XVI

Pelle haabede stadig paa, at Peter Drejer skulde vinde et roligere Syn paa Tilværelsen. Det var Meningen i Løbet af Foraaret at oprette en Fællesvirksomhed i Aarhus ogsaa, og Peter var udset til at sætte den i Gang. Men hans Sind syntes ulægeligt, hvergang han faldt lidt til Ro, rev Forholdene ham ud af den igen. Nu var det den tiltagende Arbejdsløshed, der gik ham paa.

Og den stupide Forfølgelse holdt ham i en Tilstand af bestandig Ophidselse. Selv naar han som nu lodes i Ro, gik han med en irriterende Fornemmelse af, at man spekulerede i at faa ham til at forløbe sig – tilsyneladende lukkede Øjnene for at 182| kunne slaa des kraftigere ned over ham. Han gik og vidste aldrig, om han var købt eller solgt.

Virksomheden var saa stor nu, at de havde maattet forlægge den egenlige Fabrik til Bagbygningen og kun benyttede Kælderen til Reparationsværksted. Peter Drejer ledede dette Værksted, og noget at udsætte paa hans Ledelse var der ikke; han var energisk og paapasselig. Men til at lede et Arbejde efter en større Plan duede han ikke, hans Sind var i bestandig Svingning. Trods sine Ævner forbrændte han til ingen Nytte.

»Han kunde ogsaa lade være med sin Agitation og tage sig noget nyttigere til,« sagde Brun en Aften han og Pelle sad og drøftede dette. »Ved Voldsomheder skabes der alligevel ikke noget! – Og han selv render blot Panden mod Muren.«

»Det har De ikke ment før,« sagde Pelle. Det var Bruns Skrifter om Individets Ret, der fra først af havde vakt Peter Drejer til Eftertanke.

»Nej, jeg ved det nok. Dengang troede jeg, at det hele maatte slaas i Stykker, for at der kunde opstaa en ny Verden af Kaos; jeg kendte jo ikke jer – og mine egne syntes jeg ikke var for gode at sprænge til Side; de laa blot og stoppede for Udviklingen. Men du har selv omvendt mig! jeg var lidt for hurtig til at dømme din Træghed – du har mere af Sammenhængen i Kroppen end jeg. Vor lille Virksomhed derinde har overbevist mig om, at Almuen gør klogt i at vedgaa Arv og Gæld efter Overklassen. Og det gør mig ondt at se Peter løbe af Sporet; han er en af jeres fremskudte Ævner. Kunde vi ikke faa ham herud – han kan faa mit ene Værelse! Jeg tror han trænger til lidt hyggeligere Forhold.«

»Det er bedst, De selv foreslaar ham det,« sagde Pelle.

Næste Dag tog Brun med ind og foreslog det, men Peter Drejer betakkede sig. »Jeg har vist ingen Ret til Deres Komfort, saa længe der gaar tyve Tusend Mænd og hverken har at bide eller bræn183|de,« sagde han afvisende. »Men De er jo Anarkist,« tilføjede han haanligt – »og Millionær efter hvad man siger. Hvad Nød har de Arbejdsløse saa!« Han var blevet skuffet ved at lære den gamle Filosof personlig at kende, og lagde aldrig Skjul paa sin Uvilje.

»De er vist ikke uvidende om, at jeg allerede har stillet min Formue til Fattigmands Raadighed,« sagde Brun krænket. »Maaden trøster jeg mig til forsvarer sig selv engang. Dersom jeg i Dag fordelte hvad jeg ejer mellem de Arbejdsløse, vilde det være slikket bort som Dug inden i Morgen – saa bundløs er desværre Nøden nu.«

Peter Drejer trak paa Skuldrene – des mere Grund syntes han der var til at hjælpe.

»Vil du da forlange, at vi ofrer vor store Plan om at gøre al Nød overflødig, for en Gang Mad til de Trængende?« spurgte Pelle.

Ja Peter saa kun Nøden i Dag – den var ham en saa græsselig Virkelighed, at Fremtiden fik være.

Der var foregaaet en Forskydning med ham, han syntes helt at have brudt med Udviklingen.

»Han gaar og ser for meget,« sagde Pelle til Brun, – »og nu har Hjærtet taget Herredømmet over Forstanden. Lad ham hellere være i Fred, vi faar ham alligevel ikke til at indrømme noget men ophidser ham bare. Det kan ikke lade sig gøre at færdes i alt det han lever i – og alligevel blive ved at holde Hovedet klart; enten maa man lukke Øjnene og forhærde sig, eller ogsaa sprænges man.«

Peter Drejers Hjærte gjorde Obstruktion. Ofte maatte han stanse midt i sit Arbejde og gispe efter Vejret. »Jeg kvæles,« sagde han saa.

Som han var der mange – den stadig voksende Arbejdsløshed begyndte at sætte Panik i Sindene. Det var ikke længer de unge Brushoveder alene, som gik og tabte Taalmodigheden. Af den store kompakte Organisationsmasse, hvori Enkeltvæsnerne hidtil ikke havde været til at skelne, traadte med ét enfoldige Mænd frem og gjorde sig latterlige ved at 184| bære Tidens Sandhed lige paa Læben. Smaafolk der ingenting begreb af Livets Love, vaagnede ikke desto mindre skuffede af den Døs, Taktslaget havde hensat dem i – og rørte utaalmodigt paa sig. Der skete jo ikke noget – ikke andet end det, at det ene Elitefag efter det andet forlod dem og rykkede op i Borgerskabet.

Bevægelsen havde hidtil været det faste Udgangspunkt, derfra skete alt hvad der var af Vigtighed, og derfra faldt Lyset over Dagen. Men nu pludselig fødtes der et Kim i de enfoldigste, og de satte et Spørgsmaalstegn ved Stikordet. Til alting svaredes der jo: naar Bevægelsen har sejret, bliver det anderledes! men hvordan kunde det blive anderledes, naar der ikke skete mindste Forandring, nu de dog havde Magt? Nok lidt Forbedring maaske – men ingen Forandring! Det var blevet et fast Nummer, et Omkvæd hvergang en Kvinde fødte i Dølgsmaal, en Mand stjal eller pryglede sin Kone –: det er Følgerne af Systemet! op og stem Kammerater! Men nu begyndte det at lyde idiotisk i Ørerne paa dem. For Fanden, de stemte jo af alle Kræfter! men derfor blev alting sku alligevel dyrere. Gu var man lovlydig, man formelig svedte af Parlamentarisme, og bestilte snart ikke andet end at erobre Mandater – og hvad saa? Var der maaske noget Menneske i Tvivl om, at Fattigper var i Flertal – knusende Flertal? hvad var det saa for noget Vrøvl, at Flertallet skulde erobres? Nej, de der sad inde med Magten, skulde nok vide at indrette det saadan, at de blev ved at beholde den – saa kunde man erobre Mandater lige saa tosset man vilde!

Der var for megen Respekt i én for det Bestaaende – derfor gik det immervæk hen og spillede én paa Næsen! Det kunde sku være godt nok med al den Lovlighed – men man gik bare ikke gradvis fra det ene til det andet! Hvordan ku’ det ellers være, at der ingenting skete af det ny? Sagen var nok den, at hvert eneste Skridt hen imod det ny straks blev opædt af den bestaaende Tingenes Til185|stand – og blev til Spæk paa Ribbenene af den. Kapitalen fedede sig sku, hvad Pokker man saa gjorde ved den; den var som Katten, der altid kommer ned paa Poterne. Hvergang Arbejderne tiltvang sig en lille Lønstigning, gangede Arbejdsgiverne det med to og lagde det over paa Varen – det var derfor de begyndte at blive saa medgørlige over for visse Lønkrav! Og dem der fik det lidt godt, lokkede Kapitalen over paa sit Parti – saa de andre kom til at sidde tilbage som Luseproletariat. Det ku’ sku godt være, at Bevægelsen havde gjort et stort Stykke Arbejde! – men der skulde forbandet gode Øjne til at faa Kig paa det.

Saadan rejste der sig Røster. Fra først af var det jo kun Sutter, som ingen behøvede bryde sig om; Værtshusdrivere som sad og brokkede ondt af sig i deres Donner. Men efterhaanden blev det en Tale, som gik fra Mund til Mund, Arbejdsløshedens Spøgelse huserede i alle Hjem og fik Mændene til at tænke over Tingene engang igen for egen Regning; ingen kunde vide, hvornaar Raden kom til ham at stryge Brosten.

Pelle havde let ved at fange Tonen i alt dette, det var hans eget Opgør med Fremrykningen dengang han kom ud af Fængslet, der nu var ved at blive Allemands. Men nu var han selv en anden! Han var ikke længer vis paa, at Bevægelsen havde været saa helt hen i Vejret; udrettet noget af det der sætter Skel havde den ikke, men den havde holdt Apparatet i Gang og styrket det. Den havde baaret Masserne hen over en død Tid, selv om det skete ved at lade dem vandre i Ring. Og nu var Ideen parat til at tage dem igen! Kanske var det godt, at der ikke var sket altfor store Fremskridt – ellers var de vel aldrig vaagnet mere. De maatte hellere sulte lidt endnu – til de kunde indrette sig i deres egen Verden – fede Slaver tabte let Friheden af Syne.

Bag ved det misfornøjede Ævl kunde Pelle høre det ny spøge – det gav sig mærkelige Udslag. Et 186| Hold Arbejdere – vel et Par Hundrede Mand – der var beskæftigede ved et stort Udgravningsarbejde, blev ledige ved at Entreprenøren gik fallit. En ny Entreprenør overtog Arbejdet, men de stillede som Betingelse for at tage fat igen, at han betalte dem den Arbejdsløn de havde tilgode – og Spaserepenge. »Vi faar ingen Del i Kagen,« sagde de – »saa maa I ogsaa selv bære Risikoen!« De gjorde den ene Arbejdsgiver ansvarlig for den anden! – og sagde lunefuldt nej til godt Arbejde paa en Tid, hvor Tusender gik ledige! Den offenlige Mening var lige ved at tabe Hovedet, selv deres egen Presse tog Afstand fra dem. Men de stod stædigt paa deres og sluttede ind i Strømmen af Arbejdsløse, til man bøjede sig for deres urimelige Paafund.

Pelle hørte en ny Tone her. For første Gang gjorde Underklassen Kapitalen ansvarlig for dens Synder uden smaaligt at skelne mellem Per og Povl. Der begyndte nok at komme Perspektiv i Solidaritetsfølelsen!

Den store Lede ved at vandre i en aandelig Ørken gravede sig igen engang frem til Overfladen; han havde oplevet det samme en Gang før – da Bevægelsen rejstes; men denne Gang kom Opbruddet forunderligt nok fra Bunden af alting. Det begyndte med blinde Angreb paa Parlamentarismen og Stemmeretten og Parolerne, der var et ubevidst Oprør mod Tvang og Bunkebehandling i det. Ved en ufattelig Fornyelsesproces begyndte Massen at løse sig ud i Enkeltvæsner, der midt i de daarlige Tider gav sig til at spørge efter Jeget og Lovene for dets Tilfredsstillelse. Helt nede fra Bunden kom de og forlangte deres lusede pjaltede Individ respekteret.

Hvor kom det fra? Det var en komplet Gaade! Lød det ikke taabeligt, at Fattigper efter et aarhundredlangt Liv i Pjalter og Forhutlethed, der endte med hans fuldkomne Udslettelse i Kollektivismen – nu skulde dukke frem i Dagen med det stærkeste Krav af alle og fordre at faa sin Sjæl igen?

187| Pelle kendte de Unges Utaalmodighed igen i dette Røre – ikke for ingenting var Peter Drejer Sjælen i de Arbejdsløses Møder. Peter vilde have ham til at komme og tage Ordet, og et Par Gange fulgte han med – han maatte have Rede paa de Menneskers Forhold til sin Ide. Men han holdt sig i Baggrunden og var ikke til at drive op paa Talerstolen; med disse forvirrede Sammenstimlinger, der vendte op og ned paa alle Begreber, havde han ikke noget at skaffe. Give dem Mad i Dag kunde han jo alligevel ikke, og de stærke Ord var han vokset fra.

»Gaa op og giv dem et godt Ord – ser du da ikke hvor udsultede de er!« sagde Peter Drejer en Aften. »De har Fidus til dig endnu fra gamle Dage. Men lad være med at præke Kooperation; man fodrer ikke sultne Mennesker med Fremtidsmusik.«

»Giver du dem Mad da?« spurgte Pelle.

»Nej, det kan jeg jo ikke; men jeg giver dem Afløb for deres Forurettethed og faar dem til at rejse sig og protestere. Det er dog altid noget, at de ikke tier og taaler længer!«

»Og hvis de i Morgen faar lidt at fjæle i Skrutten, saa er den hele Staahej glemt – men af Stedet er de ikke kommet. Er det ikke ligegyldigt om de lider Nød i Dag – i Forhold til det Spørgsmaal om de skal det til evig Tid?«

»Kan du læsse Ansvar paa de Stakler dér, saa maa du være en haard Hund!« sagde Peter hidsigt.

Ja vel, nu galdt det netop om at gøre sig haard, paa sin Medfølelse alene udrettede man ingenting! den der gik med rindende Øjne, duede ikke til Kusk gennem Mørket. – –

Det var en død Tid, man maatte være glad man kunde holde den indvundne Stilling; nye Udvidelser var det ikke til at tænke paa før Foraaret. Men Pelle arbejdede ihærdigt paa at hværve Tilhængere for sin Ide, han havde faaet en Diskussion i Gang i Partipressen og holdt Foredrag. Han opsøgte helst de rolige Fagforeninger, forsmaaede al agitatorisk Veltalenhed og lagde sin Ide sagligt frem, byggede 188| den op fra sine egne Erfaringer, til den uden noget Spræl – ved Kendsgærningernes blotte Magt – omsluttede Verden. Netop de træge vilde han have fat i, dem der havde været Bevægelsens urokkelige Kærne gennem alle Aarene, og trofast blev ved at gaa i det gamle Fodslag skønt det ikke førte noget Sted hen. Det var Kærnetropperne fra den store Kamp, der først og fremmest maatte kaldes paa! Dem kendte han, fik han dem til at gaa i Ilden for sin Ide med deres ubrødelige Disciplin, saa var meget vundet.

Det var paa høje Tid en ny Ide kom og tog dem videre, de var gaaet trætte i den bestandige Marsj paa Stedet, Bevægelsen var ved at løbe af dem. Men nu kom han med en Ide, de aldrig skulde gaa trætte paa, og som kunde bære dem helt igennem. Og ingen skulde komme og sige, at han ikke kunde fatte den, for det var Hjemmets enkle Tanke, ført ud til at omfatte det hele. Ellen havde lært ham den, og kunde de den ikke selv, saa fik de gaa hjem til deres Koner og lære den! de gik ikke og rugede over, hvem af Familien der ydede mindst eller tærede mest, men gav enhver efter hans Behov og saa paa den gode Vilje. Som et godt og kærligt Hjem, hvor ingen rendte den anden ned, skulde Verden være – mere indviklet var det hele ikke!

Pelle var paa Færde tidlig og silde. Der gik næsten ikke en Dag, uden han holdt Foredrag eller skrev om sin Kooperationstanke. Ofte blev han kaldt ud i Provinsen for at tale, Folk vilde se og høre den mærkelige Fabrikant, der ikke tjente mere end sine Arbejdere.

Paa disse Rejser lærte han Landet at kende og saa at adskilligt i hans Tanke allerede var foregrebet derude. Bonden, der blev stiv af Skræk, naar man nævnede Ordet Socialist, praktiserede i stor Stil Bevægelsens Ideer; han havde indrettet sig kooperativt og spundet Landet ind i Brugsforeninger.

189| »Dér maa vi knytte til, naar vi faar vort Foretagende bedre i Orden,« sagde han til Brun.

»Bare Bønderne vil arbejde sammen med os,« indvendte Brun. »De er jo konservative af sig.«

Dette her var nu nærmest revolutionært; saa vidt Pelle kunde skønne, var der snart ikke saa stor Plads som en Negl for den rene Kapital at snylte paa derude. Bønderne gik bare stille med deres! Pelle var selv af Bondeslægt og tvivlede ikke om, at han nok skulde faa Føling med Landet naar den Tid kom.

Udviklingen forberedtes fra flere Sider – den brød man nok ikke med, om man vilde naa noget. Den var som en bunden Lov om Vækst i Tilværelsen, en ubrødelig Gudstanke, der løb gennem det hele! Nu førte den ham og hans i Ilden, og naar de rykkede frem, maatte der ingen sidde tilbage. Saa lyst og stort et Kald var endnu intet Samfundslag rykket frem med, de skulde for altid gøre Ende paa den Skændsel, at Menneskesnillet sad og vejede Rummets Kloder, men glemte at veje Brødet retfærdigt ud.

Den vaagnende Misfornøjelse med det gamle var han ikke ked af, den slog Hul paa de tilgroede Sind og skabte Mulighed for det ny. Foreløbig vandt han ingen større Tilslutning; forskellige ny Strømninger kæmpede om Sindene, der i deres vaklende Søgen droges snart til den ene Side snart til den anden. Men han havde en lys Følelse af at tjene en Verdenstanke, og tabte ikke Modet.

Arbejdsløsheden og den vaagnende Jegfølelse fik mange til at slutte sig til Peter Drejer, de oprørtes mod Tilstandene, og nu saa de ingen anden Udvej end at bryde med alting. De sprang nøgne frem af intet og krævede deres Personlighed respekteret, men dens Byrder kunde de ikke bære endnu – og deres haabløse Syn paa Elendigheden truede med at kvæle dem. Saa lavede de Obstruktion, deres egen Sprængthed fik dem til at ville sprænge det hele. De var hans besværligste Modstandere.

190| Hidtil havde de haft sørgelig Ret, men nu begreb han ikke deres desperate Utaalmodighed længer. Han havde givet dem en Ide nu, hvormed de kunde erobre Verden netop ved at bevare Sammenhængen; og naar de ikke tog ved den, maatte de være syge. Ud fra det Synspunkt tog han deres splittende Agitation med Ro; Sundheden skulde nok sejre!

For Tiden agiterede Peter Drejer for en Massedemonstration fra de Arbejdsløses Side. Han vilde have, de alle tyve Tusend Mand med Koner og Børn skulde slaa sig ned paa Raadhuspladsen eller Amalienborg Slotsplads – og nægte at flytte sig derfra til Samfundet tog sig af dem.

»Saa har Offenligheden Valget mellem at høre paa deres Krav eller køre op med Sprøjter og Kanoner,« sagde han. Kanske gik der saa Hul paa Spørgsmaalet.

»Pas saa paa, Politiet ikke arresterer dig,« sagde Pelle advarende. »Saa staar dine Folk uden Hoved – og du har lokket dem op i en latterlig Situation, som kun fører til Nederlag.«

»De skal tage sig i Agt, de Køtere!« svarede Peter truende. »Den første Haand der griber efter mig, hugger jeg til.«

»Og hvad saa? Hvad opnaar du ved at slaa til Betjentene? De er kun Redskabet – og der er nok af dem!«

Peter lo skarpt: »Nej det er ikke Betjentene – og heller ikke Assistenten – – eller Politidirektøren! Det er ingen, du – – det er saa bekvemt, ingen kan gøre for det! Paa den Maade har man altid snigløbet os – overalt dukker Ondet sig og forsvinder, naar man vil have fat i det –: det var ikke mig! Nu Arbejderen staar og kræver sin Ret, ser Arbejdsgiveren ogsaa sin Fordel ved at forsvinde, og det upersonlige Aktieselskab dukker op. Aa, denne Satans Skulken udenom! hvor skal man henvende sig? – der er ingen der har Skylden mere! Men ser du, nu skal der gøres for det! rammer jeg Haanden, saa rammer jeg ogsaa det der staar bag – man 191| maa slaa til det man kan se. Jeg har anskaffet mig en Revolver mod Politiet, det skal ikke upaatalt gøres til et uskyldigt Levebrød at bære Vaaben mod sine egne.«