VIII

Pelle læste ikke mere og gik heller ikke paa Biblioteket, han havde nok at gøre med at holde den gaaende. Nu kunde der ikke være Tale om at søge noget; Vinteren stod for Døren, de Arbejdsløses Hær voksede med hver Dag. Han holdt sig hjemme, arbejdede naar der var noget, passede ellers Børnene for Ellen mens hun vaskede. Lasse Fredrik talte han med som med en Kammerat, men det var morsomt at give sig af med de smaa ogsaa. De var taknemmelige for det, og han opdagede at han havde meget til Gode her. Svend Trøst holdt han meget af nu, det pinte ham kun at Drengen endnu ikke kunde tale. Hans Stumhed var som en tavs Anklage bestandig.

113| »Hvorfor henter du dig ikke Bøger hjem?« kunde Ellen sige, naar hun kom op fra Vaskekælderen for at se til dem, med bare Arme og fine Draaber i Haaret af Dampene dernede. »Du har jo god Tid nu!«

Nej, hvad skulde han med Bøgerne? De udvidede maaske nok hans Horisont lidt, men det der laa bag den, blev igen saa mange Gange større – han selv blev bare mindre af at læse. Noget beroligende Overblik var det i al Fald ikke muligt at faa; Verden gik sin egen skæve Gang paa tværs af al Visdom. Det var en sur Lykke at tage Viden ind om Ting, man ikke kunde raade Bod paa; Fattigfolk maatte helst være afstumpede.

Han og Morten havde lige fulgt gamle Madam Johnsen til Graven – hun naaede ikke at faa Jylland at se! Af et helt stræbsomt Liv var der ikke blevet ti Kroners Overskud til en Billet hjem; og Togene løb Døgn efter Døgn med Hundreder af tomme Pladser. Med isnende Punktlighed hvirvledes de af Sted paa Klokkeslet fra Station til Station, Gud ved hvor mange Tusend tomme Sæder Togene var rendt til Jylland med, i de Aar den gamle sad og græmmede sig af Hjemlængsel? Og var hun stavret til Banegaarden og steget i Toget, saa vilde punktlige Hænder uden Skaansel have sat hende af ved første Station. Hvad kom Jylland hende ved? Hun længtes jo nok – men hun havde ingen Penge!

Var det Ondskab eller hjærteløs Ligegyldighed? Mer djævelsk en Sport kunde i al Fald vanskelig tænkes end denne Kørsel med tomme Pladser. Det var dem, der gjorde Farten saa rædselsfuldt levende – som var selve Djævlen spændt for og pustende af Kaadhed slæbte dem af Sted gennem Landet – derhen hvor Folk længtes! Det maatte være forfærdeligt at være Konduktør og raabe Stationernes Navne ind til disse Pladser for de skæbnesvangert efterladte!

Og her gik Søster paa Gulvet, bleg og tynd i det! Der var ingen rigtig Kraft i hendes lyse Haar, 114| og naar hun blev ivrig, peb det i hendes Luftrør med denne pinagtige Lyd, der var saa godt som uadskillelig fra Fattigkvarterets Børn. Det var Baggaardenes fordærvede Luft, der bestandig snakkede med nu – forstemmende som næsten alt hvad hans Erkendelse lagde ind under sig. Hun manglede kun Sol – og hele Sommeren havde den ødslet i ovenud Rundhaandethed; den gik bare hen over Hovedet paa Fattigfolk – ligesom alt andet. Det havde været et enestaaende Jordbæraar, men de store Gartnere var blevet enige om at lade den halve Afgrøde sidde og raadne paa Planterne – for at holde Prisen oppe og spare Afplukningspenge. Og her gik Ungerne og hungrede efter Frugt, vantrivedes fordi de ikke fik Del i den! – Hvorfor? ja noget menneskeligt Svar gaves der ikke.

Og igen – overalt det samme! Hvergang hans Tanke slog ned paa en eller anden Samfundsindretning, aabenbarede det samme triste sig: et uhyre rullende Materiel, der kun var beregnet for nogle faa og for en væsenlig Del løb tomt. Og fra de tomme Pladser stirrede anklagende Øjne paa én, syge og triste af Sult og Savn og skuffede Haab. Havde man først set dem, kunde man ikke lukke Synet for dem igen.

Undertiden slog hans Fantasi over, og han greb sig i at sidde og bygge: Riger hvor man benyttede Jærnbanen eftersom man trængte til det og ikke efter Pengepungen, hvor de spiste Maden som var sultne, og de eneste fattige var dem der ikke kunde unde andre noget. Men han bræmsede sig haardt i det – det var for idiotisk! En Røst fra det usynlige havde kaldt ham og hans ud i Dagen – og saa skete der ingenting! Det var blot for at gække dem.

Brun kom ofte ned og saa til ham, den gamle Bibliotekar savnede sin unge Ven.

»Hvorfor kommer De aldrig mere ind til os?« sagde han.

»Hvad skal jeg dèr,« svarede Pelle kort for Ho115|vedet. »Fattigmand har ingen Brug for Viden – han er evig fordømt.«

Han havde brudt med alt det dèr og brød sig ikke heller om Bibliotekarens Besøg; det var bedst enhver passede sig selv, de Store var alligevel ikke Selskab for en som ham. Han gjorde sig ingen Umage for at skjule det. Men Brun lod som ingenting; han var flyttet ud i Frederiksberg Allé til Oktober Flyttedag og saa næsten hver Eftermiddag ned om paa sin Vej hjem fra Biblioteket. Børnene passede paa at være dernede ved den Tid, han havde altid noget med til dem.

Hverken Pelle eller Ellen stillede ret store Fordringer til Tilværelsen mere. De var faldet til Ro og færdedes resigneret ved hinandens Side som et Par Arbejdsheste, der er vant til at dele Krybbe og Slid. Nu skulde det have været store Ting at være færdig med det forbandede Laan, saa man ikke gik med Livet i Hænderne bestandig; men selv det var for urimelig en Fordring. Alt hvad man kunde rave og skrave sammen gik hver Maaned i Aagerkarlen, og lige nær var man. Paa de 180 Kroner Pelle havde faaet udbetalt, havde de nu ialt afdraget 120, og alligevel skyldte de fremdeles 240. Det var Strafrenterne der løb paa, hver Gang de blot kom en Dag eller to for sent med Afdragene – eller Pokker maatte vide hvad det var? – En Skrue uden Ende var det i al Fald, som hele deres Liv vilde pumpe alt, hvad de kunde skaffe til Veje, over i Aagerkarlens Lomme.

Men nu sagde Pelle stop. Han havde ikke betalt det sidste Afdrag, og vilde ikke mere, saa fik det skabe sig saa galt det vilde. »Du skulde laane af Hr. Brun og betale den Aagerkarl ud,« sagde Ellen – »ellers falder han bare over os og tager Stumperne.« Men Pelle var stejl og vilde ikke høre et fornuftigt Ord; Bevidstheden om, at en Snylter havde sat sig godt til Rette paa ham og udsugede ham trods al hans Modstand, gjorde ham ude af 116| sig selv. De kunde bare prøve paa at røre hans Hjem!

Da Aagerkarlen kom for at hente sit Afdrag, smed han ham paa Døren. Ellers tog han alting med resigneret Ro, men naar dette kom paa Tale, fór han op og vidste ikke hvad han sagde. Ellen maatte tie stille og lade det gaa sin Gang.

En Eftermiddag sad han og arbejdede paa sin Plads lige under Kældervinduet. Bibliotekaren sad paa Stolen inden for Døren, han havde Børnene et paa hvert Knæ og fodrede dem med Dadler. Pelle passede sig selv og dukkede sig sky over sit Arbejde, med et Udtryk som en Sindssyg, der er bange for at nogen skal tale til ham. Hans Arbejde havde ikke den gamle Appel og skred ikke for ham, der var kommet en forstyrret Tone ind, naar han ikke straks kunde finde et Stykke Værktøj, blev han hæftig og smed med Tingene.

Brun sad og iagttog ham bekymret, men lod som han var optaget af Børnene; en beklagende Mine vilde have faaet Pelle til at flyve i Flint. Han gættede at det var galt med Pengene, men turde ikke tilbyde sin Hjælp; hvergang han prøvede at indlede en Samtale, slog Pelle ham tilbage med et snedigt Udtryk som sagde: Du gaar og snuser efter en Lejlighed til at komme stikkende med dine Skillinger, men det skal blive Løgn! – Et eller andet var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig vel igen.

En Droske stansede uden for Døren, tre Mænd steg ud og begav sig op i Huset. Lidt efter kom Ellen styrtende ned paa Værkstedet. »Pelle, de er her for at tage vore Ting!« raabte hun grædende uden at ænse Brun. Børnene stak i at tudbrøle, da de saa at Moderen græd.

Pelle rejste sig og greb Hammeren. »Dem skal jeg snart faa herut!« sagde han med lav, sammenbidt Stemme og gik mod Døren. Han forhastede sig ikke, gik med sænket Pande og saa ikke paa nogen.

117| Brun tog ham haardt i Armen og stansede ham.

»De glemmer, at der er noget der hedder Tugthuset!« sagde han med en besynderlig Betoning.

Pelle saa overrasket op paa ham – det saa et Øjeblik ud som han skulde slaa den gamle Bibliotekar ihjæl. Saa tabte han Hammeren ud af Haanden og faldt sammen.