V

Pelle og hans lille Naboerske kappedes om, hvem der kunde komme først op om Morgenen. Naar hun var heldig og maatte kalde paa ham, straalede hendes Ansigt af Stolthed; det hændte han blev liggende lidt længer for at unde hende den Glæde, og svarede helt søvndrukken naar hun dunkede i Væggen. Men undertiden tog Barneaarene deres Ret; Pelle færdedes saa stille som muligt, og ved Halvsekstiden bankede han i Væggen. Saa var hun flov hele Formiddagen.

Brødrene skulde have deres NMorgendrik og være paa Arbejde Kl. seks; Peter der var ældst gik paa en Blikvarefabrik, Karl løb med Morgenaviser og paatog sig alt muligt tilfældigt NSjov. Han maatte støve det op, og hele hans lille Person bar Præg deraf. Der var noget rastløst vandrende over hans Væsen, som om Tankerne bestandig jog rundt efter Udveje.

Paa den Tid mudrede det rundt om; nede over NBrøndens Bund og ud gennem NTøndegangen lød en endeløs Klapren af Fodtrin fra Arkens Hundreder, der væltede søvndrukne ud i Dagen, tjavsede – med Rester af Nattens Indhold hængende i Træk og Øjne. De smaskede som smagte de paa Modsætningen mellem Nat og Dag, gabede lydeligt og jog af Sted. Heroppe paa den lange Gang tumlede 53| Fabrikspiger, Arbejdere og Aviskoner halvnøgne rundt, de var altid forsinkede, og stod smaaskændende og ventede paa deres Tur til at komme til Vasken. Der var kun en Vask ved hver Ende af Gangen, og det blev lige at faa Øjnene dyppet og Søvnen jaget væk. Til alle Humrene stod der aabent, Natdunsterne hang tungt i Gangen.

De Dage han arbejdede hjemme, var den lille Marie i godt Humør; hun sang og trallede ustanselig med sin underlige Dværgestemme, og hvert Øjeblik kom hun ind og tilbød sin Tjeneste. Saa kunde hun stille sig bag ham og tavs staa og betragte hans Arbejde, mens Aandedrættet gik hørligt inde i hende med smaa Pibelyde. Der var en dump Rugen i selve hendes lille hæmmede Legeme, der mindede Pelle om Mortens ulykkelige Søster Karen; det samme ufuldbaarne, stenede – som ved Frugterne af altfor unge Trær. Men hun var af lysere Lød alligevel, Barnesliddet sad ikke som Nbeske Væsker i hende, det var kun det ydre der var mærket deraf. Over hendes Sind laa tværtimod et Skær af forhutlet Lykke, som havde hun det meget bedre end hun kunde vente. Kanske kom det af, at hun saá et Resultat af sit Barneslid; der var ingen til at sprede det for alle Vinde.

Hun var en dygtig lille Husmoder, og Brødrene respekterede hende og bragte retskaffent hjem hvad de fortjente. Saa tog hun fra hvad der skulde bruges, lagde til Side til Huslejen i en Æske som hun gemte i Komoden, og gav dem det de maatte more sig for. »Lidt skal de have,« sagde hun til Pelle, »for Mandfolk kan ikke lide at gaa uden Penge i Lommen. De fortjener det ogsaa, for de har aldrig saa meget som drukket en Øre op; Nom Lørdag Aften gaar de lige hjem med Fortjenesten. – Men nu maa jeg nok ind til mit Arbejde; skrækkeligt ogsaa som Tiden bliver borte mellem Hænderne paa én.« Hun snakkede akkurat som en gift Kone, og Pelle morede sig indvendig.

Lidt efter kom hun stikkende igen; han skulde 54| smage et eller andet, eller hun havde sit Lappearbejde med og slog sig ned paa Kanten af en Stol. Hun var altid paa Spring, som om en Gryde kunde koge over naar som helst.

Saa snakkede de Fornuft, den lille Marie brød sig ikke om Pjank. Der var nok af alvorligt at snakke om, de vanskelige Tider, Maries Forældre, og selve det forunderlige at de to havde truffet hinanden en Gang før. Det var en Hændelse fuld af uudtømmelig Rigdom for hende, skønt hun ikke kunde huske det.

Men Pelle huskede det tydeligt, og maatte fortælle igen og igen om sin Tur til Havnen derhjemme for at vise gamle Tækkemand Holm Damperen; og Marie lo hvergang hun hørte, at Holm stod og sprang af Skræk for det prustende NDampspil. – Hvad saa da? – Ja Damperen var jo i Færd med at tage en Bunke Bohave ind, gamle Senge, Borde og sligt.

»Det var vort altsammen!« udbrød Marie og klappede i Hænderne – »dengang havde vi noget. Vi havde det at sætte ud af, mens Far laa syg efter Faldet?« Saa stirrede hun spørgende paa ham efter mere.

Og midt i Bohavet stod en Mand med et fint gammelt Spejl i Favnen. Tækkemand Holm kendte ham og gav sig i Snak.

»Han græd – ikke?« spurgte Marie rørt. »Far var saa ulykkelig fordi det gik tilbage for os.«

Saa snakkede hun selv om Hotellet dernede ved Østlandets Klipper, og de fine Gæster som laa der om Sommeren. Tre Aar havde de boet der, og Pelle maatte igen nævne Summen man havde bedraget hendes Far for. Hun var stolt over at de havde ejet saa meget engang – ti Tusend.

Herovre havde Faderen faaet Arbejde som Murhaandlanger, en Dag traadte han paa en Vippeende og faldt ned. Han laa et Par Maaneder, og da alle Stumperne var gaaet døde han. Saa kom de ind i Arken. Moderen gik ud og vaskede for Folk, men hun var blevet underlig i Hovedet. Hun kunde ikke 55| bære Ulykken og forsømte Hjemmet for at søge rundt til Sekterne efter Trøst, helt forstyrret var hun tilsidst. Og en Dag forsvandt hun, man mente hun havde druknet sig i Kanalen. »Men nu har vi det godt,« sluttede Marie altid – »nu er det ingen Sag.«

»Er du da ikke træt af at have alt det at tage Vare paa?« kunde Pelle forundret spørge.

Hun saá forbavset paa ham: »Hvorfor skulde jeg vel være træt? Der er ikke mere end man kan overkomme – naar man bare passer Tiden. Og Drengene er tilfreds med hvad jeg laver, de gør aldrig Vrøvl.«

De tre forældreløse slog sig igennem saa godt de kunde, og var helt stolte over deres lille Menage. Naar det gik dem smaat, sultede de og holdt alvorlige Raadslagninger; men de tog ikke mod Hjælp af nogen. De levede i en bestandig Frygt for, at Politiet skulde faa Nys om deres Forhold og komme og slæbe dem i Skole; saa vilde de blive Njaget fra hinanden og anbragt paa Fattigvæsnets Regning. De var sky og holdt sig for sig selv. I Arken holdt alle af dem og dækkede deres Skjul. Med Beboernes Familieliv gik det som det kunde bedst; altid var der Ballade i et eller andet Hjem. Der var ligesom en Oprejsning i at have disse tre Børn boende saa smukt midt i Suppedasen, man saá op til den lille Mønsterarne og værnede om den som en Helligdom.

Pelle sluttede de sig ubetinget til; de havde fisket ham op paa Gaden og betragtede ham paa en Maade som et Hittebarn, der stadig stod under deres Beskyttelse. Naar Marie serverede Morgenkaffen til Drengene, bragte hun en Taar ind til Pelle ogsaa – der hjalp ingen Protest. Og om Formiddagen naar hun var færdig inde hos sig selv, stillede hun hos ham med Kost og Gulvspand. Hendes satte gammelkloge Ansigt lyste af NOmsigt og Trang til at hjælpe; hun spurgte ikke om Forlov, men tog af sig selv fat hvor der trængtes. Naar Pelle var paa Becks Værksted, fandt han altid sit Værelse i Stand om Aftenen.

56| Havde han Arbejde hjemme, kom hun ind med Formiddagskaffe til dem begge. Han nænnede ikke at sige nejtak, fordi hun tog sig det nær og kunde gaa en hel Dag med sin Krænkelse; i Stedet løb han saa ned efter Boller. Marie lagde gærne sin Part til Side til Drengene under et eller andet Paaskud – hun havde ingen rigtig Glæde af at nyde noget selv.

Pelle følte Fremgangen og sin egen Ungdom og var bestandig i lyst Humør, selv Hanne kunde ikke kaste alvorlig Skygge over hans Tilværelse. Der var over Forholdet til hende noget som en skøn Uvirkelighed, der ikke satte Ar i Hjærtet.

Og over for dette prøvede Barn skammede han sig simpelt hen, hvis noget vilde komme op og forstemme. Han følte det som en Pligt at lyse op i hendes fattige Tilværelse med godt Humør, og talte muntert op, spøgede og smaadrillede hende for at sprede hendes unaturlige Alvor. Saa smilede hun paa sin stille moderlige Maade, som man smiler ad et kært Barn der vil forjage ens Bekymringer – og tilbød at gøre noget.

»Skal jeg ikke vaske din Bluse for dig – eller efterse dine Skjorter?« spurgte hun. Hendes Taknemlighed gav sig altid Udslag i Arbejde.

»Nej tak, Marie – det besørger Hanne og hendes Mor jo.«

»Men det er ikke noget for Prinsessen – det kan jeg meget bedre.«

»Prinsessen?« sagde Pelle og løftede Hovedet. »Kaldes hun saadan?«

»Kun af os Børn – det er ikke noget Øgenavn. Vi legede altid Prinsesse naar hun var med – og hun var det! Men ved du hvad? der skal komme en og bortføre hende – en meget fornem én. Hun er Ngivet hen paa Vuggen til en fin Herre.«

»Sikke noget Snak,« sagde Pelle ærgerlig.

»Det er virkelig sandt! Naar det regnede, sad vi inde under Svalen dèr i Krogen ved Skarnkassen, og saa fortalte hun det – det er sandt! Synes du 57| ikke hun er nydelig? hun er rigtig som en Prinsesse – saadan!« Marie gjorde en Bevægelse i Luften med strittende Fingre. »Og hun ved alt, hvad der er fint. Hun rendte ned i Gaarden til os i sin lange Kjole, og hendes Mor stod og skældte ud deroppe. Saa satte hun sig over Risten ligesom paa en Trone og var Dronning – og vi var hendes Damer. Hun flettede vort Haar og satte det fint op med kulørte Baand. Naar jeg saa kom op, rev Mor det hele af Hovedet paa mig og pjuskede Haaret. Det var Synd mod Gud at stadse sig op! sagde hun. Da saa Mor forsvandt, havde jeg ikke Tid til at lege med mere.«

»Stakkels lille Pige,« sagde Pelle og strøg hende over Haaret.

»Hvorfor siger du det?« spurgte hun og saá forundret paa ham.

Han havde hele hendes Fortrolighed, og fik Ting at vide som ikke engang Drengene maatte kende. Hun holdt sig ogsaa pænere i Tøjet, hendes tynde lyse Haar var altid glattet hen over Panden.

Naar de begge havde Ærende ud var hun lykkelig. Saa pyntede hun sig i det bedste og gik ved hans Side gennem Gaderne, smilende over hele Ansigtet. »Nu tror maaske Folk vi er Kærester,« sagde hun engang – »men hvad gør det? Lad dem bare tro.« Pelle lo; hun var med sine elleve Aar ikke større end et niaars Barn – saa forsat i Væksten.

Det kneb dem ofte med at klare sig, de talte ikke gærne om det, men der kunde komme noget fortrykt i deres Mine. Saa talte Pelle lyst op om de gode Tider, der snart vilde oprinde for alle Fattige. Det kostede ham stor Anstrængelse at faa det formet i Ord, der klang af det de skulde, Tankerne var ham selv saa ny endnu. Men Børnene hang sig ikke i hans Ubehjælpsomhed; de havde endnu lettere ved at tro paa det Ny end han selv.