IV

Pelle var knyttet til »Familien« med egne Baand; de tre forældreløse Børn var de første, der rakte ham en venlig hjælpende Haand, da han tre Dage efter Landstigningen i Hovedstaden stod paa bar Gade, plyndret for alle sine Tærepenge.

Han kom ellers stort nok anstigende, og sov ikke Natten hen paa sin Bænk nede paa Mellemdækket mellem Kreaturerne; Spændingen holdt ham vaagen, og han laa og lagde vidtløftige Planer for sig selv og sine 25 Kroner. Ved første Gry var han paa Dækket og spejdede indover, hvor Storstaden dukkede op af Disen med sine Taarne og Fabriksskorstene. Oven over Byen svævede dens Dunstkreds, svagt rødmende mod Morgensolen – og gjorde Synet festligt; og Indsejlingen mellem Forter og Flaadelejer var tilpas vidtløftig til at imponere. Tumlen paa Kvæsthusbroen, idet Damperen lagde til og Kuske og Dragere raabte op, var lige ved at slaa over Hovedet paa ham, men han havde sat sig for ikke at lade sig gaa paa af noget. Det kunde være svært nok endda at faa fat ved den rigtige Ende af alt dette.

Og saa havde Tilfældet af sig selv sørget for ham. Nede paa Kajen stod en tyk jovial Mand og saa bekendt paa Pelle; han raabte ikke op, men sagde ganske jævnt: Goddag Landsmand! og tilbød Pelle Kost og Logi for to Kroner om Dagen. Det var godt at have en Landsmand midt i alt dette Virvar, 40| og Pelle gav sig trygt i hans Hænder. Det var en sjælden hjælpsom Mand, ikke engang den grønne Kiste fik Pelle Lov at bære selv. »Den skal jeg nok sende Bud efter,« sagde Manden; og til alting sagde han rundhaandet: »Det skal jeg nok ordne, lad bare mig!«

Da der var gaaet tre Dage, præsenterede han Pelle en vidtløftig Regning paa nøjagtig 25 Kroner. Det var et mærkeligt Træf, Pelle havde dem lige. Han vilde jo nødig ud med dem, men Værtshusholder Ellebye kaldte Gadebetjenten til; Pelle maatte betale.

Der stod han paa Gaden med sin grønne Kiste og vidste hverken ud eller ind, hjælpeløs og fortvivlet til Mode, da en lille Dreng kom fløjtende forbi og spurgte, om han ikke skulde give ham en Haand. »Jeg kan godt selv bringe Kisten hen hvor det skal være; saa koster det femogtyve Øre og ti til Trækkevogn. Hvis jeg bare skal tage i den ene Hank, koster det kun ti Øre,« sagde han og saà helt forretningsmæssigt paa Pelle. Han saa ikke ud til at være mere end ni-ti Aar.

»Jeg ved jo bare ikke, hvor jeg skal søge hen,« sagde Pelle næsten grædefærdig. »Jeg er smidt paa Gaden og har ikke noget Sted at ty hen. Vildfremmed er jeg her i Staden, og mine Skillinger har de plyndret mig for.«

Den lille Dreng gjorde en Bevægelse op i Luften som huggede han til noget med Panden: »Ja den var sku piværre – du har været i Kløerne paa Bondefangerne min Far. Saa maa du gaa med hjem – du kan godt bo hos os naar du vil ligge paa Gulvet.«

»Hvad tror du dine Forældre siger, naar du kommer slæbende med mig da?«

»Jeg har ingen Forældre, og Marie og Peter gør aldrig Vrøvl – kom du bare. Og kanske kan du faa Arbejde hos Pipmanden. Hvor kommer du fra?«

»Fra Bornholm.«

41| »Det gør vi ogsaa! det vil sige, det er jo mange Aar siden – dengang vi var Børn! Kom du bare med, Landsmand.« Drengen lo helt fornøjet og tog i den ene Hank.

Det var ganske vist ogsaa en Landsmand der havde plyndret Pelle, men han gik alligevel med. Det laa ikke til ham at være mistænksom.

Saadan holdt han sit Indtog i Arken, under et Barns Beskyttelse. De to lidt ældre Søskende godkendte gladelig den lille Karls Handling; og de tre forældreløse der ellers var sky og tilbageholdende, sluttede sig straks til Pelle. De havde fundet ham paa Gaden, og opfattede ham som en Jævnaldrende der var ukendt og trængte til Beskyttelse; de gav ham det første Overblik over den store By og hjalp ham til at faa fat hos Pipmanden.

Dagen efter Skovturen flyttede Pelle over paa Forbygningens Loft, i Værelset ved Siden af »Familien« som netop stod tomt. Marie hjalp ham at sætte det i Stand og bære Sagerne over; og det var med lettet Sind han rystede Maskepiet med Pipmanden af sig. Nu var det forbi med Udsvedningen og alle Stiklerierne der fulgte med; nu traadte han selv i Forhold til Arbejdsgiveren og kunde se sine Kammerater lige i Øjnene. Det havde i adskillige Henseender været en forsmædelig Tid, men han skiltes fra Pipmanden uden Nag. Han havde lært mere de faa Maaneder hos ham end i hele Læretiden hjemme.

Han fandt lidt brugt Værktøj hos en Jærnhandler og tog Bord og Seng paa Afbetaling. Inde fra Hofskomageren fik han noget Børnearbejde at begynde med; det stak han imellem, sin væsenligste Fortjeneste fandt han hos Mester Beck i Torvegade.

Beck var en Mand af den gamle Skole; hans Kundekreds bestod mest af Vægtere, Prammænd og de gamle Ulke der holdt til ude paa Kristianshavn. 42| Skønt han var født og opvokset her, lignede han en Provinshaandværker, gik i Morgensko som Datteren havde broderet, og røg om Søndagen lang Pibe i sin Gadedør. Han saà gammeldags paa Haandteringen og var glad for Pelle, der kunde spande svært Fedtlær og ikke var bange for at tage i et Par gamle Transtøvler. Becks Arbejde kunde ikke saa godt sendes ud, og Pelle mødte villig paa Værksted og tog en Haand i hvad der forefaldt. Kun vilde han ikke have Kost og Logi hos Mester paa gammeldags Manèr.

Forandringen betød Opgang fra første Dag; han arbejdede med Liv og Lyst og begyndte at lægge til Side for at faa Skylden til Sort fra Haanden. Nu øjnede han ogsaa den Dag, da han kunde faa Far Lasse herover.

Om Morgenen naar Loftets Beboere tumlede søvndrukne om i den lange Gang, for at komme af Sted inden den fløjtede kvart i seks, sad Pelle allerede derinde og slog sine Skomagerslag. Ved Syvtiden gik han hen paa Becks Værksted, naar der var noget til ham. Han fik ogsaa en Del Arbejde fra Arkens Beboere.

Han havde gjort en Erfaring over Produktionens Vilkaar, og denne Erfaring var som en frugtbar Kærne, der laa og spirede hvor den var smidt hen, og vilde avle bestandig mere. Det mærkedes straks som en Bedring i Kaarene at have rystet den ene Udbytter af sig – hvad om man kunde sende den anden samme Vej og selv tage hele Udbyttet af sit Arbejde!

Det lød helt fantastisk, men Pelle skulde ikke have noget af at gaa til Vejrs her og komme flad ned igen. Han havde gjort en haandgribelig Erfaring, og forlangte Rede paa hvor langt den rakte. Mens han sad og arbejdede, tvang han Spørgsmaalet til at gaa sindigt frem og tilbage gennem Tankerne, saa han kunde faa det ordenlig undersøgt:

Pipmanden var altsaa overflødig som Mellemmand; man kunde gøre et Stykke Arbejde, uden at det be43|høvede passere ham og afsætte en Pægl i hans tørstige Hals. Men var der mere Mening i, at Fodtøjet paa sin Vej ud til Forbrugerne lagde Vejen om ad Hofskomageren og afsatte Selvejerkøretøj og Herreleben? Kunde Pelle ikke selv træde i Forhold til Kunderne, og skyde Meyer ud lige som han havde skudt Pipmanden ud? – jo selvfølgelig! Tredve Tusend om Aaret stod Hofskomageren i Skat for, sagdes der. »Det skulde lige deles mellem os der arbejder for ham!« tænkte Pelle mens han hamrede Pløkkerne i. »Saa behøvede Far Lasse ikke gaa derhjemme én Dag længer og hutle sig gennem Tilværelsen.«

Dette var noget man kunde tage og føle paa, et praktisk Regnestykke han havde gjort – som tilsyneladende ikke havde noget med hans lyse Lykketro at skaffe. Den sad fremdeles i det dulgte et Steds og bar oppe gennem alt – men vogtede sig vel for at stille bestemte Krav; et tungt erhværvet Instinkt sagde den, at i Fattigmand galdt det om at være rummelig. Det var hans Slægtsarv, og han kunde bære den trofast gennem alle Tilskikkelser; som Millionerne havde gjort det før ham – altid rede til at tage mod den Ukendte – til de naaede Graven og resigneret leverede Drømmen videre. Der var et Haab for ham selv i det, men blev dét slaaet ned, bestod Haabet selv alligevel. Det med Lykken var til syvende og sidst ikke noget Løfte om haandgribelig Fremgang for den enkelte, men en bred Forjættelse – baaret frem gennem trælse Aarhundreder med noget af Evighedens lange Aandedrag.

Pelle havde hele den endeløse Vandring i sig; den laa nedfældet i hans Sind som en ufattelig stor Langmodighed. I hans Verden var Ævnerne ofte nok store, men Resignationen altid større; han var grundigt indstillet paa at se alting gaa til Spilde og alligevel bevare Haabet.

Ofte nok havde det taget Toner under den lange Marsj: af »Davidsstaden med Guld paa Gaden«, 44| »Tusendaarsriget« og »Herrens Herligheds Genkomst«, – han havde selv lyttet spørgende til nogle at dem. Men aldrig før havde det faaet Lyd i en Sang om Mad og Klæder, Hjem og Hygge; hvordan skulde han saa kende sig igen i det?

Han sad blot her og gjorde et Regnestykke op, som klart og hurtigt kunde skaffe ham Del i Goderne – med en Fordringsfuldhed og Utaalmodighed som han ikke kunde have gjort Regnskab for.

Og rundt om ham mudrede det paa samme Maade. Der var gaaet et vaagnende Ryk gennem Masserne, de vandrede ikke længer taalmodigt frem under den blinde Bevidsthed, men svajede hid og did i forvirret Raadslagning. Det vidunderlige skulde ikke længer fuldbyrde sig selv, naar Tidens Fylde kom. Der sad en ond Magt og holdt deres store Haab om Knæerne, saa hun aldrig kunde føde! De maatte selv se at hjælpe Lykken til Verden.

Der var gaaet Brud paa den urokkelige Fatalisme, som før havde holdt det hele saa tungt gaaende; Massen holdtes ikke længere sammen i dump Resignation. Mennesker som hele Livet igennem havde gaaet deres Vanegang til og fra Arbejdet, stansede pludselig op og gav sig til at stille urimelige Spørgsmaal om Hensigten med det hele. Selv de enfoldige vovede at sætte Tvivl ved Tingenes Orden; det var ikke længer saadan, fordi det maatte saa være – der var en pinlig Aarsag til Elendigheden. Dermed var der gaaet Hul, de gik og fik Lyst til at tage Haand i Hanke med Tilværelsen; Fingrene kløede paa dem efter at rive et eller andet spærrende ned – de vidste bare ikke hvad.

Der var noget som en Hvirvel i det, alle Linjer forsvandt. Ukendte Magter dukkede op og lod sig lige ane, eller besatte de skikkeligste. Folk der før havde krøbet som Hunde for at faa Føden, blev pludselig grebne af Stædighed og lod sig slaa ned før de bøjede sig. Støtte Folk som havde arbejdet paa ét Sted hele deres Liv, kunde ikke længer finde sig i Tingene og gik deres Vej for et godt Ord. Den 45| tungt erhværvede Langmodighed var slaaet ud af Sindene; de der støt havde baaret det hele paa deres Skuldre gik og lagde sig Ømtaalighed til; de blev urimelige og umedgørlige som svangre Kvinder. Det var som de ømmede sig under Trykket indefra af en usynlig Magt, og forsøgte at aabne den haarde Skorpe for noget nyt i sig. Den smærtelige Tilskyndelse kendtes paa deres forvirrede Stirren og disse pludselige vanvittige Greb ud i den tomme Luft.

Der var noget truende i selve den Uvished Masserne gik og traadte rundt i, som lyttede de efter ny Ord ude fra Mørket. De slog rask væk gammel Vane og Hævd ud af Sindet for at gøre Plads i sig; rundtom talte man om det ny og det ny og prøvede blindt at indrette sig for det – som var det en Selvfølge, at Tidens Fylde nu var kommen og Forjættelsen skulde fuldbyrdes just paa dem. De gik og var parate til at gøre et eller andet – de vidste ikke selv hvad – klumpede sig sammen i Smaahold og lavede mislykkede Strejker, helt hen i Vejret. Andre lavede Diskussionsforeninger, og gav sig i hidsige Ord til at slaas om det ny som ingen af dem kendte – det var navnlig de unge. Mange af dem var stævnet hid for Lykken – lige som Pelle selv, og de brændte af Uro. Der var noget hæftigt over dem – en Febertilstand!

Saadan var Tilstanden da Pelle kom til Hovedstaden – kaotisk, uden noget trygt Plan at vandre til sin Gærning i. Masserne støttede ikke hinanden længer, men var i Opløsning og flakkede forvirret efter noget at samle sig om. Opad i Samfundet mærkedes kun Utrygheden i Arbejdsforholdene; der klagedes over Uroen, den meningsløse Uro som indskrænkede Udbyttet og gjorde Konkurrensen med Udlandet vanskelig. Men enkelte kloge vejrede Folket som et stort lyttende Øre; ny Prædikanter opstod og vilde føre Mængden ad nye Veje hjem til Gud. Pelle blev et Par Gange af Strømmen ført saadanne Steder hen, men lod sig ikke tage; det var de gamle Toner om igen – dèr laa det ikke.46| Ingen lod sig tilfredsstille længer ved Anvisninger paa Himlen; de ny Profeter forsvandt lige saa pludselig som de var dukket op.

Men der var midt i Forvirringen en fast Klump, en Menighed som var groet støt frem gennem en Række Aar og fanatisk havde modstaaet Forfølgelse og Spot oppe og nede fra, til den nu udgjorde nogle Tusend Medlemmer. De stod fast i Hvirvlen og paastod lige haardnakket, at deres Lære sad inde med Fremtiden. Og nu syntes den at faa Vind i Sejlene; den svarede paa en egen Maade til de utaalmodige Krav om at faa Himmerige draget ned her paa Jorden og Lykken inden for Rækkevidde.

Pelle havde ladet sig tage af den ny Lære ude ved Den Slesvigske Sten og kastet sig varmt og stærkt i Armene paa den. Han gik til Møder og Diskussioner og brugte sine Øren for at faa fat i noget sagligt; hans praktiske Natur krævede noget haandgribeligt for Tanken at arbejde med. Nede i hans Væsen arbejdede det samtidig, dybt og stærkt som Strømme under Is; undertiden mærkedes det op paa Overfladen og gjorde ham forskrækket. Endnu havde han ikke formaaet at samle det til nogen Helhed; naar han hørte Klagerne over den ødelæggende Uro der satte Landets Velstand paa Spil, saá han ikke Sammenhængen i det.

»Det er dog forkert at de stanser Arbejdet uden nogen Grund,« sagde han til Morten, en Dag Bagerikusken var gaaet sin Vej fra Pladsen. »Som nu jer Ka’l – han havde jo ikke noget at beklage sig over.«

»Han har maaske pludselig faaet ondt i Skrævet af, at hans Oldefar engang har redet Træhesten! Hvem ved – han var jo fra Landet,« svarede Morten alvorlig.

Pelle saá rask paa ham. Han led ikke Mortens dobbeltbundede Maade at tale paa, den gjorde ham utryg.

»Kan du ikke lige saa godt tale ordenligt?« sagde han. »Jeg forstaar dig ikke.«

47| »Ikke det? – Men der er vel Aarsag nok, Masser af gammel Aarsag; hvorfor Pokker skal der saa oven i Købet være en Grund fra i Gaar? Kunde du ikke tænke dig, at Arbejderen – der har traadt Trædemøllen saa længe i den Tro at Bevægelsen udgik fra de andre – pludselig opdager, at det er ham selv der holder det hele gaaende? For det er hvad der foregaar! Fattigmand er ikke bare en Træl der træder Hjulet, og faar en Haandfuld Mel kastet i Halsen engang imellem for at han ikke skal sulte ihjæl. Han er ved at opdage at han staar i højere Tjeneste, du! – og nu vender Bevægelsen sig og udgaar fra ham selv! – Men det kan du sagtens ikke se,« tilføjede han ved at se Pelles vantro Udtryk.

»Nej for jeg har ikke Højhedsvanvid,« svarede Pelle leende – »og du er da heller ingen Profet, som kan forudsige saa store Ting. Men jeg har Forstand nok til at regne ud, at vil man gøre Vrøvl, maa man have noget bestemt at gøre Vrøvl over. Ellers gaar den ikke. Det med Træhesten er ikke tilstrækkeligt.«

»Det kommer vel an paa, hvor mange der gør Vrøvl,« svarede Morten. »Hvad alle er med i, behøver der ikke gives Grunde for.«

Pelle tumlede videre med det under Arbejdet. Det gik ikke med disse Overvejelser i al Almindelighed; hvad der var af den Slags i hans Tankeverden, var fastslaaet gennem Slægtled og handlede mest om Liv og Død. Han maatte have praktisk fat og søgte igen tilbage til sin egen store Erfaring –:

Pipmanden var overflødig, det havde Pelle selv leveret Beviset for! Og der var ikke noget i Vejen for at skyde Hofskomageren ogsaa ud; det var Svendene der besørgede Maaltagning og Tilskæring – hele Arbejdet! Han var egenlig en Udsveder han ogsaa, der havde sat sig paa Toppen af hele Histo48|rien og sugede Profitten til sig. Men saa havde Morten jo alligevel Ret i sit storsnudede Syn paa Arbejderen som den der bar det hele! Pelle studsede lidt ved Resultatet, og fastslog forsigtigt at det i alle Fald galdt for hans Fags Vedkommende. Dèr var der god Mening i at erobre sit eget tilbage – men hvordan?

Hans sunde Sans krævede noget at sætte i Stedet for Meyer og de andre store Udsvedere. Det gik ikke, at hver Svend sad og miksede paa egen Haand som Smaamester; han havde set formeget af det hjemme i Provinsbyen – det skabte Hutleri!

Han satte sig saa til at udarbejde en Plan for en Produktionsforening: et Antal Arbejdere i Faget skulde slaa sig sammen, indskyde hver sin lille Andel og leje Forretningslokaler; Arbejdet skulde fordeles mellem dem efter hver Mands særlige Anlæg, og af deres Midte valgte de en til at forestaa det hele. Paa den Maade kunde Spørgsmaalet løses – hver Mand fik det fulde Udbytte af sit Arbejde.

Da han havde gennemtænkt sin Plan grundigt, gik han til Morten med den.

»Det har jo været fremme inden for Bevægelsen,« udbrød Morten og trak en Bog frem – »men det gik mærkværdig nok ikke. Hvor har du hugget den Ide?«

»Det har jeg selv siddet og fundet ud,« svarede Pelle selvfølende.

Morten saá lidt tvivlende ud. Han slog op i Bogen og viste Pelle, hvorledes hans Ide netop var skitseret – Ord til andet næsten – som et Led i Fremrykningen. Det var et Værk om Socialismen.

Naa, Pelle tabte ikke Modet af den Grund! Han var stolt over at have udfundet noget, som ogsaa andre var kommet paa – lærde Folk oven i Købet! Han begyndte at faa Tillid til sin egen Tanke, og søgte ivrigt ud til Møder og Foredrag. Kræfter og Mod vidste han han havde. Han vilde se at blive dygtig! – og saa opsøge dem der gik foran og brød Vejen, og tilbyde dem sin Tjeneste!

49| Hidtil havde Lykken altid dunkelt foresvævet ham som et Æventyr, der pludselig slog ned over sin Mand og hævede ham op i højere Egne, mens alle de andre stod tilbage og stirrede langt efter én – det var jo det pinlige. Men her skimtedes nye Veje, som førte til Lykke for alle der udrettede noget – saadan som Kraften havde fantaseret sig det i sin Dødsstund. Han begreb ikke saa lige, hvor alt det skulde komme fra; men det blev deres Sag som skulde udrede det!

Alt dette holdt hans Sind i ny og uvant Beskæftigelse. Han var ikke vant til at spekulere paa egen Haand, men havde hidtil holdt sig til hvad der var overleveret ham som Slægtens Vedtægt – og ofte blev det byrdefuldt nok. Saa slog han til det hele for at blive det kvit. Men det kom igen!

Naar han var træt, fik Hanne igen Magt over ham, og han søgte over til dem om Aftenen. Han vidste godt at det ikke var for det gode, nogen Fremtid ved Hannes Side var det ham ikke muligt at tænke sig; i Forbindelse med hende eksisterede kun Øjeblikket. Hendes sælsomme Væsen havde Magten med ham – det var det hele! Tidt nok svor han ikke at lade sig gække, men gik derned alligevel. Han maatte prøve at erobre hende – og saa tage Følgerne!

En Dag efter Fyraften kom han slængende derned. Der var ingen paa Svalen, saa gik han ind i det lille Køkken.

»Er det dig, Pelle?« lød Hannes Stemme inde fra Stuen – »kom bare ind.«

Hun havde nok vasket sit Legeme og sad nu i hvidt Skørt og Livstykke og redte sit fagre Haar. Der var noget af en Prinsesse over hende, saadan som hun hægede om sin Krop og forstod hvordan det skulde gøres. Spejlet stod foran hende i Vinduet, og uden for den lille Bagstue, i Smuget mellem Tage og skjoldede Brandmure, saas Børnehusbroen og Kanalen der løb udefter. Derude ved Handels50|pladserne var Luften streget graa ind af Skibenes Rejsning.

Pelle satte sig paa Puffen henne ved Kakkelovnen med Albuerne paa Knæerne og gloede ned i Gulvet; han var underlig i Hovedet. »Bare den gamle snart vilde komme,« tænkte han – »jeg tror, jeg gaar ud og lader som jeg kigger efter hende.« Men han blev alligevel siddende. Ved Væggen stod Dobbeltsengen med rødblomstret Tæppe over, og op ad den anden Væg Bordet med Stolene skubbet ind under. »Hun skulde ikke gække mig altfor meget,« tænkte han igen – »kanske ender det med, at jeg tager for mig. Og saa brænder hun sig!«

»Hvorfor siger du ikke noget til mig, Pelle?« spurgte Hanne.

Han løftede Hovedet og saá hende derinde i Spejlet, hun havde Spidsen af Fletningen i Mundvigen, og lignede en Killing der bider i sin Hale.

»Aa, hvad skal jeg vel sige?« svarede han mut.

»Du gaar og er fornærmet paa mig, men det er nu Synd af dig – det er! Kan jeg gøre for at jeg er saa angst for Fattigdommen – aa saa det gruer inden i mig? Lige fra jeg blev født har det aldrig været andet; og du er ogsaa fattig Pelle, lige saa fattig som jeg selv. Hvad kan der vel ske med os to – vi ved jo det hele!«

»Hvad er det for noget der skal ske da?«

»Det ved jeg ikke, og det er ogsaa lige meget – noget som jeg ikke kender bare. Uh, alting bliver saa kendt naar man er fattig; hver Traad i Tøjet kender man udenad, og kan se hvor det slider paa den. Havde du bare været Sømand, Pelle.«

»Har du kanske mødt ham igen?« spurgte Pelle.

Hanne virrede leende med Hovedet. »Nej men jeg tror paa noget du – noget storartet! Der ligger et stort Sejlskib derhenne – jeg kan se det her fra Vinduet. Det er fuldt af dejlige Ting, Pelle!«

»Du er vild,« sagde Pelle haanligt. »Det er en Bark der skal ind til Kulkajen, den kommer fra England med Kul.«

51| »Det kan godt være,« svarede Hanne ligegyldigt – »hvad bryder jeg mig om det! Dèrhenne ligger Skibet og har noget til mig fra det fremmede! synger det hele Tiden inde i mig; og den Glæde kan du vel nok unde mig?«

Moderen kom vrængende ind.

»Ja dèrhenne ligger Skibet og har noget til mig – dèr ligger Skibet og har noget til mig – æv! Er du ikke snart ked af at høre paa dit eget forskruede Pjat? Hele din Barndom har du siddet dèr og hængt – og gloet efter Skibet; nu kunde det snart være nok. Og dèr lader du Pelle sidde og se paa at du blotter din Ungdom – skammer du dig ikke?«

»Pelle er saa god Mor – og han er min Bror. Han tænker ikke –«

»Tænker ikke! Jo han tænker: Hvor hendes Barm er blød og hvid. Og hans Sind græder, fordi han ikke faar Lov at lægge sit Hoved dèr. Jeg har vel ogsaa kendt til at skænke Glæder i mine unge Dage!«

Hanne rødmede helt ned over sin Barm. Hun slog Haandklædet over sig og løb ud i Køkkenet.

Moderen saá efter hende:

»Hun er saa skær i Huden som nogen Kongedatter – skulde én nu ikke tro, hun var en Gøgeunge? Hendes Far kunde heller ikke lide hende. Du har været mig utro med en eller anden Finstikker – sagde han saa ofte – hvordan skulde to fattige slaaet sammen give saadant Postelin? Ved den levende Gud, Johnsen – sagde jeg – du og ingen anden er Far til Pigebarnet! Men han pryglede os og vilde ikke tro mig; han saá sig gal paa Ungen og hadede os begge to for hendes Finheds Skyld. Ikke saa sært om hun er blevet lidt underlig i Hovedet – vil du saa tro hun har kostet mig nogle salte Taarer? Men lad du hende fare, Pelle! For hendes egen Skyld kunde jeg godt ville, at du skulde have hende, men du har ikke godt af at gaa saadan og blive holdt hen. Og faar du hende, bliver det kanske daarligere endnu; Kvindenykker er elendigt Bohave for et Hjem.«

52| Pelle indrømmede det i sit stille Sind. Han havde ladet sig daare, og gik og ødede af sin Ungdom paa en Vej der ikke førte igennem. Og nu skulde det være forbi.

Hanne kom ind og saá paa ham, lys og sværmerisk. »Vil du med ud og gaa en Tur, Pelle?« spurgte hun.

»Ja,« svarede Pelle glad og smed hurtig alle Forsætter over Bord.