XIX

Der var nok at tage fat paa. Løsgængerne maatte igen læmpes inden for Organisationen – læmpes eller tvinges; Pelle tog de nemmeste først og lod Tallene virke paa de andre. De helt stædige fik Lov at sejle deres egen Sø indtil videre; naar de var isolerede og godt afmærkede, kunde de ingen videre Fortræd gøre.

Han var godt udhvilt og gik helt metodisk til Værks. Følelsen af at have Kræfter nok til Vejs Ende gav ham en bred Ro, som indgød Tillid. Han forhastede sig ikke men tog det hele fra Bunden af; de egenlige Spørgsmaal lod han rolig ligge, til Betingelserne for at løse dem var til Stede. Han vidste fra sidst, at uden fast sammenbankede Rækker kunde der ingenting udrettes.

Det tog Resten af Sommeren. Saa stod Organisationen der og saa ud til at kunne staa for et Tryk; og det første Spørgsmaal var NPriskuranten. Den var forældet og slet, tilbage næsten paa alle Punkter; Faget sukkede under de lave Satser, der ikke havde holdt Skridt med Udviklingen og Fordyrelsen af alle Ting. Men Pelle Ntog sin praktiske Sans fangen. Tidspunktet var ikke gunstigt for Krav om Lønforhøjelse. Organisationen kunde ikke give Kravet fornøden Vægt, men maatte foreløbig nøjes med at faa den gældende Priskurant respekteret. Flere af de større 196| Mestre misligholdt den, skønt de havde været med til at indføre den. Det var navnlig galt med Hofskomager Meyer, han benyttede alle Udveje til at komme bag om de klareste Lønsatser.

Der indløb stadig Besværinger, og en Dag gik Pelle op til ham for at paatale Forholdet og komme til et Resultat. Han var klar til at tage en Kamp paa Spørgsmaalet om Priskurantens Ukrænkelighed, ellers kunde enhver jo give store Løfter og rende fra dem. Han ventede nærmest at Hofskomageren skulde vise ham Døren; det skete dog ikke, men Meyer behandlede ham med en Slags høflig Uforskammethed. Hadet til den gamle Fjende vaagnede paa ny i Pelle, han havde sin Nød med at styre sig. »De faar Blokade, hvis De ikke inden otte Dage ordner Dem med Deres Svende,« sagde han truende.

Meyer lo spottende: »Ak saa? Ja Deres Blokade den kender vi jo. Men saa erklærer Mesterforeningen Lockout for hele Faget – hvad siger De til det? Saa bliver der Ngodt Køb paa gamle Hatte!«

Pelle tav og trak sig tilbage, det var den eneste Maade han kunde bevare Koldblodigheden paa. Nu var dét sagt der skulde siges, og han var ingen Diplomat som kunde staa og smile roligt med en Djævel i Øjet.

Meyer fulgte ham bukkende til Døren: »Er der ellers noget jeg kan være Dem til Tjeneste med – Arbejde for Eksempel? Jeg kan godt bruge en Børnearbejder i denne Tid.«

Da Pelle kom ned paa Gaden, aandede han ud. Puh ha, det var haardt; nogle Grovheder og et Par paa Snuden havde været det naturligste Svar paa Mandens Uforskammethed. Naa, det var en Prøve for hans hidsige Sind, og nu var den bestaaet! Naar han holdt Mund kunde han altsaa beherske en Situation!

»Nu blokerer vi altsaa Meyer,« tænkte han mens han gik ned ad Gaden. »Og hvad saa? Ja saa slaar han igen og laver Lockout. Kan vi holde til det? 197| Ikke ret længe, men det kan Mestrene heller ikke – saa ruineres deres Forretninger. Men saa tager de Svende fra Udlandet – eller lader Arbejdet udføre uden for Pladsen hvis den Trafik kan stoppes; indfører Fabriksfodtøj i stor Stil og indfører Maskiner – hvad de allerede saa smaat er i Gang med!«

Pelle gik i Staa midt paa Gaden – dette her gik pinedød ikke! Han maatte passe paa, at han ikke gik hen og Nlavede Æggekage af hele Historien. Fik alle disse Ting først Indpas, saa var en hel Masse Mennesker gjort brødløse med det samme. Men Hofskomageren vilde han have Ram paa; der maatte gives et Middel til at lange den Blodsuger en Lussing saa det snærpede i hans Pengepung!

Næste Morgen kom han hen til Mester Beck som sædvanlig. Beck saá langt paa ham over Brillerne. »Jeg har ikke mere til Dem at bestille, Pelle,« sagde han lavt.

»Hvad for noget?« udbrød Pelle forskrækket. »Men vi har jo travlt, Mester!«

»Ja men jeg kan ikke beskæftige Dem længer. Det er ikke med min gode Vilje, jeg har altid været godt tilfreds med Dem; men Forholdene er nu engang saadan. Der er saa meget man maa tage i Betragtning; en Skomager kan ikke arbejde uden Materialer, og Kredit hos Læderhandleren kan man heller daarlig undvære.« Mere vilde han ikke sige.

Men Pelle havde ogsaa forstaaet tilstrækkeligt. Som Formand for Mesterforeningen havde Meyer tvunget Beck til at afskedige ham – ved Truslen om at stoppe Kilderne for ham. Pelle blev ramt fordi han var i Spidsen for Organisationen – skønt den nu var anerkendt; det var et Indgreb i NForeningsretten. Og alligevel kunde det ikke paatales; man havde Lov at afskedige en Mand, naar man ikke havde Brug for ham længer. Meyer var en snedig Mand!

Pelle drev lidt slukøret om. Han havde ikke megen Lyst til at komme hjem til Ellen med den bedrøvelige Efterretning, og gik rundt til forskellige 198| Mestre for at høre om Arbejde. Men saa snart de hørte hvem han var, kom de i Tanke om at der nok ikke var noget alligevel. Han mærkede at der var sat Kors ved ham.

Han maatte støtte sig til sit Hjemmearbejde, og se at støve mere op blandt Bekendtes Bekendte. Og ellers være parat Nat og Dag naar en Smaamester, som sad og nussede uden Hjælp, pludselig fik mere end han kunde overkomme.

Ellen tog Forholdene op som de var, og beklagede sig ikke. Men over for Aarsagen til dem øvede hun stum Modstand; Pelle fandt ikke Medhold hos hende i sin Kamp; hvad han dèr havde for, maatte han gaa ene med. Det forrykkede ikke hans Kurs men satte snarere Stædighed op i ham. Der var en Side ved ham Ellens Væsen ikke kunde dække – naa ja, hun var jo et Kvindfolk som man bar over med! Han var god imod hende, og slog hende i sine Tanker mere sammen med Lille Lasse. Derved gjorde han sig fri af hendes Mening om alvorlige Sager – og følte sig mere Mand.

Takket være hans lille Formandsløn led de ikke Nød. Pelle holdt ellers ikke af det og havde mest Lyst til at give Afkald paa de Par Hundrede Kroner; der flød ikke Spor af Embedsmandsblod i hans Aarer, han begreb ikke rigtig, at man skulde have Vederlag for den Alménnytte man gjorde. Men nu kom de alligevel tilpas, og han havde andet at bestille end at gaa og gøre et Nummer ud af Smaating. Blokaden havde han opgivet, men hans Hjærne pønsede stadig paa Udveje til at faa Ram paa Hofskomageren; det sysselsatte ham Dag og Nat.

En Dag snublede hans Tanker over Meyers egen Taktik! Ganske uskyldigt havde man faaet ham puttet ud af Arbejdet – hvad om han bar sig ad paa samme Maade og i Stilhed pillede Hofskomagerens Folk fra ham? Meyer var Fagets onde Aand, han sad som en Tyran i Kraft af sin Overmagt og holdt det nede; det vilde ikke være saa umuligt at sætte Kors ved ham til Gengæld! Og 199| Pelle havde ikke i Sinde at tage det saa nøje med Midlerne her.

Han drøftede det med Svigerfaderen, der igen havde faaet Tiltro til ham. Stolpe som var en gammel dreven Taktiker, raadede ham til ikke at holde noget Møde om Sagen, men ordne det hele paa Tomandshaand med hver enkelt, saa at der ikke blev noget at hænge sin Hat paa over for Fagforeningen. »Du har jo god Tid nu,« sagde han. »Gaa først til de paalidelige, og gør dem begribeligt hvad for en Kumpan Meyer er; og tag først og fremmest hans bedste Folk fra ham, de daarlige har han ingen Gavn af at beholde. Du kan jo fyre op under Kammeraterne, naar du vil! gør det saa godt, at ingen kan være bekendt at gaa i deres Sted der forlader ham. Han maa stemples som den han er, Mand og Mand imellem.«

Pelle sparede sig ikke; han gik fra Fælle til Fælle, stærk og ildnende. Og hvad der havde vist sig umuligt for to tre Aar siden, lod sig udføre nu; Harmen mod Uretten havde bundfældet sig i Sindene.

Meyer havde haft for Skik at lade sine Arbejdere rende forgæves efter Arbejde – det var ikke helt lavet til, de maatte komme igen! Og naar de fik det udleveret, skulde det gærne være færdigt over Hals og Hoved. Der laa en Hensigt i det, det gjorde Folk ydmyge og medgørlige.

Men nu vendtes Forholdet om. Arbejderne kom ikke og afleverede presserende Arbejde til den Tid de havde lovet; han maatte sende Bud efter det og fik sine egne Ord igen: Det var ikke ganske færdigt, men de skulde se hvad de kunde gøre for ham! Han maatte rende sine egne Arbejdere paa Dørene for ikke at støde de fine Kunder. De første Tilfælde behandlede han over en Bank med Afsked, men det hjalp ikke; der var faret en Hovmodsdjævel i simple Skomagersvende, det saa ud som de vendte op og ned paa Begreberne Herre og Undergiven! Han maatte lade den haarde Haand fare og forsøge med gode Ord, Forretningen havde hele den fornemme 200| Verden til Kundekreds og behøvede altid en Stab af Elitearbejdere. Men ikke engang Venlighed hjalp, bedst som han havde faaet fat i en god Svend, var han gaaet! Og naar han spurgte om Aarsagen, fik han altid det samme drilske Svar: de var kede af hans Arbejde. Han bød høj Arbejdsløn og indforskrev med stor Bekostning dygtige Folk ude fra; men Pelle holdt sig underrettet og søgte dem op. Naar de havde været nogle Dage under Paavirkning, rejste de hjem igen eller tog fat hos de andre Mestre, der fik mere at bestille efterhaanden som Meyers Forretning gik tilbage. De der kom paa Lageret fortalte, at han gik deroppe og rasede, skældte de uskyldige ud og jog dem ogsaa fra sig.

Meyer følte en Haand bag alt dette, han vilde have Mesterforeningen til at erklære Lockout. Men de andre Mestre vejrede et Træk i det fra hans Side; hans egen Forretning laa død, og saa vilde han stanse deres ogsaa. De havde maaske ikke noget egenlig mod den ny Tilstand; noget Grundlag for en Lockout kunde de i alt Fald ikke faa Øje paa.

Saa bekvemmede han sig til at skrive til Pelle og anmode ham om en Forhandling – for at faa Uroen i Faget hævet. Pelle der endnu ikke var stiv i Forhandlingskunsten, svarede saadan noget som, at man vilde blæse ham en lang Marsj. Han viste dog Svigerfaderen Svaret, før han afsendte det.

»Nej den gaar pinedød ikke!« udbrød Stolpe. »Ser du min Dreng, det er Tonen det hele kommer an paa, naar man vil drive Fagpolitik! de Store ser svært paa Indpakningen! Saadan var jeg sku ogsaa til at begynde med – Sandheden frem og lige i Synet med den! Men den skar ikke –: man var for ubehøvlet, de kunde ikke forhandle med én. Saadan lidt pæn Løgnagtighed gør sig meget bedre! Naa ja, saa maa man være Diplomat og fange Ræv med Ræv. Tag og krads det ned, saa skal jeg give dig Opskriften. Altsaa –!«

Stolpe gik en Stund op og ned ad Gulvet og saa spekulativ ud; han var i Skjorteærmer og Tøfler og 201| havde Tommelfingrene i Vestelommerne. »Er du klar Svigersøn? – Altsaa:

Idet jeg anerkender Modtagelsen af Deres meget ærede af Gaars Dato, skal jeg tillade mig at bemærke, at der mig bekendt hersker god Ro og ordnede Forhold overalt i Faget for Tiden. Saa at altsaa Grundlaget for en Forhandling savnes.

Se det er nogetA med noget paa, hva’! det kunde sku selv NNapoleon være bekendt at sætte Navn under. Og tilpas ondskabsfuldt er det,« sagde Stolpe fornøjet. »Prent det nu lidt pænt – og saa en stor Konvolut.«

Pelle var helt imponeret af Skrivelsen, da han fik renskrevet den paa et stort Ark Papir; den lignede en Dagsbefaling fra Amtmand eller Borgmester derhjemme. Kun det ondskabsfulde i den havde han sine Tvivl om den Dag.

En Formiddag nogle Dage efter sad han hjemme og arbejdede. De mellemliggende Dage havde han været nødt til at tage Lossearbejde paa Havnen, nu sad han og forsaalede et Par Søstøvler for en Matros paa Kulskibet. Paa den anden Side af Disken sad Lille Lasse og pludrede og gjorde hans Bevægelser efter; hvergang Pelle slog en Pløk i, daskede Drengen paa Kanten af Disken med sin Rangle. Og Pelle lo til ham. Ellen gik ud og ind mellem Køkken og Stue, hun var alvorlig og tavs.

Det ringede. Hun jog til Kakkelovnen og rev noget Barnetøj ned, saa gik hun ud og lukkede op.

En mørk svær Herre i Spaserepels traadte bukkende ind, den høje Hat holdt han foran sig sammen med Handskerne og Stokken. Pelle vilde ikke tro sine egne Øjne – det var Hofskomageren. »Han kommer nok for at gøre op!« tænkte han og be202|lavede sig paa en Dyst. Han fik Hjærtebanken og noget sank pludselig i ham; gammel Underdanighed var ved at komme op og bemægtige sig ham. Men det varede kun et Øjeblik, saa var han igen sikker paa sig selv. Han bød roligt sin Gæst en Stol.

Meyer sad og saá sig om i den tarvelige nette Stue, som vilde han først sammenligne Fjendens Forraad med sine egne, inden han foretog sig noget. Pelle fangede noget i hans vandrende Blik og blev pludselig en hel Del klogere i Menneskekundskab. »Han sidder jo ligefrem og kigger efter, om der ikke er røget noget paa Laanekontoret,« tænkte han opbragt.

»Hm – jeg har modtaget Deres ærede Skrivelse,« begyndte Meyer endelig. »De mener ikke der er Anledning til nogen Drøftelse af Tilstanden; men æ – jeg synes dog –.«

»Nej, det mener jeg rigtignok ikke,« svarede Pelle som havde sat sig for at holde Skrivelsens Tone – »der er jo den bedste Orden over det hele. I det hele lader det jo til at skulle gaa nu, da vi har hver sin Forening og kan drøfte Sagerne som Ligemænd.« Han saá uskyldigt paa Meyer.

»Naa det synes De? Det kan dog ikke være Dem ubekendt, at mine Arbejdere forlader mig den ene efter den anden – for ikke at sige at de pilles bort. Jeg kan ikke tjene Dem i at kalde det ordnede Forhold.«

Pelle sad og ærgrede sig over Meyers slikkede Tone. Hvorfor Fanden brændte han ikke løs som et ordenlig Mandfolk, i Stedet for at sidde og svede Hentydninger ud! Men skulde der laves Dikkedarer, saa hvorfor ikke? »Saa Deres Folk forlader Dem?« spurgte han interesseret.

»Ja de gør!« svarede Meyer og saá overrasket op, Pelles Tone gjorde ham usikker. »Og de sjikanerer mig, overholder ikke Aftalerne og lader mine Bude rende forgæves. Tidligere har hver Mand hentet og bragt sit Arbejde, nu maa jeg holde Bude til det; det kan Forretningen ikke bære.«

203|»Svendene har nu ogsaa maattet rende forgæves – jeg har jo selv arbejdet for Dem,« svarede Pelle. »Men De mener altsaa, vi bedre kan bære den Tidsspilde?«

Meyer trak paa Skuldrene. »Det er dog et Led i deres Erhværv, Forholdene er nu engangA baserede paa den Ordning. Men naar jeg saa endda var sikker paa at have Folk. – Det gaar ikke, det dèr, Mand!« skreg han pludselig op – »det gaar pinedød ikke! Det er ikke hæderligt!«

Lille Lasse sprat i Vejret og gav sig til at brøle, Ellen kom hastigt og tog ham ind i Sovekammeret.

Pelle var blevet skarp om Munden. »Naar Deres Folk forlader Dem, har de vel sagtens Grund til det,« svarede han, men havde mere Lyst til at sige Meyer lige op i Synet at han var en Udpiner. »Fagforeningen kan ikke tvinge sine Medlemmer til at arbejde for en Mand, de maaske ikke kan komme til Rette med. Jeg har selv lige faaet Afsked paa et Værksted – man kan dog ikke alarmere de to Foreninger af den Grund.« Han saá fast paa sin Modstander, idet han langede ham dén ud; Linjerne i hans Ansigt dirrede let.

»Aha!« udbrød Meyer og gned sig i Hænderne med et Udtryk som sagde, at nu endelig følte han fast Bund under sig. »Ak so – der slap det endelig ud! De er jo Diplomat ogsaa – stor Diplomat! – Det er en klog Mand De har, lille Frue!« vendte han sig til Ellen der stod og puslede ved Buffeten. »Hør Hr. Pelle, De er en Mand for mig, og vi maa komme til et Resultat. Naar to dygtige Folk taler sammen, kommer der noget ud af det – det kan ikke være andet! Jeg har Brug for en intelligent og dygtig Fagmand til at forestaa Maaltagning og Tilskæring, Pladsen er godt lønnet, og De kan faa skriftlig Kontrakt paa en Aarrække. Hvad siger De til det?«

Pelle løftede Hovedet i et Ryk. Ellens Øjne skød Gnister; de blev forunderlig mørke og lagde sig tvingende over ham – som vilde de brænde en 204| Vilje ind i ham. Et Øjeblik stirrede han fortumlet frem. Tilbudet kom saa overvældende stort bag paa ham. Saa smilede han. Ej ej! skulde han nu sælges som Udpinerens Haandlanger!

»Det er vist ikke noget for mig,« svarede han.

»De maa naturligvis have Lov at tænke over mit Tilbud,« sagde Meyer og rejste sig. »Skal vi sige tre Dage?«

Da Hofskomageren var gaaet, kom Ellen langsomt hen og lagde sin Arm over Pelles Skulder. »Hvor er du en klog og dygtig Mand,« sagde hun stille og legede med hans Haar – der var noget som lignede Afbigt i hendes Væsen. Tilbudet nævnede hun ikke med et Ord, men gav sig nynnende i Lag med sit Arbejde. Det var længe siden Pelle havde hørt hende synge; og Sangen gav ham en lys Følelse af at denne Gang vilde han sejre.