IV

Pelle var som en der vender hjem efter Aars Landflygtighed, og igen skal se at bringe sig i personligt Forhold til det hele; Amnestien galdt kun til Tærskelen, det egenlige maatte han selv om. Det Land han havde dyrket var paa andre Hænder, han havde ingen Ret der mere. Men det var dog ham, der havde plantet; han maatte vide, hvordan det var groet og hvordan det blev skøttet.

Den store Fremrykning var svinget over i det politiske. Bevægelsen havde foreløbig ladet de Fattigstes Krav paa Brød falde, ofret dem som man ofrer Ballast for at kunne stige lettere. Man vilde erobre selve Institutionerne – og saa naturligvis komme tilbage til Udgangspunktet igen og lægge det hele om. Det kunde være bekvemt nok at læsse dem af, der var mest besværlige for Fremrykningen, men lod der sig sejre paa det? – det var jo dem, alting drejede sig om! Pelle havde grundigt lært, at den der tror at Nnarre Bakken, narrer sig selv. Han havde ingen Tro til det, der Nsøgte over hvor Gærdet var lavest.

Den ny Taktik daterede sig fra den store Kamps sejrrige Udgang; han havde jo selv ført Masserne i Triumf gennem Hovedstaden. Og dersom han ikke var blevet taget, havde han vel nu siddet som en af 57| Arbejdernes parlamentariske Repræsentanter og symboliseret Oprykningen i Borgerskabet. Men nu havde han altsaa været sat udenfor og maatte vælge sin Stilling til det bestaaende; han havde tilhørt de udstødtes Verden og set Uforligeligheden lige i Øjnene – han var ikke vis paa, at Fattigmands Oprejsning laa i Forlængelse af den bestaaende Samfundsmoral. Selv var han jo fremdeles en NOutlaw, og blev vel heller aldrig andet. Det var svært at bukke sig ind under den Karm, hvor man engang var smidt ud – og det var nok ogsaa svært at slippe ind. Han agtede ikke at gøre noget for at blive optaget i de agtede Mænds Lag igen – han var stærk nok til at støtte sig paa sig selv nu.

Maaske ventede Ellen noget i den Retning, som Oprejsning for al den Tort hun havde lidt. Hun fik have Taalmodighed! Pelle havde lovet sig selv at gøre hende og Børnene lykkelige, og det trøstede han sig til at naa bedst ved at følge sit eget Hoved.

Egenlig lykkelig var han ikke. Det gik skidt med det økonomiske; alt det han spekulerede, saa Fremtiden lige utryg ud. Han trængte til at være Manden, Forsørgeren, saa Ellen kunde komme og søge ind til ham for Tryghed og Ly, æde sorgløst og ubekymret af hans Haand og give sig modstandsløst hen.

Han var ikke deres Forsyn – det var her, det bristede, tænkte han. Det mærkedes i al Fald paa Lasse Fredrik. Der var Krummer i Knægten, selv om de smagte lidt af Gaden; han var en ihærdig Fyr, lys og paagaaende, med vaagen Sans for alt, hvad der smagte af Bedrift. Pelle kunde kende sig selv lyslevende igen i ham, og var kun stolt af ham; men Drengen tog ikke ham ubetinget gyldig til Gengæld. Han var flink og villig men ikke noget ud over det, og forholdt sig nærmest prøvende; som om han først vilde se, hvordan et og andet spændte af, før han godkendte Faderskabet.

Pelle led ved denne uhaandgribelige Mistillid, der satte ham i Klasse med visse Børns »ny Far«, og 58| havde en baade pinlig og latterlig Fornemmelse af, at han var paa Prøve. I gamle Dage kunde det været afgjort med en forsvarlig Lussing; men nu skulde Tingene ordnes, saa de holdt; han købte ikke billigt længer. Naar han hjalp Knægten med Mælkedrengenes Organisation, ydmygede han sig og indsmuglede Træk fra den store Kamp for at vise, at han ogsaa duede noget. Han kunde se paa Drengens Udtryk, at han ikke troede stort af det og forbeholdt sig at undersøge Sagen nærmere. Det saarede hans ømtaalige Sind og jog det ind i sig selv.

Men en Dag, han sad over Arbejdet, kom Lasse Fredrik stormende ind. »Fortæl mig, hvordan du bar dig ad med at tage de Indelukkede ud af Fabrikken, Far!« raabte han aandeløst.

»Du tror jo alligevel ikke paa det,« sagde Pelle bebrejdende.

»Jo, for de kaldte dig Lynet!« udbrød Drengen fuld af Beundring. »Og de maatte sætte dig i Tugthuset for at blive af med dig – Mælkekusken har fortalt mig det hele!«

Fra den Dag var de Venner – Pelle var med et Slag bleven Helten i Drengens Tilværelse. Han havde raget sit Skæg af, havde sværtet Ansigtet og var gaaet lige ind i Modstandernes egen Hule, bedre kunde det ikke være. Han maatte ligefrem værge sig for ikke at blive til en rigtig Røverhøvding med NBulehat og lange Støvler; Lasse Fredrik havde en frodig Fantasi.

Pelle trængte til denne Sejr. Han maatte have sine egne trygt i Ryggen først og fremmest – og saa have Fortiden gjort ordenligt op. Men det var ikke nemt, lille Svend Trøst stolprede jo om allevegne, Nvarpede sig hen imod ham langs Møblerne med de alvorlige Øjne stift fæstede paa ham – og kravlede det sidste Stykke. Saa snart Ungen blev sluppet løs, satte han straks Kursen mod Pelle; helt ude fra Køkkenet kom han kravlende ind og helmede ikke, før han stod oprejst ved Faderens Ben og stirrede op paa ham. »Se, hvor han allerede hol59|der af dig,« sagde Ellen ømt og slap prøvende den lille løs ude paa Gulvet – »tag ham dog op til dig!« Han adlød mekanisk, nogen personlig Optræden over for dette Barn havde han ikke, – det var jo ikke noget Barn men en VoksensA Anklage, der kom kravlende hen imod ham. Og dèr stod Ellen og saá saa øm ud, som var det hendes egen lille! Pelle begreb ikke, at hun ikke foragtede ham; han skammede sig hver Gang, han tænkte paa sin Kamp for at forsone sig med denne »Gøgeunge«. Det var nok heldigt, han havde vist sig overbærende!

Det pinte ham, at han ikke kunde være lige saa naturlig god mod Barnet som hun. Og naar hun havde badet Svend Trøst Lørdag Aften og bag efter sad med ham paa Skødet og gav ham rent Undertøj paa, kunde det sortne for Pelle af Selvanklage. Tankeløst havde han traadt Arkens lille Marie ned; og hun her, som han havde forstødt da hun trængte allermest til ham, strøg til Gengæld sin velsignende Haand hen over hans Brøde. Og som om hun mærkede hans sorte Tanker, kom hun hen og gav ham den varme nøgne Unge i Favnen. »Er han ikke kær?« sagde hun med et godt Smil. Hendes Hjærte var saa stort, at det næsten forfærdede ham; hun tog sig jo mere af dette Barn end af sine egne.

»Jeg er jo hans Mor!« sagde hun selvfølgeligt. »Skulde han kanske gaa og ingen rigtig Mor ha’e!«

Maries Skæbne laa som en Skygge over hans Sind, han maatte tale med Ellen om det for at prøve at faa det klaret. Men hun saa ikke den skæbnesvangre Sammenhæng, hun tog det som noget, der maatte saadan være. »Du var jo saa jaget og forfulgt«, sagde hun roligt – »og ingen havde du at holde dig til. Saa maatte det jo gaa saadan! Marie har fortalt mig det hele. Der kan da ingen gøre for, at hun ikke var kraftig nok til at føde. Lægen sagde, at det var en Fejl ved hendes Bygning – hun var Nforvoksen indvendig.« – Ak, Ellen havde ikke Rede paa, hvor meget et Menneske maa kunne gøre for – og selv tog hun meget mere paa sig end hun behøvede!

60| Der var alligevel noget formildende ved disse nøgterne Oplysninger, skønt de ingenting sagde om det egenlige. Det er i Længden uoverkommeligt at bære Byrden af det uoprettelige, og Pelle var glad for, at Ellen dvælede saa jævnt og selvfølgeligt ved Maries Skæbne; det drog den inden for det almindelige for ham ogsaa. Marie havde søgt Tilflugt hos hende, da hun ikke kunde skjule sin Tilstand længer; og Ellen tog hende til sig og beholdt hende hos sig, lige til hun kom paa NFødselsstiftelsen. Hun vidste selv godt, at hun skulde dø – det var ligesom hun kunde føle det paa sig – og sad og talte om det, mens hun hjalp Ellen med Naadlingen. Alting lagde hun til Rette saa fornuftigt som en gammel Mor.

»Hvor var hun gammelklog – og barnlig alligevel!« kunde Ellen bevæget udbryde.

Ja, Pelle maatte tænke paa sit Liv i Arken, dengang den lille Marie var Husmoder for ham og sine to Brødre – en bekymret Husmoder paa elleve Aar! Forkrøblet var hun og havde dog alle rige Muligheder i sig; hun mindede om Fattigdommen selv. Smittet af hans unge Styrke var hun skudt i Vejret og havde foldet sig ud til en fager Jomfru, som de unge Levemænd vendte sig efter, naar hun gik over Gaden for at gøre Indkøb. Han havde været bekymret for hende, ene og ubeskyttet som hun var – og saa blev det ham selv, der kom til at plyndre den fattige og værgeløse! Hvorfor bar han ikke sit Kors alene dengang men tog imod et Væsens Kærlighed, der gav sig hen til ham i Taknemlighed over at han havde givet hende Livets Glæde? Hvorfor maatte han i et svært Øjeblik tage sin Gave tilbage? Svend Trøst havde hun i sin naive Hjærtensgodhed kaldt Drengen, for at Pelle skulde være rigtig glad for ham. Men det var en dyr Trøst, der maatte købes med en andens Liv! For Pelle var Barnet nærmest en Anklage.

Der var meget at gøre op og en Del, der ikke lod sig bringe i Orden. Pelle fandt undertiden, at det var byrdefuldt nok at tage Ansvaret for sig selv.

61| I denne Tid kom Morten ham ofte i Tankerne. »Morten har i al Fald sveget mig,« tænkte han – »han kunde ikke taale min Medgang!« Her var da et Punkt, hvor Pelle stod med Retten paa sin Side! Morten fik komme til ham, hvis de skulde have noget med hinanden at gøre mere. Pelle bar ikke Nag, men det var rimeligt og retfærdigt at den, der var ovenpaa først rakte Haanden ud.

Saadan mente han, han havde skaffet sig Ro for i al Fald det Spørgsmaal, men det kom igen. Han havde selv overtaget Ansvaret nu – og vilde begynde med at ofre sin eneste Ven for et Etikettespørgsmaal! Han fik gaa til ham og række ham en forsonende Haand!

Dette syntes da endelig engang stort tænkt!

Men Pelle fik ikke Lov at være tilfreds med sig selv her heller. Han gik og led under den samme pinlige Uro som i Cellen, naar han snød sig fra sit Arbejde og sad og læste i Smug – følte det paa sig, som der bestandig var et Øje i Kighullet, der saa alt, hvad han foretog sig. Han maatte i Lag med Spørgsmaalet en Gang til.

Den uegennyttige Morten misundelig? Ja han var jo ikke faldet ind med NTusj ved Pelles Sejre, men havde foretrukket at være hans onde Samvittighed! Der kom vel endelig Bunden frem? Han havde berust sig i Støjen og skulde finde noget at øredøve Mortens stille advarende Stemme med, og saa laa Beskyldningen lige for – Misundelse! Det blev nok ham selv, der havde sveget.

En Dag søgte han ham op. Mortens Bopæl var ikke vanskelig at faa opspurgt, han havde faaet et godt Navn som Forfatter og nævntes ofte i Bladene i Forbindelse med Underklassen. Han boede ude paa NSønder Boulevard, oppe under Taget som altid, med Udsigt ud over NKalvebod Strand og Amager.

»Nej, er du der!« sagde han og tog Pelles Hænder. Han stod længe og stirrede ind i det strænge furede Ansigt, helt til han fik Taarer i Øjnene. »Pelle, hvor har du dog forandret dig!« hviskede 62| han endelig, halv forfærdet, og førte ham ind i Stuen.

»Jeg har vel det,« svarede Pelle mørkt – »jeg har i al Fald haft Grund til det. – Og du, hvordan har du haft det? Er du gift?«

»Nej, jeg er ensom som altid. Den, jeg vil have, bryder sig fremdeles ikke om mig, og de andre kan jeg ikke med. Jeg troede, du ogsaa havde slaaet Haanden af mig, men saa kom du dog.«

»Jeg havde for megen Medgang, og saa bliver man selvgod.«

»Naa ja, det. Men i Fængslet – hvorfor sendte du mine Breve tilbage. Det var næsten for haardt.«

Pelle saa overrasket op. »Det faldt vist ikke Tugthusfangen ind, at han kunde saare nogen – saa der gør du mig alligevel Uret,« sagde han. »Det var jo mig selv, jeg vilde straffe!«

»Du har været syg da, Pelle!«

»Ja syg! du skulde vide, hvordan man bliver, naar de saadan kvæler éns Menneskeret og spærrer én inde mellem fire nøgne Vægge. En Tid var jeg saadan, at jeg blindt væk hadede Alverden; min Hjærne ravede for at finde en rigtig ond Hævn, og da jeg ikke kunde faa Ram paa andre, hjalp jeg til med at fuldbyrde Straffen paa mig selv. Der var dog altid en Tilfredsstillelse i, at jo mere jeg led, des større Djævle var de andre. Og jeg fik virkelig Ram paa dem – de hadede mig en Overgang af et oprigtigt Hjærte.«

»Der var ingen derinde, som gav dig et beroligende Ord – Præsten, Lærerne?«

Pelle smilede bittert: »Jo NRottingen! Slutteren kunde ikke faa mig ind under Disciplinen – jeg var en saakaldt vanskelig Fange. Det var ikke, fordi jeg ikke vilde, men jeg manglede fuldstændig Ligevægten; man kunde lige saa godt forlange af én, at han skal gaa støt, naar det hele hvirvler rundt for ham. De indsaa vel, at jeg ikke kunde klare det selv, for en Dag bandt de mig til en Pæl, trak Skjorten op over Hovedet paa mig og gav mig Rotting. Det er 63| underligt at sige det, men det hjalp; Fremgangsmaaden var saa brutal, at alt i mig forstummede. Naar det kunde ske, var der intet at protestere mod mere. Jeg fik et vaadt Lagen om mig og blev hevet op paa min Briks – saa var det i Orden. I otte Dage maatte jeg ligge paa Brystet og kunde ikke røre mig for Smærter, den mindste Bevægelse fik mig til at knurre som et Dyr. Slagene var gaaet tværs igennem mig og kunde tælles paa mit Bryst, og dèr laa jeg som en blytung Byldt, slaaet til Jorden i maabende Undren. Saadan gør de ved Mennesker, stønnede det inden i mig – saadan gør de ved Mennesker! Jeg begreb ingenting mere.«

Pelle var blevet blygraa i Ansigtet, alt Blod var veget fra det, saa Knoglerne traadte dødsskarpt frem. Han sad og svalgte for at blive Herre over sin Stemme.

»Mon du forstaar, hvad det vil sige at faa Rotting?« sagde han hæst. »Ild er ingenting, jeg vilde heller brændes levende end have det en Gang til. NProfossen slaar ikke – han er ikke Spor af vred; der er ingen, der er vrede paa én, de er saa værdigt bedrøvede paa éns Vegne allesammen. Han lægger Slagene omhyggeligt ned over éns Ryg, som om han vejede Mad ud, det er næsten som om han kælede for én. Men Lungerne sprøjter for Slaget, og Hjærtet krymper sig vanvittigt sammen, det er som om et Tusind Tænger flaaede alle Fibre og Nerver fra hinanden paa én Gang. Hele mit Indre pressede sig sammen i Rædsel og vilde flygte ud gennem Struben paa mig, hvergang et Slag kom listende. Endnu brænder mine Lunger, naar jeg tænker paa det, og mit Hjærte kan pludselig krympe sig voldsomt sammen og true med at sprøjte Blodet ud af min Hals. – Ved du, hvad der er det djævelske ved Legemsstraffen? Det er ikke nogen legemlig Smærte, man vil tilføje Mennesket, det er hans Indre man prygler – hans Sjæl. Mens jeg laa dér og rugede over mit lemlæstede Indre, overladt til at slikke mine Saar som et ensomt Dyr, forstod jeg, at jeg 64| var kommet ud for Samfundets onde Samvittighed – dets Had til dem, der lider.«

»Husker du, hvad der gav Anledning til Straffen?« spurgte Morten og tørrede Sveden af Panden.

»Det var et eller andet ligegyldigt – jeg skreg vist. Ensomheden og den forfærdelige Stilhed gik mig paa, saa har jeg vel skreget for at faa lidt Liv ind i den rædselsfulde Tomhed. Alt det staar mig ikke klart, men jeg tror nok, det var Forbrydelsen!«

»Du havde alligevel haft Brug for et godt Ord fra en Ven.« Morten tænkte stadig paa sine forsmaaede Breve.

»Ja, men Celleluften er nu engang ikke god for et venskabeligt Forhold til Yderverdenen. Man bliver ond paa alle der er fri – ogsaa dem der mener én det bedst – og skærer selv den Smule Gren af, man sidder paa. Jeg var maaske aldrig kommet i Forhold til Livet igen, dersom det ikke var for Musene i min Celle. Jeg plejede at smuldre Brød ned til dem under Risten, og da jeg laa der halvdød og rugede, kom de op og løb pibende over min Haand. Det var dog et Kærtegn – om end ikke fra Medmennesker.«

Morten beboede en lille Toværelses Lejlighed under Taget. Mens de sad og talte, hørtes der nu og da Lyd inde fra det andet Værelse; saa trak det nervøst i hans Ansigt, og han stirrede ærgerlig hen efter den lukkede Dør. Han blev efterhaanden kendelig urolig og havde hele Tiden et Øre derinde. Pelle undrede sig over det men vilde ikke spørge.

Pludselig lød det, som en Stol blev væltet. Morten rejste sig hastigt og gik derind, han lukkede omhyggeligt efter sig. Pelle hørte hviskende Stemmer, Mortens som formanede, og en spinkel opsætsig Kvindestemme. »Han gemmer et Pigebarn derinde,« tænkte Pelle – »jeg maa vist hellere stikke af.«

Han rejste sig for at gaa og kastede et Blik ud af det store Kvistvindu. Hvor var det hele forandret, siden han først kom til Hovedstaden og saa ud over den fra Mortens gamle Hybel. Dengang havde han 65| drømt om at erobre den – og havde jo ogsaa udført det, og nu kunde han begynde forfra! En helt ny By laa udbredt under ham; hvor han i sin Tid løb paa Tudeper mellem Kajer og Kulbunker, rejste sig nu en Række palæagtige Bygninger om en smuk Boulevard. Og alt udenfor var nyt; et stort Arbejderkvarter var skudt op, hvor der dengang var Tømmerpladser eller Vand. Under ham arbejdede Lokomotiverne og slæbte Rækker af Tipvogne med Fyld hen over Terrænet for den ny Godsbanegaard, og paa den modsatte Side af Havnen voksede et Nnyt Herskabs- og Forretningskvarter frem paa Islandsbrygge. Og bag det hele bredte Vandet og det grønne Amagerland sig. Morten forstod at vælge sig en høj Gren ligesom Nattergalene.

Bøger havde han faaet samlet sig en Del af igen, og paa hans Skrivebord stod Fotografier af bekendte Mænd med deres egen Paaskrift. Alt i alt lod han til at være kommet godt efter det i den boglige Verden. Pelle fandt hans egne Arbejder frem og bladede optaget i dem, han syntes, han livagtig kunde høre Mortens indtrængende Stemme bag Ordene. Nu vilde han til at læse ham!

Morten kom ind. »Du vil da ikke gaa?« spurgte han og strøg sig over Panden – »Nej, bi nu lidt og lad os faa en hyggelig Sludder. Jeg har savnet dig, kan du tro.« Han saá træt ud.

»Jeg glæder mig vældig til at læse dine Bøger,« sagde Pelle henrykt. »Sikken en Masse du har faaet skrevet – du har ikke drevet den af.«

»Ensomheden har kanske lært dig ogsaa at holde af Bøgerne?« sagde Morten og saa paa ham. »Saa har du hvervet dig gode Forbundsfæller derinde, Pelle! – Alt det dér er der nu ikke meget ved – det er kun Forarbejderne. Det er Nen ny Verden, vor, maa du huske paa.«

»Jeg synes ikke, NArbejderen bryder sig synderlig om dig.«

»Nej, ikke synderlig,« svarede Morten sagte.

»Du skriver kun i de borgerlige Blade, siges der.«

66| »Ellers sultede jeg nok ihjæl – de under mig i al Fald Føden! Vor egen Presse har fremdeles ingen Brug for NBlænkere, men kun for Folk, der marsjerer efter Parolen!«

»Og du har svært ved at underordne dig,« sagde Pelle smilende.

»Jeg har mit Ansvar opad,« svarede Morten stolt. »Hvis jeg er den Blindes Øjne ind i Fremtiden, kan jeg ikke lade mig lede af ham. En Gang imellem hugger Arbejderen et af mine Bidrag fra den borgerlige Presse – det er al den Forbindelse, jeg har med mine egne. Min Føde maa jeg hente paa den anden Side Skellet og lægge mine Æg dèr – det er egenlig haarde Vilkaar; du kan tro, det tidt har naget mig, at jeg ikke kan faa mine egne i Tale uden ad Omveje. Naa, men jeg har Tid at vente, udenom Kraftens Søn fører der alligevel ingen Vej. Foreløbig gør jeg saa et Arbejde i Overklassen; jeg sætter Elendigheden ind paa Livet af de lykkeligt stillede og forstyrrer deres rolige Nyden. Omvæltningen maa forberedes fra oven ogsaa.«

»Kan de nok taale dine Skildringer?« spurgte Pelle forundret.

»Ja, Overklassen er lige saa tolerant, som Almuen var før den rejste sig – det er et Udslag af Kultur. Undertiden er den næsten for tolerant – man kan ikke rigtig komme til at staa inde for Ordene. Naar der er noget, den ikke synes om, har den altid den Udvej at se Nartistisk paa det.«

»Hvordan mener du?«

»Som en Præstation du, som om man optraadte for at underholde den. Det er sku storartet gjort – hedder det, naar man har lagt et Stykke af den bundløse Elendighed blot – Ndet er helt russisk. Naturligvis har det ikke noget med Virkeligheden at gøre – i al Fald ikke den hjemlige. Men en og anden slaar man altid Hul paa, og lidt efter lidt tror jeg alligevel Maden bliver besk i Munden paa dem. En Dag faar jeg kanske ogsaa Held til at skrive saadan om de Smaa, at ingen kommer udenom dem. 67| Men du selv – hvordan staar du til Sagerne? Er du skuffet?«

»Derinde lod jeg i min haarde Nød Lykketiden fuldbyrdes paa jer andre – og for saa vidt! Alligevel er der jo sket stor Forandring.«

»Og du er glad ved den?«

»Alting er blevet dyrere,« sagde Pelle langsomt – »og Arbejdsløsheden synes paa Vej over til at blive permanent.«

Morten nikkede: »Det er Kapitalens Svar; den ganger enhver Lønstigning med to og lægger det tilbage paa Arbejderne igen. Fattigmand taaler ikke ret mange af den Slags Sejre.«

»Det værste er næsten den spidsborgerlige Udvikling. Jeg synes vor gode Almue er i Færd med at spalte sig i to Dele: Elitefagene der rykker op i Borgerskabet, og Proletariatet som sidder forraadt tilbage. Det hele har vist været lagt for smaat an til at kunne bære langt frem.«

»Du har været ude og set større Forhold, Pelle,« sagde Morten betydende. »Nu maa du lære fra dig.«

»Jeg har ikke Rede paa mig selv,« svarede Pelle undvigende – »og jeg er straffet! Men du selv.«

»Jeg duer ikke til Samlingsmærke – du har jo selv set det, de bryder sig ikke om mig. Jeg er skudt for langt frem foran det store NTros og har ingen rigtig Forbindelse – jeg er i Grunden forfærdelig ensom du! Men kanske er jeg udset til at naa Højderne før I andre, og saa skal jeg prøve at tænde Blus deroppe for jer.« Morten sad og tav lidt, pludselig løftede han Hovedet –:

»Men du skal, Pelle! Du er ikke den rette, siger du – der er simpelthen ikke andre end dig. Har du glemt, at du var Bevægelsens lyse Brand, dens naive Tro? De troede jo blindt og barnligt paa dig alle som èn, og ævnede ingenting da du faldt fra. Det er jo ikke dig men de andre – hele Bevægelsen – der har været i Fængsel! Og hvor det glæder mig, at du er kommet igen, fuld af Kræfter derude fra. Du er større end sidst, Pelle; og da skete 68| der alligevel noget. Nu maa selve det store kunne lykkes for dig.«

Pelle sad og lyttede ud i den faldende Skumring, forundret og glad genert. Det var Morten, der gav ham Udnævnelsen, den strænge ubestikkelige Morten, der altid før havde været efter ham som ond Samvittighed.

»Nej, nu vil jeg være varsom,« sagde han – »og det er din egen Skyld, Morten. Det er dig, der har gaaet og prikket til min Sjæl, og nu er den vaagen; jeg gaar ikke blindt paa mere. Jeg har paa Følelsen, at det, vi to er med i, er det største, Verden endnu har set. Det griber længere ind i Fremtiden, end jeg kan se, og derfor arbejder jeg med mig selv. Jeg studerer Bøgerne du – det kom jeg i Lag med derinde i Fængslet – jeg maa prøve paa at faa et Overblik over Verden. Der er ogsaa foregaaet noget besynderligt med mig – nu begriber jeg, hvad du mente med, at Mennesket er helligt! Jeg er ikke længer tilfreds med at være en lille Del af det hele, men synes jeg maa se at blive en hel Verden selv. Det høres taabeligt, men jeg føler det, som om jeg selv befinder mig paa den ene Vægtskaal og hele den øvrige Verden paa den anden. Og før jeg kan vippe den op, tør jeg ikke tænke paa at stille mig i Spidsen for de mange.«

Det var blevet Aften, uden at de mærkede det. Det elektriske Lys nede fra Banegaardsterrænet kastede sit Skær mod Kvistværelsets Loft og derfra ned paa de to Mænd, som sad forover ludende i Halvmørket og talte stille. Ingen af dem mærkede, at Døren til det andet Værelse gik op; en lang skeletagtig Tøs stod paa Tærskelen og stirrede paa dem med store sorte Pupiller. Hun var i bar Særk, der var faldet ned fra den ene pilmagre Skulder, og bare Ben; Særken stumpede oven for Knæet og viste et Par sørgelig tynde Benpiber frem. Hendes Aande gik pibende ud i Rummet.

Pelle løftede Hovedet for at sige noget, men tav ved Synet af den hvide radmagre Skikkelse, der stod 69| og betragtede ham med store sugende Øjne som syntes at hvirvle Mørket ind i sig. Mødet med Morten havde sat ham i en egen forventningsfuld Stemning, han havde endnu Kaldelsen lys i Øret og stirrede forfærdet paa det spøgelseagtige Væsen. De fine af Nøden vansirede Linjer, Øjnenes Udtryk af rædselsfuld Barneviden om Mørket, hele dette Dobbeltbillede af dødsmærket Gustenhed og uindfriet Skønhed – var det ikke Armodens Spøgelse, alt det forurettede og undertrykte, der forpint gik igen for at mane ham? Havde hans Hjærne faaet Tilbagefald? – var Cellens rædselsfulde Mørkningssyner ved at komme igen? »Morten!« hviskede han og rørte ved hans Arm.

Morten sprang op. »Men Johanne dog, skammer du dig ikke!« raabte han bebrejdende. Han vilde skubbe Pigen tilbage i det andet Værelse og lukke Døren. Men hun trængte sig forbi ham frem i Stuen.

»Jeg vil ha’e Lov og se ham,« sagde hun ophidset – »hvis De ikke la’r mig, saa render jeg min Vej! – Han har gemt mit Tøj,« hun stirrede paa Pelle med sine indfaldne Øjne – »men jeg kan godt stikke af i bar Særk. Hvad bryder jeg mig om det.« Hendes Stemme var hæs og grov af Baggaardenes klamme Luft.

»Gaa nu i Seng, Johanne,« sagde Morten mildere – »husk paa hvad Doktoren har sagt. Du kommer til at fryse, og saa er det hele spildt.«

»Hvad rager det mig!« svarede hun og slog en raa Latter op. »Du kan jo lade være at spilde noget paa mig – jeg har ingen Børn med dig.« Hun rystede af Kulde men blev haardnakket staaende; Mortens Forestillinger besvarede hun med en Strøm af Skældsord. Tilsidst opgav han det og sank træt ned paa en Stol. De to Mænd sad og saa paa hende i Tavshed.

Barnet led synligt ved ikke at møde Modstand mere og forvirredes under deres stumme Blik. Hun kastede med Hovedet og saa udfordrende fra den ene til den anden; hendes Øjne brændte unaturligt. Plud70|selig smed hun sig ned paa Gulvet og gav sig til at hvine.

»Det dèr gaar ikke, du,« sagde Pelle alvorlig.

»Jeg kan ikke tumle hende,« svarede Morten haabløst. »Men du har jo Kræfterne.«

Pelle bøjede sig ned og tog hende i sine Arme, hun sparkede og bed. »Hun har faaet Krampe,« sagde han til Morten. »Vi maa tage hende ud under NPosten.« Saa blev hun med ét stille og lod sig bære i Seng. Feberen rasede i hende, han mærkede, hvorledes Livet sled i hendes syge NSkrot, naar hun trak Vejret; det lød som en Ngesten Pumpe.

Da Morten med nogle venlige Ord dækkede hende til, brast hun i krampagtig Graad; hun vendte sig ind mod Væggen og laa og bed i Dynen for at skjule det. Efterhaanden blev hun roligere og faldt endelig i Søvn. De to Mænd listede ind i Stuen og trak Døren til efter sig.

Morten saa dødstræt ud, han var nok fremdeles ikke stærk. »Jeg er kommet op i noget, jeg ikke kan klare,« sagde han mismodig.

»Hvad er det for et stakkels Barn?« spurgte Pelle sagte.

»Jeg ved det ikke, du. Hun kom til mig nu i Foraaret, næsten døddrukken og forfærdelig tilredt; Dagen efter fortrød hun det og løb sin Vej, men jeg fik dog fat paa hende igen. Hun er et af de stakkels Væsner, der ikke har andet Hjem end de store Tømmerpladser; der har hun fristet Tilværelsen og bjærget sig ved at gaa fra Haand til Haand mellem de store Drenge. Hun er ikke til at faa noget ud af, men jeg har ad anden Vej faaet at vide, at hun har holdt til i Bræddestabler og Kældere mindst et Par Aar. Drengene lokkede Levemænd herud og solgte hende; de fleste af Pengene tog de selv og gav hende Spiritus for at opmuntre hende. Saa vidt jeg kan forstaa, er der hele organiserede Bander, som forsyner Byens perverse Levemænd med Drenge og Piger – man bliver svimmel ved at tænke paa det! Barnet er sagtens forældreløst, men vil som 71| sagt ingen Oplysninger give! Et Par Gange har jeg hørt hende snakke i Søvne om Bedstemor; men naar jeg hentyder til det, bliver hun ond og stum.«

»Drikker hun?« spurgte Pelle. Morten nikkede.

»Jeg har haft nogle slemme Tørn med hende i den Anledning, hun er utrolig opfindsom, naar det gælder om at faa fat i Drikkevarer. I Begyndelsen kunde hun slet ikke taale varm Mad, saa ødelagt var hun. Hun er i det hele taget forfærdelig afrakket paa Sjæl og Legeme og volder mig mange Bryderier.«

»Hvorfor faar du hende ikke anbragt?«

»Vor offenlige Børneforsorg er ikke egnet til at elske Liv i en nedtraadt Plante, og Johanne kan ikke tages med Bunkebehandling og Straf. Hun er til Tider ganske abnormt trodsig og umedgørlig og kan gøre mig helt ude af det; og naar jeg saa ikke ser det, ligger hun og græder over sig selv. Der er meget af et godt Barn inden i hende trods alt, men hun kan ikke faa det frem. Jeg har prøvet at anbringe hende i en privat Familie, hvor jeg vidste hun fik det godt; men det varede kun nogle faa Dage, saa kom de og meddelte at hun var rendt. Et Par Uger strejfede hun om, saa tyede hun alligevel tilbage til mig; en Aften sent jeg kom hjem, sad hun vaad og rystende her uden for min Dør i den mørke Krog. Jeg var helt rørt over det. Men hun blev rasende fordi jeg saa hende, og bed og sparkede ligesom nu før – jeg maatte bære hende ind med Magt. De onde Forhold har slaaet hende helt ud af Ligevægt – jeg kan i al Fald ikke blive klog paa hende. Ja saadan staar Sagerne altsaa! Jeg ligger herinde paa Sofaen, men du forstaar – en Ungkarlelejlighed er ikke rigtig indrettet paa det. Der løber jo ogsaa Sladder paa Trapperne.«

»Bryder du dig om det?« spurgte Pelle forundret.

»Nej men Barnet du – hun er sørgelig vaagen over for den Slags! Og hun begriber heller ikke selv Forholdet, hun er kun 10‑12 Aar og allerede vant til at betale enhver Venlighed med sit syge 72| Barnelegeme. Fatter du, hvor rædselsfuldt det er at se ind i hendes forundrede Øjne? Lægen siger hun har taget Skade indvendig – og rimeligvis ogsaa bærer paa en Tuberkulose; han mener aldrig hun vil kunne rette sig. Og hendes Sjæl – hvilken Afgrund for et Barn at bære paa. Alene én saadan Barneskæbne er for meget; og hvor mange er der saa ikke i det Helvede vi lever i!«

De sad tavse en Stund. »Og nu maa du undskylde at jeg beder dig gaa,« sagde Morten endelig og rejste sig, »men jeg maa til at arbejde, der er noget jeg maa have færdigt endnu i Aften. Du bliver ikke vred, vel? Se op saa snart du kan – og tak fordi du kom!« han trykkede Pelles Haand.

»Gør mig den Tjeneste at have Øjnene med dig,« sagde han, idet han lukkede ham ud – »maaske kunde du hjælpe mig at finde Rede i Staklens Historie. Du kender jo Masser af Smaafolk og maa paa en eller anden Maade have grebet ind i hendes Liv – jeg kan mærke det paa hende. Lagde du ikke Mærke til, hvor optaget hun var af at faa dig at se? Prøv at finde ud af det, du!«A

Pelle lovede det. Men det var lettere sagt end gjort. Naar han lod Tankerne søge rundt i den udstrakte Fattigverden, han var kommet tæt ind paa Livet af under den store Lockout, var der Hundreder af Børn Johannes Skæbne kunde være overgaaet.