XXXVII

Den næste Morgen kom med højt klart Søndagsvejr. Der var noget ved den som mindede om Paaske – om Salmernes Paaskemorgen med den rene Opstandelsesluft! Og Arbejderen kimede Dagen ind med en stor festlig Leder – en Hilsen til Gryet, og opfordrede Underklassen til at møde op paa Fælleden om Eftermiddagen til et Kæmpemøde. Det kan nok være, der blev Travlhed hele Formiddagen, Garderoben skulde gaas efter, Madkurven pakkes og Flaskefoder skaffes til Veje. Man hjalp hinanden tværs 351| over Trappegangen, laante ud og laante selv. Foruden at være en Fest for Sejren var det jo ogsaa ment som en Demonstration – den var klar nok; Verden skulde se, hvor godt man hang sammen i Hægterne oven paa den Omgang Lockout! Det galdt om at møde fuldtalligt op og præsentere sig saa godt som muligt.

Om Eftermiddagen strømmede Folk ind mod Arbejdernes Bygning fra alle Sider; det saa ud som hele Byen var paa Vandring hen mod dette Punkt. Inde i den store Gaard og op gennem den brede Gade helt op til Hovedgaden fylkedes Fagene om hver sin Fane. Opstillingen var nøjagtig planlagt i Forvejen, og alt gik som efter en Snor; man var vant til at operere med de mange. Der var ingen Renden rundt, hver fandt med Lethed ind paa sin Plads. Pelle og Stolpe, der havde planlagt Toget, gik retledende ned langs Rækkerne.

Med Mændene var det ingen Sag; men deres Koner og Børn havde som sædvanlig misforstaaet Anvisningen. De skulde tage lige ud til Fælleden, men mødte op her med deres Oppakning. De stod og pakkede sig sammen paa begge Fortove, og da Toget satte sig i Bevægelse, brød de frem og sluttede sig paa Siden af det. De havde kæmpet Kampen med og hørte til her, ved Siden af Fatter. Det blev et Fanetog med Ndobbelt Væge – havde man kendt Mage!

Nej Mage til Folketog havde Byen aldrig set! Som en Kæmpeslange blev det ved at rulle sig op; da Hovedet var ved Enden af Gaden, laa det meste af Kroppen endnu i Bunke. Men hvad var det dèr forude? Hovedet drejede jo til den forkerte Side – ind mod Byen i Stedet for den lige Vej ud til Fælleden som Politiet havde afstukket! Det gaar ikke! det fører til Sammenstød med Politiet! Faa fat i Pelle og lad ham vende Strømmen, inden der sker Ulykker! – Pelle? han gaar jo i Spidsen! Det er ham selv der har taget fejl af Retningen. Ak 352| saa er der ikke noget at stille op. Hvad i Alverden gaar der ad ham?

Pelle gaar i første Hold ved Siden af Fanebæreren. Han sanser ingenting men ser lyst fremad – og over Hovedet paa Gadens Færdende. Hans Hud er røget endnu fra Branden, Hænderne skaller af; Overskæg og Haar ser besynderlig studsede ud, og Brandsaaret paa Kinden trækker Huden sammen. Der er kun ét han føler – dette Traadd af halvhundred Tusend Mand i Takt! Han har oplevet det i Drømme som Barn, hørt det som et Kog derude fra naar han lagde Hovedet til Puden. Det er den store Folkevandring, og nu fører han Skarerne Nind i Landet! – Hvor skulde Vejen gaa, om ikke gennem Hovedstaden?

Ved NNørrevold holdt der beredent Politi og spærrede for den indre By. De holdt paa tværs over Kørebanen og satte Hestene baglæns ind mod Spidsen af Processionen for at tvinge dem til at dreje af. Men de blev trængt til Side, og Strømmen gled videre; ingenting kunde stanse den.

Ned gennem Strøget gaar det, tungt, som en tykt flydende Masse der møjsommeligt aabner sig Vej og ikke er til at stanse. Der er en fredelig Vælde over den, hvem tør tage Ansvaret for at hugge ind? Politiet følger Toget som vagtsomme Hunde, og inde paa Fortovet staar Folk klemt op ad Murene; de hilser eller spotter Processionen – der er Venner og Fjender. Oppe bag de store Spejlruder staar selskabsklædte Damer og Herrer og Nlorgnetterer Toget med et halv spotsk halv uroligt Smil. Hvad er det for en underlig forsulten usoigneret Verden, der pludselig vælder frem af Mørket og tager Strøget i Besiddelse? Og Fabrikanterne staar deroppe bag de gennemsigtige Gardiner og brummer. Hvad er det for en ny Demonstration? Nu har man givet dem Pardon; og i Stedet for at gaa stille til deres Gærning og tage ved Lære, giver de sig til at holde Revy for at vise hvor mange de er! Ja, og hvor Sulten har pillet dem af!

353| En underlig Revy er det alt i alt; vilde de demonstrere hvor haardt der er handlet med dem, kunde det ikke gøres bedre! Mærkede af Slaget er de alle – blege, gustne, daarlige i Tøjet. Det bedste af Stadsen hænger i det store fælles Klædeskab, dette her er flikket sammen. Sulten har lutret deres Ansigter; de kunde snarere ligne et Tog af Sjæle, der har rystet den tunge Muld af sig og vil til at tage Aandens Verden i Besiddelse, end Folk der erobrer nyt Land for sig og Efterkommerne. Sikken et Tog af Erobrere, de hinker jo alle! – en vingeskudt Skare der alligevel vil forsøge Trækket. Og hvor er det saa de vil hen?

N»Til Lykkeland vil vi drage!« istemmer et af Sangkorene.

Og hvor ligger saa det Land? har nogen af jer set det i vaagen Tilstand – eller var det ikke onde Drømme fostrede af Sulten? Spis jer for en Gangs Skyld rigtig mætte Folkens – og lad os saa tales ved! Hvad er der i det hele taget paa den anden Side? Tomheden som fødte jer og endnu koger vanvittigt i jeres udhungrede Blod? – eller NLivets Land? Begynder der nu Nen ny Verden for jer? eller er den Forbandelse evig som fødte jer til at være Slaver?

Der er en egen tryg Takt i deres Fodslag som overdøver alt: Vi er Matadorer – saa fattige vi ser ud! Fire Millioner Kroner har vi brugt til at føre Kampen, og en Snes Millioner er gaaet til Spilde, fordi man stansede vore Hænders Arbejde! Vi kommer fra Mørket og gaar mod Lyset; intet kan stanse os. Bag os ligger Sult og Usselhed, Uvidenhed og Trældom – foran os ligger et lykkeligt Liv, beskinnet af Frihedens frembrydende Sol! En ny Tid er født med i Dag, vi er dens unge Kræfter og kræver Magten for de titusend Hjem! De faa har raadet længe nok!

De marsjerer urokkeligt frem trods Saarene, der maa smærte endnu siden de hinker! Hvorfor skulde de tvivle?

354| Hør, de synger! Det skurrer hæst i de halvhundred Tusend Struber, som var Sangen rustet fast eller først skulde til at løsrive sig; et nyt Instrument der ikke er stemt af Mesteren endnu – de første Toner skurrer! Men Sangen løber frem og tilbage gennem Toget i rytmiske Bølger, det hele er ét vandrende Legeme; Øjnene gennemglødes og brænder, af den svimlende Magtfølelse ved at være de mange. Og Tonen bliver mægtig af det, et Uvejr der stiger vældigt mod Hushøjderne: NSnart dages det Brødre –!

Rør ikke ved den usleste af dem nu! Den store berusende Magt er over ham; hver og en af dem er vokset ud over sig selv, og tror sig i Stand til at gøre Underværker. Her er ingen løse Partikler, det hele er et Skred. Pil ved en af dem, og Massens Kraft vil rinde ud i ham. Han vil glemme Følgerne og handle som under en Skæbne, hvor det store han tilhører, tager Ansvaret og er Loven!

Det er en Svir at gaa i Rækkerne og have Lov at bære Foreningsfanen, men bare det at være med giver Styrke og Glæde. Mutter og de smaa følger godt med, skønt det mest gaar i Rendestenen. Morsomt er det at træde ud og lade det hele trække vældigt forbi – og saa skyde Genvej og atter komme i Spidsen. Timer varer det, inden Toget passerer én, naar man tager Post paa et Gadehjørne. Trav trav! Trav trav! det gaar ind i Blodet og bliver der som en evig Takt.

Fag gaar forbi, og Fag tropper op: Maskinarbejderne med den tykke Munck som Fanebærer – han der slog de tre Dommedagsslag som kaldte 45,000 Mand til Kamp for Foreningsretten – HurraA for ham! Malere, Typografer og fine Handskemagere; Blikkenslagere, NKorkskærere, NHvidgarvere – og en Klat Sømænd der exer med Benene. I Spidsen for dem gaar Tudeper – den forvandlede Kæmpe! Kobbersmede og Kularbejdere og Bygningssnedkere; Bagersvende og Karetmagere! Det dèr, hvad er det for en løjerlig Profession? Aa det er jo NGørt355|lerne, og der har vi NGibsere og Stukkatører og Finsmede! Om det saa er NSandgraverne, er de med. Skrædderne og Skomagerne er lette nok at kende; og dèr er Herren hjælpe én Tøffelmagerne lige i Hælene paa dem – de vil ogsaa være med! NForgyldere, NLohgarvere, Vævere og Tobaksarbejdere! NFilehuggere, NModelsnedkere, Murarbejdsmænd; Bødkere, Bogbindere, Skibs- og Hustømrere – faar det da aldrig Ende? Glarmestersvende, Plads her! Ja de kan sagtens, de er NMestersvende allesammen. Dèr kommer Gas- og Vandarbejderne; og Møbelsnedkerne, der træder indad ligesom Grovsmede og gaar lige foran dem, som om de skulde lære fra sig! – Det dèr er de fikse NKunstdrejere! og Børstenbinderne med Briller og Børster ud af Næsen – at sige naar de bliver gamle. Saa, nu er det da endelig forbi, det slutter med en Flok kaade Drenge!

Men det er jo Mælkedrengene, de Gavtyve! Bag dem kommer Fabrikspigerne, og saa begynder det igen: NPianofortearbejdere, Møllere, Sadelmagere og Tapetserere – Faner saa langt tilbage man kan øjne. Hvor Verden dog er stor og broget! – saa mange Haandteringer Mennesket dog har faaet, for at det ikke skulde savne Arbejde! Dèr er Murerne med alle de gamle Veteraner i Spidsen – Folkene som var med fra første Færd! se hvor Gamle Stolpe gaar støt paa sine Ben! Og Skiferdækkerne med Badutspringeren i Spidsen – de ser ud som holdt de ikke af at gaa paa Jorden! Savværksarbejdere, Bryggeriarbejdere, Stolemagerne. Aar for Aar har de faaet deres Løn slaaet ned, saa de nu ved Kampens Begyndelse kun tjente halv saa meget som for ti Aar siden; men se ogsaa hvor glade de er! Nu skal der igen komme Mad i Spisekamret. Det er Væverskerne, de gustne Kvinder dér! Fane har de ingen, 8 Øre i Timen er ikke noget at flage med. Og saa tilsidst en Haandfuld Aviskoner fra Arbejderen. Herregud hvor er de trætte, de mange Trapper sidder dem som Bly i Benene! De har et Bundt Aviser over Armen til Mærke.

356| Tramp, tramp! gaar det i langsom sindig Marsj – hvorhen? Derhen hvor Pelle vil. »Snart dages det Brødre« – forfra og forfra, naar ét Hold er færdig med Sangen, tager det næste fat. Sidegaderne spyr deres Indhold frem mod Toget, forhutlede Væsner der er svedne af Kampen mod deres Vilje og ikke kan rette sig igen; de følger det med store Øjne og giver fantastiske Forklaringer.

Der staar en ung Fyr paa Fortovet, han dækker sig bag nogle Koner og strækker Hals. For nu kommer hans Fag, som han sveg i Kampen. – Naget har drevet ham herhen. Takten tager ham, saa han glemmer alt og træder frem; han ser vel sig selv i Rækkerne, syngende og stolt over Sejren. Og pludselig hugger et Par af Kammeraterne ham og trækker ham ind i Toget; de løfter ham op og gaar med ham mellem sig – hurra, sikken et Samlingsmærke! Skade kun, at han ikke kan sættes paa en Stage og sendes til Vejrs.

Pelle gaar stadig i Spidsen for Toget, ved Tykke Muncks Side. Han gaar rolig og smilende fremad, men inde i ham raser ubændige Kræfter, saa stærk har han aldrig følt sig. Inde paa Fortovene holder Politiet Skridt med ham, tavst og skæbnesvangert. Han fører Toget skraat over Kongens Nytorv, og der gaar pludselig et Gys gennem Masserne – han vil op og præsentere sin Hær paa Amalienborg. At ingen har gættet det! Saa har Politiet dog været klogere, Gaderne til Amalienborg er spærrede af Militær.

Efterhaanden vælder Fanetoget ud og fylder Torvet; halvandet hundrede Foreninger med hver sit svajende Mærke, det er et mægtigt Skue. Hver Fane har sin egen Historie. Der er alle de røde, som vajer over Foreninger der er dannede under Socialismen, og mellem dem Dannebrogsflag, gamle NLaugsbannere og Foreningsfaner – blaa, røde og hvide. De tilhører ældgamle Forbund der efterhaanden har sluttet sig til Bevægelsen. Over dem alle ses Møllernes Fane, den er ogsaa gammel, et 357| Par Hundrede Aar bare! Der staar noget underligt Krimskrams paa den – det er Nden første Enevoldskonges Navnetræk.

Men den rigtige Fane er her ikke, NInternationales røde Mærke, som bar Bevægelsen gennem de første Trængselsaar. De gamle skulde nok kende den igen, og Ungdommen har hørt saa mange Legender om den. Hvis den overhovedet eksisterer mere, er den gemt godt af Vejen; den virkede altfor voldsomt paa Øvrigheden – som rødt paa en Tyr.

Og bedst som de staar og stirrer, gaar den til Vejrs, slidt og flosset men uforgængelig i Farven. Pelle staar oppe paa Bukken af et Køretøj og løfter den højtideligt i Vejret, et Øjeblik kommer det bag paa dem alle. Saa begynder de at raabe, det stiger til en Orkan. De hilser Brødreflaget, Internationales røde Blodmærke – og Pelle som løfter det i sine forbrændte Hænder, den gode Kammerat der frelste Barnet af Ilden og førte Bevægelsen til Sejr!

Og Pelle staar og smiler aabent imod dem, som et stort Barn. Der var et godt Ord at sige til dem alle her, men hans mægtige Røst er ikke kommet igen. Saa fører han med en langsom Drejning Fanen rundt over dem som tog han dem i Ed. Han er saa stille i det, det er en gammel Drøm han faar opfyldt.

Politiet rider mandsstærkt frem mellem Masserne, men Fanen er forsvundet; Munck staar med en tom Stang og er i Færd med at hægte Foreningsbanneret paa. »De maa sørge for at faa disse Mennesker bort herfra; ellers gør vi Dem ansvarlig for Følgerne!« siger Politiinspektøren med et Blik der varsler ondt.

Pelle sér ham ind i Øjnene. »Han smed mig gærne i Fængsel, hvis han turde,« tænker han og sætter igen Toget i Bevægelse.

358| Ud over Fælleden bølgede Folkemængden frem og tilbage i uroligt Mylder, set udefra lignede det et mørkt oprørt Hav. Om hver af de mange Talerstole stod der en tætpakket Flok og lyttede til Førerne, som udlagde Dagens store Betydning; men de fleste var ikke oplagte til at staa om en Talerstol i Dag. Man trængte til at give sig sorgløst hen i Glæden oven paa alt det strænge, staa paa Hovedet i Græsset og være Klovn et Øjeblik. Ud over den store Fælled laa de Klynge ved Klynge, spisende og legende. Mændene havde smidt Frakken og tog Livtag eller opfriskede Drengeaarenes Smidighedsøvelser. Man lo mere end man talte, kom nogen med en alvorlig Bemærkning, blev den straks opløst i Brandere. Der var ikke Alvor skabt i Folk i Dag!

Pelle gik langsomt om og morede sig over Røret, mens han ledte efter Madam Johnsen og Barnet; de skulde møde ham herude med Madkurven. Inde bagved sad Alvoret og gjorde ham stille. Det kunde været hyggeligt at ligge saadan paa Maven midt i sin egen Familiekreds og spise haardkogte Æg med Smørrebrød til – eller rende rundt med Lille Lasse paa Skuldrene! Men hvad nyttede det at gaa og føre NBagsnak om en Ting! – med Ellen kunde han jo ikke begynde igen, der var det umulige imellem dem. Lille Lasse holdt det haardest at vise ud af Tankerne; han maatte se at faa Ellen til at afstaa ham med det gode. Benytte sin juridiske Ret til at faa ham tilbage vilde han ikke.

Hele Familien Stolpe laa i en stor Kreds og holdt Maaltid; Sønnerne var der med deres Koner og Børn – der manglede blot Pelle og hans.

»Kom og giv en Haand med!« sagde Stolpe – »ellers faar vi for sent Fyraften.«

»Aa ja!« udbrød Madam Stolpe – »det er saa længe siden, vi har været sammen. Vi skal da ikke undgælde for, at du og Ellen ikke kan spænds.« – De kendte ikke Grunden til Bruddet – i al Fald ikke gennem ham – men var ligefuldt venlige mod ham.

359| »Jeg gaar egenlig og leder efter min egen Madkurv,« sagde Pelle og slog sig ned hos dem.

»Hør, du er en Fandens Fyr!« udbrød Stolpe pludselig leende – »du vilde nok op og hilse paa NBror Kristian hva’? Synderlig klogt var det nu ikke, men lige meget! det du har gjort i Dag, kunde ingen anden gaa hen og gøre dig efter. Det gik jo som en Miss det hele – ikke Spor af Slinger i Rækkerne! Du ved vel, at det er Meningen du skal i Spidsen for Nde Samvirkende? – saa har du jo Lejlighed til at mase paa med dine forfløjne Ideer om et Verdensforbund. – Nu bliver der ellers nok at gøre herhjemme; vi skulde gærne tage Byen ved næste Valg – og en Del af Landet med sku! Du stiller dig vel?«

»Hvis jeg faar min Stemme igen. Jeg kan ikke raabe mere.«

»Prøv med en raa Æggeblomme hver Aften,« sagde Madam Stolpe bekymret – »og tag den venstre Strømpe om Halsen naar du sover; det er et godt Middel. Men det maa være den venstre.«

»Mutter er rød ser du!« sagde Stolpe. »Saa snart jeg kommer paa den højre Side af hende, kender hun mig ikke.«

Solen maatte være nede, det begyndte allerede at skumre; ovre i Vest steg tunge Skyer op. Pelle fik ond Samvittighed over, at han endnu ikke havde truffet den gamle og hendes Barnebarn, og brød op fra Selskabet.

Han gik rundt og søgte; overalt hvor han kom frem, hilste Folk, og der tændtes noget i deres Øjne. Han lagde Mærke til, at en Betjent fulgte ham paa Afstand; det var en af Partiets hemmelige Tilhængere – kanske havde han noget at meddele! Pelle lagde sig i Græsset lidt for sig selv; Betjenten stod og saá sig forsigtigt om, kom saa gaaende. Ved Pelle bukkede han sig ned som for at tage noget op. »Man er ude efter dig,« sagde han dæmpet. »Der har været Husundersøgelse i Eftermiddag; saa snart 360| du gaar herfra, skal du arresteres.« Saa gik han videre.

Pelle laa lidt inden han forstod. Husundersøgelse – hvad var der hos ham som ikke enhver maatte vide? Pludselig kom han i Tanke om Klichéen og Seddelaftrykkene. Man havde søgt noget at komme ham til Livs paa – og fundet hans Legetøj!

Han rejste sig tungt og gik udefter, bort fra Mængden. Ovre ved Øster Fælled stansede han og kastede et dvælende Blik ned over dette urolige Hav af Mennesker, der begyndte at bryde op og snart vilde gaa i ét med Mørket. Nu var Sejren vundet og Landet skulde tages i Besiddelse – og saa maatte han vandre i Fængsel! – for en Fantasi skabt af Sulten! Han havde ingen Penge givet ud og heller ikke haft det i Sinde – men hvad hjalp det? Han skulde jo rammes, han havde læst det i Politiinspektørens Øjne. NTugthus – eller i bedste Fald Forbedringshus!

Han trængte til at holde Afgørelsen hen mens han ordnede sit Sind, og gik bag om Østerbro ind til Byen. Han holdt sig til Sidegaderne for ikke at blive sét og tog Retning med NFrelsers Kirkegaard; de fleste Betjente var heldigvis paa Fælleden.

Skibene i Havnen vakte et Øjeblik Tanken om Flugt i ham, men hvor skulde han søge hen? Og flakke fredløs om derude, naar hans Kald og hele Skæbne laa her – kunde han det? Han fik tage sin Tilskikkelse!

Kirkegaarden var lukket, han maatte krybe over Muren for at komme derind. Nogen havde lagt friske Blomster paa Far Lasses Grav. Marie! tænkte han – ja det maatte være hende! Her var egenlig godt at være, han følte ikke længer den forfærdelige Forladthed. Endnu var det, som Lassefars aldrig trættede Omsorg lagde sig betryggende om ham.

Men han maatte videre, Indespærringen var allerede over ham og gjorde ham rastløs. Han vandrede ind gennem Byen og holdt sig stadig til de snævre Sidegader, hvor Mørket skjulte ham. Dette var Slag361|marken – hvor var der faldet Hvile over den! gudskelov de ikke forbandede ham. Nu gik de ind til Lykken – og han!

Han nærmede sig forsigtigt sit Logi – der gik to civilklædte Betjente og patruljerede. Saa trak han sig ind i Smaagaderne igen. Han drev planløst om derinde, gik og stred med det uforsonlige i sig til det endelig gav efter. Han vilde se op til Ellen, give hende et godt Ord og kysse Børnene.

Men ogsaa dèr var der Vagt – paa alle Punkter blev han slaaet tilbage, ind i Ensomheden hvor han ikke hørte hjemme. Det var jo det forfærdelige, hvordan skulde han klare sig ene med sig selv – han som kun aandede i Fællesskab med andre? Ellen var alligevel hans Liv, saa haardt han bestred det; hendes spørgende Øjne hvilede altid gaadefuldt paa ham fra en eller anden Krog i hans Tilværelse, hvad han saa færdedes i. Han følte stærkt nu, at hun hele Tiden havde holdt sig beredt og siddet og ventet paa ham. Hvordan vilde hun tage dette?

Fra Slotsgade saá han Lys oppe paa Mortens Værelse, han sneg sig over Gaden og gik op. Morten sad og læste.

»Det er helt nyt at se dig – Brandmand!« sagde han med et godt Smil.

»Jeg kommer for at sige Farvel til dig,« sagde Pelle sagte.

Morten saá forundret op. »Skal du rejse?«

»Ja jeg – jeg vilde bare!« han sad lidt og ludede. »Hvad vilde du gøre, hvis Øvrigheden var ude efter dig paa Lumskeri?« spurgte han pludselig.

Morten stirrede en Stund paa ham, saa trak han Bordskuffen ud og tog en NRevolver op. »Jeg taaler ikke Voldshænder paa mig!« sagde han mørkt. »Men hvorfor spørger du om det?«

»Ikke for noget – vil du gøre mig en Tjeneste Morten? Jeg har lovet at sætte en Indsamling i Gang for Arkens fattige Fugle, men har ikke Tid. De mistede alle deres Stumper ved Branden! Vil du tage dig af den Ting?«

362| »Det skal jeg nok! Men jeg forstaar bare ikke –?«

»Jo, jeg skal lidt ud og rejse,« svarede Pelle med et Galgensmil. »Jeg har altid haft Lyst til at komme ud og rejse paa Faget ved du nok – nu er Lejligheden der.«

»Til Lykke med det da,« sagde Morten og saá underligt paa ham, mens han trykkede hans Haand. Hvor meget han havde gættet, vidste Pelle ikke. Der var bornholmsk Blod i Morten, han trængte sig ikke ind i nogens Affærer!

Og saa var han paa Gaden igen. Nej Mortens Udveje kunde han ikke bruge – og nu vilde han gaa ind og overgive sig til Øvrigheden! Han fulgte Hovedgaden nu; der var ikke noget at skjule sig for længer.

Nede i NNørregade stod en Skikkelse og puslede mistænkeligt ved en Butiksdør; han trykkede sig fladt ind mod Døren, da Pelle passerede. Pelle stansede paa Fortovet, Skikkelsen stod ubevægelig og trykkede sig ind i Mørket en Stund, saa sprang den frem med en ond Knurren for at slaa ham til Jorden. I det samme kendte de hinanden – det var Ferdinand.

»Hvad, gaar du løs endnu?« udbrød han forbavset. »Jeg troede du var nappet.«

»Hvor ved du det fra?« spurgte Pelle.

»Aa det er noget man ved – det hører nu engang med til Haandteringen. Det bliver fem-seks Aar Pelle, lige som du Ner stiv til! Forbedringshus naturligvis – ikke Tugthus!« Det gøs i Pelle.

»Du staar og fryser,« sagde Ferdinand medlidende – »og det kan jeg sku godt sætte mig ind i. Men hør nu her Pelle, du har væ’t god og villet redde mig! næst efter Mor er du den eneste jeg bryder mig om. Hvis du vil ta’e og stikke af, skal jeg skjule dig og sørge for Rejsepengene.«

»Hvor vil du skaffe dem fra?« spurgte Pelle tvivlende.

»Aa jeg praktiserer jo Ejendommens Fordeling,« sagde Ferdinand og lo bredt. N»Politidirektøren har 363| netop fem Hundrede Kroner liggende i sin Pult; dem skal jeg forsøge at hugge til dig, dersom at du vil ha’e det.«

»Nej,« sagde Pelle langsomt – »jeg maa hellere tage min Tørn. Men Tak skal du have for din gode Vilje! – og hils din gamle Mor fra mig. Dersom du skulde faa lidt til overs, saa stik det til Enkemadam Johnsen. Hun og den lille sulter siden Hannes Død.«

Og saa var der ikke mere, alting var forbi. Han gik lige ned over Torvet til Raad- og Domhuset. Det laa og saa skummelt ud, han drev langsomt videre, ned til Kanalen – for at samle sig lidt inden han gik op. Han gik langs Bolværket og stirrede ned i Vandet, hvor Baadene og de store Hyttefade lige kunde skimtes. Ved NHolmens Kirke tog han sig sammen og vendte om – nu maatte det være. Han rejste Hovedet med en kæk Beslutning – og stod Ansigt til Ansigt med Marie. Hendes Kinder glødede da hun saá ham.

»Pelle!« sagde hun jublende – »gaar du her? Men saa er det jo ikke sandt! Jeg har været i Forsamlingssalen, og der sagde de at du var arresteret. Aa, vi var saa ulykkelige!«

»Jeg skal ogsaa arresteres – jeg er paa Vej derhen nu.«

»Men Pelle dog, lille Pelle!« Hun saá paa ham med taarefyldte Øjne. Ak, endnu var han jo Hittebarnet som trængte til hendes Omsorg. Pelle fik selv Taarer i Øjnene, hans Sind blev saa blødt. Her var dog et Menneske hvis Hjærte bankede for ham – og hvor var hun smuk i sin Sorg over hans Ulykke.

Hun stod der foran ham slank og fuld af Form, med Haaret – der engang var saa tyndt og skæmmet – i et rigt Brus over Panden. Herlig var hun groet ud af det forkrøblende Hylster. »Pelle,« sagde hun med nedslagne Øjne og tog begge hans Hænder – »gaa ikke derhen i Nat, vent til i Morgen! I Nat glæder alle de andre sig over Sejren – og 364|saa skulde du – –! Gaa med hjem paa mit Kammer Pelle, du er jo saa bedrøvet!« Hendes Ansigt kæmpede med Graaden, saa barnlig som nu havde hun aldrig set ud.

»Hvorfor betænker du dig? – gaa med op: Er jeg da ikke smuk? Og alt det har jeg gemt til dig! Fra første Gang jeg saá dig, elskede jeg dig jo Pelle; og saa begyndte jeg at vokse, fordi jeg vilde være køn til dig! Jeg skylder ikke nogen noget andre end dig; og hvis du ikke bryder dig om mig, vil jeg slet ikke være til!«

Nej hun skyldte ikke nogen noget, dette Barn af Intet, men var helt og holdent sit eget Værk. Skøn og uberørt kom hun til ham i hans Forladthed, som var hun sendt af de Fattiges gode Tanker for at Nhusvale hans Sind. Skøn og ren i Sindet var hun groet ud af Elendigheden som selve Lykketiden; og hvor i Verden skulde han vel hvile sit dødstrætte Hoved, om ikke ved dette Hjærte der var Barn, Moder og Elskerinde for ham?

»Ved du Pelle, der var jo Dans i Forsamlingsbygningen efter Fællesmødet, og vi unge Piger havde bundet en grøn Majkrans – jeg skulde sætte den paa dig naar du traadte ind i Salen. Aa vi græd, da én traadte op og raabte at du var taget. Men saa fik du dog Kransen – ikke? Og nu skal du sove sødt og ikke tænke paa i Morgen.«

Saa faldt Pelle i Søvn med Hovedet paa hendes Jomfrubarm. Og mens hun laa og saá moderligt paa ham, drømte han, at Danmarks hundred Tusende Arbejdere var i Færd med at opføre et herligt Slot og han var Bygmester. Da Slottet var færdigt, marsjeredeA han ind i det i Spidsen for Arbejderhæren, syngende drog de gennem de lange Gange for at fylde de lyse Sale. Men Salene var der ikke, Slottet var forvandlet til et Fængsel! Og de gik og gik og kunde ikke finde ud igen.