NXXV

Arken laa og frøs under Nordenvinden, afklædt for alle sine Livsytringer. Larmen der Sommeren igennem kogte ovenud af det snævre Gaarddyb var forstummet. Det ustanselige Dryp fra hundrede Vasketude, der forvandlede Gaarden til en smal Brønd med grønne slimede Vægge, var ogsaa indstillet. Frosten havde drejet Stophanen for, og hvor Tudserne sad og kroede sig i Murhullerne, i fantastiske Grotter af grønt Mos og slimede Tjavser fra Vasketuden, hang nu en Isskorpe ned – en skiden Gletscher, der naaede fra Kvisten helt ned over Gaardens Bund.

Hvor var nu de snavsede glade Unger henne? Og Ligkuskens Aftenkæfert, som Konen maatte banke ud af ham nu? Den ukuelige Kvindestemme da, 240| som pludselig kunde skære ud over et eller andet Rækværk og hegle hele Gaarden igennem – skarp som en Ragekniv?

Frosten var skarpere endnu! Den havde raget det hele af Vejen, og stænget for det saa godt det lod sig gøre. Liremanden laa nede i sin Kælder og havde Besøg af Nordenvindens gode Ven Gigten; og nede i den forladte Gaard gik Trækken og snusede langs de fugtige Vægge. Hver Gang nogen passerede Tøndegangen, greb han dem om Knæerne med sine Isfingre, saa det gjorde ondt helt op i Hjærtet.

Den gamle Kaserne laa og gloede tomt ud af de sorte Vinduer. Kulden havde taget det sidste Fag blomstrede Gardiner ned og bragt dem paa Laanekontoret, Kanarifuglen havde den afhændet for en Snes Pinde, og stanset den daglange ensomme Graad af Smaabørn bag laasede Døre – Lovsangen til Arbejdet – der først stilnede af om Aftenen, naar Mødrene kom hjem fra Fabrikken. Nu sad hver Moder hos sin lille Dagen igennem, og ingen anden end Kulden havde undt dem den Glæde. Hun og Søster Sult kom ogsaa hver Dag og saá til dem.

Inde paa tredje Sal over Gaarden sad Enkemadam Johnsen i Krogen ved Kakkelovnen, Hannes lille Pige laa sammenkrøben paa en Stump Kludetæppe paa Gulvet. Gennem det nøgne Vindu saas kun Is, som var hele Verdensrummet bundfrosset; der var Aandepletter paa Ruderne fra hver Gang den lille kiggede ud, men de lukkede sig straks. Den gamle sad og stirrede lige ud i Stuen med store runde Øjne, hendes spinkle Hoved dirrede hele Tiden, og hun lignede en Varselsfugl, der ved meget mere end nogen kan taale at høre.

»Nu fryser jeg igen, Bedstemor,« sagde den lille spagt.

»Kom bare til at ryste, saa faar du Varmen,« sagde Madam Johnsen.

»Ryster du da?«

»Nej jeg er for gammel og gaaet til – jeg kan 241| ikke ryste længer. Men Kulden dræber mine Lemmer, saa jeg ikke føler dem. Jeg klarer mig godt nok, naar det ikke var for den Ryg.«

»Du sætter jo ogsaa Ryggen op ad den kolde Kakkelovn.«

»Ja, for Kulden graver saadan i min stakkels Ryg.«

»Jamen det er dumt, for der er ikke lagt i.«

»Naar jeg nu fryser saadan om min Ryg,« sagde den gamle bønligt.

Saa tav Barnet og vendte Hovedet til den anden Side.

Der sad smaa Krystaller og blinkede op over Væggen, nu og da knitrede det i Vægpapiret.

»Bedstemor! hvad er det for en underlig Lyd?« spurgte Barnet.

»Det er NVæggetøjet der vandrer nedad,« svarede den gamle. »Der er blevet for koldt for det oppe paa Kvisten og her kan det ikke være. Du skal se, det skal ned til Olsens med den varme Væg; der holder det til i Kulden.«

»Er Olsens Væg da altid varm?«

»Ja naar de har Fyr under Kedlen inde paa Dampmøllen.«

Saa tav den lille en Stund og drejede langsomt Hovedet fra Side til Side; hendes Ansigt udtrykte forfærdelig Lede. »Jeg fryser,« klynkede hun om lidt.

»Kom bare til at ryste.«

»Skal jeg ikke hellere springe lidt?«

»Nej for saa sluger du blot Kulde – og Luften bliver ogsaa som en Is. Vær bare stille du! Nu kommer din Moder ogsaa snart med noget.«

»Hun faar jo ikke noget,« svarede Barnet. »Hver Dag inden hun kan naa derhen, saa er der ikke mere.«

»Jamen det er ikke sandt,« sagde Madam Johnsen haardt – »der er Mad nok i Velgørenhedens Gryde for den, der bare forstaar at holde sig til. Den fattige faar bide Hovedet af Skammen – og i Dag har hun noget.«

242| Den lille rejste sig og aandede Hul paa Ruden.

»Se, om der ikke skulde komme lidt Sne, saa Fattigmand kan faa en Dags Fortjeneste,« sagde den gamle.

Nej, Vinden var bestandig i Nord. Ellers holdt den mest af at gaa og soppe i Væde langs Kanalerne, men nu sad den Uge efter Uge oppe paa NNikolaj og blæste Fløjte i Fattigdommens hule Knogler. Kanalerne var islagte, og Jorden saa forfærdelig haard ud; Barfrosten jog Folk hen over den som visne Blade. Med en tynd Raslen fejedes de ud over Børnehusbroen og forsvandt.

Der kom en stor gul Vogn kørende, Børnehusets vældige Porte aabnede sig langsomt og slugte den. Det var Vognen med Kød til Fangerne, den lille fulgte den med et fortabt Udtryk.

»Mor kommer jo ikke,« sagde hun opgivende – »og jeg er saa sulten.«

»Hun kommer nok – bare giv Tid! Og staa ikke dèr i Lyset, men kom her hen i Krogen! Lyset slaar Kulden igennem én.«

»Jeg synes nu, der er koldere i Mørket!«

»Det er fordi du ingenting forstaar endnu. Jeg længes bare efter det rigtig store Mørke, jeg.«

»Og jeg længes efter Solen,« svarede den lille trodsigt.

Det knagede ude i Gaardens Træværk, Barnet løb ud og slog Døren op til Svalegangen. Det var blot dem lige over for, der var i Færd med at pille et Trin løst.

Dèr var Moderen! med en Blikspand i Haanden og en Bylt under Armen. Aa, og der var noget i Spanden – den saas saa tung, tra la la! Og Bylten, Bylten – hvad var der i den? »Mor, Mor!« sang det klingert, og den lille hang langt ud over det skrøbelige Balustre.

Hanne kom rask op ad Trappen, med aaben Mund og røde Kinder; fra hver lille Rede kom et Ansigt frem. »Nu har Enken Hanne gaaet sin tungeste Gang,« sagde de hver til sine; de vidste, hvor 243| stor Ære hun havde sat i selv at forsørge Mor og Barn. En god Pige var hun!

Og Enken Hanne nikkede ind til hver af dem, som om hun vilde sige: Nu er det gjort – Gudskelov!

Saa stod hun over Bordet og tog Laaget af Spanden. »Se,« sagde hun og rørte op i Suppen med en Slev, »der er baade Gryn paa og NVisk. Havde vi nu haft noget at varme den ved.«

»Vi kan vel pille lidt af Træværket – vi som de andre,« sagde Moderen.

»Ja,« svarede Hanne kortaandet, »ja hvorfor ikke! Naar én kan tigge, kan én vel ogsaa –« Hun løb ud paa Svalen og brækkede nogle Tremmer løs, saa det sang i Gaarden. Fra alle de mørke Reder saá de det. Nu havde Enken Hanne bidt Hovedet af sin Stolthed!

Saa sad de over Suppen, den gamle og Barnet. »Spis!« sagde Hanne, hun stod og betragtede dem med glødende Øjne. I hendes Kinder brændte det; hun var saa skøn i Dag.

»Du ligner en Blomst i Kulden,« svarede Moderen. »Spis selv, at ikke du skal gaa til.«

Nej, Hanne vilde ikke spise. »Jeg føler mig saa let,« sagde hun – »jeg trænger ikke til Mad.« Hun stod og fingrede ved Bylten, der var ingen Hvile over hendes Skikkelse; og Munden gik jo som paa en febersyg.

»Hvad har du dèr?« spurgte Madam Johnsen.

»Noget Tøj til dig og lille Marie – I fryser saa meget. Jeg købte det nede hos Marskandisersken, det var saa billigt.«

»Du købte det, siger du?«

»Jeg fik det paa Kredit.«

»Ja, ja – bare du ikke tager dig for meget paa. Det skal blive godt at faa lidt varmt paa Ryggen.«

Hanne aabnede for Bylten, mens de andre spændt saá til. Der kom en let Sommerkjole ud af den, kruset og nedskaaret – blaa som lille Maries Øjne. Og noget fint Damelinned og et Par tynde Gedes244|kindssko. Barnet og den gamle stirrede forundret paa Stadsen. »Nej, saa fint!« sagde de; de havde glemt alting og blot beundrede. Men Hanne stod stivnet i Forfærdelse, og pludselig faldt hun hulkende sammen.

»Naa, naa du!« sagde Moderen og klappede hende paa Ryggen, »du har købt Stads til dig selv for en Gangs Skyld – værre er det jo ikke. Ungdommen kræver jo ogsaa sit.«

»Nej Mor, nej! Jeg har jo slet ikke købt det! Jeg syntes I to trængte til noget mod Kulden, saa gik jeg op i et fint Hus og bad om lidt aflagt Tøj. Det var en ung Frøken, der gav mig det, og hun var saa sød mod mig. – Nej, jeg vidste ikke, hvad der var i Bylten – jeg vidste det ikke, lille Mor!«

»Naa, ja ja, det dèr er godt nok!« sagde den gamle roligt og bredte Stadsen ud foran sig. »Det er fine Sager.« Men Hanne fejede det sammen og smed det hen i Kakkelovnskrogen.

»Du er syg,« sagde Moderen og saá forskende paa hende – »dine Øjne brænder jo som Kulgløder.«

Det mørknedes, og de gik i Seng; saa brændte man ikke Lys til ingen Nytte, og i Sengen var der bedst at være. De havde Dynen paatværs – saa rakte den mageligt over tre – og deres NGangklæder nede paa Fodenden. Lille Marie laa i Midten og kunde ingen Fortræd komme til, og de laa og talte ud i Rummet om et og andet ligegyldigt; Hannes Stemme klang høj og festlig i Mørket som kom den fra lyse Egne.

»Du er saa urolig,« sagde Moderen. »Mon du ikke skulde se at sove? Jeg kan mærke Branden i dig helt her hen.«

»Jeg er saa let,« svarede Hanne, »jeg kan ikke ligge stille.« Saa laa hun alligevel stille og stirrede ud med en uhørlig Nynnen, mens Feberen rasede i hende.

Længere hen vaagnede den gamle ved, at hun frøs. Hanne stod ude paa Gulvet med aaben Mund 245| og var i Færd med at iføre sig det fine Linned ved Skæret af en Lysestump; hendes Aande stod hvid ud i Rummet i korte Stød.

»Gaar du dèr nøgen i Kulden!« sagde Madam Johnsen bebrejdende. »Du skulde vare lidt paa dig selv.«

»Aa Mor, Varmen staar om mig! Det er jo Sommer nu.«

»Hvad er det du har for, Barn?«

»Jeg pynter mig jo bare lidt, lille Mor.«

»Ja, ja – dans min Dukke – – –! Det bedste af Ungdommen har du jo bestandig til Gode, Stakkel. Hvorfor fangede du ikke ogsaa en Mand, dèr hvor du fangede Barnet?«

Hanne nynnede blot og iførte sig den lyseblaa Sommerkjole. Den var lidt fyldig over Brystet, men skar smukt ned for den blottede Barm. Der stod en let Sky af Dampe som NSolrøg fra hendes Legeme.

Moderen maatte hægte hende i Ryggen. »Pas paa at vi ikke vækker Marie,« hviskede hun, helt optaget af Stadsen. »Og Særkens de fine Blonder kan du godt lade stikke lidt op over Kjolen; det ser saa pænt ud. Nu ligner du jo en hel Sommerbrud.«

»Jeg løber lige ned paa anden og viser Madam Olsen det,« sagde Hanne og trykkede Hænderne mod de glødende Kinder.

»Ja, gør du kun det – fattig Glæde vil ogsaa have sit,« svarede den gamle og vendte sig mod Væggen.

Hanne løb ned ad Trappen, videre ned over Gaarden og ud paa Gaden. Jorden laa haard og klinger under Barfrosten; den nappede arrigt i alt, men hende brændte den gennem de tynde Sko. Hun løb hen over Torvet, over Børnehusbroen og indefter mod den lysere Bydel – lige i Armene paa Pelle, som skulde ud og se til Far Lasse.

Pelle var træt og sløvet af den fortsatte Kamp med den haarde Virkelighed. Det bundløse i Elendigheden begyndte at tage paa hans Mod – nyttede 246| det noget at holde sammen paa de mange? det gjorde jo blot Pinen endnu haardere for dem! Men i Øjeblikket saá han lyst nok paa alting, han var sluppet ind i en Rus som ofte tog ham i den senere Tid. Midt i den haardeste Virkelighed hændte det, at hans Sjæl sprang fra og koglede den ny Lykketid frem om ham; den forfærdelige Mangel kastede ham i Armene paa Overfloden! Og i den Tilstand var han nu, han mærkede ikke Kulden, den store Nød var ikke til. Stærk sjælelig Anspændelse sammen med manglende Ernæring gjorde, at Blodet altid sang i hans Ører; han fornam det som en lykkelig Summen fra en tilfreds Verden. Det undrede ham ikke at møde Hanne sommerklædt og balpyntet.

»Pelle min Kærest,« sagde hun og greb hans Haand. »Vil du med til Dans?«

»Det er den gamle Hanne,« tænkte Pelle glad – »Arkens sorgløse Prinsesse. Og hun har jo Feber endnu lige som dengang.« Han havde selv Feber; naar deres Øjne mødtes, slog de sælsomme kolde Gnister af hinanden. Han havde helt glemt Far Lasse og sit Ærende, og gik med hende.

Indgangen til NDen syvende Himmel laa badet i Lys, som blottede Gadens Kulde ubarmhjærtigt. Derude i Lyshavet klumpede den store Vinters Børn sig sammen, pjuskede, forkomne. De stod og skuttede sig og vendte Lommerne for en Femøre; og naar de fandt en, listede de sig gennem den blodrøde Tunnel ind i Dansesalen.

Men der var koldt dèrinde ogsaa, Aandedrættet hang som hvid Pudder i Luften, og fra det bonede Gulv funklede Iskrystallerne. Hvem havde vel tænkt paa at indlægge Varme i et Rum, hvor Livsglæden skulde brænde med tusend osende NTander? Her plejede Sorgløsheden at lutre sit Overskud – saa det høje Rum laa i Taage og Musikken svedte.

Men nu havde Kulden taget det. Ved Bordene hang Vinterens Arbejdsløse og gad ikke røre sig, ikke engang i de fattigste havde den lævnet en Smule 247| Letsindighed. NKerberus Olsen kunde godt spare sig at gaa der med udbredte Kæmpearme og genne de to-tre Par Dansende op til Musikken med deres Femøre – som om det var en hel Flok! man sled kun Brædderne for overhovedet at have Lov at hænge her. Herregud de havde jo Ur nogle af dem og en Guldring – og Kerberus havde rede Penge! hvad Nød havde det saa? Her sad de under Stukloftet og de forgyldte Spejle og flød, to Mand over én Øl, og lod Pigebørnene fryse – selv Elvira fik Lov at sidde hen! »Mazurka!« brølede Kerberus og gik truende fra Bord til Bord; de drev ud paa Gulvet som trevne Hunde, tværede en Dans af – og betalte.

Men hvad er det? Skrider ikke selve Sommeren ind i Salen, blussende og luftigt klædt i forglemmigejblaat – med en Rose i det bare Haar! Varmen leger som Nflyvende Sommer over hendes nøgne Skuldre, skønt hun kommer lige ude fra den store Vinter; og Benene sætter hun dristigt frem som en Glædespige. Hvor hun bærer sit Skød stolt som var hun selve Lykkens Brud – og hvor hun brænder! Hvem er hun dog? kender ingen hende?

Aa, det er jo Enken Hanne! en anstændig Pige som i syv Aar har gaaet sin trofaste Gang til og fra Fabrikken for at forsørge sin gamle Mor og Barnet! Men hvordan faar hun den adstadige Pelle under Armen? Han som har solgt sin egen Ungdom til Fanden for at mildne Elendigheden – hvad vil han paa Dansebule? Og Hanne – hvor har hun faaet Stadsen fra? hun er jo arbejdsløs! Og hvordan i Alverden er hun blevet saa smuk?

De hvisker efter hende mens hun gaar frem, og midt i Salen stanser hun og smiler. Hendes Øjne er som et Krater, en ung Mand tumler frem og griber om hende. En Dans med Hanne! en Dans med Hanne!

Hanne danser med en egen Dvælen, som hentede hun sin Glæde ind langt borte fra. Hun hviler tungt og blødt paa sin Dansers Arm, og fra hendes 248| nøgne Barm stiger Varmen op og slukker den store Vinters Kulde. Er det da ikke som hun brændte? Hvem der kunde varme sig hos hende!

Nu giver Rummet Varme igen, Hanne er som en Ildkugle, der kredser rundt i det og tænder; hvor hun glider forbi, fænger det. Blodet ruller ungt i dem, de vælter Stolene for at komme ud paa Gulvet; Hej her, Dansemester! fem Kroner paa mit Ur! Men rub Dem lidt! – Aa Hanne, en Dans med mig – husk vi har staaet paa Fabrik sammen! – Og vi to gik i samme Skole!

Hanne svarer ikke, men slipper Pelle og lægger sin nøgne Arm paa deres Skulder; og naar de rører den med Kinden, løber der Ild igennem dem. De vil ikke slippe hende igen, men holder hende fast om Livet og slæber hende med op til Musikken, hvor der skal betales. Der kommer ikke et Ord over hendes Læber, men Branden i hende er et Løfte til hver om det dyreste. »Maa jeg følge dig hjem i Aften?« hvisker de og hænger ved hendes stumme Læber.

Men med Pelle taler hun, mens de flyver af Sted: »Pelle, hvor er du stærk! – hvorfor tog du mig ikke? Mon du elsker mig?« Hun har krammet Haanden i hans Skulder og hvirvler ham af Sted, hendes Aande brænder ham i Øret.

»Det ved jeg ikke,« siger han angst. »Men hold nu op! du er jo syg.«

»Saa stans mig da! – hvorfor har du aldrig været stærkere end jeg? Vil du gærne have mig? Pelle, skal jeg være din?«

Pelle ryster smilende paa Hovedet: »Nej nu holder jeg kun af dig som en Søster.«

»Og nu elsker jeg dig! Se du er saa fremmed for mig, – jeg forstaar dig ikke! og dine Hænder er saa haarde, som kom du fra en anden Verden. Du vejer Pelle, du er tung! Har du Lykken med dig fra det Fremmede?«

»Hanne, du er syg! Hold nu op og lad mig følge dig hjem!«

249| »Pelle, du var alligevel ikke den rigtige! Hvor har du det fremmede? – du har jo intet! Saa lad mig være da – jeg vil ogsaa have Lov at danse med andre!«

Endnu har Hanne ikke været af Gulvet; Mændene staar rede og venter, naar én slipper hende springer ti frem. Og Hanne vil danse med alle i Aften, enhver skal have Lov at varme sig hos hende! De Øjne hun ser med er som Funker i Mulm, hendes stumme Væsen hidser dem op, de svinger hende vildere og vildere. De der ikke kan komme til, maa slukke Ilden i sig med Drikkevarer; den store Vinter er forjaget, her er varmt som i Helvede. Blodet koger op i Hovederne og i det hvide af Øjnene; det slaar ud i Ubændighed, en Trang til at danse det hele af Gulvet eller slaa løs for Fode.

»Hanne er vild i Aften – hun har nok sin anden Ungdom!« siger Elvira og de andre Piger skadefro.

Hold Mund! Hannes Væsen skal ingen Nbeklikke! Underlig er hun at røre ved, som var hun ikke Kød og Blod men Himlens Ild; det smærter at møde hendes Hud! De siger at hun ikke har smagt Mad i otte Dage, men ladet Barnet og den gamle faa hvad der var. Og saa brænder hun dog! Og se, nu har hun ikke været af Gulvet i to Timer! – er det til at forstaa? – – Hanne danser som Bud fra en anden Verden, hvor Ilden og ikke Kulden er deres Næring; derfor slænger hver Mand sin Dame til Side, naar hun bliver ledig. Saa let hun er i Dansen! Det bærer opad at danse med hende – bort fra Kulden! Al Døje glemmes i hendes Favn.

Blegere og blegere er hun forresten blevet; hun danser Branden af sig, hvor andre danser sig den til! Nu er hun helt hvid, og Olsens Elvira kommer og trækker i hende med Skræk i Blikket: Hanne dog, Hanne! Men hun ser dem ikke, hun higer blot mod den næste Favn – med lukkede Øjne. Saa meget hun dog har og skal have udrettet! Og hun gaar for at være saa ren? hun ænser jo ikke 250| engang at hun tager Glæden fra andre! Har hun faaet NDrejesyge mon? – NSaføjdans paa sine Enkedage?

Hold Kæft! Saa fager hun dog er! Nu rødmer hun til igen og aabner Øjnene, der staar Flammer ud af dem. Hun har trukket Pelle frem af hans Krog og hvisker rødmende til ham – det dyre Løfte maaske, som ingen anden har fravristet hende? altid skal Pelle ogsaa være den lykkelige!

»Pelle, hvorfor vil du ikke danse med mig mere, men bare sidde i en Krog og skumle? Er du vred paa mig ligesom dengang? Hvorfor er du saa haard og kold? – og dine Klæder er stive?«

»Jeg kommer ude fra den store Vinter, Hanne! Børnene græder for Brød, og Kvinderne sulter sig selv. Mændene gaar med ledige Hænder og skuler – de skammer sig over deres Ørkesløshed!«

»Hvor dog? Det er jo Sommer – se, alle er saa glade. Tag mig, Pelle!«

Hanne bliver rød, rødere end Blod, og lægger sit Hoved ind til ham. Se blot, hvor hun giver sig hen, saligt, i en skamløs Rus! Hun hænger bagover i hans Arme, og mellem hendes Læber springer en stor Blodrose frem og vælder ned over den sommerblaa Kjole.

Pelle staar fastnaglet under den forfærdelige Byrde og kan ikke røre en Fod. Han stirrer blot paa Hanne, til Kerberus tager hende i sine Kæmpearme og bærer hende af Vejen. Hun er saa let i sin Sommerstads – vejer jo ingenting! »Mazurka!« brøler han, da han kommer tilbage – og gaar bydende rundt langs Rækkerne.