod Borgmesterinden, som stod høj og fyldig paa en Sten, men hun stirrede uanfægtet ned mod Kraften som havde hun aldrig set ham før.

Paa Borgmesteren virkede Bevægelsen som en Eksplosion. »Skyd ham ned!« brølede han blaa i Hovedet og styrtede ophidset ind over Molen. »Skyd kun, Larsen.«

Men der var ingen der ænsede hans Raab, alle stimlede hen mod NSlæbestedet, hvor en gammel vissen Morlil var i Færd med at famle sig nedad langs Slisken mod Bækkenets Bund. »Det er Kraftens Mor,« gik det fra Mund til Mund. »Nej hvor hun er gammel og liden! En kan føje faa i sit Hoved, at hun har sat saadan en Kæmpe i Verden.«

De fulgte hende spændt som hun vaklede frem over den skaarede Bund, der med sine Sprængbrud mindede om Skrueis; det gik smaat for hende, og saa bestandigt ud, som skulde hun brække Benene. Men den gamle Kone gik paa saa kroget og vissen hun var, og satte sine kortsynede Øjne frem for sig.

Saa fik hun Øje paa Sønnen, der stod og vejede Jærnstangen i Haanden. »Smid den Kæp Peter!« raabte hun hvast, og han lod mekanisk Jærnstangen falde. Han trak sig langsomt tilbage for hende til hun fik ham trængt op i en Krog og vilde gribe fat i ham; saa fejede han hende forsigtigt til Side som noget generende.

Der gik et Suk gennem Mængden, det forplantede sig rundt om Havnen som et vandrende Gys. »Han slaar sin egen Mor,« sagde de frysende – »han maa være vanvittig.«

218| Men den gamle var paa Benene igen. »Slaar du paa din egen Mor Peter?« udbrød hun med stærk forundret Stemme og rakte op efter hans Øre. Hun kunde ikke naa, men Kraften bøjede sig som var selve Tyngden over ham og lod hende faa fat. Og hun trak af Sted med ham saadan, over Stok og Sten, op ad den skraa Bedding hvor Folk stod som en Mur. Han gik bøjet hen over Jorden og lignede et stort Dyr i den lille Kvindes Hænder.

Deroppe stod Politiet parat til at kaste sig over ham med Strikker, men den gamle blev Nsom Peber og Salt da hun saa deres Hensigt. »Pak jer, eller jeg sætter ham løs paa jer igen!« hvæsede hun. »Ser I da ikke, han har mistet Forstanden? Vil I anfalde den Gud har ramt?«

»Ja han er vanvittig,« sagde Folk forsonende. »Lad kun hans Mor straffe ham – hun er dog nærmest til det.«