XV

Inde i Fællesvirksomheden gik Arbejdet sin rolige Gang. Der stod ikke noget Gny af den, inden for 169| Bevægelsen var man nær ved at glemme, at den overhovedet var til. Det var en lang og sej Vej, Pelle var inde paa, men han var ikke i Tvivl om, at den førte til Maalet, og gik sindigt til Værks. Aldrig havde hans Aandedræt været saa langt.

Foreløbig gjorde han Erfaringer. Han og Peter Drejer havde opdraget en Stab af solide Arbejdere, som vidste, hvad det drejede sig om, og ikke lod sig slaa ud af Leje, selv om der kom et fremmed Element ind. Forretningen voksede stadig og krævede ny Tilgang, men han havde ingen Vanskeligheder af de ny Kræfter; Foretagendet var saa stærkt, at det slugte og omdannede dem.

Fabrikanterne i al Fald huskede, at han var til, skadede ham, hvor de kunde. Det glædede ham, fordi det fastslog, at han var farlig for dem. Gennem deres Forbindelser lukkede de for Krediten, og da det ikke førte til noget, fordi han havde Bruns Formue i Ryggen, boykottede de ham for Materialer ved at tvinge Læderhandlerne til ikke at sælge til ham. Han maatte saa indforskrive Materialerne fra Udlandet. Lidt ekstra Besvær var der forbundet med det; nu galdt det om at have Orden i Sagerne, saa man ikke stod og manglede et eller andet.

En Dag manglede der en Artikel i en ny Sending, og det hele var ved at gaa i Staa. Han fik den skaffet til Veje ved et Krigspuds men var gal i Hovedet. »Jeg kunde have Lyst til at lange de Læderhandlere én ud igen,« sagde han til Brun, »her skal man gaa og luske sig det til, hvis man tilfældig staar og mangler noget. Skal vi ikke leje Butiken her inde ved Siden af og oprette en Læderhandel? Det er en Lussing til de andre, og saa har vi selv altid, hvad vi bruger. Vi skal jo ikke spille Herskab paa den Historie, saa jeg tror de mange Smaamestre omkring i Krogene vil blive glade for os.«

Ja, Brun havde ikke noget imod, at Krigen blev ført lidt mere paa Kniven. Der skete ham ikke nok!

Den ny Forretning aabnede til Oktober. Pelle vilde haft Peter Drejer til at lede den, men han und170|slog sig. »Jeg egner mig vist ikke til at købe og sælge,« sagde han mørkt. Saa tog Pelle en af de unge Arbejdere fra Værkstedet op i Forretningen og holdt selv Øje med den.

Det gav allerede mere Skub i Tingene; der var nok at tage i. Nu frembragte Virksomheden meget mere, end der kunde afsættes i Butiken; og Pelles Læderhandel gjorde Smaamestrene uafhængige af Privatkapitalen. Mange af dem havde lidt Smaasalg af Fabriksfodtøj ved Siden af Reparationsværkstedet og tog nu deres Varer fra ham. Ude i Provinsen havde hans Fodtøj allerede vundet Indpas adskillige Steder; det var kommet af sig selv, det ene tog det andet med sig. Fabrikanterne forfulgte det derude ogsaa – hvor de kunde; Følgen var, at Arbejderne tog det op og tvang det ind igen i de Forretninger, hvor de var Kundekredsen. Der begyndte at staa Kamp om Pelles Fodtøj.

Men han vidste, at det kun var Begyndelsen. Det maatte komme til et stort Sammenstød, og var han saa tilstrækkelig godt funderet? Fabrikanterne var i Færd med at oprette en Butik lige overfor, hvor der skulde sælges billigt for at ødelægge hans Udsalg, og en Dag satte de sagtens Priserne stærkt ned over det hele for at faa ham vippet af Pinden.

»Lad dem kun,« sagde Brun. »Saa kommer Folk billigt til Fodtøj!« Men Pelle imødesaa med Bekymring det ny Angreb. Selv om de holdt det ud, kunde det godt udtømme deres økonomiske Kræfter.

De var for isolerede, det var Ulykken. Endnu var de som den, der skyller i Land paa aaben Strand, de havde ingenting at falde tilbage paa. Arbejdsgiverne havde forlængst opdaget, at de var lige saa internationale som Arbejderne, og havde adopteret Pelles gamle organisatoriske Tanke. Det gik ikke altid glat med at faa sine Materialer fra Udlandet heller, han mærkede Sammenhængen! Saalænge han ikke havde faaet Garverne til ogsaa at oprette et Fællesforetagende, kunde han naar som helst risikere at faa Fødderne slaaet væk under sig. Og først 171| og fremmest maatte han have den store Arbejderhær med sig, det var den, det hele tog Sigte paa.

En Dag stod han igen paa Talerstolen efter lange Aars Forløb og holdt sit første Foredrag om Kooperationen. Det var helt underligt igen at staa over for sine egne og føle deres Ansigter rettet paa sig. Foreløbig saa de ham an som en, der vendte tilbage fra det fremmede med nye Ideer – eller kanske blot ny Paahit; men han skulde nok vinde dem! Netop deres Træghed lovede godt, naar først den blev overvundet; han kendte dem igen, de var svære at sætte i Gang – og næsten ikke til at stanse igen. Fik hans Ide først rigtig fat i disse Folk med deres vældige Organisationer og urokkelige Disciplin, saa var den uovervindelig. Han kastede sig med Kraft ind i Agitationen og holdt hver Uge Foredrag i en politisk eller faglig Forening.

»Pelle, hvor har du travlt,« sagde Ellen, naar han kom hjem. Hendes Tilstand fyldte ham med Lykke, den var som et Segl paa deres ny Forening. Hun havde trukket sig lidt mere tilbage i sig selv, over hendes Ansigt og Skikkelse lagde sig et Skær af drømmende Blødhed. Lidt hjælpeløs og fjærn i det tog hun nu imod ham ved Laagen – en ung Moder, der maatte tages paa med varlige Hænder! Han saa hende trives fra Dag til Dag og bære – gavmildt som Haven bar de sidste tunge Blomster, og havde en lykkelig Følelse af at det groede for ham paa alle Kanter.

Morten saa de ikke meget til, han befandt sig i en Krise og færdedes helst for sig selv. Han klagede stadig over, at han ingen Vegne kunde komme med sit Arbejde, selv den mindste Ting, han begyndte paa, kørte fast for ham.

»Det er, fordi du ikke længer tror paa det,« sagde Pelle. »Den, der tvivler om sin Gærning, skærer jo den Gren over, han selv sidder paa.«

Morten hørte paa ham med et træt Udtryk: »Det er meget værre endnu – for det er selve Mennesket, jeg tvivler om, du Pelle. Jeg gaar og fryser og har 172| ikke kunnet finde ud af hvorfor; men nu ved jeg det – det er, fordi Menneskene ikke har noget Hjærte. Al Vækst beror jo paa Varme, men hele vor Kultur bygger paa Kulden; derfor er her saa koldt som her er.«

»De smaa har dog et Hjærte,« sagde Pelle – »det er jo det og ikke Forstanden, der holder dem oppe; ellers var de gaaet til Grunde for længe siden – blevet til Dyr simpelthen. Hvorfor er de ikke det trods al Elendighed? hvorfor føder selv Kloaken lysende Væsner?«

»Ja, de fattige varmer hinanden – men blaafrosne er de dog! Og maatte man ikke hellere ønske for dem, at de ikke havde noget Hjærte at trækkes med – midt i et bundfrossent Samfund. Jeg misunder dem, der kan Nse historisk paa Elendigheden og trøste sig med Fremtiden. Jeg tror jo ogsaa selv, at det gode vil sejre engang, men det er mig alligevel en kvælende Urimelighed at tænke paa, at Millioner forinden skal gaa lykkeløst i Graven i Kampen for at overvinde en Dumhed. Jeg er en NUforligelig, det er Sagen; mit Sind har indrettet sig paa andre Tilstande, derfor lider jeg under dem, der er. Bare en saa selvfølgelig Ting som at faa Penge igen paafører mig Lidelse. De er mine, men min Tanke kan ikke lade være at følge dem tilbage i baglæns Retning: Hvilke Savn fremkalder de ved at gaa over i mine Hænder? hvad klæber der ved dem af Nød og Graad? Og naar jeg giver dem ud igen, Nkærer det bestandig i mig, at de faar for lidt, der har hjulpet mig – min Vaskekone og de andre. De kan jo knap leve, og Skylden er blandt andres min! Saa tager min Tanke fat paa at grave de andres Savn frem, og jeg har ikke Fred; hvergang jeg putter en Bid Brød i Munden eller ser Butikkernes Lagre, maa jeg tænke paa dem, der sulter. Jeg lider forfærdeligt ved ikke at kunne ændre Tilstande, hvis Taabelighed dog er saa indlysende. Og det nytter ikke, jeg vil slaa det hen som sygeligt, det er det nemlig ikke – det er en Foregriben i mig! Vi maa allesammen 173| der hen engang – hvis ikke de Fortrykte rejser sig forinden og vender Odden opad. Du ser, jeg er fordømt til at leve alle de andres Elendigheder med – og mit eget Liv har ikke just været rigt paa Solskin. Tænk paa min Barndom, hvor den har været glædesløs! Jeg har ikke dine Fonds at tage af, du Pelle! tænk paa det.«

Nej, meget Solskin var der ikke faldet paa Mortens Vej; nu krøb han sammen og gik og frøs.

Men en Aften kom han stormende ned i Stuen til dem og viftede med et Papir. »Jeg har faaet et Legat,« sagde han. »I Morgen tidlig rejser jeg til Syden.«

»Du maa da først ordne dine Sager,« sagde Pelle.

»Ordne?« Morten lo. »Nej du, rejse er man altid klar til. Hele mit Liv har jeg været parat til en Tur omkring Jorden med en Times Varsel!« Han gik frem og tilbage og gned sig i Hænderne. »Ah nu skal jeg ned og slikke Sol, du – rigtig gennembages skal jeg! Jeg tror mit Bryst vil have godt af at springe en Vinter over.«

»Hvor langt vil De hen?« spurgte Ellen med lysende Øjne.

N»Til Syditalien og Spanien. Jeg vil hen et Sted, hvor Kulden ikke trækker Frakken af tusind, idet den hjælper én Pelsen paa. Og saa vil jeg se Mennesker, som ikke har faaet Del i den mekaniske Kulturs Velsignelser, men som Solen til Gengæld har skinnet paa; Solmennesker ligesom lille Johanne og hendes Mor og Bedstemor – men som faar Lov at leve! Aa, det skal blive dejligt, engang at se fattige der ikke fryser.«

»Lad ham bare komme afsted saa hurtigt som muligt,« sagde Ellen, da Morten var gaaet op for at pakke sin Kuffert. »For kommer han først i Tanke om de Fattige, saa bliver det saamænd ikke til noget. – Jeg kommer vist til at stikke nogle Strømper af dine og lidt Undertøj i hans Kuffert – han har ikke noget at skifte med. Bare han nu sørger for at faa 174| sit Tøj til Vask – og saa de ikke ødelægger det for ham med Klor.«

»Skulde du ikke se lidt efter ham, mens han pakker ind?« spurgte Pelle. »Ellers er jeg bange for, han ikke faar det med han har Brug for. Morten glemmer sommetider sit Hoved i Nathuen.«

Ellen gik ovenpaa med det Tøj, hun havde ledt frem. Det var et Held hun kom, Morten havde pakket sin Kuffert fuld af bar Bøger og lagt de nødvendige Ting til Side. Han stod og trippede, og var helt ulykkelig da hun tømte det hele ud af Kufferten igen og begyndte forfra; nu var det saa pænt ordnet, Digtene for sig og Proletar-Skildringerne for sig – han kunde lige stikke sin Haand ned og tage hvad han ønskede. Men Ellen kendte ikke til Skaansel, det hele maatte herut paa Gulvet, og hver Stump Tøj han ejede, maatte han lægge frem paa Stole. Det nødvendige blev sorteret fra. For hver Stump der kom i Kufferten, protesterede Morten spagfærdigt – det kunde virkelig ikke betale sig at slæbe Strømper med – eller flere Sæt Linned; det købte man simpelthen, efterhaanden som man fik Brug for det. Naa? saa det kunde det ikke? Men slæbe omkring med en stor Kuffert unyttige Bøger ligesom en anden NKolportør – det kunde vel betale sig!

Ellen laa paa Knæ foran Kufferten og gjorde Vej. Pelle kom op ved hendes Ivrighed, han stod lænet mod Døraabningen og saa paa dem. »Det er rigtigt, giv ham bare en Omgang NGaberbejse, saa han kan holde, til han naar hjem igen,« sagde han leende. »Han kan godt trænge til det.«

Morten sad paa en Stol og saa slukøret ud. »Gudskelov man ikke er gift,« sagde han. »Jeg begynder virkelig at faa Medlidenhed med dig, Pelle.« Man kunde se paa ham, at han nød Omsorgen.

»Ja nu kan du da se, hvad for et NHuskors jeg har faaet,« svarede Pelle alvorligt. »Du har aldrig villet tro det før.«

Ellen lod dem bare snakke; nu var Kufferten stoppende fuld, og nu vidste hun da, han ikke kom til 175| at drage om som en Landevejsbisse. Nu var der kun Toiletsagerne – ikke engang dem havde han sørget for. Hun trak en vældig stor Bog ud af Toilettasken paa den indvendige Side af Kuffertlaaget, for at gøre Plads til Vaskesagerne; men da kom Morten springende. »Den maa jeg ha’e med – hvordan det saa gaar,« sagde han bestemt. Det var NVictor Hugos: De Ulykkelige – Mortens Bibel.

Ellen slog op paa Titelbladet for at se, om det nu ogsaa var saa nødvendigt at slæbe om med saadan et Uhyre – det var jo et helt Brød.

»Der er ingen Plads til den,« erklærede hun og lagde den roligt til Side – »da ikke hvis De vil have saa De kan vaske Snavset af Dem. Men De træffer ogsaa sagtens Ulykkelige, der hvor De kommer hen; dem er der vist nok af allevegne.«

»Saa tillader Fruen vel heller ikke at jeg tager mine Skrivesager med?« spurgte Morten i en ansøgende Tone.

»Jo,« svarede Ellen leende – »og De maa ogsaa godt bruge dem til noget kønt – – hvis det da er os Smaafolk De skriver for. Jammer og Elendighed er der nok af!«

»Naar nu NSolen har skinnet rigtig paa mig, saa kommer jeg hjem og skriver jer en Bog om den,« sagde Morten alvorligt.

Den næste Dag var en Søndag. Morten var tidlig oppe og tog ud paa Kirkegaarden. Det trak længe ud, de gik og ventede paa ham med Frokosten. »Nu kommer han, jeg saa ham nede paa Marken,« raabte Lasse Fredrik endelig; han havde været oppe paa Bakkegaarden efter Mælk.

»Saa kan vi godt komme Æggene i,« sagde Ellen til Søster, som gik hende lidt til Haande i Køkkenet.

Morten var højtidelig til Sinds. »Nu er Roserne paa Johannes Grav igen plukkede,« sagde han. »Jeg begriber ikke, at nogen kan faa over sit Hjærte at plyndre de Døde; de er dog dem, der har det fattigst af os allesammen.«

»Det glæder mig at høre dig sige det!« udbrød 176| Pelle. »For en Maaned siden var du i Stand til at synes, at de Døde var de eneste velhavende.«

»Du er en Klippe,« sagde Morten smilende og tog ham i Skuldrene. »Selv om alt andet forandrer sig – dig ved man altid hvor man har.«

»Til Bords, til Bords!« raabte Ellen. »Men straks – ellers bliver Overraskelsen kold!« Hun stod og ventede med et tildækket Fad.

»Hvad – du har jo nylagte Æg!« udbrød Pelle forbavset.

»Ja, Hønsene har givet sig til at lægge igen de sidste Dage – det er til Ære for Morten.«

»Næ, det er til Ære for det gode Vejr – og saa fordi de faar Lov at løbe frit om nu!« indvendte Lasse Fredrik.

Morten lo: »Lasse Fredrik er en uforbederlig Realist – Tilværelsen behøver ikke pyntes op for hans Skyld.«

Ellen gik og kræsede for Morten. »Nu skal De værsgod spise,« sagde hun. »Det er ikke sikkert, De faar ordenlig Mad derude i det fremmede.« Hun tænkte med Gru paa den Mad, hendes Logerende i Palæet havde rørt sammen.

Saa holdt Vognen for Døren, Kufferten kom op hos Kusken, Morten og Pelle steg til Vogns – det var paa høje Tid. Det gik i Fart nedover, Lasse Fredrik og Søster stod paa hver sit Trin helt ned til Hovedvejen; saa sprang de af og løb tilbage. Deroppe ved Gavlen stod Ellen og vinkede – med Svend Trøst ved Haanden.

»Det maa være underligt at rejse væk fra det hele,« sagde Pelle.

»Ja for dig maatte det være underligt,« svarede Morten og kastede et sidste Blik tilbage efter Pelles Hjem. »Men jeg rejser jo ikke væk fra noget – jeg rejser det tvært imod i Møde.«

177| »Det bliver i al Fald underligt, ikke at have dig trampende over Hovedet længer – især for Ellen og Børnene. Men du la’r vel høre fra dig?«

»Det gør jeg. Og du holder mig lidt underrettet om, hvordan dit Foretagende trives.«

Saa gik Toget. Pelle følte en egen Sugen under Hjærtet, mens han stod og stirrede efter det, som hvirvlede det noget af ham med sig. Det havde altid været hans Drøm at komme ud og se sig om i Verden; lige siden Garibaldi dukkede op i det trange Værksted derhjemme i Provinsbyen, havde han gaaet og glædet sig til det. Nu stak Morten ud – han selv kom nok aldrig afsted, han fik nøjes med den »Udenlandsrejse« han havde haft.

Et Øjeblik stod Pelle og stirrede ud langs Skinnerne, hvor Toget var forsvundet – med Sindet borte i tunge Drømme. Men saa vaagnede han og opdagede, at han uden at ville det havde staaet og følt sit Hjem som en Klods om Benet. Og derhjemme gik Ellen og Børnene og kiggede langt efter, om han ikke snart kom – mens han stod her og drømte sig bort fra dem! De tog sig ingenting til, før han var der, for Søndagen var jo hans Dag – den eneste Dag de havde ham rigtig. – Han skyndte sig ud og sprang paa en Sporvogn.

Da han fra Sporvejslinjens Endepunkt sprang over Grøften ind paa Marken, fik han Øje paa Brun lidt fremme paa Stien. Den gamle Bibliotekar arbejdede sig møjsommeligt op over det stigende Land, hvert Øjeblik tvang hans Astma ham til at stanse. »Han er paa Vej ud til os!« tænkte Pelle rørt; det var ikke før faldet ham ind, hvor besværlig denne Tur over Pløjemarker og ad daarlige Veje maatte være for den gamle Herre. Og alligevel gjorde han den flere Gange om Ugen for at komme ud og se til dem.

»Ja, nu har I mig der igen,« sagde Brun. »Bare I ikke bliver kede af mit Rend.«

»Det er der vist ingen Fare for,« svarede Pelle og tog ham under Armen for at lette ham Bakken. »Børnene er jo ganske tossede efter Dem!«

»Ja Børnene, dem er jeg tryg nok ved – og dig ogsaa, Pelle! Men din Kone gør mig usikker.«

178| »Ellen er noget forbeholden, men det er bare hendes ydre Væsen – hun holder meget af Dem,« sagde Pelle varmt. »Den der tager Børnene paa Skødet, tager Ellen om Hjærtet.«

»Mener du virkelig det? – Jeg har altid ringeagtet Kvinden, fordi hun mangler Personlighed – lige til jeg lærte din Kone at kende. Det er en sjælden Kone du har, Pelle; hun er stærk i sit Væsen – saa stærk at hun gør mig usikker. Kunde du ikke faa hende til at lade være med at kalde mig Hr. Brun.«

»Jeg skal sige det til hende,« sagde Pelle leende. »Men det er ikke sikkert det nytter noget.«

»Denne Hr. Brun er ved at blive mig en uudholdelig Person, skal jeg sige dig; og ude hos jer vilde jeg gerne have et Fristed for ham. Du skulde vide, hvad det vil sige hele sit Liv at trækkes med saadan en Herre, der ikke staar i inderligt Forhold til noget som helst. Andre hedder dog Far, Bedstefar, et eller andet menneskeligt; men mig affærdiger alle Livets Forhold med et Hr. Brun! – Tak Hr. Brun! – Mange Tak Hr. Brun!« Den gamle var i sit desperate Humør, han gik og vrængede Ordet ud.

»Det er nogle slemme Veje herude,« sagde han pludselig og stansede for at puste. »Man begriber ikke at Markerne faar Lov at ligge her lige oven for Byen – at Spekulationen ikke melder sig.«

»Det er vel Mosens Skyld dernede. Men nu har de forresten begyndt at fylde den ud ovre i den nordre Ende ser jeg,« sagde Pelle.

Brun kiggede interesseret derover ad, men rystede saa opgivende paa Hovedet.

»Næ – jeg kan ikke se saa langt uden Briller – det er ogsaa en af Bøgernes Velsignelser. – Jo det er! Gamle Folk paa Landet tager dog kun til Brillerne, naar de skal se i en Bog; men jeg maa ty til dem, naar jeg vil orientere mig i Verden – det gør en stor Forskel. Det er Gadernes og de dumme Bøgers Skyld, at jeg er nærsynet; man faar ikke noget Udsyn, naar man ikke bor i det fri. Byen 179| lukker for alle ens Sanser, og Bøgerne fører en bort fra Livet. Derfor tænker jeg ogsaa paa at flytte ud.«

»Er det klogt nu til Vinteren? De egner Dem ikke til at tage ind og ud i al Slags Vejr.«

»Saa opgiver jeg Biblioteket,« svarede Brun. »Det vil ikke volde mig stor Sorg – jeg har tilbragt nok af mit Liv dèr. Tænk dig Pelle, det gik op for mig i Nat, at jeg har været med til at katalogisere det meste af Verdens Literatur – men har ikke engang set et Barn blive Nsvøbt! Hvad Ret har Folk som jeg til at snakke med?«

»Jeg kan ikke forstaa det,« sagde Pelle. »Mig har Bøgerne hjulpet til saa meget.«

»Ja, fordi du havde det egenlige! Hvis jeg var ung, gik jeg ud og tog fat med mine Hænder. Jeg er gaaet Glip af mere ved aldrig at have arbejdet mig svedig og træt med mit Legeme, end du ved ikke at kende de store Klassikere. Jeg gaar og opdager min egen Fattigdom, Pelle; nu byttede jeg gærne alting væk for en Plads som Gammelfar i en lun Ovnkrog.«

Børnene kom løbende ned over Marken. »Har du noget til os i Dag?« raabte de paa lang Afstand.

»Ja, men ikke før vi er kommet ind i Varmen. Jeg tør ikke knappe Frakken op herude for min Hoste.«

»Jamen du gaar saa langsomt,« sagde Svend Trøst. »Er det fordi du er saa gammel?«

»Ja det er det nok,« svarede den gamle Mand leende. »I faar øve jer i lidt Taalmodighed.«

Men Taalmodighed var ikke det, de smaa havde mest af. De greb ham i Frakken og trak afsted med ham. Han var helt forpustet, da de naaede ind i Gangen.

Ellen saa strængt paa Børnene men sagde ikke noget. Hun hjalp Brun af Frakken og Halstørklædet og fik ham godt bænket inde i Stuen. Saa gik hun ud i Køkkenet; Pelle forstod, at der var noget hun vilde ham, og fulgte efter.

»Pelle,« sagde hun alvorligt – »Børnene er altfor 180| fri mod Hr. Brun. Jeg kan ikke forstaa at du ser roligt paa det.«

»Jamen han er glad for det, Ellen – ellers kan du da begribe, jeg nok skulde bræmse dem. Han vil netop have det saadan. Og ved du, hvad jeg tror han vilde blive endnu gladere for? – om du tilbød ham at bo hos os.«

»Nej det gør jeg aldrig,« erklærede Ellen bestemt. »Det vilde se altfor underligt ud af mig.«

»Men naar han nu trænger til et Hjem – og holder af os! Han omgaas ingen andre end os.«

Ja – nej, det kunde Ellen alligevel ikke begribe – det de havde at byde paa. Og Brun som kunde købe al den Hygge, der var at faa for Penge. »Saa maatte jeg da i al Fald have nyt Dækketøj og gode Tæpper paa Gulvene – og mange andre Ting.«

»Det kan du jo ogsaa faa,« sagde Pelle – »naturligvis vil vi have det saa hyggeligt vi kan. Brun er forresten lige saa nøjsom som vi er.«

Ja det kunde godt være; men Ellen var Husmoder, og der var Ting hun ikke kunde være bekendt. »Vil Hr. Brun gærne bo hos os, saa skal han ogsaa have det hyggeligt,« sagde hun. »Men det er underligt, han ikke selv foreslaar det; det kan han dog meget bedre end vi.«

»Nej det skal jo netop komme fra os – fra dig, Ellen. Han er lidt bange for dig.«

»For mig?« udbrød Ellen forfærdet. »Og jeg som – nej men der er jo ingen, jeg hellere vilde være god imod! – Saa skal jeg nok sige det, Pelle – men ikke lige nu.« Hun tog sig til Kinderne, hun var blussende rød af Glæde og Forvirring over, at hendes lille Hjem var saa meget værd.

Pelle gik ind i Stuen. Brun sad i Sofaen med Svend Trøst paa Skødet. »Det er en ordenlig Prop,« sagde han – »men han ligner ikke sin Mor. Det er dine Træk helt igennem.«

»Ellen er heller ikke Mor til ham,« sagde Pelle sagte.

»Naa saadan. Det er pudsigt med de Ntre Rynker 181| i Panden, han har faaet efter dig – de ligner Bølgelinjerne i Danmarks Aasyn. I ser ud som I var vrede altid begge to.«

»Det var vi ogsaa dengang,« sagde Pelle.

»Apropos Vrede,« vedblev Brun – »jeg henvendte mig saa igaar til Politimyndighederne og fik udvirket, at de indstiller Forfølgelsen mod Peter Drejer – paa Betingelse af at han hører op med sin Agitation blandt Soldaterne.«

»Det faar vi ham aldrig til at gaa ind paa. Det vilde være det samme som at opfordre ham til at afsværge sin Menneskeret. Peter Drejer har med megen Selvovervindelse lært sig at bruge parlamentariske Udtryk, og videre faar man ham sikkert ikke. I selve Sagen giver han aldrig Køb, og det maa jeg holde med ham i. Maa man ikke engang bekæmpe det bestaaende med aandelige Vaaben, saa hører jo alting op.«

»Ja det er ganske rigtigt,« sagde Brun – »jeg har bare ondt af ham. Politiet holder ham dèr i en Tilstand af Betændthed altid – han har jo slet ingen Glæde af at være til.«