Lasse holdt ikke af at sidde til Stads, og var ivrigt optaget af at farte om og søge Arbejde. Naar han talte med Pelle, holdt han gode Miner til slet Spil og saa fortrøstningsfuld ud; men Storstaden havde allerede skuffet ham. Han begreb ikke dette Virvar, og følte sig for gammel til at give sig i Kast med det og faa fat i Meningen – kanske var der heller ingen! Det saa nærmest ud som enhver rendte og gjorde Jagt efter sin egen Næsetip, uden at kere sig Spor om alle andre. Man hilste ikke engang naar man mødte Mennesker paa Gaden – Lasse begreb ikke det hele. »Jeg skulde blevet derhjemme,« tænkte han tidt.
Og Pelle var der jo det ved at – – naa ja at han var oppe i alt sit eget altsaa! det var jo bare noget at rose en Mand for. Han løb til Møder og agiterede og havde travlt, Tankerne var i det bestandig, der var ikke rigtig Plads for en troskyldig Sludder saadan som i gamle Dage. Forlovet var han ogsaa blevet, og hvad Vækkelsen ikke tog, det tog Kæresten. Som den Knægt var vokset og havde forandret sig, legemligt og i sit Væsen! Lasse havde en Fornemmelse, som om han ikke naaede ham længer end til Bukselinningen. Svært alvorlig var han blevet og helt mandig; han saa ud som havde han allerede taget Tøjlerne over et eller andet; man skulde ikke se paa ham, at han var en simpel Skomagersvend. 145| Der var Ansvar i Pøjken – kanske lidt for meget igen!
Marie fulgte ham gærne omkring, de var blevet gode Venner og havde nok at snakke om. Hun tog ham hen til Berlingerens Gaard; om Udhængstavlen var der fuldt af Arbejdssøgende, de fyldte Porten og stod i en lang Stime ned ad Gaden.
»Her kommer vi aldrig til,« sagde Lasse mismodig, men Marie albuede dem frem; naar Folk gjorde Vrøvl, skældte hun ud. Lasse var helt forfærdet over den Mund Barnet kunde bruge; men det hjalp vældigt.
Marie læste Beskæftigelserne op, og Lasse gjorde højlydt sine Bemærkninger om hver af dem.
»Gaardmand – ja jeg har jo været det én Gang; men det gik skidt, saa det er vist ingen Anbefaling. Ellers har netop det været mit Livs Drøm om jeg saa tør sige – det er det herligste Virke Gud har skænket Mennesket!« De omstaaende lo. Lasse saá uforstaaende paa dem, saa lo han med og slog overgivent med Hovedet. Han var med paa den værste.
»Hvad var det du sagde? Herskabskusk! Ja køre et Par Heste kan jeg vel, men jeg er vist ikke fin nok til Herskaberne – jeg er bange Næsen drypper!« Han saá sig vigtigt om, som et Barn der bliver lagt Mærke til. »Men Bydreng – den var ikke uæffen, lad os notere os den. Det er ingen stor Kunst at være alles Hund! Portner – ja fy Fan! det er jo bare at sidde og titte arrigt ud af et Kældervindu. Dèr maa vi hen og friste paa.«
De indprentede sig Adresserne til de kunde dem udenad, og trængte sig ud gennem Mængden. »Pokker til gammel grinagtig Fyr,« sagde Folk og saá leende efter dem. – Lasse var helt kry. De gik fra Sted til Sted, men ingen havde Brug for ham. Folk smilede blot ad den gamle skrøbelige Skikkelse i de bredsnudede Støvler.
»De ler ad mig,« sagde Lasse nedslaaet – »kan146|ske fordi jeg ser noget bondsk ud. Men det maatte vel kunne overvindes.«
»Det er nok mere, fordi du er saa gammel og vil ha’e Arbejde,« sagde Marie.
»Tro det skulde være derfor? Jeg er dog først lige naaet de syv Gange ti; og baade paa fædre og mødre Side er vi blevet nær de halvfems. Ja saa? Men kunde jeg bare faa Lov at komme an, skulde de vel faa at se at der er Slag i Gamle Lasse endnu! mangen ung Fyr skulde kanske sætte sig paa Enden af lutter Forundring. Men hvad er det for et Folkefærd, som staar saadan og hænger saa trist med Hænderne i Lommen?«
»Det er jo de Arbejdsløse. Her er skidt med Arbejde, og de siger det bliver værre endnu.«
»Og alle de som sloges om at komme til Avistavlen – var det ogsaa ledige Hænder?«
Marie nikkede.
»Men saa er det jo værre her end hjemme; der havde man dog altid Stenhuggeriet om ikke andet. – Og jeg som troede den gode Tid var ved at tage sin Begyndelse herovre.«
»Pelle siger at den skal nok komme,« sagde Marie fortrøstningsfuld.
»Ja Pelle – han har godt ved at snakke. Han er ung og rask og har Tiden for sig.«
Lasse var i daarligt Humør, ingenting huede ham rigtig. For at glæde ham tog Marie ham hen at se paa Vagtparaden, det livede ham lidt op igen.
»Det er ligegodt nogle flotte Karle,« sagde han – »hu ha som de fører sig! de er fine i Tøjet, men de ved det ogsaa selv. – Ja Kongens Krigskarl blev jeg jo aldrig. Jeg fremstillede mig til Optagelse, fordi jeg var ung og havde Mod paa noget; jeg var et rask Stykke Mandfolk dengang du! Men de vilde ikke have mig, min Krop duede ikke sagde de; jeg havde jo slidt vel meget som Barn. Det er nu noget de har sat sig i Hovedet, at man skal være saadan og saadan skabt – for at tækkes de fine 147| Fruer vel. Ellers kunde jeg vel nok værge mit Land, jeg ogsaa.«
Nede ved Børsgraven var Stenbroen brudt op; et Hold Jordarbejdere var i Færd med at grave ud til Rørledninger. Lasse blev helt livlig og skyndte sig derhen.
»Dette var lige noget for mig,« sagde han og stod og faldt i Drømme over Arbejdet; hvergang Arbejderne svang Hakken, gjorde hans gamle Hoved Bevægelsen med. Han rykkede nærmere og nærmere. »Hør du,« sagde han til en af Arbejderne som pustede ud – »mon ikke man kunde faa fat her?«
Manden gloede længe paa ham. »Faa fat her?« raabte han saa, mere henvendt til sine Kammerater end til Lasse, »– ja det kunde du vist li’ hva’? Her kommer I Udlændinge rendende fra Fyn og Middelfart og vil ta’e Brødet fra os Indfødte. Skrub du a hjem med dig, din jyske Rad!« Han svang leende Hakken over Hovedet.
Lasse trak sig langsomt tilbage. »Han blev sku gal, han!« sagde han mismodigt til Marie.
Om Aftenen skulde Pelle jo saa ud til alle sine Gøremaal, hvad det nu var. Travlt havde han, og alt det han virkede, blev Tilstanden ved at være lige daarlig. Det var nok ikke saadan at stemme op for Elendighedens Bæk!
»Men gaa du bare og tag Vare paa dit eget,« sagde Lasse. »Jeg sidder saa og snakker lidt med Børnene – og saa gaar jeg i Seng. Jeg ved ikke – min Krop bliver gladere og gladere for Sengen, skønt jeg aldrig har haft Ord for at være doven. Det maa være Graven der minder. Og taale at gaa ledig kan jeg ikke, jeg er helt syg i Kroppen af det.«
Lasse plejede ellers ikke at snakke om Graven, men nu havde han sat noget af sin Fortrøstning til. »Byen er ogsaa saa stor og forstyrret,« sagde han til Børnene. »Det Gran der er til Rest af én bliver borte mellem Hænderne paa én herinde.«
Han kunde meget bedre betro sig til dem om sine 148| Bekymringer. Pelle var blevet saa stor og alvorlig at der ligefrem stod Respekt af ham. Man følte ingen rigtig Lyst til at ulejlige ham med sine Smaatterier.
Men hos Børnene fandt han Tonen uden videre, de sloges med Smaakravl lige som han selv og kunde fatte alle hans Genvordigheder. De gav ham gode praktiske Raad, og som Vederlag talte han Gammelmands Visdom til dem.
»Jeg ved ikke hvordan det er,« sagde han, »men Storstaden gør mig songled og smaatosset i Hovedet. Bare det, at ingen kender mig og ser til den Side, hvor jeg gaar, tager Modet af Knæerne paa mig. Hjemme var der dog én og anden, som vendte Hovedet og sagde til sig selv: Se der gaar Gamle Lasse, nu skal han ned paa Havnen og hugge Sten; svært saa godt han holder ud! Der var ogsaa dem som nikkede til mig, og selv kendte jeg jo hverandet Menneske. Her løber det hele surr! jeg begriber ikke, hvor du Karl kan finde nogen Fortjeneste her?«
»Aa det er nemt nok!« svarede Drengen. »Klokken seks om Morgenen skynder jeg mig til Grønttorvet; der er altid noget at bringe hjem for de Smaahandlende som jo ikke har Raad til at holde Ka’l. Naar Grønttorvet er forbi, bringer jeg Blomster i Byen for Gartnerne; men det er meget usikkert, for der faar jeg ikke andet end Drikkepengene. Ellers render jeg saadan rundt, hvor jeg kan tænke mig der er noget – ud paa Østerbro og paa Frederiksberg! Og jeg har ogsaa et Par faste Steder, hvor jeg er en Time hver Eftermiddag og bringer Varer ud. Der er altid noget, bare man farter dygtigt omkring.«
»Og det kan blive til en nogenlunde Fortjeneste hver Dag?« sagde Lasse forundret. »Det ser mig noget utrygt ud. Du kan dog aldrig vide om Morgenen, om du har tjent noget inden Aften.«
»Han er saamænd meget flink,« sagde Marie aner149|kendende. »Naar det er ordenlige Tider, kan han holde jævnt en Krone om Dagen.«
Og det kunde blive en jævn Fortjeneste til med? Nej det begreb Lasse ikke.
»Sommetider bli’r det ogsaa helt hen ad Aften inden jeg tjener noget – men saa maa man se at lave den i en Fart. Der er altid noget, bare man kan finde det!«
»Om jeg tog og fulgte med dig da,« sagde Lasse tankefuld.
»Det kan du ikke, for jeg løber hele Tiden. Saa kunde du meget bedre putte en Arm.«
»Putte en Arm?« spurgte Lasse forundret.
»Ja putte den ene Arm inden for Trøjen og gaa op til Folk og be’ om. Det var ikke saa vanskeligt – du ligner en Invalid.«
»Ja saa, gør jeg det mon?« sagde Lasse og missede med Øjnene – »det kan jeg dog aldrig vide. Men selv om saa var, vil jeg dog ikke gaa og tigge ved Godtfolks Dør. Det fik vist ingen Gamle Lasse til.«
»Saa gaa ud paa Kalkbrænderiet – der søger de Skærveslagere i denne Tid,« sagde den alvidende Knægt.
»Ja der sagde du noget,« udbrød Lasse – »saa de har Sten dèr? Ja mit Stenværktøj har jeg taget med, og er der noget jeg længes efter paa denne Jord, saa er det efter at komme til at knagge i en Sten igen.«