af Martin Andersen Nexø (1909)   Udgave: Henrik Yde (2002)  
forrige næste

VII

Paa Bunden af Pelles Sind laa der en utydelig Forestilling om, at han var udsét til noget særligt; det var den gamle Lykkedrøm, der ikke helt kunde tilfredsstilles ved de gode Tilstande for alle, som han vilde hjælpe til at skabe. Skæbnen var ikke længer til som en tung knugende Forudbestemmelse til Elendigheden – der kun kunde brydes af Miraklet; man var selv Herre over Fremtiden – det var jo den han byggede rastløst med paa!

Men ud over det var der noget mere, noget han og Tilværelsen havde mellem sig og som ingen anden paa Jorden kunde overtage. Hvad det var, gjorde han sig heller ikke nu Rede for; det var noget der bare løftede ham ud over alle andre, hemmeligt saa kun han selv følte det. Det var den samme dunkle Fornemmelse af at være indviet, der altid havde baaret ham frem; og naar det blev til et bestemtere Spørgsmaal, svarede han sig selv med sin Barndoms tillidsfulde Nik: Jo han skulde nok! Som var det, der skulde vederfares ham, bestandig saa stort og 76| forunderligt, at det ikke kunde siges, ja ikke tænkes engang.

Han saá sin lige Vej og vandrede stærk og frejdig fremad paa den. Fjender gaves der ikke andre end dem en klog Mand kunde faa Øje paa; de onde lurende Magter, der i Barndommen havde hængt knugende over hans Hoved, var Skyggerne af Fattigmands Elendighed! Andet ondt var der ikke, og det var ogsaa Uhygge nok. Han vidste nu at Skyggerne var lange; Morten havde Ret. Fordi han selv løb fremme i Lyset og legede, da han var Barn, kunde hans Sind godt formørkes af alle deres Elendighed, der var døde eller stred paa fjærne Steder; det var jo derpaa, Solidaritetsfølelsen skulde bygge. Det overnaturlige var simpelthen ikke til, og det var godt for dem der skulde kæmpe ved deres fysiske Kraft. Ingen usét Gud sad og havde sine egne Planer for og krydsede ens Foretagender; hvad man vilde, det kunde man ogsaa føre igennem, blot man satte nok af Kræfter ind paa det. Kræfter, det var det alt kom an paa! Og Kræfterne var der jo, de skulde blot forenes til at virke sammen.

Det undrede altid Folk, at han som var saa ivrig og solid i det, holdt til i Arken og ikke ude paa Nørrebro hos de andre, i Hjærtet af Bevægelsen. Det undrede ham selv ogsaa, naar han traf til at tænke over; men han kunde nu engang ikke rive sig løs. Her paa Bunden af det hele havde han fundet Venner i sin Nød, han var for trofast til at vende dem Ryggen, nu det gik godt for ham.

Han vidste de vilde føle det som Svig; Beboernes Forgudelse af de tre forældreløse Børn var ført over paa ham ogsaa; han var jo Hittebarnet, den fjerde i »Familien«. Og nu var de tilmed stolte af ham!

Det laa ikke for Arkens Væsner at lægge Planer for Tilværelsen; de lod den Dag i Morgen sørge for sit eget, Fremtiden eksisterede slet ikke. De var sorgløse Fugle der havde lidt Havari engang og glemt det, mange af dem tog Føden hvor de fandt den; 77| saa forkomne de kunde være, fik den mindste Solstraale dem til at kvidre op og glemme det hele. Bevægelsen og det ny pludrede de letsindigt om, som sladrende Stære der har opsnappet Lydene i Forbifarten.

Men dèr gik Pelle støt ud, lagde Skuldre til og kom hjem til dem igen! Han var ikke bange, han turde se Tilværelsen lige i Øjnene, og tage et fast Tag i den Fremtid de gysende lukkede Øjnene for. Hans Navn fik en egen Klang af det – Pelle var en Prins! Skade kun, at han lod til ikke at ville have Prinsessen!

Stor og velvoksen var han, og han synede endnu større for dem. De kom til ham med deres Elendighed og læssede den paa hans stærke Skuldre. Saa kunde han bære den for dem! Og Pelle tog imod det, med en styrkende Fornemmelse af, at det maaske ikke var helt hen i Vejret naar han befandt sig her – nær Bunden af det hele!


Nu for Tiden var det Enkemadam Frandsen og hendes Ferdinand der var i Forgrunden – et Sted skulde Ulykken jo husere!

Ferdinand var en kraftig attenaars Fyr, med et stærktbygget Hoved der saa ud som var det oprindelig indrettet paa at rumme Alverdens Viden. Han brugte det til at slaa Skaller med; anden Anvendelse havde han ikke for det.

Han var langtfra ikke dum, snarere maatte man kalde ham en begavet Fyr. Men Begavelsen var efterhaanden blevet af en underlig Art. Fra lille Barn havde han maattet slaas med en fordrukken Fader for at værge Moderen, som ikke havde anden Beskyttelse. Den altfor ulige Kamp skulde kæmpes, og maatte nødvendigvis afstumpe hans Smærtefornemmelser og Sans for Fare i det hele taget. Han vidste hvad der ventede ham, men gik blindt paa naar Moderen blev angrebet – som Hunden gaar løs paa 78| de store Rovdyr; hang sig hylende i den store Mands Blynæver og var ikke til at ryste af. Han hadede Faderen, og vilde af den Grund være Politibetjent naar han blev stor. Med sit afstumpede Gaa-paa Mod egnede han sig godt til det; han blev Bølle!

Efterhaanden som han voksede til og fik Kræfter, blev Kampen ikke saa ulige mere. Faderen frygtede ham og lurede paa Hævn; og en Gang Ferdinand havde taget for voldsomt fat, meldte han ham og fik ham straffet. Drengen fandt det var en blodig Uretfærdighed; Mærkerne var jo en Følge af Slagsmaalet, og dette igen af, at Moderen ikke kunde være i Fred.

Fra nu af hadede han Politiet og gav ved enhver Lejlighed sit Had til Kende; Moderen var den eneste han hang ved nu. Det var et Lyspunkt at Faderen døde; men det kom for sent til at forandre noget. Ferdinand havde allerede længe forsørget Moderen paa sin egen Maade – halv uden om den bestaaende Orden.

Han var vokset op paa Gaden og hørte allerede fra lille til de hemmeligt mærkede; Politiet kendte ham godt, og ventede blot paa en Lejlighed til at byde ham indenfor – Ferdinand kunde se paa Betjentenes Øjne, at de regnede sikkert med hans Besøg og holdt en opredt Seng til ham derinde i Hotellet paa Nytorv.

Men Ferdinand lod sig ikke saadan nappe; havde han noget tvivlsomt for, saa forstod han i al Fald at klare sig godt fra det. Han var en ualmindelig smidig og kraftig Fyr, der heller ikke var bange for at tage fat; tilfældigt Sjov havde han en Del af og skilte sig altid godt fra det. Men hvergang han blev puttet ind i noget med Fremtid i, et ordnet Arbejde der skulde læres og tilegnes taalmodigt, gik det altid i Stykker for ham.

»Tal du til ham, Pelle,« sagde Moderen, »du er saa støt i det, og dig har han Respekt for.« Pelle talte ogsaa med ham og hjalp ham med at finde en Gærning, der laa for ham; og Ferdinand tog fat 79| med god Vilje. Men naar han naaede et vist Punkt, kunde han ikke mere.

Moderen manglede aldrig det nødvendige, han skaffede det bare til Veje i sidste Øjeblik. Ellers stod han og hang nede i en eller anden Portaabning ved Torvet, med Hænderne i Lommen og den bløde Skulder lænet til Muren. Han var altid i Kapsko og Muffediser; med visse Mellemrum spyttede han ud over Fortovet, hans vandblaa Øjne fulgte Forbigængerne med et uudgrundeligt Udtryk. Betjenten der patruljerede udfordrende forbi hans Stade, frem og tilbage, skelede hadsk hver Gang han passerede, som om han vilde sige: »Kan vi ikke snart faa Ram paa den Laban – hvorfor laver han ikke en Frikadelle?«

Det kom ganske af sig selv en Dag, og ikke paa Grund af nogen Kejtethed fra hans Side – i Arken lagde man særlig Vægt paa det – men for hans go’e Hjærtelags Skyld. Havde Ferdinand ikke været den han var, saa havde den aldrig revnet for ham; for han var en begavet Dreng.

Han var inde hos Urtekræmmeren paa Hjørnet af Torvet og skulde købe sig for en Femøre Skraa; en otteaars Dreng inde fra Arken stod ved Disken og tiggede om lidt Mel paa Kredit til sin Mor. Urtekræmmeren gik og lavede et farligt Postyr: »Skrives – javist! man har jo nedsat sig her paa Hjørnet for at føde alle Kvarterets Fattige hva’? Pengene i Morgen hæ! det er svært som man altid har Penge i Morgen i dette elendige Fattigkvarter. Men i Morgen kommer bare aldrig!«

»Hr. Petersen kan være ganske sikker,« sagde Drengen lavmælt.

Urtekræmmeren blev ved med at snærre, men gik dog i Gang med at veje Melet af. Der var stablet Gaardkoste og andre Varer op foran Vægten, men Ferdinand kunde se, hvordan Urtekræmmeren hjalp paa Balancen med Fingrene. »Han snyder paa Vægten, fordi det er til de Fattige,« tænkte han, og følte et ondt Stik i Hovedet hvor Tanken opstod.

Drengen stod og puslede med noget i sin lukkede 80| Haand, pludselig faldt en Mønt paa Gulvet og trillede rundt dernede. Urtekræmmeren kastede et lynsnart Blik mod Pengeskuffen, idet han sprang over Disken og huggede Drengen i Nakken. »Ej ej,« sagde han skarpt, »sikken en lille behændig Gavtyv!«

»Jeg har ikke stjaalet!« skreg Drengen og søgte at vride sig løs og komme hen til Kronen. »Det er Mors Penge!«

»Lad Drengen være,« sagde Ferdinand truende. »Han har ingenting gort.«

Urtekræmmeren tumlede med Drengen, der rev og sled for at faa fat i Pengestykket. »Har han ingenting gjort?« stønnede han pustende – »hvorfor raaber han saa stjaalet uden at der er sagt et Ord? Og hvor kommer Pengene fra? han skulde jo have Kredit fordi de ingen havde! Nej tak, den er for tyk.«

»Det er Mors Penge!« skreg Drengen og sled forbitret i Urtekræmmerens Hænder. »Mor er syg – det er til Mikstur!« Saa stak han i at brøle.

»Det er rigtig nok at hans Mor er syg,« sagde Ferdinand knurrende. – »Og Apotekeren giver vist ikke Kredit. Nu skulde De ta’e og lade ham være, Petersen.« Han traadte et Skridt frem.

»Tak den er forresten godt fundet paa,« lo Urtekræmmeren haanligt og rev Butiksdøren op. »Hej Betjent, her!«

Betjenten der havde Vagt ved Hjørnet af Børnehuset kom hurtig over.

»Her er en Knægt der gør Kunster med andre Folkses Kroner,« sagde Urtekræmmeren oprømt »– tag Dem lidt af ham, Iversen.«

Drengen sparkede endnu, Betjenten maatte holde ham ud fra sig i stiv Arm. Det var en lille pjaltet, forsulten Fyr, et eneste Blik sagde Betjenten, at det var en af Slagsen han havde faaet Fingre i. Saa slæbte han af med ham, der var ingen Grund til at gøre mange Ophævelser.

Ferdinand gik efter dem og lagde Haanden paa Betjentens Arm. »Hr. Betjent, Drengen har ingenting 81| gort,« sagde han – »jeg stod selv og saá paa at han ingenting gore! Og jeg kender hans Mor.«

Betjenten stansede og maalte ham truende. Saa slæbte han videre med Drengen, der stadig krængede for at komme løs og brølede: »Min Mor er syg, jeg skal hjem til hende med Miksturen!« Ferdinand holdt Trit med dem i sine tynde Kapsko.

»Skal han slæves paa Raadhuset, saa gaar jeg i hvert Fald med og vidner!« blev han ved – »for han har ingenting gort. Og hans syge Mor ligger og venter paa Mixturen.«

Betjenten vendte sig irriteret: »Jo det var forresten et kønt Vidne – den ene Ravn hakker nok ikke Øjnene ud paa den anden! Se du til dine egne Affærer – og skrub af!«

Ferdinand stansede. »Hvem siger du du til, din Sjover?« mumlede han og skulede ondt efter Betjenten. Pludselig tog han Tilløb og gav Betjenten en Skalle i Nakken, saa han styrtede med Ansigtet mod Stenbroen og Hjælmen trillede langt hen ad Gaden. Ferdinand og den lille Knægt sprang til hver sin Side og undløb.

Og nu holdt man Jagt paa ham paa tredje Uge. Hjem turde han ikke komme, der blev passet paa Arken Nat og Dag for at fange ham – han holdt jo af sin Mor! Gud ved hvor han færdedes nu i det kolde, sludfulde Efteraar? Madam Frandsen gik saa ene og forladt derovre paa sin Kvist, det var en trist Tilværelse. Hver Formiddag kom hun over og bad Pelle se efter i Arbejderen, om man havde taget ham. I Byen var han, Madam Frandsen og Pelle vidste det! Politiet regnede ogsaa med at han var her, og mente at en Række natlige Indbrudstyverier kunde henføres til ham. Han holdt vel til i Skur og Villahavernes tomme Hundehuse!

Beboerne fulgte bekymret hans Skæbne. Han var vokset op for deres Øjne, han havde aldrig forgrebet sig paa noget her men altid respekteret Arken og dens Opland – hvad der saa muligvis kunde siges ham paa; og han holdt af sin Mor! Han havde 82| ogsaa været i sin gode Ret til at forsvare Drengen, der var en skikkelig lille Fyr. Moderen var meget syg; de boede inde paa Bunden af en af de lange Gange, og Knægten var hendes eneste Støtte! Men det var halsløs Gærning at forgribe sig paa Politiet, den største Forbrydelse af alle paa denne Jord; man maatte snart sagt hellere myrde sine egne Forældre – hvad Straffen angik. Fik man fat i ham, blev det nok Tugthuset, for Betjenten havde slaaet sit kønne Ansigt i Smadder mod Stenbroen. Meddelelsen til Bladene lød paa, at enhver anden end en Betjent vilde have faaet en Hjærnerystelse.

– – –

Gamle Madam Frandsen tog gærne Loftsvejen, naar hun gik over til Pelle for at snakke om Sønnen. »Man maa være forsigtig,« sagde hun. Undertiden kneb hun Munden fast sammen og trippede uroligt; saa vidste han, at der var noget særligt paa Færde.

»Skal jeg fortælle dig noget?« spurgte hun og saa beladen paa ham.

»Nej lad hellere være,« sagde Pelle. »Hvad man ikke ved, kan man ikke komme til at vidne om.«

»Du skulde lade mig snakke, Pelle – ellers løber jeg kanske og vrøvler over mig til fremmede. Her gaar jeg gamle Snakkehoved og har ikke en eneste at betro mig til. Og snakke højt med mig selv tør jeg heller ikke, for saa har Pipmanden det hele gennem Bræddevæggen. Det er næsten ikke til at holde ud, og jeg ryster for at min tandløse Kællingemund skal gøre Fortræd for ham.«

»Saa sig det da,« sagde Pelle smilende. »Men De maa tale sagte.«

»Han har været her igen,« hviskede hun straalende. »I Morges da jeg kom op, laa der Penge til mig i Køkkenet. Ved du hvor han havde puttet dem? i Vasken du – han er en fornuftig Dreng. Han maa søge herhen over Tagene – anden Maade kan jeg ikke tænke mig, saadan som de passer paa. Men vil du saa ikke give mig Ret i, at han er en god Dreng?«

83| »Bare De nu kan holde tæt med det,« sagde Pelle bekymret; hun var jo saa stolt over sin Søn.

»Mm,« sagde hun og klaskede sig paa den indfaldne Mund – »det er der ingen Fare for. Og ved du hvad jeg har fundet paa, for at Snushanerne ikke skal undres paa hvad jeg lever af? Jeg syr Kludesko du.« Saa kom den lille Marie med Spand og Gulvklud, og den gamle sjokkede af.

Der var en død Overgang paa Mester Becks Værksted, saa Pelle arbejdede mest hjemme i denne Tid. Han raadede nu selv over sin Tid, og kunde benytte Dagen naar Folk var hjemme, til at opsøge sine Fagfæller og faa dem ind i Organisationen. Det kostede ofte lange Overtalelser; og for hver Mand han fik til at melde sig ind var han stolt. Han lærte sig til at skønne i en Fart over de forskellige Slags Mennesker og bøjede sin Fremgangsmaade efter deres Karakter; de forsagte kunde man true ind, andre maatte lokkes eller kunde tales i Kulør med de ny Læresætninger. Det var en god Øvelse, han vænnede sig til at være smidig i Tanken og have sit Stof parat. Følelsen af at hans Herredømme over Midlerne stadig voksede, lagde Sikkerhed i hans Fremtræden.

Forsinkelsen i Arbejdet tog han igen ved at hænge dobbelt i naar han var ved det, staa tidlig op og blive længe ved.

Han holdt sig borte fra Genboerne paa tredje; men naar han hørte Hannes lette Skridt i Træværket derovre, kiggede han i Smug. Hun gik sin lige Vej som en Nonne – til Arbejdet og hjem igen – med Blikket mod sine Sko; aldrig saá hun op til hans Vinduer eller til nogen Side. Det var som hendes Væsen havde fuldbyrdet sin lette Flagren og nu laa hen og groede.

Det undrede ham, med saa fremmede næsten ligegyldige Øjne han betragtede hende, som havde hun aldrig kommet ham ved. Og han kiggede nysgærrigt ind i sig selv – nej der var ikke gaaet noget i Stykker i ham! Appetitten var god nok og Hjærtet 84| slet ikke at mærke. Det maatte have været en fager Løgn saa, en Luftspejling af den Slags, Vandringsmændene mødte paa deres Vej. Køn var hun jo, men noget æventyrligt var det ham ikke muligt at faa Øje paa; Gud ved hvorfor han havde ladet sig hilde saadan ind? Naa, godt var det han ikke var blevet hængende – der var ingen Fremtid hos Hanne!

Madam Johnsen blev ved at hænge hengivent ved ham og kom ofte over for at faa en Passiar; hun kunde ikke glemme de gode Dage de havde haft sammen. Det blev altid til Jammer over Hanne; den gamle gik og følte sig forladt af hende:

»Kan du forstaa hvad det er med hende, Pelle? Hun gaar som i en Døs, og til alt hvad jeg siger, svarer hun blot: Ja Mor, ja Mor! Jeg kunde gærne græde, saa underlig tomt lyder det – som en Røst fra Graven. Og Lykken snakker hun aldrig om mere – eller smykker sig for at tage imod den! Bare hun dog igen vilde tage sine Narrestreger fat og gaa og kigge efter det fremmede, saa jeg kunde se jeg havde mit Barn igen. Men hun gaar bare og falder hen, og stirrer frem i sin Døs som var hun midt ude i Tomheden. Luner har hun ingen flere, men gaar saa ensartet med de øde Tanker som et vandrende Lig. Kan du forstaa hvad der skader hende?«

»Nej, jeg ved ingenting,« svarede Pelle.

»Du siger det saa underligt, som om du vidste noget og ikke vilde frem med det – og her gaar jeg Stakkel og ved hverken ud eller ind!« Den skikkelige Kone gav sig til at græde. »Hvorfor kommer du heller aldrig over til os mere?«

»Aa jeg ved ikke – jeg har saa meget, Madam Johnsen,« svarede Pelle undvigende.

»Bare hun ikke er forgjort, hun tager slet ingen Del i hvad jeg fortæller hende. Du kunde ogsaa sagtens se over til os – kanske livede det hende lidt op. Du skulde ikke hævne dig paa os nu! Hun holdt jo alligevel af dig paa sin Vis – og for mig har du været som en Søn. Ser du saa ikke over til os i Aften?«

85| »Jeg faar vist ikke Tid – jeg skal se ad,« sagde han stille.

Saa gik hun, underligt tungt og slæbende; hun bar sine halvhundrede Aar slet. Pelle havde ondt af hende, men faa sig selv til at gaa derover kunde han ikke.

»Du er rigtig ond,« sagde Marie og traadte vredt i Gulvet – »det er stygt af dig!«

Pelle rynkede Panden: »Det forstaar du dig ikke paa, Marie.«

»Aa, tror du ikke godt jeg ved! – Men ved du, hvad Konerne siger om dig? At du er ikke noget Mandfolk, ellers kunde du have givet Hanne et Klip i Vingen.«

Pelle stirrede forundret paa hende, han sagde ikke noget, men saá blot paa hende og rystede paa Hovedet.

»Hvad glor du paa?« spurgte hun og stillede sig udfordrende op foran ham »– tror du maaske ikke, jeg siger hvad jeg vil for dig? Lad være og glo siger jeg dig, ellers faar du én!« hun var brændende rød i Hovedet af Skamfuldhed. – »Skal jeg sige noget der er meget værre, siden du glor paa mig med det Fjæs, hvad? Jeg tør godt.« Hendes Stemme var haard og hæs, hun var helt vild af Arrigskab.

Pelle følte godt, at det var Skammen der sled i hende; hun maatte have Lov til at løbe Linen ud. Han tav men tog ikke sit bebrejdende Blik væk fra hende. Pludselig spyttede hun ham i Ansigtet og løb ind til sig selv med en ond Latter.

Derinde slog hun en Stund haardt med Tingene og faldt saa til Ro, gennem Stilheden kunde han høre hende hulke sagte. Han gik ikke derind. De havde taget saadanne Tørn før, og han vidste, at hun Resten af Dagen skammede sig over sig selv og led ved at skulle se ham i Ansigtet. Den Følelse vilde han ikke krænke.

Han klædte sig om og gik ud.