XIII

Naar Værkstedet lukkede, arbejdede Pelle gærne endnu en Timestid eller to i ButikenA, ordnede 152| Regnskab, og lagde Arbejde til Rette for næste Dag ind imellem han ekspederede. Lidt før seks lukkede han Butiken og sprang paa Cyklen, han længtes hjem til Reden og traadte kraftigt i Pedalerne.

Og alle andre syntes at have det lige som han – der var en egen Hjemdrift over Gadens Færdsel. Cyklisterne halede ham ind i hele Byger, de jog i Stimer foran Nden Elektriske. Det saa ud som den skvættede dem bort fra Skinnerne, idet den tampede sig frem med øredøvende, uafbrudt Klemten, stærkt duvende under Vægten af de overfyldte Perroner.

Skarer af Mænd og Kvinder var paa Vej udad og mødte andre Skarer, som hørte hjemme ad den modsatte Kant til. I Byens Udkant galede Fabriksfløjterne som et Kor af Kæmpehaner – en enkelt lagde for, og pludselig satte de alle i. Sodede Arbejdere væltede ud af Portene, med Ølflasken stikkende op af Frakkelommen og Madtørklædet dinglende paa en Finger. Kvinder, som havde været paa Arbejde eller ude og gøre Indkøb, stod med Kurv paa Armen og ventede deres Mænd paa Gadehjørnet. Smaa snottede Rollinger gik og trippede med hinanden i Haanden, fik pludselig Øje paa en Mand langt nede i Vrimlen, og satte i Løb for at styrte sig om Benene paa ham.

Søster løb gærne helt ned over Markerne for at tage imod Faderen, og Ni Gryets Laage stod Ellen og ventede. »Goddag Hr. Fabrikant!« raabte hun ham i Møde; hun tog Oprejsning for saa meget nu og glødede af Sundhed og Lykke. Det nyttede ikke Pelle protesterede og gjorde gældende, at i hans Verden fandtes der kun Arbejdere; hun holdt fast ved sin Benævnelse. Han var dog den der ledede det hele, Fællesskabet var hun lige glad med. Hun var stolt af ham, og saa maatte han for hende kalde sig Bydreng om han vilde; Mandfolk skulde nu engang have en eller anden fiks Ide ind i Arbejdet, ellers morede det dem ikke. Ordningen med den lige Deling fattede hun ikke, hun var vis paa, at hendes store dygtige Mandfolk fortjente at faa dobbelt saa 153| meget som nogen af de andre. Men hun brød forøvrigt ikke sit Hoved med det, hun levede sit eget Liv og var tilfreds og lykkelig.

Pelle havde frygtet, at Landet herude vilde kede hende, og tilsyneladende kom hun heller ikke i noget Forhold til det. Hun lugede og var paa Færde i Haven, virksom og skabende som hun var, og fik efterhaanden godt Greb paa det; men noget egenligt syntes det ikke at byde hende. Det glædede hende ikke at stikke Hænderne ned i Mulden, Pelle og Børnene trivedes herude, og dermed var hendes Forhold til det givet, slaa Rod for egen Regning gjorde hun ikke. Hun kunde trives hvor som helst i Verden, blot de var der, deres Ve og Vel var ogsaa hendes. Hun groede ud fra dem og havde sin egen vidunderlige Vækst indad.

Derinde i hendes Sind holdt forunderlige skjulte Kræfter til, de tumlede hverken med Læresætninger eller Systemer, men frembragte den Varme som bar det hele frem. Han havde ingen Trang til at trænge herskende derind mere, hvad brød han sig om den logiske Forstaaelse mellem Mand og Kvinde – det var hendes Hjærte, han trængte til at være omstraalet af. Han krævede Forstaaelse af gode Venner, det var den dybe Tilfredsstillelse ved at være sammen med f. Eks. Morten, at man i god Samdrægtighed talte sig frem til en Station. Og tav man stille, løb Tankerne af sig selv parallelt videre – og var paa Siden af hinanden naar man igen tog fat. Men selv om Ellen og han gik ud fra samme Punkt, var den mindste Pavse nok til at føre deres Tanker i hver sin Retning; han vidste aldrig, hvor hun dukkede op igen. Saa godt han efterhaanden troede at kende hende, bestandig kom hun lige overraskende og uventet bag paa ham. Og var det ikke netop det han elskede? hvorfor saa bekæmpe det ud fra Fordringerne til en fattig Logik!

Lige uudgrundelig blev hun ved at være, hvor meget han saa mente han tilegnede sig af hende. Hun blev større og større af det, en ny og fremmed 154| Verden bar hun ind til ham – det gaadefulde ubekendte, som han ellers altid maatte strides med, kom og lod sig tage kært i Favn. Helt forlangte han hende ikke mere – inderst inde var vel ethvert Menneske ensomt. Han anede, at hun gennemløb sin egen Udvikling i det skjulte, og undredes paa hvor hun vel vilde dukke frem engang.

Tidligere havde det pint ham, at hun ikke var med i Bevægelsen – hun interesserede sig ikke for politiske Spørgsmaal og Valgret. Nu begreb han dunkelt at netop det var hendes Styrke – han ønskede hende i al Fald ikke anderledes. Hun blandede sig sjældent bestemmende i, hvad han havde for – og hvorfor skulde hun ogsaa det? hun øvede jo sin stumme Indflydelse paa alt hvad han foretog sig; prægede enhver af hans Tanker lige fra den begyndte at spire frem. Netop fordi hun ikke forstod sig paa at diskutere, kunde hun ikke gendrives; hvad der for ham var dræbende Logik, virkede slet ikke paa hende. Han fik ikke sine egne Tanker forslidte igen af hendes Mund – og ønskede det heller ikke; hendes vidunderlige Magt over ham beroede netop paa, at hun hvilede saa støt i sit eget og besvarede de mest knusende Argumenter med et Smil. Pelle var ved at faa sine Tvivl om Værdien af Forstandens Overlegenhed; den syntes at have Eneherredømme over Samtiden, men udrettede ikke overvejende godt. Over for Ellens Væsen forekom den ham fattig. Varmen i et Kys overbeviste hende mere end tusend Fornuftgrunde, og alligevel greb hun sjælden fejl.

Og hun gav selv Varme – hos hende søgte de hen baade han og Børnene, naar der var noget i Vejen! Hun havde ikke mange Ord, men hun varmede. Endnu bestandig var hun for ham som en Puls, der bankede levende og haandgribelig frem fra det usynlige, med en forunderlig rolig Tale. Naar han var træt og hed i Hovedet af Modgang, var der ikke noget dejligere end at hvile det paa hendes bløde Barm og lytte halvblundende til, hvorledes 155| det strømmede derinde – med en dunkel, beroligende Mumlen ligesom Jordens Kilder, naar han i sin Barndom lagde Kinden til Græsset.

Foraaret var dejligt, og de færdedes meget ude i det; naar ingen saa dem, gik de Haand i Haand langs Digerne som to unge Elskende. Saa talte Pelle og viste: Se, dér groede det frem paa den Maade og dér paa en helt anden – var det ikke forunderligt? Han levede hele sin Barndoms Foraarsspænding op i sig igen. Ellen hørte smilende paa ham, hun henfaldt ikke i Forundring over noget saa naturligt som at det groede – hun forvandledes blot! Jorden satte simpelt hen sine Safter op i hende ogsaa.

Den friske Luft og Arbejdet i Haven brunede hendes nøgne Arme og gjorde Skikkelsen kraftigere og finere, de gode Kaar gjorde hende sorgløs. En Dag dukkede der et nyt Væsen frem i hendes Øjne og saa nysgærrigt som et Kid paa Pelle: Skal vi lege? sagde det. Var det ham eller Vaaren der tændte i hende? – lige meget, Glæden blev hans! Han gennemsoledes ind i de inderste Kroge af Sjælen, hvor der endnu sad Skimmel fra Cellemørkets Tid, gik og kom sig helt, smittedes af Sorgløsheden og var fuldt ud lykkelig. Og det var Ellen, som voldte det hele; endelig paatog hun sig at gaa Bud mellem Glæden og ham!

Hun blev blødere og frodigere i Sind for hver Dag. Solen og Blæsten over det frie Land kaldte noget frem i hende, som aldrig havde været der før, en uskyldig Glæde ved hendes eget Legeme og en sanselig Appetit som gjorde hendes Tænder friske og blanke. Hun straalede af Glæde, naar Pelle bragte hende smaa Ting til at smykke sig med – nu brugte hun det ikke til Børnene! »Se engang,« sagde hun og holdt et Stykke mørkt Fløjl mod sin Hud der om Aftenen aandede Solvarmen ud igen ligesom Nvejret Hø – »saadan en Kjole skal du forære mig, naar vi bliver velhavende.« Og saa tindrede hendes Øjne imod ham, fulde af Løfter om rig Gen156|gældelse. Han troede han hørte Mulden til, og saa kom den ham først rigtig i Møde gennem hende! Der var en hel Naturtilbedelse i det blotte Begær, hvormed hun satte Tænderne i Aarets første Radiser og frydede sig over deres saftige Friskhed. Og naar han om Aftenen sprang af sin Cykle og tog hende i sine Arme, duftede hun selv frisk af alt det der gik gennem Foraarsdagen – Vinden og Muldens stærke Grøde. Hendes Aande kunde slaa ham i Møde som Duft af vild Honning, stærkt sammensat af Støvet og Nektaren fra Markens Blomster; og da lukkede hun Øjnene som var hun selv berust af den.

Deres vaagnende Kærlighed blev til en hæftig Førsteforelskelse herude. – Ellen stod altid ved Laagen og ventede. Saa snart Pelle havde spist, trak Børnene ham omkring i Haven; de skulde vise ham hvad der var sket i Dagens Løb og holdt ham i Haanden, Ellen maatte gaa for sig selv. Han og hun havde en umættelig Trang til at røre ved hinanden, men de smaa lod sig ikke sætte til Side – »det er vores Far!« sagde de. Saa lignede Pelle og Ellen to unge, der holdes grusomt adskilte af en ubarmhjærtig Skæbne; og de søgte hinanden med Øjne der var tunge af Udtryk.

Naar de smaa var i Seng, stjal de sig bort fra det hele – Lasse Fredrik hørte efter Huset. Han havde set en Maler sidde uden for Hækken og male den røgdisede Hovedstad i Foraarsbelysning, og havde anskaffet sig en Farvelade; nu sad han derude hver Aften og smurte løs. Han vilde ikke være Sømand længer!

De vandrede op forbi Gaarden og videre ind mod Aftensolen, gik i det duggede Græs med hinanden i Haanden og stirrede tavse frem. Aftenrøden farvede deres Ansigter og fik Øjnene til at gløde, Ellens Læber var tunge og dunkle af længselsfuldt Blod. Der laa en lille Lund et Stykke inde, der tyede de gærne hen for at være helt borte fra Verden. Tæt ind til hinanden vandrede de derinde i den dybe Skumring og hviskede sammen; Pelle havde sin 157| Arm om Ellens Hals, hans Haand havde hun gemt inde paa sit Bryst. Nu og da bøjede hun sig bagover, for at han skulde kysse hende; saa hændte det at en usynlig Straale traf hendes Øje og brødes til en regnbuefarvet Stjærne i Mørket.

Der løb et højt Dige af Græstørv i Skovens Udkant, som Hassel og ung Bøg hang lavt ned over. Der inde under Løvet havde de smaa Grotter, hvor de gemte sig; det visne Løv var føget sammen i en hel Drive inde under Diget og gav et blødt Leje. Fugle smaapippede i Søvne over deres Hoved, vendte sig paa Grenen og pylrede blødt, som om de drømte Dagens Melodier op igen; undertiden kom Maanen og kiggede ind til dem med et stort Smil. Løvets tunge Nataande dyssede dem hen, og det hændte at de først vækkedes igen af den Gysen, der gaar gennem alting idet Solen staar op. Saa frøs Pelle; men Ellens Legeme var altid varmt, skønt hun havde taget af sit Tøj til at lægge under deres Hoveder. Det var som om en skjult Kraft strømmede gennem hende, naar han satte Munden til hendes Bryst, syntes han han diede Jorden selv.

Moderlig blev hun ved at være, Hengivelsen kaldte blot paa ny Sider af hendes Trang til at opofre sig. Hvor var hun rig i sin Omsorg! hun forlangte kun den haarde Jord og kunde ikke gøre sig selv blød nok – alt var til for ham. Og saa ufattelig blød kunde hun gøre sig selv. Forsynet havde kastet al sin Rigdom og Varme i hendes Skød; det undrede ham ikke, at baade Livet og Lykken valgte sig Rugeplads der.

Deres Kærlighed tiltog i Styrke og Glød omkap med Solen og gjorde lyst og godt allevegne, der blev ikke Plads for noget Mørke. Pelle tog alle Fortrædeligheder med et stort Smil, han gik om i en Tilstand af Halvbedøvelse, selv de alvorligste Forretninger kunde ikke trænge Ellens Billede ud af hans Sind. Hendes hede Aande glødede Luften om ham Dagen igennem og fik ham til at haste hjem. Og hjemme ved Bordet havde de hemmelige 158| Tegn, som sigtede til deres løndomsfulde Verden; de levede Ungdommens Førstekærlighed med dens søde Hemmelighedsfuldhed og lo til hinanden i ung og stjaalen Forstaaelse, som vogtede hele Verden paa dem og ingenting maatte vide. Naar deres Fødder rørte hinanden under Bordet, mødtes deres Øjne, og Ellen rødmede til som en ung Pige. Hendes Hengivelse var saa stærk, at den ikke taalte Medviden – ikke engang mellem dem selv. Der laa en rød Flamme hen over hendes Ansigt, og Øjnene var slørede, som gik hun og gemte Stævnemødets usigelige Sødme fra Gang til Gang. Hun talte nødig, svarede helst med et Smil, gik nynnende og bar sin unge Lykke.

En Eftermiddag han kom cyklende hjem, tog Ellen ikke imod ham som hun plejede; han blev angst og skyndte sig ind. Sofaen var redt op til Seng, Ellen stod derhenne og bøjede sig over Johanne, som laa og rystede i Feber. Hun rettede sig op og tyssede paa ham. Børnene sad henne i en Krog og stirrede forskræmt paa den syge, der laa med lukkede Øjne og jamrede sig sagte.

»Hun kom rendende herud i Eftermiddag!« hviskede Ellen og saa underligt paa ham – »jeg aner ikke hvorfor. Hun er forfærdelig syg. – Jeg har sendt Lasse Fredrik ind til Morten, saa han kan vide hun er hos os.«

»Har I sendt Bud efter Læge?« spurgte Pelle og bøjede sig ned over Johanne.

»Ja. Lasse Fredrik siger til Morten om at tage sin Læge med – han kender hende jo bedst. Jeg tænker, de snart er her.«

Johanne skælvede i Kuldegysninger. Hun laa og arbejdede med Tungen mod den tørre Gane, udstødte af og til en Række usammenhængende Ord og kastede sig frem og tilbage. Pludselig rejste hun sig op i Rædsel, de udspilede Øjne stirrede paa 159| Pelle, men hun kendte ham ikke. »Gaa din Vej – jeg vil ikke!« skreg hun og stødte ham for Brystet. Hans dybe Stemme beroligede hende dog igen, hun lod sig putte ned og laa stille med lukkede Øjne. Og saa begyndte det forfra.

»Der har været nogen efter hende,« sagde Ellen grædende. »Hvad kan det dog være?«

»Det er det gamle, der forfølger hende,« hviskede Pelle rystet. »Morten siger, at det stadig kommer op i hende igen. – Tag Børnene ud i Haven, Ellen – jeg skal nok blive hos hende.«

Ellen gik med de smaa, de var næsten ikke til at faa frem af Krogen. Men lidt efter lød deres pludrende Stemmer derude fra Plænen.

Pelle sad med sin Haand paa Johannes Pande og stirrede hen for sig – han var brutalt blevet vækket til Livets Gru igen. Det stred i krampagtige Ryk derinde i hendes forpinte Barnepande, det var som han i sin Haand holdt en flagrende Sjæl, der var traadt i Skarnet under raa Hæle. En stakkels søndertraadt Fugleunge, der hverken kunde flyve eller dø.

Han vækkedes ved, at en Vogn hastigt kørte op for Havelaagen, og gik ud for at tage imod Mændene.

Lægen var meget betænkelig ved Johannes Tilstand. »Jeg er bange for, at Kriserne tager til i Stedet for af,« sagde han hviskende. »Bedst var det jo, om hun kom paa Hospitalet, saa snart hun kan flyttes.«

»Vilde det være bedst for hende?« spurgte Ellen.

»Nej – ikke just for hende selv – men – – Hun bliver en vanskelig Patient, Frue!«

»Saa bliver hun her,« sagde Ellen. »Hun skal nok faa det godt.«

Lasse Fredrik maatte paa Cyklen og afsted til Apoteket. Straks efter kørte Lægen.

De sad uden for Havestuedøren, saa de kunde høre ind efter den syge, og talte sagte sammen. Det var en Ynk at se Morten, Johannes Flugt fra ham var gaaet ham nær til Hjærtet.

160| »Hvorfor mon hun gjorde det?« spurgte Pelle.

»Hun har været underlig, lige siden du var ude og foreslog at hun skulde ud til jer,« sagde Morten bedrøvet. »Hun satte sig i Hovedet, at hun laa mig til Byrde og jeg helst vilde af med hende. For et Par Dage siden stod hun op, mens jeg var ude, og gav sig til at arbejde i Huset – formodenlig for at yde Vederlag for sit Ophold. Hun er jo sygeligt ærekær. Da jeg bestemt forbød hende det, erklærede hun, at hun ikke vilde skylde mig noget og agtede at gaa sin Vej. Jeg vidste, at det godt kunde falde hende ind til Trods for at hun var syg, og holdt mig hjemme. I Middags gik jeg lige ned for at hente Mælk, og da jeg kom op, var hun borte. Godt var det at hun søgte herud, jeg tror hun kan hitte paa hvad som helst, naar den Tanke først er kommet op i hende, at hun ligger til Byrde.«

»Hun holder vist meget af Dem,« sagde Ellen og saa paa ham.

»Det tror jeg ikke,« svarede Morten med et fortvivlet Smil – »i saa Fald har hun skjult det godt. Jeg har nærmest haft Indtryk af, at hun hadede mig siden den Dag, vi talte om at hun skulde her ud. – Maa jeg blive her i Nat?«

»Bare De vil tage til Takke,« svarede Ellen. »Det bliver ikke nogen Luksusseng De faar, men De kan da komme til at ligge ned.«

Men Morten vilde ikke i Seng. »Jeg bliver oppe og vaager over Johanne,« sagde han.