XII

Maries Skæbne laa ikke tungt over Pelle mere, Tiden havde visket det bitre ud. Han kunde uden Selvbebrejdelse tænke paa sit Samliv med de tre Søskende i Arken, og undredes ofte paa hvordan det var gaaet de to Brødre. Ingen kunde give ham Oplysninger om dem.

En Dag i Middagspavsen cyklede han et Ærende ud til Morten for Ellen. I Mortens Dagligstue sad en sammensunken Skikkelse med Ryggen til Vinduet og stirrede ned i Gulvet. Klæderne laa slunkent om ham, det tynde Haar var farveløst, langsomt rettede han et græsselig hærget Ansigt mod Døren. Men Pelle havde allerede kendt ham – paa den højre lemlæstede Haand der kun havde Tommelfinger og et Led af Pegefingeren. Han gemte den ikke længer af Vejen, men lod den hvile paa det tynde Ben.

»Nej, goddag Peter!« udbrød Pelle overrasket og strakte Haanden ud efter hans venstre. Peter trak Haanden op af Lommen og rakte ham den; det var en død lemlæstet Klump med nogle smaa Fremspring som Ansatser til Knolde, Pelle fik mellem sine Fingre. Peter saa ham ind i Ansigtet uden at 146| fortrække en Mine; det glimtede blot lidt i hans Øjne, da Pelle for sammen.

»Hvad Fanden stejler du for?« sagde han tørt. »Det er vel noget enhver kunde sige sig selv, at det ikke gik i Længden at passe en Klippemaskine med én Haand. Jeg vidste det lige saa godt som enhver anden paa Fabriken, og gik og ventede det hver Dag – til sidst maatte jeg lukke Øjnene. Saa for Helvede, kan det ikke snart faa en Ende, tænkte jeg tidt – og saa en Dag var’et der!«

Pelle var kommet til at fryse. »Fik du ikke nogen Ulykkesforsikring?« spurgte han for at faa noget sagt.

»Selvfølgelig fik jeg det! Hele Raadet var sku samlet i Anledning af min Ringhed, jeg blev tilkendt 3000 Kroner som fuld Invalid. Naa, Mesteren ejede nu ingenting og havde forsømt at forsikre mig, saa det blev paa Papiret. Men et stort Fremskridt er det jo altid fra forrige Gang – ikke sandt Kammerat? Noget har Partiet dog udrettet!« Han saa spottende paa Pelle. »Du skulde tage og udbringe et Leve for Papirreformerne!«

Peter var Bud og en Slags Sekretær i en revolutionær Ungdomsforening, han havde lært sig at læse og sad sammen med andre unge og granskede den anarkistiske Literatur. De andre sørgede kammeratligt for ham, et Vidunder var det at han ikke var gaaet til Bunds. Han havde kun Skindet over de bare Knogler, og lignede en indædt Fanatiker der er omtrent fortæret af sin egen Ild. Hans Forstand havde det aldrig været videre bevendt med, men der var heller ikke mange Ben i det Problem, Tilværelsen havde stillet ham. Han hadede med en Logik, der var ganske fældende. Det stærke Samfund havde vedtaget en Skinlov – det hæftede ikke engang for de Forpligtelser, det selv indrømmede at have over for ham. Nu var han færdig med det og hørte til Omstyrterne.

Han var oppe hos Morten for at anmode ham om at læse op i Klubben. »Det er ikke, fordi vi aner147|kender Forfatterne – det maa du ikke bilde dig ind,« sagde han med sit mørke Udtryk. »De lever paa os andre og nyder en meningsløs Anseelse for det. Det er kun det legemlige Arbejde, der fortjener at hædres – alt andet er bare Snyltere. Jeg vil altsaa bare sige det, for at du ikke skal møde med en forkert Indbildning.«

»Ja tak for det,« sagde Morten smilende. »Det er altid rart nok at vide, hvor meget man er anslaaet til. Men I mener altsaa dog nok I kan bruge mig?«

»Ja, du hører jo til de forholdsvis pænere af dem, der agerer for at underholde Kapitalisterne. Men vi er enige om i Klubben, at du er ingen rigtig Proletardigter – du er altfor slikket. Proletardigtere har der aldrig fandtes, og det kan ogsaa være det samme; for der skal ikke laves Underholdning paa Elendigheden. Det kan godt være, at du faar alt det at vide deroppe.«

»Det er godt – jeg skal nok komme,« svarede Morten.

»Og hvis du vil skrive os en Kantate til vor Stiftelsesfest – det er Dagen for den store russiske Massakre – saa skal jeg se at faa den antaget. Men det skal ikke være det sædvanlige Halleluja.«

»Det var morsomt jeg traf dig,« sagde han til Pelle med sit uforanderligt mørke Udtryk. »Har du set noget til Karl?«

»Nej, hvor er han henne?« spurgte Pelle ivrigt.

»Han er Storborger nu – han har vistnok Forretning inde i Adelgade. Men det faar han ikke længe Glæde af.«

»Hvorfor da? er der noget i Vejen med hans Affærer?«

»Ikke andet end det, at vi en Dag rager Skidtet ned over Hovedet paa jer allesammen – vi er snart en hel Del nu. – Hør, du kunde tale en Aften i vor Forening og fortælle os lidt om dit Fængselsophold; jeg tror det vilde interessere. Vi anvender ellers aldrig Uvedkommende, men taler selv for hin148|anden. Men dig tror jeg ikke, der kunde være nogen Vanskeligheder ved at faa indført.«

Pelle lovede det.

»Han er sej, hvad?« udbrød Morten da han havde lukket Peter ud – »men han er ikke saa tosset. Lagde du Mærke til, at han ikke bad om noget? det gør de aldrig. Naar de er sultne, gaar de hen til den første den bedste og siger: Lad mig faa noget at spise! De er ligeglade hvad der puttes i dem, blot det mætter – og takker aldrig forbindtligst. Ingenting gaar dem paa, det er Folk som sætter Tyven over Tiggeren. Jeg kan i Grunden godt lide det – der er en ny Tone i det. Kanske er vor skikkelige Drøvtygger i Færd med at afhænde den ene Mave og omsætte det ledige Stof i Tænder og Klør.«

»Bare de vilde komme frem og gøre et Arbejde med,« sagde Pelle. »De stærke Ord udretter saa lidt.«

»Hvordan gaar det med din fredelige Revolution?« spurgte Morten med et lille Blink i Øjet. »Ser du nogen Fremgang i Arbejdet?«

»Aa ja, det gaar langsomt men sikkert – Verden blev jo ikke til paa én Dag. Jeg troede forresten ikke, du interesserede dig for det.«

»Jeg tror du har rigtigt fat, Pelle,« svarede Morten alvorligt. »Men lad kun Ungdommen fyre under – des hurtigere gaar det. Det skader ikke, at der gror ny Eventualiteter frem herhjemme; de Styrende maa godt have den Bevidsthed, at der ligger Krudt under Taburetterne. Det vil styrke deres Ansvarsfølelse mægtigt! – Vil du hilse paa Johanne? hun har længtes meget efter dig. Hun har det desværre ikke godt igen!«

»Ellen sendte mig herud for at foreslaa dig, at hun kommer ud til os paa Landet. Hun mener Barnet maa være til stor Ulejlighed for dig – og heller ikke kan faa den rigtige Pasning her.«

»Det er elskværdig tænkt af din Kone – men har hun ikke nok om Ørerne?«

149| »Aa, Ellen kan overkomme meget,« sagde Pelle varmt. »Du vil gøre hende en Glæde med det.«

»Saa siger jeg jer Tak for Tilbudet,« udbrød Morten. »Det vil betyde en stor Lettelse for mig – bare hun nu kan taale Overflytningen. Det er ikke saadan, at hun volder mig Bekymring mere, vi har det udmærket sammen. Johanne er god og føjelig, et rigtig prægtigt Barn saa forhutlet hun er. – I vil ingen Vanskeligheder faa af hende. Men jeg tror hun har godt af at komme væk fra mig her, hen et Sted hvor der er en Husmoder – og Børn. Pasningen er det jo ogsaa saa som saa med.«

De gik ind til hende, hun laa og sov; der sad store Svedperler i hendes blege Ansigt. »Det er Udmattelsen,« hviskede Morten, »hun har ikke ret mange Kræfter endnu.« Deres Nærværelse gjorde hendes Søvn urolig, hun kastede sig frem og tilbage; pludselig slog hun Øjnene op og stirrede omkring sig med et Udtryk af vanvittig Rædsel. Saa genkendte hun dem og smilede; hun lettede sig lidt og rakte Pelle begge sine Hænder med et henrivende Udtryk af barnligt Koketteri.

»Fortæl mig noget om Huset derude og Svend Trøst,« sagde hun og gjorde Plads til ham paa Sengekanten. »Jeg ligger og keder mig, og Hr. Morten er saa alvorlig.« Hun saa udfordrende hen paa ham.

»Er han det?« udbrød Pelle. »Det er nok, fordi han skriver Bøger.«

»Næ, men man er nødt til at holde lidt paa Værdigheden,« sagde Morten og satte et pudsigt Skolemesteransigt op. »Den lille Frøken begynder at blive lidt næbbet.«

Johanne laa og smaalo indvendig og flyttede Øjnene fra den ene til den anden. »Han skulde ha’e et Par Briller, saa lignede han en rigtig én,« sagde hun. Hun talte halv hviskende, mere havde hun ikke Kræfter til; men Stemmen var varm af Kaadhed.

»Du maa hellere tage hjem til os, naar han er saa slem,« sagde Pelle. »Saa kan du lege med Bør150|nene og ligge i Haven i Solskinnet. Du kan tro den er dejlig nu! – Ja, det er mit Alvor,« vedblev han da hun stadig smilede. »Ellen bad mig tage herind og sige det.«

Hun blev pludselig alvorlig og saa fra den ene til den anden en Stund. Saa tog hun de mørke Øjne til sig. »Flytter Morten med derud?« spurgte hun med bortvendt Ansigt.

»Nej jeg maa jo blive her, Johanne. Men jeg kommer ud og ser til dig.«

»Hver Dag?« Hun laa vendt mod Væggen og kradsede i Tapetet med Neglene.

»Jeg skal nok komme og se til min lille Kærest lige saa tidt jeg kan,« sagde Morten og strøg hende over Haaret.

Hun rødmede op over Halsen, Blodet gik frem i en pludselig Bølge og sugedes saa umærkeligt op i Hudens Bleghed, som en døende Glød. Saadan kom og gik Hannes Blod ogsaa for et godt Ord, hun havde arvet Moderens Blu – og usigelige Ynde. Og hendes lunefulde Stædighed nok ogsaa.

Hun laa stum med Ryggen til dem og svarede ikke paa deres Overtalelser. Det var ikke godt at sige, om hun overhovedet hørte paa dem. Men pludselig vendte hun Ansigtet mod Morten med et hadefuldt Udtryk. »Du behøver ikke gøre dig saa megen Ulejlighed, du skal nok blive af med mig,« sagde hun. Hendes Øjne brændte imod ham.

Morten saa blot bedrøvet paa hende, men Pelle blev vred. »Du maa godt skamme dig at tage det paa den Maade,« sagde han. »Det har Morten til Tak for alt sit! Jo det vil jeg nok sige – du er rigtignok en taknemmelig Sjæl.«

Johanne laa og tog imod Skændene uden at røre en Mine. Da han holdt op, tog hun stille hans Haand og lagde den over sit fine spidse Ansigt – den dækkede det helt. Hun laa og tittede frem paa ham og Morten mellem de store Fingre, med et underlig resigneret Udtryk der skulde være skælmsk. »Jeg ved godt, at det var grimt,« sagde hun udtryks151|løst og førte Pelles Langfinger frem og tilbage foran sine Øjne saa hun kom til at skele – »men jeg skal nok gøre hvad I siger. Elle-Pelle, Morten-Porten – jeg kan snakke P-Sproget!« Hun lo fortvivlet.

»Du skal se, du bliver meget raskere og gladere, naar du kommer ud til Pelles,« sagde Morten.

»Jeg kunde godt staa op og gøre Arbejdet i Huset, saa du sparede Konen,« hviskede hun og fæstede de store Øjne hæftigt paa ham. »Jeg er rask nok nu!«

»Men kære Barn, det er jo slet ikke saadan! Det er for din egen Skyld – forstaar du da ikke det?« sagde Morten indtrængende og bøjede sig ned over hende.

Men Johanne lod sit Blik flakke haabløst om, som havde hun opgivet at blive forstaaet mere.

»Jeg tror ikke, vi skal flytte hende mod hendes Vilje,« sagde Morten, da han fulgte Pelle ned. »Hun er saa uberegnelig i sine Luner. Jeg tror forresten ogsaa jeg vilde savne hende, hun er en god lille Sjæl. Naar hun er oppe, gaar hun og lister omkring – og kan være helt rørende i sin Trang til at gøre mig det hyggeligt. Og pludselig kan Mindelser fra dengang dukke op i hende og formørke hendes Sind; hun er meget mistroisk endnu – og angst for at ligge til Byrde. Men hun trænger til kvindelig Omgang, nogen hun rigtig kunde tale fortroligt ud med. Hun har for meget at bære paa for et Barn.«

»Kunde I ikke flytte ud til os begge to? I kan faa de to Værelser ovenpaa.«

»Det er jo en Ide,« udbrød Morten. »Maa jeg tænke over det et Par Dages Tid? Hils saa Ellen og Børnene, du!«