af Martin Andersen Nexø (1909)   Udgave: Henrik Yde (2002)  
forrige næste

XXII

Naar Pelle engang imellem var ovre i Arken for at se til de tre Søskende, rygtedes det hurtig rundt. »Pelle er her!« lød det fra Svale til Svale, og de skyndte sig ud i Træværket for at nikke til ham og prøve at lokke ham ind med en Kaffetaar. Gamle Frandsen var flyttet; hun forsvandt dengang Ferdinand kom ud – ingen vidste hvorhen. Ellers var her ingen Forandring. Nogle Fabrikspiger stak af fra Huslejen ved Nattetid, og andre kom i Stedet; en og anden udslidt Fyr blev hentet frem fra de mørke Gange og baaret ud til Rustvognen – som altid. Paa Arken mærkedes ingen Forandring.

Det hændte at han kiggede over til Enkemadam Johnsen. Hun sad saa trist og vendte de gamle Soldaterbukser, mens hun passede Hannes Unge der tegnede til at blive en køn Pige. Gammel i det var hun blevet, og sad bestandig og smaagnavede over Barnet; med Pelles Besøg kom der et frisk Pust ind i hendes glædesløse Tilværelse. Saa mindedes hun Skovturen og de lune Aftener under Ampelen – og sukkede. Hanne saá slet ikke til Pelle. Naar hun kom styrtende hjem fra Fabrikken, havde hun kun Øje for sin lille Pige, der kastede sig imod hende og straks vilde til at lege. Dagens Øde sad den lille i Øjnene, og Moderen maatte tage hende i Hænderne som hun gik og stod, og trave rundt med hende og Dukken.

»Jeg gik mig over høje Bjærg –«

216| sang Hanne, og den lille sang med – hun kunde allerede! Hannes Øjne hvilede rolige og afklarede paa Barnet, tilfredse i deres Udtryk som havde hun virkelig fanget Lykken ind. Hun lignede en ung Enke der har faaet sin Part af Tilværelsen; og i Arken kaldte alle hende Enke – Enken Hanne. Det var en Hyldest til hendes Væsen, de kastede Enkesløret over hendes Skæbne, fordi hun bar den saa smukt. Hun havde ventet sig saa meget, og nu tog hun om sit Barn som kunde det fremmede aldrig have givet hende større Gave! – –

Peters Ulykke havde givet det lille Hjem et alvorligt Stød. Det havde altid været lige til; nu tjente han mindre med sin vanføre Haand. Karl vilde frem og gav sig til at gaa til Præsten – det kostede ogsaa i Tid og Klæder. Peters Nedgang i Fortjeneste havde de oprettet ved at sige Lasses Værelse op og flytte hans Seng ind i Børnenes Værelse. Men de voksede godt til alle tre, der skulde noget til baade af Mad og Klæder.

Peters Karakter havde lidt et Knæk, han var ikke saa glad ved Arbejdet længer; ofte skulkede han og gik og drev paa Gaden i Stedet for at gaa til Fabrikken. Undertiden var han ikke til at drive ud af Sengen om Morgenen, men krøb ned under Sengeklæderne og skjulte sig. »Jeg kan ikke med min daarlige Haand,« sagde han grædende naar Marie trak i ham – »hvert Øjeblik er Knivene lige ved at nappe mig.«

»Saa bliv hjemme da,« udbrød Marie tilsidst. »Pas du Huset, saa skal jeg gaa ud og faa lidt Fortjeneste fat. Jeg kan faa Rengøringen ovre i den ny Ejendom i Torvegade.«

Men saa stod han op og luskede af, han vilde ikke have et Kvindfolk til at tjene Føden til sig.

Karl var en frisk, gavtyveagtig Tamp som ingenting bed paa. Gaden havde opdraget ham, fældet sit Slamlag paa hans Ydre og tændt den uslukkelige Gnist i hans Øjne. Han var som Hovedstadens Spurve der røgsværtede lyser af Byens Intelligens, 217| tumler ud og ind under de tunge Vognhjul og véd alt. Han var daglig i Klemme men kom aldrig til Fortræd. Den bestandige Farten sad ham i Kroppen som en aldrig hvilende Impuls; mange Udveje havde han til at bøde paa Utrygheden i sit Erhværv; den lille Husholdning hvilede hovedsagelig paa ham. Men nu var han ked af at søge sin Føde paa Gaden, der var Fremdrift i ham, han vilde gærne være Handelsmand. Det eneste der holdt ham tilbage var Hensynet til Hjemmet.

Pelle saá at det lille Hjem maatte opløses nu. Marie udviklede sig stærkt og trængte til at komme ud af Arken, og hvis Karl ikke fik Lov at følge sin Ungdom men skulde gaa og ofre sig for sine Søskende, vilde han ende som Torvebisse. Rask som han var blevet til at handle paa egen Haand, skaffede han Karl det nødvendige Udstyr gennem en Understøttelsesforening, og tingede ham i Lære hos en Handlende, som Drengen havde løbet i Byen for.

En Søndag Formiddag gik han over til Arken med en stor Pakke under Armen; han havde Lille Lasse ved Haanden, hvert Øjeblik bukkede Purken sig besværligt og tog en Smaasten op, trak Faderen med hen til Bolværket og plumpede Stenen i Vandet. Han snakkede ustanseligt.

Pelle lod sig mekanisk trække med og svarede hen i Vejret. Han tænkte paa det lille Barnehjem, der engang havde aabnet sig saa gæstfrit for ham og nu skulde opløses. Kanske blev det Karls og Maries Redning; der laa en Fremtid for dem ude omkring – friske og kække som de var. Og Far Lasse kunde flytte hjem til ham; det lod sig gøre at stille hans Seng op i Dagligstuen for Natten og flytte den af Vejen om Dagen – Ellen var ikke saa pertentlig længer. Men Peter – hvad skulde der blive af ham? Hjemmet var det eneste der holdt sammen paa ham.

Da Lille Lasse gennem Tøndegangen saá ind i Arkens Mørke, vilde han ikke med. »Fæl, fæl!« 218| sagde han og strittede energisk imod. Pelle maatte tage ham paa Armen. »Lasse ikke li’ det!« sagde han og stemmede Hænderne mod Faderens Skulder. »Vil ned!«

»Saa?« udbrød Pelle leende – »kan Lille Lasse ikke lide Arken? Far synes her er storartet.«

»Hvorfor?« spurgte Drengen surmulende.

Hvorfor – ja det havde Pelle ikke engang Rede paa. »Fordi jeg har boet her engang, vel!« svarede han.

»Og hvor var Lille Lasse dengang henne?«

»Dengang sad du inde i Mors Øjne og lo til Far.«

Saa glemte Drengen sin Frygt for Mørket og det tunge Træværk. Han satte sin buttede Næse paa Faderens og kiggede ham ind i Øjnene, for at se om der sad en lille Dreng inde i dem ogsaa; og han lo da han fik Øje paa sig selv derinde. »Hvem sidder saa inde i Mors Øjne nu?« spurgte han.

»Nu sidder der en lille Søster og glæder sig til at lege med Lasse Fredrik,« sagde Pelle. »Men nu skal du gaa selv, det er ikke noget for et Mandfolk at sidde paa Arm!«

De tre Søskende gik og ventede spændt, Karl hoppede og stangede i Luften da han saá Pakken.

»Hvor er Lassefar henne?« spurgte Pelle.

»Han er kørt ud med Trækkevognen for Marskandisersken – han skulde hente en Sofa,« svarede Marie. Hun havde faaet Lille Lasse op til sig og var lige ved at spise ham.

Karl trak i Stadsen, hans frejdige Ansigt lyste af Glæde. Bukserne var rigelig lange; men det var netop flot at gaa med dem opsmøgede, saa det kom man nemt over.

»Nu ligner du jo en rigtig Rosinpiller,« sagde Pelle leende.

Karl løb ud paa Gangen og kom straks efter ind igen med pjaskvaadt Hoved og Haaret skilt midt i Panden. »Aa dit Fjols, vil du la’e vær med det!« raabte Marie hæftigt og pjuskede ham i Hovedet. 219| De kom op at nappes. Henne i en Krog sad Peter trukket ind i sig selv og stirrede græmmet ud af Vinduet.

»Naa Peter, op med Hovedet!« sagde Pelle og slog ham paa Skulderen. »Saa snart vi faar den store Sammenslutning til at virke rigtig, skal jeg nok skaffe dig noget. Du kan blive Bud for Eksempel.«

Peter svarede ikke men vendte Hovedet bort.

»Saadan gør han altid – han er saa gnaven! – Du skulde værsgod være lidt manerlig, Peter!« sagde Marie irettesættende. Saa tog han sin Kasket og gik.

»Nu gaar han ud paa Nørrebro til Kæresten – og saa ser vi ham ikke de første Dage,« udbrød Marie og saá efter ham. »Det er en Fabriksarbejderske – hun har et Barn med én som stak af fra hende!«

»Han holder allerede Kæreste?« sagde Pelle.

»Ja hvad saa? han er jo sine sytten Aar. Men der er bare ikke noget ved hende.«

»Hun er rødhaaret! og saa trækker hun det ene Ben efter sig som om hun flyttede Brosten med det,« sagde Karl. »Hun kunde godt være Mor til ham.«

»Jeg synes ikke, I skulde gøre Nar ad ham,« sagde Pelle alvorligt.

»Det gør vi heller ikke,« svarede Marie. »Men han bryder sig ikke det mindste om at vi er gode ved ham. Og han kan ikke taale vi er glade. Lasse siger ogsaa at han er ligesom forgjort.«

»Nu har jeg en Plads til dig, Marie!« sagde Pelle. »Det er hos Ellens gamle Herskab i Holbergsgade, du faar det godt dér. Men du maa tiltræde den til Oktober.«

»Det bliver sjov – saa skal Karl og jeg i Plads paa samme Dag!« hun klappede i Hænderne. »Men Peter!« udbrød hun pludselig – »hvem skal saa tage sig af ham? Nej det kan jeg ikke, Pelle!«

»Vi maa se at finde paa et godt Logi til ham. I Plads skal du nu – du kan ikke blive ved at gaa her!«

220| Der trængte en underlig Lyd ind til dem henne fra Enden af den lange Gang, det lød som en Blanding af Salmesang og Graad. Lille Lasse stod nede paa Gulvet ved den aabne Dør og sagde: »Sss, synger, sss!«

»Ja det er Paparbejdersken og den store Jyde,« sagde Marie – »de har Begravelse i Dag. Nu har det lille Skind udstridt, gudskelov!«

»Er det nogen ny?« spurgte Pelle.

»Nej det er nogen der flyttede ind i Foraaret. Han boede ikke her, men hver Lørdag Aften kom han og fik hendes Ugeløn. Du er en god Tosse og gi’e ham Ugelønnen, naar han ikke bor hos dig! sa’e vi! for han skulde haft nogen Klø og ikke Pengene. Han er jo dog Far til Barnet! svarede hun saa og gav ham Pengene alligevel. Om Søndagen naar han havde drukket dem op, fortrød han det; og saa kom han og tæskede hende, fordi hun kunde ha’e ladt være og gi’e ham dem. Hun var nu godt tosset, for hun skulde bare gaaet ud naar han kom. Men hun holder af ham og brød sig ikke om de Par Lussinger – hun satte bare Barnet her ind saalænge. Nogen Mad til det havde hun aldrig, og nu er det død.«

Døren gik op dernede, og den store Jyde kom ud med en lille Kiste under Armen. Han sang Salmeversene med tyk Stemme, mens han stod og ventede; inde i Sidefløjen bag Skillerummet gav en Drengestemme Sangen vrængende igen. Han var rød og svullen i Ansigtet af Graad, Nattens Kæfert sad ham tungt i Benene. Bag ham kom Moderen, og de gik med Gravskridt hen ad Gangen; hendes tynde sorte Sjal hang saa trist om hende, hun holdt Lommetørklædet for Munden og græd stille. Det lighvide Ansigt var jordslaaet i Bunden.

Pelle og Lille Lasse maatte af Sted.

»Du har altid saadant Hastværk nu,« sagde Marie misfornøjet. »Jeg vilde ellers lave Kaffe.«

»Ja jeg har en Del at gøre i Dag. Ellers blev vi gærne hos dig lidt.«

221| »Ved du at du er lige ved at blive berømt?« sagde Marie og saá beundrende paa ham. »Folk snakker næsten lige saa meget om dig som om den stærke Blikkenslager. De siger du har væltet en af Byens største Mænd.«

»Ja hans Forretning har jeg da væltet,« svarede Pelle leende. »Men hvor er Handelsmanden henne?«

»Han er nok nede paa Gaden for at vise sig!«

Karl gik ganske rigtig dernede og lod sig beundre af Kvarterets Drenge og Tøser, der var en hel Klynge om ham. »Du, saa kommer vi ind i Butikken til dig naar Kræmmeren ikke er der, og saa giver du noget ud!« hørte Pelle en af dem sige.

»Gu gør I ej – for saa faar I paa Snuden,« svarede Karl. »Tror I jeg vil ha’e jer rendende dèr!«

Oppe for Enden af Gaden vaklede den store Jyde af Sted med Kisten under Armen, Pigen gik i Hælene paa ham, og de holdt sig midt ad Kørebanen som dannede de Ligtog. Det var et sørgeligt Syn; den graa øde Gade lignede et Fængsel.

Der var Skodder for alle Kældervinduerne undtagen Brødkonens. Oven for hendes Butik stod en Flok snavsede Unger og smurte sig til med Slik; hvert Øjeblik drattede de ned i Kælderen for at købe for en Øre. En lille søndagsklædt Pige med strittende Fletning balancerede langs Rendestenen med en Spølkop Fløde, og ovre i en Port stod nogle Labaner og havde et eller andet Skarnsstykke for.

»Skal vi noget Sted ud i Dag?« spurgte Ellen da Pelle og Lille Lasse kom hjem. »Den gode Aarstid er snart forbi.«

»Jeg skal til Udvalgsmøde,« svarede Pelle nølende. Han havde ondt af hende; hun var med Barn, og gik og saa forladt ud. Men det lod sig ikke gøre at blive hjemme.

»Hvornaar tror du du kommer hjem?«

»Jeg ved det ikke, du. Det kan godt komme til at tage hele Dagen.«

Saa tav hun og satte Mad frem.