XIV

Saa var Huset forvandlet til et Sygehjem. Det var et haardt Greb ind i deres Sorgløshed, men de tog det med; ingen af dem krævede mere af Tilværelsen, end den kunde svare til.

Ellen var om den syge Dag og Nat saalænge til 161| det værste var ovre; hun forsømte baade Pelle og Børnene for at tage sig af Johanne.

»Du har altfor meget at gøre,« sagde Pelle bekymret – »det ender med at du bliver syg for mig. Lad os dog tage Hjælp.« Og da Ellen ikke vilde høre Tale om det, tog han selv Affære og fik Dronning Therese til at være derude om Dagen.

Paa nogle Dage ordnede Morten sine Sager, skilte sig af med Lejligheden og flyttede ud til dem. »Du skal dog ikke saadan kunne flygte fra mig,« sagde han til Johanne, der sad over Ende i Sengen og lyttede efter, at de bar hans Sager ovenpaa. »Naar du nu bliver rask nok, flytter du op i det store Kvistværelse; og saa bor vi to ovenpaa og har det hyggeligt igen. Ikke sandt?«

Hun svarede ikke men blev rød i Hovedet af Glæde.

Ellen fik saa det Beløb, Morten plejede at give ud om Maaneden til Mad og Husleje. Hun blev helt bestyrtet, hvad skulde hun dog med alle de Penge – det var alt for meget! Naa, nu behøvede de da ikke gaa og være bekymrede for Huslejen.

Johanne blev snart saa rask, at hun kunde være lidt oppe; Luften herude havde en gavnlig Indflydelse paa hendes Nerver, og Ellen forstod at sætte hende i Humør. Gamle Brun forærede hende en dejlig rød og gul Liggestol af flettet Straa; og naar Solen skinnede, blev hun baaret ud paa Plænen. Hun laa og saa paa Børnenes Leg, undertiden legede hun ogsaa med fra sin Stol og laa og kommanderede de to i Øst og Vest. Svend Trøst lod sig godmodigt jage med, men Søster var lidt mere forbeholden. Hun kunde ikke lide, at den fremmede Pige kaldte Pelle for Far; og naar hun var i Drillehjørnet, stillede hun sig op lidt henne og stod og gentog: »Det er ikke din Far, for det er min Far!« Saa maatte Ellen efter hende.

Men for det meste laa Johanne og stirrede ud i Luften med et Blik fuldt af forfærdelig Lede. En kort Stund lod hun sig fange af noget nyt, men det 162| varede kun et Øjeblik, saa gled Blikket igen bort. Rask nok til at gaa omkring var hun aldrig; selv om hun følte sig kvik, vilde Benene ikke bære hende. Brun kom hver Eftermiddag ud til Gryet for at se til hende, den gamle Mand var dybt grebet af hendes sørgelige Skæbne og havde opgivet sin sædvanlige Ferierejse for at kunne følge hendes Tilstand. »Vi maa gøre noget for hende,« sagde han til Lægen, der paa hans Anmodning indfandt sig daglig – »er der da ingenting at gøre?«

Men Lægen rystede paa Hovedet. »Hun kan ikke faa det bedre, end hun har det her,« sagde han.

Alle holdt de af hende, og gjorde hvad de kunde for at glæde hende. Brun havde altid noget med, han købte kostbare Ting til hende, smukke Silketæpper, hun kunde have over sig naar hun laa i Haven, og et prægtigt stort Koralhalsbaand. Alt hvad han kunde tænke hun ønskede sig, fik hun. Hendes Øjne straalede, hvergang hun fik noget nyt, og hun bar det altsammen paa sig. »Nu er jeg en Prinsesse i al sin Stads,« hviskede hun og smilede mod ham – for saa i næste Øjeblik at glemme det hele. Hun holdt meget af den gamle Mand, forlangte at han skulde sidde hos hende, og kaldte ham Bedstefar med et sørgeligt Forsøg paa Skælmeri. Men hun hørte ikke paa, hvad han fortalte hende; han kunde rolig gaa med, naar de smaa kom listende og vilde have ham med ud at lege paa Marken – hun mærkede det ikke.

Ak ingenting kunde forsone hendes Barnesjæl med dens stakkels skamskændede Legeme, hverken Kærlighed eller Smykker. Det var som om den lededes ved sit Hylster, og stod og grov i det Blaa saa langt ude som muligt, holdt fangen i en tynd Traad der blot skulde slides over. Hun blev med hver Dag mere gennemsigtig, det saas tydelig nu, hun havde de andre Børn ved Siden af sig. De aad og trivedes for hende med! Naar Ellen ikke passede paa, kom Svend Trøst trissende og spiste Johannes Sygemad, skøndt Gud skulde vide han ikke 163| blev sultet! Johanne selv saa roligt til – det var hende saa ligegyldigt altsammen.

Det var en usædvanlig Sommer, tør og solrig; man kunde være i Haven den meste Tid. Hen paa Eftermiddagen samledes de gærne derude, Ellen og Dronning Therese var færdige i Huset og satte sig hos Johanne med deres Haandarbejde, Brun sad og underholdt dem med hyggelig Gammelmandssnak, og Johanne laa og døsede med Ansigtet vendt mod Havelaagen. De lo og spøgede med hende for at faa hende i Humør; Brun havde lovet hende en Rejse til Syden, naar hun vilde skynde sig at komme paa Benene, og fortalte hende om Solen dernede, og de dejlige Druer og Appelsiner som hun selv skulde faa Lov at plukke. Hun besvarede det alt med sit triste Smil, som vidste hun altfor godt hvad der ventede hende. Det mørke svære Haar blev til en stadig større Skygge om hendes blege svindende Ansigt; det var som Natten steg over hende. Hun syntes at døse sig langsomt bort fra Tilværelsen, med de sorte Øjne rettede mod Havelaagen.

Morten var ofte ude paa Foredragsrejser, undertiden flere Dage ad Gangen. Men naar han saa endelig gik med Laagen, blussede Livet op i hendes Ansigt. Han var den eneste, der kunde kalde Sjælen tilbage i hende, det var som om den kun dvælede for hans Skyld. Hun var ikke lunefuld mod ham mere; naar Kræfterne var til det, rejste hun sig over Ende og kastede sig om hans Hals. Saa løb Taarerne stille ned over hendes lille Ansigt, og hun fik Luft for sin Længsel. Ellen forstod, hvad der foregik i Barnet og gjorde Tegn til de andre – de to skulde have Lov at være ene! Saa kunde Morten sidde timevis bøjet over hende og fortælle om, hvad han havde oplevet; hun syntes ikke at blive træt men laa og hørte paa ham med glansfulde Øjne, med sin gennemsigtige Haand hvilende paa hans Arm. Hvert af hans Skridt interesserede hende; undertiden kom der et eget Udtryk i hen164|des Øjne, og hun slog mistænksomt ned paa en eller anden Enkelthed. Hun havde sygelig skarpe Sanser, Lugten ved ham af fremmede Mennesker gjorde hende mut og spejdende.

»Det stakkels, stakkels Barn – hun elsker ham jo!« sagde Ellen en Dag til Pelle og brast i pludselig Graad. »Og der ligger hun og skal dø!« Hendes egen Lykke gjorde hende saa tungt medvidende ved Barnets Tilstand.

»Men kæreste Ellen!« udbrød Pelle protesterende.

»Tror du da ikke jeg kan se? Det er jo derfor, hun altid har været saa besynderlig mod ham. Hvor er det sørgeligt!«

Barnets triste Skæbne kastede Skygge! Men Solen gik højt paa Himlen og var stærkere endnu. »Pelle!« sagde Ellen og strøg ham gennem det graasprængte Haar – »de lyse Nætter kan snart blive forbi!« – –

Morten blev haardnakket ved at tro paa, at den lille Johanne nok skulde komme sig; men enhver ellers kunde tydelig se hvor det bar hen. Hendes Liv sivede bort med den svindende Sommer. Hun blev blidere og medgørligere for hver Dag, Hadet var slukket i hende, med et træt Smil tog hun imod al deres Godhed. Gennem hendes skændede Væsen straalede en sælsom dødsmærket Ynde, der syntes at udfolde sig eftersom hun nærmede sig Graven.

Hen paa Høsten forandrede hendes Væsen sig. Pludselig naar Pelle eller Morten nærmede sig hende, kom der Gru i hendes Øjne og hun aabnede Munden for at skrige; saa naar hun kendte dem igen gemte hun sig ind til dem og græd ulykkeligt. Hun kunde ikke komme i Haven mere men laa altid, Børnenes Støj kunde hun ikke taale, den oprev hendes Sind og førte det tilbage til Baggaderne; de maatte holde sig ude hele Dagen. Stadig hyppigere slog Feberen ud i Vildelse, og hendes spinkle hendøende Stemme blev raa og hæs igen. Hun laa og sloges med Drenge og Bisser og høje Hatte, værgede for sig med Øgenavne og Skælds165|ord og snærrede rasende til alle Sider – til hun tilsidst overgav sig, forlangte at faa Brændevin og laa og smaagræd med en haard tør Graad. Gamle Brun turde slet ikke vise sig ved Sengen; hun antog ham for en gammel Kammerherre, som Gadedrengene havde pudset paa hende, og modtog ham med raa Opfordringer.

Dette Indblik i Barnets forfærdelige Tilværelse bag Plankeværkerne rystede dem alle. Det var som om Livets Ondskab ikke vilde slippe dette uskyldige Offer, men hadefuldt forfulgte hende lige ind i Døden og gjorde al deres Kærlighed til intet. Morten opholdt sig inde hos hende de Døgn hendes Dødskamp varede, han sad i en Krog og stirrede, kun naar hun blundede vovede han sig frem. Ellen var den eneste, der havde Kræfter til at møde det. Hun gik Nat og Dag om Johanne, bleg og rolig søgte hun at lette hende Døden ved sin utrættelige Omsorg; naar det forfærdelige kom over Barnet, slog hun sine Arme værgende om hende og prøvede at betvinge det ved en Moders Kærlighed.

Hun havde aldrig været i Stue sammen med Døden før men saa den fast i Øjnene, ved hendes Bryst udstred Barnet.

Johannes Død havde fuldstændig lammet Morten. Det længst mulige havde han klynget sig til den Tro, at hendes Liv maatte kunne reddes – det var saa meningsløst uretfærdigt ellers! og da det haabløse gik op for ham ogsaa, sank han sammen. Han tog sig ikke noget til men drev om i en Tilstand af tung Sløvhed, talte ikke og spiste ikke stort. Det var som en tung Haand havde slaaet ham i Hovedet.

Efter Begravelsen fulgtes han og Pelle hjem til Fods, mens de andre kørte. Pelle gik og talte om ligegyldige Ting for at aflede hans Tanker fra Barnet, men Morten hørte ikke paa ham.

166| »Kære Ven, du vil da ikke blive saadan ved,« sagde Pelle pludselig og stak sin Arm ind under Mortens. »Nu har du jo fulgt det stakkels Barn saa langt paa Vej, du kunde – de levende har ogsaa et Krav paa dig.«

Morten løftede Hovedet. »Er det ikke ligegyldigt, om jeg skriver nogle Sider mere eller mindre?« sagde han træt.

»Du har faaet din Pen for at forsvare de værgeløse med den – du har ikke Lov at give op,« sagde Pelle.

Morten lo bittert. »Har jeg kanske ikke talt Børnenes Sag efter Ævne – og været naiv nok til at tro, at her i det mindste behøvede man blot aabne Folks Øjne for ogsaa at tage dem om Hjærtet. Og hvad opnaar man saa? At forøge den saakaldte gode Literatur med endnu et Bind – naar det kommer højest. Menneskene er praktiske Væsner du, man kan med største Lethed faa dem til at fælde Teatertaarer; de kan godt lide at sidde i Parkettet og græde med den Ulykkelige. Men ve ham, om de møder ham igen paa Gaden. De varmeste Ord om det gribende i mine Børneskildringer har jeg faaet af en gammel Herre, der senere viste sig at efterstræbe Smaabørn.«

»Men hvad saa da?« sagde Pelle og stirrede forfærdet paa ham.

»Ja, hvad saa da, sig du mig det. Du har Ret i, at jeg er lige glad, men kan man blive ved med at tage Del i en Kamp, der ikke engang skaaner Børnene? Husker Du min lille Søster Karen, som maatte gaa i Havnen? – hvor mange tusind Børn staar der ikke bag hende og Johanne! Man kalder dette for Barnets Aarhundrede – og saa raaber Børnenes Blod jo fra Jorden! Endda er de lykkelige, naar de kan liste bort – tænk om Johanne havde levet videre med sit. Barndommens Skygger naar over hele Livet!«

»Ja og det gør Barndommens Solskin ogsaa,« udbrød Pelle varmt. »Netop derfor maa vi ikke svigte 167| Fattigungerne. Vi vil faa Brug for en Slægt med varme Hjærter.«

»Jeg har jo tænkt det samme,« sagde Morten græmmet. »Ved du, Pelle – jeg elskede dette Barn, der kom til mig allerlængst nede fra; hun rummede det hele for mig, aldrig er Elendigheden kommet mig saa grumt ind paa Livet. Det blev en skøn Drøm – en taabelig Drøm – i mig, at hun skulde leve. Jeg skulde kæle Liv og Lykke ind i hende igen, og saa vilde jeg skrive en Bog om det, der sejrer. Jeg ved ikke, om du forstaar mig –: om Elendigheden, der bliver sund og lykkelig under Godhedens Sol. Hun var jo det hele; dybere ned kan Livet vel ikke godt føres! Og lagde du Mærke til, hvor megen Skønhed og Finhed der alligevel var begravet under Kloakslam hos hende? Jeg havde glædet mig til at faa det frem, befriet fra al Nød og Hæslighed – og saa vise Verden, at saa skønne er vi hernede, naar man skraber Snavset af os. Kanske kunde det have lokket den til at øve Retfærdighed. Saadan har jeg drømt, men det er en besk Lod at faa de Ulykkelige udpeget til sin Elskede. Min eneste Kærlighed er uoprettelig død, og nu kan jeg ikke skrive om noget, der sejrer. Hvad skal jeg saa dér?«

»Jeg tror, det er Hugo der siger, at Hjærtet er den eneste Fugl som bærer sit Bur,« sagde Pelle. »Men dit Hjærte nægter nok at tage ved, naar der er allermest Brug for det.«

»Nej, du,« sagde Morten lidt ivrigere – »jeg svigter vist ikke. Men dette har været et haardt Nedslag for mig – bare jeg havde noget mere af din lyse Tro. Naa, jeg maa være henrykt for, at jeg har dig selv.« Han rakte Pelle Haanden med et godt Smil.

Bibliotekaren kom dem i Møde ned over Markerne. »Det tog længe med jer to Dioskurer,« sagde han og saa opmærksomt paa dem – »Ellen venter med Maden.«

De tre Mænd fulgtes op over den nøgne Stubmark mod Huset. »Nu er det bedste af Sommeren forbi,« 168| sagde Brun og saa sig om med et Suk. »Saa er Hjulet rykket endnu en Tak frem.«

»Døden er ikke det værste, der kan overgaa én,« svarede Morten, der endnu var i sin morbide Stemning.

»Saadan noget siger man, mens man er ung og velhavende – og mener det jo ikke for Alvor. I Morgen har Livet taget Dem og Deres Sorg i sin Tjeneste igen. Men jeg har aldrig været ung, før jeg lærte jer to at kende, derfor tæller jeg karrigt hver flygtende Time. – Og misunder jer, som kan gaa saa rask,« føjede den gamle smilende til.

De gik langsommere opover og fulgte Hækken op mod Huset; indenfor i Haven hørtes en svag Klynken. Derinde i et tomt Bed sad Svend Trøst nede i et Hul, som de to Unger havde gravet med deres Spader; Søster var i Færd med at kaste Jord paa ham, den gik ham allerede til Halsen. Han gjorde ingen Modstand men smaapylrede kun lidt, da Mulden begyndte at nærme sig hans Mund.

Pelle raabte Allarm og sprang over Hækken, Ellen kom styrtende ud i det samme. »Der kunde du nær have kvalt lille Bror,« sagde hun forfærdet og tog Drengen op til sig.

»Jeg planter ham jo bare,« sagde Anna, fornærmet over at man ødelagde hendes Værk – »han vilde gærne selv. Og til Foraaret kommer han jo op igen!« De to Børn vilde gærne have en lille Bror, og var blevet enige om, at Svend Trøst skulde ofre sig.

»Saadan noget maa I ikke finde paa,« sagde Ellen stille – »I skal nok faa en lille Bror til Foraaret alligevel.« Og hun saa paa Pelle med et varmt talende Blik.