XX

Pelle førte ufortrødent Kampen videre, sloges med smaa Kaar og med Frafald og gik bare paa. Talrige Gange i Kampens Løb var han lige vidt, Meyer havde faaet et nyt Hold Arbejdere fra Udlandet, og han maatte begynde forfra: bearbejde dem saa de rejste igen, eller gøre dem umulige blandt Husbeboerne saa de maatte fortrække. Eftervinteren var haard og kom Meyer til Hjælp. Han gav god Arbejdsløn nu, og havde faaet skrabet sig et Sjak Løsgængere sammen; en Overgang saa det ud som han skulde faa sin Forretning i Vejret igen. Men Pelle havde blot ladt Løsgængerne i Ro af Mangel paa Tid; nu hjemsøgte han dem og kom med mere Avtoritet end sidst. Der gik allerede Ord af hans Vilje, de fleste overgav sig paa Forhaand. »Ham kan ingen Djævel staa sig mod!« sagde de.

Han vaklede ikke i sin Tro paa Sejren og gik paa 205| og paa, filosoferede ikke frem paa den anden Side Resultatet men satte alle Ævner ind paa at naa det. Stærke Kræfter var oppe i ham og førte ham den lige Vej. Foreningsfællerne fulgte ham villigt, og paalagde sig de Savn Affolkningen medførte. Han havde deres Tillid, og de syntes i Grunden det var en herlig Spas denne Bytten Gaarde, hvor de for én Gangs Skyld vendte Trykket tilbage mod Udgangspunktet. De havde beskt prøvet, hvad det vilde sige at rende forgæves, tigge om Arbejdet, tigge og trættes om Tilgodehavendet – være de smaa. Det var morsomt at bytte Rollerne! Nu legede Musene med Katten og morede sig godt, skønt dens Klør nu og da sved til dem.

Pelle følte Tilliden Mand og Mand imellem, ved den Villighed hvormed de fulgte ham, som var han kun Udtrykket for deres eget Sindelag. Og naar han stod paa Generalforsamlinger og Møder for at aflægge Beretning eller agitere, og Kammeraternes Bifald slog ham i Møde, mærkede han, hvorledes stærke Kræfter forenede sig i ham. Han var som Skibets Vædder, hele Styrken stødte fremad i ham. Han begyndte at finde sig til Rette som Udtryk for noget større; der var et Formaal med ham.

Den Pelle, der saa klogt og roligt havde forhandlet med Meyer, og rammet ud hvad han vilde uden et ondt Ord, var ikke den almindelige! Et større Væsen arbejdede i ham, mere ansvarligt end han selv ævnede det! Og han gik sig selv efter for at tilegne sig det bevidst; han følte at der var Kræfter dèr.

Dette højere havde mystisk Sammenhæng med saa meget; helt tilbage til sin tidligste Barndom kunde han følge det som et rigt Løfte. Saa mange havde ogsaa uvilkaarlig ventet sig noget af ham; han havde blot lyttet forundret til dem, nu blev det en Profeti.

Han blev mere nøjeregnende med Ord i sit personlige Forhold, nu da deres ubegrænsede Rækkevidde havde aabenbaret sig for ham. Men i Agitatio206|nen faldt de stærkeste Ord ham naturligt, de kom som et Ekko af det grænseløse tomme Rum der laa bag ham. Han syslede med sin Personlighed; alt det han før sorgløst havde givet frit og ubehersket Spillerum, maatte nu helst ind og tjene Formaalet. Ogsaa sit Forhold til Ellen gik han efter, undskyldte hende og gjorde sig Umag for at forstaa hendes Fordringer til Lykke. Han var mild og god mod hende – men ubøjelig i det væsenlige.

Hofskomageren gjorde han sig ingen Samvittighed af. Han havde længe nok misbrugt sin Overmagt paa alle Omraader; ved sin store Forretning var han den der skabte og beherskede Tilstandene, de daarlige Vilkaar maatte føres tilbage til ham. Det var Sommer og Godtid for Arbejderne nu, og hans Forretning gik stærkt tilbage. Pelle forudsaa hans Fald og følte sig som en retfærdig Hævner.

Den aarelange Kamp tog hele hans Sind. Altid var han paa Færde, kom styrtende hjem til Arbejdet der laa og ventede, klarede det til Side som en rasende, og var afsted igen. Ellen og Lille Lasse saá han ikke meget til i denne Tid, de levede deres Liv uden for ham.

Han turde ikke slaa sig til Ro i den Kendsgærning at Sammenholdet nu var stærkt. Bestandig var han paa Færde for yderligere at stive af og underbygge; han vilde ikke falde for det uforudsete. Hans Utrættelighed smittede Kammeraterne, de blev ivrigere og ivrigere alt som Kampen trak ud. Den voksede for dem ved de Ofre den krævede, og ved Styrken i Modstanden; Meyer blev efterhaanden til en Kolos som enhver maatte vove sin Velfærd for at hugge ned. Der gik Hjem i Stykker ved det; men jo flere Ofre Kampen krævede, des sorgløsere syntes de at gaa til den. Og de jublede af Glæde, den Dag Kolossen faldt og begravede nogle af dem under sin Masse.

Sejren var uomtvistelig Pelles, Skomagersvenden havde fældet Fagets største Arbejdsherre! De spurgte ikke om hvad det havde kostet, men bar hans Navn 207| i Triumf. De raabte Hurra, naar han viste sig eller hans Navn nævnedes. Tidligere vilde det vel være gaaet ham til Hovedet, men nu fandt han Udfaldet ganske naturligt – som Udslag af en højere Vilje!

Allerede et Par Dage efter sammenkaldte han til Møde i Fagforeningen, fremlagde Udkast til en ny tidssvarende Priskurant og opfordrede til at tage en Kamp paa den netop nu. »Lejligheden kan aldrig være bedre,« sagde han – »nu har de set hvad vi dur til! Og det var paa Spørgsmaalet om Priskuranten vi slog Meyer ned, derfor maa vi smede mens Jærnet er varmt!«

Han regnede med at Kammeraterne netop nu havde Krigshumør, trods alle de Savn Kampen havde paaført dem – og tog ikke fejl. Hans Forslag blev enstemmig vedtaget.

Nogen Lønkamp blev der ikke. Meyer løb nu rundt til Mestrene med Prøvekassen for et Læderfirma, Synet af den før saa mægtige Mand virkede nedstemmende. Mesterforeningen udpegede et Par Mestre til at forhandle med Fagforeningen om Lønforhøjelsen.