XI

Hver Morgen kom Brun ind og saa til Virksomheden, inden han gik til Biblioteket; han var meget optaget af den og kom til at se yngre ud. Bestandig pressede han paa og kom med Forslag til Udvidelser. »Behøves der Penge, saa sig bare til,« sagde han. Han længtes efter at se Virkningen af dette ny, og spurgte stadig Pelle, om han mærkede til noget. Da han hørte, at Skotøjsfabrikanterne havde holdt Møde for at tage Stilling til Foretagendet, lo han og vilde have Dampen sat yderligere op – ligeglad med hvad det kostede. Den gamle Filosof var blevet utaalmodig som et Barn; der var kommet Indhold i hans Gammelmandstilværelse, og nu var han bange for ikke at faa det hele med. »Du kan sagtens give dig Tid,« sagde han – »men husk paa, jeg er gammel og tilmed en Skrælling.« Han behandlede Pelle som en Søn og sagde som oftest du til ham.

Pelle holdt igen. Saa meget afhang af, om dette lykkedes, og han passede anspændt paa – det var jo, som han var udset til at spørge Fremtiden ud. Inden for Bevægelsen fulgte man med Opmærksomhed hans Foretagende, Arbejderbladene skrev om det men forholdt sig afventende, Meningerne stod for og imod.

Han vilde gærne give et godt Svar og tog sine Forholdsregler med megen Omhu; de Arbejdere, der ikke passede ind i Planen, afskedigede han paa graat 137| Papir. Det satte ondt Blod, men derved var intet at gøre. Han var paa Færde allevegne, og hvor han ikke selv var, var Lasse Fredrik; Drengen havde sluppet sine andre Beskæftigelser, han hjalp til i Butiken og gik Bud. Ellen vilde gærne give en Haand med. »Vi kan tage en Pige, saa lærer jeg Bogføring og passer Regnskaberne og Butiken,« sagde hun.

Men det vilde Pelle ikke have. Nu skulde det være Slut med hendes Deltagen i Forsørgelsen – en Kvinde hørte til hos sine Børn!

»I vore Dage tager Kvinderne dog Del i alt Arbejde,« indvendte Ellen.

Ja, det var ligemeget, han havde sin egen Mening om den Ting. Det var nok, naar Mændene frembragte. De skulde maaske staa langs Fortovene og se til, mens Kvinderne gjorde Arbejdet? Det kunde godt være, det ikke lød frisindet, han var ligeglad. Kvinder lignede fagre Blomster, hvor meget man saa vilde gøre dem til Mandens Lige. De sled Glæden af sig, naar de skulde tage i for Brødet – saa meget havde han nok set.

Det kneb hende at gaa og se til, mens de to Mandfolk havde saa travlt, saa kastede hun sig over Haven. Hun saaede Urter og plantede Kaal, Bedene laa som tykke Dyner oven paa Jorden; men naar det tilfældigvis groede for hende, var hun lykkelig. Hun havde købt sig en Havebog, og brød sit Hoved med at finde ud af de forskellige Sorter og deres Behandling. Efter Fyraften kom Pelle hende til Hjælp, og for hans Haand groede det. Ellen skumlede lidt over det; hun bar sig ad akkurat som han, men det var ligesom Planterne gjorde Forskel. »Jeg har Bondehaand,« sagde han leende.

Om Søndagen havde de travlt. Saa var hele Familien i Haven, Lasse Fredrik gravede, Pelle beskar det forfaldne NEspalie omkring Havedøren, og Ellen bandt det op. Børnene gik og vilde hjælpe til allevegne – de gjorde foreløbig mest Fortræd. Hvert Øjeblik var det galt med en af dem, de traadte i Bedene og rev Planter op. Underlig dumme var de 138| – nogle rigtige Byunger! de forstod ikke engang Advarsler; Pelle begreb det ikke og var lige ved at gaa ud af sit gode Skind sommetider.

En Dag lille Anna troskyldigt kom og viste ham en blomstrende Æblegren, hun havde brækket af, blev han vred og tog hende haardt i Armen. Ved at se hendes fortrukne Udtryk kom han til at mindes Manden med de underlige Øjne, der i hans Barndom havde lært ham at vogte med de bare Hænder – og skammede sig. Han tog de smaa ved Haanden, gik omkring i Haven med dem og fortalte dem om Trærne og Buskene, der var levende lige som de selv og bare tænkte paa at gøre det rigtig godt for de to Børn. Grenene det var Arme og Ben, og saa kunde de nok selv forestille sig, hvor forfærdeligt det var at rive dem af. Søster var helt bleg og sagde ingenting, men Svend Trøst, der langt om længe havde besluttet sig til at lukke Munden op og var blevet et helt Sludrechatol, pludrede med og stak Maven frem som en Trommeslager. Han var en lille stout Fyr, og Ellens Øjne fulgte ham med Stolthed Haven rundt.

Det havde en mærkelig Indflydelse paa de to Børn at vide, at alting var levende. De bevægede sig altid omkring med hinanden i Haanden og holdt sig forsigtig til Gangstierne. Rundt om brækkede Jorden og mærkelige Væsner brød op af den, Bønnerne havde en Bøtte over Hovedet for at beskytte det, og Salaten skød de foldede Hænder foran sig op, som om den vilde bede om Godtvejr. Hver Morgen naar de gjorde deres Runde i Haven, var ny Væsner dukket frem. »She, she!« udbrød Svend Trøst med en Stemme, der endnu var sløret af Spyt – og stødte efter Bedene med den trinde Mave; pege turde han ikke. De stod i tilbørlig Afstand og underholdt hinanden om de ny Mærkværdigheder, foroverbøjede og med Hænderne skjult paa Ryggen – som var de bange for at det ny skulde nappe dem i Fingrene. Det hændte, at Svend Trøsts buttede Haand for egen Regning begav sig ud og vilde have 139| fat i Tingene; men han trak den forskrækket tilbage som havde han brændt sig, og sagde: Av! Og saa styrtede de to Børn i vild Fart op mod Huset.

For de to var Haven en Vidunderverden fuld af Herligheder – og fuld af Rædsler. De blev snart fortrolige med dens Vækster paa deres egen Maade, og traadte i et Slags mystisk Forhold til dem, mødtes venskabeligt med dem og udvekslede Meninger – som Væsner fra hver sin Verden, der mødes paa Tærsklen. Der blev altid ved at være noget gaadefuldt over de ny Venner, som holdt dem paa Afstand – de gav ikke rigtig Besked om sig selv. Naar man spurgte: Hvem har kaldt paa jer? saa svarede de rask nok: Det har Mor Ellen gjort! – men spurgte man om, hvordan der saa ud nede i Jorden, saa tav de bumstille. En uudtømmelig Verden blev Haven ved at være, alt det de traskede rundt i den. Hver Dag foretog de ny Opdagelsesrejser ind under Hyld og Tjørn; der var Steder hvor de ligefrem ikke var naaet hen endnu, og andre Pletter de slet ikke vovede sig ind paa. Der maatte de hen i Nærheden mange Gange om Dagen og kigge over Stikkelsbærbuskene ind i det grufulde Mørke, der sad som et ondt Væsen derinde og intet Navn havde. Ude i det straalende Solskin paa Gangstien stod de og udfordrede det, Søster spyttede saa det flød ned ad hendes Forklæde, og Svend Trøst tog møjsommeligt Stene op og kastede derind; – han kunde ikke bukke sig saa tyk var han, men maatte sætte sig paa Hug hvergang han skulde tage noget op. Og pludselig styrtede de afsted op mod Huset i panisk Skræk.

Man behøvede ikke være Barn for at følge Havens Liv. Der var kommet en ufattelig Grøde i alting, om Natten knagede og puslede det derude i Maaneskinnet, Grene rakte sig i ny Vækst, Safterne spændte paa og brød ud gennem den ældede Bark som Frugtblomster og ny »Øjne«. Det var som om Pelles og Ellens lykkelige Iver virkede smittende; de halvkvalte Frugttrær, der ikke havde baaret i 140| mange Aar, levede op og besvarede de muntre Stemmer med at blomstre ganske overdaadigt. Det blev en hel Kappestrid mellem Mennesker og Planter om, hvem der kunde udrette mest, og mellem Planterne indbyrdes om hvem der kunde gøre det festligst. »Foraaret ødsler ordenlig med Blomster og Grønt paa os,« sagde Pelle. Han havde aldrig set nogen Rede, der var saa skøn som hans – nu havde han da endelig skabt et Hjem!

Hyggeligt var her, Vildvin og blaa Klematis dækkede hele Fasaden og hang tungt ned foran Havedøren. Der sad Ellen gærne med sit Haandarbejde og holdt Øje med de smaa, som rodede i Plænen; og der vilde hun helst sidde med Pelle om Søndagen, naar Københavnerfamilierne kom strejfende forbi paa deres smaa Landudflugter.

Saa stansede de gærne uden for Tjørnen og udbrød: »Næ, sikken et dejligt Hjem!«

Paa Pelles Værksted begyndtes der Kl. seks Morgen ligesom alle andre Steder; men allerede ved Firetiden havde man Fyraften, saa de der brød sig om det godt kunde faa noget ud af Dagen. Han havde sat Arbejdstiden ned til 9 Timer, videre turde han foreløbig ikke vove sig.

Nogle af Arbejderne var glade for denne Ordning og benyttede Eftermiddagen til at tage ud sammen med Familien, men nogle vilde hellere ligge den Time længer om Morgenen. En Dag kom de sidste og erklærede, at nu var de Flertal og vilde have det lagt om.

»Det gaar jeg ikke med til,« svarede Pelle. »Det er Arbejdernes Forret at være tidlig oppe, og den ofrer jeg ikke.«

»Men naar vi nu har stemt om det,« sagde de. »Dette her er vel for Pokker en demokratisk Indretning?«

»Jeg har ikke svoret til Stemmeretten,« svarede 141| Pelle roligt. »Foreløbig raader jeg, og de der ikke kan finde sig i Forholdene her, søger andetsteds hen.«

Saadan var der jævnlig noget, men han tog det ikke for mere end det var. De havde erobret Bevidstheden om deres Magt, men de fleste af dem havde endnu ikke opdaget Formaalet med den. De brugte den blindt – i barnlig Glæde over at se den udfoldet, ligesom Drenge der gaar og ruller deres Fane ud – tyraniserede lidt til en Afveksling, og hævnede gamle Tiders Underkuelse ved systematisk at forlange det modsatte af det der var. De ravede lidt – Stemmesedlens Mirakler var gaaet dem til Hovedet. Naa, det var en forstaaelig Overgang; Ansvaret skulde nok faa fat i dem.

En anden Dag kom de to dygtigste Arbejdere og vilde have Akkorden indført igen. »Vi vil ikke staa og slide Penge sammen til Kammeraterne,« sagde de.

»Driver de den a’?« spurgte Pelle.

»Nej – men vi er hurtigere altsaa!«

»Saa er de gennemgaaende grundigere – det ene plejer gærne at kunne afballancere det andet.«

»Jotak, men det gavner ikke os.«

»Det kommer Forbrugerne til gode – og under de ny Forhold bliver det det samme! Vi maa holde paa, at enhver der gør sin Pligt er lige god; det er i vor egen Interesse.«

Saa slog de sig til Taals for den Gang; det var to flinke Fyre, de havde bare ikke faaet fat i det ny ved Ordningen.

Saadan var der adskilligt Bryderi, Arbejderne var kortsynede og saa kun fra Haanden til deres egen Mund. Utaalmodigheden bar ogsaa sit! De havde kortere Arbejdstid og større Løn, men maalte ikke Virksomhed her med andre Arbejdssteder. Den var jo det ny og havde at svare til deres Drømme – og det blev fan ikke Guld og grønne Skove dette her, saadan som Pelle drev det. Han var lidt mere pertentlig, end det var nødvendigt, naar man pressedes fra alle Sider af en ufin Konkurrence.

142| Der var f. Eks. endnu adskillige Mennesker, der holdt trofast paa det gode gamle haandsyede Fodtøj og gærne betalte en halv Gang mere for det. Det benyttede adskillige Smaamestre sig af, de averterede med haandsyet Fodtøj og leverede saa Maalene ind til en Fabrik. Det var en god Forretning for baade Fabrik og Mester, men Pelle vilde ikke have noget med den Trafik at gøre. Han slog sit Fabriksmærke i Bunden paa alt, hvad der udgik fra Værkstedet.

Pelle tog alt dette med overlegen Ro. Hvad Ret havde han til at forlange Overblik af disse Mennesker? – det blev hans Sag at opdrage dem til det. Naar de ellers var villige, var han tilfreds. Engang fik han dem vel saa vidt, at de kunde overtage Virksomheden i Fællesskab eller gøre den selvejende; indtil da havde de at underordne sig hans Planer!

Noget af en fjærn og mægtig Drøm var alligevel ved at virkeliggøre sig i hans Foretagende, saa beskedent det indtil videre var; lykkedes det, saa var Vejen vist til en ny Tid for Smaamanden! Og hvad der betød endnu mere – hans eget Hjem groede af denne Virksomhed. Han havde fundet det Punkt, hvor de manges Lykke laa i Forlængelse af hans egnes – nu havde han rigtig fat! Undertiden følte han sig lidt træt af Vanskelighederne Aftenen efter en brydsom Dag; men naar han i den tidlige Morgen cyklede ned mod Byen, mens Nattens Em drev bort over Markerne og Lærken sang over hans Hoved, var han altid i godt Humør. Saa fulgte han Konsekvenserne af sit Arbejde fremefter, de gode Principper gik deres sejrrige Gang, og Virksomheden voksede. Søsterforetagender skød frem i de andre Bydele, i andre Byer, videre ud. Fjærnt ude skimtede han, hvorledes al Tilvirkning var paa Arbejdernes egne Hænder.

Peter Drejer støttede ham som en god Kammerat og tog Stødet af for adskilligt Vrøvl. Han lagde uegennyttigt alle Kræfter i, men delte ikke Pelles Tro paa de vældige Resultater, der skulde komme ud af det. »Herregud, det er jo kapitalistisk dette 143| ogsaa,« sagde han – »socialistisk Kapitalisme! Se engang op paa Fortovet, dér gaar én som ingen Bunde har i sine Sko! han er vaad om Fødderne men kommer alligevel ikke ned og faar helt Fodtøj. For vi skal jo have Penge for det lige som alle de andre; og den der trænger mest til vort Arbejde, har simpelthen ingen. – Den dér sætter ti Mand paa Gaden – dér har du det hele!« Han sparkede til en af Maskinerne.

Pelle forsvarede sine Maskiner, men Peter blev ved sit. »Det hele skulde være lagt om først, som det nu er, er de Djævlens Opfindelse!« sagde han hæftigt. »Maskinerne er kommet en Dag eller to for tidlig og vender Mundingen imod os – ligesom erobrede Kanoner!«

»Maskinerne laver Fodtøj til ti Gange saa mange som vi kunde med vore Hænder – det er dog vel ingen Ulykke,« sagde Pelle. »Det er blot Fordelingen, der er skidt.«

Peter Drejer trak paa Skuldrene – han gad ikke drøfte det med Fordelingen længer. Vilde man gøre noget for at faa den anderledes, saa var han med. Der var vrøvlet nok om det. Den der havde Penge, kunde opkøbe alt hvad de lavede, mens de barbenede var lige nær – det stod fast. Herregud, skulde det revolutionere Verden, at hver Mand fik det fulde Udbytte af sit Arbejde? Det betød jo blot Retfærdighed inden for det bestaaende, saa længe Diamanter stadigvæk var mere værd end Brød. »Jeg indser ikke, at de der tilfældigvis staar ved Arbejdet, har mere Ret til at leve end de, der ikke kan komme an,« sagde han dirrende. »Eller kender du maaske ikke Arbejdsløshedens Forbandelse? Saa se hvor de vandrer i Tusendvis, Sommer og Vinter, en hel Skyggehær. Samfundet underholder dem, saa de lige kan hænge sammen – Gudbevares, det er ikke Fattighjælp, al Respekt for den hæderlige Arbejder! Han skal sku have Lov til at beholde sin Stemmeret, siden det nu engang morer ham – det er en 144| uskyldig Fornøjelse. Tænk om han i Stedet forlangte ordenlig Mad!«

Jo, Pelle kendte nok den store Hungerreserve, han havde været nær nok ved selv at blive ført over i den. Men her skimtede han alligevel Bund; der var en fredelig Styrke i det han havde for, som kunde bære langt frem. Peter Drejer godkendte det jo selv ved at arbejde saa trofast med. Han vilde bare ikke indrømme det!

I Begyndelsen tog de adskillige Tørn, men Pelle lærte efterhaanden at bøje af. Peter, der ellers var saa god og medgørlig, slog over i en hæftig forpint Tone, naar Talen faldt paa Samfundstilstanden; det var ligesom hans Taalmodighed var sluppet op. Skønt han tjente meget ordenligt, var han slet klædt og saa ikke ud til at faa Mad nok; Frokosten, som han indtog paa Værkstedet i Selskab med de andre, bestod gærne af Brød med Margarine paa, sin Tørst slukkede han ved Vandhanen. Den første Tid stiklede de andre til hans Fangekost, men han vænnede dem snart til at passe sig selv – han var ikke god at komme ud for. En Del af sin Fortjeneste brugte han til Agitation; Kammeraterne fortalte ogsaa, at han levede sammen med et pukkelrygget Kvindfolk og hendes Mor. Selv satte han ikke noget Menneske ind i sine Sager, men blev mere og mere indesluttet. Pelle vidste at han boede i en af Vesterbros Baggader, men havde ikke engang hans Adresse. Naar han stod tavs over Arbejdet, var hans Udtryk altid mørkt, undertiden forfærdelig trist; det var som Veen bestandig arbejdede i ham.

Politiet forfulgte ham stadig med sin Sjikane. Pelle havde et Par Gange faaet Vink om, ikke at beskæftige ham, men afviste bestemt enhver Indblanding i sine Anliggender; saa fandt man vilkaarligt paa, at Peter Drejer hver Uge skulde melde sig til NProtokollen.

»Det gør jeg aldrig,« sagde han – »det er ganske ulovligt. Jeg er kun straffet for politiske Forseelser. Nu har jeg gaaet og passet paa at de ikke skulde 145| komme mig til Livs paa en formel Fejl, og saa skulde de have den Triumf. – Aldrig!« Han talte dæmpet og behersket, men hans Hænder rystede.

Pelle søgte at tale til hans uegennyttige Hjærte. »Gør det for min Skyld da,« sagde han. »Ellers sætter de dig fast, og du ved at jeg ikke kan undvære dig.«

»Vilde du da møde til Protokollen – om du fik Tilsigelse?« spurgte han saa.

»Ja. Enhver kan være bekendt at bøje sig for den brutale Overmagt.«

Saa gik han. Men det kostede ham umaadelig Overvindelse, og den Dag i Ugen maatte man helst lade ham i Fred.