99| VII

Paa Biblioteket undrede de sig over den alvorlige tavse Arbejder, der tog paa Bøgerne som om det var Mursten. De syntes godt om ham, og hjalp ham til at finde hvad han havde Brug for.

Blandt Personalet var der en gammel Bibliotekar, som gærne kom og spurgte, om der var noget han kunde hjælpe Pelle med. Det var en lille vindtør Herre med Guldbriller og tyndt hvidt Haar og Skæg, der gav hans blege Ansigt et smilende Udseende. Han havde færdedes mellem Bogstablerne en Menneskealder; Bogstøvet havde slaaet sig for Brystet af ham, hvert Minut gjaldede hans tørre Hoste gennem Lokalet.

Bibliotekar Brun var Pebersvend, og det hed sig han var meget rig. Fin og pillen med sit Ydre var han just ikke, men der var noget uberørt over hans Person, som havde han aldrig været udsat for Livets Skrub. I sine Skrifter var han en stejl fanatisk Jegdyrker, og satte Samvittighedens Lov op som det eneste Mennesker burde bøje sig for. Personlig var han indesluttet og folkesky, men noget drog ham til Pelle, som han vidste havde været Sjælen i Massernes Rejsning engang. Han fulgte undrende og nysgærrigt den nye Arbejders Udvikling; nu og da kom han med en af sine Afhandlinger og bad Pelle læse den. Det handlede gærne om Personlighedens Væsen, tog Udgangspunkt i Jeget hos en eller anden Filosof eller i den og den Religion og søgte at naa op i Dagens Spørgsmaal. Hviskende underholdt de sig om Indholdet; den gamle, svært tilgængelige Filosof, der kun læstes af meget faa, nærede en ulykkelig Kærlighed til det store Publikum og lyttede spændt efter, hvad en Arbejder vel kunde faa ud af hans Tanker. Saa stilfærdigt og næsten frygtsomt hans Væsen var, var han hvas i sine Anskuelser og veg ikke tilbage for Tanken om at anvende voldsomme Midler. Men han forholdt sig skeptisk til Underklassens Rejsning. »Den forstaar jo ikke at 100| læse,« sagde han – »Almuen rører aldrig en virkelig Bog.« Han havde færdedes saa længe mellem Bøgerne, at han mente Livets Sandhed gemtes dèr.

Efterhaanden lærte de hinanden godt at kende. Brun var den sidste Efterkommer af en gammel udlevet Slægt, der havde været rig gennem adskillige Generationer. Han ringeagtede Penge og regnede dem ikke med til Livets Værdier; da han aldrig havde kendt Savn, stillede han faa Fordringer og undværede gærne for at hjælpe andre. Man sagde, at han levede meget spartansk og brugte hele sin Renteindtægt til de Fattige. Paa mange Punkter stemte han overens med Underklassen, ikke alene teoretisk men rent organisk; og Pelle saa til sin Forundring, at Opløsningen af det bestaaende kunde finde Sted fra oven i Samfundet ogsaa. Kanske forberedte Fremtiden sig fra begge Yderpunkter!

En Dag førte Brun varsomt Samtalen hen paa Pelles private Affærer; det lod til han vidste Besked. »Er der ikke et eller andet, De vil i Gang med?« spurgte han. »Det vilde glæde mig meget, om jeg maatte hjælpe Dem.«

Pelle var endnu ikke klar over, hvordan Fremtiden skulde gribes an. »Foreløbig ligger det hele i Kaos for mig,« sagde han.

»Men De skal dog leve! Gør mig den Tjeneste at tage imod et Laan i al Fald, mens De finder Dem til Rette.«

»Der hører Penge til at gøre sig dygtig og fri,« vedblev han da Pelle vægrede sig – »det er sjofelt, men saadan er det nu engang. De tager jo alligevel ikke hvad De behøver, altsaa maa De enten have fat i Pengene paa den Maade de byder sig til, eller undvære.«

»Saa undværer jeg,« sagde Pelle.

»Det synes jeg De og Deres alle Dage har gjort – og har I nogensinde opnaaet at sanke gloende Kul paa Samfundets Hoved ved det. I overvurderer Pengene, Almuen har for stor Ærbødighed for andres Ejendom. Ja det er Gud hjælpe mig ogsaa 101| sandt! den gode gamle Fattigmand nænnede jo næsten ikke at putte noget i sin egen usselige Mund – enhver god Bid skulde Konen have. Derfor begrædes han ogsaa som tabt fra vor Side – han var saa nem at samle sig Rigdomme paa. Hans Afkom slæber endnu om med ikke saa lidt af det.«

»Penge gør afhængige,« indvendte Pelle.

»Ikke altid,« svarede Brun leende. »I min Verden laaner man og tager paa Kredit uden at blinke – jo større Gæld des bedre; man behandler aldrig nogen Mand daarligere, end naar man skylder ham Penge. Paa det Punkt er vi ganske anderledes frigjorte end I, det er overhovedet dèr Skellet mellem Overklassen og Almuen gaar. Denne Angst for at komme i Gæld til nogen, og Omhu for altid at yde to Tjenester for én – er meget smuk og frugtbar inden for jer egen Verden; men det er den, I bliver rendt ned paa i Forholdet til os. Vi kender den slet ikke – hvordan skulde det ellers gaa Mennesker, der maa lade sig hjælpe lige fra Vuggen til Graven, og udelukkende lever paa at modtage Tjenester?«

Pelle saa forvirret paa ham. »Fattigfolk har ikke andet end deres Æresfølelse, derfor vaager de over den,« sagde han.

»Og De har virkelig aldrig gjort Holdt ved denne Æresfølelse, som virker saa fortræffeligt i vort Favør?« spurgte Brun forundret. »Gaa engang den bestaaende Moral efter, og De vil opdage, at den maa være opfundet af os – til Brug for jer. Ja det undrer Dem at høre mig sige det! men jeg er ogsaa en degenereret Overklasser – en af dem der vanarter og falder uden for Vedtægten. Jeg saa nok Deres Bestyrtelse over, at jeg ikke klappede Dem paa Skulderen før og sagde: Fattig men stolt – bliv saadan ved min unge Mand! De skal dog ikke drage for vidtrækkende Slutninger deraf – jeg hører som sagt ikke til Slagsen. Maa jeg saa ikke have Lov til at give Dem en Haandsrækning?«

Nej nu vilde Pelle slet ikke. Der var skudt noget 102| sønder og sammen i ham, og den Erkendelse gjorde ham stædig.

»De er en rigtig forstokket Almuer,« sagde Brun halv ærgerlig.

Paa Vejen hjem tænkte Pelle videre over dette. Naturligvis havde han altid været klar over, at det hele var som et Herskabskøretøj, hvor han og hans Lige maatte agere Hestene; Lovene og den hele Indretning det var Tømmerne og Selen, som fik dem til at gaa godt for Kalesjen. Det var bare altid blevet benægtet fra den anden Side – han sled jo med Historie og Statistik for engang at levere det uomstødelige Bevis. Men nu kom der én, som selv sad i Ekvipagen, og vidnede at det var rigtigt nok. Og det var ikke en Bog, men et levende Menneske som han stod Ansigt til Ansigt med. Det stivede hans Tro mægtigt af.

Det kunde ogsaa nok gøres Behov, hjemme gik den paa Stumperne. Logiet var gaaet helt i Staa, Ellen solgte rask væk af Udstyret. »Jeg er virkelig ligeglad med Loven!« svarede hun til Pelles Advarsler. »Det kan vel ikke være Meningen, vi skal forære Møbelhandleren alt det vi har afdraget – bare fordi han har en Stump Papir paa os. Naar Møblerne er solgt, skal han nok faa Resten af sit Tilgodehavende.«

Det hele fik han nu ikke, for de skulde først og fremmest leve. Restgælden hang som en Trusel over dem; opdagede han at Møblerne var solgt, kunde det blive en slem Historie. »Husk paa, jeg har været straffet før,« sagde Pelle.

»De kan da ikke straffe dig for, hvad jeg har gjort?« sagde Ellen og stirrede forfærdet paa ham. »Pelle, Pelle, hvad har jeg gjort! hvorfor lød jeg dog ikke dig?« En Stund sank hun helt sammen. »Saa maa vi se at faa det betalt i en Fart,« sagde hun pludselig og rejste sig energisk – »de tyve Kroner maa dog være til at skaffe!« Hun skyndte sig op i Lejligheden og kom straks efter ned med Hat og Kaabe paa.

103| »Hvad vil du nu gøre?« spurgte Pelle bestyrtet.

»Hvad jeg vil gøre? – jeg vil gaa til Dronning Therese. Hun kan skaffe dem!« Hun bøjede sig ned og kyssede ham. »Du skal ikke være bange!« Lidt efter kom hun med Pengene. »Jeg kan vaske dem af,« sagde hun glad.

Saa var dèt til en Side, havde nu Laanet bare været lige saa vidt! Men det kom ikke stort af Stedet, Afdragene aad paa en eller anden besynderlig Maade sig selv. Et Par Gange havde de maattet bede om Udsættelse, og hver Gang forhøjede Aagerkarlen Restsummen med Afdragets Beløb; han kaldte det Strafrente.

Pelle læste sjælden i en Bog, han havde ingen Lyst; tidlig og silde var han ude efter et Nap. Han hentede og bragte Møbler i Byen paa Trækkevogn for Marskandiseren, og tog ellers alt hvad der faldt for.

En Aften kom Ellen med et Avisudklip, som Dronning Therese havde sendt over – en Annonce om en god og vellønnet Stilling for en paalidelig Mand, der var uddannet som Skomager. »Den er fra i Morges,« sagde Ellen spændt – »bare det ikke er for sent. Du maa straks tage derud.« Hun fandt Pelles Søndagstøj frem i en Fart og hjalp ham med at gøre sig pæn. Det var paa en Skotøjsfabrik ude i Borgergade, Pelle tog Sporvognen for at komme hurtigt frem, men gjorde sig ikke synderlig Haab om at faa Pladsen. Fabrikanten var en af hans haardeste Modstandere blandt Arbejdsgiverne fra den Tid han organiserede Faget – en yngre Mester, som havde forstaaet at følge med Udviklingen og gøre Springet over til Fabrikant.

»Naa er det Dem,« sagde Fabrikanten. »Ja ja, gammel Uenighed skal ikke skille os, hvis vi ellers kan blive enige. Jeg har Brug for en Mand til at tage sig lidt af alt – saadan en Slags højre Haand som kan tage Stødet af til daglig, og have Opsyn med det hele naar jeg er ude paa Rejse. Jeg tror, De vil egne Dem udmærket til det, De er jo en 104| Mand med Indflydelse inden for Arbejderne; jeg vil gærne have, det gaar lidt pænt og glat med Folkene – uden alligevel at spytte for meget i Bøssen forstaar De nok. Man kan akkurat lige saa godt ordne sig med det gode – det koster ikke en Smule mere efter min Erfaring. Og nu hører man jo selv til Partiet.«

»Gør De?« Pelle vilde ikke tro sine egne Øjne.

»Ja! – Hvorfor skulde en Arbejdsgiver ikke kunne være Partifælle – vil De sige mig det? Der er sku ikke noget at være bange for, naar først man har kigget ind bag Kulisserne – og det har jo sine Fordele. Om ti Aar er hvert fornuftigt Menneske Socialdemokrat.«

»Ja det kan forresten gærne være,« sagde Pelle og lo.

»Ja ikke sandt! Saa en Aften siger jeg til min Hustru: Hør, man kan snart ikke være bekendt ikke at høre til Partiet; i andre Lande dèr er baade Millionærer og Grever og Baroner allerede Partifæller. Hun smagte lidt paa’et, men nu er hun meget tilfreds; det er jo lutter pæne Mennesker – som hun ogsaa sa’e forleden Aften – Standspersoner er der saagar imellem. Naa det var jo ikke Overbevisning, der drev én fra først af; men nu samstemmer jeg sku, for det er meget fornuftigt det de siger. Og saa er det jo min Salighed det eneste Parti, der gi’r di’her Anarkister rigtig paa Puklen – vil De give mig Ret i det? Efter min Mening burde alle forene sig om at bekæmpe dem – og det bli’r vel ogsaa nok Enden paa det. Jeg har spekuleret en Del over Politik og er kommen til det Resultat, at vi Arbejdsgivere bar os hestedumt ad fra først af; vi skulde ikke ha’e bekæmpet Bevægelsen, det drev den bare ud i Yderlighed. Se nu selv, hvor den er blevet pæn igen, siden man begyndte at tage Hatten af for den! man er det, man bli’r behandlet som – skal jeg sige Dem. De var heller ikke gaaet saa haardt frem, dersom vi andre havde taget lidt venligere paa Dem! – vil De indrømme mig det? I er sku ak105|kurat lige som alle andre, I vil ha’e nogen god Mad og være pæne i Tøjet – gaa og gælde for ordenlige Mennesker! Derfor var det klogt at skære den nederste Ende af; man kan ikke stige, naar man har for meget Skrammel til Ballast. Disse Fyre, der vil pille Brosten op og slaa ned, er ikke Selskab for mig. Man maa ha’e Taalmodighed og vente, til Raden kommer til ens Parti at komme til Fadet – det er nu min Politik. – Naa, men hvad mener De saa?«

»Jeg forstaar mig jo ikke paa Maskinerne,« sagde Pelle.

»Det kan De snart komme ind i! Men det er forresten heller ikke det, det kommer an paa, bare De ellers forstaar at behandle Arbejderne – og det har De jo vist. Jeg lønner Dem med 35 Kroner om Ugen – det er en pæn Ugeløn ved jeg – til Gengæld skal De saa se paa min Fordel naturligvis. Man er jo ikke gaaet ind i Partiet for at bløde – De forstaar vel hvad jeg mener? Saa faar De fri Bolig – i Forhuset naturligvis – for at være en Slags Vicevært for Bagbygningen her; – der er tre Opgange med Etværelses Lejligheder. Jeg gider ikke selv have med det at gøre, der er saa meget Vrøvl med Pakket. De ramponerer og betaler nødig, og naar man saa tager lidt fast paa dem, render de til Bladet og sjikanerer en. Naa, det risikerer jeg naturligvis ikke saa let, men alligevel; jeg holder mest af at Tingene gaar glat – ogsaa af den Grund at jeg aspirerer til at blive Medlem af Hovedledelsen! – De faar altsaa 1800 Kr. om Aaret og en Lejlighed til 400, det bliver 2200 Kroner; en pæn Løn naar jeg selv skal sige det. Men den der smører godt kører godt! Naa, slaar De saa til?«

Pelle vilde gærne have Betænkningstid til den næste Dag.

»Hvad vil De betænke Dem paa? Man skal aldrig betænke sig for meget – vor Tid kræver Handling. Det faglige er som sagt ikke Hovedsagen – det er mest Deres Avtoritet jeg har Brug for. De 106| bliver min Tillidsmand med andre Ord. – Naa, ja ja, saa faar jeg Deres Svar i Morgen.«

Pelle gik langsomt hjemad. Han vidste ikke, hvorfor han havde forlangt Betænkningstid – dette var jo afgjort. Vilde man hygge sit Hjem, fik man ogsaa tage Konsekvenserne af det og ikke knibe ud, første Gang der meldte sig en Udsigt til at gøre det lidt hyggeligt for Kone og Børn. – Nu var han altsaa Pladshund mod sine Fæller.

Han gik ned over Kongens Nytorv og ind gennem Strøget. Her var lyst og festligt inde, Buelamperne hang som en Række spejdende Lysfugle oppe over Asfalten; nu og da slog de med Vingerne for at holde sig svævende. Det var ligesom de fejede Nattens Mørke ned, store Skygger flakkede gennem Gaden og blev borte. Inde i de snævre Sidegader stod Mørket og maabede ud paa Lysglansen, paagaaende Lyde trængte ud derinde fra: Tøselatter, et Barns ensomme Graad, en forkuet Kvindes endeløse Kæften. Men Folk promenerede roligt passiarende over Asfalten to og to – og hørte ingenting; de havde faaet Vinterpelsene frem og gassede sig i den begyndende Kulde.

Inde fra de store Kafeer lød Musik, de var overfyldte; Folk sad tæt sammen i hver sin lille lukkede Kreds og saa oprømte og hyggelige ud. Paa Bordet mellem dem stod Køleren med Champagneflasken, der pegede skraat opad som skulde den skyde selve Himlen ned til dem. Hvor de syntes trygge ved Tilværelsen! anede de mon ikke, at de sad paa en tynd Skorpe – med Armodens Helvede lige under sig? Eller var det kanske derfor de slog sig løs? I Dag dig, i Morgen mig! De havde maaske forsonet sig med det, og tog hvad de kunde faa – uden at lytte altfor skrupuløst til Baggadernes hæse Protest?

Ude paa Raadhuspladsen under en af de elektriske Standere stod der en Mand og solgte Blade. »Fem Øre hvis De har Raad – ellers koster det ikke noget!« sagde han og stak en Avis til Pelle. 107| Han var bleg, havde mørkt Fuldskæg og dybe Skygger under Øjnene; det saa ud, som bar han paa en indvendig Lidelse der langsomt fortærede ham. Pelle stirrede paa ham – det var jo Peter Drejer, hans Lærekammerat derhjemme fra!

»Gaar du her og sælger Aviser?« udbrød han forundret og rakte ham Haanden.

Peter Drejer hilste stille igen. Han havde det samme tunge, indadvendte Udtryk som da Pelle traf ham paa Kvisten i Jægergade, men saa endnu mere fortænkt ud.

»Ja jeg er blevet Avismand,« sagde han – »men kun efter Fyraften. Det er et lille Blad, jeg selv skriver og trykker; du kan maaske have godt af at læse det.«

»Hvad handler det da om?«

»Om dig og mig!«

»Det er nok anarkistisk?« sagde Pelle og betragtede Bladets Titel. »Du var saa egen, sidst jeg traf dig.«

»Nu kan du jo læse det. – Værsgod, fem Øre hvis De har Raad – ellers gratis!« raabte han og stak et Eksemplar til dem der gik forbi. Der stod en Betjent lidt henne og iagttog ham, han nærmede sig i smaa Ryk.

»Du er nok under Opsigt!« sagde Pelle og gjorde ham opmærksom paa Betjenten.

»Det er jeg vant til. Et Par Gange har de beslaglagt mit lille skikkelige Blad.«

»Saa har det vel ikke været saa helt skikkeligt heller?« sagde Pelle smilende.

»Jeg raader ikke Folk til andet end at tænke selv.«

»Det Raad kan ogsaa være farligt nok, dersom det bliver fulgt.«

»Aa ja. Det sjofle er, at Politiet forfølger mig økonomisk. Saa snart jeg har faaet Arbejde hos en Mester, møder der straks en Betjent op og henstiller til ham at afskedige mig. Naa, det er jo det bestaaendes sædvanlige Taktik! man fører Stødet efter 108| Maven – dér har man nemlig selv Hjærtet siddende.«

»Saa kan du have svært nok ved at begaa dig,« sagde Pelle deltagende.

»Aa, det gaar. En Gang imellem sætter man mig fast uden nogen lovlig Begrundelse; og naar der er gaaet nogen Tid, slippes jeg løs igen – det ene lige saa umotiveret som det andet. Man har tabt Hovedet – det taler ikke til Ros for et Maskineri, der dog udelukkende holdes gaaende for at knægte os hernede. Jeg har en Fornemmelse af, at man gærne ryddede mig af Vejen, dersom det lod sig gøre; men Landet er jo ikke stort nok til at lade nogen forsvinde i. Men nu vil jeg ikke lege jaget Dyr mere. Skønt jeg foragter vore Love, der ikke er andet end en Maskering af brutal Magt, passer jeg meget omhyggeligt paa at være paa den rigtige Side. Og hvis man alligevel bruger Vold mod mig igen, finder jeg mig ikke i det.«

»Forholdet er saa ulige,« sagde Pelle og saa alvorligt paa ham.

»Ingen behøver finde sig i mere end han selv vil! Men vi mangler noget herhjemme – den yderste Konsekvens af os selv, Selvrespekten. Derfor sjofler de os efter Forgodtbefindende.«

De fulgtes ad udefter. Paa Fortovet uden for en af de store Kafeer stod et blodfattigt Kvindfolk med en lille Unge paa Armen, hun falbød nogle ynkelige Stilke som skulde forestille Blomster. Peter Drejer gjorde en stum Bevægelse fra hende ind mod Kafeens Publikum, hans Ansigt fortrak sig.

»Jeg har nu ikke noget imod, at Menneskene nyder Tilværelsen,« sagde Pelle. »Tvært imod, det glæder mig at se, at der dog er nogle der er lykkelige. Jeg hader Systemet, men ikke Menneskene, du. Det eneste skulde da være dem, der ikke kan unde os alle noget, og kun nyder rigtig ved Tanken om at andre sidder og mangler.«

»Og tror du der er nogen derinde, som for Alvor under andre noget? Tror du nogen af dem 109| siger: Jeg er saa heldig at tjene 25000 Kr. om Aaret, mere end de fem Tusend har jeg ikke Lov til at bruge, Resten tilkommer de Fattige? Nej nu sidder de og skælder ud paa Fattigmand, mens de solder Overskuddet af hans Tilværelse op; Mændene rakker ned paa Arbejderne og Fruerne paa Tjenestepigerne – nu er der til dem af en overfyldt Mave. Gaa engang ind mellem Bordene og lyt –: De fattige er svinske, upaalidelige, utaknemmelige trods alt hvad man gør for dem – selv Skyld i deres Elendighed. Det krydrer vel Festen for nogle, andre dulmer deres onde Samvittighed med det. Og alt det de nyder, har den fattige dog lavet, selv det mest udsøgte Raffinement har maattet passere hans smudsige Hænder og smager pikant af Sved og Sult. De tager det som en Selvfølge at det er saaledes, det undrer dem ikke engang, at der aldrig sker noget til Tak for god Behandling – et lille besk Velbekomme, en Forgiftning f. Eks. Tænk blot paa, at der daglig er Millioner fattige beskæftiget med at lave Lækkerier til Rigmanden – og aldrig falder det nogen af dem ind at hævne sig. Saa godmodige er de! Kapitalen sover bogstavelig talt med Hovedet i vort Skød – og smæder os i Søvne. Og vi skærer ikke Struben over paa den!«

Ved Viktoriagade stansede de. Betjenten var fulgt efter dem og stansede samtidig ovre paa den anden Side af Gaden. Pelle gjorde opmærksom paa det.

Peter saa ligegyldigt derover. »Han ligner en engelsk Blodhund,« sagde han roligt – »et glubsk Bid og ingen Hjærne! Det der piner mig mest er, at vi selv leverer Hundene som skal jage os. Men nu snart begynder vi at agitere blandt Militæret.« Han bød Godnat, og gik ud mod Enghavevej hvor han boede.

Ellen tog imod Pelle helt oppe i Gaden. »Hvordan gik det?« spurgte hun spændt. »Fik du Pladsen?«

Han satte hende stilfærdigt ind i Sagerne.

Hun havde lagt Armen om hans Liv. »Du store 110| Mandfolk,« sagde hun og saa lykkeligt op paa ham – »naar du vidste, hvor jeg er stolt af dig. Nu er vi jo rige, Pelle – 35 Kroner om Ugen! Er du ikke selv glad?«

»Jo jeg er glad ved, at du og Børnene faar det lidt godt engang.«

»Jamen du selv – jeg synes ikke du er saa henrykt. Det er dog en anset Stilling du faar.«

»Det bliver ikke nogen nem Stilling for mig; men jeg faar se at faa det bedst mulige ud af den,« svarede han.

»Det forstaar jeg ikke. Du skal være paa Fabrikantens Parti, men det følger jo altid med den Slags Stillinger. Han har da ogsaa Ret til at faa sine Sager varetagne.«

Ellen gik og satte Aftensmad frem til ham, som hun havde staaende til Varme i Kakkelovnen. Nu og da saa hun forundret paa ham, der var noget ved ham i Dag, hun ikke begreb. Han var i det hele blevet lidt aparte i sit Syn paa Sagerne derinde i Fængslet – og det kunde man jo ikke undres over. Hun kom hen og strøg ham over Haaret.

»Du skal se, du nok bliver tilfreds for dit eget Vedkommende ogsaa,« sagde hun. »Et Held er det for os at han ikke gider passe Sagerne selv.«

»Han giver sig jo af med Politik,« svarede Pelle adspredt. »Foreløbig pønser han vist paa at komme ind i Borgerrepræsentationen ved Hjælp af Arbejdernes Stemmer.«

»Saa er det saamænd klogt af ham at antage dig,« udbrød Ellen livligt. – »Du er da inde i Sagerne og kan hjælpe ham! Naar vi sparer, kan vi maaske faa saa meget til overs, at vi kan overtage Forretningen af ham engang.«

Hun saa lykkelig ud og gik og kælede for ham, saa gennem ét, saa gennem andet. Glæden gjorde hende endnu skønnere, og naar han saa hende saadan, var det ham umuligt at fortryde nogenting. Hun havde ofret ham alt, og der førte ingen Veje uden om hende. Han maatte se hende give sig hen i fuld 111| Lykke engang! saa fik det koste hvad det vilde – hende skyldte han alligevel alt. Hvor var hun skøn i sin Uberørthed! Endnu havde hun en Tilbøjelighed til at klæde sig i sort; og med det mørke Haar om det blege Ansigt lignede hun en af disse Søstre, der har gaaet meget igennem og gør alt af Barmhjærtighed.

Det slog ham, at han aldrig havde hørt hende le rigtig ud – hun smilede kun. Det stærkeste havde han ikke udløst i hende endnu; han havde ikke ævnet at gøre hende lykkelig. Derfor havde hun delt Bord og Seng med ham og alligevel beholdt det skønneste for sig selv – som en trodsig Jomfru. Men nu farvedes hendes Kinder af lykkelig Forventning, og hendes Øjne hvilede paa ham i Spænding; han var ikke den graa Hverdag for hende længer, han var Æventyret, som kunde overrumple, naar det kneb allermest. Og den Forandring købte han ikke let for dyrt. Kvinder var heller ikke skabte til Modgang og Ensomhed, de var Blomster, som først aabnede sig helt, naar Lykken kyssede dem. Ellen fik have Lov at skubbe Ansvaret over paa ham.

Næste Dag klædte han sig pænt paa for at gaa ud og slutte endelig Aftale med Fabrikanten. Ellen hjalp ham med at knappe Kravetøjet i Nakken og børstede ham af; imens snakkede hun om Fremtiden, det lød som sorgløs Fuglekvidder. »Hvad skal vi nu? vi maa jo se og blive af med Lejligheden og flytte ud i den Ende af Byen,« sagde hun – »ellers faar du for langt at gaa.«

»Jeg har glemt at fortælle dig, at vi skal bo derude. Han har tre Opgange med Etværelses Lejligheder – dem skal vi være Vicevært for. Han kan ikke selv tumle Beboerne.« Pelle havde ikke glemt det, men kunde ikke faa sig selv til at fortælle at han skulde være Pladshund.

Ellen saa forstenet paa ham. »Hører det med til Stillingen?« spurgte hun og tog efter Vejret.

Pelle nikkede.

112| Pludselig sprang hun ind paa ham. »Du gør det ikke!« skreg hun og greb ham i Armene – »hører du Pelle? du gør det ikke!« Hun var helt ude af sig selv og stirrede tryglende paa ham. »Jeg forstaar dig slet ikke!«

Han saa forvirret paa hende og mumlede noget til sit Forsvar.

»Ser du da ikke, at han bare vil bruge dig?« vedblev hun hæftigt. »Det er en Judaspost, han har tilbudt dig – men vi vil ikke tjene vort Brød ved at smide Fattige paa Gaden. Jeg har selv prøvet at se Stumperne ligge i Rendestenen og flyde. Aa, hvis du nu var gaaet derind!« Hun stirrede gruende hen for sig.

»Jeg begriber heller ikke, hvor du har haft din Forstand henne – du som ellers er saa fornuftig,« sagde hun da hun igen var blevet rolig, og saa halv bebrejdende paa ham. Men saa med ét forstod hun det hele og sank sammen.

»Aa Pelle, Pelle!« udbrød hun og gemte sit Ansigt.