XVII

Pelle kom en Lørdag Aften hjem med Toget, han havde været ude i en Provinsby og hjulpet et kooperativt Foretagende i Gang.

Det var sent, men mange Butikker havde endnu aabent, de kastede straalende Lys ud i Ruskregnen, hvor Gadens sorte Strøm randt bestandig lige fort. Nu først kom de arbejdende Kvinder fra den indre By, blege Maskinskriversker, Kasserersker, der endnu havde NKolportage-Romanens Spænding i Øjnene, Syerskerne fra de store Forretninger. Nogle hastede afsted med Blikket ligeud uden at lade sig forstyrre af Gadens enlige Sværmere – de havde noget som ventede dem – kanske et lille Barn. Andre havde ikke noget at haste efter men gik og saa sig trætte om – og kunde pludselig leve op ved Synet af en ung Mand i Vrimlen.

Rengøringskoner var paa Vej hjemad med Kurven paa Armen; de havde haft en lang Dag og slæbte Benene tungt efter sig. Gaden var fuld af kvindelige Arbejdere, det var den omvendte Verden! de daarlige Tider kaldte Kvinderne frem og lod Mændene sidde. Paa Hjemvejen besørgede de Indkøbene for Søndagen; inde hos Slagter og NSpækhøker stod de og hang som trætte Øg og ventede paa deres Tur. Blaafrosne Unger stod og rakte sig, med Haanden krampagtigt knyttet om Skillingerne; de lagde Hagen paa Disken og gloede forslugent paa Madvarerne, mens Lyset brødes forunderlig rigt i deres glubske Øjne.

Pelle gik rask til for at komme ud paa det aabne Land. Han holdt ikke af disse øde Gader i Byens Udkant, hvor Armoden rejste sig som et Fuglefjæld 192| paa begge Sider af den smalle Kløft, og Mørket sukkede under saa meget. Naar han kom ind i saadan en endeløs Stenkløft, hvor Et- og Toværelseslejlighederne strakte sig over hinanden i syv Rækker saa langt han kunde se, truede Modet med at svigte ham. Det var som at vandre paa en uhyre Kirkegaard for brustne Haab, alle disse Tusender Familier var lige saa mange Vanskæbner; de havde lagt lyst og haabefuldt ud allesammen, og nu sad de her og sloges med Tomheden.

Han gik rask udad langs Markvejen, det var bælgmørkt og regnede, men han kunde Grøfter og Stier udenad. Langt oppe paa Bakken skinnede et Lys, det mindede om en Stjærne der stod lavt paa Himlen – det maatte være Lampen fra Bruns Soveværelse. Han undredes paa, at den gamle var paa Færde endnu; han blev hurtig træt, nu han var kommet ud af et langt Livs Beskæftigelse, og plejede at gaa tidlig i Seng. Han havde maaske glemt at slukke Lampen.

Pelle havde slaaet Kraven op om Ørerne og følte sig hyggelig til Mode – han holdt af at gaa ene i Mørket. I gamle Dage havde dets gabende Tomhed fyldt ham med panisk Skræk, men Fængslet havde gjort hans Sind fortroligt med det; han kunde gaa og glæde sig til disse ensomme Natture hjem over Markerne. Saa døde Byens Larm bag ham, og han indaandede den rene Luft, der syntes at staa lige ind mod ham fra Verdensrummet. Alt det, Manden ikke kan dele med nogen, kom op i ham paa disse Ture. I den daglige Kamp kunde han ofte nok have en nedslaaende Fornemmelse af, at Udfaldet beroede paa rene Tilfældigheder. Det var ikke nemt at skaffe sig Ørenlyd gennem den tusendstemmige Larm; der skulde Sensation til for at fange Opmærksomheden, og han kom blot med en ganske ordinær Ide og paastod, at den uden at stanse et Hjul kunde omskabe Verden. Det bestaaende gjorde sig ikke engang den Ulejlighed at bekæmpe ham, selv Fabrikanterne inden for Faget tog hans Foretagende med 193| Ro og lod til at have opgivet Krigen mod ham. Han havde ventet sig stor Modstand og glædet sig til at overvinde den – og denne Ligegyldighed fik ham undertiden til at tvivle om sig selv. Hans ubetvingelige Ide gik jo blot under i Livets brogede Virvar!

Men her ude paa Landet, hvor Natten laa over Jorden som stor Ro, fik han sine Kræfter igen. Alt det ligegyldige faldt bort, og han saa, at han ligesom de dybe Bropiller havde sit egenlige under Overfladen. Saa uanseligt han ragede op, hvilede han paa et uhyre Underlag, Ensomheden omkring ham afslørede det for ham og fik ham til at føle sig vældig. Mens man oversaa hans Foretagende, skulde han gøre det saa stærkt, at de løb Panden imod det naar de vaagnede.

Pelle var glad for at bo paa Landet, det var hans Drøm engang at flytte Arbejderne der ud igen. Byen fik han mere og mere imod, han lærte aldrig at blive helt fortrolig med den. Det var bestandig lige besynderligt at færdes i denne summende Kube, hvor hver syntes at snurre for egen Regning og alle dog bankedes ind under én stor Vilje – Sultens. Byen øvede en dump Magt over Sindene, den drog de fattige til ved en Løgn om Lykken. Og naar den først havde dem, holdt den dem dæmonisk fast. Den giftige Luft var ligesom Opium, de usleste Stakler drømmer sig Lykken i den; og naar de først havde faaet Smag paa det, var de ikke Mennesker for at rejse ud til den jævne Hverdag igen. Der laa altid noget forfærdeligt bag Byens Fysiognomi, som lurede den blot paa at drage Mennesker ind i Nettet og suge dem ud. Om Dagen kunde det tilsløres af de mange Lyde, men Mørket bar det frem.

Hver Aften inden Pelle gik i Seng, maatte han ud til Gavlen og stirre ud i Natten; det var en gammel Bondeskik, han havde arvet fra Lassefar og hans Far igen. Saa søgte hans Blik spørgende ned over Byen, hvor hans Tanker i Forvejen var. Paa Solskinsdage var den kun Røg og Dis, men saadan en bælgmørk Nat laa der et festligt Lysskær over den. 194| Byen havde en egen Ævne til at fælde Mørket ned over sig og tænde hvidt kunstigt Lys i det. Den laa lavt – ligesom en Sump med Fald fra alle Sider – alle Afløb mundede ud i den; dens lysende Taage syntes at naa ud til Landets yderste Grænser – alting søgte denne Vej. Store Guldfluer stod og gyngede over Sumpen i metallisk Pragt, Myg dansede hen over den som sorgløse Skygger. Der stod en uophørlig Summen af det; og nedenunder laa Dybet, som havde fostret dem, og boblede saa han kunde høre det helt herop.

Undertiden flakkede Byens Lys op over Himlen som Genskæret fra en uhyre Esse. Det var som et umaadeligt Hjærte bankede panisk i Mørket dernede, hans eget smittedes af det og snøredes sammen i uklar Angst. Skrig kunde pludselig stige op dernede fra, og man ønskede det næsten; et stærkt Udbrud var en Lettelse oven paa den evige latente Spænding. Dernede under Stadens Mure var Mørket altid levende, som en tung Livsstrøm gled det afsted, randt trægt mellem NKipper og NBuler og Kaserner med sit skæbnesvangre Indhold af Nød og Forbandelser. Dets dulgte Færden indgød ham Rædsel; han hadede Byen for dens Mørke der fjælede saa meget. – –

Han var stanset foran Gryet og stod og stirrede nedover. Pludselig hørte han en Lyd indefra, som fik ham til at fare sammen; han lukkede sig hurtigt ind. Ellen kom ud i Gangen, hun saa forstyrret ud.

»Gudskelov du kom,« udbrød hun – »Anna er saa syg.« Hun glemte helt at sige Goddag til ham.

»Er det alvorligt?« spurgte Pelle og skyndte sig af Overtøjet.

»Det er det gamle igen. Jeg lod en Vogn fra Gaarden køre ind efter Doktoren – det blev dyrt du, men Brun sagde jeg skulde. Hun skal have varm Mælk med NEmsersalt og NSodavand i. – Du kommer til at slaa Kulden af dig ved Kakkelovnen, før du gaar op til hende – men skynd dig lidt. Hun ligger hele Tiden og spørger efter dig.«

195| Sygeværelset laa i Halvmørke, Ellen havde hængt en rød Skærm over Lampen, for at Lyset ikke skulde genere den lille. Brun sad paa en Stol ved Sengen og stirrede ufravendt paa Barnet, som laa og smaapludrede i Feberdøs, han gjorde Tegn til Pelle at han skulde gaa stille. »Hun sover,« hviskede han. Den gamle Mand saa ulykkelig ud.

Pelle bøjede sig stille ned over hende; hun laa med lukkede Øjne men sov ikke, hendes hede Aande gik over hans Ansigt i korte Stød. Idet han vilde rette sig, aabnede hun Øjnene og smilede til ham.

»Hvad er det med Søster, vil hun nu til at være syg igen?« sagde han sagte. »Jeg troede Solen havde jaget den slemme Bronkitis væk.«

Barnet rystede resigneret paa Hovedet. »Hør NKældermanden!« hviskede hun. Han sad og peb af alle Kræfter nede i hendes Luftrør, hun lyttede efter ham med et alvorligt Udtryk. Saa listede hun sin Haand op, og strøg Faderen over Ansigtet som vilde hun trøste ham.

Men Brun puttede den straks ned igen, og dækkede hende til om Skuldrene. »Dér kunde vi nær have sat Dukken over Styr,« sagde han betænkeligt. Han havde lovet hende en stor Dukke, naar hun vilde holde sig godt dækket.

»Faar jeg den endnu?« spurgte hun gispende og stirrede forskrækket paa ham.

»Ja vist faar du den. Og naar du skynder dig at blive rask, faar du en Vogn ogsaa, med Gummihjul.«

Ellen kom ind og afbrød dem: »Nu har jeg gjort Hr. Bruns Soveværelse i Stand,« sagde hun og lagde sin Haand beroligende over Barnets spændte Træk.

Bibliotekaren rejste sig nølende: »Det vil altsaa sige det samme som, at nu skal Hr. Brun gaa i Seng,« sagde han halv misfornøjet. »Ja ja, saa Godnat da! Jeg stoler paa I kalder, dersom det skulde blive værre.«

196| »Hvor er han dog god,« sagde Ellen sagte. »Han har siddet herinde hele Tiden og passet paa at Barnet laa dækket. Vi tør ikke røre os for ham, fordi hun skal have Ro; men han kan ikke selv dy sig for at sludre med hende, hvergang hun aabner Øjnene.«

Ellen havde flyttet Lasse Fredrik ned i Soveværelset og sat sin egen Seng herop for at vaage ved Barnet. »Nu skulde du gaa i Seng,« sagde hun sagte til Pelle – »du maa jo være dødtræt efter Rejsen. Forrige Nat i Toget fik du vist heller ikke sovet noget.«

Han saa træt ud, men hendes Overtalelser nyttede ikke, han vilde blive heroppe. »Jeg kan alligevel ikke sove under disse Forhold,« hviskede han; »og i Morgen er det jo Søndag.«

»Saa læg dig paa min Seng da! Det hviler dog altid lidt.«

Han lagde sig ned for at føje hende, og laa og stirrede op i Loftet, mens han lyttede til Barnets korte, rallende Aandedræt. Han kunde høre hun ikke sov; hun laa og legede med den rallende Lyd og fik Kældermanden til snart at snakke med grov Stemme, snart at pibe. Hun syntes helt fortrolig med denne ondartede Snakken med, der allerede havde kostet hende saa mange Sygetimer og lød saa pinligt i Pelles Øren. Hun havde en underlig resigneret Maade at bære Sygdom paa, som hørte Baggadens Væsner til; hun blev ikke urimelig og fordringsfuld men laa gærne og underholdt sig selv. Det var ligesom hun følte sig taknemmelig mod Lejet, hun var altid i bedst Humør, naar hun laa. Solen herude havde brunet hende godt, men der maatte sidde noget i hende, den ikke havde faaet Bugt med – man flyttede ikke saadan fra Baggadens onde Luft.

Hvergang hun fik et Hosteanfald, rejste Pelle hende over Ende og hjalp hende til at spytte. Hun blev blaarød i Hovedet af Hosten, og saa paa ham med Øjne der var ved at briste under den vold197|somme Anstrængelse. Saa kom Ellen med den varme Mælk og Emsersaltet, den lille drak det med et resigneret Udtryk – og faldt hen igen.

»Saa slemt har det aldrig været før,« hviskede Ellen – »hvad kan det saa nytte? Maaske er Landluften slet ikke god for hende.«

»Det skulde den dog gærne være,« sagde Pelle – »for ellers er hun jo en lille forgiftet Stakkel.«

Ellens Stemme klang af den Mulighed, at de kunde komme til at flytte tilbage til Byen igen for Barnets Skyld. For hende var Byluften ikke ond, men simpelthen mildere end den herude. Gennem flere Slægtled var hun vænnet til den og havde overvundet dens skadelige Indflydelser; for hende var den god som kun Hjemegnens Luft er det. Hun kunde bo hvor det skulde være, men hendes Barndoms Egn maatte der ikke siges noget paa. Saa blev hun ivrig.

Barnet var vaagnet ved deres Hvisken og laa og stirrede paa dem. »Jeg dør ikke? gør jeg vel?« spurgte hun i ud Stuen.

De bøjede sig over hende.

»Nu skal du putte dig og ikke tænke paa saadan noget,« sagde Ellen angst.

Men Barnet blev haardnakket ved sit. »Hvis jeg nu dør, vil I saa sørge lige saa meget over mig som over Johanne?« spurgte hun spændt og holdt dem fast med sine Øjne.

Pelle nikkede, det var ham ikke muligt at sige noget.

»Vil du tjære Loftet sort, for at vise at du sørger over mig? – Vil du, Far?« vedblev hun ubønhørligt og saa paa ham.

»Ja, ja!« sagde Ellen fortvivlet og kyssede hende paa Munden for at faa hende til at tie.

Saa lagde Barnet sig tilfreds om paa Siden; et Øjeblik efter sov hun.

»Hun er ikke hed mere,« hviskede Pelle. »Jeg tror Feberen er forbi.« Hans Ansigt var forfærdelig alvorligt; Døden havde strøget hen over det med 198| sin kolde Haand. Han vidste det kun var i Spøg, men kunde alligevel ikke ryste Indtrykket af sig.

De sad tavse og lyttede til Barnets Aandedræt, der lød roligt nu. Ellen havde søgt Pelles Haand, en Gang imellem gøs hun sammen. De rørte sig ikke, men sad blot og lyttede, mens Tiden randt syngende fordi dem. Saa galede Hanen dernede og vakte Pelle, Klokken var tre; Barnet havde sovet roligt i to Timer nu. Lampen var ved at brænde ud, han skimtede svagt Ellens Profil i Halvmørket; Svangerskabet havde fortæret noget af Sommerens Huld og gjort Ansigtet sartere. Hun saa træt ud.

Han rejste sig lydløst og kyssede hende paa Panden. »Gaa nu ned og i Seng,« hviskede han og førte hende hen imod Døren.

Der lød listende Trin udenfor, det var Brun der var henne for at lytte til den Syge, han havde slet ikke været i Seng. Inde i hans Arbejdsværelse brændte Lampen, og Bordet var fuldt af Papirer; han havde siddet og skrevet.

Han blev oprømt, da han hørte at Anfaldet nu var ovre. »Jeg synes hellere Fruen skulde traktere med en Kop Kaffe,« svarede han, da Ellen skændte paa ham fordi han ikke sov.

Ellen gik ned og lavede Kaffe. De drak den inde hos Brun; Dørene stod paa Klem, saa de kunde høre efter Barnet.

»Det har været en drøj Nat,« sagde Pelle og strøg sig over Panden.

»Ja, skal det blive saadan ved, saa kommer vi vist til at flytte tilbage til Byen,« sagde Ellen haardnakket.

»Vi maa hellere begynde at give hende koldt Vand om Morgenen, saa snart hun er rask – og se at faa hende hærdet,« sagde Pelle.

»Ja Pelle tror, at det er den onde Luft og den gode der nu slaas om Barnet, og at det bare er derfor hun har det daarligere end inde i Byen,« vendte Ellen sig til Brun.

199| »Det er det ogsaa,« sagde Brun alvorligt. »Og saadan et sygt Barn giver noget at tænke paa.«