XXV

Der dukkede to Mænd ud af Skoven og krydsede Landevejen. Den ene var lille og pukkelrygget, han havde en NSkomagerdisk spændt fast paa Ryggen; dens Kant hvilede paa Puklen, og der var stukket en lille Pude imellem for at den ikke skulde gnave. Den anden var ung og stærkbygget, noget mager men sund og frisk i Farven. Han havde et stort Knippe Læster paa Ryggen, de holdtes i Ligevægt 259| af en Kasse foran, der efter Lyden kunde indeholde Værktøj. Han kastede sin Byrde af sig paa Grøftekanten og spændte saa Disken af den pukkelryggede. De smed sig i Græsset og laa og stirrede op i den blaa Himmel. Det var en dejlig Morgen, Fuglene havde travlt, og inde i den duggede Kløver gik Kvæget og slæbte lange Striber efter sig.

»Og alligevel er du altid glad?« sagde Pelle. Sort havde lige fortalt ham sin triste Barndomshistorie.

»Ja ser du, ofte ærgrer det mig jo ogsaa, at jeg tager alting saa let – men naar jeg nu ikke ved den Ting, jeg kunde være bedrøvet over! Gaar jeg Tingene efter, saa træffer jeg altid noget der gør mig endnu gladere – som nu dit Selskab for Eksempel. Du er ung, og Sundheden lyser ud af dig, Pigerne bliver saa milde hvor vi kommer hen. Det er som jeg selv var Aarsag i deres Glæde.«

»Hvorfra har du faaet al din Viden om Tingene?« spurgte Pelle.

»Synes du jeg ved saa meget?« Sort lo glad. »Jeg kommer jo omkring og ser mange Slags Hjem, hvor Mand og Kone forliges – og hvor de lever som Hund og Kat; Folk af enhver Slags kommer jeg i Berøring med. Meget faar jeg ogsaa at vide, fordi jeg ikke er skabt som andre Mennesker – mer end én Pige har betroet mig sin Elendighed du! – Og saa tænker jeg over alle Ting, om Vinteren naar jeg sidder ene – Biblen er ogsaa god at hente Viden af. Der lærer man at gaa bag om Tingene; og ved du først, at alt har en Bagside, saa lærer du at bruge din Forstand. Du kan gaa bag om hvilken Ting du vil, saa fører de allesammen ét Sted hen – til Gud; fra ham er jo ogsaa det hele udgaaet. Det er Sammenhængen ser du; og naar man først har den, er man altid lykkelig. Morsomt vilde det være at følge Tingene fremefter ogsaa – hvor de deler sig; og vise at de alligevel til Slut løber sammen i Gud igen. Men det ævner jeg ikke.«

»Vi skulde vel se at komme videre,« Pelle gabede og begyndte at røre paa sig.

260| »Hvorfor? Vi har det jo godt her – og naar nok det vi skal! Skulde der ligge et Par Støvler som Sort og Pelle ikke naaede at faa forsaalet inden de døde, saa udretter en anden det nok.«

Pelle smed sig om paa Ryggen igen og trak Huen over Øjnene – for hans Skyld havde det ingen Hast. Nu havde han vandret med Sort snart en Maaned, og været næsten lige saa meget paa Landevejene som paa Arbejdsstolen – Sort havde ingen Ro paa sig, naar han havde været et Par Dage et Sted maatte han videre! Han holdt af Skovbryn og Grøftekanter, og kunde tilbringe halve Dage der. Og Pelle manglede ikke Tilknytningspunkter til denne Friluftsdasen, han havde hele sin Barndom at øse af. Han kunde ligge i Timevis og tygge paa et Græsstraa – langmodig som en Rekonvalescent – mens Sol og Luft gjorde sit Arbejde i ham.

»Hvorfor præker du aldrig for mig?« sagde han pludselig og kiggede drilagtigt frem under Huen.

»Og hvorfor skulde jeg præke – fordi jeg er hellig? Men du er det jo ogsaa; enhver der er glad og tilfreds er hellig.«

»Jeg er Nlangtfra ikke tilfreds,« svarede Pelle og rullede sig paa Ryggen med alle fire i Luften. »Men du – jeg begriber ikke, at du ikke laver dig en Menighed! Du har jo Ordet i din Magt.«

»Ja hvis jeg var skabt som du – saa skulde jeg nok. Men nu er jeg pukkelrygget.«

»Hvad saa? Du bryder dig jo alligevel ikke om Kvindfolkene.«

»Nej, men uden dem kan der ikke udrettes noget. Det er dem, der drager Mændene og Børnene efter sig ser du! Og underligt er det at det just skal være dem – for Kvindfolkene bryder sig jo ikke om Gud! De har ingen Ævne til at gaa bag om Tingene, men vælger bare efter det ydre. Alting skal de hænge uden paa sig som Stads – Mændene med. Ja og Vorherre helst ogsaa – de kan bruge det hele.«

Pelle laa en Stund og gik sine spredte Erfaringer 261| efter. »Marie Nielsen var nu ikke saadan,« sagde han tankefuld. »Hun gav gærne Særken af Kroppen og forlangte ingenting for sin egen Mund. Jeg har handlet troløst mod hende! jeg bød hende ikke engang Farvel, før jeg drog ud.«

»Saa maa du søge hende op og erkende din Fejl, naar vi kommer til Staden. – I var altsaa ikke Kærester?«

»Hun saa paa mig som om jeg var et Barn, har jeg jo sagt dig.«

Sort laa lidt. »Dersom du vilde være med, saa skulde vi lave en Menighed du! jeg kan se paa deres Øjne, at du har Magten over dem hvis du vilde – som nu Pilegaardsdatteren! Vi skulde faa Tusender med os.«

Pelle svarede ikke, hans Tanker vandrede spørgende tilbage til Pilegaarden, hvor Sort og han sidst havde arbejdet; han var igen i det klamme Værelse med den altfor store Seng, hvori det blege Pigeansigt næsten blev borte. Hun laa og holdt om sin store Flætning med en gennemsigtig Haand – og saa paa ham; og bag ham trak de Døren læmpeligt til. – »Det var et besynderligt Paahit,« sagde han og trak Vejret dybt – »én som hun aldrig har set for sine Øjne. Jeg kunde gærne græde naar jeg tænker paa det.«

»Forældrene havde fortalt at vi var der, og spurgt, om hun ikke vilde jeg skulde tale et Guds Ord med hende – de er jo hellige. Men hun vilde hellere se dig. Faderen var vred og vilde ikke tillade det. Hun har aldrig haft unge Mænd i Tankerne før – sagde han – hun skal kunne Nstaa helt ren for Guds og Lammets Trone. Men jeg sagde: Er du nu vis paa Vorherre bryder sig om det, du kalder for Renhed Ole Jensen? Lad du dem kun mødes, naar hun kan have en Glæde af det! – Saa lukkede vi Døren for jer og –hvordan var det saa?« Sort vendte sig imod ham.

»Du ved det jo,« svarede Pelle tvært – »at hun bare laa og saa paa mig, som om hun tænkte: Ser 262| han saadan ud og har været saa langt nede? Jeg kunde se paa hendes Øjne, at I havde talt om mig og hun vidste om alt mit Svineri.«

Sort nikkede.

»Saa strakte hun Haanden ud imod mig. Hvor hun ligner en Guds Engel allerede – tænkte jeg – men Synd er det nu alligevel for én der er saa ung! Og saa gik jeg hen og tog hende i Haanden.«

»Og hvad saa da?« Sort skubbede sig nærmere, hans Øjne hang ventende ved Pelles Læber.

»Saa rakte hun Munden lidt frem. Og i det samme glemte jeg hvilket Svin jeg har været – jeg kyssede hende du!«

»Sagde hun da ingenting til dig – ikke et Ord?«

»Hun bare saa paa mig med disse ubegribelige Øjne. Saa vidste jeg ikke, hvad jeg skulde gøre mere – og saà at komme ud.«

»Var du ikke bange for, hun skulde føre Døden over paa dig?«

»Nej hvorfor det? det tænkte jeg ikke paa. Noget saadant kunde hun ikke pønse paa – saa barnlig hun var.«

En Stund laa de begge uden at sige noget. »Der er noget i dig som tager Magten over dem,« sagde Sort saa. »Hvis du vilde være med – – Ordet skulde jeg nok tage paa mig.«

Pelle strakte sig dovent – han følte ingen Trang til at stifte Religioner. »Nej nu vil jeg ud,« sagde han. »Der skal være Steder i Verden, hvor de har begyndt at slagte løs paa de store – dèr vil jeg hen.«

»Der opnaas ikke noget godt ved det ondes Hjælp – bliv du hellere her! Her ved du hvad du har – og hvis vi gik sammen.«

»Nej her er ingenting at opnaa for en der er fattig; skal jeg blive ved at gaa her, ender jeg i Skidtet igen. NJeg vil have min Andel du, selv om jeg skal slaa en Blodsuger ihjæl for at faa den – det kan vel ikke være saa stor Synd heller. – Men skal vi nu ikke se at komme videre? I en hel Maa263|ned har vi nu travet rundt til Sydlandets Gaarde, og bestandig har du lovet, at vi skulde komme ind efter til Lyngen. Jeg har ikke hørt til Far Lasse og Karna i flere Maaneder; da det begyndte at gaa mig skidt, var det som jeg glemte dem helt.«

Sort rejste sig hastigt: »Det er godt du har Tanke for andet ogsaa end at slaa Blodsugere ihjæl – hvor langt er der til Lynggaarden?«

»En Mils Vej godt og vel.«

»Vi gaar derind med det samme. Jeg har alligevel ingen Lyst til at begynde paa noget i Dag!«

De fik Sagerne paa Nakken og travede af Sted under fornøjet Passiar. Sort udmalede sig Ankomsten. »Nu gaar jeg først ind og spørger, om de har gammelt Fodtøj eller Seletøj de vil have lappet; og saa kommer du frem midt i det.«

Pelle lo. »Skal jeg ikke bære Disken for dig? Den kan godt bindes paa det andet.«

»Du sveder vel ikke paa mine Vegne?« svarede Sort leende. »For saa skulde du prøve at smide Bukserne.«

De var trætte af at tale og travede videre i Tavshed. Pelle gik sorgløst fremad og tog den friske Dag ind. Han følte Overmaalet af Kræfter som et Behag i sig; ellers tænkte han ikke paa noget, men glædede sig rent ubevidst til Besøget i Hjemmet. Hvert Øjeblik maatte han sagtne sine Skridt, for at Sort ikke skulde sakke agterud.

»Hvad tænker du nu paa?« spurgte han pludselig. Det var saa pirrende, at Sort altid skulde gaa der og tænke, saa snart han tav; man kunde aldrig paa Forhaand vide, i hvilket Hjørne han dukkede op igen.

»Akkurat saadan spørger Børnene,« svarede Sort leende. »De vil se hvad der er indeni!«

»Saa sig mig det da, – du kan vel sige det!«

»Jeg tænkte paa Livet du. Her gaar du ved min Side stærk og sejrssikker som den unge NDavid, og for en Maaned siden var du et Udskud.«

264| »Ja det er forresten ogsaa underligt,« sagde Pelle og blev tankefuld.

»Men hvordan kom du ned i alt det? Du kunde jo nok have bjærget dig, om du havde villet.«

»Det ved jeg ikke du. Det var ligesom jeg vil sige nogen slaar dig i Hovedet – og du saa gaar og ikke ved hvad du foretager dig. Det er heller ikke saa farligt, naar man først er der. Man slider, og drikker sig fuld – og slaar saa hinanden i Hovedet med Flaskerne.«

»Du siger det saa glad – du gaar ikke bag om Tingene, det er Sagen! Jeg har set saa mangen gaa til Bunds; det er bare et lille Skridt til Side for Fattigmand, saa er han gaaet i Hundene – og tror selv han er en Pokkers Karl. Godt var det alligevel, du kom ud af det! – At ikke Naget forbitrede jer Tilværelsen heller!«

»Kom Naget, saa var der jo Brændevinen,« sagde Pelle erfarent. »Den skal nok drive alt andet ud.«

»Saa er det jo paa en Maade godt med den ogsaa – den hjælper dem over Ventetiden.«

»Tror du virkelig, der kommer et Tusendaarsrige? – med Godtid for alle, fattige og usle?«

Sort nikkede. »Gud har lovet det – hans Ord faar vi vel tro. Der skal være noget saadant under Forberedelse ovre; men jeg ved ikke, om det er det rette.«

De travede rask fremad. Vejen var stenet og ujævn, inde til Siderne begyndte Klippen med sin stride Vækst at stikke frem af Agrene, foran dem hævede Lyngens blaanende Klippelandskab sig. »Saa snart vi nu har været hjemme, rejser jeg. Jeg maa over Havet og se hvad de har for,« sagde Pelle.

»Jeg har ingen Ret til at holde igen paa dig,« svarede Sort lavmælt – »men Vandringen vil blive ensom for mig. Jeg vil altid være til Mode, som om det var min Søn der havde forladt mig. Men du faar vist andet at tage vare end at mindes en stakkels Pukkelryg! Dig staar jo Verden aaben, og naar du 265| først sidder godt paa dit eget, husker du nok ikke den lille Sort.«

»Jeg skal nok huske dig,« svarede Pelle. »Og saa snart jeg er kommet godt efter det, kommer jeg hjem og ser til dig – ikke før. Far vil jo nok sætte sig imod at jeg rejser, han vil gærne jeg skal overtage Lynggaarden efter ham – men saa staar du paa mit Parti. Jeg har ingen Lyst til at være Bonde.«

»Det skal jeg nok.«

»Se nu her du, bare Sten paa Sten med Lyng og stridt Krat iblandt! Saadan var Lynggaarden for kun fire Aar siden – og nu er det en hel god Gaard. Det har de to udrettet – uden fremmed Hjælp!«

»Der er godt Tømmer i jer!« sagde Sort. »Men hvad er det for en gammel Stakkel deroppe paa Aasen? Han har en stor Sæk paa Nakken, og gaar som han skulde falde for hvert Skridt.«

»Han – det er jo Far Lasse det! – Halløj!« Pelle svang Huen.

Lasse kom stavrende ned imod dem, han lod Sækken falde og gav dem Haanden uden at se paa dem.

»Kommer du her?« udbrød Pelle glad. »Og vi skulde netop ind og se til jer.«

»Nu kan du spare dig! Du har været øm over dine Fjed, spar dem nu helt!« sagde Lasse tonløst.

Pelle stirrede: »Hvad saa da – er I flyttet?«

»Ja vi er flyttet!« Lasse lo hult. »Flyttet – ja ja vi er – og gaaet hver sin Vej tilmed. Karna hun er nu dèr hvor der ingen Sorger er – – og her er Lasse og alt hans!« Han stødte til Sækken med Foden, og blev ved at staa med Siden til dem og Blikket i Jorden.

Alt Liv var veget fra Pelles Ansigt, han stirrede forfærdet paa Faderen og bevægede Læberne, men kunde ikke faa et Ord frem.

»Her skal jeg løbe tilfældigt over min egen Søn, midt paa den vilde Mark! Og saadan som jeg har ledt og spurgt mig frem – ingen vidste om dig at sige. Dit eget Kød og Blod har vendt sig fra dig, 266| tænkte jeg – men til Karna maatte jeg sige, at du var syg. Hun ventede saa bestemt at se dig, inden hun drog hen. Nu faar du saa hilse ham – sagde hun – Gud give det maa gaa ham godt! Hun tænkte mere paa dig end mangen Moder vilde – ilde har du lønnet det. Det er Aar og Dag siden du satte Foden hos os.«

Pelle talte stadig ikke, han stod og svajede, hvert Ord ramte ham som et Kølleslag.

»Du maa ikke være for haard ved ham,« sagde Sort. »Han er uden Skyld – syg som han har været.«

»Ja saa, du har haft haardt at slaas med du ogsaa? saa skulde jeg som din Far vel være den sidste til at falde over dig.« Lasse strøg ned over hans Ærme, og Pelle fik Luft ved dette Kærtegn. »Græd du kun frit ud min Søn, det letter Sindet! I mig er Taaren tørket ind for længe siden, saa jeg faar se at indrette mig med Kviden. – Det har været en stræng Tid for mig kan du tro; mangen Nat har jeg siddet over Karna og vidste ikke mine levende Raad – jeg kunde jo ikke forlade hende og gøre Udvej, og alting faldt sammen om Ørerne paa os. Saa var det jo ikke langt fra, at jeg ønskede ondt over dig; du var dog den, som skulde haft en venlig Tanke for os. Og et Bud kunde du vel altid faaet sendt. – Men nu er det hele Slut.«

»Vil du da forlade Lynggaarden Far?« spurgte Pelle stille.

»De har jo taget den fra mig,« svarede Lasse klynkende. »Jeg kunde ikke skaffe Terminspengene under alt dette, og nu var det ude med deres Taalmodighed. Jeg fik lige Lov at blive af pur Naade saalænge, til Karna havde udstridt og var kommet vel i Jorden – enhver kunde jo se, at det ikke drejede sig om mange Dage.«

»Hvis det kun er Renterne –« sagde Sort – »jeg har nogle Hundrede Kroner, som jeg har sparet sammen til mine gamle Dage.«

»Nu er det for sent, Ejendommen er allerede ved 267| at blive overført paa anden Mand. Og selv om det ikke var – hvad skulde jeg nu uden Karna? Jeg duer til ingenting mere.«

»Vi vil drage ud sammen du Far,« sagde Pelle og løftede Hovedet.

»Nej jeg skal nok ikke drage noget andet Sted hen end til Kirkegaarden. Jeg er til ingenting mere! Min Gaard har de taget, og Karna sled sig ihjæl paa den, og selv lagde jeg mine sidste Kræfter der. – Saa tog de den bare!«

»Jeg skal nok arbejde for os begge. Du skal faa det godt, og gaa og nyde dine gamle Dage.« Pelle saa lyst udover.

Lasse virrede med Hovedet. »Jeg kan ikke krænge noget af mig mere – og lade det ligge og gaa videre!«

»Jeg foreslaar at vi drager mod Staden,« sagde Sort. »Oppe ved Kirken maa vi nok kunne finde en Mand der vil køre os.« De samlede deres Sager sammen og gav sig paa Vandring; Lasse holdt sig bag de andre og gik og smaasnakkede, af og til brød han ud i Klage. Saa gik Pelle tavs hen og tog ham ved Haanden.

»Ingen er der, som tager sig af os og giver os gode Raad! tværtom – de ser os gærne sætte Liv og Lykke til, bare de kan tjene et Par Skilling paa det. Selv Øvrigheden tager sig ikke af Fattigmand; han er kun til, for at alle kan hakke i ham og flyve bort med hver sit! Hvad bryder de sig om, at de sætter én ud for Kval og Ulykke og Undergang – bare de kan faa deres Skatter og Renter. Jeg skulde med koldt Blod støde Kniven i Struben paa hver og en af dem!« Saadan blev han ved en Stund, stigende – og faldt saa sammen som et lille Barn.