XII

Lige fra den graa Dag brød, var der en egen Tone over Arkens Summen, en hæs Iver der skød Sorgløsheden til Side. Gennem de lange mørke Gange lød Skuren og Skrubben, NSvalerne og de møre Trætrapper fik deres Omgang Vand. »Skylle!« blev der hvert Øjeblik raabt et eller andet Sted fra, og saa galdt det om at humme sig af Vejen. Hele Formiddagen drev Vandet fra NBislag til Bislag som over et Møllehjul.

Men nu laa Arken og frøs over sin egen Renhed, med et Udtryk som vilde den gamle Rede ikke kendes ved sig selv. Hist og her var der forsvundet 124| et Fag Gardiner eller et Stykke Bohave inden for Vinduerne – det var vandret til Pantelaaneren i Dagens Anledning. Hvad der skortede her, hang i Beboernes Ansigt som Forventning og Festglæde.

Op af Kvarterets Kælderhalse stak smaa Grantrær, og henne paa Torvet stod de som en hel Skov op ad NBørnehusmuren. I Kælderbutikkernes Vinduer hang Hjærter og Kræmmerhuse og farvede Lys, og NUrtekræmmeren paa Hjørnet havde en vældig Julenisse i Vinduet. Den var i rødt og graat Uldtøj og havde et helt Katteskind til Skæg.

Ned over Arkens Trappeværk laa Ungerne og skurede Gafler og Knive i Sand paa Trinene. Ah! sagde de og klappede sig paa Brystet, hvergang Lugten af noget stegt flød ud i Gaarden. Hvert Øjeblik maatte de af Sted efter for fem Øre og for ti Øre; der var ingen Ende paa alt det Juleaften bød paa. »Vi skal ha’e rigtige Rødbeder!« laa en lille Unge og nynnede. »Vi skal ha’e rigtige Rødbeder, aa, aa, aa!« Og saa rullede hun med sin lille Krop mens hun skurede.

»Fredrik!« raabte en skarp Stemme inde fra en af Gangene. »Tag og stik ned efter en Snes Pinde og et Surbrød til ti. Men se efter at Urtekræmmeren ikke Nsnyder dig paa Snesen – og lad vær at pille af Krummen!«

Madam Olsen med den varme Væg stegte Flæskesteg. Hun kunde jo ikke slæbe Komfuret ud paa Svalen; saa lod hun Stegen brænde paa, saa hele Gaarden hang fuld af blaa Os. »Madam Olsen! Deres Flæskesteg brænder paa!« skreg en Snes Kvindestemmer paa én Gang.

»Det er fordi Gryden er for lille,« svarede Madam Olsen og stak sit røde Hoved ud gennem Træværket. »Hvad skal jeg stakkels Djævel gribe og gøre i, naar nu at Gryden er for lille?« Og Madam Olsens Gryde var den største i Arken.

Lidt før Mørkning gik Pelle hjemad fra Værkstedet. Han saá paa Gader og Mennesker med egne Øjne, der gød Glans over alting; det var Julestem125|ningen der sad ham i Sindet. Hvorfor – spurgte han uvilkaarlig sig selv – der ventede ham jo ikke noget særligt. Han skulde arbejde senere i Dag end ellers, og kunde ikke engang tilbringe Aftenen sammen med Ellen; hun skulde gaa i sit Køkken og gøre det hyggeligt for andre. Hvad kom den Stemning til ham for? Minder var det ikke; saa langt han kunde huske tilbage havde han aldrig haft Del i nogen rigtig munter Jul, men maatte nøjes med Frasagnene der gik om det. Og alle de andre Fattige han mødte, var i Stemning lige som han selv; den haarde Spørgen var veget af deres Ansigter, de gik og smilede hen for sig. I Dag var der ikke noget af den blytunge Knugen, der ellers rugede over Underklassen som et NForbud paa Uvejr; lykkeligere kunde de ikke se ud, om de fik alle lyse Haab indfriet! Dèr kom en Kone forbi ham med en Dyne i Favnen og gik ind i Pantelaanerens Port – hun saá nok saa fornøjet ud. Var de kanske saa glade, fordi de skaffede sig selv en lille Smovs ved at gøre en Række magre Dage endnu magrere? Nej, de festede jo, fordi Julestemningen var oppe i dem og de maatte feste, hvor dyrt de saa skulde købe det!

I denne Nat blev jo Kristus født – var det dérfor Folk var saa glade og gode?

Pelle kunde endnu de fleste af Skrifstederne udenad fra Skolen. De havde ligget et Sted i ham uden at volde Besvær eller tage Plads op, og engang imellem kom et af dem op og var med til at bygge hans Menneskekundskab. Men Kristus selv havde han sit personlige Billede af, lige fra han som Dreng studsede over NBefalingen til de Rige om at gaa hen og sælge alting og give Pengene til de Trængende. Det lod de nu nok være med – de tog Fattigmands store Ven og hængte ham! Han naaede ikke at blive mere end et Løfte til Staklerne; men kanske var det det Løfte, de blev ved at feste for nu to Tusend Aar efter!

Saa længe havde de tiet og holdt sig Ni Beredskab ligesom Skriftens Jomfruer – og nu endelig kom 126| det jo. Nu endelig begyndte det store Evangelium at lyde for de Fattige – der var god Mening i deres Juleglæde. Men hvorfor samlede man ikke Skarerne Julenat og forkyndte dem Evangeliet? Saa vilde de alle forstaa Bevægelsen og slutte sig til den med det samme! – Det tumlede i Pelles Hoved med nye stærke Tanker. Han havde ikke før vidst, at det han var med til var saa stort; han følte sig i det Højestes Tjeneste.

Han stansede paa Torvet og betragtede stille Juletræerne – de førte hans Tanke hjem til Vogtemarken og de smaa Graner. Han fik Lyst til at overraske Børnene og købe et; de havde siddet de sidste Aftener og klippet Stads, og Karl havde tømret fire afskaarne Grangrene sammen til Juletræ.

Inde hos Urtekræmmeren købte han Knas og Julelys. Kræmmeren gik paa Tæerne i Dagens Anledning, og ekspederede de smaa snavsede Unger med sirlige Buk. Han gav Tilgift og glemte rent at sige det sædvanlige: Husk at I skylder for Nto Lod Te og Nen Fjerding Kaffe! Men han snød som sædvanlig paa Vægten.

Marie gik med opsmøgede Ærmer og havde travlt; hun smed alting og kom løbende da hun saá Træet. »Det kan jo ikke engang være herinde Pelle!« raabte hun og rejste det op. »Der maa skæres af! der maa oven i Købet skæres af! Nej hvor er det flot! Men forneden du, forneden! – Hjemme havde vi ogsaa Juletræ; Far gik selv op i Klipperne og fældede det, og vi Børn var med. Men dette her er meget kønnere!« Saa sprang hun ud paa Gangen for at fortælle, huskede paa at Drengene ikke var kommet hjem endnu, og fór ind til ham igen.

Pelle satte sig til at arbejde, nu og da hævede han Hovedet og kiggede ud. Sypigen der lige var flyttet ind ovre i Pipmandens gamle Rede, snurrede løs med sin Maskine og saá langt over efter ham. Hun var vist ensom; kanske havde hun ikke noget Sted at tilbringe Aftenen.

Gamle Frandsen kom ud paa Platformen og hum127|pede ned ad Hønsestigen i sine Kludesko, Tovet glippede i hendes rystende Hænder. Hun havde en lille Kurv paa Armen og NPortemoniksen i Haanden – hun saá ogsaa ensom ud! Gamle Skind, nu var det tre Maaneder siden hun havde set sin Søn. Madam Olsen raabte hende an og indbød hende til om Aftenen, men den gamle virrede med Hovedet. Paa Tilbagevejen saá hun ind til Pelle.

N»I Aften kommer han,« hviskede hun henrykt. »Jeg har købt Snaps og Hakkebøf til ham, for i Aften kommer han.«

»Bliv nu ikke skuffet Madam Frandsen,« sagde Pelle, »men han tør jo ikke vove sig herud mere. Kom hellere over og hold Jul med os.«

Hun nikkede fortrøstningsfuldt. »Han kommer i Aften du. Juleaften har han altid plejet at sove i Mors Seng, lige fra han kunde krybe. Og det kan han ikke undvære, kender jeg Ferdinand ret!« Hun havde allerede redt til sig selv paa Stolene, saa sikker var hun.

Politiet regnede nok lige som hun, for der lød fremmede Fodtrin nede i Gaarden. Det var lige i Mørkningen, hvor der kom og gik saa mange uænset. Men disse Trin fik et Kvindehoved til at jage frem over et af NBalustrene og udstøde en skarp Lyd; og i et Nu var alle Svalerne fulde af Kvinder og Børn. De hang udover Træværket og lavede et øredøvende NSpetakel, hele det snævre Gaarddyb fyldte de med uudholdelig Larm. Det lød som en Orkan kom ned gennem Skakten med en Regn af Tagsten; Betjenten tumlede bedøvet ind i Tøndegangen. Der stod han lidt og sundede sig, inden han fortrak. Oppe i Træværket hang de og pustede ud, matte efter den voldsomme Udladning – og sladrede som en Hærskare NSmaafugle der har kastet Høgen paa Flugt.

»Glædelig Jul,« raabte man nu over fra Svale til Svale. »Tak for det – og i lige Maade skulde man vel sige!« Børnene raabte: Glædelig Jul og et godt Stykke Sul! til hinanden, og svarede: Glædelig Fest og et godt Stykke Flæsk!

128| Helligaften var inde. Mændene kom drattende i deres tunge Trav, og Fabrikspigerne kom styrtende; hist og her fra de lange Gange sivede spæd Graad dem i Møde og gjorde ondt i de spændte Bryster. Ungerne var i ét Rend efter de sidste Ingredienser, nede ved Udgangen til Gaden maatte de klemme sig forbi to Sutter, som stod og skuttede sig i Kulden. Der var noget mistænkeligt ved dem. »Der staar to dernede, men de er ikke rigtige!« kom Karl op og meldte. »De ligner dem fra NKasino.«

»Stik over til Gamle Frandsen og sig det,« sagde Pelle.

Men den gamle svarede blot: »Gudskelov, saa er han da inte ta’et endnu.«

Ovre hos Olsens var Datteren Elvira kommet hjem; der var ikke rullet ned, og hun stod henne ved Vinduet med sin mægtige Hat med Blomsterne og lod sig beundre. Marie kom løbende ind. »Har du set hvor fin hun er, Pelle?« sagde hun betaget. »Og alt det faar hun for ingenting af Herrerne – blot fordi de synes hun er nydelig. Men om Aftenen maler hun bare Kinderne.«

Børnene gik og drev ude paa Gangen og ventede paa at Pelle skulde blive færdig; de vilde ikke holde Jul uden ham. Men nu havde han ogsaa Fyraften; han smed en Trøje paa, pakkede Arbejdet ind og løb.

Ude paa Platformen stansede han et Øjeblik. Han kunde se Lysskæret fra Byen flimre op mod den dybe stjærnesaaede Himmel, Natten var saa højtidsfuld smuk. Under ham hang Træværket forladt og sukkede i Frosten; alle Døre varA lukkede for at holde Kulden ude og Glæden inde. N»Højt fra Træets grønne Top –« lød det et Steds fra, Lyskæret faldt ud og brød sig Vej paa Kryds og tværs mellem Bjælkeværket. Pludselig drønede det tungt i det – Ligkusken kom ravende hjem med en Skinke under hver Arm. Saa blev alt roligt, saa roligt som ellers aldrig i Arken, hvor noget bestandig gav sig og klagede, Nat og Dag. Et Barn kom stille ud og vendte 129| et Par spørgende Øjne opad for at spejde efter Julestjærnen! – Hos Madam Frandsen var der Lys. Hun havde hængt et hvidt Stykke for Vinduet i Aften og trukket det stramt til; Lampen stod tæt op ad Gardinet, saa den der færdedes derinde ikke kunde kaste Skygge paa det.

Det gamle Skind! tænkte Pelle mens han løb – hun kunde vist spare sig Ulejligheden. Da han havde afleveret Arbejdet, løb han over i NHolbergsgade for at ønske Ellen glædelig Jul.

Der var dækket festligt inde hos ham, da han kom hjem: Svinekarbonade og Risengrød og Juleøl. Marie var rød i Kinderne af Stolthed over sit Værk; hun sad og nødte de andre men spiste næsten ikke noget selv.

»Saa god Mad skulde du lave hver Dag, Tøs!« sagde Karl og huggede i sig. »Du kunde skam godt staa i Kongens Køkken.«

»Hvorfor spiser du ikke af den dejlige Mad?« spurgte Pelle.

»Aa nej, jeg kan ikke!« svarede hun og tog sig til Kinderne; hendes Øjne straalede mod ham.

De lo og sludrede og drak Skaal i Juleøllet. Karl stak de ny Brandere og Gadens sidste Refræn ud; han sankede det op paa sin Farten i Byen. Peter sad og saá urokkelig fra den ene til den anden. Han lo aldrig, men ind imellem kom han med en tør Bemærkning, som viste at han morede sig. De kiggede jævnlig over efter Gamle Frandsens Vindu – det var en Skam hun ikke vilde være med!

Der var fem Lys derovre nu – de sad nok paa et lille Juletræ i en Urtepotte. De rørte sig som fjærne Stjærner gennem det hvide Stykke, og Madam Frandsens Stemme lød tynd og sprukken: NGlade Jul, dejlige Jul! Pelle aabnede Vinduet og lyttede; det undrede ham at den gamle Sjæl kunde være saa glad.

Pludselig lød en advarende Stemme op nede fra: »Madam Frandsen, der kommer Fremmede!«

Omkring paa Svalerne fløj Døre og Vinduer op, 130| Skikkelser styrtede ud med Mad i Haanden og lænede sig udover. »Hvem vover at forstyrre Julefreden?« spurgte en dyb Stemme truende.

»Lovens Haandhævere,« svaredes der nede fra Mørket. »Forhold jer rolige her – i Øvrighedens Navn!«

Ovre paa Madam Frandsens Side skimtedes to Skikkelser der løb lydløst opad paa alle fire. Deroppe skete der ikke noget, de havde nok tabt Hovedet. „Ferdinand, Ferdinand!« skingrede en Pigestemme vildt – »nu er de over dig!«

Døren fløj op i det samme, Ferdinand stod i et Spring paa Platformen. Han slyngede en Stol ned mod Forfølgerne og ruskede rasende i Løbetovet for at feje dem af Trappen. Saa greb han i Tagrenden og svang sig op. »Farvel Mor!« raabte han deroppe fra; hans Spring lød i Mørket. »Farvel Mor – og glædelig Jul!« Raabet steg hult som et sygt Dyrs Brølen langt ude i Natten, og man hørte Betjentenes snublende Jagt over Tagene. Saa blev alt stille.

De kom tilbage med uforrettet Sag. »Naa De fik ham ikke!« raabte Olsen hoverende nede fra sit Vindu.

»Nej, tror I vi vil ligge der og brække Halsen for hans Skyld?« svarede Betjentene og kravlede ned. »Er der ingen der gi’r en Julebajer?« Da der ikke kom noget Svar, gik de.

Gamle Frandsen gik ind til sig selv og lukkede for sig; hun var træt og kummerfuld og vilde i Seng. Men lidt efter kom hun sjokkende om paa den lange Gang. »Pelle,« hviskede hun – »han ligger derinde! Mens de kravlede rundt paa Tagene, har han lige saa stille listet sig ned over Loftet og lagt sig i min Seng. Herregud, han har ikke lagt i en Seng i fire Maaneder – han snorksov saamænd allerede.« Saa listede hun af igen.

Naa, det var en slem Afbrydelse! Ingen havde Lyst til at begynde igen andre end Karl; og ham regnede Marie ikke, for han var altid sulten. Saa tog hun af Bordet, og snakkede mens hun gik ud 131| og ind; hun kunde ikke lide at se Pelle saa alvorlig.

»Men Hemmeligheden!« raabte hun pludselig forfærdet, Drengene løb ind til hende. De kom igen, Drengene tæt ved Siden af hinanden, og Marie bag dem med noget under Forklædet. De to Knægte kastede sig over Pelle og holdt ham for Øjnene, mens Marie stak ham noget i Munden. »Gæt,« raabte de – »gæt!« Det var en Porcelæns Pibe med grøn Silkekvast og en Tikroneseddel afbildet paa Pibehovedet – Ellens Julegave til ham. Børnene havde føjet en NKardus Tobak til. »Nu kan du rigtig ryge,« sagde Marie og klemte hans Mund sammen om Pibespidsen – »du er jo saa klog i Forvejen.«

Børnene havde bedt Fremmede til Juletræet: Sypigen, den gamle Natvægter nede fra det indvendige, Fabrikspigen med sin lille Dreng – alle dem der sad og holdt Jul alene; de vidste ikke selv hvor mange! Hanne og hendes Mor var ogsaa bedt men gik tidlig i Seng, de var ikke i Humør til Selskabelighed. Nu kom de drattende den ene efter den anden med oprømte Ansigter, Marie slukkede Lampen for dem og gik ind for at tænde Juletræet.

De sad tavse og ventede, Skæret fra Kakkelovnen flakkede lunefuldt om i Stuen, belyste et Ansigt med sænkede Øjenlaag og spændte Træk, og sprang væk med et lille Smæld. Fabrikspigens Dreng var den eneste der snakkede; han havde søgt Tilflugt paa Pelles Knæ og var helt tryg ved Mørket; Barnestemmen lød forunderlig lys ud i det. »Nu skal Povl tie pænt stille,« gentog Moderen formanende.

»Maa Povl ikke godt snakke?« spurgte Drengen og følte efter Pelles Ansigt.

»Jo i Aften maa Povl alt hvad han vil,« svarede Pelle. Saa pludrede Drengen videre og sparkede efter Mørket med de smaa Ben.

»Nu maa I komme!« raabte Marie og slog Døren op ud til Gangen. Inde i Børnenes Stue var der ryddet ud, Juletræet stod midt paa Gulvet og straalede. Nej hvor var det prægtigt – og stort! nu 132| kunde Øjnene faa sig spærret op. Lysene tindrede i dem – og i Ruderne, i det gamle Mahonispejl og NSkillingsbilledernes Glas – saa man pludselig færdedes blandt Myriader af Stjærner og glemte al sin Forhutlethed. Det var som et Ryk bort fra alle Sorger og Bekymringer, lige ind i Herligheden; og med ét brød en fin klar Stemme ud i Sang, dirrende af Undseelse:

Det lød som en Hilsen fra Sky, de lukkede Øjnene og vandrede rundt med hinanden i Hænderne. Saa gik Sypigen rødmende i Staa. »I synger jo ikke med,« udbrød hun.

»Nu vil vi ha’e en Salme vi alle kender,« sagde Pelle.

»Højt fra Træets grønne Top –!« foreslog Karl.

Ja saa sang man den. Den faldt udmærket til Anledningen – om det saa var Navnet Peter passede det! Og helt morsomt var det med alle de Gaver, der kom opmarsjerende i Visen; hver eneste én var der tænkt paa! Det med Pengepungen til Slut var ogsaa altfor sandt, og der kunde været meget mer endnu at drøfte ved den Sang. Men pludselig satte Drengene Rundkredsen i Gang; de trampede som et Par Soldater, og det hele hvirvlede af Sted i vild fejende Fart, en sand Heksedans:

Som alt det Lys hedede og gik til Hovedet. Døren maatte staa aaben ud til Gangen.

Derude stod Loftets Beboere og lyttede og strakte 133| Hals. »Kom bare ind!« raabte Drengene. »Her er Plads nok, naar vi gaar i to Rækker.« Saa travede man igen rundt og sang Julesalmer; hvergang det gik i Staa, kom en eller anden i Tanke om en Salme, som det var Synd ikke var kommet med. Dørene lige overfor stod ogsaa aabne, den gamle Kludesamler sad for Enden af sit Bord og sang paa egen Haand. Han havde et Rugbrød og en Tallerken Fedt foran sig, mellem hver Salme tog han sig en Humpel. Inden for den anden Dør sad tre Kularbejdere og spillede NSeksogtres om Snaps og Øl. De havde Ansigterne inde ved Juletræet, og sang med mens de spillede; nu og da stoppede de op midt i Linjen for at melde eller raabe: Stukket! Pludselig smed de Kortene og kom ind. »Vi vil ikke sidde og se paa at I andre arbejder,« sagde de og traadte ind i Kredsen.

Man blev træt af at gaa rundt og synge tilsidst og fik skrabet Sæder sammen fra de andre Rum. De maatte pakke sig tæt sammen, helt ind under det skraa Tag og oppe i Vindueskarmen; rundt om Juletræet var der en fri Kreds. De sad og pludrede, sammensunkne i forkrøblede Stillinger, som var det den eneste Maade deres Legemer rigtig kunde finde Hvile; Armene hang slapt ned mellem Knæerne. Men Ansigterne var bestandig opstemte, Osen fra Lysene og de spruttende Grangrene lagde sig blaa om dem og fik dem til at gløde fyldigt frem. Den brændte Harpiks gav Røgtaagen en mystisk, henførende Duft, og de stemte Ansigter lignede nynnende Sjæle, der svævede i Skyerne hver over sit forpinte Legeme.

Pelle sad og betragtede dem saa Hjærtet blødte i ham – det var hans Andagt. Ak Nfattig Fugl kommer hinkende, kommer linkende – hvad oplevede de nu af stort som gav dem Bod for alle Savn? Lidt Lys blot! – og de saá ud som skulde de kaste sig ind i det og omkomme. Han kendte hvers Skæbne nu, bedre end de selv; naar de kom i Nærheden af Lyset, brændte de sig altid lige som Natsværmere, saa forkomne var de!

134| »Det er forresten en underlig Opfindelse naar man tænker sig om,« sagde en af Jordarbejderne og nikkede mod Juletræet. »Men kønt er det. Gud ved hvad det egenlig skal forestille?«

»Det skal forestille at nu gaar Aaret opad mod Lyset,« sagde den gamle Vægter.

»Nej det skal forestille Hyrdernes Glæde over Jesusbarnets Fødsel,« sagde Kludesamleren og kom frem i Døren. »Hyrderne var Fattigfolk lige som vi – der levede i Skyggen. Derfor blev de saa glade over ham der kom med Lyset.«

»Naa, saa forskrækkeligt meget Lys synes jeg ikke man har belemret os med! Ja Juletræet her, det er sku storartet – det skal Børnene ha’e Tak for! Men det kan man ikke saadan ha’e brændende til Hverdagsbrug – og Solen ser du, den har Velhaverne lagt Beslag paa.«

»Ja det har du Ret i, Jakob!« sagde Pelle som gik og tog Hjærter ned til Børnene, der fordelte Godterne. »I faar Ret alle tre –grinagtig nok! Juletræet skal baade minde os om Kristi Fødsel og om Aaret som gaar opad mod Lyset – for det er jo et og det samme. Og saa skal det paaminde os om at faa vor Del i Tingen; Kristus blev nok nærmest født for at paaminde de Fattige om deres Ret han! For Gud Herren er ikke den Slags Mand, som giver vidtløftige Anvisninger paa hvordan man skal gaa frem; han ruller sin Sol rundt om Jorden hver Dag, og saa faar enhver selv se til at anbringe sig i Solskinnet. Det er lige som med NKrokonen derhjemme, som sagde til de Rejsende: Hvad ønsker De at spise? De kan faa And, Kylling, Flæskesteg – alt hvad De selv bringer med Dem!«

»Det var Fanden til Forklaring den,« sagde de og lo. »Ja saa er det ingen Kunst at indbyde én paa Herligheder – naar man selv skal skaffe sig dem! Du skulde være Præst du.«

»Han skulde snarere være Fandens Advokat,« sagde den gamle Kludesamler. »For Kristendom er der ikke meget af i det han siger.«

135| »Du sagde jo selv at Kristus kom med Lyset til de Fattige,« svarede Pelle. »Og han har selv forklaret godt nok, at det han vilde var, at gøre de blinde seende, vække dem der var døve og døde, og give de ringeagtede og forsmaaede Anseelse igen. Saa det maa vel staa til Troende.«

N»Blinde se, halte gaa, spedalske renses, døve høre, døde staa op, og Evangelium prædikes for de Fattige,« sagde Kludesamleren irettesættende. »Du forvansker Skriften, Pelle!«

»Jeg tror nu ikke, det var nogle faa Vanskabninger han tænkte paa – nej det var alle os i Elendigheden! og Skavankerne passer godt nok paa os. Saadan forstod Prædikant Sort det ogsaa, og han var dog en from Guds Mand. Han gik og ventede paa NTusendaarsriget for de Fattige, og mente at Kristus var paa Jorden for at forberede dets Komme.«

Kvinderne sad fortabte og hørte efter med aaben Mund; de trak knap Vejret, Povl var faldet i Søvn paa Moderens Skød.

»Saa han skulde have gaaet og tænkt paa os stakkels Lus saa langt frem i Tiden!« udbrød Mændene og saá til hinanden. »Men hvorfor har vi saa ikke faaet det lidt menneskeligt for længe siden da?«

»Ja det forstaar jeg heller ikke,« svarede Pelle nølende. »Vi skulde kanske forsøge os frem til det rette – det tager jo Tid.«

»Jamen hæ –! Naar han ikke vilde give os ordenlige Kaar saa –! Tage selv behøver man ingen Kristus til.«

Der var noget her Pelle heller ikke kunde klare, skønt det laa i ham som en levende Overbevisning. Man maatte selv erhværve sig sit – det var saa lysende klar en Ting, at han ikke begreb de var blinde for den; men hvorfor man maatte det, kunde han alligevel ikke forklare dem – alt det han brød sin Hjærne. »Men jeg kan fortælle jer en Historie,« sagde han.

»Saa skal det være en med NSpænd i!« udbrød 136| Karl, han kedede sig. »Det var meget bedre om Vinslev var her, han kan da hitte paa.«

»Aa ti du stille Knægt!« sagde Marie vredt. »Pelle holder rigtige Taler – for hele Forsamlinger!« sagde hun højtideligt nikkende til de andre. »Hvad hedder den?«

»Tudeper.«

»Ah, det er en med Per – saa er det et Æventyr. Hvad handler den om?«

»Det faar du jo at vide naar du hører den, mit Barn!« sagde den gamle Vægter.

»Jamen saa kan man ikke glæde sig til, naar det rigtige kommer. Er det om én der drager ud i Verden?«

Handler om – Pelle betænkte sig lidt. »Den handler om Kristi Fødsel,« svarede han raskt og blev rød i Hovedet over sin egen Dristighed. Men de andre saá skuffede ud, og satte sig til at stirre ned i Gulvet som om de var i Kirke.

Saa fortalte Pelle Historien om Tudeper, der fødtes i Sorg og Elendighed og voksede op til at blive stor og stærk og alles Hund. Den ynkeligste Ynk var det at høre om denne sværlemmede Tamp, der var saa fuld af Rædsel, at han blev vaad blot en Tøs tjattede lidt til ham – og ikke vidste anden Udvej af sin Kvide end Strikken. Hvilken Skam var det ikke, at han tjente sin Føde selv og dog Nvar paa Sognet; ret som om der blev vist ham en Velgærning ved at Nsætte ham ud – naar han dog med sin Arbejdsvillighed kunde kommet an hvor som helst! Og helt uudholdeligt blev det, da han voksede til og fremdeles lod sig misbruge og hundse med af alle og enhver. Men saa pludselig sprængte han Fortryllelsen, slog sine Plageaander ned, og sprang frem i Dagen som den kækkeste af alle.

De aandede dybt ud efter det, Marie klappede i Hænderne. »Det var jo alligevel et Æventyr!« raabte hun. Karl kastede sig over Peter og gav sig til at Ndænge ham, skønt den alvorlige Fyr var alt andet end en Tyran.

137| De snakkede i Munden paa hinanden, hver havde noget at sige om Tudeper. »Det var sku godt gjort,« sagde Mændene. »Han tævede det hele igennem fra en Ende af – sikken en Krudtka’l! Naa, han havde jo Kræfterne – men alligevel! Men hvorfor Pokker gik han saa længe og fandt sig i alt det?«

»Ja det er jo lidt svært for os at begribe – vi som staar saa fast paa vor Ret,« svarede Pelle leende.

»Tak, du er forresten god – den var godt langet ud!« udbrød Glade Jakob. »Men har du Brug for en Næve, saa er min her!« Han slog sin Haand i Pelles.

Lysene var forlængst brændt ned, de mærkede det ikke. Deres Øjne hang ved Pelle nu, søgende, med en egen Glans der kom og gik i lys Spørgen. Og pludselig faldt de over ham med Spørgsmaal! Der var nok at spørge om, en hel Verden fuld af Herligheder paastod han var deres, og nu skyndte de sig at tage den i Besiddelse. Selv den gamle Kludesamler lod sig rive med; det var altfor lokkende at tage sig en lille Rus, selv om der kanske kom en Hverdag bagefter.

Pelle stod stærk imellem dem og bekræftede Spørgsmaalene med et sikkert Smil; han vidste at det alt blev deres, selv om det ikke skete lige med det samme. Taalmodighed og Udholdenhed skulde der til, men det vilde de ikke kunne fatte nu. Naar de først havde taget Herlighederne i Besiddelse, vilde de vel vide at slaa et Slag for dem. Tvivl var der ikke i ham, han stod imellem dem som deres fremskudte Ævne, lykkeligt hvilende paa dybe Rødder.