40| II

Pelle vaagnede ved en fjærn tordenlignende Lyd, der groede tyndt frem ude i Natten og holdt lige ned paa Fængslet. Han laa stille og lyttede gruende, i Haab om at høre Vagtens beroligende Skridt forbi Døren; i hans tunge Hoved jog Forestillingerne forvirret rundt som herreløse Heste. Den dumpe truende Lyd kom bestandig nærmere og voksede skæbnesvangert, og pludselig slog den dybe Natstilhed ud i et tordnende Brag, der fik alting til at ramle sammen. Det var som et uhyre Svælg aabnede sig og slugte det hele.

I et panisk Spring stod han henne ved Vinduet, Hjærtet regerede ubændigt i ham. Saa blev han inderlig flov. Han havde vældigt oplevet den samme haarrejsende Verdens Undergang, som i Barndommens Dage naar Lynet bragende krydsede sig frem mellem Klipperne derhjemme – og saa var det hele ikke andet end Larmen fra Dagens første Bøndervogne, idet de slog over fra Landevej til Stenbro. Det var Ensomheden der rugede i hans Fantasi og fik den til ræd at stejle for enhver Lyd. Men det fortog sig vel.

Han rakte sig pludselig og rystede Nattens onde Mareridt af sig – fri! Ingen Slutter kom som en ond Djævel og sprængte Nattens lykkelige Drøm om Frihed – han var fri! Briksen skulde ikke surres op til Væggen paa bestemt Klokkeslet; han kunde ligge saa længe han vilde, hele Dagen om det skulde være! Men nu havde han vigtigere Ting for – Livet ventede. Han trak hastigt i Tøjet.

Nede paa Gaden gik Lygtetænderen og tændte hveranden Lygte, i en endeløs Række rullede Vognene ind fra Landet for at forsyne Byen. Pelle slog Vinduet op, og aandede den vaagnende By ind mens han klædte sig paa. Han var vant til at sove i en Stilhed der kun afbrødes af Musenes bløde Piben under Varmeristen, og Byens Natlarm – den Elektriskes Dur, Raab fra sene Nattevandrere – alt dette 41| uvante der skar saa grelt frem af Mørket, havde fyldt hans Søvn med Feber og trukket en Række hæslige vanskabte Syner gennem hans Hjerne.

Men nu følte han sig grundig nok udhvilet og hilste Staden med vaagen Glæde. Ja, udsovet havde han saa det forslog, Larmen kaldte, han maatte ned og give en Haand med til at holde alt dette gaaende! I aarevis havde han ikke bestilt andet end samle til Bunke, nu skulde der tages fat igen med Kræfter og Humør. Saa snart han var i Tøjet, gik han ud; Ellen var det for tidligt at søge op, men han kunde ikke holde ud at være inde længer.

Det var tidlig Morgen. Nu kom den første Morgensporvogn udefra, svingende fuld af Arbejdere; de hang helt ned ad Trinene baade paa Hovedvognen og de to Bivogne. Og dér var den første Bonde med Mælk; man var ikke engang oppe endnu i Ismejeriet! Hvert Kvarter kom der Sporvognstog med Arbejdere; og Torvevognene blev ved at rulle ind fra Landet, toplæssede med Grønsager, Korn eller Svinekroppe. Den dybe Gade var som en Fødepumpe, der bestandig sugede Næring ind til Byen.

Paa Toppen af svingende Halmlæs sad sjællandske Bønder og nikkede; de kom helt ude fra Frederikssundskanten og havde kørt hele Natten. En og anden Driver kom trækkende med et Hold Kreaturer som skulde til Kvægtorvet. Dyrene syntes ikke om Byen og gjorde sig hvert Øjeblik udtilbens, løb sig fast om Lygtepælene eller kom paa tværs af den Elektriske. Aviskonerne travede fra Gadedør til Gadedør med deres tunge Tørklæde fuldt af Morgenblade; han hørte dem slæbe sig op ad Trapperne som havde de Bly i Benene. Og under det hele lød det endeløse Trav-Trav af Arbejdere, der hastede til deres Gærning.

Der var en egen hjemlig Lyd i dette Fodslag, som pludselig mindede ham om, at han ikke længer hørte med til Flokken, men havde faaet sin egen Bane paa godt og ondt. Hvorfor var han ikke fremdeles en upersonlig lille Brøkdel i denne tunge 42| Strøm, der hver Dag mekanisk gjorde den samme Runde i Møllen. Ensomheden havde gjort hans Syn paa Menneskene undrende og nyt, nu spejdede han i ethvert fremmed Ansigt uvilkaarligt efter noget af det, der gør den enkelte til en Verden for sig. Men disse Mennesker lignede alle hinanden syntes han; de kom hastende op af Sidegadernes Mørke og blev først rigtig vaagne og sikre til Bens, naar de kom ind i Flokkens Fodslag. Men saa gik de ogsaa knusende godt. Han kendte den faste Takt igen – han havde selv lært dem den.

Dagen kom sivende ned over Vesterbro, graa og tung af Vaarvæde og Storstadens Røg. Denne Bydel var nok ikke rigtig vaagen endnu, Hovedgadens Tempo tilhørte de forsinkede Nattevandrere. Han drejede ned ad Viktoriagade og brugte forundret sine Øjne – her havde han aldrig været før! Han læste Skiltene: Artistbureau, – Artisten Heim, – Logi for Artister, – Massage & Ligtorneoperatør, – Udlejning af Kostumer. De fleste Skilte var paa fremmede Sprog, her var ogsaa et »Gymnasium for Ekvilibrister«, og et »Konservatorium for Sang og Musik, Dans og Plastik«. – Og nogen Mangel paa Pantelaanere og Marskandisere var her just ikke. Hvordan var dog Ellen havnet her i denne besynderlige Luft af Parfume og gamle Klæder og fremmede Lande? Inden for Vinduerne i de lave Stuer saa han underlige Dragter henslængt over Stole – Burnus’er og røde Tyrkerhuer; en lille mørk Skikkelse med lang Pisk og bare Fødder i gule Tøfler gled lydløst forbi ham i den gammeldags palæagtige Gadedør til Nr. 20.

Han steg op ad Trappen med bankende Hjærte; Trinene var hulslidte, det sukkede skæbnesvangert naar man traadte i dem. Døren til Lejligheden stod paa Klem, han hørte nogen feje inde i det forreste Værelse; og længere inde talte et Barn med sig selv eller sin Dukke. Han maatte stanse lidt paa Afsatsen for at faa Vejret og dulme sin Sindsbevægelse.

43| Ellen stod og fejede ind under Sofaen, med ferme Bevægelser. Hun rettede sig i Vejret og stirrede forvirret paa ham, saa faldt Kosten ud af hendes Haand, hun svinglede frem og tilbage. Pelle greb hende, dødt og viljeløst sank hun over mod ham og blev staaende længe saadan, hvid og med lukkede Øjne. Da han endelig vendte hendes udslukte Ansigt imod sig og kyssede det, brast hun i Graad.

Han talte sagte og beroligende til hende som til et Barn. Øjnene holdt hun lukkede, som altid naar noget overvældede hende; der stod en klar Sø i hvert. Hun laa bagover i hans Arm, og han følte hvor Lyden af hans Stemme greb sitrende i hendes Legeme. Graaden sank opløsende igennem hende, mygt og blødt segnede hun ind til ham; han mærkede af denne Segnen hvor hun maatte have holdt sig stiv, og fyldtes af Lykke. Alt havde altsaa været for hans Skyld, ved en uhyre Viljeanstrængelse havde hun budt Skæbnen Trods til han kom! – og nu lagde hun det hele for hans Fødder og sank sammen. Hvor træt maatte hun ikke være! men nu skulde de faa det godt hun og Børnene. Nu vilde han leve for hende!

Han havde lagt hende paa Sofaen, og sad bøjet over hende og fortalte stille om hvor han havde angret, og længtes, og fortrudt. Hun svarede ikke men holdt krampagtig fast om hans Haand, nu og da aabnede hun Øjnene og betragtede ham stjaalent. Pludselig opdagede hun, hvor hærget og furet hans Ansigt var, hun lod Haanden glide hen over det som for at blødgøre Trækkene og brast i hæftig Graad.

»Du har haft det saa ondt, Pelle!« udbrød hun voldsomt og lod sine skælvende Fingre glide gennem hans graasprængte Haar. »Jeg kan føle paa dit stakkels Hoved, hvor onde de har været mod dig. Og jeg har ikke engang været hos dig! Bare jeg dog kunde gøre dig noget rigtig kært, saa du kom til at se glad ud.«

Hun rev sit Kjoleliv op, tog hans Hoved ned til 44| sin Barm og lullede det, med et Udtryk som en Moder der giver sit Barn Die. Og Pelles Ansigt forandrede sig stille – som Barnets naar det lægges til Brystet. Det var som Livets Kilde gød sig ud i ham, det forhærdede gled af Trækkene, der kom Liv og Varme i dem igen. »Jeg troede jo ikke, du vilde komme tilbage til os,« sagde Ellen og trykkede hæftigt sit Bryst mod hans Mund. »Lige siden Lasse Fredrik traf dig i Gaar, har jeg siddet og ventet paa du skulde komme.«

Pelle opdagede pludselig, hvor forvaaget hun saa ud. »Du har ikke været i Seng i Nat?« sagde han.

Hun rystede smilende paa Hovedet: »Jeg maatte jo passe paa at Gadedøren ikke blev laaset. Hvergang der kom nogen hjem, løb jeg ned og laasede op igen. – Du maa ikke være vred paa Drengen, fordi han ligestraks blev bange for dig. Bagefter fortrød han det og løb rundt i Byen hele Aftenen for at finde dig.«

Inde fra Sovekamret kaldte en klar Barnestemme mere og mere ihærdigt: »Manne! Goddag Manne!«

Derinde sad Søster over Ende i Ellens Seng og legede med en Fjer, hun havde pillet ud af Dynens Snip. Hun lod sig villigt kysse og blev ved at sidde med Trutmund og den pudsigste rynkede Næse. »Du er Mand!« sagde hun indsmigrende.

»Ja det er godt nok,« svarede Pelle leende – »men hvad for en Mand?«

»Mand«, gentog hun og nikkede uhyre alvorligt.

Søster delte nok Seng med Ellen nu. For Fodenden af den store Seng stod hendes egen lille Barneseng, som ogsaa havde været Lasse Fredriks engang, og i den laa –. Naa, Pelle vendte sig mod den anden Væg, hvor Lasse Fredrik laa i Enspændersengen og snuede, med en Arm under Hovedet. Han havde sparket Dynen af sig og laa paa Maven, hensunken i dyb Hvile, med de trinde Lemmer frit strakte. Han var godt bygget, Knægten!

»Naa Dovenlas, kan du saa se du kommer paa Benene!« raabte Pelle og trak ham i den ene Fod.

45| Drengen vendte sig langsomt. Da han fik Øje paa Faderen, var han pludselig lysvaagen og førte Albuen afparerende op over Hovedet.

»Der hænger ingen Øretæver i Luften, min Dreng,« sagde Pelle leende. »Legen begynder først med i Dag!«

Lasse Fredrik blev stædigt ved at holde Armen i Dækstilling og laa og stirrede ligegyldigt ud i Stuen, som anede han slet ikke, hvad Faderen sigtede til. Men han var ildrød i Hovedet.

»Siger du ikke engang ordenlig goddag til din Far?« sagde Ellen. Saa rakte han trevent Haanden frem, og vendte sig derpaa om mod Væggen. Han laa og ærgrede sig over Gaarsdagens Bedrift – kanske ventede han sig ogsaa en Overhaling. Paa Sømmet over Sengen hang hans Busserunne og Kasket.

»Lasse Fredrik er nok Mælkedreng ogsaa?« sagde Pelle.

»Ja« sagde Ellen – »og han er rigtig flink til det. Kuskene roser ham.«

»Skal han saa ikke op og af Sted da? Jeg har mødt flere Mælkevogne.«

»Nej, for vi strejker i denne Tid,« mumlede Drengen ind i Væggen.

Pelle blev helt ivrig: »Sikke nogle Svende – saa I strejker! Hvad er der løs da – er det Lønnen?«

Knægten maatte fortælle. Han kom efterhaanden frem med Ansigtet, men saa ikke paa Faderen.

Ellen stod i Døren og hørte smilende paa dem, hun saa svag ud. »Lasse Fredrik er jo Lederen,« sagde hun sagte.

»Og saa ligger han her – i Stedet for at være ude og passe paa Skruebrækkerne!« udbrød Pelle helt iltert. »Du er nok en køn Leder.«

»Du tror maaske, der er nogen Dreng, der vil gøre sig saa sjofel og være Skruebrækker,« sagde Lasse Fredrik. »Nej, men Folk henter bare selv deres Mælk nede ved Vognene.«

»Saa maa I faa Kuskene til at gøre fælles Sag med jer!«

46| »Næ, for vi er jo ingen rigtig Organisation. Derfor vil de ikke støtte os.«

»Saa lav en Organisation da for Pokker! Op med dig Dreng og lig ikke dér og snu, naar du har den Slags Ting for! Tror du maaske, man sover sig noget til i denne Verden?«

Drengen rørte sig ikke, han syntes nok ikke der var nogen Grund til at tage Faderen særlig højtideligt. Men saa traf et bebrejdende Blik fra Ellen ham, og en to tre var han ude af Fjerene og i Tøjet. Mens de sad inde i Stuen og drak Kaffe, gav Pelle ham nogle Vink om, hvorledes han skulde gribe Sagen an. Han var stærkt optaget og gik straks op i Spørgsmaalet med Hud og Haar; det var som om han sidst i Gaar havde haft med Masserne at gøre. Saa mange gode Kampminder væltede ind paa ham. Nu vidste altsaa ethvert Barn, at det sjofleste af alt paa Jorden var at gøre Tjeneste som Skruebrækker! – og som han havde maattet slaas for at faa selv brilliante Kammerater til at forstaa den Ting! Helt komisk var det at tænke paa, at Strejken – som fyldte Arbejderne med Gysen første Gang han anvendte den – nu var noget Børn tumlede med. Tiden gik nok med raske Fjed herude i Dagen! Vilde man vinde med, fik man se at rubbe sig.

Da Drengen var ude af Døren, kom Ellen hen og strøg ham over Haaret. »Velkommen hjem!« sagde hun stille og kyssede ham paa den furede Pande.

Han trykkede hendes Haand. »Tak fordi du har et Hjem til mig,« svarede han og saa hende ind i Øjnene – »ellers tror jeg, jeg var gaaet i Hundene.«

»Det kan du tro, Drengen har sin store Part i! Han har taget et godt Tag – ellers havde det set galt ud for mig mange Gange. Du maa ikke blive vred paa ham, Pelle, selv om han er lidt tvær mod dig. Husk paa, han har gaaet saa meget igennem med de andre Drenge. Sommetider er han kommet hjem og har været helt forslaaet.«

»For min Skyld?« spurgte Pelle lavmælt.

47| »Ja for han kunde jo ikke taale de sagde noget om dig. En Tid laa han bestandig i Slagsmaal – nu tror jeg forresten nok, han har skaffet sig Ro for dem; for han helmer ikke. Men der kan jo nok have sat sig noget i ham.«

Hun stod og dvælede over ham, der var et eller andet hun vilde sige ham, men ikke kunde komme i Gang med. »Hvad er der?« spurgte han for at hjælpe hende paa Gled, og fik pludselig Hjærtebanken. Han havde helst set, de var kommet hen over det uden Ord.

Men hun trak ham lempeligt med ind i Sovekamret og hen til Barnesengen. »Du har slet ikke hilst paa Svend Trøst,« sagde hun.

Han bøjede sig forlegent ned over den lille Dreng, der laa og stirrede paa ham med store alvorlige Øjne. »Naar du blot vil give lidt Tid,« sagde han.

»Det er Lille Maries Dreng,« sagde Ellen med en egen Betoning.

Han rettede sig hastigt op og saa forstyrret paa hende. Det varede noget, inden han fattede.

»Hvor er Marie henne?« spurgte han besværligt.

»Hun er død, Pelle,« svarede Ellen og kom ham til Hjælp ved at give ham Haanden. »Hun døde i Barselsengen.«

Der gik et graat Drag hen over Pelles Ansigt.