XXVII

Uroen tog til rundt om paa Arbejdspladserne, ingen følte sig rigtigt tryg som havde noget med Organisation at gøre; det var aabenbart Hensigten at drive Arbejderne til det yderste og faa dem til at bryde Freden. »De vil slaa Fagforeningerne i Stykker for at kunne skrabe Smørret af vort Brød igen,« sagde Arbejderne. »De mener vel det gaar lettere nu, Vinteren har gjort os glade for en bar Skorpe. Men det skal blive en evig Løgn.«

Forbitrelsen kogte stærkere og stærkere i Masserne, overalt var de kampberedte og ønskede intet hellere end at slaa til. Kvinderne græd og gruede, de fleste forstod blot, at nu skulde Vinterens Nød leves op igen. De gjorde fortvivlede Ting for at forebygge, smed et Sjal over sig og rendte op paa Kontorerne til Fabrikejerne og tryglede dem om at afværge Ulykken. Inde fra Centret blev der stadig manet til Ro og Forsigtighed. Alting afhang af at man over for Offenligheden beholdt Retten paa sin Side.

Pelle havde ikke svært ved at følge med i hvad der foregik, men stod jo ellers uden for det hele 263| nu. Han gik til Arbejde i sit pæne Tøj og Fjedersko, og mødte først Klokken syv, mens de andre mødte Kl. 6 – det forskød straks Synspunktet.

Passer og Lineal blev han hurtig fortrolig med, og stod foreløbig og kopierede nogle slidte Tegninger eller fyldte ud. Han var i en underlig løftet Stemning – som i en let Rus; det var første Gang i sit Liv han havde været ved et Arbejde, som var renligt og tillod at have pænt Tøj paa. Underligt var det i det hele taget at se Tilværelsen herfra; et nyt Perspektiv aabnede sig for én. Mens det gamle viste hen mod en eller anden brøstfældig Alderdom, førte dette opad. Her kunde han naa alt hvad han vilde, lige til den højeste Stilling! Hvad om han engang krøb derop, i Spidsen for det hele, og satte otte Timers Arbejdsdagen og en god Dagløn igennem? Saa skulde han vise dem, at man godt kunde komme nede fra og op uden at glemme sin Fortid og blive til en Blodsuger. De skulde endda komme til at raabe et Leve for Pelle den gode Kammerat – skønt han forlod deres Rækker.

Hjemme var der travlt, saa snart han kom inden for Døren, tog Ellens hundrede Forehavender ham. Han maatte have et Sæt pænt Tøj til – graat Kontortøj, og mere Linned; gaa til Barberen blev han ogsaa nødt til mindst to Gange om Ugen, han fik ikke Lov til selv at sidde og karte sig i Ansigtet med et gammelt Rivejærn af en Barberkniv. Pelle maatte sande, at det ikke var helt nemt at være en Overklasser som han kaldte det.

Og der skulde Penge til det altsammen. Der var den samme Jagen og Hovedbrud for at støve Skillinger op som i Vinterens Nød; men denne Gang var det helt morsomt, det havde lyse Formaal, og varede blot til man kom i Trit. Lasse gik og saa hyggelig ud; han havde Pelles halvgode Løbetøj paa som Ellen havde pudset op, og en sort vateret Krave med hvid Gummistrimmel, og blankbørstede Slæber paa Fødderne. Det var de gamle Fedtlærsstøvler – dem Pelle drog ud fra Stengaarden i – der var til endnu; 264| de var bare skaaret ned til Stuetøfler. Skafterne sad forresten paa et Par Træskostøvler.

Han holdt sig helst til Børnene og lignede rigtig en gammel Bedstefar, med sit visne Ansigt og det gode Blik der gik lidt kort nu. Naar Lille Lasse skjulte sig i den modsatte Krog af Stuen, kunde Far Lasse ikke se ham, og det benyttede Knægten sig af; han begreb aldrig de Øjne, som ikke kunde se længer end tværs over Bordet, og spurgte bestandig hvorfor.

»Det er fordi jeg har set ind i for megen Daarligdom i mine Dage,« svarede den gamle altid.

Forresten var han bare lykkelig. Og hans gamle udbrændte Krop viste sin Taknemmelighed ved at lægge Huld paa sig igen, han begyndte hurtig at faa fyldigere Kinder. Han var snild til at passe Børnene; Pelle og Ellen kunde trygt give sig ud i deres mange Forretninger. Der var de hundrede Ting som skulde til, for at man kunde passe ind i det ny! De tænkte ogsaa paa at optage et Laan paa et Par Hundrede Kroner. »Far vil kavtionere for os,« sagde Ellen.

»Ja saa kan jeg faa Raad til at tage nogen god Undervisning i Tegning,« sagde Pelle. »Jeg trænger til at faa rigtig Bund lagt.«

Om Lørdagen løb Fristen for de gamle Akkorder ud. Stemningen blandt Arbejderne var stærkt spændt, men de passede hver sit og forholdt sig afventende. Ved Middag gik Formændene omkring og æskede hver enkelts Stilling. De fik efter Aftale ingen Besked; men hen paa Eftermiddagen gik tre Arbejdere som Deputation op paa Kontoret og bad om at faa Direktøren i Tale. Da han kom ind, traadte Maskinarbejder Munck som var Ordfører frem og sagde: »Vi kommer paa Kammeraternes Vegne.« Mere fik han ikke sagt; Direktøren fór frem, pegede mod Trappen og raabte: »Jeg underhandler ikke med mine Folk.«

265| Saa kom de ned, Arbejderne stirrede op mod dem – det var hurtig gjort! Den tykke Munck bevægede Læberne som om han raabte, men ingen kunde høre noget for den forfærdelige Larm fra Maskinerne. Han gik med drøje Skridt ned gennem Hallen, tog en Hammer og slog tre Slag paa den store Staaltromle. Det lød som Dommedagsslag, i hele Fabrikken drønede det. I samme Nu fór de nøgne sværtede Arme i Vejret og slog Remmene af store og smaa Drivhjul, Maskinerne løb ud, hele Bruset stansede med ét; der blev saa tyst som om Døden var gaaet gennem Rummet. Det tætte Net af Drivremme der spandt Hallen ind paa Kryds og tværs dirrede endnu svagt; Stilheden gabede frem af det store Rum som en forfærdet Maaben.

Formændene løb fra Bænk til Bænk, raabte op og vidste hverken ud eller ind. Der gik Bud efter Fabrikslederen, mens Arbejderne gik hen og vaskede sig i deres Spande, stille og tungt som havde de fulgt noget til Jorden. Deres Miner var lukkede. Anede de mon, at de tre Slag var Signalet til en forfærdelig Kamp? eller fulgte de kun den første vrede Indskydelse? De vidste i al Fald tilstrækkeligt; deres Ansigter bar Præg af at dette var Skæbnen – det uundgaaelige. De havde kaldt paa Vinteren, fordi man drev dem til det; og nu vilde den vende tilbage for at plyndre sit Offer endnu en Gang.

Saa kom de frem, renvaskede og med deres Kluns under Armen, og stod og ventede tavse paa deres Tur til at faa gjort op. Formændene løb og maalte op med nervøse Hænder, sammenlignede Arbejdssedler og udregnede enhvers Tilgodehavende. Fabrikslederen kom ned ad Trappen fra Kontoret, høj og stolt, og gik gennem Lokalet; Arbejderne veg til Side for ham. Han saá sig skarpt om som vilde han indprente sig hver enkelt, lagde Haanden paa en Formands Skulder, og sagde højt saa det hørtes af alle: »De skynder Dem jo nok Jakobsen, saa vi kan faa disse Mennesker herut i en Fart.« Arbejderne rettede langsomt deres alvorlige Ansigter mod ham, 266| det rykkede i en og anden nedhængende Næve. De forlod Fabrikken én og én, efterhaanden som de fik Opgør.

Udenfor samledes de i Smaaklynger og fik Luft i betuttede Udbrud: »Saá I den Gamle? – han var hvas! Naa, det skal kanske vare noget inden vi kommer dèr igen!«

Pelle var i underligt Humør, han vidste, at nu var Krigen brudt ud; der var slaaet Hul, og det ene vilde tage det andet med sig. – Lille Lasse der kendte hans Trin i Trappen, løb i Armene paa ham da han kom hjem; men han sansede det ikke.

»Du er saa alvorlig,« sagde Ellen – »er der sket noget?«

Han fortalte det stille.

»Herregud!« udbrød hun frysende, »skal de nu ud i Arbejdsløsheden igen! Gudskelov det ikke berører os!« Pelle svarede ikke. Han satte sig tavs til sin Mad; sad og ludede som skammede han sig over noget.