XXI

Pelle og yngste Dreng var ene om det hele nu, ved November fik Jens udlært og blev straks fyret. Han havde ikke Mod til at tage over og forsøge sig, saa lejede han en Stue i Fattigkvarteret og flyttede sammen med sit Pigebarn. Gifte sig kunde de ikke, han var kun nitten Aar. Naar Pelle havde Ærende Nord i Byen, saa han gærne ind om. Disken stod mellem Sengen og Vinduet, der sad Jens og hutlede med en og anden Reparation for de Fattige. Naar han havde faaet et Stykke Arbejde, stod hun over ham og ventede spændt paa at det blev færdigt, saa de kunde faa noget at spise. Saa gik hun og kogte Mad i Kakkelovnen, og Jens sad og saa paa hende med brændende Øjne, til han fik et Stykke Arbejde mellem Hænder igen. Han var blevet mager og havde lagt sig tyndt Hageskæg til, Mangelen paa 219| Ernæring lyste af dem begge. Men de holdt af hinanden og hjalp hinanden med alt, kejtet som to Børn der leger Far og Mor.

Det var det tristeste Kvarter de havde valgt, Gyden der faldt ned mod Søen, var fuld af Affald, skabede Hunde og Katte løb og trak Fiskeindmad hen paa Trappestenene og lod det ligge. Ved hver Dør laa snavsede Unger og rodede. En Søndag Formiddag han havde været derude for at se til dem, hørte han Skrig fra en af Rønnerne og Larm af væltede Stole, han stansede bestyrtet. »Det er bare Enøjede Johan der prygler sin Kone,« sagde en otteaars Pige – »det gør han næsten hver Dag.«

Udenfor paa en Stol sad en gammel Mand og stirrede urokkelig paa en lille Dreng, der blev ved at løbe rundt om sig selv. Pludselig stansede Barnet sin Traven, lagde Hænderne paa Oldingens Knær og sagde henrykt: »Far løber rundt om Bordet, Mor løber rundt om Bordet. Far slaar Mor, Mor løber rundt om Bordet – skriger.« Han efterlignede Skriget, lo med sit lille Idiotansigt og savlede ned ad sig. »Ja vist saa,« sagde Oldingen blot. Drengen havde ingen Øjenbryn, Panden faldt hult ind over Øjnene. Han løb igen henrykt rundt, trampede og efterlignede Spektaklerne derinde. »Ja vist saa,« sagde Oldingen urokkelig – »ja vist saa!«

Inden for Vinduet i en af Rønnerne sad en Kvinde og stirrede tankefuld ud, med Panden mod Vinduessprossen. Pelle kendte hende og hilste glad. Hun vinkede ham hen til Gadedøren, Barmen var lige kæk endnu, men over Ansigtet var der noget forgræmmet. »Du Hans!« raabte hun usikkert – »her er han Pelle, som er Aarsag i at vi to fandt sammen!«

Den unge Arbejder tørnede ind i Stuen. »Saa er det bedst han skrubber sig, og det lidt hurtigt!« sagde han truende. – –

Mester Andrès laa for det meste til Sengs trods den milde Vinter. Pelle maatte tage imod al Besked, og være i Mesters Sted saa godt han kunde, nyt 220| blev der ikke lavet mere men kun Reparationer. Hvert Øjeblik pikkede Unge Mester ogsaa i Væggen for at faa sig en Passiar.

»I Morgen staar jeg op,« sagde han, og hans Øjne tindrede – »jeg gør Pelle! Skaf Solskin til i Morgen din Halvsatan! – Dette her er Vendepunktet du, nu vender Naturen sig i mig. Naar dette er overstaaet, er jeg helt rask! Jeg kan føle hvor det raser i mit Blod, for nu er der Krig paa Kniven – men den gode Væske sejrer! Saa skal du se mig – bare saa Forretningen kan komme paa Fode, for skidt gaar det! – Du husker vel at laane Trækningslisten til mig?«

Han vilde ikke vedgaa det, men ned ad Bakke gik det med ham. Han bandte heller ikke længer over Præsterne, og en Dag lod Jeppe i al Stilhed skikke Bud. Da Præsten var gaaet, bankede Mester Andrès i Væggen.

»Det er Pokkers underligt med det,« sagde han – »for hvis der nu alligevel skulde være noget? Og saa er han gammel Præsten – han skulde sku heller tænke paa sig selv.« Mester laa og saa tænksom ud, han stirrede op i Loftet. Saadan kunde han ligge Dagen lang, læse havde han ingen Lyst til mere.

»Jens var vist egenlig en rar Fyr,« kunde han pludselig sige. »Jeg har aldrig kunnet lide ham, men han havde vist et godt Sind. – Tror du jeg bliver Menneske igen?«

»Ja naar Varmen kommer,« svarede Pelle.

Nu og da kom Gale Anker og spurgte om Mester Andrès, saa bankede Mester i Væggen. »Lad ham endelig komme herind,« sagde han til Pelle – »jeg keder mig saa skamløst.«

Anker havde helt opgivet Ægteskabet med Kongens ældste Datter nu og taget Sagen i sin egen Haand. Nu arbejdede han paa et Ur, der skulde være selve den ny Tid og gaa i Takt med Folkets Lykke. Han havde Tandhjul og Fortgange – hele Værket – med, og forklarede mens hans graa Øjne 221| sprang fra Ting til Ting ude omkring, de var aldrig ved det han viste frem. Han havde som alle andre denne blinde Tillid til Unge Mester og forklarede vidtløftigt. Uret skulde indrettes saadan, at det kun angav Tiden, naar hver i Landet havde hvad han trængte til. »Saa kan man altid se og vide, om nogen lider Nød – og der er ingen Udflugter! For Tiden gaar og gaar og de faar ingen Mad; og en Dag falder hun til Slag for dem og de gaar sultne i Graven.« I hans Tindinger arbejdede dette evige, der forekom Pelle som Pikket af en hvileløs Sjæl der var spærret inde; og Øjnene sprang i deres graa ubeskrivelige Udtryk.

Mester kunde lade sig rive helt med, saa længe det stod paa. Men saa snart Anker var ude af Døren, rystede han det hele af sig. »Det er jo ikke andet end gal Mands Sludder,« sagde han, forbavset over sig selv.

Saa kom Anker igen og havde noget nyt at vise. Det var en Gøg, hver Titusend Aar skulde den komme frem over Uret og kukke. Det var ikke Tiden der skulde angives længer, men det lange lange Tidsløb som fik aldrig Ende – Evigheden. Mester saa forvirret paa ham. »Faa ham væk Pelle,« hviskede han saa og strøg den klare Sved af Panden – »jeg bliver svimmel. Han gør mig tosset med sin Snak.«

Pelle skulde egenlig have tilbragt Julen hjemme, men Mester vilde ikke give Slip paa ham. »Hvem skal saa snakke med mig saalænge – og tage sig af alting?« sagde han. Naa Pelle trængte heller ikke stærkt paa, der var ingen Glæde ved at komme hjem. Karna skrantede, og Far Lasse havde nok at gøre med at holde Humøret oppe paa hende. Selv var han tapper nok, men Pelle kunde ikke undgaa at se, hvordan han fra Gang til Gang sank dybere i Vanskelighederne. Sine Terminspenge havde han ikke klaret, og Vinter-Skærveslageriet som fra Aar til Aar havde hjulpet ham over det værste blev ikke til meget, han havde ikke Kræfter nok til alt det 222| der byrdede sig paa ham. Men kæk var han. »Hvad har det at sige, om jeg er et Par Hundrede Kroner i Baghaand, naar jeg har forbedret Ejendommen med flere Tusend,« sagde han.

Pelle maatte indrømme det. »Tag et Laan,« sagde han.

Lasse forsøgte det ogsaa; hvergang han var i Byen, løb han til Sagførere og Sparekasser. Men han kunde intet Laan faa paa Ejendommen; paa Papiret tilhørte den Kommunen, til han et vist Aaremaal havde svaret hvad han skulde.

Ved Fastelavn var han igen inde, og da havde han tabt sit Humør. »Nu kan vi snart lige saa godt opgive det,« sagde han mismodig, »for nu har Ole Jensen varslet – du ved ham som havde Stedet før mig og hængte sig, da han ikke kunde svare til sine Forpligtelser. Han viste sig for Karna i Nat.«

»Det er Dumhed,« sagde Pelle. »Tro dog ikke paa saadan noget.« Han var selv ikke helt fri for at tro paa det.

»Ja siger du det? Men du ser dog selv, hvor det bliver bestandig vanskeligere for os – og netop nu hvor vi har forbedret det hele og skulde til at nyde Frugterne af vort Slid! – Og Karna som ikke kan blive rask igen!« Lasse var helt mismodig. – »Ja fan kanske er det blot Overtro!« udbrød han med ét; han havde Mod paa at tage det op engang endnu. – –

Mester Andrès holdt sig til Sengen. Men der var han ogsaa kry nok; jo mere ned ad Bakke det gik des kaadere blev han i sin Mund. Helt underligt var det at lytte til de store Ord, og se ham selv ligge afpillet og rede til at rejse ud naar som helst.

Sidst i Februar var Vejret saa mildt, at man saa smaat begyndte at spejde efter de første Vaarbebudere; men saa paa en Nat kom Vinteren sættende ned Nordfra paa en mægtig Isflaade. Set fra Kysten saa det ud, som Alverdens Sejlere havde faaet nye hvide Sejl og var paa Vej ned til Bornholm, for at 223| hilse paa, før de igen gav sig ud paa Langfarten efter Vinterhvilen. Men længe fik man ikke Lov at glæde sig over Opbruddet, paa 24 Timer var Øen pakket i Is til alle Sider, der var ikke en Plet aabent Vand at øjne.

Og saa begyndte Snevejret. »Nu havde vi ellers saa smaat tænkt paa at komme i Lag med Jorden,« sagde Folk; men de tog dette med – der var jo god Tid. De gav sig til at slaas med Sne og gøre Kanerne i Stand – der havde ikke været Kaneføre hele Vinteren. Saa laa der Sne til Anklerne, nu var Føret der, nu maatte den gærne holde op – og ligge en Ugestid eller to, saa der kunde blive nogle ordenlige Kaneballer ud af det. Men Sneen blev ved at dale, den naaede til Knærne, til Livet; da Folk gik i Seng var den ikke til at arbejde sig igennem. Og de Folk der ikke skulde op ved Lys, var nær aldrig fundet paa at rejse sig af Sengen, for om Natten blev det Snestorm og næste Morgen gik Sneen til Tagfæstet og dækkede alle Vinduer. Man kunde høre Stormen rase om Skorstenen, men nede var der lunt nok. Drengene maatte gaa gennem Stuerne for at komme ud paa Værkstedet, Sneen laa tungt og spærrede for alle Udgange.

»Hvad Satan er det?« spurgte Mester Andrès og saa forfærdet paa Pelle – »Mon Verden skal forgaa?«

Verden – den kunde godt være gaaet til allerede, de hørte ikke en Lyd derude fra og vidste ikke, om deres Medmennesker var levende eller døde. Hele Dagen brændte de Lys, men Kullene slap op, de maatte se at komme ud til Skuret. Ved at presse paa alle Mand fik de Køkkenets øverste Halvdør trængt saa meget op, at Pelle kunde krybe ud; men det var ikke til at bevæge sig derude, han blev borte i Snemasserne. Der maatte kastes Gange til Brønden og Brændselsrummet, Maden fik det gaa med som det kunde.

Hen over Middag kom Dagmanden og smæltede Sneen saa meget paa Sydsiden, at den øverste Kant 224| af Vinduerne fik lidt Dagskær ind, det kom som en mælkefarvet svag Lysning gennem Sneen. Men de mærkede intet Liv ude fra. »Jeg tror vi sulter ihjæl lige som Nordpolsfarerne,« sagde Mester og krøb rund af Spænding, hans Øjne brændte som Lys, han var midt ude i Verdensæventyret.

I Løbet af Aftenen borede og gravede de sig halv om til Bager Jørgens, man maatte sikre sig Adgangen til Brødet i det mindste. Jeppe gik med et Lys. »Pas paa det ikke skrider sammen om jer,« sagde han bestandig. Lyset glitrede i Sneen, og Drengene morede sig. Unge Mester laa og raabte for hver Lyd derude fra, saa Hosten rev i ham; han var ikke til at styre i sin Nysgærrighed. »Jeg vil min Salighed op og se Røvergangen,« blev han ved at paastaa. Jeppe skændte, men han gav sig ikke. Han førte sin Krig igennem og fik Bukser og Skindtrøje paa, et Tæppe blev slaaet om ham. Men han kunde ikke støtte paa Benene og faldt tilbage i Sengen med et fortvivlet Udbrud.

Pelle saa paa ham til det sved i hans Bryst. Saa tog han Mester paa sin Arm og bar ham forsigtigt ind i Snegangen. »Du er stærk du – ih du Alstyrende!« Mester holdt sig krampagtigt om hans Hals med den ene Arm, men den anden stødte han ud i Luften, udfordrende som den stærke Mand i Cirkus – hip! hip! han var smittet af Pelles Kræfter. Han rodede forsigtigt i den glitrende Hvælving, hans Øjne tindrede som Iskrystaller. Men i hans magre Legeme rasede Branden, Pelle følte det mod sig som en fortærende Ild gennem alt Tøjet.

Næste Morgen førte de Gangen helt frem til Bager Jørgens Trappe, og saa var Forbindelsen med Omverdenen sluttet. Deromme var der sket store Ting i Løbet af det sidste Døgn, Marie var blevet saa forskrækket ved Tanken om at Jordens Undergang maaske var for Haanden, at hun skyndte sig at sætte Lille Jørgen ind i Verden. Gamle Jørgen var i den syvende Himmel, han maatte straks over 225| og fortælle det. »Rigtig en Dævl er det, han ligner mig paa et Haar.«

»Det tror nok jeg,« udbrød Mester Andrès og lo. »Saa er Farbror Jørgen da tilfreds?« Men Jeppe tog meget køligt mod Meddelelsen – han led ikke Forholdene derinde hos Broderens.

»Er Søren glad for Drengen?« spurgte han varsomt.

»Søren!« Bageren slog en Latter op – »han tænker kun paa Dommedag og ber til Vorherre, han!«

Op ad Dagen lød der Klang af Skovle, Arbejderne var ude. De fulgte det ene Fortov saa man lige kunde komme frem, Kørebanen hang oppe ved Tagskægene.

Saa kunde man da komme til Havnen – det var det samme som at faa Vejret igen efter et Kvælningsanfald. Saa langt Øjet naaede laa Isen og bredte sig, pakket paa Højkant og med lange Skanser hvor Brændingen havde gaaet. Det blæste op til Orkan. »Gudskelov« sagde de gamle Søfolk – »nu gaar Isen sig en Tur!« Men den rørte sig ikke. Saa vidste man, at hele Havet var lagt til, der kunde ikke være aaben Plet saa stor som en Bordplade for Stormen at faa fat i. Men et underligt Syn var det at se Havet ligge dødt og livløst som en Stenørken midt under den forrygende Storm.

Og en Dag kom den første Bonde ind og bragte Bud fra Landet. Gaardene derude var føget til, man maatte grave sig et Gænge ud til den aabne Mark og føre Hestene derud én for én. Ulykker vidste han dog ikke om at sige!

Al Bedrift stod stille, ingen kunde tage sig sammen til noget; der maatte spares ogsaa – især paa Kul og Petroleum som truede med at slippe op. Købmændene varskoede allerede i Begyndelsen af anden Uge. Saa tog Folk sig for at udføre ørkesløse Bedrifter, de byggede underlige Ting af Sne, eller gav sig paa Vandring over Isen fra By til By. Og en Dag rustede en halv Snes dristige Mænd sig til at gaa med Isbaad til Sverig efter Post; man 226| kunde ikke undvære nyt fra Verden derude længer. Paa Kristiansø havde de hejst Nødflag; man samlede Forraad, lidt hist lidt her, og rustede sig til at sende en Ekspedition derover.

Nu kom Nøden vandrende, den groede ud af den lukkede Jord og blev det eneste Samtaleæmne. De der havde deres nogenlunde paa det tørre talte kun om dèn, de nødlidende tav. Der blev lyst efter Velgørenheden, den havde jo endnu Bjerregravs 5000 Kroner i Kassen. Men de var der ikke, Reder Monsen paastod at Bjerregrav havde faaet dem tilbage til Tiden, og i Bjerregravs Efterladenskaber fandtes ingen Beviser for det modsatte. Naa Folk vidste jo ikke noget bestemt, og det gav altid godt Stof til en Passiar. Hvordan det nu forholdt sig, saa var Monsen den store Mand som altid – han gav af sin egen Lomme 1000 Kroner til de trængende.

Over Havet gik mange Øjne, men Mændene med Isbaaden vendte ikke tilbage, det mystiske Derude havde slugt dem. Det var som Verden var sunket i Havet, uden for den knudrede Isflade som gik til Horisonten laa nu Afgrunden.

De Hellige var de eneste som rørte paa sig, de holdt overfyldte Møder om Verdens Undergang. Alt andet laa dødt, hvem brød sig vel om Fremtiden under disse Forhold. Paa Værkstedet sad de og frøs med Overtøj og Hue paa, den Smule Kul der var til Rest maatte spares til Mester. Pelle var hvert Øjeblik derinde, Mester talte ikke stort men laa og kastede sig, med Øjnene i Loftet; men saa snart Pelle var gaaet bankede han igen. »Hvordan mon det gaar?« spurgte han træt. »Løb til Havnen du, og se om Isen ikke snart letter – den sætter saa megen Kulde. Hele Jorden bliver jo en Isklump paa denne Maade. – – I Aften har de vist Møde om Dommedag. Løb op og hør hvad de mener om det.«

Pelle løb og kom med Besked, men naar han kom havde Mester ofte glemt det. Af og til kunde han melde om at Havet saas som en blaa Glime 227| yderst i Isen; saa lyste det op i Mesters Øjne. Men ved næste Melding var det igen Is det hele. »Havet æder Isen du,« sagde Mester Andrès fjærnt. »Men kanske kan det ikke overkomme saa meget. Saa tager Kulden Magten og færdige er vi!«

Men en Morgen drev Storisen til Havs, og hundrede Mand gik i Gang med at rense Indsejlingen for Is med Dynamit. Det var 3 Uger siden man havde haft Post fra Yderverdenen, og Damperen gik ud for at løbe til Sverig efter Nyheder. Den blev grebet af Isen derude og valset Sønder efter, fra Havnen kunde de med Dages Mellemrum se den vandre forbi i Istrækket, snart mod Nord og snart mod Syd.

Endelig brast de tunge Lænker helt, men det var svært for Jorden og Menneskene at rette sig igen, alting havde faaet et Knæk. Mester kunde ikke komme hen over Omslaget fra den skarpe Frost til Tøluften; naar Hosten ikke sled ham laa han stille hen. »Aa jeg lider saa forbandet Pelle,« klagede han hviskende. »Ondt har jeg ikke – men som jeg lider.«

Men en Morgen var han i godt Humør. »Nu er jeg over Vendepunktet du,« sagde han med svag men festlig Stemme – »nu skal du bare se, hvor jeg skal komme mig! Hvad Dag har vi i Dag? Torsdag? Død og Salte, saa maa vi have min Seddel fornyet. Jeg er saa let! Hele Natten har jeg svævet gennem Luften, og blot jeg lukker Øjnene flyver jeg igen. Det er Kraften i det ny Blod du – til Sommer er jeg rask. Saa faar jeg tage ud og se Verden! Men hvad Satan, det bedste faar én jo aldrig med – Verdensrummet og Stjærnerne og det! saa skulde man jo kunne flyve! Men i Nat var jeg der.«

Saa tog Hosten ham, Pelle maatte rejse ham over Ende, det lød som en vaad Klasken i ham for hvert Stød. Han holdt sin ene Haand paa Pelles Skulder og støttede Panden mod hans Bryst. Pludselig tav Hosten, den hvide knoklede Haand krammede sig 228| svidende i Pelles Skulder. »Pelle, Pelle!« stønnede Mester og vendte sine bristende Øjne mod ham i forfærdelig Rædsel.

»Hvad mon han nu ser?« tænkte Pelle gysende og lagde ham tilbage.