251| XXVI

I Udgangen af Januar fik Pelle Plads som Arbejdsmand paa Maskinfabrikken Danmark. Det var smaat betalt, men Ellen var glad alligevel; med ingenting kunde man kun græde – med lidt blev hun stærk. Hun var lidt bleg endnu efter Barselsengen men saa frejdig ud; ved det første Ord om at der var Arbejde, myldrede det i hendes Hoved med lange Planer. Hun gik straks i Gang med at løse Sager hjem og afvikle Klatgæld; et helt System lagde hun, og fulgte det ubrydeligt.

Den ny Søster var noget for Lille Lasse; han forstod straks, at det var én han havde faaet at underholde sig med i sin Ensomhed. Han havde været ovre hos Bedsteforældrene, saa længe det stod paa; for at Storken ikke skulde tage ham tilbage, naar den kom med Søster – for kær var han jo! Da han saa kom hjem, laa hun i hans Vugge og sov; og han prikkede hende straks paa Øjenlaagene, for at se om hun havde Øjne lige som han selv. Der vankede over Fingrene, og han fik ikke det spændende Spørgsmaal løst den Dag.

Men Øjne havde Søster, nogle store mørke nogle der fulgte ham Stuen rundt, bag om Hovedgærdet og om paa den anden Side med stadig det samme opmærksomme Udtryk, mens de buttede Kinder gik ud og ind som en Suger. Og Lille Lasse følte godt nok, at det forpligtede at have Øjne hvilende paa sig. Han var allerede et helt Stykke Mandfolk med Trang til at gøre sig bemærket; og saa gik han og gjorde sig tyk, rullede med Kroppen som en Klovn og agerede Stærk Mand med Skammelen – mens Søster fulgte ham med Øjnene uden at fortrække en Mine. Han syntes nok hun kunde give lidt Bifald fra sig, naar han gik dèr og gjorde sig Umage!

En Dag pustede han en Papirspose op og knaldede den foran hendes Ansigt – det hjalp. Søster glemte sin Urokkelighed, sprat i Vejret og gav sig til at 252| brøle. Der vankede Klø for det, men nu havde han hende til Gengæld. Det trak paa Forhaand i hendes Ansigt, naar han kom hen for at vise hende noget; ofte brølede hun op, endnu før hans Kunststykke gik af. »Gaa væk fra Søster, Lasse Fredrik!« sagde Moderen – »du skræmmer hende jo!«

Men blot en Maaned efter var det igen helt anderledes – saa var der ingen der forstod Lille Lasses Forehavender som Søster. Hun kvidrede som en Stær, blot han bevægede sin trinde Krop eller gav en Lyd fra sig.

Ellens forstenede Udtryk var borte, nu hun havde faaet noget at virke med igen. Kulden havde gjort det af med nogle af hendes Fordringer, andre havde Børnene tilfredsstillet. De optog hende meget, Pelle savnede hun ikke længer. Hun havde vænnet sig til at han bestandig var borte fra Hjemmet, og optaget ham i sine Tanker paa en egen Maade; hun gik og snakkede med ham indvendig under sin Syssel, og gjorde sig en Glæde af at gøre det hyggeligt for ham de Stunder han var hjemme.

Pelle følte Hjemmet som en lun lille Verden, hvor han kunde ty ind naar han var træt. Den dunkle Dragen i Ellens Blik havde han udløst – som to velsignede Smaavæsner der gav hende nok at bestille – nu var det selve hendes Væsen der kom ham i Møde. Og der var en egen Troskab i hende, der tog om Hjærtet; hun saá ikke surt til den lille Fortjeneste, og bebrejdede ham ikke at han kun var Arbejdsmand.

Formandsstillingen i Fagforeningen havde han opgivet for større Virksomhed. Der var heller ingen Udsigt til, at han kom tilbage til Faget igen for det første – og det haarde legemlige Arbejde tiltalte ham.

For at bøde paa den lille Dagløn reparerede han et og andet om Aftenen. Ellen hjalp ham, og de sad og snakkede om løst og fast; Bevægelsen kom de ikke ind paa, den interesserede hende ikke, og han havde ikke noget imod at have Ro for den et Øje253|blik. Lille Lasse sad ved Bordet, han tegnede og gav sit Besyv med. Ofte naar Pelle tog Arbejdet frem, havde hun om Dagen gjort det meste, og kun lævnet hvad hun ikke forstod sig paa. Til Gengæld udpønsede han Smaating der kunde glæde hende.

Vinteren var ikke saa ond i det nye Aar, allerede Februar gav Foraarsløfter. Det mærkedes paa Ellen.

»Skal vi ikke pakke en Madkurv og trille ud til en af Kroerne paa Søndag? Børnene trænger til at komme i Luften,« kunde hun sige.

Pelle vilde gærne. Men paa Søndag var der Møde i Partiledelsen og Møde om Fabrikkens Affærer – han maatte være med begge Steder. Og om Aftenen havde han lovet at tale i en Forening.

»Saa tager vi selv ud, Børnene og jeg!« svarede Ellen roligt. De kom hjem og havde moret sig udmærket; Pelle var ikke uundværlig mere.

Den strænge Vinter var endelig forbi. Det frøs endnu – navnlig om Natten – men Folk vidste det alligevel. Og Isen i Kanalerne vidste det; den gav sig til at slaa Revner paa Kryds og tværs og begyndte at vandre udad. Husene havde ogsaa Foraarsfornemmelser og blev lysere i Tonen, og oppe i Luften skinnede Solen; naar man kiggede til Vejrs, kunde man se dens Skær over Tagene. Nede paa Bunden af Gyderne og de brønddybe Gaarde travede Ungerne rundt i Snesjappet, og sang til Solen som de ikke kunde se.

Folk begyndte at rette sig ud efter den lange NKrumslutning. Naar som helst kunde Kulden være der igen, men alting var enigt om at tro paa Foraaret. Stæren begyndte at indfinde sig, Jordens Safter steg igen op paa Overfladen og frembragte mørke Pletter paa den haarde Skorpe, og Omsætningen vovede sig frem. Det var en besynderlig ensartet Vilje der havde besat det hele. Nede i Jorden spirede det midt i Frost og Sne og krøb ungt frem 254| som født af selve Kulden, og i Vinterens ForkomneA rullede Fortrøstningen sig ud – paa Trods af alt. Arbejderkvartererne begyndte at blive levende, nu kunde det igen nytte at se sig om efter Arbejde. Det gjorde godt at komme ud og røre sig lidt i Lyset – godt skulde det gøre at faa Skrutten fyldt hver Dag igen, og faa Stumperne listet hjem fra Pantelaaneren og luftet lidt inden næste Omgang.

Men det gik ikke saa rask som det skulde. Det saa ud, som Kulden havde lammet dem der stod for Virksomhederne. Foraaret rykkede nærmere, Solen steg for hver Dag og begyndte at faa Magt; men Bedrifterne vilde ikke rigtig komme i Gang ud over hvad Dagen krævede. Der var ingen Skub i det som ellers! Paa denne Aarstid arbejdedes der gærne paa Lager for at møde Sommerens Behov, hvad Vinteren havde hæmmet, plejede man at indhente nu – ved at hænge i af alle Kræfter og arbejde over.

Der gik mange bekymrede Spørgsmaal frem og tilbage – hvad var der paa Færde? hvorfor kom der ikke Gang i Sagerne? Arbejderen gav foreløbig ingen Forklaring, men indeholdt nogle forblommede Advarsler til visse Folk om ikke at alliere sig med Nøden.

Efterhaanden kom Forestillingerne ind i en fast Gænge: Arbejdsherrerne forberedte et eller andet, derfor tog de ikke Virksomhederne kraftigt op. Arbejderne havde trods Vinternøden igen sat nogle af deres egne ind i Rigsdagen, og nu forberedte de sig til at slaa et Slag ved de kommunale Valg. Det var dét der var i Vejen! Og først og fremmest den stadig voksende Organisation, der nu som en Enhed omsluttede alle Fag og hele Landet – og forlangte at være medbestemmende over Forholdene! Fattigmand skulde føle, hvor lidt han formaaede uden dem der holdt alting gaaende.

Ind imellem dette løb der Rygter om, at der forberedtes en Stansning af al Virksomhed for med ét Slag at slaa Organisationerne i Stykker; men det var for ubegribeligt. Man havde kun oplevet mindre 255| Arbejdsstansninger, hvor der forelaa Uenighed om noget bestemt. At nogen skulde tænke paa at fortsætte Vinternøden paa tværs af Naturens Vilje, naar enhver var villig til at arbejde paa Grundlag af den gældende Ordning – nej, den Tanke var altfor djævelsk!

Men en Linje lod sig skimte. Folk der havde lagt sig særlig i Selen for Bevægelsen, havde vanskeligere ved at faa fat igen end andre, de blev sat tilbage i Arbejdsvilkaar, eller var simpelt hen erstattede naar de kom og meldte sig til igen efter Vinterstansningen. Usikkerheden herskede navnlig i de Fag der var videst i Organisation, man kunde ikke undgaa at se det som en Forfølgelse af Sammenslutningen. Der groede Utryghed af det, enhver følte at Tilstanden var uholdbar, og anede et eller andet ondt. Navnlig inden for Jærnindustrien var Forholdene spændte; Jærnmændene havde altid haarde Hænder, det var dèr man først øjnede Hensigten med hvad der skete.

Pelle saá bekymret hvad det trak op til. Hvis der kom Kamp nu, vilde det betyde Nederlag for Arbejderne der stod uden Forraad, blanket af til Skindet. Vinteren havde jævnet deres Smule Fæstningsværker med Jorden, et Stormløb mod dem nu vilde rimeligvis bryde deres Sammenhold. Han udtalte ikke sin Bekymring til dem, de var nærmest som store Børn, det var ingen Nytte til at de gik og ængstede sig under for meget. Men i Ledelsen holdt han paa at man maatte se at undgaa Kamp, selv om man skulde gøre en Indrømmelse. Pelle foreslog for første Gang at gaa tilbage!

Den ene Uge tog den anden, Spændingen voksede, men der skete ikke noget. Arbejdsherrerne betænkte sig over for den offenlige Mening. Vinteren havde slaaet store Saar, de turde ikke tage Ansvaret for en Krigserklæring.

– –

Paa Maskinfabrikken Danmark var Spændingen af ældre Dato. Dengang Landbruget, tvunget af Forhol256|dene paa Verdensmarkedet, svingede fra Kornavl over i Mejeridrift, indsaá Fabrikkens Ledere at Fremtiden laa her, og gav sig til at fremstille Mejerimaskiner. Det lykkedes Fabrikken at konstruere en Centrifuge som slog godt an, og den ny Industrigren kom til at beskæftige et stadig voksende Hold Arbejdere. Det var de dygtigste Folk der blev udtaget til det, de forbedrede stadig Produktet, og Afsætningen voksede baade hjemme og ude. Arbejderne blev efterhaanden saa øvede i den ny Specialitet, at Fabrikken saa sig nødsaget til at sætte Akkorden ned – da de ellers tjente for meget. Dette skete to Gange i Aarenes Løb, med Henvisning til at der jo skulde konkurreres paa Verdensmarkedet; samtidig steg Fabrikkens Centrifuger stadig i Pris paa Grund af den store Efterspørgsel efter dem. Arbejderne havde fundet sig i Nedsættelsen som noget uundgaaeligt og lagt endnu en Omgang Snille i, saa de nu igen var oppe paa en rimelig Fortjeneste.

Nu lige efter Vinterdvalen begyndte der at gaa Rygter om, at Fabrikken igen vilde sætte Akkorden ned. Men nu var de ikke til Sinds at finde sig i det; Harmen over det uretfærdige i denne Fremgangsmaade steg dem til Hovedet, de var ved at lave Demonstration paa det blotte Rygte. Pelle fik dem dog til at indse, at der ingenting forelaa andet end nogen Snak, som ingen havde Ansvaret for. Bagefter da Skrækken var ovre og alting igen gik i sin daglige Skure, kom de hen og takkede ham.

Men næste Udbetalingsdag var der Besked oppe fra Kontoret, at den gældende Priskurant ikke var tidssvarende – og skulde forbedres. Det lød ret uskyldigt, men enhver vidste hvad der laa under.

Det var en af de første Foraarsdage, Solen faldt ind i det store Fabriksrum og lagde mægtige Lysbjælker gennem det, og inde i den blaa Soldis løb Remme og Skiver. Arbejderne stod og fløjtede til Tonen fra de mange Hjul og det syngende Metal. Larmen overdøvede alt andet, men man kunde se paa deres Ansigter at de fløjtede og sang. De lignede 257| en Flok øre Fugle, der lige er landet paa kendte Kyster og hilser Foraaret.

Pelle gik og bar Raamateriale frem, da Efterretningen kom og slukkede Glæden. Den gik paa en Seddel fra Mand til Mand, kort og haardhændet: Fabriksledelsen vilde ikke have noget med Organisationen at gøre men gik tavs uden om den. Hver Mand for sig havde faaet fjorten Dages Frist til at underskrive den ny barberede Priskurant. Ingen Forhandling, Underskrift værsgod – ellers færdig! Da Sedlen naaede Pelle, rettedes alle Øjne paa ham som ventede man paa et Signal; Værktøjet hvilede, Maskinerne larmede en Stund for egen Regning. Pelle læste Sedlen og bøjede sig saa ned over sit Arbejde.

I Middagspavsen samledes de om ham. »Hvad nu?« spurgte de og hang ved ham med Øjnene, deres Næver dirrede. »Skal vi ikke tage og gaa med det samme? For nu bliver det snart for groft med den Klipning, hvergang der er lidt Uld paa os.«

»Giv Tid!« svarede Pelle – »giv bare Tid! Lad de andre gøre det hele, og lad os se hvor vidt de vil gaa. Lad som ingenting, og pas jert Arbejde. I har Ansvaret for Kone og Børn!«

De fulgte knurrende hans Raad og gik til Arbejdet igen. Han undredes ikke paa dem; der var en Tid, hvor han ogsaa smed Arbejdet naar man traadte ham for nær – selv om alting skulde gaa ad Helvede til. Men nu stod han med Ansvaret for de mange – det skulde nok give sin Mand Besindighed. »Giv Tid!« sagde han til dem igen og igen – »vi ved mere i Morgen end i Dag! Der skal Overblik til før man handler!«

De lagde saa den ny Priskurant til Side, og passede deres Arbejde som om der ingenting var paa Færde. Fabriksledelsen lod til at anse Spørgsmaalet for ordnet, Direktørerne gik om og saa fornøjede ud. Pelle beundrede Kammeraternes Fatning; de tog deres gamle Humør op igen da der var gaaet et Par Dage – og lavede Halløj i Maaltidspavserne.

258| Saa snart det fløjtede Middag, stansede Maskinerne og alle Mand smed Værktøjet. Nogle stak i en NLøbetrøje og hastede hjem for at faa en Skefuld varm Mad, enkelte drev ned i en Kælderbeværtning tæt ved og spiste deres Mad der. De der havde for langt hjem, slog sig ned paa Dreje- og Filebænke og holdt Maaltid. Naar Maden var fortæret, samledes de i Flokke, sludrede og drillede en og anden Kammerat. Pelle benyttede ofte Middagspavsen til at gaa over i Arken og hilse paa Far Lasse, der havde faaet fat ved et af Pakhusene og klarede sig helt ordenligt.

En Middag stod Pelle midt i en Klynge og tegnede en hoven NKvartérmand med Kridt paa en stor Jærnplade. Tegningen vakte megen Munterhed. Et Par af Kammeraterne var imidlertid kommet op at trættes om det opstaaende paa Maskinen i en Dykkerbaad. Pelle viskede straks sin NKarrikatur ud og udkastede stiltiende et Rids af Maskinen. Han havde set den saa tidt, naar Baaden laa derhjemme i Havnen, og de andre maatte sande at saadan var den.

Der blev stille, da en af Ingeniørerne i det samme gik gennem Hallen. Han fik Øje paa Tegningen, og spurgte hvem der var Mester for den.

Pelle maatte med op paa Kontoret. Ingeniøren spurgte ham ud om forskellige Ting, og var forbavset over at han aldrig havde faaet Undervisning i Tegning. »Maaske vi kunde bruge Dem heroppe,« sagde han. »Vil De prøve?«

Der gik et pludseligt Jag gennem Pelles Hjærte. Nu var Lykken der, den rigtige store Lykke som han havde sat over Styr for Fremskridtet – den som tog sin Mand og løftede ham brat op i lyse Egne. »Ja,« fik han sagt. »Ja Tak!« Sindsbevægelsen var lige ved at kvæle ham.

»Mød saa paa Tegnestuen i Morgen Kl. syv,« sagde Ingeniøren. »Nej hvad er det i Dag? – Lørdag. Mandag Morgen altsaa.« – Dermed var det afgjort, ingen Omsvøb af nogen Art, det var en Mand efter Pelles Hjærte.

259| De flokkedes om ham da han kom ned, for at faa Resultatet at vide. »Nu er din Lykke gjort du,« sagde de. »Nu bliver du sat til Tegning, og hvis du forstaar dine Sager, faar du selvstændige Opgaver og bliver Konstruktør. Den Vej er Direktør Jeppesen gaaet, han begyndte hernede ved NSandformene. Nu er han Matador!« Deres Ansigter lyste af Glæde over hans Held. Han saá paa dem, at de troede ham i Stand til at drive det til hvad det skulde være.

Han arbejdede som i en Døs Resten af Dagen, og skyndte sig hjem for at meddele Ellen Nyheden; han var helt fortumlet, det kogte for hans Øren som i Barndommen, naar Livet pludselig aabenbarede et af sine Vidundere. Ellen slog Armene om ham af Glæde, hun vilde ikke slippe ham igen men blev ved at holde om ham og stirre, beundrende som i deres første Dage. »Jeg har altid vidst at du var bestemt til noget,« sagde hun og saá stolt paa ham – »du ligner jo ingen anden! Og se nu –! Men Børnene Pelle, de skal ogsaa vide det.« Saa rev hun Søster op af Søvnen, og fortalte hende hvad der var sket. Barnet gav sig til at græde.

»Du skræmmer hende jo med din Glæde,« sagde Pelle og lo selv over hele Ansigtet. –

»Men hvad saa – saa skal vi vel til at omgaas fine Folk?« sagde Ellen pludselig mens hun gik og dækkede Bord. »Bare jeg nu egner mig til det. Og Drengen skal da gaa i NBetalingsskole.«

Da Pelle havde spist, vilde han sætte sig til en Reparation. »Nej,« sagde Ellen bestemt og tog Arbejdet fra ham – »det er ikke noget Arbejde for dig.«

»Det skal da gøres færdigt« sagde Pelle, »vi kan ikke levere halvfærdigt Arbejde fra os.«

»Det skal jeg nok gøre færdigt – naar du saa vil tage noget andet Tøj paa. Du ligner jo en –«

»En Arbejdsmand vel« sagde Pelle leende.

Pelle klædte sig om og gik ud i Arken for at meddele Lasse Nyheden, siden skulde han træffe de 260| andre hos Ellens Forældre. Lasse var hjemme og sad og fortærede sin tørre Kost, han havde spejlet et Æg i Kakkelovnen, og der stod Øl og Brændevin paa Bordet. Han havde lejet sig et lille Hummer paa den lange Gang ved Siden af Gale Vinslev; det havde ikke noget Vindu men en Rude over Døren ud til den mørke Gang, Kalken var faldet af Væggene, saa Leret stak frem i store Kager.

»Ej se,« sagde Lasse henrykt – »nu kom det altsaa. Jeg har tidt undredes ved mig selv, hvad du havde faaet den unyttige Gave for – at ligge dèr og male op paa Vægge og Papir – du en fattig Arbejderpøjke. Noget maa der vel være ment med det, har jeg gaaet i mit stille Sind og sagt; kanske er det Gudsgaven det – som skal bære ham frem! Og nu lader det jo til at det skal vise sin Nytte.«

»Her er ikke hyggeligt, du Far!« sagde Pelle. »Men nu tager jeg dig snart ud af det, enten du vil eller ej. Naar vi nu faar lidt af Gælden til Side fra i Vinter, flytter vi over i en Treværelses Lejlighed, og saa faar du den ene Stue til din Raadighed. Men saa faar du ikke Lov at gaa og sjove, det maa du belave dig paa.«

»Ja ja, jeg har ikke noget imod at bo hos jer, naar saa vidt kommer, at jeg ikke æder Brødet fra jer andre. Ak nej du, det skal ikke blive vanskeligt at afholde mig fra at bestille noget. Jeg har arbejdet fra jeg kunde krybe, i snart syvti Aar har jeg slidt for Føden – og nu er jeg træt! saa du faar Tak for dit gode Sindelag. Jeg skal vel faa Tiden til at gaa med Børnene. Skik du kun Bud efter mig, naar du vil.«

Nyheden var allerede kendt i Arken, og de kom frem og ønskede ham til Lykke, da han gik. »Nu maa du saa ikke løbe og sladre med os, naar du kommer over i dit ny,« sagde de – »det gaar aldrig an! Men glem os alligevel ikke helt, Nfordi om vi er fattige Fugle.«

»Ork nej, Pelle har taget saa mangen 261| Sultetørn sammen med vi andre fattige; han er ikke den, der kalker gammelt Venskab over!« svarede de sig selv.

Først nu da han forlod Arken, kom han i Tanke om, at han havde noget at tage Afsked med ogsaa. Der var det inderlige Fællesskab med alle hans Lige, deres lyse Tro til ham og hans egen Tro paa sin Opgave dèr; der havde været en egen Glæde i den halv forhutlede Sorgløshed, Fællesskabet og Kampene. Var han ikke paa en Maade Fattigdommens Prins, som de alle saá op til og ventede skulde føre dem ind i det usædvanlige? Og kunde han forsvare at svigte de mange for sin egen Lykkes Skyld? Kanske var han virkelig udset til at føre Bevægelsen igennem – den eneste som kunde det.

Denne Tro havde dæmret svagt i Pelle hele Tiden, staaet bag ved hans Udholdenhed i Kampen og den Glæde hvormed han bar Savnene. Nu da den formede sig bevidst, slog han til den som Hovmod – nej saa opblæst var han ikke! Der var nok til at føre Sagen igennem ham foruden – og Lykken havde banket paa hos ham. »Gaa frem Pelle!« sagde det inde i ham. »Hvad er der vel at betænke sig paa? Du har ikke Lov at vrage Lykken! – vil du øde dit eget uden at gavne andre? Du har været en god Kammerat, men her skilles jeres Veje. Gud har selv givet dig din Ævne, allerede fra lille øvede du den; ingen har Gavn af at du bliver i Elendigheden. Vælg nu din egen Vej!«

Ja Pelle havde jo allerede valgt! Han vidste godt at han tog imod Lykken, hvad saa Alverden sagde – det gjorde blot ondt at lade de andre sidde tilbage! Han var altfor inderlig forbundet med Fattigdommen, saa tungt solidarisk følte han sig, at det smærtede at slide sig løs. Han var blevet Menneske ved de fælles Bekymringer, og Kampen selv havde skænket en egen lykkefyldt Styrke. Nu kom han saa ikke til Møderne mere! der var noget underligt i, at han ikke havde noget der at gøre herefter men hørte til paa den anden Side – han Pelle der havde været den lyse Brand. Naa, svigte dem vidste han 262| at han aldrig vilde; selv om han naaede højt op – og det nærede han ingen Tvivl om – saa vilde han altid føle for gamle Fæller og vise Vejen til det gode Forhold mellem Arbejder og Arbejdsgiver.

Ellen mærkede hans Alvor – kanske anede hun ogsaa Skruplerne og vilde hjælpe ham at sætte over dem. »Skal vi ikke tage din Far hjem til os allerede i Morgen?« sagde hun. »Han kan jo ligge paa NChaiselongen i Dagligstuen, til vi faar den ny Lejlighed. Det er Synd han gaar saadan for Lud og koldt Vand. Og du kan heller ikke være det bekendt i din ny Stilling.«